A Book of Book Lists - Alex Johnson

 

• Engelsk
• 7. februar
• 176 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nogle gange falder jeg over idéer på Instagram, og lader mig forføre; det var, hvad der skete med denne bog, som jo egentlig ikke er en bog. Det er - som titlen beskriver - en bog med lister over bøger.

Disse lister er dog helt reelle, og hver af dem er kommenteret så der gives baggrundsinformation, anekdoter, historisk kontekst osv.

Der er otte dele; fx læselister - rangerende fra de bøger man fandt i bin Ladens bibliotek (heldgvis ingen match i forhold til mit eget) til David Bowies liste over 100 mest indflydelsesrige bøger.

Der er lister over bøger, der rejser - hvilke bøger vi typisk efterlader på et hotel (Dan Brown er en klar vinder her - og det matcher fint, hvilken type litteratur jeg selv samler op på et hotel til strandlæsning).

Der er lister over de bøger nazisterne forbød; lister over fiktive romaner Dickens fik produceret til sit eget bibliotek (tomme bøger men med titlen på ryggen); lister over hvilke bøger, der findes på rumstationer eller i fængsler; lister over bøger, man ser i baggrunden i berømte tv-serier eller film; lister over bøger vi ved har eksisteret men nu er væk (fx fra biblioteket i Alexandria).

Altså - lister over snart sagt alt; der er interessante lister, morsomme lister, chokerende lister - og også nogle af de mindre interessante i mit perspektiv. Det er jo blot en lille morsom bog; men også en man kan slå op i senere for der er også inspiration at gå efter!

L'Italie buissonière - Dominique Fernandez

 

• Fransk
• 2.-6. februar
• 464 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Dominique Fernandez er - trods sit mere eksotisk klingende navn - en fransk forfatter. Han har gennem årene udgivet et hav af bøger - romaner, rejseskildringer, essais - og med en tydelig forkærlighed for Italien. Flere af hans romaner er biografier som fx den fantastiske roman, jeg læste i 2014 om Caravaggios liv.  Han har vundet den prestigefyldte franske Goncourt-pris for en anden roman; og blev i 2007 valgt ind i Académie Française, som er det ypperste indenfor fransk litteraturkultur.

Hans italienske rejseskildring fra 2020 er næppe foretaget som rejse i udgivelsesåret. For det første var det jo midt i en pandemi - for det andet er Fernandez en ærværdig herre på i dag 92 år. Det forhindrer selvfølgelig ikke nogen i at rejse; men det er sikkert snarere en samling fra hans tidligere rejser.

For det er en rejse fra syd til nord - fra Siciliens spids til Venedigs kanaler, hvor Fernandez tager os med for at opdage de skjulte skatte. Ikke de store kendte kunstværker, som man normalt besøger i Firenze, Rom, Milano, Bologna osv. - men alle de andre, der efter hans mening er mindst lige så fantastiske.

Bogen er opdelt i regioner, og hver kunstskat har sit kapitel indledt med en illustration - desværre i sort-hvid og ikke den bedste kvalitet. Så jeg måtte konstant have fat i andre bøger, eller internettet.

Hans fokus er ligeledes på Quattrocento og den italienske renæssance - alt, hvad jeg elsker!

Fernandez sprang i 1970'erne ud som homoseksuel, og udgav i 1987 den første fransksprogede roman, der direkte omhandlede AIDS. Hans fascination for de italienske personer, han har skrevet biografier om er da også homoseksuelle personer - som Caravaggio.

Men måske ser han også spøgelser? Ifølge ham er stort set samtlige italienske renæssancemalere i hvert fald homoseksuelle. Ja, der var mange nøgne personnager i renæssancekunsten - og de var oftest maskuline; man fremstillede jo ikke Jomfru Maria nøgen? Men det bliver lidt komisk til sidst - for uanset hvad, han besøger så finder han en homoerotisk forbindelse. Han træder ind i en kirke, ser en søjle - nej, dårligt eksenpel! Men det tager en anelse overhånd til sidst - og jeg er sikker på, at han som den eneste kender samtlige Skt Sebastian-statuer i Italien. Der er ikke mange feminine skikkelser i hans bog; og det er lidt ærgerligt.

Til gengæld har jeg noteret mig et par ting at besøge næste gang, jeg kommer til Italien. Og med hans små anekdoter i lommen vil det kun gøre det mere interessant - og morsomt.

Elendighedens London og Paris - George Orwell

 

• Engelsk
• 30. januar - 1. februar
• 224 sider 
• Originaltitel: Down and Out in Paris and London

Hvert år siger jeg til mig selv, at jeg må læse flere klassikere - men det bliver sjældent så succesfuldt som mine ambitioner er. Denne figurerer måske heller ikke under store litterære klassikere, men Orwell har jo flere andre på den liste.

Denne debutroman er fra 1933, og er faktisk en form for erindringer - eller beskrivelse af hans ophold som ung mand i 20'erne i de to byer. I 1927 opgav han en karriere som politimand for at hellige sig skriveriet, og flyttede til et lejet værelse i London; da var han 24 år gammel. I foråret 1928 flyttede han til Paris, og rækkefølgen i bogen er således en anelse manipuleret. I slutningen af 1929 flyttede han tilbage til England, og publicerede sin første novelle, som handlede om hans ophold i et fattighus i London. Men han havde jo samlet langt mere materiale i løbet af de par år, han levede et kummerligt liv.

Den første halvdel foregår i Paris, hvor han blandt andet bor i Latinerkvarteret, hvor både Scott Fitzgerald og Hemingway også boede - de havde dog langt bedre midler til rådighed. Orwell har ikke flere penge, da han via en ven får et job som opvasker på Hotel X - han giver ikke navnet; men det er senere blevet identificeret som det fantastiske Crillon på Concorde-pladsen. 

Hans beskrivelse af den underverden, som det vitterligt er at arbejde der, er skræmmende, dyster - men også underholdende. For alle hoteller er jo små mikrokosmer med deres eget hierarki og hakkeorden. 

Her er der et hierarki afhængig af ens titel - dem i køkkenet og dem ude blandt gæsterne. Men der er også en tydelig hakkeorden blandt de forskellige nationaliteter - der er mange russere i Paris i dette årti efter den russiske revolution. Orwells job er i den absolut laveste kategori, men at han er englænder hiver ham en lille smule op af rangstigen - men han skal stadig finde sig i alverdens skrald, og en arbejdsdag på 17-18 timer til en umenneskelig løn.

Efter udgivelsen reagerede flere parisiske hotelejere i forargelse. Selvfølgelig! For han beskriver hvilket svineri der er i køkkenet - og det er jeg ikke et sekund i tvivl om er korrekt; jeg arbejdede i hotelkøkkener som studerende i 1990'erne og der var hygiejne stadig ret ukendt! 

Men han flytter tilbage til England, da han bliver lovet et job som hjælper for en handicappet dreng. Da han ankommer i London er jobbet udskudt og han har ikke en krone på lommen. Så han bliver landevejsrytter og slutter sig til en flok af mænd, der vandrer England tyndt. De kan få fratis overnatning forskellige steder - religiøse organisationer fx men også mandehjem; men der må de højst overnatte en gang om måneden. Resultatet bliver, at de vandrer dagen lang og landet rundt for at komme fra det ene til det andet. 

Orwell regner lidt på, hvad den omkostning er for staten - at så mange mænd bare går og udmatter sig selv for at kunne overnatte et nyt sted. Hvis de istedet kunne blive det samme sted, men arbejde der og få kost og logi som løn, ville man give dem mening med livet, lidt værdighed og samtidig gavn for de omkostninger, de afføder.

Orwell kom jo ud af fattigdommen; men døde som kun 46-årig af tuberkulose. Om de hårde år i ungdommen spillede ind, ved jeg ikke - men noget godt kan de i hvert fald ikke have gjort.

Det er tankevækkende at læse især Paris-kapitlerne, hvor alting er så velkendt for mig og så den anden side af medaljen mange årtier tidligere - men alt andet er jo stadig det samme Paris med de samme gadenavne og steder.

Manifesto - Bernardine Evaristo

 

• Engelsk
• 25.-29. januar
• 208 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg opdagede selv Bernardine Evaristo i 2019, da jeg læste hendes eminente roman fra 2014 om den caribiske Barrington, der lever et dobbeltliv i London. Varm anbefaling til denne, men også til flere  andre af hendes romaner. Selvfølgelig er hun nu mest kendt for Pige, Kvinde, Andet som hun fik Booker Prize 2019 for, og som vist er den eneste, der er oversat til dansk indtil videre. 

Det vil dog også være langt bedre at læse hende på engelsk - både The Emperor's Babe og Blonde Roots vil miste meget i en oversættelse.

Så Evaristo skrev meget - og langt inden hun "endelig" fik sit store internationale gennembrud som 60-årig; noget hun selv finder temmelig ironisk.

Manifesto er derfor - som undertitlen også antyder - hendes livserfaringer og historie; og den er absolut interessant og læseværdig.

Hun er født i 1959 i England af en engelsk mor og en nigeriansk far, og med syv søskende. Det var en til tider barsk opvækst i en tid, hvor blandede ægteskaber stadig var sjældne. Huset var stort, men faldefærdigt og børnene var vant til at blive set skævt til.

Hun vokser op med en idé om at blive skuespiller, og starter sin egen teatergruppe; hun kommer vidt omkring både fagligt men også menneskeligt. Bogen er opdelt i kapitler, som selvom de giver en kronologisk orden, også har temaer som Boliger - eller Forhold. Evaristo levede i en længere periode i homoseksuelle forhold - både gode og dårlige; indtil hun pludselig blev forelsker i en mand igen. Hun beskriver alt meget åbent og med både humor og selvindsigt.

Hun beskriver sin skriveproces og rejsen til at blive forfatter - også inden hun blev berømt; hendes første roman udkom i 1997, og siden er der kommet syv til, hvoraf den ene er en novelle. Hun er altså ikke den superproduktive type, som man også forstår når man læser, hvordan hun genarbejder, streger ud - eller smider ud. Hun arbejder med formen i særdeleshed, som man ser i de romaner, der er skrevet i prosa for eksempel.

Jeg er meget begejstret for hendes arbejde, og at få et glimt af personen bag er yderst interessant. Jeg håber flere får øjnene op for hendes tidligere arbejde.

Konvertitten - Stefan Hertmans

 

• Engelsk
• 21.-24. januar
• 304 sider
• Originaltitel: The Convert

En ægte middelalderroman og endda baseret på en rigtig historie med et spændende twist - lige hvad jeg elsker! Det var selvfølgelig Petrus Christus' maleri af en ung pige, der først fangede mig; det er ikke hende historien handler om, og maleriet er desuden flere århundreder senere end der, hvor vi skal hen på en spændende rejse.

Den flamske forfatter, Stefan Hertmans, har i mange år haft et hus i en lillebitte landsby i Sydfrankrig; højt oppe i bjergene og ikke én af de overrendte turistbyer. Monieux hedder den i dag; men i middelalderen gik den under navnet Moniou.

For nogle år siden fik Stefan Hertmans noget information, der virkelig fik ham til at arbejde intenst på at opklare landsbyens mysterie, og senere ser han de papirer, der er fundet i synagogen i Cairo i 1864. Papirer, som er mange hundreder år gamle og giver detaljerne om de to mennesker, som han mener har boet i hans franske landsby.

Vigdis Adelais er en ung kristen pige født i 1070 i Rouen i Nordfrankrig; nedstammet af vikinger og med nordiske rødder. David Todros er søn af den indflydelsesrige rabbi i Narbonne i Sydfrankrig, men er i Rouen for at studere. De to mødes, bliver forelskede og stikker af sammen, da et giftemål jo vil være utænkeligt med deres to uforenelige religioner. Vigdis skifter navn til Hamoutal; men hun skal også lære alle reglerne i en ny ortodoks jødisk tilværelse.

Jorden begynder at brænde under dem i Narbonne; Vigdis' far har stadig en belønning ude for at "fange" hende, og der er et stigende antal soldater på vej i de første korstoge mode Jerusalem. Tiderne bliver dårlige, og høsten svigter. Sulteperioder opstår, og dyr fødes med skavanker. Der skal findes en syndebuk, og i 1096 udryddes hele byer flere steder i Europa primært for at udrydde jøderne. 

Det rammer også den lille landsby og Hamoutals mand bliver dræbt og hendes børn taget til fange.

Da hun er kommet sig over tragedien, rejser hun først til Narbonne og dernæst videre mod Jerusalem for at finde børnene - med sig har hun et brev, der skal fungere som pas og give hende husly i jødiske smafund undervejs. Det er det helt enestående brev, man finder i Cairo næsten 800 år senere.

Forfatteren er med i hele historien som en person, der observerer Hamoutal (Vigdis) og David fra sidelinjen, og nærmest kan se dem for sig. Det virker først lidt for konstrueret, men hurtigt giver det fuldstændig mening at vi er med på hans rejse i sporene på de to middelalderelskende. Han tager turen til Rouen, Narbonne, Clermont-Ferrand (stor fornøjelse for mig, da jeg har boet der) og videre til Cairo for at se steder, der stadig findes, som Hamoutal kan have færdes i. 

Selvfølgelig er der først og fremmest sporene hjemme i landsbyen, hvor han finder resterne af det rituelle badekar, som lå i synagogen. Der har været diskussioner om, hvor præcis Hamoutal og David boede - den datidige skrivemåde harmonerer ikke præcist med vores; men Hertmans giver god dokumentation for, at det skulle være i Monieux. Hjemme hos ham, hvor han føler dem så tæt på sig.

Det er dog en roman, og ikke en researchbog; fantastisk skrevet og fantastisk, at man kan levendegøre tusind år gamle skæbner.

En aften i august - Victoria Hislop

 

• Engelsk
• 16.-18. januar
• 320 sider
• Originaltitel: One August Night

Den første roman jeg læste af Victoria Hislop var faktisk Øen, som fangede mig med sin fortælling om Spinalonga - en lille ø ud for den græske kyst, hvor man isolerede spedalske indtil 1957. Jeg har set videoklip fra stedet, og det er sådan et sted man virkelig drømmer om at kunne besøge en dag.

Siden har jeg læst fem andre bøger af Hislop; og det har været af meget varieret kvalitet. Jeg er lidt træt af de rammehistorier, der synes at være nødvendige for at servere ældre historieindhold til en særlig målgruppe (chicklit). Men samtidig er det nogle gode fortællinger fra netop Grækenlands fantastiske historie i nyere tid.

Denne bog er en fortsættelse af Øen - som jo endte med, at Maria kom hjem fra Spinalonga i 1957, da man fandt en kur for spedalskhed. Marias søster har en affære med Marias tidligere forlovede, og de er begge nervøse for hendes retur. Søsterens mand opdager forholdet, og den august aften, der skal holdes stor fest i landsbyen for at fejre de hjemvendte, dræber han hende.

Historien fortæller, hvad der sker derfra. Maria, der er hjemvendt og nu tager sig af søsterens efterladte barn - da manden jo er i fængsel. Den tidligere elsker Manolis rejser væk fra det lille samfund i frygt for at nogle skal forstå hans andel i tragedien.

Men det virker overhovedet ikke! Personerne er uden liv, historien halter afsted og man forstår ikke hvor hun vil hen med det - andet end at remse en uendelig række ligegyldigheder op.

I epilogen skriver Hislop selv en tak for dem, der støttede hende under skriviningen, som foregik i den store Corona-lockdown. Og det er måske problemet - hun havde ikke noget bedre at tage sig til, og kunne ikke lave ordentlig research til en bedre bog. Så kan man jo altid lige skrive nogle hundrede siders pladder, som skaffer penge på kontoen. Det er hårde ord, ja - men jeg håber virkelig ikke der kommer flere lockdowns for Hislop!

Det blinde øje - Jeffrey Archer

 

• Engelsk
• 13.-15. januar
• 384 sider
• Originaltitel: Turn a Blind Eye

Jeg skulle måske have ventet med at starte denne serielæsning til der var kommet flere bind - det vil nok sige om flere år! På mere end halvandet år er jeg stadig kun ved tredje bind. Fjerde bind er udkommet i hardback, så nu skal jeg vente på paperbackversionen, som først kommer til juli.

Men når de er der, er det relativt god og nem underholdning, som glider hurtigt og nemt.

William skal nu vidne i retssagen mod narkobaronen, som de anholdt i andet bind og der er mange lidt for detaljerede beskrivelser af retssagerne, som føres af Williams far og søster. Samtidig tages han ud af det sædvanlige politiarbejde for at arbejde undercover og afsløre korrupte politimænd. I sagen om narkobaronen var der en historie om en taske med penge, som på mystisk vis forsvandt - men nogen vil også få det til at se ud som William selv er korrupt.

Endelig er der ærkefjenden Miles Faulkner, som dør - og nu skal arven gøres op; især de mange kunstmalerier. Hans fraskilte "enke" gifter sig igen - men er det med en ny mand eller er Faulkner i virkeligheden ikke død?

Som altid slutter den med en kæmpe cliffhanger - og det er irriterende, når man nu skal vente i måneder.

Men god underholdning er det og især til min kemohjerne, som har lidt svært ved den tungere litteratur lige nu.

Evelyn Hugos syv ægtemænd - Taylor Jenkins Reid

• Engelsk
• 8.-10. januar
• 400 sider
• Originaltitel: The Seven Husbands of Evelyn Hugo 

Jeg tøvede længe inden jeg købte denne - forsiden virkede alt for poppet og mainstream; men den blev jo alligevel ved med at poppe op alle vegne. Og det fortrød jeg ikke - absolut en helt igennem fantastisk historie!

Monique Grant er en ung journalist, som arbejder hårdt for at få sin egne artikler og eget navn i presseverdenen. Men hun må stadig nøjes med de mindre prestigefyldte jobs, og derfor undrer det hende, da hun bliver valgt til at interviewe den berømte skuespillerinde Evelyn Hugo.

Evelyn Hugo er et ikon - men holder sig langt fra rampelyset; men nu vil hun sælge sine gallakjoler til fordel for velgørenhed; pudsigt nok brystkræft - og av, hvor gør det ondt nu at læse bare det ord. Evelyn har helt specifikt udbedt sig Monique til at komme, og det viser sig, at hun vil give hende muligheden for at skrive hendes memoirer. Men - hun må ikke udgive dem før Evelyn er død; og kan så til gengæld tage hele fortjenesten fra bogen til sig selv.

Evelyn Hugo er primært kendt for sine mange ægteskaber - syv ægtemænd og skilsmisser; rygter, der har svirret i årevis om hvorfor de gik galt. Utroskab, jalousi og mange andre ting - man kommer jo uvilkårligt til at tænke på Elizabeth Taylor.

Bogen er opbygget i dele for hver ægteskab; og jeg havde virkelig mine fordomme om, hvad det skulle ende med. Men de blev hurtigt gjort til skamme - for der var nemlig en helt anden og vigtig årsag til, at Evelyn aldrig kunne leve det liv hun allerhelst ville.

Historien foregår i de store Hollywood-dage op igennem 1940'erne og 1950'erne - hvor jeg er sikker på, at der var skinægteskaber for at holde PR-maskinen kørende. Men også langt senere, da man skulle skjule sin seksuelle identitet - i 1980'ernes AIDS-kontekst måtte mandlige homoseksuelle for alt i verden skjule deres liv for fanskaren. Heldigvis er vi ikke der længere - men historien her beskriver på den ene side bagsiden af medaljen ved dette liv; men også en virkelig smuk kærlighedshistorie mellem to mennesker.

Det er svært at skrive mere detaljeret om plottet; det vil fjerne al spænding - men jeg kan kun anbefale den på det varmeste.

Natriumchlorid - Jussi Adler-Olsen

 

• Dansk
• 2.-6. januar
• 464 sider

Jussi Adler-Olsen er jo efterhånden garanteret øjeblikkelig succes, når et nyt bind i Afdeling Q-serien udkommer. Udover at indeholde et specifikt mysterium, der skal opløses er der jo altid de underliggende historier om afdelingens protagonister - Carl, Rose, Assad og nu efterhånden også den pudsige Gordon. Lidt længere ude i periferien er Carls makker fra gamle tider, som nu er lammet men altid er klar med et indspark til efterforskningen.

I ottende bind kommer vi dybt ned i Assads personlige historie, og samtidig er mysteriet højaktuelt med flygtningen, der tager turen over Middelhavet. Det var uden tvivl en af de bedre i serien, og jeg glædede mig til samme niveau.

Mysteriet i niende bind er dog lidt mere tyndt; historien om en minisekt af personer, der er ude på at gøre verden til et bedre sted. De er til dels religiøse, men primært drevet af en trang til at udrydde mennesker, der på den ene eller den anden måde har opført sig skidt.

Som et lille visitkort er der i forbindelse med mordene et par ritualer - de finder altid sted på berømte diktatorers fødselsdage og der er altid en forbindelse til salt (natriumchlorid). Men forseelsen kan være lille - og det er her, jeg ikke helt falder for den. Nogle gange er det blot et enkelt menneskes ulykke, der skal hævnes, men det er ofte ikke mange. Ligesom de nævenyttige aspiranter i sekten øver sig i at komme op i hierarkiet ved at stoppe paraplyer i cykelhjul i byens trafik. Det er virkelig banalt og uopfindsomt efter det langt mere finurlige og aktuelle plot i Offer 2117.

Der skal komme ti bind; og nu i det niende anklages Carl for kriminalitet - en tråd trækkes tilbage til den fortid, der har været nævnt siden starten. Så det bliver uden tvivl kulminationen i det tiende og sidste bind. Men så er det også nok - især for forfatteren selv, tror jeg.

Niende bind er langtrukkent - unødvendigt langt i forhold til indholdet; der er blandet lidt Covid19-frustrationer og aktualitet ind over; men helhedsindtrykket for mig er, at den mangler kød på benet.

Selvfølgelig læser jeg den sidste, når den kommer - men lad den nu ikke blive så kedelig!

Coach din cancer - Iben Seneca

 

• Dansk
• 21.-22. december
• 193 sider

Hvad skal man sige? Aldrig har man lyst til at læse sådan en bog. Aldrig tror man, at det rammer en selv.

Men da jeg pludselig stod med en kræftdiagnose, blev jeg først totalt handlingslammet - som det ses af min læseaktivitet! Dernæst tog jeg kontakt til en psykolog, og det hjalp mig også til at komme over det første chok, hvor man er i flight-mode - og skal over i fight-mode.

Men jeg følte også jeg havde behov for at gå efter noget helt konkret i forhold til netop min situation, og faldt derfor over denne bog, Den er skrevet af en tidligere kræftsygeplejerske fra Aarhus, som nu er uddannet som coach. Den findes ikke længere i oplag og en venlig mail til forfatteren blev totalt ignoreret; hvilket jeg altid finder temmelig uforskammet, når man nu etablerer et website.

Jeg fandt den dog i en brugt men meget fin udgave; og mener også den kan lånes på biblioteket - medmindre man selvfølgelig er ebogstypen.

Bogen er inddelt i faser - de naturlige faser man gennemgår såsom diagnose, behandling og tiden efter sygdommen; eller hvordan det langsigtede forløb nu bliver.

Hvert kapitel er ledsaget af nogle øvelser - vejrtrækning, mindfulness og reflektion. Dem brugte jeg ikke selv meget - men det er jo en individuel sag om man kan lide den slags.

Jeg fandt dog meget andet god information og gode råd til, hvordan man får sig selv med igennem den rejse, det jo er at skulle overleve sygdom men også et opslidende behandlingsforløb. Der er også gode råd i forhold til pårørende, som jeg fandt meget nyttige.

Man ville aldrig læse den; men står du en dag i samme situation som mig, så kan jeg anbefale den som værktøj.