Vi er kortvarigt smukke her på jorden - Ocean Vuong

 

• Engelsk
• 15.-17. marts
• 256 sider
• Originaltitel: On Earth We're Briefly Gorgeous

James McBride skrev i 1995 sin hyldest til sin mor, og hans oplevelser om at vokse op som barn af et blandet ægteskab, og i fattigdommen, som karakteriserede det sorte USA. Men USA er et land med mange minoriteter og mange historier, der har formet dem.

En anden stor minoritet er de estimerede mere end 2 millioner vietnamesere; og mange af dem er resultatet af forhold mellem vietnamesiske kvinder og amerikanske soldater under krigen, der varede flere årtier. Der var et vanvittigt tabstal af civile vietnamesere, men også et enormt antal amerikanske soldater, der døde - et faktum, der selvfølgelig prægede amerikanernes syn på disse tilflyttere. Men de var heller ikke velsete i Vietnam - lidt som vi havde "feltmadrasser" i Europa efter 2. Verdenskrig.

Ocean Vuongs mormor var en af dem, som fik et barn med en amerikansk soldat og endda giftede sig med ham. Men han blev lokket tilbage til USA af familien, og pludselig var det umuligt at returnere til Vietnam. Ocean Vuongs mor blev også mor i en tidlig alder med en voldelig mand; og endelig flygter de til først en lejr i Filippinerne, og endelig til USA, da Ocean er en lille dreng.

Han vokser op med de to kvinder, der er fysisk og pyskisk præget af krigen - moderen Rose og bedstemoderen Lan. Han får at vide, at han skal være usynlig for dem, der ikke kan lide dem - men han skal også fungere som tolk for de to kvinder. De taler engelsk - dårligt - men ingen af dem har lært at læse og skrive.

Hele bogen er et brev til moderen, hvor han genfortæller sin version af den barndom og de minder, der skabte ham. Kvinderne, der farer sammen ved lyden af fyrværkeri, der trigger alle deres krigstraumer.

Hans spæde homoseksuelle debut med vennen Trevor, der ender med at dø af en overdosis. Og alle de andre, der dør af overdosis - fordi det er amerikansk nedre middelklasse, hvor pengene er hårdt tjente, fædrene har PTSD efter krigstjeneste og eskapisme er ungdommens løsning.

Bogen skifter i stil; der er kapitler, der er ren prosa - hvor ordene står alene, og udfordrer sprogets skønhed. Der er detaljerede homoerotiske beskrivelser af de to teenageres udforskning af sex; og Trevor, som mener, at han ikke reelt er homoseksuel. Muligvis regner Ocean Vuong ikke med, at moderen skal have alle disse detaljer, for selvom han laver sin coming-out, så er han ikke klar til at dele alle detaljer med hende. Et af hans tidligere udgivne digte er i sin helhed med i et af disse kapitler, hvor man forstår dybden af hans kærlighed til og afhængighed af Trevor.

Også et andet af hans digte vidner om de stærke tråde tilbage til Vietnam og hans søgen efter en identitet, og problemerne med narko. Det er råt og stærkt og uendeligt smukt.

Det er også en kritik af det amerikanske samfund; som Trevor, der blot får ordineret smertestillende for en brækket ankel, men ender som narkoman og dør. Samtidig skovler medicinalfirmaer milliarder ind, og lægerne er medskyldige i disse narkoproblemer.

En fantastisk stærk bog; fuldt fortjent en af de mest omtalte bøger i 2020!

The Binding - Bridget Collins

 

• Engelsk
• 11.-14. marts
• 448 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg blev selvfølgelig tiltalt af bagsidens omtale af historien, om den unge Emmett Farmer, der skal være bogbinder - og opdager, at alle bøgerne er folks egne historier. Bøger om bøger tiltaler mig jo altid. Også selvom den er omtalt som fantasy-genre, som jeg har det lidt stramt med. For er alle historier, som ikke er mulige i den virkelige verden så fantasy? Så er Bibelen jo det ypperste indenfor fantasy må man sige!

Emmett Farmer er en ung landmandssøn, som pludselig bliver syg, og ikke kan hjælpe til på gården, som han plejer. Desuden kommer der et brev, hvor han bliver påbudt at begynde som bogbinderlærling hos den excentriske Seredith, som af de lokale opfattes som en heks. Hun laver bøger som gemmer folks hemmeligheder; de sælges ikke men opbevares i hendes sikre kælder. 

Det er de dystre hemmeligheder - alt det, der gør ondt; Seredith fjerner det, og gemmer det i en bog - og så glemmer folk de grimme ting. Hun er af den gamle skole, og sætter en ære i at lave bøgerne fra bund og værne om dem. Det er en del af et menneske, der er fjernet fra dem - men stadig skal holdes hemmeligt for alle andre.

Men mennesker fristes nemt - og da Seredith bliver syg, kommer hendes søn, de Havilland, som også er bogbinder i en større by. Da Seredith dør, må Emmett rejse med de Havilland til hans værksted. Der opdager han hurtigt, at de Havilland har en noget anden tilgang - han sælger gerne folks bøger videre som underholdning. 

Der er rygter om, at nogle mennesker ganske enkelt har kopieret historier, og sælger det som noget, de kalder romaner. Men det er uærligt! 

På den anden side er hemmelighederne farlige at dele.

Emmett møder den unge Lucian Darnay allerede hos Seredith, hvor denne kommer for at slippe af med sin hemmelighed. De mødes igen, da Emmett første gang skal tage imod en hemmelighed, og lave sin første bog. Det er en ung tjenestepige, som misbruges seksuelt af Lucians far. Hendes gru, angst og oplevelser overføres til bogen, som de Havilland så sælger til faren, som kan læse om hvordan den unge pige oplever overgrebene - og sådan kører perversiteten i ring.

Men Emmett opdager også, at Lucians far har hans egen bog - den har han købt som underholdning; og han får fingre i den, og brænder den. Nu er hemmeligheden tilbage hos ham - eller snarere mindet; og han genoplever alt det, der førte til hans sygdom. 

Der er en længere historie mellem de to unge mænd; som faktisk tager over i den tredje del af bogen, som fortælles af Lucian. Og bogbinderiet forsvinder lidt i baggrunden desværre.

Jeg synes konceptet med bøgerne var virkelig spændende; hvordan romaner jo i virkeligheden kunne være menneskers historier - fordi alting i realiteten er så universelt. At gemme dem væk hos en bogbinder svarer på nogle mådet til at gå til en psykolog - selvom man jo ikke helt glemmer dem. Men der er jo også problematikken med om det er sundt at glemme det hele, og starte forfra? Hjælper det os som mennesker ikke at kunne huske den smerte eller bruge den til at lære af? Det er jeg ikke så sikker på!

Men men men... det er alt for langtrukkent! Hele første del på omkring 160 sider handler kun om tiden indtil Serediths død og Emmetts opdagelse af hans egen bog. Historien om bøgerne og episoderne, hvor de overføres fra en person til en bog er minimale derefter, og det bliver Emmetts og Lucians historie - og der bliver det lidt for "almindelig" romance for mig.

Jeg var lige ved at give op under første del; og ved sidste side kunne jeg blot konstatere, at jeg ikke havde haft en uforglemmelig oplevelse. Stort potentiale, som er dårligt udnyttet desværre.

Les fils conducteurs - Guillaume Poix

 

• Fransk
• 8.-10. marts
• 224 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Agbogbloshie er et grimt ord; lige så grimt som fortællingen om stedet - denne roman var så ond på mange måder, at det gjorde ondt at læse. Det er ikke en thriller om mord og ulykke; men ganske almindelig "hverdag" for nogle mennesker her på kloden. Det gør blot grimheden og ondskaben større; og da jeg havde lukket den, var det med en forfærdelig smag i munden.

På den ene side har vi Thomas - en fransk-schweizisk fotograf i 30'erne, som venter på sit store gennembrud. Nu tror han en historie i Afrika kan give ham netop det; og han tager den hårde tur derned med et cargoskib fra Hamburg til Accra. Han vil "opleve" det hele så autentisk som muligt; og forestille sig, hvordan fx et gammelt udslidt fjernsyn fra Europa ville tage turen. Men det er jo netop den forkælede hvide overlegne indstilling - for han er jo for det første ikke et fjernsyn, og for det andet kan selv ikke den største immersion i Afrika i nogle dage, hvor han tager tilbage til sit hotel hver aften, give ham en indikation af, hvad denne "hverdag" er!

På den anden side har vi 11-årige Jacob, hvis far er død. Jacob og moderen må forlade den plantage, hvor faderen arbejdede - og de boede - for at tage til hovedstaden Accra. Moderen, Ama, finder arbejde ved at sælge små plasticposer med vand udenfor Agbogbloshie - og hurtigt finder Jacob arbejde indenfor.

Og hvad er så dette mystiske sted? Måske en repræsentation af helvede på jord!

Agbogbloshie er en enorm affaldsplads for e-affald - altså hårde hvidevarer, elektronik og alt andet, som skal nedbrydes og genbruges. Jeg kan læse mig til, at der er vidtgående diskussioner om dette er en officiel endestaton for transporter fra Vesten med det ene formål at dumpe dem i Afrika. Eller er det fordi Afrika i årtier har opkøbt vores aflagte varer, som er gamle og langt mere forurenende end moderne produkter. Op mod 40.000 mennesker lever der midt i evige flammer, som udspringer af alt det farlige affald - og selvfølgelig med forfærdelige helbredsrisici.

Jacob møder de to 13-årige drenge, Isaac og Moise, som er forældreløse og bor inde i området. De begynder at arbejde sammen, og især Moise er glad for Jacobs ankomst i gruppen. Han er så medtaget i lungerne, at han ikke kan løbe hurtigt længere - og det er barske vilkår derinde.

Da Thomas ankommer i Accra, vil han finde nogle, der kan få ham derind for at tage billeder. Det viser sig at være sværere end som så, men endelig finder han de to hustlere, Wisdom og Justice.... interessante navnevalg!

De er i princippet alfonser, og jagter de unge drenge for at sælge dem til de hvide turister. 

Isaac arbejder for dem; og da Moise sladrer til Jacob ender de i et slagsmål; et par dage senere dør Moise og bliver smidt i Atlanterhavet.

Thomas får endelig adgang til området - og accepterer den underforståede idé, at han vil have sex. Det kan han jo bare lade som om, tænker han. Han får sine billeder af blandt andet Isaac og Jacob; men da handlen skal ske træder Jacob ind og tager Isaacs plads med begrundelsen, at han er jomfru. Han er 11 år gammel!

Thomas vil ikke have sex; i stedet taler Jacob om arbejdet - men de ender med at falde i søvn i en hule på lossepladsen. Da Thomas vågner om morgenen med Jacob i sine arme, er han underlig opstemt og pludselig har han analsex med den lille dreng. Jacob dør af hjertestop under akten. Thomas efterlader ham på lossepladsen, og flygter.

Parallelt med denne tragedie er der historien om det fjernsyn forfatterens forældre købte i 1986 i Frankrig. Jacob ender med at finde det på lossepladsen - så godt som nyt. Han vil sælge det til en brugthandler, som påstår det ikke virker og giver ham 6 kroner for det. Senere vil Jacobs mor Ama glæde drengen, og køber det nu velfungerende fjernsyn (det har det jo hele tiden været) - for 200 kroner. Da hun skal bære det hjem, taber hun det og skærmen knuses. Det var alle de sparepenge hun havde tjent på tre måneder.

Hun står der i gaden med det ødelagte fjernsyn fra forfatterens forældre; samtidig kommer Isaac gående med hendes søn, der er død under en voldtægt og Isaac sætter ild til sig selv og den døde Jacob.

Således er alle tre drenge døde direkte eller indirekte på grund af vores vestlige livsstil.

Epilogen beskriver ferniseringen af en fotoudstilling i Genève, hvor fotografens "fantastiske" billedserie af drengene fra lossepladsen har gjort ham til en stor stjerne.

Det er barsk! Jeg havde kvalme, gåsehud og alt mulgt andet, som en thriller aldrig kan give mig - fordi dette er ganske almindelig hverdag for mennesker i nogle lande - og selvfølgelig især på kontinenter som Afrika. 

Forfatteren gør intet for at tage trykket af grusomheden; den hvide mand bliver blot personificeringen på den udnyttelse, som de allerede lever under på lossepladsen. Og der er ingen, ingen, ingen undskyldninger for hvordan vi stadig behandler Afrika.

Carol - Patricia Highsmith

 

• Engelsk
• 5.-7. marts
• 320 sider
• Originaltitel: Carol

Jeg havde for lang tid siden optaget Carol som film, da den blev vist i TV; men aldrig fået set den, da jeg jo kun yderst sjældent tænder for det apparat. 

Nu faldt jeg så over bogen under årets forsinkede bogudsalg til en meget fordelagtig pris.

Det viser sig så at være en absolut banebrydende roman; udgivet i 1952 under titlen Price of Salt og under et pseudonym for ikke at spolere forfatterens gode navn og rygte. Det er utopisk at tænke således i dag; men for snart 70 år siden var homoseksualitet en sygdom, en anormalitet, noget, der kunne kureres med elektrochok og deslignende.

Bogen solgte dog forrygende, inden den i 1990 blev genudgivet under det nuværende navn Carol, som også er navnet på én af de to centrale skikkelser.

Therese er en ung kvinde, som er flyttet til New York for at slå igennem som scenograf. Mens hun venter på den store chance arbejder hun i et stormagasin op til juletravlheden, og ser sin kæreste Richard. Hun er ikke forelsket i ham; det ved hun - og de få seksuelle oplevelser, de har haft, var langt fra mindeværdige for hende. Måske udelukkende fordi hun fandt det ubehageligt?!

En dag træder Carol ind i forretningen; en smuk kvinde i 30'erne; tydeligvis velstående og udstrålende en kølig elegance - valget af Cate Blanchetti i filmatiseringen er ganske enkelt som man forestiller sig hende i bogen (uden at have set filmen). Therese rammes af en uforståelig tiltrækning, og sender hende et uskyldigt julekort for at takke hende for handlen.

Det bliver starten på deres venskab; selvom Therese hurtigt opdager, at hun er smaskforelsket.

Carol inviterer hende hjem i hendes store hus, hvor hun bor alene under sin separation fra sin mand. Therese møder veninden Abby, som virker lidt fjendsk overfor hende - og hun introducerer selv Richard til Carol. De tilbringer al deres tid sammen, og endelig må  Therese gøre det slut med Richard, som intet fatter.

De to kvinder rejser afsted på en road trip gennem USA; og her sker det endelig! De bliver elskende og alt er skønt; men det udvikler sig hurtigt til en roligere version af Thelma & Louise, da de opdager, at eksmanden har sat en detektiv i hælene på dem. Det virker jo absurd i dag?

Men målet var, at beviset for denne usædelige affære ville bevise hendes manglende moral og dermed uegnethed som mor til deres fælles barn. Faderen ville med andre ord få fuld forældremyndighed.

Det udvikler sig til lidt af en gyser fra det punkt; og man føler forfærdeligt med de to kvinder, der må leve under den trussel ikke at kunne leve frit. Man glemmer konstant den kamp homoseksuelle har kæmpet for - og at det ikke er særlig lang tid siden endda.

Romanen må have været chokerende for den tids normer; ikke mindst på grund af slutningen - jeg var spændt til sidste side! Sproget er moderne, og i modsætning til min haitianske læseoplevelse, som er knap et årti yngre, så er dette en bog, der er fuldt ud lige så læsbar i dag. Om jeg skal se filmen nu, ved jeg ikke - måske ... for hvis de kan formå at skabe den underspillede gnist og datidens sociale normer, så må det være det værd. Men bestemt værd at læse og minde sig selv om, at i går ikke var lang tid siden - og der altså er en grund til, at vi stadig skal markere denne frihed for mennesker.

Gouverneurs de la rosée - Jacques Roumain

 

• Fransk
• 1.-2. februar
• 216 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Til tider falder jeg over beskrivelser af ældre udgivelser, som af forskellige grunde stadig er meget omtalte; det er ikke nødvendigvis altid for den litterære kvalitet. Sådan synes jeg det forholder sig her; men til gengæld er der andre årsager til at ikke glemme visse værker.

Jacques Roumain er fra Haiti på trods afe det meget franskklingende navn; han er født i 1907 og døde ung i 1944. Så det er en ældre roman. Den foregår heller ikke i Afrika, og dog er den en integreret del af panafrikanismens bevægelse ud fra definitionen, at dette omhandler sorte menneskers skæbner og vilkår.

I romanen, som selvføgelig foregår i Haiti, møder vi Delira og Bienaimé - et gammelt ægtepar, hvis søn Manuel har været bortrejst i 15 år, Han tog til Cuba for at arbejde i sukkerplantagerne, og forældrene lever i en lille landsby i dalen, hvor de arbejder jorden for at overleve. Det fortegår oftest som en form for kooperativ med de andre indbggere, og det er en lille fasttømret landsby.

Manuel vender hjem efter 15 år væk; han chokeres over at se forfatningen af dalen. De har fældet træerne for at få hurtige penge - men til gengæld er jorden udtørret, da træernes næring og skygge er væk. Nu har de mindre landburgsjord, og det forstår Manuel. Det er muligvis den tidligste roman, der behandler sustainability? Manuels tid i Cuba var hård; forholdene var barske og hans politiske bevidsthed er vakt. Ved hjemkomsten sætter han gang i en lavine af handlinger.

De ældre i landsbyen er meget religiøse, og mener at alle deres ulykker skyldes, at Gud har for travlt til at høre deres bønner. Manuel er marxist, som så mange panafrikanske ledere, som var trætte af kolonialismen.

Manuel forelsker sig også i en af landsbyens unge piger, Annaisse; men hun er allerede forlovet med en anden. Det bliver en hanekamp mellem de to mænd. Mens Manuel samtidig forsøger at lave oprør mod vandforsyningerne til landsbyen, bryder konflikten ud i lys lue, og Manuel dræbes.

Det bliver til en meget opponerende historie mellem ideologier på mange fronter og der mærker man, at det er en anden generation, der skriver. Det er tydeligt mærket af netop mellemkrigstidens strømninger, og sproget er til tider ikke godt at læse i dag. Desuden er en del på kreolsk - fransk kreolsk vel at mærke; men selv jeg måtte altså ty til fodnoterne for at forstå alle termer.

Ikke en skidt bog - men måske lidt forældet på trids af de vigtige ideologiske idéer.

Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag - Morten Münster

 

• Dansk
• 24.-27. februar
• 309 sider

Jeg er muligvis en af de sidste i landet til at læse denne bog, der pludselig fik hvermands øjne op for moderne teknikker med sin fængende titel, og lette og morsomme tilgang til emnet.

Det var den tid, det tog for den at komme ned i et fornuftigt prisleje, da jeg ikke regnede med, at det ligefrem var rocket science, når man arbejder med faget til daglig.

Det var det da heller ikke! Men det er måden, han har skrevet det på, der gør det yderst tilgængeligt for alle. Og som gør, at vi kan relatere til det også i andre forhold end store strategiske forkromede planer - fx i vores eget liv for at opnå de mål, vi gerne vil.

Jeg er selv ansat i en amerikansk multinational virksomhed, hvor buzz words flyder over i mission statements, visioner og deslignende. Men som Münster ganske rigtigt skriver i sin bog, så er det oftest umuligt for den menige medarbejder at dechifrere, hvordan dette skal udleves og udføres i praksis - en tirsdag formiddag kl. 10. (Som er hans yndlingstidspunkt på ugen åbenbart).

Jeg afprøvede Münsters test på min direkte manager - forklar mig i enkle ord, hvordan jeg skal agere for at udleve denne mission statement? Jeg må indrømme, at resultatet i første omgang var fuldstændigt som beskrevet. Flere buzz words til at omskrive de andre buzz words - men ikke meget konkret.

Så det er en lærerig og underholdende bog uanset om man er i branchen eller ej!

Jeg har anbefalet den til nogle af mine kolleger; men er noget spændt på, hvordan den engelske oversættelse vil blive, da der er temmelig meget indforstået dansk humor og ikke mindst mange eksempler fra Danmark, som vil kræve en vis omskrivning. I øvrigt er der forbløffende få fejl i bogen - stavefejl etc. - i betragtning af, at den kommer fra Gyldendal! Det plejer ikke at være deres spidskompetence - men muligvis er Business-forlaget ikke helt så udueligt som fiktionsforlaget.

Og jeg lærte mindst en yderst nyttig ting - opdagelsen af Google Scholar; jeg havde aldrig hørt om denne søgemaskine, og der er jo et væld af interessante informationer, som er filtrerede for almindelig søgehistorik.

Jeg vil da uden tvivl også investere i opfølgeren nu; men til en fornuftig pris!

Toubab Tales - Rob Baker

 

• Engelsk
• 20.-23. februar
• 274 sider
• Dansk tirel: Ikke oversat

Denne gang tog jeg en lille tur til Mali - der er jo mange rejser man kan komme på selv nu hjemme fra sofaen. Lige Mali er nok også et land, man ikke kommer til at rejse i foreløbig - Covid-19 eller ej! Sikkerhedsniveauet er ikke helt, som man ville foretrække det som europæisk turist; og det er synd - for netop Timbuktu er et sted, jeg altid har drømt at besøge. Undersøgelser har vist, at en ret stor del af menneskeheden tror, at stedet ikke findes - enten er det en myte eller også er byen gået under. Findes gør den dog; nu er spørgsmålet bare om diverse fundamentalistiske bevægelser vil ødelægge de fantastiske gamle monumenter - eller blot undlade at vedligeholde dem!

Rob Baker og hans familie flyttede til Bamako - Malis hovedstad  - i sommeren 2009. Rob er musiker med speciale i etnologisk musik; svært at finde en god beskrivelse på dansk - men det handler om at undersøge forskellige kulturers instrumenter, musiktraditioner etc. Der er Afrika med dets mange stammer og sprog jo et rent slaraffenland; og Rob og familien har også tidligere boet i andre vestafrikanske lande.

Bogen handler til dels om deres tilvænning til dagligdagen i Bamako; men også om hans rejser rundt i landet for at besøge de forskellige stammer, og undersøge deres musik og instrumenter. Det taler han ikke så meget om - men om rejserne får vi mange historier om punkterede dæk, rejsefæller og farer.

Det er som at genopleve mine rejser i Senegal, Gambia, Kenya, .... turene på markedet; elektriciteten, der ryger sig en tur, de søde men meget nærgående lokale... og alle de gode grin, man får, når man opdager tallerkenen er levende fordi der er kakerlakker i maden, som man ikke så fordi man ikke har elektrisk lys!

Så mens jeg læste var jeg i Timbuktu, Mopti, Segou og Dogon-områderne, som  alle er fyldte med kulturarv. Pudsigt nok er mange af disse steder gengangere fra Moussa Konatés krimier, hvor han netop iscenesætter den helt særlige humor, der hersker stammer imellem i Mali. Konaté er fra Mali, og balndt hans krimier er der både én fra Dogon-stammen, som tyder rævespor; fra Bozo-stammen, som er fiskere; fra Timbuktu selv med tuareg-folket og endelig fra Kita, som er tættere på Bamako.

Jeg lyttede også til masser af musik imens; skønne afrikanske instrumenter som koraen, balafonen, ngonien - mange af dem er meget tæt på de senegalesiske instrumenter, da denne del af Afrika jo deler mange fælles kulturstrømme.

Det ender selvfølgelig lidt voldsomt, da Mali udsættes for et militærkup i foråret 2012. De sidste kapitler er i dagbogsform over de sidste dage og uger inden familien mod deres vilje må forlade landet.

Baker skriver selv i indledningen, at alle personer er fiktive - men de er muligvis bygget på personer, an har mødt. Det eneste utroværdige er dog, når han iscenesætter episoder for at forklare dem til os "uvidende hvide", som aldrig har sat ben i et muslimsk land. Som da han på markedet "opdager" traditionen med at drikke tre kopper te, fordi sukkerindholdet øges - det må han have vidst inden han kom til Mali, hvis han har boet i andre afrikanske lande. Eller at man ikke spiser med venstre hånd! Det var for begyndere i Afrika - men stasdig en form for minirejse, som jeg virkelig trænger til nu.

Kintu - Jennifer Nansubuga Makumbi

 

• Engelsk
• 15.-19. februar
• 432 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Noget så sjældent som en roman af en ugandisk forfatter; det er vist absolut første gang, jeg læser det!

Historien om Kintu og hans families skæbne har fået stor anmelderros, og det er bestemt ikke uden grund.

Ved første øjekast kunne man forledes til at tro, at det er en moderne Roots-historie. Det gjorde jeg i hvert fald - måske bare fordi omslag og navnet straks fik mig til at tænke på den roman. Men her er der ingen, der forlader deres hjemland for at blive slaver. I stedet lever de generationer og generationer under en forbandelse, som rammer familien.

Bogen er opdelt i seks dele; indledningsvis hører vi om en mand, som dræbes af en rasende flok mennesker på markedet, da han mistænkes - fejlagtigt - for at være tyv. Da man undrer sig over, hvorfor sådan noget sker for uskyldige mennesker, bliver nogle tilskuere enige om, at det er "forbandelsen". Alle ved, at der i en familie løber en lige linie tilbage til en urgammel forbandelse.

Første af de seks bøger omhandler Kintu Kidda selv; en lokal høvding, som i 1750 lever relativt fredeligt i sin lille del af verden. Han har traditionen tro flere hustruer; men hans store kærlighed er den første. Han får mange børn, men har også her sin favorit - den udvalgte, som skal overtage tronen efter ham. Men det ender ulykkeligt og forbandelsen kastes over Kintu og hans familie af en ansat fra tutsi-stammen - traditionelt fra Rwanda; men de grænser, vi europæere optegnede i Afrika senere, fandtes jo ikke dengang. 

Tre århundreder senere er der et hav af efterkommere, og på hver sin vis er der en snert af den forbandelse, som udmønter sig i mentale sygdomme, sygdom og død.

I de efterfølgende fire dele følger vi i detaljer forskellige af Kintus efterkommere; og hver historie er samtidig en del af Ugandas historie både nutidigt og fortidigt. Der behandles emner som selvfølgelig kolonialismen og senere brogerkrigen og Idi Amins diktatur. Men også emner som religion - konfrontationen mellem de ekstremt religiøse, som blev omvendt af den hvide mand og den traditionelle afrikanske animisme; som forbandelsen jo er rundet af. 

Vi kommer omkring seksualitet; AIDS og HIV er et massivt problem i netop Uganda, hvor der stadig er over en million smittede med sygdommen. 

I den sidste bog samles trådene, da de protagonister, vi har mødt i de forskellige dele, mødes for at ophæve forbandelsen. De samles ved den grav, hvor Kintus første hustru og søn ligger begravet; og bor der i en hel uge for at råde bod på ulykken fra det 18. århundrede. Det bliver kulminationen på mange familiekonflikter, men også spiren til nye ulykker, som skal være den sidste store pris at betale for at komme videre.

Kintu er pudsigt nok også Ugandas svar på Adam; forfatteren har altså taget det arketypiske navn som billede på den forbandelse, der generelt har ligget over landet. Deraf kan man se de forskellige familiegrene som langt større befolkningsgrupper, som alle har levet under en forbandelse. Hele historien bliver nu Ugandas historie med alle dens ulykker og miserer, men også en historie om vejen ud af det og videre ind i en ny og lysere fremtid. 

The Seine - Elaine Sciolino

 

• Engelsk
• 9.-14. februar
• 400 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I foråret 2019 læste jeg Sciolinos bog om hendes gade i Paris; i november 2019 var jeg på min næstsidste udenlandsrejse inden verden gik af lave - til Paris selvfølgelig, hvor jeg altid vender hjem til. Og der er en stor chance for, at netop Paris bliver målet for min første rejse - på den anden side. Engang....

I mellemtiden hungrer jeg efter rejser og rejsebøger bliver pludselig en livsnødvendighed! Så da jeg så denne bog, tænkte jeg, at den ville tage mig tilbage til dejlige slentreture lansg Seinen. Det gjorde den bestemt også, men Sciolinos tilgang er langt større end blot en tur gennem Paris.

Hun har boet i Paris i flere omgange, og senest de sidste snart tyve år. Seinen er en indgroet del af hverdagen for alle parisere; men det er jo ikke udelukkende en parisisk flod. Sciolino rejser langs hele dens rute - fra en ydmyg kilde i Bourgogne til den vælter ud i den Engelske Kanal ved Le Havre og Honfleur i et større floddelta.

Flodens navn stammer fra gudinden Sequana til hvis hyldest et tempel blev bygget allerede i det 1. eller 2. århundrede før Kristi fødsel. Stedet er ikke kendt, og selvom de lokale gerne vil have lidt af æren fra Paris, så er det endt med at Paris simpelthen har købt det stykke land, hvor den udspringer. Så der er et lille stykke Paris langt væk fra hovedstaden. Det er jo typisk fransk!

Sciolino tager os med hele vejen ind til Paris, hvor bogen opdeles i mere tematiske kapitler - litteratur, musik, film, fotografi, malerkunst - men også om de soldater, der patruljerer den og døden, som jo altid er en del af en flods historie.

Jeg kom virkelig på en rejse; for udover at læse og nyde de dejlige billeder, så måtte jeg konstant afbryde mig selv for at se en film på nettet, som Sciolino omtalte - ofte en ældre dokumentar med interessant historisk viden. Jeg fløj langs Seinen via Google Earth og så i detaljer nogle af de steder, som hun beskriver - typisk dem, der ligger udenfor Paris. Men også en tur under alle broerne i byen. Nok går jeg meget, når jeg er i Paris og selvfølgelig krydser man tit Seinen - men det koncentrerer sig altid om under halvdelen af byens 37 broer over floden. Resten ligger ganske enkelt udenfor det centrum, man normalt bevæger sig i. Måske skulle man en dag gå hele turen over zigzagge over broerne fra øst til vest?

Der er meget interessant viden; en del jeg kendte til selvfølgelig - men også nyt! Det var en rigtig minirejse - jeg nåede helt omkring Airbnb for at se, om det er muligt at leje en husbåd næste gang for at prøve at bo på Seinen.  Og det mindede mig om de varme sommeraftener, hvor folk danser tango i Tino Rossi-parken lige ud til Seinen; det er mange år siden, jeg har været der om aftenen. Sciolino er jo totalt upartisk i sin kærlighed til Seinen, som hun mener er den smukkeste og mest romantiske flod i verden. 

Det er selvfølgelig subjektivt; men Seinen ligger jo fantastisk - eller rettere bygningerne; for de er alle bygget ud til Seinen, så man får det bedste at se ved en tur på vandet eller til fods lang bredden. Men det synes jeg nu også andre byer kan - som fx Prag med sin Moldau! Hun har helt ret i, at Themsen ikke kan det samme - og Donau er heller ikke helt så pittoresk helt nede ved bredden. Men uanset så er det noget specielt over byen bygget omkring floder, så livet foregår på begge sider. Men også bare byer med vand - som vi har det i København; det var for mig det værste ved at bo i Bruxelles - afstanden til vandet. 

Jeg glæder mig til en dag at kunne sidde og bare kigge på mennesker langs Seinen; og tænke på Sequana og Sciolinos skønne historier om hende.

Dronningen af Saba og Kong Salomon - Anne Lise Marstrand Jørgensen

 

• Dansk
• 1.-8. februar
• 479 sider

Jeg havde endnu en historisk roman af Anne Lise Marstrand Jørgensen på lager; den har stået på hylderne i mere end tre år - men med gennembruddet med Margrete I var jeg jo helt entusiastisk.

Hvor de tidligere romaner er historiske fortællinger bygget på reelle personer, så er vi her ude i en noget løsere realitet. Har kong Salomon og dronningen af Saba eksisteret - eller eksisterer de kun som symbolske protagonister i Det Gamle Testamente? 

Makeda, som i etiopiske sagn er dronningens fødenavn, kommer til verden ca. et årtusind før vor tid. Hun fødes i en lille landsby i det, der nu er Etiopien, men som strækker sig over til den arabiske halvø og Yemen. Hendes far har forladt dem; og hendes mor dør, da hun er helt ung. Under en rejse til den store markedsby stikker hun forklædt som dreng af, og begiver sig ud for at finde faderen Mosi.

Parallelt følger vi den lille Salomon, som fødes som søn af den store kong David i Jerusalem. Hans tragiske familiehistorier skildres i Bibelen, hvor hans storebror Absalom myrder en anden bror Amnon.

Salomon presses frem af hans ambitiøse mor, Batseba, som helst ser sin søn på tronen - og der ender han også.

Det er således de to mødes; Makeda er nu dronning af det rige handelsområde Saba, og drager til Israel for at møde den berømte konge. Det møde skulle have resulteret i en søn, Menelik I, som grundlægger det etiopiske dynasti, som først slutter med Haile Selassies fald fra magten i 1974.

De etiopiske myter og traditioner er stærke; således mener de også at have Pagtens Ark, som den dag i dag overvåges døgnet rundt i en kirke i Aksum. Hvis den altså overhovedet findes derinde? Vagterne udpeges på livstid, og har som de eneste adgang - og tavshedspligt. Etiopien er et stolt land med smukke traditioner, og en utrolig historie - et land, jeg virkelig gerne vil besøge. Dronningen af Saba er selvfølgelig kun med til at opbygge denne aura af myter og eventyr.

Romanen har den samme lyrik omkring naturen, som man finder i forfatterens andre romaner; måske var det lige lidt meget at læse dem alle på en lille måned. I denne savnede jeg nemlig lidt mere handling og dialog; selvom historien er absolut smuk. 

Det er ikke mindst imponerende, som forfatteren tager en historie med så få kilder, og bygger personer og stemninger op omkring det. Historien om de to og deres kærlighedshistorie findes som sagt i Bibelen; men også i den nationale etiopiske saga Kebra Nagast, og i jødiske og islamske skrifter. Ligesom en stor del af Bibelen er det en fælles kulturarv i Mellemøsten, som siden fortælles og fortolkes forskelligt afhængig af religiøs overbevisning.

Men om de virkelig levede finder vi jo aldrig ud af....