Nu couché - Dan Franck

 

• Fransk
• 31. marts - 3. april
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Da jeg for nylig læste Dan Francks biografi af Paris' kunstnermiljø, opdagede jeg jo, at jeg havde en roman stående. Jeg kunne ikke huske om jeg havde læst den, men det var den, der oprindelig gav Franck idéen til den mere faktuelle biografi, da han mente, der ville være for mange protagonister til en roman. Han skrev siden romanen færdig, og jeg erindrede ved starten, at der havde jeg været før - og givet op!

Han skulle nok holde sig til non-fiktion i min optik. Historien omhandler en ung russisk maler, der ankom til Paris i 1905. Her møder han hele slænget af bohemer, og turer rundt på byends berømte caféer selvom ingen af dem har en franc i lommen. Da 1. Verdenskrig starter melder en del af dem sig under de franske faner selvom de ikke har fransk statsborgerskab.

Vores hovedperson, Lev, drager også afsted men sendes hjem efter at være blevet såret i kamp. Han kommer hjem med ar på krop og sjæl. Værst er det, at han er ude af stand til at male. Han ser det for sig; han kan mærke håndens bevægelser omkring penslen - men ender med altid at tegne en kamæleon. 

Han er hjemsøgt af mareridt fra skyttegravene, og især de timer, hvor han lå sammen med en såret soldat, der i timevis kaldte på en kvinde. Hendes navn er blevet en besættelse for Lev, og han tror, at kun ved at finde hende kan han genfinde inspirationen og evnen til at male.

En virkelig absurd og slående scene er da vennerne - Modigliani, Soutine, Foujita, Apolillinaire osv. sammen beslutter sig for at hjælpe ham. Ud fra hans beskrivelser forsøger de at male hende, så alle kan lede efter hende. Det ender dog ikke lykkeligt for Lev; krigens traumer får ham til sidst til at begå selvmord. Hans inspiration kom aldrig tilbage.

Historien kunne jo principielt være interessant; men der er flere fejl i mine øjne. For det første hedder hovedpersonen Lev Korovine. Han er abslut fiktiv; men der var faktisk en russisk maler, der hed Konstantin Korovine. Han var også russer, men lidt ældre da han er født i 1861. Vores Lev må formodes at være i midten eller slutningen af tyverne, da krigen bryder ud i 1914. Men hvorfor vælge et navn, der er så tæt på og forvirrer? Der burde være rigeligt med russiske efternavne at tage af!

Det andet problem er vel nok det, som Franck selv opdagede. Han kunne ikke beslutte om det skulle være en roman eller en biografi. Alle skulle med. Alle, der på nogen mulig måde malede eller skrev i Paris i denne periode. Det er for mange mennesker. Det bliver for meget name-dropping omkring den eneste fiktive person, som er Lev. En hovedperson, han ikke formår at få til at fremstå helstøbt på grund af de mange reelle personer, der skal være plads til. Med dem har han reelle historier og karaktertræk at strikke ind i teksten, men det bliver på bekostning af hovedpersonen.

Det var en glimrende idé at flytte fokus til en biografi; men en knap så glimrende at fuldføre romanen.

I min tid - Ulla Terkelsen

 

• Dansk
• 29.-30. marts
• 320 sider

Det er allerede mange år siden jeg læste Ulla Terkelsens "første erindringer", der udkom allerede i 2011, lige da hun havde nået den officielle pensionsalder. Det stoppede hende jo som sagt ikke - og det er ærligt talt imponerende, at hun stadig orker at rejse og fare rundt. Man tænker jo heller aldrig over, at hun faktisk er fyldt 80 år? Ikke desto mindre er det hendes alder, og dermed har hun skrevet endnu en bog, der omhandler hendes liv og arbejde i de mange årtier.

Her beskrives barndommen, og vejen ind i journalistikken ansporet af oplevelserne i Polen i 1960'erne, og hendes erfaring fra bag Jerntæppet. Hun beskriver opstarten af TV2, men også arbejdet i monopolmastodonten DR før den tid. Det var en anden tid på mange måder - den tid, hvor man røg og drak i arbejdstiden - og inde på selve kontorerne. Hun har klogt nok specificeret disse detaljer for yngre læsere, der let kunne blive chokeret i deres wokeness.

Det er en langt mere faglig bog, der beskæftiger sig med politikken, journalistikken og samfundet end den første, hvor vi kom langt mere ind under huden på mennesket Ulla Terkelsen. Jeg fik faktisk lyst til at genlæse den anden - hvis altså jeg kan finde den i reolerne. For de to lagt sammen giver nok det perfekte og fulde billede. Denne virker mere politisk end personligt forankret, og det er jo en forfatters valg, hvor meget de vil dele ud af sig selv. Jeg var derfor ikke så rørt og "betaget" som jeg var af den første bog; det blev lidt for upersonligt. Endelig er det virkelig ærgerligt - og især for en journalist - at der er så mange dumme stavefejl. Jeg tænker, at det må irritere en person, der virker ret perfektionistisk i forhold til sit fag - men der mangler desværre en mindre kvalitetskontrol her.

The Florentines - Paul Strathern

 

• Engelsk
• 24.-28. marts
• 400 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Paul Strathern er en engelsk forfatter med speciale i historie. Sidste år læste jeg hans bog om ti byer, der har markeret verdenshistorien, men han har især skrevet om Italien og renæssancen. Jeg var første gang i Firenze i 2001, og blev så fascineret af byen og dens historie, at jeg efterfølgende læste alt jeg kunne finde om byen og Medici-familien. Nu synes jeg det var tid til en lille genopfriskning inden jeg drager afsted igen på lørdag og denne gang i en hel uge. En uge, der er pakket med museer, kirker og kunst - jeg glæder mig til at gense kirken ikke mindst efter at have læst om den besværlige konstruktion af kuplen.

Stratherns bog om florentinerne handler ikke kun om herskerne - primært Medici-familien - men om alle de personer, der gjorde Firenze berømt og startede renæssancen. Som undertitlen siger er det fra Dante (1265-1321) til Galileo (1564-1642); en temmelig lang periode, der også kommer omkring Ucello, da Vinci, Michelangelo, Brunelleschi, Alberti og selvfølgelig de politiske aktører som Medici-familien og Savonarola.

Det er skrevet som en glidende overgang fra person til person, som bliver kulissen til byens historie og renæssancens udvikling; det er levende og spændende fortalt selvom der selvfølgelig var en masse "gengangere", når man har læst langt mere dybdegående biografier af en del af disse personer. Men præmissen her er at skildre deres indflydelse på byen og kunsten, og det leverer han virkelig godt.

Nu glæder jeg mig endnu mere til at stå med benene plantet i historien om nogle dage! 

Jacaranda - Gaël Faye

 

• Fransk
• 22.-23. marts
• 282 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

For syv år siden læste jeg Fayes debutroman, der vandt ungdommens Goncourt-pris; den er nu oversat til engelsk, men desværre ikke til dansk. 

Hans seneste roman, Jacaranda, toppede med det samme best seller-listerne i Frankrig - hans andet moderland, hvor han i dag bor og arbejder som musiker, rapper og altså forfatter.

Temaet er det samme; dog er det hverken en opfølgning til den første roman eller en selvbiografisk historie. Det er dog desværre manges historie. Alle de mange, der lykkeligvis ikke blev en af den million mennesker, der blev dræbt i den etniske udrensning af tutsier i 1994. Men som overlevede og må leve med ar på krop og sjæl.

I bogen er Milan samme alder som Faye selv; det har måske lettet processen at følge sin hovedperson kronologisk. Milan bor i Versailles udenfor Paris med sin franske far og rwandesiske mor, da han som 12-årig ser tv-billederne af massakren. Moderen taler ikke meget om sit hjemland og sin historie; så da hun en dag kommer hjem med Claude, får Milan blot at vide, at det er en fætter. Den lille Claude er på Milans alder, men taler ikke og er i choktilstand efter at have overlevet og fundet vej til Frankrig. Alligevel knytter de to drenge et bånd, og Milan er knust, da han en dag rejser hjem - han har overlevende familie i Kigali, og skal hjem til dem.

Da forældrene bliver skilt nogle år senere, tager moderen Milan med til Kigali på ferie. Her oplever han Afrika for første gang, men han møder også Claude igen og opdager, at det faktisk er hans onkel. Han møder en mormor - og forsøger at få moderen til at tale om sit liv. Det lykkes ham aldrig!

Men hans skæbne bliver knyttet til Claude og Kigali; han vender tilbage efter studierne, og ender med at slå sig permanent ned i Rwanda. Det er ikke uproblematisk at leve midt i traumerne; han lærer, hvor ømtåleligt emnet er, og Claude bebrejder ham til tider "letheden" i at komme som hvid og ikke kende til de sår, der stadig heler. Men han ser også retssager og henrettelser - frem til 2012 var der lokale retsforfølgelser kaldet Gacaca Courts, som foretog 1.9 millioner retssager, og der var selvsagt en stor del af selvjustits.

Parallelt med Milans historie følger vi Stella, hvis mor, Eusebie, var veninde med Milans mor. Hun mistede mand og fire børn, og fik senere Stella som alenemor. Stella sidder ofte oppe i jacarandatræet i deres have, hvor hun mener at kunne mærke de døde. Hendes mor kan heller ikke diskutere historien med hende, men hun får historier fra sin oldemor.

For både Milan og Stella handler det om at finde deres plads i en historie, de ikke var del af men alligevel ikke kan slippe ud af. Stella fordi hun er født nogle år senere, og Milan fordi han er hvid og europæer - at hans mor er rwandeser tæller ikke; de lokale ser ham kun som en hvid mand.

De skal opdage deres familiers historie for at forstå de komplicerede forhold det har skabt; og finde en vej frem i et fremtidigt Rwanda, der stadig afholder 100 officielle sørgedage hvert år fra starten på massakren den 7. april og hundrede dage frem. Lige så lang tid som konflikten varede. Det kan virke voldsomt, og det kan virke som om man ikke ønsker at komme videre. 

Men i en kontekst, hvor etniske fejder stadig ulmer, er det nødvendigt at bibevare disse mindedage for at forhindre, at noget sådant skulle ske igen. Der er mange barske men gode bøger om emnet, som jeg har skrevet om - de fleste kan findes i min anmeldelse af Fayes debutroman. Det er trods alt stadig kun kanp en generation siden det skete - og stadig en skamplet på det internationale samfund.

Une histoire de Paris par ceux qui l'ont fait - Graham Robb

 

• Fransk
• Marts
• 656 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er egentlig en bog skrevet på engelsk, men jeg købte den på det parisiske bymuseum - Musée Carnavalet - og altså oversat til fransk. Det er vel hverken helt fiktion eller hel faglitteratur - men små historier, der iscenesætter Paris fra sidste halvdel af det 18. århundrede frem til ca. 2010.

Alle historierne er derfor uafhængige af hinanden, og jeg læste den derfor lidt brudt over marts måned indimellem andre bøger. Når jeg ventede på en reservation fra biblioteket eller for at tage historierne netop som enkeltstående bidder. Der var dog en lille rød tråd igennem det hele - en person eller et sted, der føres videre til næste historie.

Mange af personerne er reelle personer - såsom Napoléon, Marie-Antoinette eller de Gaulle; men også Hitler, som på trods af sin store kærlighed til kunst og det faktum, at Paris var besat i flere år, kun besøgte Paris en gang i sit liv. Netop den historie var faktisk virkelig interessant.

Det er historier, der fortæller om byens historie og udvikling. Om nogle af de personer, der har gjort den til det, den er i dag - på godt og ondt. Som Haussmann, der raserede middelalderbyen for at skabe den arkitektur, der nu for os alle er synonym med Paris. Eller Pompidou, der elskede moderne kunst, skabte Pompidou-museet, men også havde planer om store skyskrabere, som der senere blev sat en stopper for. Heldigvis!

Der er socialpolitiske historier; der er kunst og kærlighed. Der er forbløffende lidt om mad, og intet om de kunstnere, der har boet i byen. Dem er der også skrevet om så mange andre gange. Her fokuseres på hvordan disse mennesker, der formede byens historie selv oplevede den. De er ikke alle berømte - en af de sidste historier handler om to unge drenge, der dør i en tragisk ulykke i 2005; den illustrerer byens forhold og sameksistens med de nye beboere, der er kommet fra andre lande som de tidligere kolonier. 

Jeg var selvfølgelig ikke lige begejstret for alle historierne; men set som en helhed var det en interessant bog.

Earth - John Boyne

 

• Engelsk
• 19. marts
• 176 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har flere gange skrevet om gennemgående temaer i Boynes forfatterskab, og med denne serie af novellaer kommer vi virkelig ind til essensen af det. De planlagte fire bøger er opkaldt efter de fire elementer. Vand udkom som første bind; en virkelig stærk historie. Andet bind er Jorden, og tredje bind Ild er allerede udkommet, så vi blot mangler Luft.

De fire bind kan læses uafhængigt i den forstand, at historierne står alene. Men... der er en rød tråd. som man vil forvente det af en serie med præmissen at dække de fire elementer. I første bind møder vi perifert den unge Evan, som kæmper med sin homoseksualitet og faderens pres for at han skal blive fodboldspiller. Vanessa - hovedpersonen fra Water - ser ham forsøge at drukne sig inden han med sin mors hjælp forlader den lille irske ø.

I Earth starter vi med Evan, der skal møde op til en retssag, hvor han er dømt for at have filmet en voldtægt begået af hans ven. Krøllen på historien er, at nu er Evan en berømt - og rig - fodboldspiller. Et idol for unge. Et mål for unge piger. Men hvordan er han havnet her efter flugten hjemmefra?

I tilbageblik får vi historien om hans ankomst i England med drømmen om at blive maler - af den kunstneriske art vel at mærke. Men talentet er der ikke, så i stedet sælger han et af sine andre talenter. Evan er homoseksuel, og en smuk ung mand. Han bliver samlet op af en mand, der efter at have 'testet' ham sælger ham til midaldrende mænd, der lever deres homoseksualitet i skjul. Det går for det meste godt - men da han gives til en kendt offentlig personlighed udsættes han for så voldsomme overgreb, at han har både fysiske og psykiske ar.

I stedet finder han endelig vej ind i fodboldens verden; men ikke i hvilken som helst klub. Det er orkestreret, for Evan vil have kontrol over sit eget liv nu. Problemet er jo bare, at han er ødelagt på krop og sjæl. Han higer efter tryghed, kærlighed - alt det han har manglet i sin barndom. Alt det, han føler er forkert ved hans seksualitet og den måde den bliver mødt med.

Den er ikke helt så gribende som Water - indtil vi når de sidste to kapitler, hvor Evan træder i karakter. Til gengæld rammer vi utroligt tidssvarende emner som unge kvinders ret til at sige fra til sex. Om sociale medier, hvor private situationer udstilles gennem fotos og videoer; eller hvor personer diskuteres på nedgørende måder.

Referencen til jorden er tydelig. Det er jorden, Evan spiller fodbold på. Det er smagen af jord i munden, da han ligger slået ud af en afvisning. Det er den jord, hvor han har begravet et vigtigt stykke bevismateriale. Det er den jord - de rødder - moderen repræsenterer og den soliditet han skal finde tilbage eller måske frem til.

Jeg glæder mig virkelig til tredje bind; det er perfekte afsluttede historier, hvor vi alligevel genfinder nogle velkendte ansigter. Det er hurtig læsning - ligesom med Water startede jeg om morgenen på vej til arbejde, og var færdig om aftenen.

Le roi des ombres (Sans Soleil II) - Jean-Christophe Grangé

 

• Fransk
• 13.-16. marts
• 400 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg ventede utålmodigt på andet bind i serien - hvilket heldigvis kun tog nogle dage. I slutningen af første bind var vi i 1982, og politiinspektør Swift havde fundet en morder. Dermed troede man, at sagen om de bestialske mord på dødeligt syge AIDS-patienter var ovre; men Swift havde stadig en nagende fornemmelse.

Nu er vi i 1986, og Heidi er væk fra pailletterne på de parisiske dansegulve. Hun holder nytår i Tanger med en rig reklamemand, der var del af inderkernen i homomiljøet i Paris. Men morderen er også tilbage - eller er det en anden? Det er svært at skrive meget om handlingen uden at afsløre for meget af kulminationen på første bind eller handlingen af andet bind. Men de tre musketerer - Swift, Heidi og lægen Ségur mødes igen for at opklare den stribe af mord, der forfølger dem ned i subsaharisk Afrika i en øde jungle. De er hele tiden lidt for sent, men morderen er der. Iblandt dem.

Der er symbolske elementer, som er Grangés varemærke; men vi holder os til de mere velkendte af slagsen. Swift har fra starten fundet en forbindelse til Caribien og de tidligere franske kolonier. Der er macheter, sukkerrør og gift fra en sjælden fisk. Så jagten ender i Haiti, som i 1986 var på randen af borgerkrig og kollaps efter det årelange diktatur under Papa Doc og Baby Doc. Nogle vil mene, at det ikke passer sig til en krimi; personligt er jeg ikke meget for de meget blodige krimier og fandt denne kombination af samfundspolitik og mysterie interessant. De to bind er et stort tidsbillede af begyndelsen af 1980'erne.

Jeg kunne dog ikke helt lide afslutningen; uden at afsløre for meget så synes jeg at de skyldige skal fanges! Men det var Grangé når han er bedst - en fornøjelse at genopdage ahm, som ikke blev mindre af mit eget memory trip med fransk og international popmusik, som der flittigt refereres til.

Disco Inferno (Sans Soleil I) - Jean-Christophe Grangé

 

• Fransk
• 8.-10. marts
• 432 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Det er snart ti år siden jeg sidst læste en krimi af Jean-Christophe Grangé. Jeg tror jeg var kørt lidt træt i dem, og de blev i stigende grad voldelige, blodige, grænseoverskridende - og lidt for fantasifulde i plottet for en amatørkrimilæser som mig. Det blev til for mange skjulte symboler og mystiske sammenhænge, og jeg stod lidt af i historierne. Så jeg stoppede med at læse hans nyudgivelser.

Denne miniserie på to krimier har dog været vidt omtalt i de franske medier, og efter at have læst blot lidt om plottet vidste jeg, at dem måtte jeg læse.

Vi er i Paris i 1982, og Mitterrand er nyvalgt fransk præsident. Han har afviklet de sidste love, der gjorde homoseksualitet strafbart, og nu fester hele det homoseksuelle miljø. Det er 1980'erne med de sidste toner af discomusik, og en løssluppenhed, der aldrig tidligere er set. Men der er også mørke skyer, der trækker op - man begynder at se tilfælde af en underlig sygdom, der rammer tilsyneladende unge og sunde mænd, og inden for få måneder er de døende. Sygdommen får hurtigt navnet gay cancer - inden amerikanerne omdøber den til AIDS, og inden man ved, at den ikke er så selektiv i sine ofre. Det ved man ikke med sikkerhed endnu, og det homoseksuelle miljø reagerer ved enten at ignorere det (fordi de endelig kan være åbne) eller ved blot at feste endnu vildere (fordi de så sandsynligvis allerede er smittede).

Federico er en ung mand, der har haft et ganske aktivt sexliv. Han færdedes på byens mest berømte natklubber - Palace og Les Bains Douches - sammen med sin veninde, Heidi. Han solgte sig selv for penge, og sammen udøvede de også pengeafpresning af mænd, der ikke åbenlyst stod ved deres seksualitet. Han er virkelig døden nær nu, og kun den idealistiske læge Daniel Ségur, der er specialiseret i kønssygdomme besøger ham stadig. Miljøet har forkastet ham. 

Patrick Swift er politimand; han er gudesmuk - og meget heteroseksuel; ligesom lægen - og nu bliver de to kastet ud i en jagt på en bestialsk morder, der hærger i homomiljøet. Federico findes nemlig myrdet, og snart bliver endnu en døende myrdet.

Det er en rejse ind i 1980'ernes totale fest, der nu pludselig trues af denne mystiske sygdom - og en morder. Jeg kom til Paris i 1987, og som mange andre, der boede der i den periode, havde jeg min gang i netop disse natklubber. Le Palace, Les Bains Douches men også Régine, Le Queen, La Locomotive - det var én lang fest (og en kamp for at træde ind i de hellige haller). Men vi levede også med frygten for AIDS, som ikke længere var kendt som en homoseksuel sygdom. Så jeg befandt mig pludselig tilbage i mine meget unge år - og Grangés beskrivelser af tiden fik mig også til at tænke på alt det, jeg aldrig tænkte over. Vi dansede, Vi festede. Selvfølgelig var vi heller ikke forfulgt af en morder!

Vi er langt fra det overnaturlige i nogle af de krimier, der fik mig til at lægge Grangé på hylden. Om andet bind trækker mere i den retning vil vise sig - første bind er ren fornøjelse og en tur ned af Memory Lane for mig personligt. Jeg kan slet ikke vente på andet bind står klar på biblioteket - og hatten af for, at danske biblioteker allerede har den på hylden på fransk!

Le défi de Jérusalem - Eric-Emmanuel Schmitt

 

• Fransk
• 5.-6. marts
• 216 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde vist glemt, at jeg ikke var særlig begejstret for Schmitts historie om hans religiøse vækkelse i den afrikanske ørken for otte år siden. Jeg tænkte at en historie om Jerusalem ville være spændende, da det er en fascinerende by. Jeg læste for nogle år siden den virkelig interessante bog om byens historie, og jeg vil virkelig gerne tilbage og besøge den igen. Som tingene ser ud nu, kommer der dog nok til at gå et stykke tid!

Schmitt har aldrig lagt skjul på sin tro; mange af hans bøger drejer sig om religion - og ikke blot kristendommen, men alle verdens religioner. Han er filosof - men også betaget af religionens betydning i og for vores kultur. Så da han blev inviteret på en pilgrimsrejse af Vatikanet sagde han selvfølgelig ja.

Han flyver til Israel, hvor han støder til en gruppe fra Réunion - og sammen besøger de Bibelens vigtige byer, hvor Jesus levede, arbejdede - og døde. Det er selvfølgelig svært i dag at stå i fx Fødselskirken i Bethlehem og tro på, at det var lige her, at Maria fødte Jesus. For fandtes de? Hvordan kan man vide, at det var her? Der er uendeligt mange spørgsmål - men da jeg selv var der, var det åbenlyst, at de religiøse besøgende oprigtigt troede det. Han kommer også til at gå Smertens Vej i Jerusalem - turen Jesus gik med korset. 

Der er derfor interessante elementer, men det er for det første lidt rodet - for det andet er det temmelig selvforherligende. Han refererer i udstrakt grad til sine egne tidligere bøger - det er jo også en metode til at sælge! Så er der hans oplevelser i Gravkirken, hvor han mener at møde Jesus. Han kan i hvert fald fornemme ham, lugte ham og falder nærmest i trance. Der har jeg nok lidt svært ved at være med; men det er sandsynligvis blot min pragmatiske indstilling trods jeg virkelig holder af kirker, og også er mere troende end gennemsnittet.

Jeg havde lidt svært ved at blive begejstret af netop de samme årsager som jeg ikke brød mig meget om historien i ørkenen. Han har skrevet mange fantastiske romaner, men disse er ikke noget for mig.

Vi opklarer mord - Richard Osman

 

• Engelsk
• 2.-4. marts
• 464 sider
• Originaltitel: We Solve Murders

Efter de fire krimier om de pensionistdetektiverne bekendtgjorde Osman, at han ville give dem en pause og i stedet introducere en ny detektivkonstellation. Det er dem vi møder her - men det er vel snarere prologen til det, der skal blive til deres detektivbureau.

Amy Wheeler er privat bodyguard og er lige nu på en tropeø i Saint Lucia, hvor hun skal beskytte en berømt forfatter - den ældre Rosie D'Antonio. Denne er en farverig dame, der absolut er ældre end hun vil sige, men stadig nyder alkohol, mænd og narko i store mængder. Men hun er også truet på livet.

Desværre er Amy pludselig også truet på livet, da en temmelig indviklet affære involverer hende.

Der er temmelig mange karakterer at følge er; Amys chef, Jeff, som går under jorden. Hans tidligere partner og nu konkurrent, Henk og HR-chefen. Så er der den temmelig naive Felicity, som styrer et mediebureau, som pludselig og uventet tjener styrtende med penge efter det er blevet overtaget af nye ejere. Det eneste Felicity skal gøre er at videresende nogle emails. Det er her kernen i problemerne ligger.

Det er et skuffeselskab, som i realiteten hvidvasker penge gennem ukendte influencere. Folk, der drømmer om den helt store gevinst i livet, og blændes af idéen om en rejse til et eksotisk sted, hvor de skal reklamere for et ligegyldigt produkt. I virkeligheden bliver de myrdet, og Amy skal positioneres som morderen.

Den anden hovedperson er Amys svigerfar, Steve, som lever et stille liv i en stille engelsk landsby. Dagene går med at finde forsvundne katte, notere usædvanlig opførsel, gå på pubben og tale til den afdøde hustru Debbie. Amys mand hører man ikke meget til - han arbejder indenfor finans, og flyver også jorden rundt. Men nu får Amy svigerfar fløjet over i Rosies privatfly, og de skal sammen opklare sagen - selvfølgelig bliver det et komisk sammenstød mellem Steves stillesiddende nervøse natur og den absolut flamboyante Rosie.

Men, men, men - der er alt for mange personer, der i nogle tilfælde optræder periferisk. Der gøres godt grin med influencerverdenen, Dubai- millionærer etc. - men det er ikke helt nok i mine øjne.

Jeg manglede den dybde i personerne, som der var i de fire bind om pensionisterne. De udviklede sig dog også over tid - specielt det sidste bind gav mulighed for at stikke et lag dybere, fordi man havde haft tid til at bygge karaktererne op. Det kan også ske her, og det er nok for tidligt at vurdere - men jeg lagde dog mærke til, at han i takkeordet til sidst skriver, at der er gensyn med pensionistklubben om et år. Dem foretrækker jeg - og måske vil han skifte mellem de to sæt protagonister?

Tata - Valérie Perrin

 

• Fransk
• 27. februar - 1. marts
• 640 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Den franske forfatter Valérie Perrin har nu så stor international succes, at alle hendes tidligere romaner er oversat til dansk. Vand til blomster er ved at blive filmatiseret, og kommer i nok i slutningen af året. I mellemtiden er hun selv udkommet med endnu en roman, som heldigvis er at finde på fransk på danske biblioteker. Det hjælper gevaldigt i mit mål om at halvdelen af mit læsestof skal komme derfra - det sparer penge, miljøet og ikke mindst hyldeplads. Når man så sluger en stor roman som denne på tre dage giver det jo kun endnu bedre mening!

Tata er det franske kælenavn for tante - uanset om det er blodsbeslægtet som vores moster eller faster eller gennem ægteskab. Agnès er 38 år gammel i 2010, da hun bliver ringet op af politiet, der informerer hende om, at hendes tata er død. Det er hendes faster, men problemet er blot, at hun fik et lignende telefonopkald tre år tidligere, da hun boede i Los Angeles. Man kan jo ikke dø to gange?

Hun rejser hjem til landsbyen, hvor fasteren boede hele livet og hvor hendes egen far også kom fra. Faderen blev en berømt koncertpianist, og rejste verden rundt. Fasteren blev ved sin læst i bogstaveligste forstand, da hun var skomager i den lille landsby, hvor alle kendte alle. Byen Gueugnon er ikke opdigtet, og Wikipedia fortæller mig, at der bor 6.547 indbyggere nu. Hvordan kunne hun gemme sig der i tre år uden, at nogen vidste det?

Tata - eller Colette som hun hedder - var desuden den lokale fodboldklubs største fan, så alle deres kampe. Ville hun gå glip af det?

Tilbage i Gueugnon møder Agnès barndomsvennerne; hun tilbragte alle sine skoleferier i byen, og også nogle af Colettes venner. Nogle af dem vidste, at hun levede i skjul. Men hvem ligger så begravet i hendes sted og hvorfor var det nødvendigt at skjule sig.

Det er ikke en krimi men en opdagelse tilbage i Colettes liv, som viser sig at være langt mere nuanceret end Agnès naivt og lidt nedladende troede som teenager. Det bliver en optrevling af hele hendes families historie samt en del andres. Vi kommer vidt omkring, og det springer i tid og sted - men alle trådene samles til sidst. Eller næsten! For ligesom i Tre mangler jeg afslutningen på en enkelt protagonist; vedkommende omtales kun i datid, men har været definerende for flere af de implicerede og kun under et kaldenavn. Hvem det virkelig var får vi aldrig at vide. Det er ikke vigtigt - men pirrer min nysgerrighed.

Derudover er det bare genial hyggelæsning i et godt tempo med mange skift og overraskelser. En roman, der uden tvivl også bliver oversat til dansk og man kan godt glæde sig. 

Le grand feu - Léonor de Récondo

 

• Fransk
• 25.-26. februar
• 216 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er snart ti år siden jeg læste min første - og hidtil eneste - roman af den franske forfatter Léonor de Récondo, som handlede om Michelangelo. Hun kan godt lide korte romaner - og det er faktisk ikke et problem, når de er så kompakte i ord og stemning som både denne og den første var.

Forfatteren er klassisk violinist, og det fornægter sig absolut ikke her.

Vi er i Venedig i 1699, hvor en lille pige fødes ind i en familie af tekstilhandlere. De har allerede to piger og da Ilaria er tre måneder gammel efterlades hun på Pietà-børnehjemmet. Det er et børnehjem, der har eksisteret siden 1400-tallet, men som var tiltænkt forældreløse børn. Alligevel efterlades Ilaria der for at få en musikalsk uddannelse, som var deres speciale og selveste Vivaldi underviste her blandt andet - og der trækkes tråden jo til forfatterens profession.

De små piger lever på børnehjemmet, men ser dog andre piger udefra - det bedre borgerskab sendes deres døtre hertil for musikundervisning, og således møder Ilaria den jævnaldrende Prudenzia og de to piger bliver veninder. Ilaria drømmer om at komme ud - hun vil opleve byen udenfor murene, der jo nærmest er som et kloster. Det lykkes Prudenzia at få tilladelse til, at de skal give en konsert sammen i hendes families palæ langs kanalen. Her møder hun Prudenzias storebror, Paolo, og denne forelsker sig ved første blik.

De to unge mødes kun ganske få gange - men det er den helt store kærlighed. Paolo vil ud at rejse og være kriger - blot for at vende hjem som helten, der kan gifte sig med Ilaria. I mellemtiden længes hun blot efter en vej ud i friheden. Det ender tragisk! Paolo dør hurtigt på sin rejse - men af feber, og ikke den heltedåd han forestillede sig. På hans døde krop finder man alle de breve, han har skrevet til Ilaria gennem måneder uden at turde give dem til hende, og da hun læser dem går det op for hende, at hun aldrig vil slippe ud. Hun sætter ild til brevene - og sig selv. Deraf titlen - den store ild; i reference til kærligheden og til slutningen.

Det er ligesom med Michelangelo poetisk og strammet ind til de allermest nødvendige ord. Det kan jeg godt lide nogle gange. Her fungerer det virkeligt og man har fornemmelsen af at have læst hundreder af sider, fordi der er så mange billeder, der vokser sig ud over ordene. 

Another life - Kristin Hannah

 

• Engelsk
• 448 sider
• 23.-24. februar
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg læste først for nyligt en noget nyere roman af Kristin Hannah, som var en barsk historie med relaterbare protagonister. Inden da havde jeg faktisk aldrig hørt om hende, men kan nu se, at der er en del bestseller-bøger fra hendes hånd. De er alle dog fra de senere år, hvor vi her er tilbage i 2004, hvor stilen hælder lidt mere mod chick-lit.

Angie er en kvinde i slutningen af 30'erne, der netop er blevet skilt fra sin mand efter de i årevis har forsøgt at få et barn. Mislykkede graviditeter, en for tidligt dødfødt lille pige - og endelig en adoption, der ikke bliver til noget, da teenagemoderen i sidste ende beslutter at beholde barnet. Det ødelægger ægteskabet.

Angie rejser hjem til den lille by, hun voksede op i med sin store larmende italienske familie, der har en restaurant. Hun aner intet om at drive en restaurant, og forholdet til de to søstre er ikke altid perfekt; men hun kaster sig ud i det og får vendt det hele rundt.

Samtidig møder hun den unge Lauren, hvis mor også var en teenagemor, der nu er gået til grunde i alkohol og dårlige livsvalg. Lauren har aldrig kendt til støtte, kærlighed og trygge omgivelser, og de to finder hinanden selvom alle advarer Angie om ikke at stole for meget på hende. De ved, hvor skrøbelig hun stadig er og er bange for, at det kan knuse hende endegyldigt.

Det er en smuk historie om disse to kvinder fra forskellige generationer, som skaber deres eget familieforhold. Men da Lauren opdager hun er gravid, starter det hele forfra.

Det er ikke helt så skidt, som det kan lyde! Personerne er godt bearbejdede, og man kan se det for sig som var bogen allerede skrevet til at blive filmatiseret - hvilken den dog ikke er. Men den har alle elementerne til det.

Det er fint skrevet, men det er også let læst. Jeg tvang mig selv til at lukke ned efter 375 sider i går aftes, og slugte så de sidste sider i morges. Den slags bøger skal der også være plads til - den vil være perfekt ferielæsning! Jeg tror dog der er lidt mere gods i hendes senere romaner - fx var De fire vinde en noget mere barsk, pessimistisk og realistisk historie. 

Når mor dør - Lene Skriver Bak

 

• Dansk
• 22. februar
• 250 sider

Jeg mistede min far, da jeg var 31 år gammel og netop flyttet til udlandet. Det var en barsk oplevelse at få opkaldet fra hospitalet om, at det var nu. Hjemrejsen husker jeg tydeligt - jeg havde ingen mobiltelefon endnu grundet belgisk bureaukrati med ID-papirer, og anede i mange timer derfor ikke, om jeg ville nå det eller ej. Jeg var absolut en fars pige, og chokket var enormt - han var syg, men jeg havde nok forsøgt at fortrænge, at det kunne blive fatalt. Mange livsbeslutninger - kan jeg se i dag - bunder i de omstændigheder. Både mens han levede, men også umiddelbart efter. En søgen efter tryghed det forkerte sted, og min flytning til udlandet, som jeg dog elskede.

Min mor lever endnu; men nu er hun en gammel dame. Hvert nyt år siger jeg til mig selv, at det kan blive det sidste år - uden at hun dog er syg eller umiddelbart viser nogle tegn. Men der er jo en logik i, at vi ikke er udødelige. Måske prøver jeg at forberede mig? Alligevel er jeg sikker på, at intet kan forberede mig på at blive forældreløs - selvom jeg jo er en absolut voksen person nu.

Bogen præsenterer os for otte kvinder fra teenagere til pensionister, der alle har mistet deres mor. Fra den dag moderen døde til tilbageblik til barndommen og deres forhold. Der er en del sygdom - ingen pludselige trafikuheld eller andet uventet - alligevel er følelsen af tab og chok intakt hos dem alle. For de unge piger er det selvfølgelig voldsomt at miste en mor inden man selv har startet sit liv; der kommer til at mangle en enorm del af en relation og kendskab til hvem moderen var som menneske og ikke blot mor. Men selv for de ældre kvinder er det et stort tab; måske tror man netop mindre på dødeligheden, når moderen stadig og altid er der. Til rådighed for en snak, et kram eller et godt råd i livets kriser.

De otte stærke historier er flettet sammen med interviews med henholdsvis en psykolog, en bedemand og en præst - og disse interviews er nok de svage led i bogen. Forfatteren forsøger at forstå om der er en anden form for sorg eller chok, når en pige eller kvinde mister en mor (fremfor en far). Det benægter de alle, og det bliver lidt insisterende, at disse interviews fastholder den tanke og presser for meget på i min optik. I stedet bliver det lidt indholdsløse banale samtaler, der mangler absolut dybde. Det handler om sorgbearbejdelse generelt, men selv her skratter det kun lige overfladen. Jeg synes disse interviews er overflødige og fjerner fokus fra essensen i bogen - nemlig at miste netop en mor.

Historierne fra kvinderne efterlader mig dog med det indlysende gode råd, at man skal værdsætte tiden nu og her. At man skal huske at sige tingene i tid - men også spørge. Når jeg en dag bliver forældreløs er der ikke længere nogen, der ved, hvordan jeg var som barn. Der er ingen, der altid vil være der ubetinget - selvom man som tiden går synes, at man er ved at overtage forældrerollen. Den fornemmelse er jeg ret sikker på vil forsvinde det sekund man for alvor stor som den næste generation - taget over hovedet er væk og man skal varetage sing egen livshistorie.

L'inconnue du portrait - Camille Peretti

 

• Fransk
• 20.-21. februar
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Som bogens omslag antyder var dette en af sidste års helt store publikumssuccesser i Frankrig, og jeg bestilte den samme dag den udkom i paperback-format. Forvetningerne var enorme! En roman om et maleri - og så er jeg solgt!

Den "rigtige" historie er absolut mystisk. I 1916 maler den østrigske kunstner Klimt et maleri af en ung kvinde - grøn baggrund, kvinde i trekvart profil med en stor hat og en pelsstoal over skuldrene. En kvinde som i datidens øjne kunne anses for at levet et løssluppent liv. Men da det i 1925 bliver solgt til et museum i Piacenza i Italien er det en anden version, og ingen forbinder umiddelbart de to malerier. Den grønne baggrund er der stadig, men kvinden har nu et blomstret sjal om skuldrene og hatten er væk.

I mere end 70 år hænger det roligt på museet, men i 1996 opdager man gennem en røntgenundersøgelse, at det oprindelige maleri er skjult nedenunder. Det er altså blevet korrigeret af kunstneren. Blot nogle måneder senere bliver det stjålet. Hurtigt finder man maleriet - men det viser sig at være en falsk kopi - og muligvis en afledningsmanøvre. Mere mystisk bliver det, da en kendt kunsttyv bekendtgør, at det vil blive returneret på tyve-årsdagen for tyveriet. Det sker ikke - men i 2019 finder man det i et aflukke i en mur på museet. Har det været der alle årene eller det blevet placeret der for nyligt? Det har jeg ikke kunnet finde svar på - men historien har inspireret forfatteren til en forklaring på maleriets oprindelse, kvinden, vi ser - og hvor det kunne have været. Ren fiktion selvfølgelig!

Romanen fortæller historien om den lille Isidore, hvis mor var ansat hos en rig familie i Wien for at fornøje husets unge søn. Ganske enkelt skulle hun indvie ham i sexlivets glæder - uden risikoen for at få sygdomme fra et bordel; en velkendt metode i det gode borgerskab. Men den unge pige bliver gravid og bortsendt. Hun står så model til Klimts maleri for at tjene lidt penge, og rejser til en lille landsby og får arbejde på en fabrik. Da hun dør af den spanske influenza i 1918 fortæller hun sønnen om hans far.

Mange år senere er Isidore i USA, og er en yderst velhavende ældre mand. Nu konfronteres han af en kvinde, der mener at have båret hans barn og nu vil have en DNA-test. Det bringer fortiden tilbage - og da han møder den unge pige er chokket endnu større - for hun ligner den unge kvinde fra maleriet.

Historien bygges op i tidsskift i hele den første del, så man langsomt begynder at stykke den sammen - det er ganske godt gjort. Da vi ved, hvordan det overordnet hænger sammen følger vi den unge pige og hendes bedstefars spirende forsøg på at skabe en relation, og endeligt hvordan maleriet pludselig ender hos hende. Det er her, det begynder at skride lidt for mig. For det første fordi det er baseret på en reel historie og spekulationer om, hvad der kunne være sket - men nok mest fordi hendes reaktion ikke harmonerer med den personlighed forfatteren har malet af hende.

Der er selvfølgelig en vis ironi i at Isidore som uægte barn nu konfronteres med sin egen uægte datter, men der er også en del meget overfladisk romantik over det hele. Alt i alt vil jeg sige, at plottet jo er fint udtænkt men det var ikke den åbenbaring jeg havde forventet af omtalen i franske medier.

La marche des vivants - Sarah Frydman

 

• Fransk
• 14.-18. februar
• 830 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Efter første bind strøg jeg videre i sagaen om de jødiske familier, vi først lærte at kende i Wien i slutningen af det 19. århundrede. Første bind slutter i 1944, da mange er forsvundne eller døde i lejrene. Frankrig er på vej til at blive befriet og krigen er ovre; men der er mange sår, der skal hele for de overlevende. De næste generationer skal lære at leve uden bedsteforældre og nogle gange forældre.

Der kommer nye personer til i galleriet, blandt andet en jødisk kvinde, der har fået et barn med en tysk soldat - i ren og skær kærlighed. Så er der efterkommerne af slægten fra Wien; primært den unge Myriam, der bor med sin far i Paris.

Der er en del politik i andet bind - efterkrigstiden var både skabelsen af staten Israel og Nürnberg-processerne. Det var kampen mellem ideologier som kommunisme og socialisme, og for alle et opgør med mellemkrigstidens traditioner. 

De overlevende holder sammen trods politiske uenigheder; deres liv bindes sammen på kryds og tværs.

Myriam vokser op og bliver socialt engageret; Frankrig er i krig i Algeriet og senere kommer krigene i Israel. Der er attentater mod jøder igen - og antisemitismen blomstrer - igen - op. Jeg synes dog forfatteren er lidt for radikal i sine holdninger til fx Vatikanet, men også kristendommen som helhed. I hendes øjne er kristne årsag til meget af den antisemitisme. Jeg levede jo selvsagt ikke dengang, og muligvis er der hold i nogle betragtninger, men de er temmelig rabiate.

Det er barsk at leve i en familie, hvor ingen i flere generationer er døde gamle og mætte af dage. Altid voldsomme dødsfald, og det fortsætter i 1960'erne, i 1980'erne... som den nu mytologiske fortælling om den vandrende jøde. Der er ingen tvivl om, at det er en svær debat og ikke gjort nemmere af den nuværende krig i Israel. Men der er for mig også forskel på staten Israel, og det jødiske folk, som i århundreder er  blevet fordrevet, forfulgt og dræbt på grund af deres tro. Det er 0.2% af verdens befolkning - meget mere minoritet bliver det næppe - som stadig er udsat for racisme baseret i årtusindgammel folklore.

Forfatteren er selv jøde og har som nævnt mistet en stor del af sin familie; og uanset at det er mange år siden, så er konsekvenserne stadig, at generationer af mennesker mangler og har manglet for dem, der voksede op. At selv unge i dag opdager et kæmpe hul i familietræet, og skal forholde sig til deres identitet.

De to bind dækker hundrede år af historien, men en væsentlig del fra den tid, hvor jøder havde en fremtrædende plads i samfundet inden det for alvor begyndte at spidse til. Det forklarer også den lange optakt til 2. Verdenskrig, og hvorfor problemet stadig eksisterer.

Les moissons mortes - Sarah Frydman

 

• Fransk
• 6.-13. februar
• 830 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Når en forfatter dedikerer sin roman til sine bedsteforældre dræbt i en pogrom i 1907; til hendes bedsteforældre dræbt i Auschwitz i 1942; til en tante dræbt i Auschwitz i 1943 og endelig til to andre tanter, en onkel, deres ægtefæller og børn dræbt i Auschwitz i 1942 - så ved man, at det bliver en stærk fortælling. Selvom den er fiktiv.

Men først skal vi tilbage til 1892, hvor fire unge mennesker ankommer til Wien fra Stopnica; en by, der dengang lå i det østrigske kejserrige. Wien var musikkens hovedstad på den tid, som Paris var malerkunstnernes. De fire unge mennesker - alle jøder - drømmer da også om en karriere indenfor musikken. 

Deres skæbner flettes sammen med den rige familie von Lichtfeld og deres seks børn for hvem de bliver musiklærere. Der var en rig jødisk elite i Wien; det var Secessionens tid og flere af disse kvinder blev portrætteret af Gustav Klimt. De var liberale i deres tro, og flere blev døbt katolsk og ingen skelede til trosretning i denne overklasse, som mødtes i operaen eller ved hofballer hos kejseren og den populære kejserinde Sissi. De fire unge mennesker kommer derimod fra fattige kår, og er opdraget traditionelt. 

I slutningen af det 19. århundrede bryder Dreyfus-affæren ud, og det blev startskuddet til en ny antisemitisme i Europa, som i sidste ende og af flere omveje ledte til 2, Verdenskrig. I de små byer startede etnisk udrensning - pogroms - i det små. Europa blev kastet ud i 1. Verdenskrig, og så kom Depressionen i 1929. Alt sammen små ting, der bar brænde til bålet til det banede vej for Hitlers overtagelse af magten.

Der er mange personer at følge i denne familiesaga, hvor alle har mange børn. Fælles for dem er dog, at de begynder at se farerne ved at blive i Østrig - eller Polen, som Stopnica nu hører under efter slutningen af 1. Verdenskrig. Nogle rejser til Palæstina; andre til Canada. Nogle mener, at de som lovlydige borgere gennem generationer ikke er målet for antisemitismen - det er de "andre"; de fattige østeuropæiske jøder. Og endelig er det pludselig for sent for mange af dem.

Der er mange bryllupper og dødsfald på kryds og tværs af familierne; de fire unge mennesker bliver med tiden gift ind i den rige familie, og deres bånd styrkes. Nogle personer når man mere i dybden med; men overordnet tjener de alle et formål - at beskrive diversiteten i de jødiske befolkning i Europa, og bredden af deres religiøse og politiske standpunkter, Det var en tid, hvor idéen om sionismen for alvor tog fart - og selvfølgelig også tiden, hvor nazismen stormede frem.

Vi slutter i 1944 i Frankrig, hvor vi er nået til den anden og tredje generation efter 1892; mange er væk. Dræbt, forfulgt og flygtet på tværs af Europa - Rusland, Polen, Østrig, Ungarn, Frankrig. Imperier faldt og grænser rykkede sig. Et nyt Europa blev defineret af de to verdenskrige, og ideologier blev testede for mennesker. 

I julen skulle jeg sortere læste bøger; en jævnlig øvelse, når de skal i alfabetisk rækkefølge ind på de allerede proppede hylder. Der fandt jeg en roman, jeg aldrig havde læst - men købt i 2002. Det var andet bind af denne saga, som ikke længere er i tryk. Så jeg fandt den antikvarisk i Frankrig, og heldigvis - for det var fantastisk og barsk læsning, og nu kan jeg endelig komme videre til andet bind, som fortsætter op i moderne tid.

De fire vinde - Kristin Hannah

 

• Engelsk
• 3.-5. februar
• 464 sider
• Originaltitel: The Four Winds

Det er første gang jeg læser noget af Kristin Hannah, som jeg jævnligt ser i bestsellerlister og i forreste udstillingsrække på biblioteket. Jeg frygtede lidt, at det var for meget chick-lit til min smag. Men det må jo prøves først!

Det viste sig at være en ret barsk læsning om en periode og episode i amerikansk historie, jeg vidste nærmest intet om. Selvfølgelig kendte jeg til børskrakket i 1929, og den efterfølgende depression og recession. Men den blev blot yderligere forværret af en naturkatastrofe - Dust Bowl-fænomenet.

Bogen starter dog i 1921. hvor Elsa som 25-årig drømmer om at finde en mand og stifte familie. Men i den velstående borgerlige familie betragtes hun som svagelig efter en barnesygdom - og som decideret umulig at bortgifte grundet et lidet tiltrækkende udseende. Alt dette i en tid, hvor kvinders eneste valuta var udseende og fysisk robusthed til at kunne producere arvinger. Så Elsa kaster sig i favnen på den første mand. hun møder - den fattige italiener Rafaello Martinelli. Da hun bliver gravid, bliver hun smidt ud af forældrenes hus og må gifte sig med Rafe. Det ændrer begges liv markant.

Frem til 1934, hvor Rafe og Elsa stadig bor på den lille farm sammen med deres nu to børn og Rafes forældre. Depressionen kombineret med de støvstorme. der raserer Texas gør deres liv til ren overlevelse. Hver dag blive det blot værre og værre.

Vi følger Elsa og hendes familie frem til 1940; den værste depression var over - inden en ny katastrofe snart truede. I midten af 1930'erne, da stormene var værst. forlod 2,5 millioner mennesker de stater, der var hårdest ramt. De drog mod Californien, hvor man stadig troede, at guldet nærmest flød i gaderne. Det gjorde det jo aldrig - og helt galt gik det med den massive invasion af tilrejsende.

De boede i usle teltlejre; de plukkede bomuld til miserable lønninger - og langt under det mexicanerne fik tidligere. De bliver til de dovne, grådige tilflyttere - selvom de i virkeligheden sulter ihjel eller dør af dysenteri. De forsøger at organisere sig i fagforeninger - men der bliver slået hårdt ned; og for hver strejkende arbejder, er der tyve andre, der accepterer de stadig lavere lønninger.

Det er en virkelig barsk historie - og som læser kommer vi helt under huden på både Elsa og hendes datter Loreda. Jeg kunne måske godt have tænkt mig, at forfatteren også inddrog sønnens perspektiv - men det er virkelig en bog om kvinders liv og vilkår.

Den kunne måske have været ca. 50 sider kortere; det blev lidt repetitivt især fordi sproget er relativt enkelt. Men det er en interessant - og for mig ny - vinkel på amerikansk historie. Det er desværre også en påmindelse om, at vi aldrig lærer af historien. Nu står vi igen i en situation, hvor tusindvis af fattige arbejdere sendes ud af USA med fatale konsekvenser. Problemet er endog i dag, at vi er langt mere afhængige af hinanden - så effekterne rækker langt videre end de gjorde for hundrede år siden.

For den enkelte familie - som for Elsa - er det dog stadig blot et spørgsmål om at beskytte sine børn og få mad på bordet.

Har du set min far? - Flemming Møldrup

 

• Dansk
• 2. februar
• 206 sider

Flemming Møldrup er nok primært kendt for sine programmer om danskernes livsstil; og de færreste ved måske, at hans fulde efternavn er Cohen. Jeg vidste det ikke. Det betyder så også, at hans far var israeler. 

Hans far dør i 2017, og for forfatteren bliver det en grund til at stikke dybere i den komplekse familiehistorie og hans eget forhold til faderen.

Hans forældre mødte hinanden i Aarhus i 1968; faderen var på et 3-måneders visum og syv år ældre. Da han rejser tilbage til Israel, ved moderen ikke, at hun er gravid. Som 18-årig og ugift er det ikke ideelt; men en abort bliver afvist, da hun jo har forældre, der kan hjælpe til. Det var en anden tid!

De får et forhold til hinanden. Faderen kommer med mellemrum til Aarhus, selvom han nu er gift i Israel og har en anden familie. Moderen gifter sig også, men manden bliver ikke en faderfigur i Flemmings liv. 

Den rigtige far er mere kompliceret at forholde sig til; den patriarkalske jødiske kultur støder sammen med en teenager med fornemmelse for punk-kultur og oprør bundet i rodløshed. Da han i 1982 første gang er i Israel oplever han en forbindelse, og får et forhold til landet og til den store forgrenede familie han har. Senere flytter han derned, men kæmper stadig med faderens forventninger til ham - som den ældste søn.

Det er heller ikke uproblematisk at anerkende denne halve jødiske del i ham opdager han. Den kan starte diskussioner og konflikter omkring ham bundet i politik; en problematik, der ikke er blevet mindre siden de seneste konflikter brød ud i oktober 2023. 

Det er en hudløst ærlig bog om at finde sine rødder, acceptere dem - og acceptere forholdet til faderen, som måske ikke var perfekt. Men hvad er det? Gennem andre familiemedlemmer får han dog et andet billede af faderen, og man aner, at han finder fred med deres forhold, og med sit ophav.

Det er derfor irriterende at en god bog skal ødelægges af trivielle fejl. Stavefejl - altid irriterende, og altid eksisterende hos Gyldendal. Men også faktuelle fejl, som virkelig ikke burde optræde, hvis en god redaktør har gjort sit arbejde. Således kan man på side 149 læse om rejsen til Israel i 1987: "Det er første gang, jeg sidder i en flyver". Men i 1982 var han med moderen i Israel - og de fløj. Det er ikke det eneste eksempel; og det irriterer mig grænseløst desværre.

Bohemian Paris - Dan Franck

 

• Engelsk
• 28. januar - 1. februar
• 465 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En guldklump af en bog for folk, der elsker kunst - og Paris!

Min kunstforelskelse er jo meget fokuseret på renæssancen, men der er et lille vindue åbent fra omkring 1870 til 1930 - fra impressionisterne til kubismen. Dadaismen og surrealisterne siger mig ikke nær så meget, og efter 2. Verdenskrig går det helt galt for mig. Men denne periode, hvor Paris var kunstnernes Mekka er helt speciel. Hvis man har set Woody Allens film Midnight in Paris får man det billede af byen, som den ganske givet har været. Det billede som Hemingway også beskriver i sin bog om Paris.

Men Hemingways Paris i Montparnasse var anden del af sagaen om, hvordan Paris fik sit rygte som kunstnernes by. I slutningen af det 19. århundrede var det på det andet bjerg på den anden side af Seinen, at slaget stod. I Montmartre-kvarteret startede kunstnerkolonierne omkring Toulouse-Lautrec og dem fra hans generation; i begyndelsen af det nye århundrede var det Utrillo, hans mor Valadon, Picasso, Braque, Matisse, Vlaminck, Derain - og poeterne Jacob, Apollinaire blandt andet.

Bohemian Paris er oversat fra fransk; forfatteren var i gang med en roman om malerne i perioden, da han besluttede sig for i stedet at skrive en mere omfattende 'biografi'. Der var ganske enkelt for mange personer til en roman - som han dog skrev umiddelbart efter. Den fandt jeg i reolen; jeg fik den i gave i 2002, men kan ikke erindre om jeg har læst den. Det bliver en god opfølgning til denne kan jeg mærke.

Bohemian Paris er første del i en trilogi om moderne kunst, og dækker perioden 1900-1930. Andet bind dækker perioden frem til 2. Verdenskrig, og tredje bind selve krigsårene. Så nu er jeg lidt i et dilemma, om jeg skal købe de to andre på fransk, da de desværre ikke er oversat til engelsk. Ydermere er der en forløber til trilogien, der dækker 1820-1885! Det ville jo være dejligt at have den komplette samling i reolen.

Historien er kronologisk opbygget, og væver de mange forskellige personnager imellem hinanden. De boede sammen, arbejdede sammen, sloges sammen, drak sammen. De havde forhold på kryds og tværs, og de skabte nye kunstretninger inspireret eller forårsaget af verdenshistorien. 1. Verdenskrig, hvor mange af dem var soldater for Frankrig - selvom det for nogle ikke var deres fædreland. Børskrakket i 1929, som skabte en global recession. Vi tages med i deres privatliv, deres turen rundt i nattelivet og møder de mæcener, som hjalp dem til at overleve. Det kunne være de barejere, der gav dem gratis mad (og mest drikke) men også Gertrude Stein, som var deres alles gudmoder på sin måde.

Det er en historie om kunstnere, deres liv, venskaber, fjendskaber og kunstværker - men også en historie om Paris og verdenshistorien i periode. Jeg brugte som altid en del tid på parallelt at tjekke de kunstværker, der refereres til - det er trods alt ikke alle, jeg kender!

stranger in my own country - Yascha Mounk

 

• Engelsk
• 26.-27. januar
• 272 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det var et pudsigt sammenfald, at jeg læste denne netop som verden fejrede 80-året for befrielsen af Auschwitz. Så mens jeg fulgte ceremonien i Auschwitz live på fransk fjernsyn, afsluttede jeg denne bog om blot et af de mange efterspil, der var til Holocaust - hvordan kommer man videre?

Det gælder både som overlevende men også som nation.

Yascha Mounks familie er jøder; store dele af den forsvandt under 2. Verdenskrig, og de er nu kun 6-7 stykker tilbage. Yascha, hans mor og morfar i Tyskland; en onkel, kusine og mormor i Sverige og en fjernere slægtning i USA. Yascha er født i Tyskland i 1982 - mange år efter krigens afslutning - hvor hans mor tog til i slutningen af 1960'erne for at studere. Deres hjemland, Polen, var i stigende grad antisemitisk, og familien ønskede ikke at blive. I stedet blev de delt mellem Tyskland og Sverige.

Men hvorfor lige Tyskland? Det skulle ikke være en permanent løsning, og det var heller ikke altid en nem løsning. Mounk indrammer sin analyse af Tysklands forhold til jøder efter krigen med historier og eksempler fra hans og familiens liv. Den jødiske befolkning i Tyskland var meget begrænset - omkring 30.000 mennesker; og når han nævnte sin baggrund var reaktionen enten at komme med upassende antisemitiske vittigheder eller kamme over i den anden grøft i et forsøg på at vise skyldfølelse for tidligere generationers fejl.

Tyskland har måttet bearbejde nogle dybe ar efter krigen. De åbenlyse politiske som opdelingen af Berlin, af landet i øst og vest med en mur i midten, den overvågede oprustning, indgang i NATO og beslutningen om igen at bistå i væbnede konflikter i verden. Men der har også været behovet for at komme overens med skyldfølelsen som befolkning, som rejser helt andre spørgsmål - hvor længe skal man betale for sine synder? Er de følgende generationer skyldige i forældres eller bedsteforældres handlinger? Og handlede disse af overbevisning eller fordi de ikke havde noget valg?

Mounk beskriver den politiske virkelighed i det tyske samfund; hvordan 68-oprøret og dannelsen af terrororganisationer som Rote Armee Fraktion kom ud af denne splittede nationalfølelse. Han tager os igennem 70 års politisk, social og kulturel efterkrigshistorie med analyser, der måske til tider er lidt søgte men ikke desto mindre interessante.

Problematikken gælder jo ikke kun Tyskland; andre lande har en fortid, som de skal bøde for - eller føler de skal. Men hvor længe er nok? Og hvor længe kan efterkommere af ofrene trække offerkortet? Det gælder også i USA. Det gælder i fx Rwanda. Alle steder, hvor en befolkingsgruppe har udnævnt sig selv til overlegne over en anden og i større eller mindre grad udsat dem for forfølgelse.

Det er absolut en interessant bog; mange nationer konfronteres stadig i dag med at skulle undskylde for tidligere tiders handlinger og derfor er det relevant at spørge sig selv, hvornår regningen er betalt. Auschwitz og Tysklands historie står dog som det nok værste eksempel overhovedet, som billederne fra ceremonien for 80-året tydeligt viste.

Laughing All the Way to the Mosque - Zarqa Nawaz

 

• Engelsk
• 25. januar
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Zarqa Nawaz er en canadisk filmproducer, forfatter, stand-up komiker og debattør som blandt andet står bag en komedieserie (Little Mosque on the Prairie), som jeg dog aldrig har set. 

Hendes bog er en selvbiografisk komisk fortælling om at vokse op som muslim i vestlig kultur - i hendes tilfælde Canada, hvor hendes forældre flyttede til med hende og hendes søskende, da hun var lille.

Bogen er inddelt i kapitler, som foregår i nogenlunde kronologisk orden og fortæller først om opvæksten med de pakistanske forældre, der holder på traditionerne. Det betyder, at Farqa som barn falder udenfor i skolegården - hendes madpakke er anderledes, hun må ikke gå i kjole med bare ben som de andre piger og hun må slet ikke barbere sine ben, som hun frygter at vise i omklædningsrummet inden sportstimerne. 

Som teenager starter hun et lille oprør og bliver pludselig meget ortodoks for at provokere forældrene; nu vil hun gå med niqab og overholder alle religiøse bud til punkt og prikke. Men det mislykkes også da hendes mor pludselig gør det samme, og tager hendes oprør fra hende. Vi følger hendes kamp for at finde en mand - den eneste mulighed for at kunne flytte hjemmefra, og også starten på hendes karriere, hvor hun opdager, at det ikke er så simpelt at gøre grin med islam.

Der er interessante passager, hvor jeg lærte mere om ritualer og kultur; der er absolut komiske passager med de kultursammenstød, der uvægerligt opstår. Der er dog også passager, der skurrer i mine ører! Både Farqa og familien refererer konsekvent til deres ikke-muslimske omverden som the whites - og det chokerer mig faktisk. Det understreger i mine øjne manglen på gensidig respekt og integration; de er opvokset i Canada, men barrieren vedligeholdes. Desværre. 

Jeg kan ikke sige, at jeg kender meget til islam, og derfor er det interessant at læse mere for at forstå og der er denne komiske tilgang måske nemmere for mig. Jeg har stadig umådelig svært ved den kvindeundertrykkende del af denne religion, som Farqa selv omtaler når hun beskriver kønsopdelingen i moskéen. Jeg synes ikke det vidner om en inklusiv og moderne religion, og som hun selv indikerer er det en tilbagegang i forhold til den tidlige islam, som i dag i udpræget grad bliver mere og mere arkaisk og ikke formår at forny - eller opdatere - sig i forhold til sin samtid. 

Jeg kan sagtens forstå, at hun kan provokere men det er også vigtigt, at denne debat foregår - og her kan komedien jo netop noget.

Paris, ma bonne ville (Fortune de France III) - Robert Merle

• Fransk
• 20.-24. januar
• 632 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg tror nu, at planen må blive at læse et bind om måneden i den franske serie om religionskrigene i det 16. århundrede - for jeg vil igennem den; men det er lidt en kamp at komme godt ind i hvert bind.

Andet bind sluttede i 1567, da vores unge helt drog hjem til familiens herregård, hvor livet er temmelig fredeligt det meste af tiden. Men allerede de første hundrede sider bliver Pierre de Siorac indblandet i tre kampe, som alle beskrives i umådelige detaljer. Der overvejede jeg - igen - om jeg nogensinde ville komme igennem de tretten bind! Det ender ikke værre end, at han får dræbt den lokale greve i en duel; vel at mærke kraftigt ansporet af greven, der har et horn i siden på de protestantiske naboer. Vi er nu i 1572, og Pierre og halvbroderen Samson er begge færdige med deres studier som henholdsvis læge og apoteker, men nu må de rejse mod Paris for at bede om kongens benådning for drabet.

August 1572 var skæbnesvangert i Frankrig; kongen var Charles IX - en ung og svagelig konge styret af sin viljestærke mor, enkedronningen Catherine af Medici. Hun har besluttet, at datteren Margot skal giftes med den protestantiske konge Henri III af Navarre - det vil udvide Frankrigs territorier, men allervigtigst vil det sende et signal om forsoning mellem de to religiøse flanker - katolikkerne og protestanterne. Brylluppet får hele landets adelige og vigtige til at drage mod Paris, hvor brylluppet skal stå lige inden Sankt Bartholomæus-dag. 

Dette bind foregår derfor over en ganske kort periode på blot to måneder, hvor Pierre opdager Paris med dens fattige og rige - fra hoffets overdådighed og intriger til de små gyders uhumskhed og fattigdom. Han er som altid ganske glad for kvinder - og det irriterer mig lidt, at der ikke kan forekomme en kvindelig protagonist uden at denne skal befamles og vurderes som potentiel partner for en nat. Om det virkelig var så løssluppent har jeg lidt svært ved at tro - men det forhindrer i mine øjne en dybde i personerne, som dog heldigvis bliver lidt bedre som bogen skrider frem.

For et par dage efter brylluppet bliver protestanternes leder, Coligny, forsøgt myrdet og det udløser den massakre, der skulle udrydde protestanterne. Et drabsforsøg, der sandsynligvis var beordret af enten dronningen selv eller nogle højt placerede - og sandsynligvis nøje planlagt i forbindelse med brylluppet, hvor alle meget passende befandt sig i byen. 

Pierre oplever denne massakre fra centrum af handlingerne, og møder både den unge konge, men også hans bror, som snart skulle efterfølge ham og den unge Henri III, som senere blev Frankrigs konge som Henri IV. Det giver anledning til en vis modning i Pierre og nogle betragtninger over absurditeten i disse religionskrige; og da de vender hjem til Périgord er det da også med en flok af katolikker som nye venner og partnere - ikke mindst den unge baron Quéribus, som vi sikkert hører mere til.

Jeg havde svært ved starten med alle de slagsmål. Det blev dog bedre - men der er stadig alt for mange detaljer og sproget er jo nærmest som på tiden, hvilket ikke hjælper. Jeg er ikke fan af personerne Pierre - eller hans bror Samson for den sags skyld. Jeg er heller ikke fan af de lange kapitler på 50-70 sider uden afbræk; det gør læsningen lidt tung. Men alt i alt fortsætter jeg jo - som sagt med en ambition om et bind om måneden.

Le bouffon des rois - Francis Perrin

 

• Fransk
• 17.-19. januar
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fortsætter i min dejlige indkøbsbunke fra Paris, som dog er ved at svinde gevaldigt! Under mit besøg på Louvre, købte jeg denne bog om hofnarren Triboulet, som er en pudsig historie.

Vi starter i nutiden, hvor en skuespiller og komiker er blevet forladt af sin kone samtidig med, at karrieren halter. Han drukner derfor sin sorg i en flaske whisky, mens han gennemgår de få genstande konen har efterladt. Her finder han en gammel marionetdukke udformet som en hofnar, der er en af hans forfædre - og det er Triboulet, der nu taler til ham og fortæller ham sin livshistorie. 

Triboulet er en reel person, som levede fra 1479 til 1536. Han var - som hofnarre oftest var det - handicappet, og led derfor under samfundets chikane. Som ganske ung præsenterede han sig derfor ved kongens hof, som dengang holdt mere til i Blois end i Paris. Kongen var Ludvig XII, som hurtigt gjorde ham til officiel hofnar, og gav ham navnet Triboulet. Han var ikke den første nar med det tilnavn, og det gik over i historien som symbolet på personnagen og Victor Hugo brugte også navnet i sin roman, som blev til Verdis opera Rigoletto.

Men vores Triboulet underholdt Ludvig XII - hans dronning Anne de Bretagne brød sig ikke om ham, og mange hofkurtisaner var også jaloux på hans tætte forhold til kongen. En hofnar kunne sige stort set alt og undgå den strenge hofetikette; han sov i kongens værelse og gav ham indirekte råd omkring styringen af landet. 

Da Ludvig XII dør i 1515 overtages Triboulet af den nye konge François I, som er en af Frankrigs mest ikoniske konger. Det var ham, der bragte Leonardo da Vinci (og Mona Lisa) til Frankrig, og desuden byggede nogle af de smukkeste slotte i Loire-dalen. 

Historien er derfor lige så meget historien om de to kongers liv set fra Triboulets synvinkel. Den er iblandet nogle af de anekdoter, vers og spilopper, som Triboulet konstant skulle opfinde for at bevare sin position. Der er ikke mange overleveringer af disse, men én har overlevet. Triboulet kunne gøre grin med stort set alt - men kvinder gjorde man ikke grin med. Da Triboulet en dag kommer til at overskride denne grænse, bebuder kongen at han skal dø - men han må selv vælge hvilken måde han vil dø på. Det er et stort privilegie på den tid, men Triboulet svarer, at så vil han helst dø af alderdom. Dette overraskende og næsvise svar redder hans liv.

Triboulet fabulerer dog også over sin skæbne, som minder om den hvide klovns. Hans overlevelse afhænger af at være morsom uden at overtræde kongens grænser, som hurtigt kan føre til en dødsdom. Han er ensom og hans fysiske fremtræden fremkalder kun foragt og ingen kærlighed. Han bliver til sin personage og hans egen personlighed må sættes til side. I bogen forsvinder Triboulet til sidst ud i skoven, hvor han lever sine sidste år i ensomhed men uden at skulle optræde konstant. I virkeligheden ved man ikke, hvor og hvordan hofnarren døde. Kun at han blev efterfulgt af en anden, som underholdt hele fire konger.

Som afslutning vender vi tilbage til nutiden, hvor skuespilleren fabulerer over sin egen skæbne. Jeg var virkelig godt underholdt; de historiske biografier er interessante, og at Triboulet taler direkte til læseren/skuespilleren og iblander moderne betragtninger generer mig faktisk ikke. Tværtimod føler man sig så inddraget i historien om den stakkels triste klovn.

When McKinsey Comes to Town - Walt Bogdanich / Michael Forsythe

 

• Engelsk
• 13.-16. januar
• 368 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Mange af os har sikkert arbejdet i virksomheder, der har hyret McKinsey - uden måske at vide det!

Et af McKinseys stærkeste våben er nemlig den fortrolighed og hemmelighedskræmmeri, der omringer dem med ærefrygt. Det er også det, der gør, at de kan arbejde for konkurrerende virksomheder uden, at det bliver en interessekonflikt.

Jeg har selv arbejdet endog meget tæt med dem for ganske nylig, og iagttaget, hvordan de opererer. Det var dog ikke med de grufulde konsekvenser som i eksemplerne i denne bog.

De to journalister har brugt en del år på at finde informationer, interviewe tidligere og nuværende ansatte, som oftest optræder som anonyme kilder af hensyn til de strenge kontrakter, de har underskrevet. Det gør det ikke mindre troværdigt.

Der er eksempler fra mange lande - stort fokus selvfølgelig på USA - og også mange brancher. Eksempler på, hvordan de på den ene side arbejder for FDA i USA for at begrænse nikotinforbrug mens de på den anden side arbejder for de største aktører i den private sektor. Hvordan de rådgav medicinalfirmaer i at øge salget af opioider vel vidende, at der var en bølge af overdoser og dødsfald som direkte følge af dette.

Der er så mange skræmmende eksempler, at man undrer sig over, hvor moralen og etikken er forsvundet hen i det firma? Intet er mere helligt end dollars kan man blot konkludere.

Det giver et fantastisk indblik i hvordan disse konsulentfirmaer opererer, og hvor stor indflydelse og kontrol de har - bag kulisserne!

The Netanyahus - Joshua Cohen

 

• Engelsk
• 11.-12. januar
• 248 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er absolut ikke fordi jeg er tilhænger af Netanyahus politik - tværtimod! Men dette er fiktion delvist baseret på fakta. 

Bogens forfatter hørte fra historikeren Harold Bloom om dennes møde med Ben-Zion Netanyahu - den israelske premierministers fader - som også var historiker, og besøgte USA i slutningen af 1950'erne.

Bogens hovedperson er Ruben Blum, professor ved universitetet i New York. Han er dets første jødiske professor, men er ikke selv praktiserende trods en ortodoks opvækst. Hans hustru Edith er hjemmegående og de har en datter, Judy. Da universitetet overvejer at ansætte Ben-Zion beder de Ruben om at tage del i processen - da han jo er jøde.

Ben-Zion ankommer til New York sammen med sin hustru, Tzila, og deres tre sønner (hvoraf Benjamin), og de installerer sig i huset. Ruben skal følge Ben-Zion rundt på universitetet og hjælpe ham med lektioner, hvor Ben-Zion tester de andre i deres bibelske viden. Dette bringer os til en diskussion om Talmud versus Bibelen, og det jødiske folks historie.

Senere følger en politisk diskussion om staten Israel og et land, der tilhører det jødiske folk og igen med paralleller til amerikansk historie og selvstændighed. Det hele ender med, at de tre sønner har forårsaget en del uro hjemme i Blums hjem og nu er stukket af fra huset uden tøj på. Blum begiver sig ud for at finde dem, og den lokale sherif bliver involveret.

Det er en lille roman, og den er koncentreret om de få dage familierne bor sammen i Blum-hjemmet. Det er en underlig blanding af humor og fakta, der er omskrevet, så man ikke ved, hvad der er rigtigt eller forkert. Det virker til tider mere som en kritik af det politiske system, som Netanyahu støtter og har opbygget - altså den nutidige Benjamin. Jeg kunne ikke helt forstå pointen med at rode så meget rundt i historie - især med en nulevende person. Jeg kan slet ikke forstå den har vundet Pulitzer-prisen - men det er jo heldigvis et spørgsmål om smag og behag.

Samliv med Picasso - Françoise Gilot

 

• Fransk
• 6.-10. januar
• 384 sider
• Originaltitel: Vivre avec Picasso

For snart fire år siden læste jeg den grumme beretning skrevet af Picassos barnebarn, Marina, om forholdet til Picasso. Det var barsk læsning og ikke flatterende for hans omdømme. I november købte jeg denne erindringsbog fra 1964 skrevet af hans ekspartner Françoise knap ti år efter de gik fra hinanden. Det er en anden vinkel på historien, og desværre heller ikke flatterende - uden at det kun er en ekskones bitterhed.

Françoise Gilot er blot 21 år gammel, da hun møder den da 61 år gamle kunstner i Paris, Hun hommer fra en borgerlig familie med penge på lommen, og da hun afbryder sine jurastudier for kunstmaleriet, afbryder faderen al kontakt til hende. På det tidspunkt er Picasso stadig i et forhold med Dora Maar, og officielt stadig gift med Olga Khoklova - moderen til hans to ældste børn. Præcist hvornår de to indleder et romantisk forhold er lidt svært at vurdere - der er en vis form for blufærdighed i bogen; og det var tilsyneladende en længere kurtisering - Gilot var ikke nem. Men i 1944 flytter hun definitivt ind hos Picasso, og bliver hans inspiration men også hans hjælper i alt det daglige sammen med de andre tjenestefolk. De andre? Ja, for Picasso betragter alle omkring sig som hans tjenende ånder.

Hun føder deres første barn i 1947, og året efter begynder de at tilbringe mere permanent tid i Sydfrankrig, hvor han faktisk tilbragte resten af sit liv. I 1949 fødes datteren Paloma - navngivet efter den fredsdue Picasso tegnede til plakaten for en fredskongres, som åbnede samme dag. Faktisk var Françoise i fødsel og bad Picasso (og chaufføren) tage hende til hospitalet - men det var vigtigere, at han ikke kom for sent til kongressen! 

Det siger en del om Picassos ego. Det drejede sig altid om ham - og Françoise blev den eneste kvinde, der forlod ham og han kaldte hende derefter "kvinden, der siger nej".

Bogen giver ikke blot indblik i deres privatliv. Gilot var selv kunstner, og en stor inspiration og sparringspartner for Picasso. Der er gengivelser af mange samtaler om eksisterende værker og deres tilblivelse - ikke mindst hans første forsøg på keramik i Vallauris - og jeg brugte virkelig meget tid på at tjekke disse værker online parallelt med læsningen, hvilket gav en endnu bedre forståelse af Picasso som kunstner.

Om mennesket Picasso bliver man dog ikke imponeret. Præcis som i barnebarnets skildring fremstår han som et egocentreret krakilsk menneske uden nogen empati for andre. Det gjaldt venner, der ikke inviterede ham på frokost eller ikke støttede hans kommunistiske synspunkter - eller livspartnere, børn, ansatte - og som set også børnebørn. 

Det ændrer muligvis ikke på synet af hans kunst; og alligevel ser man jo, at den kun var mulig fordi hele hans liv var organiseret omkring hans mulighed for at udøve den - på bekostning af alt andet.