Toubab Tales - Rob Baker

 

• Engelsk
• 20.-23. februar
• 274 sider
• Dansk tirel: Ikke oversat

Denne gang tog jeg en lille tur til Mali - der er jo mange rejser man kan komme på selv nu hjemme fra sofaen. Lige Mali er nok også et land, man ikke kommer til at rejse i foreløbig - Covid-19 eller ej! Sikkerhedsniveauet er ikke helt, som man ville foretrække det som europæisk turist; og det er synd - for netop Timbuktu er et sted, jeg altid har drømt at besøge. Undersøgelser har vist, at en ret stor del af menneskeheden tror, at stedet ikke findes - enten er det en myte eller også er byen gået under. Findes gør den dog; nu er spørgsmålet bare om diverse fundamentalistiske bevægelser vil ødelægge de fantastiske gamle monumenter - eller blot undlade at vedligeholde dem!

Rob Baker og hans familie flyttede til Bamako - Malis hovedstad  - i sommeren 2009. Rob er musiker med speciale i etnologisk musik; svært at finde en god beskrivelse på dansk - men det handler om at undersøge forskellige kulturers instrumenter, musiktraditioner etc. Der er Afrika med dets mange stammer og sprog jo et rent slaraffenland; og Rob og familien har også tidligere boet i andre vestafrikanske lande.

Bogen handler til dels om deres tilvænning til dagligdagen i Bamako; men også om hans rejser rundt i landet for at besøge de forskellige stammer, og undersøge deres musik og instrumenter. Det taler han ikke så meget om - men om rejserne får vi mange historier om punkterede dæk, rejsefæller og farer.

Det er som at genopleve mine rejser i Senegal, Gambia, Kenya, .... turene på markedet; elektriciteten, der ryger sig en tur, de søde men meget nærgående lokale... og alle de gode grin, man får, når man opdager tallerkenen er levende fordi der er kakerlakker i maden, som man ikke så fordi man ikke har elektrisk lys!

Så mens jeg læste var jeg i Timbuktu, Mopti, Segou og Dogon-områderne, som  alle er fyldte med kulturarv. Pudsigt nok er mange af disse steder gengangere fra Moussa Konatés krimier, hvor han netop iscenesætter den helt særlige humor, der hersker stammer imellem i Mali. Konaté er fra Mali, og balndt hans krimier er der både én fra Dogon-stammen, som tyder rævespor; fra Bozo-stammen, som er fiskere; fra Timbuktu selv med tuareg-folket og endelig fra Kita, som er tættere på Bamako.

Jeg lyttede også til masser af musik imens; skønne afrikanske instrumenter som koraen, balafonen, ngonien - mange af dem er meget tæt på de senegalesiske instrumenter, da denne del af Afrika jo deler mange fælles kulturstrømme.

Det ender selvfølgelig lidt voldsomt, da Mali udsættes for et militærkup i foråret 2012. De sidste kapitler er i dagbogsform over de sidste dage og uger inden familien mod deres vilje må forlade landet.

Baker skriver selv i indledningen, at alle personer er fiktive - men de er muligvis bygget på personer, an har mødt. Det eneste utroværdige er dog, når han iscenesætter episoder for at forklare dem til os "uvidende hvide", som aldrig har sat ben i et muslimsk land. Som da han på markedet "opdager" traditionen med at drikke tre kopper te, fordi sukkerindholdet øges - det må han have vidst inden han kom til Mali, hvis han har boet i andre afrikanske lande. Eller at man ikke spiser med venstre hånd! Det var for begyndere i Afrika - men stasdig en form for minirejse, som jeg virkelig trænger til nu.

Kintu - Jennifer Nansubuga Makumbi

 

• Engelsk
• 15.-19. februar
• 432 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Noget så sjældent som en roman af en ugandisk forfatter; det er vist absolut første gang, jeg læser det!

Historien om Kintu og hans families skæbne har fået stor anmelderros, og det er bestemt ikke uden grund.

Ved første øjekast kunne man forledes til at tro, at det er en moderne Roots-historie. Det gjorde jeg i hvert fald - måske bare fordi omslag og navnet straks fik mig til at tænke på den roman. Men her er der ingen, der forlader deres hjemland for at blive slaver. I stedet lever de generationer og generationer under en forbandelse, som rammer familien.

Bogen er opdelt i seks dele; indledningsvis hører vi om en mand, som dræbes af en rasende flok mennesker på markedet, da han mistænkes - fejlagtigt - for at være tyv. Da man undrer sig over, hvorfor sådan noget sker for uskyldige mennesker, bliver nogle tilskuere enige om, at det er "forbandelsen". Alle ved, at der i en familie løber en lige linie tilbage til en urgammel forbandelse.

Første af de seks bøger omhandler Kintu Kidda selv; en lokal høvding, som i 1750 lever relativt fredeligt i sin lille del af verden. Han har traditionen tro flere hustruer; men hans store kærlighed er den første. Han får mange børn, men har også her sin favorit - den udvalgte, som skal overtage tronen efter ham. Men det ender ulykkeligt og forbandelsen kastes over Kintu og hans familie af en ansat fra tutsi-stammen - traditionelt fra Rwanda; men de grænser, vi europæere optegnede i Afrika senere, fandtes jo ikke dengang. 

Tre århundreder senere er der et hav af efterkommere, og på hver sin vis er der en snert af den forbandelse, som udmønter sig i mentale sygdomme, sygdom og død.

I de efterfølgende fire dele følger vi i detaljer forskellige af Kintus efterkommere; og hver historie er samtidig en del af Ugandas historie både nutidigt og fortidigt. Der behandles emner som selvfølgelig kolonialismen og senere brogerkrigen og Idi Amins diktatur. Men også emner som religion - konfrontationen mellem de ekstremt religiøse, som blev omvendt af den hvide mand og den traditionelle afrikanske animisme; som forbandelsen jo er rundet af. 

Vi kommer omkring seksualitet; AIDS og HIV er et massivt problem i netop Uganda, hvor der stadig er over en million smittede med sygdommen. 

I den sidste bog samles trådene, da de protagonister, vi har mødt i de forskellige dele, mødes for at ophæve forbandelsen. De samles ved den grav, hvor Kintus første hustru og søn ligger begravet; og bor der i en hel uge for at råde bod på ulykken fra det 18. århundrede. Det bliver kulminationen på mange familiekonflikter, men også spiren til nye ulykker, som skal være den sidste store pris at betale for at komme videre.

Kintu er pudsigt nok også Ugandas svar på Adam; forfatteren har altså taget det arketypiske navn som billede på den forbandelse, der generelt har ligget over landet. Deraf kan man se de forskellige familiegrene som langt større befolkningsgrupper, som alle har levet under en forbandelse. Hele historien bliver nu Ugandas historie med alle dens ulykker og miserer, men også en historie om vejen ud af det og videre ind i en ny og lysere fremtid. 

The Seine - Elaine Sciolino

 

• Engelsk
• 9.-14. februar
• 400 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I foråret 2019 læste jeg Sciolinos bog om hendes gade i Paris; i november 2019 var jeg på min næstsidste udenlandsrejse inden verden gik af lave - til Paris selvfølgelig, hvor jeg altid vender hjem til. Og der er en stor chance for, at netop Paris bliver målet for min første rejse - på den anden side. Engang....

I mellemtiden hungrer jeg efter rejser og rejsebøger bliver pludselig en livsnødvendighed! Så da jeg så denne bog, tænkte jeg, at den ville tage mig tilbage til dejlige slentreture lansg Seinen. Det gjorde den bestemt også, men Sciolinos tilgang er langt større end blot en tur gennem Paris.

Hun har boet i Paris i flere omgange, og senest de sidste snart tyve år. Seinen er en indgroet del af hverdagen for alle parisere; men det er jo ikke udelukkende en parisisk flod. Sciolino rejser langs hele dens rute - fra en ydmyg kilde i Bourgogne til den vælter ud i den Engelske Kanal ved Le Havre og Honfleur i et større floddelta.

Flodens navn stammer fra gudinden Sequana til hvis hyldest et tempel blev bygget allerede i det 1. eller 2. århundrede før Kristi fødsel. Stedet er ikke kendt, og selvom de lokale gerne vil have lidt af æren fra Paris, så er det endt med at Paris simpelthen har købt det stykke land, hvor den udspringer. Så der er et lille stykke Paris langt væk fra hovedstaden. Det er jo typisk fransk!

Sciolino tager os med hele vejen ind til Paris, hvor bogen opdeles i mere tematiske kapitler - litteratur, musik, film, fotografi, malerkunst - men også om de soldater, der patruljerer den og døden, som jo altid er en del af en flods historie.

Jeg kom virkelig på en rejse; for udover at læse og nyde de dejlige billeder, så måtte jeg konstant afbryde mig selv for at se en film på nettet, som Sciolino omtalte - ofte en ældre dokumentar med interessant historisk viden. Jeg fløj langs Seinen via Google Earth og så i detaljer nogle af de steder, som hun beskriver - typisk dem, der ligger udenfor Paris. Men også en tur under alle broerne i byen. Nok går jeg meget, når jeg er i Paris og selvfølgelig krydser man tit Seinen - men det koncentrerer sig altid om under halvdelen af byens 37 broer over floden. Resten ligger ganske enkelt udenfor det centrum, man normalt bevæger sig i. Måske skulle man en dag gå hele turen over zigzagge over broerne fra øst til vest?

Der er meget interessant viden; en del jeg kendte til selvfølgelig - men også nyt! Det var en rigtig minirejse - jeg nåede helt omkring Airbnb for at se, om det er muligt at leje en husbåd næste gang for at prøve at bo på Seinen.  Og det mindede mig om de varme sommeraftener, hvor folk danser tango i Tino Rossi-parken lige ud til Seinen; det er mange år siden, jeg har været der om aftenen. Sciolino er jo totalt upartisk i sin kærlighed til Seinen, som hun mener er den smukkeste og mest romantiske flod i verden. 

Det er selvfølgelig subjektivt; men Seinen ligger jo fantastisk - eller rettere bygningerne; for de er alle bygget ud til Seinen, så man får det bedste at se ved en tur på vandet eller til fods lang bredden. Men det synes jeg nu også andre byer kan - som fx Prag med sin Moldau! Hun har helt ret i, at Themsen ikke kan det samme - og Donau er heller ikke helt så pittoresk helt nede ved bredden. Men uanset så er det noget specielt over byen bygget omkring floder, så livet foregår på begge sider. Men også bare byer med vand - som vi har det i København; det var for mig det værste ved at bo i Bruxelles - afstanden til vandet. 

Jeg glæder mig til en dag at kunne sidde og bare kigge på mennesker langs Seinen; og tænke på Sequana og Sciolinos skønne historier om hende.

Dronningen af Saba og Kong Salomon - Anne Lise Marstrand Jørgensen

 

• Dansk
• 1.-8. februar
• 479 sider

Jeg havde endnu en historisk roman af Anne Lise Marstrand Jørgensen på lager; den har stået på hylderne i mere end tre år - men med gennembruddet med Margrete I var jeg jo helt entusiastisk.

Hvor de tidligere romaner er historiske fortællinger bygget på reelle personer, så er vi her ude i en noget løsere realitet. Har kong Salomon og dronningen af Saba eksisteret - eller eksisterer de kun som symbolske protagonister i Det Gamle Testamente? 

Makeda, som i etiopiske sagn er dronningens fødenavn, kommer til verden ca. et årtusind før vor tid. Hun fødes i en lille landsby i det, der nu er Etiopien, men som strækker sig over til den arabiske halvø og Yemen. Hendes far har forladt dem; og hendes mor dør, da hun er helt ung. Under en rejse til den store markedsby stikker hun forklædt som dreng af, og begiver sig ud for at finde faderen Mosi.

Parallelt følger vi den lille Salomon, som fødes som søn af den store kong David i Jerusalem. Hans tragiske familiehistorier skildres i Bibelen, hvor hans storebror Absalom myrder en anden bror Amnon.

Salomon presses frem af hans ambitiøse mor, Batseba, som helst ser sin søn på tronen - og der ender han også.

Det er således de to mødes; Makeda er nu dronning af det rige handelsområde Saba, og drager til Israel for at møde den berømte konge. Det møde skulle have resulteret i en søn, Menelik I, som grundlægger det etiopiske dynasti, som først slutter med Haile Selassies fald fra magten i 1974.

De etiopiske myter og traditioner er stærke; således mener de også at have Pagtens Ark, som den dag i dag overvåges døgnet rundt i en kirke i Aksum. Hvis den altså overhovedet findes derinde? Vagterne udpeges på livstid, og har som de eneste adgang - og tavshedspligt. Etiopien er et stolt land med smukke traditioner, og en utrolig historie - et land, jeg virkelig gerne vil besøge. Dronningen af Saba er selvfølgelig kun med til at opbygge denne aura af myter og eventyr.

Romanen har den samme lyrik omkring naturen, som man finder i forfatterens andre romaner; måske var det lige lidt meget at læse dem alle på en lille måned. I denne savnede jeg nemlig lidt mere handling og dialog; selvom historien er absolut smuk. 

Det er ikke mindst imponerende, som forfatteren tager en historie med så få kilder, og bygger personer og stemninger op omkring det. Historien om de to og deres kærlighedshistorie findes som sagt i Bibelen; men også i den nationale etiopiske saga Kebra Nagast, og i jødiske og islamske skrifter. Ligesom en stor del af Bibelen er det en fælles kulturarv i Mellemøsten, som siden fortælles og fortolkes forskelligt afhængig af religiøs overbevisning.

Men om de virkelig levede finder vi jo aldrig ud af....

Jeanne La Faussaire - Bernard Mahoux

 

• Fransk
• 28.-31. januar
• 528 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kan godt lide at skifte genre - og/eller periode; så efter lidt Afrika, lidt 20. århundredes kunst var det retur til middelalderen med en historisk biografisk roman.

Jeanne 2. af Auvergne er født i 1378, da Hundredårskrigen (som jo faktisk varede i 116 år) var på sit 41. år. Frankrig og England havde sloges i så lang tid over, hvem der var den retmæssig arving til Frankrig Et spørgsmål, som ikke blev mindre kompliceret af, at Frnakrig var opdelt i en lang række mindre grevskaber, som konstant skiftede hænder. Hver gang et ægteskab skulle indgås var det en politisk kabale, der skulle gå op - og hensynet til kvinden og kærligheden havde lidt at sige i dette store regnskab.

Jeanne blev derfor som 12-årig gift med greven af Berry, som var onkel til den meget unge konge, og bror til den afdøde konge Charles V. Alle kongens brødre var grever - lidt som i England, hvor de stadig har en titel som prins af Wales etc. Men med til titlen hørte her også frugterne af grevskabets økonomi. Var der ingen børn, var jord og titel i spil - en kvinde kunne gifte sig igen, og tage det med sig ind i en ny alliance.

Jeannes far var omgærdet af en del skandaler; blandt andet skulle greven af Berry havde snydt alle hans ejendomme og land fra den fordrukne greve. Kompromisset blev derfor, at Jeanne skulle giftes med den 38 år ældre mand - kun således kan hun genvinde retten til dem; selvom det er hendes mand, der jo reelt kommer til at bestemme over det hele.

Da han dør i 1416 er Jeanne  38 år gammel - selvfølgelig midaldrende for hendes tid - men gifter sig hurtigt igen med en lidt yngre mand; det kan man da godt unde hende! Han viser sig dog at plyndre hende for alt og i det hele taget ikke behandle hende særlig pænt. Hun trækker sig tilbage på sine jorder i Sydfrankrig, hvor hun til sidst beeskyldes for at slå falske mønter - hvoraf hendes øgenavn på fransk: Jeanne Falskneren! Hun dør barnløs i 1424, og så sker det jo igen - hendes forskellige titler overdrages (med jorder) til fire forskellige personer afhængig af diverse familiekonstellation og arvelinjer.

Jeg kan normalt godt lide denne slags historiske biografier; men den var nu alt for tør! Forfatteren er historiker, og det mærkes tydeligt. Han får ikke personerne til helt at komme til live, men snarere virker det som en opremsning af historiske detaljer. Hvordan kan man få sneget alt muligt ind om traditioner i forhold til gastronomi, kunst, håndværk etc.? Men det gør den ikke til en fortællende roman; heldgivis holdt jeg mig i skindet, og havde ikke bestilt flere bøger af denne forfatter. 

Une si longue lettre - Mariama Bâ

 

• Fransk
• 27. januar
• 164 sider
• Dansk titel: Ikke oversat men findes på engelsk

Det kan ses, at jeg for nylig fik nye leverancer af franske bøger - men også at min trang til eksotisme er virkelig stor nu efter snart et år inden for landets grænser. Jeg savner Afrika! Lydene og duftene - og menneskene.... og kompenserer så ved at læse mig ud af det.

Lige præcis Senegal er det dog nu over ti år siden, jeg var i - men jeg har været der seks gange og en enkelt gang i hele to måneder. Det har en helt speciel plads i mit hjerte.

Mariama Bâs lille roman er en klassiker indenfor feministisk afrikansk litteratur; den senegalesiske forfatter var 50 år gammel, da hun debuterede som forfatter. Der var ikke mange afrikanske forfattere på denne tid - og endnu færre kvinder! I hvert fald ikke, hvis man undtager sydafrikanske hvide forfattere - og rigtig mange kom fra Nigeria. Hvorfor det er sådan, aner jeg ikke - men fransksprogede sorte forfattere er langt mere sjældne.

Romanen er en lang epistel skrevet som et brev fra hovedpersonen Ramatoulaye Fall til hendes veninde Aïssatou, som nu bor i USA. Hun skriver til veninden for at informere hende om mandens død og afviklingen af de traditionelle ritualer i forbindelse dermed. Men Ramatoulayes mand, Modou, boede ikke længere hos hende og deres tolv børn. Fem år forinden forlod han dem for at gifte sig med en ung pige - datterens veninde! Ikke for at blive skilt, men som nummer to hustru, som islam tillod ham det.

Aïssatous mand, Mawdo, gjorde det samme mange år tidligere - men hun kæmpede imod, og nægtede at acceptere at dele sin mand. Hun tog en uddannelse, og rejste til USA og lever nu som en stærk, selvstændig og økonomisk uafhængig kvinde. Ramatoulaye blev - men manden skiftede ikke hus hver nat, som polygamien foreskriver. Han blev hos den nye unge kvinde, som nok var blevet forblændet af pengene og nu befandt sig i et trist ægteskab med en meget ældre mand.

Mariama Bâ fordømmer denne praksis; i de to eksempler, som er ganske klassiske, ser man, hvordan enten familiens eller samfundets pres får mændene til at tage en "ekstra" hustru eller de yngre piger til at gifete sig til sikkerhed. Mændene mener naivt, at de deler sengen men ikke hjertet, som altid vil tilhøre den oprindelige hustru. Khaled Hosseini beskriver også denne problemstilling i sin gribende roman Under en strålende sol - og det er jo en skæbne for mange kvinder - og familier - i store dele af verden, hvor polygami stadig er tilladt. Stort set alle de lande, hvor det stadig er tilladt er i Mellemøsten eller i Nord- og Vestafrika.

Ramatoulaye udstår de 40 dages sørgeperiode, men allerede inden den slutter, kommer Modous lillebror for at informere hende om, at han vil overtage hende. Faktisk hellere hende end den unge hustru, da han bedre kan lide lidt sul på kroppen. Der får hun endelig nok og siger fra! Også til den næste frier, og den næste, og den næste....

Selvom hun officielt boede alene, var hun ikke skilt - men nu vil hun ikke være afhængig af en mand længere. I slutningen af 1970'erne, i Senegal er det jo et bravt skridt at tage; og Mariama Bâ var selv skilt tre gange. Der er muligvis dele selvbiografi i historien. Da hun sidste gang blev skilt valgte hun at bruge sin tid på politiske aktiviteter, og i særdeleshed kvindernes kamp. En kamp, som dog ikke er slut - i Senegal skal manden i dag beslutte sig inden sit første ægteskab, om han senere eventuelt vil tage en anden hustru. Gifter han sig monogamt, kan den beslutning ikke ændres senere - og kvinden ved således, hvad hun går ind til.

Mariama Bâ nåede at skrive endnu en roman i 1981, men forfatteren selv døde lige inden udgivelsen.

Jeg er sikker på, at hun ellers ville have skrevet langt flere stærke romaner - og uanset om man kender Senegal eller ej, er det smuk og stærk læsning - sikkert også på engelsk. 

Je suis Jeanne Hébuterne - Olivia Elkaïm

 

• Fransk
• 25.-26. januar
• 216 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Amedeo Modigliani er kendt for sine mutte langhalsede kvinder; han er kendt for sit selvdestruktive liv i de vilde tyvere (altså dem for hundrede år siden) i Paris' barer sammen med slænget - Picasso, Utrillo, Jacob, Kiki de Montparnasse, Foujita, Soutine, etc. Og sin alt for tidlige død i 1920.

Sidste år læste jeg denne fantastiske bog om denne tid, som handlede meget om Modigliani og hans tragiske liv; men der var også en kvinde, som man selvfølgelig kender fra hans malerier. Hans muse, hans samleverske og mor til hans barn. Der opdagede jeg, at der også var en roman om hende - og det tog lidt tid at nå dertil; men man skal have gode ting at vente på!

Jeanne Hébuterne var kun 16 år gammel, da 1. Verdenskrig brød ud. Hendes bror måtte afsted til skyttegravene, og det var en brutal adskillelse for de to unge, som havde delt værelse hele deres liv.

Hun bor selvfølgelig hjemme hos forældrene, og har helt usædvanligt fået lov at studere på et kunstakademi i Paris' 6. arrondissement - ikke langt fra boulevardernes store caféer, som var malernes vandhuller. Hun skulle selvfølgelig giftes og have børn - men krigen vender op og ned på alting, og unge borgerlige kvinder fik pludselig mulighed for at leve lidt. Der var jo heller ingen unge mænd at gifte sig med, da de alle var i krig.

Her møder hun i 1917 Modigliani og i bogen, som er skevet i første person, er det kærlighed ved første blik. Men det skal holdes hemmeligt! Hun overskrider alle borgerskabets grænser, da hun bliver hans elskerinde og i 1918 flytter hun ind sammen med ham i et usselt kammer, som er langt fra den komfort hun kendte til. Hun holder forældrene hen i mange måneder, men da hun bliver gravid, opdager de det. For den dybt katolske familie er det den ypperste ydmygelse - selvfølgelig skammen over ikke at være gift; men Modigliani er kunstner! Han er fattig, alkoholiker, muligvis narkoman - og sidst men ikke mindst er han jøde; en anden religion end katolicismen er for meget. Han er også femten år ældre end Jeanne.

Modigliani er ikke en stabil partner; han fortsætter sine mange eskapader og forsvinder til tider i ugevis mens Jeanne kæmper for at skaffe brænde og mad i krigsårenes fattige Paris.

Hendes mor bløder dog lidt op, og rejser med dem til Nice i sommeren og efteråret 1918, hvor hun i november nedkommer med deres datter, som også bliver døbt Jeanne. Retur i Paris i 1919 forværres situationen; Jeanne er tydeligvis ikke egnet som mor - hun vil leve bohème-livet med Modigliani og der passer et spædbarn dårligt ind. Hun maler mindre og mindre, selvom hun tydeligvis har talent og stridighederne mellem de to elskende når nye højder.

Modigliani drikker sig langsomt ihjel, og i januar 1920 rammes han af tuberkulos meningitis. Jeanne vil ikke tilkalde en læge, og han dør i det usle hummer. Der er Jeanne tæt på at skulle føde deres andet barn.

Efter han er kørt til lighuset, tager Jeannes far hende med hjem - hun får ikke lov at holde gravøl med den festlige brogede kunstnerskare, der er mødt op for at hylde hans liv. Samme nat kaster hun sig højgravid ud fra vinduet i forældrenes lejlighed - fra femte sal. Næste morgen finder en håndværker hende på gaden; han bærer hende op til forældrene, som nægter at åbne. Han kører liget i en trillebør tilbage til Modiglianis tomme lejlighed, og derfra erklæres hun officielt død. Hun havde i sit afskedsbrve bedt om at blive begravet ved siden af Modigliani - men forældrenes skam er så stor, at hun begraves uden ceremoni uden for Paris. I 1930 beslutter forældrene sig endelig for at flytte hende, og i dag ligger de to elskende sammen på den berømte Père Lachaise kirkegård.

Det er svært at vide, om hun ville have overlevet, hvis hun i stedet var taget med kunstnerne efter Modiglianis død? Nok ikke! Der ville have været for meget misbrug og dekadence; og hun var uden tvivl mentalt ustabil efter årene med Modigliani. Men det er jo en umådelig tragisk historie - ikke mindst på grund af den behandling familien udsætter hende for. Der var også mange bagsider af bohème-livets medaljer!

Dictionnaire enjoué des cultures africaines - Alain Mabanckou

 

• Fransk
• 20.-23. januar
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Dette er min trettende bog af Alain Mabanckou; uanset om det er fiktion eller hans mere politico-journalistiske værker, så køber jeg dem alle så snart de er ude som paperback.

Han behersker begge verdener lige fantastisk; selvfølgelig så jeg gerne, at han skrev langt flere romaner med den virkelig præcise humor han har i beskrivelserne af Afrika og dets kultur - men som universitetsprofessor er han ligeledes eminent i sine analyser af selvsamme kontinent.

Dette lille "leksikon" er blevet til i samarbejde med en anden forfatter, som jeg derimod slet ikke kendte. Abdourahman Waberi er far Djibouti - et land, som har været igennem borgerkrige, sult, tørke og stort set alle andre katastrofer; og derfor ikke unik i Afrika. Det er vist en forfatter, der skal udforskes nærmere.

Deres leksikon er meget alsidigt; hvert bogstav har en række små artikler, som selvfølgelig rækker udover en typisk neutral leksikontekst, men også afspejler deres holdninger. De er selvfølgelig fortalere for et Afrika, der skal være mere selvstændigt og kun derved kan frigøre sig fuldt og helt af kolonialismens seler. Men de er også begge stærke aficionados for afrikansk kultur - gastronomi, musik, kunst.... og de gamle animistiske traditioner.

Således er der også artikler, der er udenfor Afrika - Haiti, Cuba, den ikoniske Jips-café i Paris og andre steder, hvor den afrikanske kultur videreleves og videreføres af dem, der har forladt kontinentet eller endog er født på fremmed jord. 

Jeg lærte en masse nyt - og jeg nød de små minirejser, som nogle artikler tog mig på. Jeg ved det ikke bliver lige med det samme; men det er helt sikkert, at min første rejse efter Covid-19 skal være til et land med afrikansk kultur....jeg savner det simpelthen så meget. 

Grundet vores heldigvis manglende erfaring med kolonier i Afrika, har vi så heller ikke en stor kultur for fx noget så simpelt som afrikanske restauranter i Danmark. Det er stort set umuligt at opdrive en tagine (Marokko); men også subsahariske butikker og restauranter, som jeg havde til overflod i Belgien. Derfor vender jeg igen og igen tilbage til Mabanckou, som giver mig et lille Afrika-fix, når jeg trænger mest. Men det er til et snævert publikum!

Malgré nous - Claire Norton

 

• Fransk
• 17.-19. januar
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nogle gange erkender man først virkelig hvor fantastisk en bog er, når man er færdig - eller især når man læser en ny bog! Det må siges at være tilfældet her! Efter den smukke historie om nonnen Hildegard, fik jeg leveret en samling franske bøger. Det er svært at skaffe her i corona-tider, da jeg foretrækker at bladre lidt i dem, inden jeg køber. Havde jeg haft denne mulighed ville fx denne roman aldrig ende i min bogreol!

Théo er 13 år i 1988, og er på feriekoloni, hvor han møde Maxime og Julien. Aftenen inden de skal hjem, bryder huset i brand, men Théo redder de to kammerater ud af huset. Det binder dem sammen for evigt. Det er starten på de første tredive sider.

Frem til slut maj 2009, hvor Théo er sygemeldt med burn-out. Han har i 2004 fået en stilling som marketingdirektør for et multinationalt firma - det virker jo lidt pudsigt, da han var 29 år gammel i 2004. Men sådan er det! Nu er hans hustru, Marine, nervøs for en rejse til Rio de Janeiro for arbejdet, da han skal være alene med datteren Julie. Men alle vennerne er der jo!

Uheldigvis ombooker Marine sin retur, og ender på det Rio-Paris-fly, der 1. juni 2009 styrter ned i Atlanterhavet. Han går selvfølgelig helt ned med flaget, og natten mellem den 4. og 5. juni fortæller han de to venner, som er flyttet ind hos ham, at han vil begå selvmord. Der fortæller de ham, at Marine muligvis er i live og aldrig tog til Rio.

Det øjeblik jeg læste det, tænkte jeg, at det var en plan for at forhindre selvmordet - men det var jo side 108! Hvordan skulle det holdes gående til slutningen af bogen? Jeg bliver så genstridig, at jeg kæmper mig igennem næsten trehundrede ekstremt sprogligt dårligt skrevet litteratur - blot for at konstatere, at det var plottet.

Hvordan nogen kan finde det spændende og ikke gætte sammenhængen er et virkeligt mysterie! Hvordan nogen forfatter kan slippe afsted med at skrive så elendigt og så fyldt med fejl, er en skændsel for de træer, der har lagt papir til! Jeg troede jeg kunne komme hurtigt igennem, da det var chick-lit på 5-års niveau - men det var ydermere så dårligt skrevet, at det tog mig tre aftener at komme igennen den pinsel, Blot for at konstatere, at min intuition på side 3 om at smide den i skraldespanden var korrekt.

Pudsigt nok ligger den højt på de franske bestseller-lister - det er triste tider for litteraturen; og bekymrende sideeffekt af corona, at folk har for meget tid, så de endog læser den slags. Men nu ligger den i skraldespanden!

Hildegard II - Anne Lise Marstrand Jørgensen

 

• Dansk
• 12.-16. januar
• 482 sider

Sagaen om middelaldernonnen Hildegard fortsatte - heldgivis!

I første bind forlader vi hende, da hun er knap 50 år gammel, og netop har fået Pavens ord for at være Guds talerør; en gave hun skal bruge, mener Paven.

I 1148 er Hildegard stadig i munkeklostret Disibodenberg, og det er ikke altid nemt for abbeden og prioren at samarbejde. Hildegard har for det første sine visioner, for det andet sine meningers mod. Er hun reelt en meget udspekuleret kvinde - eller rablende gal? Det finder eftertiden jo næppe aldrig ud af, selvom tanken om at fungere som Guds talerør i dag nok ville medføre andre kommentarer og konsekvenser. I middelalderen var det ikke noget, man tog let på.

Derfor er det et kæmpe dilemma, da Hildegards seneste vision siger, at hun skal rejse ned ad floden for at bygge et nyt kloster. En moderne kyniker kunne måske tænke, at det var belejligt at få det syn, for i munkeklostret kan hun ikke bestemme meget selv. Abbeden forstår at ramme hende, hvor det gør mest ondt, som fx da han som straf forbyder dem at synge i længere tid. Ofte sker det, at disse visioner gør hende syg - og faktisk endnu mere, hver gang abbeden afviser at følge hendes ønsker.

Men det bliver en lang og sej kamp at komme væk; endelig rejser nonnerne og bygger et nyt kloster Rupertsberg op fra bunden. Nu vil hun have en præst, og det skal selvfølgelig være hendes elskede Volmar. Nok er det en platonisk kærlighed; men det er vist udelukkende fordi intet andet er muligt, for i alle andre henseender er de jo som et ægtepar.

Hildegard begynder at skrive mere musik; hendes værk Ordo Virtutum betegnes af nogle som en meget tidlig form for opera. Det er slående moderne og behageligt, selvom jeg ikke forstod hele handlingen i den version jeg fandt på Youtube. Men den måtte jeg se og høre som supplement til bogen.

Hun får en vision om en nyt alfabet, Lingua Ignota, det ukendte sprog - på trods af at hun ikke var særlig stærk i grammatik på latin. Eller måske netop derfor - så kunne hun jo passende bruge et sprog og et alfabet, som var noget nemmere at håndtere for hende. Altså - man kan jo kun konkludere, at hun enten var umådelig intelligent eller umådelig snu.

Andet bind giver også et større indblik i den store verden; da hun bygger sit eget kloster, begynder hun at også at bevæge sig mere udenfor murene. I denne periode strides paverne jo - den ene i Rom og den anden i Avignon; og Hildegard blander sig også i politik. 

Andet bind er absolut spændende; måske mere omfattende end det første med en større række aktører og impulser, der giver et fantastisk indblik i både middelalder- og klosterliv. Jeg har altid været fascineret af klostre - som af katolske kirker; det er skønt at bevæge sig rundt i de gamle klostre og forestille sig, hvordan de levede i en egen lukket verden. Da jeg boede i Belgien, holdt jeg weekender ho venner ned i den sydlige del af landet. Det var en fast tradition at vi tog til det nærliggende kloster til vesper. Når munkene gik tilbage til klostret, var det til en aften i absolut stilhed mens vi tog hjem til en god middag og snak - men stemningen var så gribende, at vi oftest var meget stille i bilen hjem. 

Hildegards klostre lå jo i Tyskland, og kun nogle ruiner er tilbage efter Reformationen strøg gennem landet. Det er synd! Dog står klostret i Eibingen endnu, og nonnerne er vendt tilbage efter først at være blevet smidt ud i 1804, og senere af nazisterne. Nu er der 44 boende nonner, der stadig viderefører Hildegards arv og filosofi - om den så er udsprunget af snuhed eller galskab... eller ægte visioner?

En fantastisk biografi i to bind, der er skrevet så en nutidig lever sig ind i historien og personerne. Jeg havde lidt ondt af Volmar og Hildegard; de var en form for Héloïse og Abélard, som aldrig nåede at udleve deres kærlighed.

Endnu en historisk biografi af denne forfatter venter på mig; men nu skal guldet gemmes lidt til senere!