Rose Valland - L'espionne à l'œuvre - Jennifer Lesieur

 

• Fransk
• 9. december
• 224 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Når jeg er ude at rejse køber jeg altid bøger - og da mine rejser ofte indebærer mange museumsbesøg er det ofte i disses butikker, at jeg går lidt amok. De har også tit et glimrende udvalg, som jo dog også tit er relateret til museets tema eller igangværende udstillinger.

Denne første søndag i Paris var jeg på Musée de l'Orangerie i Tuilerie-haverne, hvor man altid kan beundre Monets åkander men også se løbende udstillinger. I samme have ligger også Jeu de Paume-museet, som er baggrunden for historien i denne bog.

Historien bag Rose Valland er både lidt trist og imponerende. Hun var en stilfærdig tjenestemand, der som kvinde aldrig kunne opnå de store poster på de parisiske kunstmuseer. Den lidt grå mus, som ingen bemærkede - men det blev også hendes redning, da nazisterne besatte byen og startede deres systematiske plyndring af kunstsamlinger fra både museer og private samlinger.

Hun fik lov at blive i sin stilling på Jeu de Paume-museet under påskud af at skulle overse praktiske ting i bygningen. Museet blev transitpunkt for kunsttyverierne, og utallige gange brugt til at præsentere udstillinger for Göring som en slags personlig shopping, hvor han udvalgte de malerier, der skulle sendes til enten hans egen samlign eller Hitlers.

Valland begyndte stille og roligt at tage notater. Hun gennemrodede skraldespande om aftenen, og kopierede alt hun kunne finde. Hun gemte notater, billeder og lister over hvilke kunstgenstande, der blev ført ud af landet - hvorfra og hvortil. Hun lod som on hun ikke forstod tysk, og ingen tog notits af den lidt sære gammeljomfru, som de troede hun var. I virkeligheden boede Valland sammen med en anden kvinde, hvilket også stadig var tys-tys - og uden tvivl havde tyskerne deporteret hende, hvis de vidste det. Homoseksualitet var ikke i deres smag.

Da Paris blev befriet sad Valland således inde med en enorm viden, men ville ikke give den til hvem som helst. Da hun møder en amerikaner fra Monuments Men-enheden får han skabt den fornødne tillid, og hendes notater fører til de mange opdagelser disse gør i blandt andet saltminerne i Tyskland.

Valland forbliver dog i skyggen selvom hun arbejder otte år i Tyskland efter krigen; hendes livsværk bliver at finde de retmæssige ejere - især de jødiske familier, der var forsvundet, men hvor andre familierelationer stadig levede og skulle arve. Hun fokuserede ikke kun på de store mesterværker, men tog sig af alle kunstgenstande, som varierede fra malerier og statuer til bøger, møbler og anden indretning. Alt sammen tyvstjålet. Hun deltog i Nürnberg-processerne, og hjalp til da en første film om disse handlinger blev indspillet i 1964. Altid i skyggen.

Monuments Men er udførligt beskrevet i blandt andet denne roman. Historien om et af de malerier, hun så i Jeu de Paume er beskrevet i en anden roman, og historien om altertavlen fra Gent beskrives her. Meget lidt plads er givet til Vallands rolle og nogle år efter krigen lod man hende da også vide, at det var på tide at begrave stridsøksen og komme videre. Hun fortsatte dog utrætteligt til sin død i 1980. Nok havde hun modtaget nogle ordener for sit arbejde; men ingen fra det officielle Frankrig mødte op til hendes anonyme begravelse i en lille fransk landsby. Det var faktisk en lidt tragisk og trist slutning.

Men år efter er der nu love vedtaget, der regulerer restitutionen af kunstgenstande til efterlevere af ofrene. Der er planer for evakuering af kunstgenstande i tilfælde af krig eller katastrofer. Hendes arbejde var ikke forgæves, men anerkendelsen kom meget sent. Stadig er der ikke nok fokus på Valland i fx Monuments Men-bogen, hvor det stadig er de amerikanske helte, der redder verden - og ikke en ydmyg men ihærdig kvinde. 

Notre-Dame The Soul of France - Agnès Poirier

 

• Engelsk
• 8. december
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I går genåbnede Notre-Dame i Paris. For otte dage siden var jeg en uge i Paris og boede på Ile Saint-Louis og kunne hver dag fra min balkon se katedralens tårne og de to kæmpe kraner, der stadig arbejder på alt det, der endnu ikke er færdigt. Jeg gik forbi hende stort set hver dag blot for at komme til og fra min lejlighed. Man kunne ikke komme tæt på men uanset hvordan jeg kom til og fra min lejlighed så jeg hende stå der. Jeg tænkte på, hvor stor forskel der var fra jeg så hende sidst i november 2019 blot syv måneder efter branden.

På venstre Seine-bred med den smukkeste udsigt til katedralen ligger den historiske boghandel Shakespeare and Company - et andet obligatorisk stop på mine rejser til Paris. De har altid "udnyttet" deres placering til at promovere litteratur om katedralen - ikke mindst er jeg sikker på mange turister her køber et eksemplar af Klokkeren fra Notre-Dame blot for at have en udgave med det legendariske stempel fra boghandleren. 

Nu er repertoiret udvidet med bøger om branden - og med åbningen lige for var de på første række; og selvfølgelig købte jeg en! Den læste jeg i dag efter at have set åbningsceremonien live på fransk fjernsyn i går aftes og mens jeg fulgte live den første meget rørende gudstjeneste inde fra kirken.

Poirier er journalist og bor selv tæt på Notre-Dame. Som alle andre var hun vidne til katastrofen i april 2019, da Notre-Dame brændte og man en overgang frygtede intet ville blive stående. Hendes bog indledes med netop en prolog om denne forfærdelige dag, inden den i ti kapitler tager os gennem kirkens historie. Fra de første sten blev lagt i 1163 over den franske revolution til Viollet-le-Ducs omdiskuterede renovation forårsaget af den fornyede interesse efter Hugos roman. Videre til Hausmann rensede kvarteret omkring katedralen - og store dele af resten af Paris - til de Gaulles ankomst til kirken i august 1944, da Paris var befriet og han var udsat for et mordattentat midt i kirkerummet. 

Der er citater fra nogle af de nøglepersoner, der nu arbejder på genopbygningen og refleksioner over, hvorfor hun betyder så meget for Frankrig, franskmændene og alle os andre - så agnostiske vi end ynder at fremstå, så rammes vi dybt i sjælen når noget så voldsomt sker. 

En hurtigt læst men både interessant og rørende bog - personligt fik jeg langt mere indsigt i netop Viollet-le-Ducs personlighed, visioner og arbejde. Nu glæder jeg mig bare til at kunne komme indenfor næste gang jeg er i Paris.

Dagenes bog - Patti Smith

 

• Engelsk
• 400 sider
• 7. december
• Originaltitel: A Book of Days
  
  

Efter de to tunge middelalderromaner trængte jeg til noget helt andet; og dette er vel knap en roman - men jeg er vild med Patti Smiths univers.

Denne gang har hun helt overgivet sig til sine fotos; et billede per dag med en ganske kort tekst - højst 2-3 sætninger, men som står knivskarpt og i forbindelse med det valgte billede sætter læserens tanker på drømmeveje.

Jeg tænkte ved denne læsning meget over, hvorfor hun fascinerer mig så meget. Jeg er ikke specielt fan af hendes musik; men hun har selvfølgelig haft et enestående liv i en tid, som er uigenkaldeligt forbi. Gammel hippie og punkrocker, der havde venner som Mapplethorpe og Warhol og var en del af New Yorks undergroundscene til en nu aldrende dame, der primært udgiver bøger.

Så slog det mig, hvor versatil hun er. Hendes billeder i bogen er så forskellige og alligevel løber der en smuk rød tråd igennem det hele som er hendes kultur. Kultur i den forstand, at hun jo er dybt intellektuel - og så på en måde, der er virkelig personlig og uhæmmet.

Der er fotos af forfattere og digtere; af steder og lande, hun har besøgt. Af venner levende eller døde, hvis fødselsdag hun markerer. Men der er også en udpræget religiøs tone i hendes livsopfattelse - billeder med Madonnaer blandet med punk-albums. Det er der essensen ligger, tror jeg. Det er sjældent at mennesker i dag står ved, at religion og og dens symboler betyder noget for dem. Det er blevet comme il faut at fremstå individualistisk og fritænkende og ikke lade sig influere. Hun vedkender sig åbenlyst, at det rører hende og er vigtigt for hende at besøge en kirke eller en kirkegård; det gør hende mere helstøbt og uendelig interessant som menneske i mine øjne.

Hvert billede kan jo ses som et blik ind i hendes verden; man kan også se dem, læse teksten og reflektere over sammenfald hos en selv. Det var sådan jeg læste - og nød den. 

En nos vertes années (Fortune de France II) - Robert Merle

 

• Fransk
• 1.-6. december
• 667 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kæmpede ærligt lidt med at komme igennem første bind i Merles tretten bind lange saga; men jeg har købt de første syv bind og var også hæmmet af at være i Paris og slet ikke have den fornødne tid til at læse. Men jeg vidste også, at hvis jeg ikke skulle opgive helt måtte jeg straks videre i historien.

Andet bind foregår fra 1566 til 1567, hvor den unge Pierre de Siorac og hans halvbror rejser til Montpellier for at studere medicin. Men ligesom i første bind har Merle ikke travlt; han kan godt lide at dvæle i detaljerne og beskrivelserne er uendelige til tider. Rejsen dertil omfatter deres møde med en katolsk gruppe rejsende på vej til Rom, hvor de må skjule deres protestantiske overbevisning. Det skaber en del uheldige, morsomme men også farlige situationer og nu begynder man endelig at få en bedre fornemmelser af, hvor Merle vil have os med hen i historien. 

Pierre de Siorac og hans eventyr er uendelige; han kurtiserer alt, der bevæger sig i et skørt; han kommer i klammeri gang på gang og fremstår til tider som en lidt klogere Don Quixote - hvor Sancho Pancha blot er den stille halvbror Samson, der er så hellig i sin protestantiske tro, at Pierre beskytter ham mod verdens sandheder.

Det er stadig lange kapitler, som mangler lidt pauser synes jeg - og det kan til tider virke lidt repetitivt, når man skal igennem endnu en lang skærmydsel eller kampscene, som virkelig bliver udpenslet. Men jeg tænker også, at det bliver interessant at se om stilen forandrer sig eftersom serien er skrevet over 26 år. Jeg håber ikke det bliver tungere - med tanke på, at Merle skrev sidste bind som 94-årig!

Dog er der jo også meget underholdning; Pierre de Siorac er en temmelig selvglad type, der ingen skrupler har - det er løssluppent og uden samvittighed. Han forsøger kun at skærme sin stakkels dydige bror, men også det har en grænse når han synes denne bliver for hellig. Han kommer altid i problemer, men ender også altid med at komme ud som vinder - nu fortæller han os jo selv historien, og sætter ikke sit lys under en skæppe.

Det bliver intenst kan jeg mærke - og det bliver ikke i et langt stræk, som jeg måske naivt havde troet. Der må andre bøger til for at bryde det lidt - men jeg glæder mig også til vi kommer længere frem i historien og ikke mindst til Paris!

Fortune de France (Fortune de France I) - Robert Merle

 

• Fransk
• 22.-30. november
• 505 sider
• Dansk titel: Ikke oversat
  
  

Robert Merles lange saga om middelalderens franske religionskrige er egentlig ikke ny; han udgav første bind i 1977 og forsatte så til sjette bind i 1985. Derefter kom der en pause på seks år inden han genoptog syvende bind, og sluttede med trettende bind i 2003 blot et år inden han døde som 95-årig.

Men nu er den for nyligt blevet lavet til en miniserie til fransk fjernsyn, og i den forbindelse genudgivet i et nyt samlet design, som har skabt stor interesse. Selvfølgelig også fra mig, der er meget begejstret for historiske romaner fra netop denne periode.

Jeg havde bestilt de to første bind og de skulle læses under en uges ferie i Paris, hvor jeg jo så kunne købe nogle af de efterfølgende. Jeg måtte dog konstatere, at jeg havde alt for meget at lave i Paris, og jeg nåede ikke mere end en enkelt bog i hele den uge. Men jeg nåede at købe en del mere bind - nærmest inden jeg var kommet ordentligt i gang med denne. Det er vist et spørgsmål om at stole blindt på anmeldelser!

For det er heller ikke helt nem læsning; lange kapitler på 30-50 sider nærmest uden tekstopbrud, sproget er samtidigt - altså tilpasset fransk fra det 16. århundrede. Der er en ordliste i slutningen, og man skal bruge lidt tid i starten på at bladre frem og tilbage til de "nye" ord hænger ved.

Det er som sagt historien om de franske religionskrige; i første bind er vi i sydvestfrankrig i 1547, hvor to venner, som betragter sig som brødre, slår sig ned i en lille by og bliver småadel efter at have hjulpet kongen i hans krige. De er protestanter - reformerte eller huguenotter, som de også kaldes - i et stadig dybt katolsk Frankrig.

Deres historie fortælles baglæns af den yngste søn Pierre de Siorac, som er hovedpersonen - han genfortæller faderens og vennens eventyr iblandet stumper af fransk historie fra hoffet og skismerne mellem katolikker og protestanter. Det kan godt blive lidt tungt; det er absolut interessant men stilen og opbygningen gør, at man ikke lige pløjer sig igennem et par hundrede sider om dagen. 

Dette første bind slutter med Pierre og hans halvbror Samson, der drager til Montpellier for at studere; som yngste søn arver Pierre intet og skal selv skabe sit liv - og det skal være som læge. Der er lagt op til en god blanding af historie, ridderroman og intriger - og nu har jeg de første syv bind hjemme. Det kan blive en læseudfordring, der nok kommer til at strække langt ind i 2025!

Table for Two - Amor Towles

 

• Engelsk
• 16.-19. november
• 464 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har ventet spændt på denne novellesamling af Amor Towles; jeg var så begejstret for En gentleman i Moskva, at jeg sagtens kunne læse den igen. Jeg er normalt ikke lige så glad for noveller som for tykke romaner, men jeg lærer at nyde dem i visse tilfælde. Table for Two er fem noveller og det man på engelsk jo kalder en novella - en kortroman. Det er lidt pudsigt; for hvor novellerne fylder mellem 30 og 40 sider hver, fylder kortromanen 215 sider.

Jeg synes jeg læser en del romaner, der er under 200 sider - men som ikke er kortromaner; men definitionen ligger jo også nok i det plot, der er i en kortroman som eneste fokus. Simenons fantastiske Maigret-krimier er fx næsten alle på under 200 sider, men betegnes som krimiromaner. Faktisk er denne kortroman også en krimi - og for mig er det den perfekte længde til en krimi!

Men først er der jo de fem noveller. Jeg ved ikke hvilken jeg holdt mest af - de havde alle et tragikomisk moralsk islæt som fx The Line om kommunistiske russiske rationeringskøer og den skjulte kapitalisme. Eller The DiDomenico Fragment som handler om et renæssancemaleri, der skæres i små bidder som arvestykker (en absolut skrækkelig ting at forestille sig jo!). Men de har alle både humor, alvor, tragedie, ironi, livslæring og morale. De passede perfekt i længden til at blive til en historie og man nåede at forestille sig de mennesker. Det er en kunst i sig selv på så få sider.

Kortromanen Eve in Hollywood er faktisk en spin-off af Rules of Civility, hvor Eve er den unge rige pige, der vil klare sig selv. Undervejs i bogen tager hun toget til Chicago - men står ikke af, hvor familien venter hende. I stedet ender hun i Los Angeles og Hollywood, hvor hun møder en række interessante mennesker. Året er 1939 og min nok yndlingsfilm Borte med blæsten er ved at blive optaget med Olivia de Havilland som den fromme og gode Melanie i modspil til Scarlett som femme fatale. Eve og Olivia bliver veninder, og da denne udsættes for pengeafpresning for nogle nøgenbilleder, følger vi det som en Whodunnit set fra Eves synspunkt - men også de andre protagonisters.

Det er totalt som at blive taget tilbage til Hollywood i 1930'erne - med detektiven på det snuskede kontor; Hollywood-starletter, amerikanske diners og alt der hører til. Men så er det også en form for hint til MeToo-bevægelsen og skandalerne i Hollywood, hvor man jo tænker på Harvey Weinstein. En finurlig måde at adressere nutidige problemer iklædt fortidens klæder.

Jeg elsker Amor Towles' forkærlighed for det man måske kan kalde en verden i sort og hvid; retrostilen som gennemsyrer alle hans historier. Jeg er vild med hans underspillede humor og stil - og håber kun, at han kunne skrive lidt mere - tre romaner og nogle noveller på 13-14 år er virkelig ikke meget.

Pariseren - Isabella Hammad

 

• Engelsk
• 10.-15. november
• 576 sider
• Originaltitel: The Parisian

Der er nogle romaner, man virkelig skal kæmpe lidt længere for - sådan var det med denne. Ved vejs ende var jeg endda slet ikke sikker på, at det havde været det værd?

Titlen til trods foregår meget lidt af historien i Paris; men det bliver alligevel definerende for vores hovedperson, Midhat Kamal. Opvokset i Nablus i Palæstina i begyndelsen af det 20. århundrede, sendes han under 1. Verdenskrig til Montpellier i Frankrig for at undgå hæren. På det tidspunkt er Nablus under det Osmanniske Rige, som dog kollapser under krigen. 

Midhat studerer medicin, og logerer hos en lokal professor og hans datter Jeannette, som han forelsker sig i. Da han opdager, at professoren anser ham for et studie i at "omvende laverestående racer" forlader han huset og Montpellier i raseri og tager til Paris. Her møder han landsmænd, som er optaget af tanken om et selvstændigt Palæstina - en drøm, som hundrede år senere stadig skaber konflikt.

Midhat selv er lidt af en dandy, og da han vender hjem lige efter krigen, får han tilnavnet Pariseren af de lokale. Han gifter sig med Fatima, og arbejder for faderen - men hans hjerte blev i Frankrig.

Historien følger Midhats liv til han som midaldrende (knap fyrre år) får et totalt sammenbrud, og indlægges på en klinik i Jerusalem. Vi følger byens rolle i de politiske spændinger, der udspiller sig i kampen om selvstændighed enten som Syrien eller Palæstina. Midhat formår dog at holde sig udenfor og distancerer sig fra nogle mere engagerede familiemedlemmer; han lever delvist i sin drømmeverden og på ryet som den elegante pariser.

Det er en meget lang roman, som læses meget langsommeligt synes jeg - man tror hele tiden, at nu kommer der til at ske noget. Men ved bogens slutning måtte jeg erkende, at det gjorde der ikke! Der er et forsøg på at imitere 19. århundredes patos og stil, men det fungerer ikke helhjertet for mig. Der er meget dialog på både arabisk og fransk; det sidste er jo ikke et problem for mig - men overordnet synes jeg det ødelægger oplevelsen, da man jo går glip af en masse.

Jeg kæmpede mig igennem - men det var ikke den nydelse jeg havde set frem til.

Hvor vinden vender - Jesper Bugge Kold

 

• Dansk
• 6.-9. november
• 448 sider

Jesper Bugge Kold har tidligere skrevet de to bøger om redningsaktionerne med de hvide busser og skibet Jutlandia sammen med Mich Vraa, og var meget begejstret for begge. Denne roman står han selvstændigt for, og det handler endnu engang om et stykke danmarkshistorie.

Bogen er inspireret af historien om en af hans families slægtninge, der drog til Amerika i slutningen af det 19. århundrede som så mange andre danskere, men også andre skandinaver, tyskere, polakker osv. - alle dem, der i dag udgør det brogede USA.

Johanne og Jens har et lille hus på Fyn, hvor de arbejder under den lokale proprietær. De har fem børn og pengene er små, så da Jens mister sit arbejde, mener Johanne, at de skal emigrere til Amerika. I den tid florerede mange historier om dem, der udvandrede. De sendte breve hjem om gader fyldt med mælk og honning, hvis ikke det pure guld! Tænk bare på Christian Winthers digtbog for børn fra 1900 - jeh erindrer stadig omslaget på bogen, som var i min familie fra nogle bedsteforældres barndom. Desværre var ikke alle disse breve jo helt sande - det var ikke nemt at indrømme, at drømmen brast og man levede i fattigdom og end ikke havde råd til at tage turen hjem igen.

Jens tager derfor først afsted, og hurtigt kommer da også brevene om det fine hus, der er bygget. Om dyrene og afgrøderne. Om rigdommen. Om drømmen, der er gået i opfyldelse.

I 1879 drager Johanne afsted med fire af børnene, og det bliver en farefuld færd over Atlanten inspireret af virkelige hændelser. Men da hun kommer frem, er virkeligheden heller ikke her, som Jens beskrev den i brevene og de kan ikke rejse hjem igen. 

Bogen foregår over de få år fra Jens rejser i 1878 til 1882, hvor de endelig kan se tilbage på eventyret. Det er en historie om Johannes stædighed og modning som kvinde, mor og menneske - men det er også historien om drømmene og mandens rolle i at sikre familiens overlevelse. Udover Jens, Johanne og børnene optræder to andre vigtige skikkelser - den enarmede soldat Valdemar og den energiske Astrid, som er på sin anden tur over Atlanten. Begge får en fremtrædende rolle i familiens liv.

Især Johanne, men også Jens, træder fint frem som helstøbte personer man føler med - derfor er det også virkelig ærgerligt, at forlaget ikke har gjort sig umage med korrekturlæsningen. Der er alt for mange sjuskefejl - som fx på side 360: "Havde hun vist, at den gamle aldrig havde reddet før, ..."

Det ødelægger så meget af glæden og virker som en ret overskuelig opgave at korrigere.

After the Funeral - Tessa Hadley

 

• Engelsk
• 4.-5. november
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har ikke tidligere læst noget af den engelske forfatter Tessa Hadley - men jeg er lidt i boglimbo for tiden. Min ventehylde er ved at være tom, og samtidig skal jeg snart en uge til Paris og kan slet ikke vente på at gå amok i en kæmpe boghandel. Så jeg forsøger at kæmpe lidt for mit mål om 50% biblioteksbøger.

Tessa Hadley har skrevet otte romaner samt nogle novellesamlinger; pudsigt nok startede hun relativt sent og de fleste er udkommet efter 2002 - hun er født i 1956. Det virker også til, at hun skriver om kvinder - det er i hvert fald i høj grad omdrejningspunktet i denne novellesamling.

Jeg er ikke så glad for noveller; det er i samme problematiske kategori for mig som poesi. Samtidig er der jo noget meget fascinerende ved at kunne kondensere en historie på så få sider og indeholde en start, en midte og en slutning med reelle karaktertræk og handling. En af de tolv noveller fylder således lidt under fire sider - men den står alligevel som en selvstændig historie.

Som sagt er der tolv noveller, og ofte er det kvinder, der er i centrum. Titlen refererer til den første novelle om en kvinde, der løsriver sig efter hendes mands død efter først at have kæmpet for at finde en mand til at forsørge hende. En anden historie omhandler Janeys forhold til sin moders alternative livsstil - der er gennemgående temaer om familie, mødre og døtre eller søskende - og den dynamik, der er i disse forhold.

Nogle historier markerer - andre formår ikke helt at skabe en fuldstøbt enhed, som en hel roman jo kan. Jeg ved heller ikke om jeg ville være interesseret i at læse flere af hendes romaner; noveller får jeg nok hurtigt for meget af. De fleste har desuden været publiceret i The New Yorker, og det ville da være fantastisk med den kvalitet af noveller i et ugemagasin - selvom jeg ikke længere køber den slags (af en grund!).

Barnebarnet - Bernhard Schlink

 

• Fransk
• 31. oktober - 3. november
• 400 sider
• Fransk titel: La petite-fille

Den seneste roman fra den tyske forfatter, Bernhard Schlink, omhandler som de andre det kontroversielle forhold han må siges at have med sit fædreland. 

Kaspar er 71 år gammel og boghandler i Berlin. Hans kone Birgit er hans store kærlighed men det er også et komplekst forhold. De mødtes i Østberlin i 1964, og Kaspar fik smuglet hende ud af landet og ind i Vesttyskland. De har aldrig fået børn og i stedet er Birgits alkoholisme tiltaget med årene til han en dag finder hende druknet i badekarret.

Da han gennemgår hendes papirer, opdager han, at hun har en datter i det tidligere Østtyskland - hun var gravid, da de mødtes men fortalte ham aldrig om barnet. Nu vil han finde denne datter og sone Birgits sjælekvaler.

Datteren, Svenja, viser sig at have haft en svær ungdom og bor nu i et fællesskab af højreekstremister, der hylder völkische idealer. Schlink har aldrig været bange for at tage fat i de tunge emner, der stadig er ømtålelige i det moderne Tyskland, og her bevæger han sig langt ind i de følelser, man undgår at tale om.

Kaspar opnår at se Svenjas datter, Sigrun, på ferier i Berlin hos ham. For den 14-årige er det en helt ny verden, da hun lever uden fjernsyn, jeans, make-up eller andre ting, der synes normale for teenagere. Hun tror fuldt og fast på den ideologi hun er opvokset med, og Kaspar kæmper for at åbenbare en anden verden for hende uden at komme på kant med de radikale forældre.

Det er faktisk en tragisk og trist historie; for Kaspar, der knytter sig til den unge pige. For Sigrun, der bærer så mange ar på sjælen - og for os alle, at der stadig findes mennesker, der mener Holocaust ikke fandt sted og hylder ideologier, der destruerede verden i så mange år.

Schlink forstår om nogen den kompleksitet og har gjort den til hovedemnet i sine værker, der altid vækker til eftertanke på en dybt foruroligende måde.