Mamma Roma - Luca Di Fulvio

• Fransk
• 6.-10. juni
• 816 sider
• Dansk titel: Ikke oversat
  
  

Der er stadig ingen af Luca Di Fulvios bøger, der er oversat til dansk - det forstår jeg faktisk ikke? Måske fordi det er svært at sælge så tykke bøger? For selvom han bevæger sig væk fra tusindsiders-formatet, så er det stadig i den tunge ende; og måske nogle gange lidt for meget.

Efter en sviptur til Sydamerika er vi denne gang tilbage i Italien; året er 1870 og italienerne kæmper for at forene landet efter i århundreder at have været individuelle stater (Firenze, Milano, Venedig osv.). Men Rom er stadig i pavens magt, og er under fransk protektorat.

Italienerne vil have et samlet land under én konge; det skulle ikke holde mange år - men i 1870 var det kampen.

Som altid fører Di Fulvio sine protagonister ind fra forskellige steder inden de mødes og forenes på kryds og tværs.

Denne gang er det Pietro, den unge knægt fra et børnehjem, der adopteres af en ung komtesse og hendes adelige mand. Men greven har pantsat hele deres formue og ejendele for ikke at skulle i krig - og pludselig mister de alt. Han begår selvmord af skam, og komtessen og Pietro flygter med et par smykker. De tror de kan komme i sikkerhed netop i Pavestaten, da italiensk lov endnu ikke gælder der.

Samtidig er Marta på vej mod Rom som en del af det cirkus, der adopterede hende som lille - hu var blevet mishandlet og vanrøgtet af sine forældre, og selvom hun er bitter over livet som forældreløs opdager hun jo med tiden, at cirkusfamilien er langt mere familie end dem, hun mistede. Især den gamle gøgler, Melo, som er som en far for hende.

Der skal også helst være lidt klassekamp i Di Fulvios historier; det er der denne gang med Ludovico - den unge prins, som melder sig under fanerne hos rebellerne. Der møder han Marta, og i skolen møder han Pietro - og således er hele scenen sat. Der er de unge og de gamle; de rige og de fattige; kærlighed og had - skurke og helte - alt er som det skal være!

Det lyder lidt karikeret; og det virker da absolut også som en skabelon, der er i brug. Men det virker jo og det er ikke så simplistisk som det kunne lyde her. Der er altid det historiske element - jeg anede intet om denne konflikt fx - jeg lærer altid noget nyt i hans bøger. Di Fulvio lader Pietro opdage fotografiets kunst og bruge det til at dokumentere både den sociale uretfærdighed, men også kampene, da de bryder ud.

Det er ikke helt teknisk muligt; og det erkender Di Fulvio da også selv i efterordet - men der tager han sig en lille kunstnerisk frihed og Pietro bliver en slags romersk Jacob Riis, der fotograferer bunden af samfundet. 

Et par hundrede sider inde i bogen tænkte jeg mere og mere, at den jo mindede en del om Hugos Les Misérables; og så pludselig trækker han selv det kort ved at introducere bogen som et element i historien. Hos Hugo er det barrikaderne i Paris i 1832; her er det fyrre år senere for en anden borgerkrig - men der er store ligheder, og Marta er nærmest den lille Cosette. 

Jeg læste den temmelig hurtigt; fuldstændigt opslugt af historien selvom der til tider kommer lidt for mange sødsuppeelementer - og han kunne sagtens have gjort den 50-100 sider kortere. Men han forstår at skrive en gribende historie - han har fundet den rigtige skabelon!

Atlas - Historien om Pa Salt - Harry Whittaker / Lucinda Riley

 

• Engelsk
• 3.-5. juni
• 784 sider
• Originaltitel: Atlas - The Story of Pa Salt

Så kom den endelig! Næsten seks år efter jeg læste den første bog i serien om de syv søstre, og knap to år efter, at Lucinda Riley døde alt for tidligt. Da var syvende bind netop udkommet; det bind, der skulle have været det sidste - men som det blev annonceret dengang ville der være et ottende bind. Blot var forfatteren der ikke selv til at fuldføre det.

Hendes søn overtog jobbet; som han skriver i forordet var der en overordnet storyline forberedt til en tv-serie, og da der er så mange tråde i de syv bøger, var der mange notater med årstal, personer og steder. De nåede også at diskutere bogen - hvis Riley ikke selv ville være der til at skrive den. Ikke desto mindre er det en farefuld færd at begive sig ud på - en verdensomspændende bestsellerserie, der skal afsluttes med manér - og besvare alle de åbne spørgsmål.

Så uden at afsløre for meget af handlingen, er det mest interessante vel om bogen levede op til de opgaver?

Stilistisk kunne jeg ikke selv se nogen forskel i sproget og stilen; det er stadig letlæseligt - jeg startede lørdag aften og læste de sidste 130 sider til morgenkaffen mandag. Det kunne for mit vedkommende sagtens være skrevet af Riley selv, og der har jo været rigeligt materiale til at basere sproget på.

Man fik også svarene; på de åbne spørgsmål - og jeg var da glad over, at en af mine "mistanker" viste sig at holde stik. Man får også en sløjfe på alle historierne fra de syv tidligere bind. Det er ikke helt fjollet, når man tænker på den lange periode, de er skrevet over. Mere end ti år tog det, og hvis man har læst dem fra starten, er det nok svært at huske alle detaljer. Det bliver meget fint lukket af her, så man føler man tages tilbage til hver eneste af de tidligere historier.

Jeg ville have elsket først at opdage hele serien nu, og så tage dem en efter den anden - derfor skal for meget ikke afsløres; læs dem som fantastisk god sommerunderholdning!

Les Ailes collées - Sophie de Baere

 

• Fransk
• 1.-3. juni
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er sommeren 2003 og Paul og Ana fejrer deres bryllup; det er en lille fest kun med den allernærmeste familie. Men Ana har forberedt en overraskelse til Paul - som skal vise sig at være skæbnesvanger. Hun har fundet tidligere kolleger og barndomsvenner, og inviteret dem til at dukke op til festen senere. En af disse er Joseph - Pauls ven fra teenageårene, som han ikke har set i tyve år.

Så springer vi tilbage til sommeren 1983, da de er fjorten år gamle. Pauls familie er ikke helt velfungerende; søsteren Cécile og ham forsøger at gå lidt under radaren i et hjem, hvor moderen drikker for meget og ikke har evnerne til at se ordentligt efter dem. Faderen er jæger - og det er ikke kun dyr, der bliver jagtet; forældrene blev gift meget unge, da moderen blev gravid med Paul og det er et ulykkeligt ægteskab. Så faderen strejfer rundt og moderen drikker.

Paul er en lidt indelukket dreng, der har haft problemer med at stamme - han er ikke klassens populære dreng, men det begynder at gå bedre. I sommeren møder han så Joseph; den helt anderledes dreng, der er af jødisk afstamning og bor med sin hippie-mor i en autocamper. Faderen bor i Canada, og er ortodoks jøde - Josephs familie er heller ikke simpel.

De to drenge bliver bedste venner; og som de nærmer sig de femten år ender det en skæbnesvanger aften med at de er i hinandens arme. De er forelskede - eller i hvert fald dybt tiltrukkede af hinanden. Desværre sker det til en fest, hvor deres skolekammerater overrasker dem.

Joseph flygter til faderen i Canada, og Paul udsættes for solid mobning i skolen. Sommeren efter er Joseph tilbage, og de mødes igen - og tiltrækningen er stadig lige stærk. Men også her ender det fatalt - endnu værre end sidst.

Tyve år senere forsøger Ana nu at genoprette deres venskab, da de har en lille kreds af venner efter de er flyttet tilbage til Pauls barndomsby; hun kender intet til forhistorien. En historie, som gentager sig.

Det er en barsk historie om mobning, om homofobi - men også om de to unge mænds forsøg på at forstå sig selv og kæmpe med deres valg. Er de homoseksuelle eller er det "bare" den anden, der er en eneste ene - for Paul er jo gift og venter barn med Ana.

Det ender ret tragisk; den fulde slutning på Pauls liv får man ikke - man kan kun håbe...

Det var en meget stærk historie om socialt pres på unge mennesker; det var en anden tid i 1980'erne med en helt anden (mangel på) tolerance og med AIDS-epidemiens nye truende ansigt som ledsager. Men det er også historien om familiens reaktion på Pauls trængsler i et småborgerligt provinsielt miljø, hvor det er svært at stikke ud. En stærk men tragisk historie.

In the Shadow of Queens - Alison Weir

 

• Engelsk
• 26.-31. maj
• 432 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Maj måned har været den sløjeste læsemåned længe; men til gengæld har jeg jo så været ude at rejse to gange.. Det sætter en naturlig stopper for læsningen, når der er så meget andet at nå - men der er jo heldigvis nogle flyture (og en masse forsinkelsestid rundt omkring).

Denne kom med på en tur til Amsterdam; og egnede sig egentligt fint til formålet.

Alison Weir har skrevet seks romaner om Henry VIII's seks hustruer og dronninger; dem læste jeg sidste forår og sommer, og nød dem virkelig. Denne roman indeholder historier, der er bygget op om de skes romaner men tænkt som tillægsmateriale. De anskues fra forskellige vinkler, som ikke ville have passet med romanformen, hvor den pågældende dronning var centrum.

Der er både historiske - set fra en hofdames synspunkt - men også moderne; og en blanding derimellem.

Det betyder selvfølgelig en vis mængde gentagelser; men Weir er tro mod sine romaner, og der er total overensstemmelse med både fakta og fiktion, hvilket jo er ret beundringsværdigt.

Alligevel havde jeg lidt svært ved at blive helt begejstret netop på grund af gentagelserne. Jeg synes ikke den bragte så meget nyt, som jeg havde ventet - måske en lidt for nem spin-off for lette penge?

A Fifty-Year Silence - Miranda Richmond Mouillot

• Engelsk
• 23.-25. maj
• 304 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I september læste jeg den meget smukke franske roman skrevet af en kvinde, der ville forstå, hvad der var sket med hendes familie under krigen. En familie, som ikke ville tale om det, der var sket - i håbet om at glemme - eller fortrænge? Eller måske skåne den yngre generation?

Miranda Richmonds familie er også præget af krigen; hun er født og opvokset i USA, og hendes mormor bor i nærheden. Hendes morfar bor dog i Geneva, og de to bedsteforældre har ikke talt sammen i knap 50 år siden de gik fra hinanden. Det tog dem tyve år at blive skilt - men alt foregik uden at tale sammen; og især bedstefaderen bliver rasende hver gang hendes navn blot nævnes.

Miranda føler som barn og teenager, at hele familiens ufortalte historie hviler på hendes skuldre. Hun har mareridt om døde, om lejre, om rædsler - hun mener, at alle forfædrenes pinsler kun kan komme ud igennem hende, da hun er det eneste barnebarn og dermed yngste - og sidste - skud på stammen.

Det viser sig, at bedsteforældrene har et lille hus i Sydfrankrig, men da de ikke vil tale sammen, kan det ikke sælges. Miranda tager derfor dertil for at skrive sin historie om de to og deres kærlighed.

Der møder hun selv sit livt kærlighed, og bliver gift.

Jeg var desværre slet ikke så begejstret som de anmeldelser, der pryder bogens forside.

Det er umuligt at vide, hvad der er opdigtet og hvad der er fakta i den historie hun skruer sammen. Præmissen er at komme til bunds i de 50 års tavshed og finde årsagen til bruddet; og indledningsvis bygges der op til lidt af en overraskelse. I virkeligheden flyder historien helt ud, og vi får aldrig at vide, hvorfor - eller hvornår - de blev skilt.

Vi får aldrig at vide, hvordan deres liv reelt var - før, under og efter krigen! Det virker mere som en for for terapi for forfatteren selv til at bearbejde historien og acceptere, at hun aldrig får sandheden at vide. Fordi bedsteforældrene først nægter at tale og senere er for gamle og senile.

Jeg vil varmt anbefale den franske roman; men denne var en stor skuffelse.

Muren - Jean-Paul Sartre

 

• Fransk
• 22. maj
• 69 sider
• Originaltitel: Le mur

Denne måneds læseklubudfordring, som faktisk er en novellesamling, men det lykkedes mig kun at finde hovednovellen i en særlig udgave med forklaringer og illustrationer. Teksten er dog den samme.

Muren er skrevet i 1939 umiddelbart efter den Spanske Borgerkrig og inden Sartres store eksistentialistiske hovedværker. Sartre selv sagde, at det var tragiske eller komiske historier - og i visse tilfælde er det nok begge dele.

Den foregår over en enkelt nat, hvor tre personer dømmes til døden. Hovedpersonen Pablo fortæller historien i første person, og filosoferer over det liv, der skal ende ved daggry. De to andre fanger er en irsk mand, Tom, og en ung spanier, Juan. Den unge Juan mener han er uskyldig - det er hans bror de skal have fat i. Tom bliver hurtigt så nervøs, at han ikke kan finde ro og ikke holde styr på sin kropsfunktioner heller.

Pablo mener, at selvom man nu kom og benådede ham, så ville det ikke gøre en forskel. For nu har han tabt illusionen om det evige liv. Det er jo essensen i Sartres tankegang.

Muren er flere ting. Det er den mur, de skal henrettes op ad selvfølgelig. Men det er også muren i cellen, der spærrer dem inde og så er det den mere abstrakte mur, der afslutter deres liv.

Men Pablo får en chance til - hvis han fortæller, hvor Ramon - en anden mistænkt - gemmer sig, vil hans liv blive sparet.

Pablo er overbevist om, at Ramon er i sikkerhed hos sin fætter, så han fortæller dem, at Ramon gemmer sig på kirkegården. Det gør han faktisk. Ramon bliver dræbt. Pablo lever. Det er en makaber tragikomisk slutning, som bliver Pablos byrde at bære.

Man kunne jo tænke, at Sartre var inspireret af en anden fransk klassiker - nemlig Victor Hugos En dødsdømts sidste dag. Der er flere lighedspunkter - det hele foregår over en enkelt nat inden den sidste morgen fx. Men Hugos hovedperson er anonym; hans projekt var en analyse af nytten af dødsdomme. Skal samfundet give igen af samme skuffe ved at dræbe en mand, der har dræbt?

Sartres vinkel er, at individet må tage ansvaret - således også Pablo hvis leg med betjentene resulterer i Ramons død. Sartres syn er, at den "joke" tydeliggør, at Pablo ikke længere har nogle hensyn at tage. Han skal dø - ergo kan han tillade sig at lege med sin menneskelighed og sin frihed. Men det er også absurditeten i slutningen - Pablo bliver i sidste ende den med ansvar for liv og død.

The Family - Naomi Krupitsky

 

• Engelsk
• 14.-21. maj
• 368 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

I sidste uge var jeg i Napoli - for evigt forbundet med Elena Ferrantes serie om de to veninder; men jo også et af knudepunkterne for den italienske mafia. Så jeg havde taget en passende bog med - og så var der jo ikke meget tid til at læse alligevel. Det blev mest i flyet frem og tilbage.

Denne bog foregår dog ikke i Napoli eller Italien, men i New York. Mange italienere rejste til Amerika - og båndene til hjemlandet var stærke. De holdt sammen i det nye land og i det nye liv; men skabte også deres eget netværk - deres famiglia.

Sofia og Antonia er barndomsveninder; deres fædre arbejder sammen for den lokale mafiaboss, og selvom de ikke kender alle detaljer i fædrenes arbejde så ved de, at deres familier er anderledes. De andre børn holder sig lidt respektfuldt på afstand, og de er ikke inviteret hjem til fødselsdage og lignende. De har deres egen Familie - og det er ikke kun blodet, der afgrænser den.

Men Antonias far dør, og pigernes teenagetid sætter dem i forskellige retninger inden de som unge piger igen forenes da de gifter sig og får børn.

De har forskellige syn på Familien; de har forskellige drømme - men de opdager også, at alt ikke kan lade sig gøre. Familien er alt og det er ikke nemt at slippe væk.

Det er en historie om loyalitet i dens yderste konsekvens. Om kærlighed mellem mennesker - ægtefæller, veninder, forældre - der vil gøre alt for at beskytte deres eget. Om hvor langt man vil overskride sine grænser, når det er den eneste mulighed.

Historien udspiller sig primært lige før og efter 2. Verdenskrig, hvor mafiaen også skulle omstille sig flere gange i deres forretningsgrundlag. Sofia og Antonia er de absolut centrale personer, men deres mænd kommer til at spille en afgørende rolle i den ultimative prøve for at få Familien til at holde sammen.

Jeg synes måske den var lidt langtrukken set i bakspejlet - når man ser, hvad det bygger op til. En pludselig slutning, som var lidt for åben. Men absolut en interessant skildring af miljøet.

Jagten på det perfekte måltid - Anthony Bourdain

 

• Engelsk
• 7.-13. maj
• 288 sider
• Originaltitel: A Cook's Tour

Bourdain bliver ved med at fascinere folk synes jeg; efter at have læst den posthume biografi og set Netflix-dokumentaren blev jeg blot mere fascineret af hans personlighed. Der er ingen tvivl om, at det var en dybtfølende og intelligent mand, der virkelig var perfekt til at sende ud i verden for at møde andre mennesker over et måltid mad. Men der er også utrolig meget komplekst i ham, som skinner igennem i tekst i billeder - blikket, der altid er lidt varsomt og alle de ting, man fornemmer der foregår inde bag ved.

Denne bog er en del år gammel, og er skrevet som hans version af rejserne, hvor programmerne blev optaget.

Det er virkelig intenst; jeg måtte tage den i bidder - der foregår så meget både fysisk med alle rejserne, og jeg skulle lige tjekke kort og informationer for at lære mere. Men også psykisk, fordi det tager hårdt på ham at skulle flytte sig så meget. Men også at skulle spille den rolle, der forventes i tv-programmerne - nogle dage vil han jo bare tale med mennesker, og helst uden et kamera. Der er grænser han føler sig tvunget til at overskride, og det skaber konflikter med producenterne.

Men han kommer omkring; det er de vildeste rejseoplevelser og de vildeste madoplevelser - og det hele er så kondenseret, at man helt taber pusten. Man forstår desværre, hvordan det tog på ham - men også at han ikke formåede at åbne op for, hvordan det påvirkede ham. Kunne enden være undgået? Det ved man jo aldrig? 

Uanset så levede han til fulde; han investerede sig selv så meget i de møder med mennesker - at det nok tog en lille bid af ham selv hver gang.

Letters to Camondo - Edmund de Waal

 

• Engelsk
• 6. maj 
• 192 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

For 10 år siden læste jeg en bog, der virkelig rørte mig dybt og som stadig står helt klart i hukommelsen; så klart, at det er for tidligt at genlæse den - men jeg kan varmt anbefale den. Det drejer sig om de Waals historie om sin egen familie og deres små netsuke; japanske kunstgenstande. Hans forfædre var Ephrussi-familien fra Odessa, der slog sig ned i Wien og Paris. De var jøder og de var vanvittigt rige - den slags rigdom, hvor det er helt naturligt at få malet portrætter af sine børn af Renoir. Selvfølgelig var Renoir ikke i samme prisleje dengang - alligevel er det uforståeligt at tænke på deres rigdom - men også deres tragiske skæbner.

I Paris boede familien i området ved Montceau-parken. som hurtigt blev kendt som kvarteret, hvor de rige jøder boede. Udover Ephrussi- og Camondo-familierne boede her også en del Rothschild (se også denne roman om et familieportræt); og i en tid med stigende antisemitisme i det franske samfund i kølvandet på Dreyfus-affæren faldt det mange for brystet med de store palæer.

Camondo-familiens hus er bygget af rigmanden Moïse de Camondo, hvis unge kone forlader ham for sin elsker. Han bliver boende i huset med de to børn; en søn, Nissim, som selvfølgelig er arvtageren - og datteren Béatrice, som skal giftes ind i de samme kredse. Desværre dør den unge Nissim på slagmarken under 1. Verdenskrig blot 25 år gammel; det er ham man ser på forsiden af bogen. 

Huset testamenteres til den franske stat, og barmhjertigt dør den knuste far i 1935. For takken for det krigsoffer var fjernelsen af datteren og hele hendes familie, som alle omkom i Auschwitz.

Edmund de Waals familie var igennem giftermål i familie med Camondoerne, hvis slægt blev endeligt udryddet i gaskamrene. Nu skriver han disse breve til den gamle Moïse mens han går rundt i det smukke hus, som nu er blevet til et af de mest fantastiske museer i Paris.

Brevene er personlige; de er underfundige og beskriver Edmund de Waals opfattelse af huset, som han ser det så mange år efter familien boede der. Men det er jo også den grufulde historie om datteren, svigersønnen og børnebørnenes endeligt. Det er historien om den stigende antisemitisme og det had og beskyldninger, der rettes mod denne parisiske gade.

Forfatteren har uden tvivl adgang til dele af museet, som vi andre ikke har. Han kommer til at rode i loftskamre og skabe og skuffer; han ser alt det, der er tilbage af os,når vi ikke er her længere. Han ser Moïses smerte over tabet af sønnen i de direktiver han giver: Personlige fotos af familien må aldrig fjernes eller skifte plads. 

Det er på mange måder en bedre historie end Pierre Assoulines; den er dog mere faktuel, hvor denne nok kræver et forkendskab til historien. Men for dem, der har læst historien om netsuke-statuerne; til dem, der kender historien bag museet, familien og dette kvarter i Paris - der er det en fantastisk smuk og poetisk likke bog med de smukkeste fotoillustrationer.

Geografiens magt -Tim Marshall

 

• Engelsk
• 1.-5. maj
• 432 sider
• Originaltitel: The Power of Geography

I februar læste jeg den første af Marshalls bøger om geopolitik. Den første bog handlede jo meget om, hvorledes naturlige barrierer fungerer som beskyttelse mod invasioner - bjerge, floder osv.

Ligesom den første bog er også denne opdelt i ti kapitler, men denne gang går han lidt mere præcist efter lande som Australien, Iran, Saudi-Arabien, Storbritannien, Grækenland, Tyrkiet, Ethiopien og Spanien - og så "regioner" som Sahel-området og rummet! 

Ellers er princippet jo meget det samme; det er blot lidt nyere, og mere detaljeret i mange tilfælde fordi den samme plads bruges på fx Ethiopien som i første bind var Afrika som kontinent. I sidste bind sluttede han med Arktis, og denne gang er det så rummet.

Begge steder er principielt ubeboede, og arealerne tilhører ikke en enkelt suveræn stat - præcis som i rummet er der territoriale krav, og begge dele er "nøglepersoner" i det 21. århundredes og fremtidens spil om adgang til ressourcer og handel.

Der var mange interessante vinkler også i denne bog, som udkom i 2021. Derfor har den relativt ny historie med - som fx Covid-19-pandemien; men stadig kun i begrænset omfang. Marshall kan ikke komme udenom Rusland i flere af kapitlerne; men selv ikke han kunne vide, at det var lige netop dér, at den næste store konflikt ville bryde ud. Den vinkel ville jo have været interessant nu, men viser også blot at uanset, hvor meget man spekulerer i geopolitik, så er der altid et element af overraskelse.

Uanset hvad er han en dygtig skribent, og der er også altid et lille morsomt tvist på hans historier; jeg ville uden tvivl læse flere af hans bøger.