Monday, April 11, 2022

The Library of Lost and Found - Phaedra Patrick

 


  • Engelsk
  • 10.-11. april
  • 384 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg falder altid for bøger med ordet bibliotek i titlen; oftest viser det sig virkelig at være en fejl. Det er som regel nogle romantiske historier om bogormen, der pludselig bliver lokket ud af hendes trygge boghule.

Og sådan er det jo også lidt her!

Martha er veli slutningen af fyrrerne og arbejder deltid på det lokale kommunebibliotek. Her animerer hun også læsegrupper; men mest er hun til grin i hele landsbyen fordi hun er for god af sig. Hun opbevarer den enes planter og guldfisk (og køber mad til dem), hun vasker og stryger den andens tøj og hendes hjem er så rodet til af andres ting, at hun end ikke kan sidde ved sit spisebord.

Det gælder også for hendes søster, som bare læsser af på hende - som hun gjorde det, da deres forældre blev syge. Da droppede Martha sin kæreste lige inden brylluppet, og så kom hun aldrig videre. Nu er hun gammeljomfru og bor i forældrendes hus med alle deres ting omkring sig.

En dag finder hun en gamel bog med en dedikation til hende; en bog fyldt med eventyr og smukke tegninger - og dedikationen er lavet af hendes elskede mormor. Men tre år efter, at denne døde, da Martha var femten år gammel.

Marthas søster advarer hende mod at grave i det; men Martha er pludselig ikke den lille sky kvinde - sådan er det i denne slags bøger! Hun finder en pudsig antikvarboghandler til at hjælpe hende (og han er selvfølgelig single!!) - og inden længe er huset ryddet, hun siger fra overfor folk og mysteriet opklares. 

Det er en rigtig easy-read feel-good bog; der er absolut ingen overraskelser - tværtimod har man regnet det hele ud, inden det sker. Men den slags skal der også være plads til! Det eneste jeg stadig ikke forstår er titlen - for der er intet med et hittegidskontor i bogen; den er temmelig malplaceret faktisk.

Jeg betragter denne slags som en lidt "ligegyldig" film eller to i fjernsynet; det tog mig vel 3½-4 timer at læse den, og det er somme tider den slags bøger, jeg tager med fra biblioteket. De er ikke værd at investere i som fx Gurnahs bog, som jeg læste inden og som mig langt længere fordi jeg nød prosaen. Jeg kan godt lide at begrave mig i de lidt tungere bøger, men min kemohjerne p.t. har også brug for virkelig let underholdning nogle gange.

Saturday, April 9, 2022

Paradis - Abdulrazak Gurnah

 


  • Engelsk
  • 6.-9. marts
  • 256 sider
  • Originaltitel: Paradise

Et spontant køb, som skulle vise sig at være en absolut perle.

Abdulrazak Gurnah fik i 2021 Nobels Litteraturpris for hele sit værk, og derfor er der selvfølgelig en fornyet interesse for hans romaner. Jeg havde nok heller ikke læst den i 1994, da den oprindelig udkom.

Gurnah er født i sultanatet Zanzibar - det som i dag er Tanzania efter kolonialismens endeligt. Han lever i dag i England, og hans romaner er engelsksprogede på trods af hans arabiske baggrund.

Yusuf er blot 12 år gammel, da hans forældre overdrager ham til en omrejsende rig handelsmand som betaling for en gæld, de ikke kan afdrage. En mand, Yusuf kaldte onkel - og ingen fortæller ham, hvorfor han skal rejse med manden. Ankommet til dennes hus får han anvist sin plads; han skal gå til hånde i forretningen og sover om natten på jorden sammen med Khalil, som er endt der på samme måde år inden.

Tidsplaceringen gives ikke direkte, men bogen slutter med tyskernes oprustning til 1. Verdenskrig, så den starter omkring 1910 kan vi regne ud.

Nu er Yusuf husslave og hans eneste små glæder er de stjålne øjeblikke han kan tilbringe i husherrens indelukkede have. Bogens titel kan få en til at tro på en lykkelig historie - og den er alt andet end det! Snarere en symbolsk reference til en form for Edens have midt i noget, der snarere minder om Helvede for vores hovedperson. Det bliver både hans redning, men også senere hans forbandelse.

Husherrens hustru lever afsondret i huset; men hun ser ham i haven og er overbevist om, at han er vejen til hendes helbredelse - hun har et stort modermærke i ansigtet. Hvis han kunne røre hende, er hun sikker på, at hans ungdom vil kurere hende.

Derfor besluttes det at tage ham væk fra haven og hustruen; med på en handelsekspedition dybt ind i landet, som minder om Mørkets hjerte. Ofte fremstiller vi europæerne som de onde hvide, der kom og overtog Afrika og behandlede de indfødte som vilde etc.
Men lokalbefolkningen var jo bestemt lige så gode til at tage og sælge folk som slaver - og der var en intern "hakkeorden", hvor de civiliserede boede i byerne ved kysten; måske fordi de havde mere kontakt med omverden? Og så var der de totalt "vilde", der boede inde i landet - og der var jo stadig  områder som endnu ikke var fuldt kortlagte.

Det bliver en voldsom oplevelse for dem alle; og ved hjemkomsten er alt forandret. Yusuf bliver igen spottet af den isolerede hustru, men nu går det for langt. 

Slutningen er tragisk og ironisk på samme tid; den skal ikke afsløres her, da jeg virkelig vil anbefale, at man læser denne smukke historie. Der er både den traditionelle afrikanske animisme iblandet en dyb symbolik fra fx Koranen, men også mere universel - som vores forståelse af Paradis. Den er lidt tung i opbygningen - og jeg startede læsningen dagen efter min kemobehandling, hvor mit hoved nu ikke fungerer optimalt. Men så kunne jeg jo nyde den lidt længere!

Jeg skal i hvert fald have fat i flere af hans romaner nu.

Monday, April 4, 2022

Trouble - Jeroen Olyslaegers

 


  • Fransk
  • 1.-4. april
  • 416 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Endelig kom jeg i gang med den flamske forfatter, som havde drillet mig lidt. Det var en tuing start, hvor jeg havde et par tilløb over de sidste to uger, men det blev ikke til mere. I weekenden tog jeg mig sammen, og endelig fik jeg hul på bylden.
Den er nemlig tung at komme i gang med synes jeg - er man kommet over de første 50-60 sider går det dog langt nemmere.

Historien fortælles af Wilfried - en meget gammel mand, der i en lang monolog til sit oldebarn fortæller om 2. Verdenskrig i hjembyen Antwerpen i Belgien. Det var oprindeligt det, der tiltrak mig efter mine mange år i Belgien. Antwerpen spiller en central rolle i Belgiens version af krigen; det er nemlig landet og vel Europas diamantcentrum. En hel bydel er helliget handlen med diamanter selv den dag i dag, og det er primært styret af jøder.

Wilfried er tyve år gammel, da krigen bryder ud og Belgien besætes af tyskerne. Han er færdig med skolen, men skal finde et job for at undgå at blive sendt til Tyskland i arbejdslejr. Han bliver derfor politibetjent, hvor han møder Lode, der også er modstandsmand.

De to unge betjente deltager blandt andet i anholdelsen af jødiske familier, men reagerer vidt forskelligt. Lode klager over tyskerne, hvilket ikke ftremmer hans sag - mens Wilfried hurtigt viser sig at være glat som en ål. Han arbejder til dels lidt med Lode og hans folk ved blandt andet at tage mad til en jøde i skjul. På den anden side ses han ofte med sin fransklærer, som er gode venner med tyskerne og stærkt antisemitisk.

Men Lode og hans familie gemmer måske jøden fordi de bliver godt betalt for det? Spiller Wilfried dobbeltspil eller er han blot en kujon, som ikke vil tage stilling for eller imod?

Olyslaegers tager os med ind i de mørkeste kroge af, hvad der sker med folk under pres. Wilfried prøver ikke så meget at undskylde i denne forsinkede mea culpa til oldebarnet; men mere at forklare, at alle havde en pris. Wilfried skylder til tider skylden på sit alter ego, "Angelo" - en personnage, der bor i ham siden han som barn fik meningitis. Det er navnet til trods hans dæmon.

For at komplicere tingene gifter Wilfried sig med Lodes søster Yvette; efter Lode har gjort tilnærmelser til ham. Men de to mænd har så meget på hinanden, og i krigens sidste timer sker der ting, som der senere skal gøres regnskab for. Ikke med det samme, nej. Lode venter i årevis, og så rammer han Wilfried, hvor det gør mest ondt.

Det er voldsomt på mange måder. Der er passager, hvor jeg stadig føler en antisemitisme, der gjorde mig ubehagelig tilpas. Det er intenst - med blot tre kapitler på 400 sider. Det hopper fra fortid til nutid og forskellige periode indimellem. Og modtageren af monologen - findes det oldebarn virkelig?

Det er i sidste ende en gammel og dement mands tanker, som har lyspunkter, som er klare og pinefulde for han selv. For det minder ham om alt han gjorde dengang. Interessant vinkel men ikke nem og hyggelig læsning.

Thursday, March 31, 2022

three Sisters - Heather Morris
















  • Engelsk
  • 29.-31. marts
  • 450 sider 
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Heather Morris fik stor international succes med romanen om tatovøren fra Auschwitz, som var baseret på historien om Lale Sokolov og hans hustru Gita. Senere kom en anden roman over samme tema, Cilkas rejse,  og nu historien om tre søstre, som ligeledes var i Auschwitz.

De tre kvinder var Cibi, Magda og Livia - de var født og opvokset i Slovakiet, og mistede deres far i 1929, da de var 3, 5 og 7 år gamle. De boede i et lille hus med moderen og morfaderen og der var bestemt ikke meget rigdom. Da krigen kom blev det kun værre; men der var også hjælp fra uventet side. En læge, som fik Magda indlagt, så hun undgik at blive sendt til Auschwitz - eller som de fik at vide... en tysk arbejdslejr. Som alle andre pakkede de jo en kuffert med tøj, bøger og mad; som de hurtigt mistede og aldrig så igen. De kom afsted i en kreaturvogn, og først da toget stoppede under den velkendte metalbue med ARBEIT MACHT FREI gik det op for dem, at de var endt i Helvede.

Cibi og Livia ankom til Auschwitz allerede i 1942, og to år senere ankom Magda. De så også både moderen og morfaderen, der blev sendt direkte i gaskamrene - ydermere som den allersidste gruppe i 1944. Allerede dagen efter, da en onkel med familie ankom var tyskerne stoppet med gasovnene - krigen var ved at være tabt, og nu gjaldt det om at slette sporene af deres uhyrligheder.

De tre søstre overlevede, men så fulgte dødsmarchen - og da de havde overlevet alt dette, fandt de deres hus besat af en anden familie og et folk i det nu kommunisitske Tjekkoslovakiet, som var åbenlyst antisemitiske.

De ville alle til den nye stat Israel - men i et kommunistisk land var det ikke ligetil at rejse ud; den del var relativ ny for mig og meget spændende.
Historien følger søstrene til midten af 1950'erne, hvor de måske endelig er så "helbredte" på sjælen, at de kan komme igang med et liv.

Mange år senere ser en svigerdatter romanen om tatovøren i en lufthavn; hun læser den på et fly fra Canada til Israel og aner, at der er en sammenhæng. Derfra tager de kontakt til forfatteren, som dermed får endnu en historie til sin trilogi. De tre søstre kendte Lale Sokolov; men han er forlængst død, da de opdager romanen. Det er den ældste af de tre søstre også; men der er børn, børnebørn og oldebørn, som kender dele af historien - og så er der alle os andre, der får lov til at læse den.

Der er vitterligt mange historier om både de døde og de overlevende; men det er ikke for mange historier set i lyset af gruen. Tilsyneladende lærer mennesket dog ikke, for nu står vi i endnu en krig omend ikke i en raceudrensning. 

Som altid er der jo også diskussioner om historisk korrekthed; men det er en romantiseret version - dog er den jo ikke yndig. De grufulde detaljer er stadig grufulde detaljer; men der er korrigeret hist og pist. Det gør den ikke mindre relevant og det er fængende og hurtig læsning.

Monday, March 28, 2022

Noter om sorg - Chimamanda Ngozi Adichie

 


  • Engelsk
  • 28. marts
  • 80 sider
  • Originaltitel: Notes on Grief

Jeg bliver konstant stoppet i den bog, jeg egentlig er i gang med - men som også lige kræver, at den fanger mig mere end den gør. Desuden havde jeg en del reservationer på biblioteket, og jeg henter dem altid med det samme - og læser dem med det samme. Hvis man er i en kø, er der jo også andre i køen - så jeg beholder aldrig bøgerne mere end de par dage det tager at læse dem. Så forsinker jeg ikke andre læsere heller!

Utroligt nok er det mere end ti år siden, jeg sidst læste noget af Adichie; der læste jeg til gengæld så tre romaner. Jeg fik aldrig lyst til at læse Americanah, og generelt er hun jo ikke voldsomt produktiv.

Denne lille bog er da heller ikke en roman; selve bogformatet er i sig selv blot halv størrelse, og så er der kun firs sider i den engelske version. Er det en novelle? Nej, det synes jeg heller ikke. Det er en kombination af et brev og forfatterens egen bearbejdelse af en stor sorg. Det er på den ene side den personlige sorg, hun føler, da hun mister sin far - og på den anden side den helt universelle sorgproces, vi alle skal igennem når vi mister. Især når vi mister en forælder, fordi vi pludselig bliver forældreløse.

Adichies forældre bor i Nigeria, hvor hun kommer fra, mens hun og flere af hendes søskende bor i henholdsvis USA og England, og to søskende er stadig i Nigeria tæt på forældrene. De har ugentlige familiemøder på Zoom og forældrene rejser hvert år til USA for at besøge børnene. 

Men nu er det marts 2020, og verden er lukket ned, da hendes far pludselig og uventet dør af nyresvigt. Han er gammel, men alligevel var det ikke nu hun havde forventet at miste ham.
Og med Corona-pandemien er det udelukket at rejse hjem for at trøste moderen, være sammen som familie og ikke mindst planlægge og afholde en begravelse.

Det gør også tabet mere surrealistisk; hun ser sin afdøde far ligge i en kiste på et videoopkald; og begravelsen må udskydes og udskydes på grund af nedlukninger og rejserestriktioner.

Jeg mistede selv min far, da jeg boede i udlandet. Jeg vidste, at der var en tidsfrist, men man ved jo aldrig, hvornår det kommer. Men en dag fik jeg det opkald, hvor man skulle skynde sig hjem fra arbejde, bestille en flybillet, pakke og otte timer senere stod jeg på Rigshospitalet. Heldigvis i tide til at sige farvel. Det er mere end tyve år siden - og i dag er jeg jo hjemme i Danmark igen; men under Corona tænkte jeg tit på, at jeg kunne have været låst fast i udlandet i meget meget lang tid med en gammel mor i Danmark. Jeg kan derfor sagtens forstå, hvordan Adichie har haft det.

Adichie giver os både et portræt af faderen med masser af kærlighed og humor, som kun en datter kan gøre det. Og hun dykker ned i sorgen; hvordan andre reagerer på ens sorg og hvordan man kommer igennem den første svære fase.

Det er meget personligt og rørende; ikke mindst på grund af de særlige omstændigheder men også som en generel betragtning.

Sunday, March 27, 2022

Le flambeur de la Caspienne - Jean-Christophe Rufin

 

  • Fransk
  • 26.-27. marts
  • 336 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde egentlig helt andre læseplaner; men så blev det endelig min tur på bibliotekets venteliste. Jeg tror det har varet næsten et år - ved ikke, hvem der har beholdt den så længe eller om der er så mange frankofile eller frankofone lånere i København.

Rufin har virkelig fat i sin lille detektivserie nu; det fjerde bind udkom i 2021, og det femte bind er lige på trapperne - alt imens Rufin stadig skriver andre romaner indimellem. 

Jeg var lidt tøvende over det første bind; det var en ny genre for Rufin og det kunne mærkes. Samtidig er han jo hjemmevant i diplomatiet, som er rammerne for vores uduelige antihelt Aurel Timescu. I andet bind var der lidt mere substans i personen, og så er der jo genkendelsens glæde som læser.

Aurel er lykkelig over at være sluppet væk fra det afrikanske kontinent; han hader jo varme! I stedet er han nu i Baku i Azerbaijan,og ved første øjekast virker det som det perfekte match, selvom chefen hjemme i Paris nok mente, at det var en form for straf. Azerbaijan er jo et muslimsk land og det gør Aurels afhængighed af hvidvin lidt mere besværlig.

Men faktisk er det ret perfekt, da han ankommer. Indtil ambassadøren møder ham, og straks erklærer, at han vil have Aurel tilbagekaldt med det samme. Hans rygte er kommet ham i forkøbet. Om det så er rygtet om hans dovenhed eller hans tendens til at lege privatdetektiv er ikke helt klart; men ambassadørens hustru er for nylig død - og da Aurel nu er fornærmet på ambassadøren, vil han grave lidt i det.

Det viser sig hurtigt, at der er noget at komme efter! Hun er næppe død, som det siges - og ambassadøren har i et tidligere job i Rio de Janeiro haft nogle underlødige bekendskaber.

Rufins antihelt er simpelthen en mand, man bliver lidt forelsket i - eller rettere hans klodsethed, hans kejtethed og hans evne til at træde ved siden af. Men alligevel når han frem til de konklusioner, der skal til. Det er aldrig blodigt; og der er altid en overordnet politisk agenda i mysterierne. Her kombinerer Rufin jo sin tidligere karriere som diplomat med sit arbejde i NGO'er.

Det er også hurtig og hyggelig læsning; en god lang eftermiddag blev det til inden Aurel kan takke af fra Baku for at bevæge sig videre til et opfundet land i Europa, og derfra videre til Mexico.

Saturday, March 26, 2022

Gud er italiener - Eva Ravnbøl

 














  • Dansk
  • 25.-26. marts
  • 240 sider

Eva Ravnbøl er vel for alvorlig blevet velkendt på vores skærme efter Covid-pandemien, hvor hun flittigt rapporterede fra det, der i foråret 2020 var orkanens øje i Europa - hendes andet hjemland, Italien.

Om det er den succes der fik hende til at overveje en bog, skal jeg ikke kunne sige. Men det vil i hvert fald ikke skade på salgstallene - Italien har været meget i fokus de sidste par år med både Covid-19, Eurovision og EM i fodbold.

Så jeg blev da også fristet; selvom jeg overvejede at vente til jeg kunne finde den på biblioteket. Det skulle jeg i bagklogskabens kloge lys nok have gjort. For det er en meget lille bog, der med god vilje kunne strækkes over to aftenlæsninger - der er max. 3 timers læsning i den.

Det er selvfølgelig ikke forfatterens skyld, at bøger i Danmark er så dyre - men 299 kroner for så lille en bog til så få timers underholdning, er i mine øjne for dyrt. Dog kunne jeg ikke med min bedste vilje få den til at vare længere.

Men er den så interessant? Underholdende?
Ja og nej.

Der er et underligt sammensurium af historier rangerende fra hendes første opleveleser i Rom som ung pige - de første forelskelser (i både byen og folket) til kapitler, der udelukkende omhandler fx Eurovision, Berlusconi, Concordia-forliset, EM i fodbold og selvfølgelig Covid-19-krisen. Der manglede jeg virkelig en rød tråd i historien, der sprang fra det ene til det andet. Desuden med referater af historier, vi alle kender - der var i og for sig ikke noget nyt under solen.

Der er pudsige og rørende oplevelser iblandt; men der er for langt imellem dem.
Der er desværre også nogle sjuskefejl af varierende grad - men at kalde den nok mest berømte pave i det 20. århundrede for Poul Johannes II er irriterende. Ligeledes er personnavne forkert skrevet - det er ikke Da Vinci men da Vinci, og d'Azeglio og ikke D'Azeglio.

Der er virkelig tilløb til en interessant vinkel på livet i Italien; men så forsvinder det over i de journalistiske historier vi allerede kender; det er ærgerligt - for jeg er sikker på, at der ville være rigeligt med materiale at tage af.

Wednesday, March 23, 2022

The Beauty and the Terror - Catherine Fletcher

 


  • Engelsk
  • 18.-23. marts
  • 432 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Stort set ALT, der har med renaissance at gøre interesserer mig. Biografier af personer hvad enten det er kongelige eller kunstnere; og jeg er da også efterhånden kommet igennem en god del. Alene i år den sidste del af Cromwells biografi og Vincis biografi. Men der dukker hele tiden nye vinkler op - og nye bøger!

Således faldt jeg over denne, som giver et mere holsitisk syn på renæssancen. Ordet renæssance stammer jo ikke fra perioden selv, men blev skabt næsten tre århundreder efter renæssanceperioden opfattes som afsluttet. Den strakte sig i store træk fra det 14. til det 16. århundrede - men der er divergerende opfattelse af, hvor tidligt man skal starte. Derimod er der ikke meget disksussion om, at Italien er knudepunktet for bevægelsen - selvom vi også bruger begrebet hollandsk - eller nederlandsk - renæssance i arkitektur; især i de bygninger Christian IV gjorde berømt.

Fletchers fokus starter derimod i højrenæssancen - den anden halvdel af det 15 . århundrede. Der regerede Medici-familien i Firenze; da Vinci begyndte sin karriere - og det var årene inden Europa brød ud i religionskrige med Reformationen som centrum. Men det var også årene efter det store skisme i pavedømmet, og paven var retur i Rom og ønskede at konsolidere sin magt ved blandt andet at skabe kunstværker - malerier, arkitektur, skultpurer.... det var en produktiv tid, hvorfra vi kender alle de store navne som da Vinci, Michelangelo, Mantegna, Raphael Titian, Botticelli for blot at nævne nogle.

Den altenative vinkel, som undertitlen nævner, er ved at se holistisk på hele perioden - de politiske spil, regenterne og det store geopolitiske puslespil i et Europa, der så noget anderledes ud.
Der var det tysk-romerske rige som den ene stormagt - og der var en lang række småstater som Venedig, Milano, Firenze og pavedømmerne. Der var Spanien med territorien helt op til Holland og Belgien - og Frankrig,, som også bestod af individuelle fyrstedømmer omkring den centrale magt.

Hendes tilgang er en tilnærmelsevis kronologisk tilgang til historien bag historien; alle krigene, de forskellige monarker og paver samt kunstnernes liv. Alt på en gang og i en lige linie. Men det kan jo ikke lade sig gøre. I stedet bliver det som at kravle op af et træ - op af stammen, men samtidig ud af hver gren til hun når helt ud til spidsen af hvert blad. For så at komme tilbage til stammen og et nøk op igen.

Der er i og for sig ikke meget nyt for en renæssance afficionado som mig; men strukturen er selvfølgelig anderledes. Den er også meget kompleks fordi hun reelt gaber over alt for meget til at kunne komprimere det ned på så få antal sider. Det giver en til tider klodset og generelt meget tung læsning.

Har man intet kendskab til renæssance vil man ganske enkelt være helt tabt i det; og har man kendskab vil man kunne følge med - men til gengæld ikke lære meget nyt. Så det er en svær problemstilling om det er en anbefaling til "nybegyndere".

Det er ikke en ligegyldig bog - absolut ikke! Men det er heller ikke en absolut nydelse at komme igennem den. 

Thursday, March 17, 2022

Sneloparden - Sylvain Tesson

 


  • Fransk
  • 16.-17. marts
  • 176 sider
  • Originaltitel: La panthère des neiges

Frankrig er et litteraturens land; og derfor har de selvfølgelig flere fornemme priser. Den nok mest kendte er Goncourt-prisen, men Renaudot-prisen er ikke mindre prestigefyldt, selvom den oftest gives til bøger med et lidt mindre oplag. Det skyldes selvfølgelig også, at en bog ikke kan vinde begge priser - der er altid to romaner i slutrunden, og hvis den en af dem vinder Goncourt-prisen fravælges den til Renaudot-prisen. Desuden er et af kriterierne for at vinde, at stilen skal være nytænkende og anderledes.

Det kan man sige er tilfældet for 2006-vinderen - en af mine yndlinge, Alain Mabanckou; men også  Némirovsky fra 2004, Mukasonga fra 2012 og Foenkinos fra 2014.

Tessons bog om hans vandretur i Frankrig gav mig jo en forsmag på, hvad Sneleoparden nok ville bringe - for Tesson skriver ikke "blot" rejseskildringer i den traditionelle forstand. Det er ikke en historie om at tage rygsækken på og drage derud af. Det er en metafysisk rejse - og denne gang allierer han sig med en specialist indenfor området, naturfotografen Munier. 

Sneleoparden er et sjældent dyr; den lever i Centralasien, og er truet - dens pels er eftertragtet, og der er nu under 10.000 eksemplarer tilbage i verden. Den trives glimrende i ensomhed og i det barske og kolde klima omkring Himalaya og Siberien. Dermed minder den jo lidt om forfatteren selv, der ikke trives i vores moderne forbrugerverden og siden sin ulykke er glad for ikke at kunne høre helt perfekt. Alligevel synes hans rejsekammerater dog her at være endnu mere stille end ham, og han skal lære at være stille i de mange timer de ligger på lur for at få et glimt af det sjældne dyr.

Deres rejse går til et sted i Kina (faktisk er det Tibet, men geopolitisk er det jo noget rod); vi får nogle koordinater men ikke alle, da de netop vil sløre sporene for at beskytte dyrene. Men det er koldt og barsk - ned til minus 35 grader; og de overlever i telte og i bjerghuler. Tesson kan ikke tage del i det hårde arbejde efter sin rygskade; så de tre andre må bære alt det tunge udstyr - så man til tider får lidt en fornemmelse af, at han har rollen som den franske (!!!) klovn i truppen.

Men han er også med for at dokumentere, og det bliver en filosofisk ruminering over livet, naturen og menneskets plads i det større kosmos. Der er tid til at tænke over alt dette, mens de venter - og ikke mindst også lære at vente. En vigtig lekion for mange af os, som hænger fast i rutinerne fra et hektisk liv.

Det er smukt og skrøbeligt, som han beskriver denne venten og belønningen, da de endelig ser sneleoparden. Den er efterfølgende blevet filmatiseret ud fra to rejser, som de foretog sammen - og det må være en meget smuk dokumentar ligeledes, tænker jeg. 

Tuesday, March 15, 2022

Gæstelisten - Lucy Foley


 














  • Engelsk
  • 14.-15. marts
  • 384 sider
  • Originaltitel: The Guest List

Det er ikke tit jeg læser en krimi; og jeg har altid virkelig svært ved at finde nogle, jeg kan lide. Der er selvfølgelig nogle "klassikere"- jeg har læste Jussi Adler-Olsens serie on Afdeling Q; men til sidst mest for at få afslutningen. Jeg har læst Jo Nesbøs fantastiske serie om Harry Hole - men til gengæld ikke rigtigt de krimier, der ikke har Harry med som hovedperson; de er for voldelige og voldsomme til min smag. For nogle år siden læste jeg hele Maigret-serien fra ende til anden - 76 bøger; og den slags krimier er jeg vild med; det er måske snarere detektivhistorier? Jeg ville virkelig gerne læse hele Agatha Christies serier også, men de er meget svære at finde komplette nu.

Så da jeg forleden stod på biblioteket brugte jeg ganske enkelt Google og søgte på Best thrillers 2021, hvorefter jeg tog det første og det bedste link, og matchede med reolen. Det blev til to krimier, som virkede til at være mere whodunnit end blod og motorsavsmassakre.

Gæstelisten handler om et kendisbryllup på en øde ø ud for Irlands kyst. Her ligger et lille slot, som bestyres af Aoife og hendes mand Freddy. Brudeparret er en kendt tv-vært, Will og den smukke influencer og moderedaktør Jules. Historien fortælles i skift fra deres perspektiver men også af Johnno, som er Wills barndomsven og best man samt Hannah, som er gift med Charlie - Jules' barndomsven.

Historien starter i nuet da en tjenestepige bestyrtet kommer ind udefra, og siger hun har set et lig. Så spoles der tilbage til aftenen inden brylluppet, hvor alle gæsterne ankom. De har alle nogle lig i lasten - et søster, der begik selvmord; en bror, der døde som barn; en karriere, der gik i vasken - men alle disse ulykker kan uden, at personerne selv ved det føres tilbage til et knudepunkt.

En enkelt person er det samlende element - og i sidste ende skyld i alle disse ulykker.

Som brylluppet skrider frem, kommer et uvejr ind over øen - og nu bliver det knap så idyllisk, når strømmen begynder at gå. For hvem forsvinder i mørket?

Der er lagt op til en lidt gammeldags whodunnit, der minder om Christies gode krimier - og det lykkes da også et godt stykke af vejen. 
Men man gætter jo hurtigt hvem denne person er - så nu er msyteriet blot hvem, der slår ham ihjel?

Det er meget let læsning; god underholdning til to eftermiddage - men ikke ufroglemmeligt!