Thursday, June 10, 2021

Nogle og fyrre - Marie Trappaud

 


  • ANMELDEREKSEMPLAR
  • Dansk
  • 10. juni
  • 316 sider

Jeg har tidligere modtaget romaner fra Skriveforlaget, og jeg synes jeg begynder at se et mønster i de bøger. Det er ofte historier om selvrealisering, selvindsigt, og voksne, der skal bearbejde det 21. århundredes hverdagstraumer som skilsmisser, karriere, børn etc.

Det specielle ved denne roman er, at den er i chatform - en dialog mellem to mennesker Alex og Mia; det vil sige, at hvert "indlæg" er toppet med tidspunkt og afsendernavn, og der er passende afstand mellem hver kommentar. Det gør selvfølgelig teksten langt mindre kompakt, og jeg læste den på en aften. 

Alex ser Mia på Facebook en sen aften i december 2012; de kender hinanden fra mange år tilbage - men nu er hun separeret kan han se, og han inviterer hende ud. Mia takker i første omgang nej; men efter nogle uger mødes de hjemme hos Alex en aften mellem jul og nytår. Her forsøger Alex at kysse hende - og det er fot meget og for hurtigt, mener Mia.

Alligevel fortsætter de deres chat - oftest til langt ud på natten; og nogle ganske få gange ses de.

Alex er fraskilt, bitter og i konstant konflikt med sin ekskone; en tilsyneladende vag og karakterløs person, som udelukkende lever for sine børn. Han er faktisk ret irriterende i al sin svaghed.

Mia er nyligt separeret med to børn, der lider af ADHD, autisme, ... men heldigvis med et bedre forhold til eksmanden.

Så hun ser sig ikke bleg for konstant at bebrejde Alex hans svaghed og bitterhed; det bliver desværre ret repetetivt i længden. Alex vender sig til hende for at få råd til at udvikle sig til den drømmemand alle kvinder vil have - og så bliver det lidt lummert à la 50 shades of grey, som jeg ikke har læst; men der refereres meget til den.

Mia antyder hurtigt, at hun har nogle skumle og mørke hemmeligheder; de viser sig dog ikke at være så mystiske som læseren kunne ønske sig for at få lidt dynamik i historien.

Jeg ved ikke, om undertitlen Begyndelsen skal antyde, at der kommer en opfølgning? Det tror jeg dog ikke, at hverken historie eller protagonister kan bære. Der er for mange gentagelser; og pludselig en yderst usandsynlig udvikling - og endelig synes jeg den er utroværdig. En kvinde med to udfordrede børn, som hver nat chatter til kl. 2-3 med en mand, som hun dybest set ikke vil have noget med at gøre? 

Det bliver også lidt for banaliserende, at vi som mand og kvinde åbenbart ikke kan diskutere ret længe uden at ende i sengekantssporet. Jeg tror og håber, at vi ikke er så banale som mennesker!

En lille opstramning af trykfejl ville også være nyttigt; i starten springes der pludselig et år frem i tiden til 2013 - men det er forkert; og generelt er der en del småfejl, der burde være blevet fanget.

Wednesday, June 9, 2021

Les veilleurs de Sangomar - Fatou Diome

 


  • Fransk
  • 7.-9. juni
  • 360 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Fatou Diome bor i dag i Frankrig; men hun glemmer ikke sit fødeland Senegal - et land, der jo også står mit hjerte meget nær. Hun har flere gange skrevet om emner, som er tæt forbundne til den senegalesiske kultur - mødrene, der venter på at høre nyt fra de sønner, der er sejlet i en plimsoller til Europa; drengen, der gennem fjernsynets magt drømmer sig til et liv i Europa; kvinden, der ender som prostitueret i Europa og hvis historie fortælles af hendes ejendele efter hun er død af AIDS.

Den sidste er nok den, der mest minder om Diomes nyeste roman med dens mere fantasifulde verden; selvom Diome her tager udgangspunkt i en særdeles reel hændelse.

Joola er en færge, som sejler fra Senegals hovedstad Dakar til landets sydligste del; Senegal er geografisk specielt i den forstand, at Gambia ligger lige nidt i som et kæmpe indhug - eller som munden i løvehovedet, som de ynder at sige. Derfor er færgetrafik vigtig - men sikkerhedsprocedurer var - og er - ikke i top. Færgen transporterede nok mere end 2.000 personer, selvom den var godkendt til 536 - og 1863 mennesker døde i forliset i september 2002. Det er mere end Titanic - men en hændelse, der i Vesten går langt mere uberørt hen. Det er jo ikke svært at forestille sig hvorfor desværre.

Coumbas mand Bouba er en af de omkomne; og som enke forventes hun at udføre de gængse ritualer. Hun skal overholde en isolationsperiode, og derefter forventes det, at hun gifter sig med sin svoger - det for nogen skal tage sig af hende, og hendes spæde datter.

Coumba tager derfor til Sangomar - en lille sandbanke ud for Senegal, som mange mener er hjemsted for de animistiske 'guder',og benyttes som offersted. Her isolerer hun sig, og taler til - og med - sin afdøde mand. For her hører hun ham, og ser tilbage på det liv, de havde sammen - et liv præget af den rolle en kvinde har i det senegalesiske samfund, hvor flerkoneri stadig findes. Hun skriver sig ud af sorgen hver nat; mens hendes familie og svigerfamilie antager, at hun er blevet mentalt nedbrudt af tabet af manden. Men hun vil overlevere historien til den lille datter.

Der er mange næsten liturgiske passager, hvor Coumba beder, synger og går i et med guderne på Sangomar. Det var en anelse anstrengende og langsommeligt til mit temperament - men det er med til at bygge karakteren omkring Coumba.

Jeg havde glædet mig enormt til denne udgivelse; desværre er jeg lidt skuffet i forhold til hendes tidligere romaner. Men hun formår altid at skildre mit elskede Senegal så jeg længes og længes tilbage!

Sunday, June 6, 2021

Kvinde set fra ryggen - Jesper Wung-Sung

 




  • Dansk
  • 5.-6. juni
  • 464 sider

Jeg er inde i en kunstnerisk stime! Efter Picasso, efter H. C. Andersen som kunstner, var det nu tid til at hente en bog, der heldigvis nåede til min tur i bibliotekskøen.

Jeg læste i 2017 samme forfatters roman om familiehistorien; den kinesiske oldefar, der kommer til Danmark og forelsker sig i den danske pige. Den var ikke en helstøbt succes i mine øjne; men hans nye roman omhandler en af Danmarks mest oversete malere. Eller mere retfærdigt skal det måske siges, at Hammershøi i dag er anerkendt og går til de højeste priser for en dansk maler nogensinde. Og at bogen reelt omhandler hans hustru Ida Ilsted, som er det evige motiv i de karakteristiske malerier, hvor farve og spræl synes bandlyst.

Ida Ilsted er en ung pige, der lever hos forældrene i Stubbekøbing, da broderen Peter en dag tager kammeraten, Vilhelm Hammershøi, med hjem. Vilhelm er en stille ung mand; men alligevel lægger han mærke til den lidt mere livlige Ida. Da han frier til hende, ved hun dog ikke helt hvorfor - for efter datidens normer, har de jo ikke været meget alene sammen. Men han mener hun er det liv, han har behov for.

Det bliver da også hendes rolle gennem deres 25-årige ægteskab. Ida kommer fra et hjem med en død bror, hvilket hendes mor altid har bebrejdet hende - og moderen er ind og ud af en psykisk anstalt. Hendes nye svigermor er mildest talt ikke begejstret for denne provinspige; og hun må lære en ny verden at kende.

Men hun rejser med Vilhelm, og lærer at blive hans trofaste støtte, når de i timer, dager og uger tramper rundt for at finde et nyt motiv. Allergladest var han dog for hende som motiv; hun skulle stå stille i timevis - og ægteskabet måtte til tider tåle en kastet vase. Ikke at der var mange af dem - de levede så tomt for møbler 'midt i en klunketid', at købmandens bud troede de var ved at flytte og ville have sine regninger betalt.

Det er både historien om Ida, historien om Vilhelm og historien om, hvordan et ægteskab udfolder sig over flere årtier. Et ægteskab uden børn, hvor hensynet til kunstneren altid er det største. Og for samtiden var hun jo endnu mere anonym end han, som end ikke var særlig velanset. 

En særdeles fængende roman om endnu en kunstner, der må vente på sin død - og langt derefter - for at opnå anerkendelse.

Friday, June 4, 2021

H. C. Andersen som billedkunstner - Kjeld Heltoft

 

  • Dansk
  • 3.-4. juni
  • 220 sider

En primær årsag til, at Picasso tog mig så lang tid var også, at jeg var på ferie - væk for den første gang i mere end et år! Godt nok kun på en tur til Odense, men det er jo efterhånden en eksotisk rejse.

Jeg besøgte selvfølgelig de forskellige H. C. Andersen-museer i byen, og som altid skal der bøger med hjem fra museumsshoppen. I denne omgang blev det til to bøger; og begge smukke indbundne bøger, som jeg sikkert vil genlæse fremover.

Den første er en helt utrolig smuk bog med Andersens kuntsværker. Nok er han berømt også for sine papirklip - men på museet opdagede jeg også hans tegninger fra rejser. De er som regel meget små - han kunne godt lide at have små papirlapper på under 10x10cm i lommerne, og dem brugte han til at tegne det han så og gerne ville vise til vennerne derhjemme. De er fantastiske især når man tager den størrelse i betragtning. Han var da også lidt stolt over dem - og elskede at få ros. Men vidste også, at der var begrænsninger; da han fx var i Rom turde han ikke vise dem til Willumsen.

Hans papirklip er en kendt historie; men bogen giver eksempler på en langt større række end jeg hidtil har set.

Endelig er der han foldeskærm, som stod i hans lejlighed i Nyhavn de sidste år af hans liv. Et imponerende stykke arbejde af kollager i sort-hvide-brunlige toner. Hvert af de otte paneler har et tema  nogle baseret på geografi andre på temaer. Der er en reel kunstnerisk historie bag; og både humor og satire. Han var ikke en mand, der var god til at skjule sin meninger tænker jeg.

Bogen giver også eksempler på andre kollager, hvor han kombinerer tegning og maling med udklip ofte ledsaget af citater. Det er foruroligende moderne; Matisse, Dali, Picasso.... og jeg kom også til at tænke på Dronning Margrethes kollager. Jeg ville da elske at have enten evnen - men ellers et eksemplar af en af dem. Desværre er der ikke mange tilbage. Alle de små papirklip lavede han jo, når han kedede sig til et middagsselskab. Modtagerne gemte dem ikke - for han lavede jo noget nyt næste gang.

Alligevel er der heldigvis gemt noget; det kan beundres i Odense - og oplevelsen kan så fortsætte derhjemme. Et af de absolut bedre museumsshopskøb!

Wednesday, June 2, 2021

Picasso - Patrick O'Brian

 

  • Engelsk
  • 14. maj - 2. juni
  • 512 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat


I marts læste jeg den lettere chokerende bog af Picassos barnebarn, Marina - og selvom jeg gennem tiderne har læst en del om Picassos kunst; og set hundreder af hans malerier, så fik jeg lyst til at læse mere dybdegående om hans liv. Det tog mig virkelig lang tid at komme igennem den - men det var en fantastisk interessant og lærerig læsetid.

Picasso skabte ca. 50.000 kunstværker i sit liv - i gennemsnit 2 om dagen. Det var selvfølgelig ikke alle store malerier - der var tegningger, akvareller, lithografier men også statuer og keramik. Men det er jo fascinerende, at man konstant kan være så produktiv... og inspireret!

Bogen er meget systematisk, og følger først hans families historie; hans barndom i Malaga og Barcelona inden han efter flere længere ophold slog sig permanent ned i Frankrig. Her blev han jo som bekendt en del af slænget med bl.a. Modigliani, Eluard, Braque - men også forfattere som Scott Fitzgerald og Hemingway. Alt dette var dog først i 1930'erne, hvor han jo allerede var en midaldrende mand. Hans fantastiske blå periode er fra hans unge tyvere og tredivere - og nok mine personlige favoritter.

Så "opfandt" han kubismen med Braque - og det er noget, jeg aldrig helt har forstået. Bogen går meget i dybden med filosofien bag kubismen - og pludselig kan jeg noget bedre forstå den, og vil nok også få mere ud af at se disse malerier i fremtiden!

Picasso gav ikke selv sine malerier titler; mange titler kom da andre navngav dem - og eftersom forfatteren går i (nærmest) kronologisk gennemgang af dem, var jeg konstant (positivt) afbrudt af at slå tingene op i diverse medier. Først læste jeg beskrivelsen; så fandt jeg et billede og så læste jeg det hele igen. Det var ikke læsning egnet til andet end hjemme i sofaen med god tid, og ofte blev det ikke til mere 20-30 sider per dag.

Et andet aspekt og ikke mindre vigtigt er selvfølgelig hans personlighed. Han gik fra at være en fattig maler i Montmartre til at blive århundredets bedst betalte levende kunstner, som konstant blev kontaktet. De ville have penge selvfølgelig - men også, at han kiggede på deres kunst; eller lavede illustrationer til deres bøger eller lignende. Det gav ham med tiden et rygte som utilnærmelig og arrogant - og i sine sidste leveår som beskyttet af den sidste hustru; som beskrevet i barnebarnets bog.

Han var en passioneret mand - og kvinderne var der nogle stykker af; og derfor var der jo også skilsmisser og skænderier, og han var næppe den bedste faderrolle. Han var så oplsugt af sin kunst - som jo reelt set også er Marinas konklusion. Med alderen og klogskaben forstår hun ham anderledes, og ser, at han måske ikke kunne være anderledes.

O'Brians biografi er anerkendt for at være den bedste; og det var virkelig også en god bog - men intens at læse. Nu er jeg langt bedre rustet til mit næste Picasso-maleri!

Thursday, May 13, 2021

The Girl with the Louding Voice - Abi Daré

 


  • Engelsk
  • 11.-13. maj
  • 320 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Endnu et mesterværk i nyere afrikansk litteratur! Abi Daré er fra Nigeria, men lever nu i England. Dette er hendes debutroman som forfatter,  Det er hun sluppet ualmindeligt godt fra!

Adunni er 14 år gammel, og bor i en lille nigeriansk landsby. Hendes mor er død, og så tog faderen hende ud af skolen på trods af sit løfte til den døende hustru om at lade hende gå i skole - og lade sig gifte med hvem hun ville. Hendes liv er i stedet at være hushjælp for en fordrukken far og de to brødre. Da faderen end ikke har penge til huslejen længere, sælger han hende som tredjehustru til en meget ældre mand, selvom hun er mindreårig.

Førstehustruen er en gammel bitter kvinde; mens andenhustruen kun er lidt ældre end Adunni og gravid med sit fjerde barn. Da hun allerede har født tre piger, er det afgørende, at dette barn bliver en dreng. Det viser sig, at hun har taget andre "midler" i brug for at sikre dette; og Adunni bliver hendes medsammensvorne. Adunni selv bliver voldtaget af sin nye mand - og dette er beskrivelsen af, hvad der reelt er virkelighed for mange unge piger i Afrika - og ikke kun i Nigeria.

Hun ender efter en række uheldige oplevelser, som man selv skal læse sig til, i landets hovedstad Lagos. Hun tror hun bliver hjulpet til et bedre liv og en uddannelse - men det viser sig, at hun blot er blevet solgt som husslave til en rig nigeriansk familie. Som jeg skrev her, er human trafficking hverken begrænset til slavetiden eller til europæere, der fjerner folk fra deres fødested. Det findes stadig og i udbredt grad over hele verden og til alle former for formål.

Men Adunni er ikke tabt bag en vogn; hun anskuer hele verden med sin helt egen humor og nysgerrighed - sprogligt starter det med at reflektere hendes kendskab og kundskab med engelsk; og som tiden skrider frem, forbedres det. Det gør læsningen lidt pudsig i begyndelsen, men er med til at danne det perfekte billede af vores protagonist.

I Lagos arbejder hun for Big Madam, som ejer en række tekstilforretninger og ikke ser nogen grund til, at Adunni skal uddannes. Hun får et måltid mad om dagen; hun arbejder 18-20 timer dagligt og får som regel også sine daglige tæsk. Men hun bliver gode venner med kokken, Kofi, som er fra Ghana. Han arbejder kun for at tjene penge til at bygge sit hus hjemme i Ghana færdig, så han kan rejse fra Big Madam. Men Adunni bliver som en datter for ham nu; og det bliver hans mission at sørge for, at én af dem kommer videre i livet.

Hun møder også den unge Tia, som er vendt tilbage til Nigeria efter nogle år i England. Hendes verdenssyn er noget anderledes og moderne; hvilket ikke falder i god jord hos de lokale rige damer, når de mødes til overdådige selskaber. Mange af disse mennesker er self-made, og kommer selv fra trange kår - men det synes de at have glemt, som de nu behandler deres ansatte.

Tia vil også hjælpe Adunni - og som deres forhold udvikler sig, viser det sig, at den unge piges skæve livsvisdom også kommer til at hjælpe den unge kvinde.

Det er en stærk bog om en nigeriansk Pippi Langstrømpe, der ikke lader sig kue - selvom hun må meget igennem. Det er samtidig et nutidsbullede af et samfund, som er enormt splittet mellem de indfødte, der er blevet til overklassen, og den enorme befolkningsgruppe, der lever under miserable og triste forhold.

Jeg vil anbefale at læse den på engelsk, selvom den bliver oversat - jeg kan ikke helt se, hvordan den sproglige charme kan overføres med succes.

Sunday, May 9, 2021

Ved højlys dag - Jeffrey Archer

 

  • Engelsk
  • 8.-9. maj
  • 336 sider
  • Originaltitel: Hidden in Plain Sight

Efter sin succesrige Clifton-krønike startede Archer skrivningen af en spin-off på en af de fiktive figurer fra den serie - detektiven William Warwick, og hans karriere som detektiv hos Scotland Yard.
Første bind læste jeg for præcis et år siden og det tog mig lige præcis også to dage den 8. og 9. maj at læse historien. Forhåbentlig skal jeg ikke vente et helt år på at læse tredje bind.

De skal nemlig læses i kronologisk rækkefølge og handlingen fortsætter ret hurtigt efter den slap i sidste bind. Jeg skulle lige tunes ind på, hvor vi sluttede sidst og have de vigtigste navne på plads.

Williams ærkefjende er kunsttyven Faulkner fra første bind, og ham vil de stadig gerne have fat i. Denne gang får de koblet ham op til en narkobaron, som er ansvarlig for salg og distribution i en stor del af London i slutningen af 1980'erne. 

Det bliver lidt af en familieaffære, da Williams far - advokaten - skal føre retssagen, og søsteren Grace er hjælpeadvokat for faderen. Det virker til tider lidt urealistisk i forhold til at være upartisk - men jeg kender selvfølgelig ikke reglerne i England.

Der er en passende del spænding - men også kontinuiteten med historien om Faulkner, som tilsyneladende fortsætter. Det ser ud til at blive Williams evige ærkefjende og Faulkners (eks)hustru bliver en vigtig del af puslespillet.

Det er svært at sige meget uden at ødelægge fornøjelsen; det er hurtigt og fængende - og meget nem læsning. Så allerhelst ville man jo fortsætte til næste bind uden pause - og jeg kan se, at der er to bind på vej i år. Men det er virkelig ikke pengene værd at købe de store udgaver med den læsefart.

Glimrende weekendunderholdning - og Archer forstår som tidligere at skrive en god historie!

Thursday, May 6, 2021

Optegnelser fra en søn af de sorte - James Baldwin

 

  • Engelsk
  • 3.-6. maj
  • 208 sider
  • Originaltitel: Notes of a Native Son

Det er absolut et af mine personlige mål at sørge for at læse nogle af klassikerne; jeg har behov for også at give noget energi til min hjerne udover det arbejdsrelaterede. Det skaber også en fin balance mellem det lette og det tunge; ligesom jeg jo skifter mellem sprog, når jeg læser.

James Baldwin kom uvægerligt op, da jeg sidste sommer læste James McBride og igen fornylig med Ocean Vuong; begge forfattere trækker linjer tilbage til Baldwins arbejde, og erklærer sig inspireret af ham.

Baldwin er født i 1924 i Harlem som barn af en enlig mor, der gifter sig igen og får yderligere otte børn. Det var en fattig barndom i mellemkrigstidens USA, og raceadskillelse var stadig en stor altafgørende del af livet som afroamerikaner. Men som 24-årig flytter han til Paris; det er lige efter krigen, og et langt nemmere sted at være både sort og homoseksuel.

Han døde i Frankrig i 1987; men forbliver en stærk stemme i sort aktivisme.

Han har skrevet alt - teaterstykker, noveller, romaner og essays; det var meget vanskeligt at beslutte, hvor i hans omfattende forfatterskab jeg skule starte. Der var nogle oplagte klassikere - og alligevel valget jeg at starte tidligere med hans samling af essays, der udkom under titlen Notes of a Native Son med reference til en af de helt store sorte protestromaner Native Son af Richard Wright.

Disse essays udkom i 1955, da han var knap 30 år gammel, og var vel hvad man kan kalde en form for bestillingsarbejde. I hvert fald blev han bedt om at levere ti essays omhandlende racespørgsmål.

Den er opdelt i tre hovedddele; den første med tre essays, der primært omhandler kunst, Baldwin "anmelder" romarner Onkel Toms Hytte, Native Son omtalt ovenfor og en filmversion af Carmen med et udelukkende sort hold af skuespillere. Det er virkelig kritisk og barsk, især når man tænker på det renommé de to romaner har.

Anden del omhandler hans opvækst i Harlem igennem tre essays; den voldelige paranoide far, der dør. Hele bydelen der er domineret af hvide beslutningstagere, og den antisemitisme, der også florerede der.

Den sidste del relaterer sig til hans tid i udlandet - Paris og Schweiz. På et tidspunkt bliver han arresteret i Paris efter et simpelt tyveri på et hotel (som ikke var ham, men en ven). Han opdager, hvor svært han har ved at navigere i det, fordi hans opvækst er præget af dårlige erfaringer med politiet, Her opfører de sig anderledes; han er kriminel (muligvis) men ikke en sort kriminel! 

I en lille schweizisk landsby, hvor han slår sig ned, er han den første sorte, de fleste af indbyggerne ser. Her er vi jo stadig lige efter krigen, og da Schweiz var neutral har de end ikke set de amerikanske soldater, der kom til Europa ved freden. Selvom mange europæiske lande jo stadig havde kolonier i Afrika i 1950'erne, så var der en skarpere adskillelse. De blev i Afrika, og kolonimagten var primært hjemme i Europa. I USA blev de jo tvunget til at sameksistere, og må nu leve med den nedværdigende status som raceadskillelsesregler betyder.

Det er en relativ lille bog; knap et par hundrede sider og en del blanke imellem. Alligevel kæmpede jeg noget med den; den var meget akademisk og skolastisk, og til tider ret arrogant og belærende. Nogle gange følte jeg det som betragtede han den sorte mand udefra og oppefra som et laboratoriedyr?!

Jeg har dog ikke givet op; jeg vil bestemt læse nogle af hans romaner - der er vel en grund til berømmelsen!

Sunday, May 2, 2021

who did you tell ? - Lesley Kara

 


  • Engelsk
  • 2. maj
  • 416 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

I sensommeren læste jeg den virkelig gode psykologiske thriller, som var Karas debutroman. Men inden den udkom havde hun skrevet et udkast til denne roman, som dog blev finpudset og i stedet udkom senere.

Vi er stadig i den lille søvnige engelske by ved kysten; faktisk refererer hovedpersonen i en bisætning til den hændelse, som finder sted i den anden roman. Der sker nemlig normalt ikke meget her.

Det er også derfor Astrid er flyttet hertil efter hun er kommet ud af et afvænningshjem. Hun er 32 år - men retur hos sin mor, som holder et skarpt øje med, at hun ikke falder tilbage til de gamle synder... flasken. Hun holder øje med, at Astrid gåt regelmæssigt til AA-møder, og det er ikke altid nemt for den unge kvinde pludeslig at være "barn" igen.

Men hun ved, at hun skal ud af det en gang for alle. Der er gået for mange år med druk og aftener, hvor hun ikke kan huske, hvor hun sov eller hvad hun lavede.

Astrid får nu chancen for at starte lidt forfra; hun begynder at lave de ting, hun elskede i sin ungdom. Hun møder en dejlig fyr, og hun overholder sine AA-møder.

Men pludselig dukker der beskeder op fra fortiden. Nogle ved, hvad hun har gjort. Endog de ting, som Astrid selv er i tvivl om i sin omtågede tilstand. Så hun er nem at skræmme, og det kan sætte hele hendes nye liv og afholdenhed over styr.

Der er - heldigvis - ikke noget blod, mord og vold; der er faktisk langt mindre af det end i den første krimi jeg læste af Kara. Men der er det menneskelige aspekt af at komme ud af sådan et misbrug, som må være forfærdeligt netop fordi man nok ikke altid ved, hvad man har lavet. Man kan jo bildes alt ind!

Kara kan det der med at holde spændingen fast til sidste side; det er knap så overrumplende som i The Rumour - men jeg var klistret til bigen; og da den er yderst nem at læse, så tog det mig vel 5-6 timer. Det kan jeg så godt ærgre mig lidt over bagefter - når man har betalt 120 kroner; men sådan er det jo når man ikke kan slippe den.

Jeg kan godt lide denne slags krimier; og jeg vil helt sikkert også læse den næste. Måske hellere fra biblioteket dog.

Saturday, May 1, 2021

The Midnight Library - Matt Haig

 


  • Engelsk
  • 30. april - 1. maj
  • 304 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Matt Haig er både forfatter af romaner, børnebøger og non-fiction indenfor marketing, men også psykologi. Han led selv af en depression og sammenbrud, da han var ung, og måske det påvirker emnerne i hans romaner?

I hans sidste roman var det udødeligheden, der var i centrum - i denne er det fortrydelser og muligheder.

Nora Seed er 35 år gammel og single, da hun samme dag mister sit job og hendes kat dør. Hun har ikke kontakt til sin bror, og er håbløst alene og depressiv. Så hun sluger en overdosis af de antidepressive piller, hun i forvejen tager uden stort held.

Men hun dør ikke! Præcis ved midnat vågner hun i et bibliotek, hvor den eneste anden person er Mrs Elm - skolebibliotekaren hun elskede som barn. Der er tusinder af bøger, men først skal hun læse den tungeste af dem alle. Den indeholder en liste over alle de ting, hun fortryder. 

Da hun nu er i dette limbo, skal hun vælge en bog. Hver bog giver hende muligheden for at leve en anden version af hendes liv. Den version, hvor hun måske fortsatte med at svømme - eller spille musik. 

Jeg tror vi alle nogle gange har tænkt over, hvordan vores liv ville se ud HVIS.... det kan være de helt store ting i livet; hvis jeg havde taget en anden uddannelse. Hvis jeg havde taget et andet job i en anden virksomhed. Hvis jeg var blevet født et helt andet sted på jorden. Men i virkeligheden er det også bare de helt bitte små ting, der kan vise sig at være udslagsgivende. 

I 2006 rejste jeg fx til Senegal for første gang. Da jeg steg ud af flyet og skulle finde til hotellet, kom jeg i snak med en belgisk pige (jeg boede på det tidspunkt i Bruxelles). Tilfældigvis skulle vi bo på samme hotel, og vi faldt i snak sporadisk over de næste par uger. I dag er det min allertætteste - det nærmeste jeg kommer en soul mate, og siden da har vi rejst til utallige lande og steder. Men hvis jeg havde taget flyet dagen inden. Eller dagen efter.

Vi kan jo drive os selv til vanvid ved at tænke den slags tanker; og vi ville jo heller ikke vide, havd vi var gået glip af. Var jeg fløjet dagen efter havde jeg måske mødt en anden. Eller ingen.

Nora prøver derfor de åbenlyse valg, som relaterer sig til fritidsinteresser eller uddannelse; men opdager også, at der for hver variant er andre ting, der ændrer sig. Fordi den ultimative og perfekte variant ikke findes. 

Det er åbenbart et emne, der optager Matt Haig - de eksistentialiske tanker om livet. Og indrømmet var det faktisk lidt deprimerende i starten, da jeg selv lige blev fanget i hvad-nu-hvis-legen. Men det er også en easy-read bog med en nærmest lykkelig slutning; i hvert fald den moralsk og etisk korrekte, hvor man ikke ender som milliardær men i stedet indser livert virkelige værdier. Det lyder lidt kliché-agtig, og det er den selvfølgelig også på en måde. Men samtidig hænger man hurtigt fast i historien, og vil vide om Nora falder for fristelsen til det "lette" liv. God hurtig underholdning - men ikke mere!