L'homme qui rit - Victor Hugo

• Fransk
• 15.-27. april
• 763 sider
• Dansk titel: Manden, der ler

Det har taget mig ekstraordinær lang tid at komme igennem Hugo's mere ukendte mesterværk Manden, der ler,  som netop er filmatiseret med Gérard Depardieu som én af hovedrollerne. Filmudgaven virker umiddelbart langt mere tiltalende på mig end Les Misérables i en banaliseret Hollywood-musical-udgave - røde knopper garanteret!

Der er jo en begrænsning på, hvor mange Hugo-romaner man kan læse, og derfor tog jeg min tid og nød den. Samtidig var den også på sin vis mere kompleks end de andre, jeg har læst. Historien er stadig på overfladen relativt banal:

Den lille dreng, der er skamferet for at skjule sin herkomst og som smides af en båd af den forbryderbande, der har købt ham af den engelske konge. Han flygter og finder på sin vej en baby oven på den døde mors krop. Han tager barnet med sig, og ender med at falde over Ursus, den rejsende gøglerfilosof, som tager børnene til sig.

Drengen, Gwynlaine, er skamferet i en grad, at publikum elsker ham - med hans ansigt, der ligner et evigt grin. Dea, pigen, er blind og elsker derfor Gwynlaine betingelsesløst. De bor med Ursus og hans tamme ulv, Homo - en vis ironi i navnene. Der skal en masse forviklinger til, og endelig ender det hele tragisk, som det tit gør hos Hugo.

Men intet er så enkelt hos Hugo heller! Episoden, hvor Gwynlaine smides af båden, følges af en næsten 100 sider lang fortælling om bådens forlis. Dernæst en lang historie om det engelske aristokrati i begyndelsen af det 18. århundrede, hvor historien foregår. Kampen mellem klasserne er temaet og det er en yderst politisk roman, som Hugos andre selvfølgelig.

Gwynlaine ender med at blive ført bort af politiet, og opdager, at han er en engelsk lord. Den tidligere konge stod bag hans skamfering og salg, og nu vil man restituere ham. Men mødet med overklassen er ikke nemt, og Gwynlaine er igen kun til grin på grund af hans specielle ydre. Han fornægter det hele for at genfinde Ursus og Dea - men med et tragisk udfald.

Iblandt hele denne historie forfalder Hugo til lange beskrivelser af fyrtårne, adelstitler og bygninger - hans forkærlighed for arkitektur fornægter sig ikke. Derfor kræver den fordybelse, men det var tiden værd. Smuk smuk læsning.

I øvrigt er romanen filmatiseret allerede i 1928 som stumfilm; og figuren Gwynlaine er oplægget til den berømte Joker fra Batman-filmene. En vaskeægte klassiker!

Afrique + mathématiques - Dirk Huylebrouck

• Fransk
• 263 sider
• 14. april
• Dansk titel: Ikke oversat

For nogle uger siden faldt jeg over et lagerudsalg af bøger udgivet af fakulteterne ved universitetet i Bruxelles; men desværre var langt de fleste på fransk omend de så interessante ud. Priserne var det sandelig også! Den eneste, jeg kunne forstå og som samtidig interesserede mig var et værk om en historisk genstand som grundlag for en tese om matematikkens oprindelse i Afrika. Ikke i Egypten vel at mærke - men i området omkring Nilens udspring i belgisk Congo i 1958.

Det kom til at hedde Ishango-benet efter dets findested; og det består af en ganske lille genstand (type af knogle ukendt) med en række streger ridset ind i det.

Bogen handler ikke udelukkende om dette fund, som stadig er genstand for videnskabelige kontroverser; men om etno-matematik generelt. Det var et helt nyt begreb for mig - og derfor jeg også læser non-fiction; man skal lære!

Den handler om geometriske mønstre i afrikanske tegninger og tekstiler; om de forskellige måde at tælle på såvel med hænderne som med sproget - og forskellen på en matematisk base på 2, 10 eller 12 blandt andet. Jeg var sproglig student - så det var virkelig øjenåbnende.

Den gennemgik blandt andet forskellen i rytmer baseret på disse talrækker mellem afrikansk og europæisk musik, og fortalte om afrikanske spil - som vi nok mest kender som Kalaha.

Hvis Afrika virkelig er menneskehedens vugge er der intet odiøst i, at afrikanerne skulle have 'opfundet' matematikken - og der er stadig diskussion om hvor vidt egypterne var sorte. Den diskussion er ikke ny i denne bog, men kan muligvis forklare bevægelserne i helt fysisk forstand af kendskaber fra midten af Afrika op til Nubien, Egypten og videre til grækerne.

Ishango-benet opbevares i Bruxelles - og jeg har aldrig set det! Der har været en del fokus på at få det med på en rumekspedition - da Belgien endelig fik sin første astronaut; men det er endnu ikke blevet til noget. Til gengæld fik jeg lært en hel masse på sådan en dag med næsen begravet i en matematikbog, for der er også øvelser, man kan lave. Der var altså sider med formler, der gav mig ondt i hovedet og som jeg måtte opgive at forstå - men alt i alt har jeg lært en hel masse; og at det så omhandlede mit elskede Afrika gør jo ikke spor.

Kælerslangen - Romain Gary (Emile Ajar)

• Fransk
• 11.-13. april
• 291 sider
• Originaltitel: Gros-Câlin

Romain Gary er på dansk primært kendt for sin roman La devant soi om lille Momo; mange gymnasieelever har vist  kæmpet sig igennem dele af den eller set den på film. Den var udgivet under Garys pseudonym Emile Ajar ligesom denne, som er fra 1974.

Det er temmelig rablende det meste af bogen igennem, og fik mig til at tænke på Boris Vian eller Raymond Queneau, som også mestrede kunsten at jonglere med det franske sprog. Opfinde nye ord eller lege med den traditionelle betydning af ordene. Hvilket selvfølgelig gør det umådeligt svært at oversætte - desværre.

Hr. Cousin er en lille kontormand, som bor i det kæmpestore Paris med sine 10 millioner indbyggere - det er en tankegang, der til tider skræmmer ham og til tider beroliger ham. For så må der jo være mennesker derude at holde af og holde om. Der er jo for eksempel kollegaen på kontoret, frøken Dreyfuss, som han hver dag tager elevatoren sammen med - og som han vil gifte sig med. Hun skal bare lige vide det!

I stedet kaster han sin kærlighed på en pyton, som han kalder Gros-Câlin - Stort-Knus - og som lever sammen med ham i lejligheden, og kan rulle sig rundt om ham, og give ham de længe ventede kærtegn. Eller han går til luderne - helst dem med lange arme, som kan holde godt om ham.

Cousin er forældreløs efter, at hans forældre 'forlod ham for at blive dræbt i en bilulykke'; og han er bestemt et meget ensomt menneske, hvor man hurtigt fornemmer, at tingene kører lidt skævt for ham i denne jagt på tosomheden.

Undervejs begynder rollerne at skifte; Cousin bliver til slangen og omvendt. Det er grotesk og det er lidt trist - og det er til tider hylende morsomt. Han forsøger at skabe sig venner, men ender med at blive regnet for en sindssyg, og kollegerne på kontoret kommer for at se slangen og gøre grin med ham. Den eneste, der seriøst vil hans selskab er en kollega med tvivlsomme politiske aktiviteter, som tydeligvis ser en potentiel galning, som man kan få til at gøre det beskidte arbejde.

Bogen har to slutninger; efter Gary begik selvmord i 1980 fandt man en anden slutning, som er tilføjet denne bog. Den er mere morbid og trist end den oprindelige - måske et tegn på Garys egen ensomhed. Hans kone, den franske skuespillerinde Jean Seberg, havde begået selvmord året inden.

Men det største kunststykke er nu ordkunsten; hans evne til at springe rundt i begreberne uden at forvirre dem totalt; at give en ny mening til kendte begreber, så man til tider tror, at man læser et nyopfundet fransk. Jeg havde forventet noget mere klassisk i stil med hans tidligere romaner - men dette er ganske enkelt overvældende!

Alfabethuset - Jussi Adler-Olsen

• Dansk
• 8.-10. april
• 634 sider

Jeg har holdt ud i lang tid, og var ikke faldet i Jussi-fælden. Faktisk havde jeg ikke lyst. Jeg synes, at hans eksponering i forbindelse med en tilbygning var smagløs. Det lugtede af udnyttelse af et kendt navn, og så stille sig op i underlødige medier for at få lidt hurtig medvind i sagen. Hvilket vist også lykkedes - men det er i mine øjne grotesk usmageligt; og dermed endnu en grund til ikke at supplere hans indtægter ved at købe hans bøger.

Da jeg sidst var i Danmark så jeg så et tilbud på tre styks for 200 kroner; og så faldt jeg for fristelsen til at købe de to allerførste. Det var helt overlagt men måske ikke den bedste beslutning set i bagspejlet.

Alfabethuset er fra 1997 - og der er forhåbentligt sket en rivende udvikling i hans skrivestil i takt med successen. Jeg var nemlig ved at smide den i skraldespanden allerede efter to sider. Det var ulideligt ubehjælpsomt - en slags ungdomsbog i den litterære sværhed, og det var lidt af en kontrast efter at have læst et afghansk mesterstykke af ordmagi.

Men jeg var stædig, og fulgte med i den langtrukne fortælling om de to engelske piloter, der bliver skudt ned i Tyskland under 2. Verdenskrig. Deres lange kamp for at komme i sikkerhed, og ikke mindst den repetitive monotone fortælling om deres tid på et lazaret for sindssyge højtstående SS-officerer. Hele denne optakt varer 270 sider, og det er langt!

Anden halvdel foregår i 1972, hvor vi genfinder den ene undslupne soldat tilbage i sit engelske liv. Han har holdt sig væk fra Tyskland og alt tysk siden krigen, men med de Olympiske Lege i München og mødet med en engelsk læge fra hans frigivelse bringer minderne tilbage. Så efter at have fornægtet sin historie i 28 år er det ham pludselig meget magtpåliggende at finde den ven, som han forlod på lazarettet i 1944.

Der var en grum historie mellem tre af de andre patienter; for ligesom de selv simulerede sindssygdom, så gjorde andre det også. Som de tre monstre, der tilmed havde en togvogn fuld af kontanter og kunstværker holdende på et øde jernbanespor. En skat, de regner med at få fingre i efter krigen - men som de to engelske soldater hører om.

Der er de sædvanlige forviklinger - de tre tyskere tror til sidste åndedrag, at de to englændere er tyske SS-officerer. Personligt synes jeg, at det var ærgerligt for historien, at dne sandhed ikke kom frem til dem inden de døde.

Så er der alle kampene, drabene osv. Det er altid den dårlige del i en krimi - at skulle igennem halvtreds sider af en nærkamp finder jeg umådeligt uinteressant. Og endelig er der mødet mellem de to venner, og erkendelsen for den ene af at have mistet en menneskealder dopet og hensygnende. Men ikke mere, at han efter 28 år blot dropper en enkelt medicinindtagning, og pludselig kan tale flydende (efter at have holdt mund i 28 år) og huske stort set alt. Totalt utroværdigt!

Jeg tror ikke, at jeg skal i gang med den næste lige med det samme - min smertegrænse skal vist komme sig litterært efter dette chok. Men måske er de senere krimier bedre!

Maudit soit Dostoïevski - Atiq Rahimi

• Fransk
• 5.-7. april
• 274 sider
• Dansk titel: Den satans Dostojevskij

Den fransk-afghanske forfatter vandt stor berømmelse med sin lille roman Den tålmodige sten, og er nu tilbage med endnu en roman med Afghanistan som kulisse. Den er ligeledes lettere vanvittig - så vanvittig som et samfund i krig gør dens befolkning til.

Titlen hentyder til Dostojevskijs roman Forbrydelse og straf, som jeg dog ikke selv har læst. Det er muligt at man vil få en anden opfattelse af Rahimis roman, hvis man har den erfaring med. Eller også vil man sammenligne for meget og blive frustreret? Det er svært for mig at sige.

Den unge Rassoul står med øksen hævet over hovedet på den gamle pantelånerske, da parallellen til den russiske roman slår ned i ham. En roman, han læste, da han som ung studerende af den kommunistiske fader blev sendt til Sovjetunionen. Han flygter fra stedet og når ikke at få sit bytte med - de penge og smykker, som skulle have hjulpet hans forlovedes - Souphias familie. Navnene er lagt tæt op af de russiske kan jeg se; handlingen er meget nær - og uanset hvad, er der et bånd mellem Afghanistan og Sovjetunionen. Et bånd, som det nye styre forsøger at fortie og glemme - og ikke mindst straffe alle med baggrund i det kommunistiske styre.

Rassoul tager hjem, men bliver samme nat arresteret, da hans udlejer har anmeldt ham for ubetalt husleje. Han kommer i kontakt med adskillige soldater af forskellig rang - men ingen konfronterer ham med et mord, og da han vender tilbage til gerningsstedet er liget væk. Det er en grotesk situation midt i en, Kabul, hvor raketterne samtidig flyver om ørerne på befolkningen. De fleste unge mænd gemmer sig i hashhuler, hvor de ryger dagen lang i håbet om at dø inden de skal i krig.

Rassoul er også ved at blive vanvittig - af absurditeten i det hele; han snakker ikke i dagevis, og render fortvivlet rundt i byen på jagt efter en kvinde i en blå burka. Det er jo kafkask ironisk, når man forestiller sig et afghansk gadebillede!

Da han endelig beslutter sig for at melde sig selv, er der ingen, der vil høre på ham. Fordi det var en pantelånerske; fordi det var en kvinde, som kun tæller for halvdelen af en mand. Fordi han ikke kan redegøre for, hvilken politisk klan han tilhører. Fordi han bliver ved med at snakke om sine principper om værdien af et menneskeliv - en værdi, som for længst er gået fløjten i Afghanistan.

Det er vanviddet sat på spidsen - det menneskelige vanvid; krigens og samfundets vanvid og til dels religionens. Lige så stærk skarp og præcis i ordene som Den tålmodige sten, og absolut en uforglemmelig læseoplevelse selvom man ikke har læst 'originalen', vil jeg mene.

I Know Why The Caged Bird Sings - Maya Angelou

• Engelsk
• 2.-4. april 
• 309 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Da jeg læste den første bog af Maya Angelou var jeg ikke klar over, at det faktisk var den sidste - i en række på seks, som udgør hendes erindringer. Ydermere læste jeg den på fransk - men det er der rådet lidt bod på nu.

Nu er jeg startet med den første - og på originalsproget. Jeg går generelt ikke ind for at læse oversættelser, hvis man har muligheden for at kunne læse originalen. Det er lidt sværere med kinesisk jo - men engelsk skal man altså.

Angelou er født i 1928 i en fattig sort familie, hvor hun vokser op hos farmoderen, Momma, sammen med broderen Bailey. Man får ikke meget at vide om forældrenes forhold andet end, at de er skilt. Momma har en lille forretning, hvor hun sælger fornødenheder til byens sorte befolkning, når de udmattede vender hjem fra markerne, hvor de har plukket bomuld hele dagen. Det er stadig en tid med enorm segregation mellem sorte og hvide; og som lille pige betragter Angelou de hvide som nærmest ikke-eksisterende eller så urealistiske som mænd fra Mars.

Det er et relativt simpelt liv, hvor højdepunkterne er den ugentlige kirkegang - det er de sortes trøst, at der en Gud, der passer på dem. Måske endda lidt mere end på de hvide, for hvorfor skal de ellers lide sådan, hvis ikke der er en mening med det i livet efter døden?

Men en dag dukker faderen op, og tager børnene med til moderen, hvor de skal bo. Moderen er en farverig affære - med lidt halvdunkle jobs, og en kæreste, som hurtigt fatter interesse for den 8-årige pige. Først misforstår hun det som faderlig ømhed - men da hun bliver udsat for en fuldbyrdet voldtægt går alvoren op for hende. Der følger en retssag, og manden bliver lynchet til døde - en handling, der til gengæld forbigås i tavshed. Den slags ordner man selv i det lille samfund. Og så kommer de retur til Momma.

Nogle år senere kommer de dog tilbage til moderen i San Francisco, hvor de tilbringer teenageårene. Angelou beskriver sin skolegang og generelle små hverdagsoplevelser med den indsigt i livet som sort i et hvidt samfund, som hun senere har. Hun beskriver sin kamp for under 2. Verdenskrig at blive byens første sorte sporvognskontrollør, og angsten og bekymringen for ikke at blive til en kvinde.

Hun er lang og ranglet; og en dag tager hun sagerne i egen hånd og tilbyder sig til en af gadens drenge. En enkelt temmelig trist episode, der ender med en graviditet som 16-årig. Dermed slutter den første del af erindringerne - og selvom der var nogle lidt stille dele af bogen, som jeg ikke var helt vild med, så vil jeg bestemt læse de fire mellemliggende. Hun har uden tvivl haft et spændende liv, men jeg tror ikke, at barndommen er det mest interessante i hendes livshistorie. Men den skal med for at forstå personen selvfølgelig.

Vi ses i morgen - Eva Jørgensen

• Dansk
• 31. marts - 1. april
• 235 sider

Da jeg var i Danmark i februar bestilte jeg et par bøger igennem moderens bogklub; det er rart at have et lille lager af danske bøger her langt væk hjemmefra. Da jeg tilmed vidste, at jeg ville komme tilbage i påsken, var det jo oplagt, da de hurtigt kunne hentes med hjem.

En af de bøger jeg valgte, var denne - udfra en spotpris dog, da jeg ikke vidste meget om bogen men blot kendte forfatteren, som alle danskere vel gør.

Det er en barsk historie; om manden, der midt i sin karriere, som snart nygift og nybagt far får en dødsdom. En absolut aggressiv og modbydelig form for sklerose, ALS, som ikke kan helbredes og knapt kan stoppes eller sættes i bero.

Eva Jørgensen fortæller historien med sine ord - hun berører følelserne, der ledsager chokket, vreden, angsten, sorgen. Hun fortæller om de tekniske besværligheder, om problemerne med at få hjælp fra kommunen, om at få manden til at indse, at han ikke er uovervindelig. Der er problemerne med at integrere hjælpere i dagligdagen, som konstant skal være i deres hjem.

Det er dog meget "let" læsning; det er mange små paragraffer med meget luft imellem. Det var slevfølgelig barsk læsmning til tider, men jeg syntes også, at der var en vis distanceren til det virkelig ufatteligt svære emne. Muligvis fordi den er skrevet umiddelbart efter mandens død som en slags terapi, men hvor hun stadig har været i en choktilstand?

Prognosen hedder 2-4 års levetid efter diagnose; men Steffen Knudsen dør efter blot ti måneder. Jeg er ikke læge, men man kan læse sig til i bogen, at han flere gange nægter medicin, hjælpemidler eller sondemad, som muligvis kunne have forlænget det med noget tid.

Så kan man vurdere, om det er den ekstra tid værd? Eller om man skal leve den sidste tid kort og intenst og nå de sidste ting man gerne vil - med en vis værdighed i behold? Netop denne sygdom kunne trække den sidste tid ud i noget meget uværdigt og pinefuldt - og set i det lys ville jeg nok gøre som han; men der er stadig en familie - en kone og et lille barn.

Det giver stof til eftertanke; men jeg har dog også en fornemmelse af, at den senere erindringsbog kunne være bedre fordi der er kommet lidt afstand til sorgen.

Den kan faktisk læses på en aften; jeg var ude at rejse, men den blev læst stort set på flyturen hjem. Og det er ikke et køb, jeg fortryder!

The Merde Factor - Stephen Clarke

• Engelsk
• 27.-30. marts
• 373 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I 2008 læste jeg den sidste bog i Merde-serien - historien om den unge engelske Paul West, der rejser til Paris for atåbne en ægte engelsk tesalon og skal lære at begå sig i det franske. Dengang var jeg kørt træt i hans historier, som jeg faktisk ikke fandt supermorsomme.

For to år siden læste jeg så hans mammutbog om tusinde års historie mellem de rivaliserende lande England og Frankrig - det var såvel underholdende, godt skrevet som interessant og lærerigt. Så jeg tænkte, at jeg ville give ham endnu en chance, da jeg netop trængte til lidt morsom læsning.

Paul West er jo stadig i Paris; han har problemer med kærligheden og med finanserne, da hans skruppelløse franske samarbejdspartner forsøger at overtale ham til at omdanne tesalonen til en amerikansk diner. Han bor i et usselt kvistværelse blandt naboer, der bruger dagen på at skrige obskøne injurier af hinanden.

Der er bestemt lidt morsomme passager - men det skyldes nok mest, at jeg havde haft en pause på fem år. Jeg er sikker på, at Stephen Clarke kan skrive underholdende romaner - men han skal absolut finde sig et andet tema end antihelten Paul West. Der er grænser for, hvor mange vittigheder man kan lave om franskmænd uden at ende i en ond litterær blokerende cirkel.

Men det var god flylæsning!

Capital - John Lanchester

• Engelsk
• 22.-26. marts
• 577 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Lanchesters titel er dobbelttydig - Capital er såvel kapital som hovedstad, da romanen foregår i London i 2007-8, hvor finanskrise og bankkrak er en del af den moderne hverdag.

Der er mange personnager i Lanchesters roman, og det skifter i næsten hvert kapitel mellem alle disse forskellige personer. De har alle det til fælles, at de bor i den samme gade - Pepys Road - i en forstad til London. Et relativt velstillet kvarter, hvor vi møder en del af hovedpersonerne. Der er bankmanden Roger med konen Arabella, hvis eneste formål med livet er at spendere penge. Der er den gamle dame, som har boet i gaden hele sit liv men nu er ved at dø af en svulst i hjernen. Derigennem møder vi hendes datter, Mary, og hendes barnebarn - den alternative kunstner, som går under navnet Smitty.

Der er den pakistanske familie, som ejer kiosken for enden af gaden. De tre brødre, hvor den ene er gift mens de to brødre ikke rigtigt kan finde deres plads i livet, og tumler med lidt halv-terroristiske tankegange. De har lidt svært ved at acceptere livsstilen i kvarteret med al dens overflod, pornografiske blade i kiosken osv.

Der er også den polske arbejder, Bogdan, og Roger og Arabellas nanny - den ungarske Matya; og den illegale indvandrer Quentina fra Zimbabwe, som arbejder som p-vagt i gaden. Og der er den unge senegalesiske fodboldspiller, som kommer fra en landsby og bor i det fine hus med sin far mens han skal gøre karriere i en stor klub.

De er alle på en eller anden måde perifært i berøring med hinanden, og lever hvert deres lille liv - indtil de begynder at modtage mystiske postkort med billeder af deres huse og teksten We Want What You Have. Dette bliver sat op til at være lidt af et mysterie i bogen - som selvfølgelig opklares hen ad vejen; men det er i mine øjne lidt for opblæst i betydning.

Ligeledes er der heller ikke en reel interaktion mellem mange af personerne; Bogdan og Matya - de to indvandrere, der drømmer om penge og succes, bliver kærester samtidig med at Roger mister sit bankjob og hans ægteskab kuldsejler lidt. Er det en lektion om, at 'kapitalen' ikke er det vigtigste?

Den ene af de pakistanske brødre kommer i fængsel for terroristrelateret virksomhed og ender med at blive anklaget for at stå bag det alternative 'kunstprojekt' med postkortene - men det kunne også være Smitty, som har en tilknytning til gaden i kraft af sin mormor. Quentina ender i et asylcenter - men vi ved ikke om hun ender med at blive udvist.

Der mangler lidt rød tråd, synes jeg. Det er ganske fin læsning om vores tidsalder, og ganske almindelige menneskers relativt almindelige liv. Men det virker lidt som om, at der skulle proppes en af hver ind - de forskellige racer, sociale klasser, religioner osv. Og resultatet er lidt fladt i slutningen - mange løse ender, og ingen reel konklusion på noget.

Jeg har ikke nødvendigvis behov for at få resultater eller konklusioner på alt; men hvis man bruger næsten 600 sider på en historie om disse mennesker, ville jeg forvente en anden afslutning. Jeg synes heller ikke den var hylende morsom, som kritikken på forsiden antyder. Det var dejlig nem og flydende læsning, hvor man fik et fint indtryk af personerne - men ikke mere end det.

Og så er det temmelig irriterende med fejl, som da han beskriver fodboldspillerens afrikanske landsby, hvor folk stoppede selv ved grønt lys for at se ham spille!!! Jeg er total skråsikker - der er trafiklys i Dakar, der er et par stykker i Touba - der er allerede ingen i Saint-Louis, som er en af landets største byer... så der er helt sikkert ikke i Linguère, som er totalt fortabt midt inde i landet. Dårlig research!

Les oliviers du Négus - Laurent Gaudé

• Fransk
• 21. marts
• 173 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kan sluge hans små romaner og bagefter ærgre mig over, at jeg gjorde det - men det er umuligt andet! Faktisk var dette en novellesamling, men på samme vis som i hans tidligere novellesamling, hænger historierne sammen på mere end en måde.

Der er de sædvanlige Gaudé-omgivelser - Italien og med en lille snert af Afrika; krig; underverdenen og noget, der tangerer Dantes Inferno. Og der er en tråd fra den ene historie til den anden.

Her handler det også om død. Om dem der ved, at de snart skal dø. Om dem, der mærker døden som et raseri eller et galskab i deres krop - eller som i den ene novelle, hvor det er Jorden, der gør oprør mod 1. Verdenskrig. Jorden, der protesterer imod at blive flået op af bombenedslag og vi er henne i samme boldgade som i Cris. Men det er hver gang døden i forbindelsen med krig.

Der er historien om den gamle italiener, der altid er blevet behandlet med en blanding af skræk og ærefrygt efter han vendte hjem fra Italiens krig i Etiopien i 1938, og fik tilnavnet Négus efter den etiopiske kejser. En lille tråd tilbage til Kapuscinskis bog! Han blev ødelagt af krigen, og mener at kunne høre de gamle krigere i olivenbladenes raslen.

Der er den romerske soldat, der bliver sendt til Puglia - en anden af Gaudés velkendte områder - for at passe en garnison; men han bliver skør og forlader posten, og tror selv, at han vandrer tilbage mod Rom med en hel hær for at ødelægge Romerriget.

Og så er der Jorden, der mobiliserer sig for at slå de mennesker ihjel - tyskere eller franskmænd uagtet - som ødelægger den. Det har lidt klang af et eventyr; men ideen er fuldt forståelig.

Endelig er der historien om den sicilianske mafiakrig, hvor dommere dræbes. En af dem var Paolo Borsellino, en reel person, som blev dræbt i 1992. Et par måneder inden er hans kollega og ven blevet dræbt, og han ved, at han er den næste. Hans novelle handler om de tanker han gør sig, om hvornår det vil ske og hvordan. Om det liv, der ikke længere er et liv i frihed og kampen for at kæmpe den krig, han mener er retfærdig.

Gaudé trækker tråde geografisk og historisk; men også psykisk mellem de forskellige forstadier til døden, og hvordan den påvirker den menneskelige psyke. Det er som sædvanligt eminent i den korte prosa, som han behersker til fulde.