L'homme des Mille Détours - Agnès Martin-Lugand

 

• Fransk
• 22.-26. december
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

For mange år siden læste jeg den roman, som Agnès Martin-Lugand nok er mest kendt for - Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe - desværre havde jeg glemt, at jeg slet ikke brød mig om den. I sommers bestilte jeg så denne til sommerferien, men fik den aldrig læst. Min rejseveninde læste den, og var ikke begejstret - men nu var den jo købt. Jeg skulle rejse lige i julen og nytåret, så besluttede mig alligevel for at læse den som årets sidste bog. Det blev pinagtigt!

Gary er dykker, og arbejder på øen Réunion, da hans ekskone pludselig dukker op med sin nye mand for at dykke. Der ripper op i gamle sår - de børn de ikke fik, og som fik ægteskabet til at gå i stykker. På øen møder han Ivan, som er rejst fra sin familie i Frankrig for at udleve sine livsdrømme - i håbet om at familien derhjemme accepterer det og venter på ham. En moderne Ulysses.

Det er nok her det hele stopper med at fungere for mig - dette forsøg på at skrive en moderne Odyssé.

Da Gary rejser hjem til Frankrig, beder Ivan ham om at opsøge familien for at sikre sig, at de alle har det godt. Hvorfor gør han det ikke selv? 

Den ene drømmer om en familie og den anden har forladt sin og ikke givet livstegn i syv år. Nu møder Gary den forladte familie, der forsøger at leve med den viden, at de ikke var nok. Han etablerer et forhold til de tre børn Ivan har efterladt, og får et forhold til Ivans ekskone. Så alt ender godt - lidt for sukkersødt til min smag; men selvfølgelig efter en masse overvejelser om tab, savn, og søgen efter det perfekte liv. 

Jeg skal nok holde mig fra hendes romaner fremover; det var ikke den bedste roman til at slutte året med. 

Det blev et fantastisk læseår. 120 bøger i alt, hvilket er personlig rekord. Ikke at det er formålet, men jeg kan konstatere, at jeg ser mindre og mindre fjernsyn og foretrækker den stille tid med en bog efter arbejde. Totalt set blev det til lidt mere end 46.000 sider, og fordelingen var nogenlunde som i 2024. Lidt færre danske bøger (15%), samme andel engelske (39%) og størstedelen af franske bøger (46%). 

Mine absolutte favoritter per måned var:

Januar: Samliv med Picasso  

Februar: Bohemian Paris        

Marts: Sans soleil

April: Le paradis caché 

Maj: L'impératrice de Pierre

Juni: The Lives of the Artists

Juli:  Himlens rødder   

August: Det jeg ved om dig

September: Les heures fragiles

Oktober: Søfareren

November: The River Is Waiting

December: De sårede og de faldne

De sårede og de faldne - Alice Winn

 

• Engelsk
• 19.-21. december
• 400 sider
• Originaltitel: In Memoriam

Henry Gaunt og Sidney Ellwood er to unge ubekymrede drenge på en kostskole for den engelske overklasse, da 1. Verdenskrig bryder ud i 1914. Drengene på skolen afprøver til tider deres grænser og enkelte homoerotiske erfaringer er ikke usædvanlige - men Henry ved, at han er forelsket i Sidney på en anden måde end drengeløjerne tillader. Det er underforstået, at det stopper, når de forlader skolen og Sidney tror han skal giftes med Henrys søster. 

Henry er intelligent men introvert. Han skammer sig over sin forelskelse i Sidney, som aldrig konkretiseres på kostskolen - i stedet ser han Sidneys flirten med andre drenge som ren leg fra Sidneys side. Sidney er dog også forelsket i Henry, og tager langt mere ansvar for sin seksualitet.

Efterhånden som krigen skrider frem, og drengene ser tabslisterne i kostskolens avis, går det op for dem, at de nok også kommer afsted. Henrys mor beder ham direkte om at melde sig, da de har tyske rødder i familien - og stemningen er ophidset. Ved at melde sig kan Henry cementere familiens loyalitet til England. Samtidig er det jo en passende flugt fra Sidney, som er en konstant fristelse for Henry.

Henrys debut i krigen er voldsom. Skyttegravene er langt fra hans tidligere beskyttede tilværelse og Henry bliver hærdet; han skriver breve hjem til Sidney - men forsøger at fremhæve det heroiske og undgå censuren. Da Sidney også melder sig til hæren, mødes de to ved fronten. Henry er rasende over at se Sidney - han frygter for hans liv og kapacitet til at klare gruen. Men det er også her, de endelig indleder deres forhold.

Igennem krigen og gemt i skyttegravene kan de måske bilde sig selv ind, at det er for at få lidt trøst og blidhed midt i krigen. Sidney udfordrer Henry gang på gang - han vil have ham til at erkende, at deres er den ægte kærlighed - på trods af tidens forbud og fordomme. 

Det er en grusom beskrivelse af skyttegravene med beskrivelser af angrebene, og de sårede og de faldne, som i den danske titel. Det er en hyldest til alle de soldater, der meningsløst mistede livet i krigen - som i den originale titel. Det er en sammenblanding af overklasse-England med skjult homoseksualitet som i Gensyn med Brideshead og brutal skyttegravskrig som i Birdsong.

Der er så mange temaer her, og man bliver dybt rørt af deres historie. De bliver begge sårede, de kommer igennem krigen men med ar på krop og sjæl - og skal finde en mening med at have overlevet. De skal finde modet til at være sammen som par i en verden, hvor dette var uhørt. En stærk roman, der ryger direkte ind på min liste over de bedste bøger i år.

Brésil, terre d'amitié - Georges Bernanos

 

• Fransk
• 17.-18. december
• 237 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Min første julegave i år kom lidt tidligt i en pakke fra Frankrig - og så kunne jeg ikke lade den være!

Georges Bernanos (1888-1948) var en fransk forfatter, der har udgivet både romaner og digte samt skrevet teaterstykker. Ikke mindst var han en ivrig debattør - især under 2. Verdenskrig omkring den franske samarbejdspolitik af Vichy-regeringen. I sine unge år var Bernanos kendt antisemitisk - en holdning, han dog ændrede radikalt med krigens komme.

Under krigen var han dog ikke i Frankrig, da han allerede i 1938 var rejst til Brasilien i protest mod den franske regerings politik. Derfra korresponderede han med sine landsmænd og skrev kronikker til den franske presse. Efter krigen vender han tilbage til Frankrig, og dør nogle år senere.

Bogen samler forskellige breve, tekster fra hans bøger og artikler omhandlende krigen. Mange af teksterne kredser om de moralske dilemmaer mellem krig og kristendom, som optog ham meget. Men der er også beskrivelser fra hans liv i Brasilien, som blev hans andet fædreland. Han søgte ikke de lokale intellektuelles selskab, men derimod bønderne og var ikke mere lykkelig end da han blev ejer af en kvægfarm. En retur til det simple liv med kristne værdier som sit kompas.

Det er lidt en blandet samling af tekster, og der er ikke en decideret rød tråd igennem bogen. Men det var for mig en nyopdagelse af en forfatter og et menneske, som inspirerede en gruppe af efterkrigstidens franske forfattere. Jeg opdagede, at jeg kendte til i hvert fald en af hans romaner og den skal muligvis på listen til 2026.

La ville dévastée - Simone van der Vlugt

 

• Fransk
• 14.-16. december
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har læst alle bøger af denne hollandske forfatter, og har især været begejstret for hendes beretninger om kvinders liv i Holland i det 15.-17. århundrede. Det er jo også en periode, der virkelig interesserer mig, og så genkender man jo mange ting, når man er i fx Amsterdam. Den seneste roman, som foregik slutningen af det 19. århundrede var jeg mindre begejstret for, og her nåede vi frem til 1. Verdenskrig, hvor handlingen foregik i Belgien.

Nu er vi tilbage i Holland - i Rotterdam - og 2. Verdenskrig er lige brudt ud. Holland blev hårdt ramt i den krig - ikke blot af ødelæggelser og bombardementer, men også deportationen af den jødiske befolkning, som var altomfattende i forhold til vores danske forhold.

Katja er 21 år gammel og nygift. Hun besøger sin familie er dag i april 1940, og netop som hun har forladt dem med lillesøsteren, bliver byen bombarderet. Forældrene og to søskende dør, men hun finder to andre søskende, så de nu er fire tilbage. De to brødre bliver hurtigt involveret i modstandsbevægelsen, mens hendes svigerforældre til gengæld melder sig ind i det nationalsocialistiske parti og omgås tyskere.

Krigen er brutal. Vi når hele registeret igennem - det jødiske vennepar, som de først skjuler, og deres søn de tager til sig, da forældrene fanges og sendes til Auschwitz. Katjas mand, der også blander sig i tyskernes politik, og deporteres til Tyskland. Katja, der efterfølgende indleder et forhold til en tysk officer - først for at hjælpe sine familiemedlemmer ved at bede om tjenester, men det udvikler sig til et reelt intimt forhold på trods af deres ideologiske forskelle. 

Men der er desværre også alt for mange og lange opremsninger af krigens skelsættende datoer. Det bliver for trivielt og tørt, og skiftet mellem disse opremsninger af datoer og personernes handling virker kunstig. Der er ingen tvivl om, at formålet har været at dække det hele - byen Rotterdams skæbne, Hollands skæbne under krigen og protagonisternes egne skæbner. Men det bliver for meget ganske enkelt.

Jeg synes samtidig der var flere løse tråde ved slutningen, hvilket virker underligt, når meget af bogen er så detaljeorienteret.

King of Ashes - S. A. Cosby

 

• Engelsk
• 10.-13. december
• 353 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Endnu en bog fra Obamas Reading List for 2025, og denne gang er det en krimi. Det er jo en genre, jeg bedst kan lide lidt old school med detektivmysterier og helst ikke for meget blod og vold. Obama har så en lidt anden smag! Det er voldsomt, og jeg kæmpede bravt for at komme igennem må jeg indrømme.

De dybereliggende temaer er absolut universelle og interessante, men det er pakket ind i lag på lag på lag af rå vold.

Roman er en succesfuld investeringsrådgiver i Atlanta, og kommer sjældent hjem til sin barndomsby, Jefferson Run i Virginia, hvor faderen styrer et krematorium sammen med Romans søster, Neveah, og bror, Dante. Faktisk har han holdt sig væk det meste af de sidste nitten år siden moderen forsvandt. Men faderen har været udsat for en trafikulykke, og ligger i koma. Roman opdager dog hurtigt, at Dante er i gæld til en lokal narkobande - og de står bag faderens ulykke samt en del anden chikane mod familien. 

Roman mener at kunne tale fornuft til disse mennesker - eller i det mindste finde en afdragsordning med dem - men sådan arbejder de ikke. Roman opdager et helt system af udnyttelse af de lokale fattige sorte familier, og begynder selv at spille efter deres regler. Det fører selvfølgelig kun til hans egen moralske undergang - og mere vold og ulykke end han nogensinde havde forestillet sig.

Titlen King of Ashes refererer selvfølgelig til krematoriet, som nu bliver scenen til hans forsøg på at redde Dante og familien. 

Temaerne er mangfoldige - kan man gøre sig fri af fortiden? Hvor meget skal man ofre for familien? Uretfærdigheden i retssystemet - ikke mindst for minoriteter. Og ens eget moralske kompas - hvordan navigerer man efter det i en verden af vold?

Det var virkelig voldsomt. Jeg bryder mig ikke om den slags romaner, hvor det bliver så billedligt og jeg overvejede virkelig at stoppe for min nattesøvns skyld. Jeg kom igennem - men faktisk var det deprimerende fra start til slut, og levnede intet håb for nogen. Man skal kunne lide meget mørke for at kunne lide denne - jeg skal i hvert fald ikke læse flere af hans krimier. Jeg skal nok også lige revurdere Obamas 2025-liste; mine to foreløbige forsøg har været en blandet fornøjelse.

Strandingen - Peter Krogsted Nielsen

 

• Dansk
• 8.-9. december
• 247 sider

Et måske mindre kendt aspekt af 2. Verdenskrig er de mange flygtninge, der befandt sig i Danmark ved afslutningen i maj 1945. Det var det i hvert fald for mig, hvor skoletimerne fokuserede på frigivelsen af koncentrationslejrene, de politiske efterdønninger med den kolde krig og jerntæppet. For i Danmark var vi jo besatte, men ikke aktive deltagere i krigen.

Alligevel var der tusindvis af fordrevne indenfor vores lands grænser - krigsfanger bragt til landet for at arbejde for tyskerne eller tyskere selv som i krigens sidste måneder anede, hvor det bar hen og forsøgte at flygte ud af hjemlandet. Med sig bragte de tit fanger, så det blev svært for myndighederne at vurdere, hvem der var her af hvilke årsager.

Derudover er der den fantastiske historie om flydedokken, der sendes afsted fra Nordtyskland med knap 1500 russiske, franske og belgiske krigsfanger inklusive deres tyske vogtere. Det var et desperat forsøg på at flytte fangerne til Flensborg efter Berlin var faldet, men skibene blev angrebet af de allierede og flydedokken endte med at flyde rundt i Østersøen af egen kraft. Mændene ombord drev rundt i flere dage uden vådt eller tørt, mens de forsøgte at dirigere dokken. Endelig fik de den i kurs mod land, men de troede de var tilbage i Tyskland. I stedet havnede de på Langeland, hvor de lokale var lige så chokerede, og ikke anede om de kom for at angribe eller ej. Skæbnen ville det, at de gik på grund netop den 4. maj som frihedsbudskabet lød i de danske radioer.

Bogen fortæller primært historien om disse fanger og hvordan langelænderne måtte håndtere denne enorme mængde mennesker i det lille samfund. Tyskere skulle skilles fra fanger. Syge skulle behandles. Alle skulle have mad og drikke - men tyskerne lidt mindre godt end fangerne! De skulle indlogeres, og de skulle identificeres så man var sikker på deres legitimitet og oprindelse.

Franskmændene var nok de finere fanger - de var de kultiverede interessante mennesker, der også hurtigere kom hjem. Russerne, som i realiteten kom fra mange steder, der i dag er selvstændige lande (Baltikum, Polen, Kaukasus osv.) måtte vente lidt længere og deres skæbne var langt mindre glorværdig. At blive taget til krigsfange var strafbart i den Røde Hær og der ventede dem ikke samme heltemodtagelse ved hjemkomsten.

De lokale glemte nok aldrig de måneder de havde besøg af de mange fanger. Nogle holdt kontakten livet igennem, mens det var mere problematisk for de russiske fanger. De kom tilbage til Stalins Rusland - og kontakt med danskere ville være kontakt til en kapitalistisk magt.

Det er et virkelig interessant kapitel danmarkshistorie og bogen er rigt illustreret. Det bliver lidt tørt visse steder - især kapitel 7 blev for akademisk til at gøre det rigtig relevant for et bredere publikum. Men interesserer man sig for krigen og/eller Danmarks historie er det interessant læsning.

L'homme qui peignait les âmes - Metin Arditi

 

• Fransk
• 6.-7. december
• 312 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Hvis det er en bog om malerier eller malerkunst, så falder jeg altid i fælden og køber! Titlen - Manden, der malede sjæle - er jo også besnærende. 

Vi er i 1079 i det nordlige nuværende Israel i byen Acre, hvor den 14-årige Avner bor med sine forældre og kusinen Myriam. De er jøder, men der er katolske klostre i området og Avner leverer dagligt fisk dertil. Det er her, han første gang ser et ikon malet af en af klostrets ikonograf. Eller skrevet af, som de siger. For den katolske kirke - ligesom islam og judaismen - tillader ikke helgendyrkelse gennem portrætter, men derimod en tolkning af Bibelen, som skal ses i ikonet.

Avner fascineres af ikonet, og gennem et år arbejder han på at studere katolicismen for endelig at blive døbt. Han er dog ikke mere troende end, at han sideløbende har et intimt forhold med kusinen. Hans dobbeltgængeri opdages, og han udstødes af familien - den omrejsende Mansour, som er muslim, tager ham under sine vinger og sammen rejser de videre mod Bethlehem. 

Der får han arbejde som ikonograf i Mar Saba-klostret og bliver hurtigt den dygtigste, og mål for de andre munkes jalousi. Men hans ikoner bliver også mere og mere livagtige, og hans hybris ender med at blive hans fald. Han smides ud af klostret, og alle hans ikoner brændes.

Avner er nemlig ikke troende i den forstand, at han bekender sig til en enkelt religion. Han ser det smukke i mennesket som Guds skabning, og begynder nu at male deciderede menneskelige portrætter af alle, der vil. En praksis, der er i strid med alle monoteistiske religioner på den tid, men malerierne ser ud til at forsone mennesker med både dem selv og deres fjender.

Det er en roman, og Avner fra Acre findes ikke i historiebøgerne. Dog har man opdaget, at et ikon i Mar Saba er langt ældre end først antaget. Det er baggrunden for idéen om, at man overskred grænserne for malerierne. Dog synes jeg hele historien bliver en lektion i samhørighed - at vi alle er Guds skabninger, uanset religion, og har de samme grundværdier. Det bliver lidt for komfortabelt, at Avner færdes på kryds og tværs af judaisme, kristendom og islam. I bogen ender det da også galt, og så slutter det med et lidt for fabelagtigt eventyr om Mansours kamel og muldyr, der tager hævn - den del kunne jeg godt have været foruden.

Street of Eternal Happiness - Rob Schmitz

 

• Engelsk
• 1.-4. december
• 326 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Rob Schmitz er en amerikansk journalist, der i dag rapporterer fra Berlin for NPR - den amerikanske public service-radio. Han har arbejdet i en del lande udenfor USA - deriblandt Kina, hvor han boede i en årrække. Fra 2010 til 2016 boede han i Shanghai i gaden, der poetisk hedder Street of Eternal Happiness.

Hans gade ligger i det tidligere franske kvarter, hvor der engang stod små smukke huse nu erstattet af glas- og metaltårne i det moderne Kina. Men beboerne er en blandet flok af indbyggere fra dengang og fra områder udenfor Shanghai. Schmitz har den store fordel at tale mandarin, og han kommer derfor nemmere i kontakt med de lokale. De fleste viser sig dog ikke at være så lokale.

Hans bog foregår i gaden i samtaler med dens indbyggere, men derigennem kommer vi også igennem den del af det moderne Kinas historie med de strabadser befolkningen går eller har gået igennem. Det er barsk læsning!

Vi ved jo, at Kina ikke er pionerer indenfor menneskerettigheder, men at læse om familier, der tvinges fra hinanden eller fra hus og hjem på den mest brutale facon er alligevel rystende. Der er så mange regler, der stadig overlever i bedste maoistiske ånd, at det stadig er svært for menigmand at bryde ud af det, der minder om en stavnsbinding. Man er bundet til det sted, man er registreret som borger - så kan man flytte til storbyen og bo og arbejde, men den dag ens børn skal i skole, skal det foregå i hjembyen. Det betyder, at forældre sender deres børn væk og selv bliver i byen, hvor der er flere penge at tjene.

Et andet stort problem er eksproprieringen - de gamle traditionelle huse skal ned for at skabe plads til glasmonstrene. Flytter man ikke frivilligt, vågner man en morgen til et nedrykningsteam, der mest af alt minder om en mafiatrup. De flår dig ud af sengen og huset uden ejendele, og så brænder de huset af. Nu er jorden klar til at blive solgt til højest bydende, og beboerne har ingen ejendele eller penge til at komme videre for.

Der er ikke noget at sige til, at den kinesiske version af bogen er forbudt i Kina. Som vestlig journalist har Schmitz nemmere mulighed for at rejse rundt i landet, og han rejser med nogle af beboerne til deres hjembyer for at se, hvordan familierne lever der. I evig venten på penge fra storbyen - eller nyt fra familien, der har gjort lykken der. Det minder på mange måder om de flygtninge, vi ser i Europa, der har familie i Afrika eller Mellemøsten - Kina er blot så stort, at problemet forbliver indenfor landets grænser.

Det moderne Kina er absolut mere kapitalistisk - og det får fatale konsekvenser for nogle af gadens indbyggere som den ældre dame, der falder for det ene pyramidespil efter det andet i håbet om at blive rig. Hun tror blindt på samtlige svindlere, der lover hende børsnoteringer og formuer - for hun er af en tid, hvor man blev hjernevasket til at tro på ideologien og systemet og ikke stille kritiske spørgsmål. Denne ældre befolkning har svært ved at omstille og tilpasse sig.

Nu er bogen jo snart ti år gammel; dog er spørgsmålet nok, hvor meget der reelt har ændret sig? Huskert man billederne af indbyggere, der blev barrikaderet i deres ejendomme under pandemien, er min tanke, at der stadig er lang vej. 

Det var på mange måder interessant. Det var dog også lidt ensformigt, og for mange gange gentager Schmitz en persons baggrund (i tilfælde af at læseren har glemt det) - men det ødelagde det lidt for mig, så jeg gik lidt i stå undervejs. Men jeg lærte da en hel del - nedslående - nyt om verden.

Natteskov - Djuna Barnes

 

• Engelsk
• 29.-30. november
• 192 sider
• Originaltitel: Nightwood

Djuna Barnes er kunstnernavnet for den danske forfatter Maria Gerhardt, som hun brugte når hun arbejdede som dj. Men hun var inspireret af virkelighedens Djuna Barnes (1892-1982), som var en amerikansk forfatter og journalist, og mest kendt for sit hovedværk Nightwood, der blev et af de første og største lesbiske litterære værker. 

Jeg læste en del om hende i bogen om udenlandske kunstnere i Paris i august, og den stod på ventelisten. 

Hvordan skal man så beskrive den roman? Med så massive forventninger er det svært ikke at blive skuffet desværre. Der er ingen tvivl om, at den var banebrydende, da den udkom i 1936. Samtidig er den stilistisk ret kompliceret, inspireret som den var af moderne abstrakt kunst, surrealisme og de andre -ismer, der florerede på den tid.

Historien samler en lang række personer, og det er svært at holde blot nogle af dem rigtigt centreret i romanen. Men en af hovedpersonerne er Robin Vote, som bliver gift med Felix - en østrigsk dandy, som påstår at være aristokrat. Robin møder Nora Flood - en amerikansk kvinde - og de to indleder en hed affære, som fører til, at Robin forlader Felix og deres søn Guido.

Nora er baseret på Djuna Barnes selv, mens Robin er Barnes' elskerinde Thelma Wood. Titlen skulle være et ordspil på Nigh T. Wood - altså "tæt på T. Wood". Deres forhold, som varede fra 1921-29 var ikke uden konflikter - jalousi, utroskab, druk - og det samme går igen i romanen mellem Robin og Nora.

Rundt om de to kvinder følger vi Felix og en mystisk doktor, som filosoferer over livet - meget af tiden udklædt som kvinde. Han fører lange monologer med råd til de to kvinder om deres forhold og konflikter. Det ender fuldstændig surrealistisk med en scene, hvor Robin i en kirke møder Noras hund og selv antager en dyrisk form. Det er så absolut i tråd med tidens kunstneriske bevægelser. Det er også en fortælling om Barnes' eget kærlighedsliv og det bristede forhold til Wood - som i øvrigt ikke var særlig imponeret over bogen.

Jeg forsøger at læse"klassikere" - de bøger, der af udefinerlige årsag transcenderer tid og sted - et par gange om året. Det betyder jo så, at visse er af ældre dato og det kan have sine udfordringer. Jeg har læst flere meget begejstrede anmeldelser af denne bog - en del af dem noget ældre - og gennemgående siges det, at man skal læse den en del gange for at komme til bunds i den. Det tror jeg nu ikke jeg har tålmodighed eller overskud til. Det er lidt rodet; det stikker i alle retninger - og jeg er nok ikke modtagelig overfor denne surrealistiske skriveform. Men historien omkring historien er absolut interessant set i et større kunstnerisk perspektiv.

Le nom sur le mur - Hervé Le Tellier

 

• Fransk
• 28. november
• 176 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fik en ny stak bøger leveret torsdag aften - og den første læste jeg så på en dag. Det er godt, jeg mere end når mit mål om, at halvdelen af de læste bøger skal være fra biblioteket! Det ska dog siges, at det var en meget lille bog - jeg læste knap halvdelen om morgenen inden arbejde og så var der lige til aftenlæsning.

Den fransk forfatter, der vandt Goncourt-prisen i 2020, købte lige inden pandemien et hus i en lille landsby nord for Avignon. Da han begynder at rydde op i hus og have, finder han et navn ridset ind i en sten i husets murværk - André Chaix. Det samme navn finder han på byens monument over døde for fædrelandet - et sørgeligt monument som stort set alle franske (og belgiske) byer har for såvel 1. som 2. Verdenskrig. Han kan se, at André kun blev tyve år gammel.

Le Tellier begynder at grave i, hvem denne unge mand var og hvorfor hans navn står på hans mursten. Det sidste finder han ikke svaret på, men han finder ud af, at André døde i modstandsbevægelsen.

Det bliver til en rejse rundt i nazismens greb om Frankrig - men også, hvordan ideologien kunne påtvinges en hel tysk befolkning med eksempler på psykiske forsøg på demagogi, der senere er blevet udført.

Han finder navnet på Andrés ungdoms kærlighed, og både fotos og andre ejendomme, som André efterlod og i dag er på et lokalt museum.

Men det er som sagt en lille bog, og da der ikke er nogen overlevende, der kendte André personligt, er det begrænset, hvor tæt vi kommer på André som menneske. Det er snarere et lille portræt som kunne være af André eller en af de mange andre unge mænd, som satte deres liv på spil for friheden - og mistede det. 

Det er jo selvfølgelig også endnu en Covid-roman; hvad gør man som forfatter, når man er ude af stand til at rejse eller forlade sit hus? Det er ikke en dårlig bog - absolut ikke. Det er blot en meget hurtig lille ting.

The River Is Waiting - Wally Lamb

 

• Engelsk
• 24.-27. november
• 480 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor Wally Lambs romaner aldrig er blevet oversat til dansk. Ikke én eneste af de syv romaner, han har udgivet over en årrække på 33 år. Han er ikke meget produktiv, og foretager sig en masse andet ved siden af - som fx at undervise i skrivning i et kvindefængsel. Men det er nogle af de bedste samtidskritiske amerikanske romaner indenfor de seneste årtier synes jeg.

Denne roman har været seks år undervejs - som med hans andre romaner tager det tid. 

Da jeg læste nogle anmeldelser af bogen inden jeg gik i gang, var jeg lige ved at droppe den. De lød meget på en stigende politisk bevidsthed, som åbenlyst var et problme for en del af hans fanskare. Efter læsningen kan jeg kun konkludere, at Lamb er demokrat og hans protagonisters holdninger er Trump-kritiske - hvilket er nok til at hidse masserne op i disse tider. Det var nu ikke nyt for mig; når man kender hans romaner, er det et samfundskritisk syn på fx våbenlovgivningen, som han skrev om i The Hour I First Believed. Det passer heldigvis fint til mine holdninger - og nok de fleste europæeres - og han er og bliver en fantastisk historiefortæller.

Romanen starter i april 2017, da Corby er hjemmegående far med to-årige tvillinger. Han har mistet sit arbejde, og da depressionen over det griber om sig, begynder han at tage piller og drikke. Ikke voldsomme drukture, men et skvæt rom i morgenkaffen og et par piller til at starte dagen på. Han mener selv han har styr på det - og konen, Emily, bemærker intet.

En morgen går det galt, da han skal have børnene ind i bilen. Han bliver distraheret af naboerne, og glemmer, at den ene tvilling - drengen - ikke er i bilen. I stedet er han bag den, og Corby kører ham over, og drengen dør. Det minder lidt om en sidehandling i The Hour I First Believed. Måske har idéen luret i ham og nu er den så blevet til en selvstændig historie.

Den slags ulykker sker jo en gang imellem. Oftest bliver kategoriseret som en tragisk hændelse, hvor den skyldige forælder har straf nok i skyldfølelsen. Men Corbys misbrug sender ham i fængsel i tre år, hvor han pludselig skal omgås hårde kriminelle.

Historien følger de tre år i fængslet, hvor han kæmper for at overleve, komme ud af sit misbrug, bevise sine gode intentioner, kæmpe for ægteskabet og for at se sin datter. Han ved, at han gør klogest i at holde lav profil, men han stritter imod fængselsbetjentene, der misbruger deres magt. Det får fatale konsekvenser for hans ophold i fængslet og langt derudover. 

Det er så dybt tragisk som de fleste af Lambs romaner er; man ved, at det vil ende galt men håber og håber, at Corby kommer ud og videre i livet. Jeg måtte have en Kleenex til hjælp til de sidste tyve siders epilog, hvor nogle af de andre protagonister overtager fortællingen - Emily, hans psykiater og hans cellekammerat.

Udover indsigten i fængselsforholdene kommer vi også omkring den originale amerikanske befolkning, den evindelige amerikanske racekrig med det hvide patriarkat og Covid-pandemien. Nok af kontroversielle emner, som han formår at formidle i en hjerteskærende fortælling.

Hans pointe er, at vi er komplekse mennesker - ikke kun gode, ikke kun dårlige. Vi er mennesker, og et enkelt øjeblik kan ændre resten af vores liv.

Audition - Katie Kitamura

 

• Engelsk
• 22.-23. november
• 208 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg venter altid spændt på Barack Obamas Reading list. Der er tit en del non-fiction, men han læser ivrigt romaner, og jeg har flere fra hans 2025-liste på min egen nu.

Dette var den første jeg nåede til - og den var mildest talt udfordrende. Ikke sprogligt, hvor det flyder godt, og beskrivelserne er intense og smukke. Men historien skal man fordøje - eller i hvert fald forsøge at finde op og ned på.

Bogen er opdelt i to dele. I første del møder vi en unavngiven fortæller, men opdager, at hun er en midaldrende kvindelig skuespiller. Hun er gift med Tomas, som er forfatter, og de bor i en pæn lejlighed i New York. Nu mødes hun på en restaurant med en langt yngre mand, Xavier. Han har opsøgt hende, fordi han mener, han er hendes søn. Mens de sidder der, træder Tomas ind - og hun tænker han spionerer, og mistænker hende for utroskab. Xavier får arbejde på det stykke, hun arbeder på - som er en kompliceret fortælling, hvor en central scene skal forandre karakteren halvvejs inde i stykket.

I anden del af bogen er Xavier hendes søn - og han vil nu flytte tilbage til forældrenes lejlighed. De har vænnet sig til deres tosomhed, men det går fint indtil Xaviers kæreste også flytter ind.

Hvad er virkelighed i denne historie? Er Xavier hendes søn - eller ej? Der kommer intet entydigt svar. I stedet cirkler vi rundt om temaer som vores liv som en form for skuespil, hvor vi alle har en rolle. Tomas indtager flere roller i de to dele, og deres ægteskab anskues også forskelligt - har hun en affære eller ham?

Det er udelukkende op til læseren at vurdere hvilken del er den sande. Eller måske anskue det som den samme historie men skrevet med to forskellige udfald. De samme personer - fortælleren, Xavier og Tomas - men i to vidt forskellige virkeligheder og dynamikker. Det er temmelig udfordrende, hvis man godt kan lide en klar linje fra start til slut og en klar fortælling. Jeg kan kun konkludere, at Obama nok har mere sofistikeret læsesmag end jeg har.

Shosha - Isaac Bashevis Singer

 

• Fransk
• 18.-21. november
• 408 sider
• Originaltitel: Shosha

Jeg fik en fornyet lyst til at læse Isaac Bashevis Singer efter min rejse til Warszawa i sommer; det er altid en anden oplevelse, når man kan sætte indre billeder på de steder, der beskrives. I tilfældet med Warszawa er det selvfølgelig ikke helt så enkelt, da stort set intet af byen, som den så ud i mellemkrigstiden står tilbage i dag. Men alligevel fornemmer man stemningen, som den har været da en af byens største befolkningsgrupper var jøder. Det var her Singer voksede op, og mange gadenavne findes endnu.

Denne roman er fiktion, men virker til at have trukket en del inspiration fra Singers eget liv.

Hovedpersonen, Aaron Greidinger, er en ung mand, som forsøger at finde sin vej i livet som forfatter. Han møder i 1930'erne det amerikansk-jødiske par Betty og Sam - de er velhavende, og Betty er skuespiller. Så Aaron skriver et teaterstykke til hende, og de to indleder en affære med mandens fulde opbakning.

Men Aaron møder også sin barndomsveninde, Shosha, igen. De to legede sammen som børn, men flytninger og tiden kom i vejen, og de er nu voksne. Men Shosha er ikke som de andre; hun er mentalt handicappet og er forblevet lidt naiv og uskyldig. I denne brydningstid mellem de to verdenskrige bliver hun symbolet på renheden og uskylden, som verden endnu engang er ved at miste - og i særdeleshed jøderne i Polen. Aaron svinger mellem Shosha og de fornemme verdensdamer, der kurtiserer ham - men han kan ikke give slip på Shosha.

Da han får muligheden for at flygte til Amerika, da tingene begynder at spidse til, siger han da også nej - han kan og vil ikke forlade hende. Men det er også en form for apati eller tro på, at det ikke kan udvikle sig så galt som det gør. En følelse mange havde - og så ventede de til det var for sent.

Aarons historie er også historien om det jødiske Warszawas endeligt. Krigen, der rykker nærmere med flyene, der symboliserer destruktion og Aarons skriverier, der er en flugt ind i en anden verden.

Som med andre af Singers bøger beskriver han ikke Holocaust direkte. Han var i øvrigt selv flygtet til USA i 1935, og måske ville han ikke skrive om det, han ikke var vidne til. Måske var det en form for ydmyghed eller respekt over for dem, der døde? Han skrev mangt og meget om jødisk historie, kultur og identitet - men springer altid over de år. Ligeledes her, hvor epilogen foregår femten år efter krigen, hvor Aaron bor i USA. Han er en succesfuld forfatter, men har mistet Shosha under flugten ud af Warszawa.

Han rejser til Tel Aviv og møder andre overlevende, og de mindes det, der ikke længere er - uskylden, skyldfølelsen over at have overlevet, og minderne, der varer ved. Det er ikke hans bedste roman, synes jeg. Den er for langsom og detaljeret og alligevel mangler flere af personerne den dybde, han ellers er så god til at bygge op. Især Shosha, som jo er både titlen og centrum for Aarons moralske dilemma om at rejse eller blive, kommer ikke til at stå tydeligt nok. Men man er absolut sat tilbage til Warszawa - som det var engang og aldrig blev igen.

27 timer (Pigen, der overlevede) - Christina Ehrenskjöld

 

• Dansk
• 17. november
• 236 sider

Det kan virke som voyeurisme at læse en bog om noget så skrækkeligt som bortførelsen af den unge pige, som i 2023 blev et af ofrene for den person, der senere blev kendt som Korsørmanden. Men vi læser jo nyhederne, og vi fulgte med i retssagen. Vi har en retfærdighedssans, som tilfredsstilles, når en forbryder fanges og dømmes.

Ligesom så mange mennesker fulgte med og valgte aktivt at hjælpe med at finde den så unge pige, da det stod klart, at hun ikke var "forsvundet" på naturlig vis. Det var ikke en teenager, der havde behov for lidt fred og ro eller et eventyr. Det var en pige, der var taget, mens hendes cykel, taske og mobiltelefon lå tilbage i en grøftekant. En pige, der blot delte aviser ud, mens hendes familie sad til en familiefødselsdag og ikke anede, hvad der skete.

Men denne skildring virker ikke som voyeurisme, da den sobert udelader de detaljer, som pigen og hendes familie selv skal bearbejde og bære med sig livet igennem. Der blev heldigvis gjort et godt stykke arbejde i medierne for hurtigt at fjerne hendes præcise navn, og i bogen kaldes hun blot Karla.

Historien om de 27 timer hendes prøvelse varede, fokuserer derimod mere på forældrenes oplevelse og politiets fremskridt. Man kan ikke forestille sig, hvordan det må være - men man kan beundre den unge veninde, som så hurtigt reagerede, da veninden ikke svarede. Forældrene, som hurtigt tog afsted og politiet, som tog det meget alvorligt, da cykel, taske og telefon blev fundet uden pigen.

Vi følger primært en kronologisk beskrivelse af de 27 timer, men også den efterfølgende tid samt retssagen, der nu er sat et punktum for, da den anklagede har valgt ikke at anke dommen. Klogt valg!

Det giver også et indblik i, hvordan politiet arbejder - eller gjorde i denne sag - som desværre nok mindede dem om, at en anden sag ikke havde fået passende opmærksomhed tidligt nok, og endte med andet og langt mere tragisk udfald. Hele det apparat, der sættes i gang og hvordan politiet skal balancere informationer til familien uden at skræmme dem - men også forberede sig på et ulykkeligt resultat. Det havde forældrene dog rigelig tid til selv at forestille sig selvfølgelig.

Man ser også, hvor vidtrækkende blot 27 timer kan have. På deres liv i familien - men måske også på de naboer, der pludselig var under mistanke, og senere flyttede væk. Jeg undrede mig også over, at hele familien ikke kan få plads i retssalen, men må stå i kø med de almindelige nysgerrige. Det virker forkert! Ligesom det virker så ufattelig ubehageligt, at familien oveni alle traumerne skulle døje med skjulte telefonopkald både under og efter forløbet. Det ryster én.

Det er en hurtig læst bog, men også fordi den er intens og kondenseret i tidsrummet. Den respekterer alt det, den skal men forklarer også, hvad der reelt sker bag kulisserne. Man kan kun håbe den lille pige kommer videre.

Navnene - Florence Knapp

 

• Engelsk
• 16. november
• 352 sider
• Originaltitel: The Names

Er vi vores navn? Mange har nok hørt nybagte forældre sige, at de lige skal finde ud af navnet til deres barn - ligner det en Sofus eller en Jørgen? Er det mere en Emma end en Grethe? Udstråler navnet de egenskaber vi ønsker for vores barn eller kan det blive en hæmsko?

Jeg ved, at mine forældre - nok mest min mor - havde et andet navn i spil til mig. I dag ville jeg slet ikke kunne forestille mig, at hedde det. Det "passer" ikke til mig synes jeg. Men det er jo nemt at være bagklog.

Cora er også nybagt mor - for anden gang. Hun er gift med Gordon, som er en succesrig læge afholdt og respekteret af alle. De har den ni-årige datter Maia og nu en lille søn. Der er tradition for, at sønner skal hedde Gordon. Som faderen. Som bedstefaderen. Og det forventer Gordon også, at Cora vil melde til myndighederne, når han nu har overladt det til hende at gå derned alene. For han har ikke meget tiltro til, at Cora kan klare ret meget. Cora er undertrykt og udsat for hustruvold, og den lille Maia ved godt, at faderen er én, man skal passe på med.

Så da mor og datter går med barnevognen ned for at registrere navnet, taler de om det navn, der er valgt. Cora selv kan godt lide Julian, men Maia synes Bear er et rigtig fint navn. 

Indledningen i 1987 har således tre versioner. Den version, hvor Maia vinder og barnet får navnet Bear - det mest uortodokse valg for den dominerende Gordon. Den version, hvor Coras valg af Julian måske er mindre kontroversielt men stadig imod hans ordrer. Og endelig den version, som ville være det naturlige skridt i historien, og barnet bliver Gordon.

Over 35 år følger vi de tre versioner i spring på syv år - 1994, 2001, 2008, 2015 og 2022. Man kan jo regne ud, at med en så voldelig og dominerende mand som Gordon vil det uvægerligt skabe problemer med de to første versioner af navnet. Der er desværre ingen mulige lykkelige udfald på historien for dem alle. Men der er meget forskellige baner i livet for Cora og børnene afhængigt af om de bliver i livet med far Gordon eller ej.

Det er disse livsbaner vi følger og nok er det måske ikke deres navn i sig selv, der er afgørende men det valg Cora tog eller ej den dag. Et liv med eller uden en far eller en mor.

Jeg kunne godt lide, at livsbanerne ikke var kopier i tid og sted. Således at man i en version hører om faderen senere i livet men ikke i alle. Den ene beslutning får nemlig vidtrækkende konsekvenser, men der er stadig små hilsener til de andre livshistorier i form af personer, der krydses. Det er finurligt lavet.

Det er sent at debutere som forfatter som 48-årig, men Florence Knapp gør det med en fængende roman. Den udgave jeg havde, var med temmelig stor skrift, og med tre kapitler per syv-årig periode går det hurtigt. Jeg læste den på en hyggelig søndag morgen og aften - spændt på at se, hvor det hele endte for dem alle. Lad mig sige, at det ikke nødvendigvis er navnet, der i sidste ende bestemmer om vores liv er lykkeligt! Der var en god del spænding undervejs nemlig.

Hvor ilden brænder - Jesper Bugge Kold

 

• Dansk
• 13.-15. november
• 366 sider

Det er nogenlunde et år siden jeg læste første bind af Jesper Bugge Kolds fortælling om de danskere, der rejste til Amerika i det 19. århundrede. Det er vist tænkt at skulle være en trilogi - og som altid ville jeg ønske, at jeg havde tålmodighed til at vente til hele serien var der. Visse detaljer fra første bind var nemlig ikke helt knivskarpe i erindringen længere.

I andet bind starter vi i 1883, hvor Johanne og Jens trives på deres gård i Nebraska sammen med den gamle enarmede soldat Valdemar, og de mange børn. Men ulykken rammer, og Jens dør en dag ude på marken. Nu er Johanne alene om at sørge for afgrøder og pasning af familie og dyr - nok klarer de sig, men det kræver, at hver sæson går godt. Der skal lægges forråd til side til vinteren, og høsten skal ikke ødelægges af storme, hede, tørke og alle de andre lunefuldheder naturen har at byde på. 

Samtidig er Johanne nu et oplagt mål for egnens ugifte eller enkemænd. Det ses nok helst, at hun gifter sig igen og det er jo smartest med en mand i huset. Hun bliver hurtigt ombejlet på både den gode men især den mindre gode måde, men hun står fast.

Deres liv på prærien præges også af de gennemrejsende; således forsøger hun at hjælpe en norsk familie og kommer selv ud på flere rejser på tværs af landet. Der er endda en tur hjem til Danmark, som viser sig at blive et bittersødt møde med fortiden. 

Det er i bund og grund ikke mange generationer siden. Det er vel på mine oldeforældres tid - og alligevel er det nok svært for os i dag at forstå den fattigdom, der var grundvilkåret for mange danskere. Da Johanne rejser hjem ser hun den fattigdom, som er afhængig af ens arbejde for herremanden. I det mindste har hun fod under eget bord! 

Der sker en del for Johanne som enke - der er virkelig både cowboys og indianere i dette bind. Hvis man som barn har set eller læst Det lille hus på prærien kan man levende sætte billeder på beskrivelserne. Jeg glæder mig til sidste bind - selvom der nok går et år igen. 

Det kunne måske også give forlaget tid til at nærlæse korrekturen inden den går i tryk. Det hedder stadig ikke, at "man har reddet en hest" og hvis man taler om en hests muskler er det ikke scener muskulaturen. Det lugter af en computerkorrektur, da ordene eksisterer - blot ikke i den kontekst.

The Taming of the Queen - Philippa Gregory

 

• Engelsk
• 10.-12. november
• 464 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er flere forfattere specialiseret i Tudor-England - én af dem er Alison Weir, hvis portrætter af Henry VIII's seks hustruer er virkelig fantastisk historielæsning. Philippa Gregory er en anden, hvis bøger, jeg aldrig har læst. Hun har dog skrevet en virkelig lang serie om hele den engelske historie, men det er langt mere romantiseret end Alison Weirs.

Denne bog er en af de senere i serien, og handler om kongens sidste hustru, Katharine Parr, og foregår udelukkende i de fire år fra kongen besluttede sig for at hun var den næste i rækken og frem til hans død i 1547. Dermed får man et langt mindre nuanceret billede af hende end i Weirs biografi.

Det handler meget om religion - England var i en brydningstid mellem katolicismen og protestantismen. Kongen var gammel, syg og kolerisk. Han var let at indflyde, forvirre og manipulere med sit berømte temperament, og der var ikke langt fra mistro til mishandling. Men det kommer til at fylde lidt for meget synes jeg, og bliver for ensidigt en skildring som den her er fortalt i første person af Katharine selv.

Gregory kører den romantiske stil med sukken og hjertebæven, hver gang Parr møder Thomas Seymour - den mand, hun i virkeligheden er forelsket i, og gifter sig med efter kongens død. Jeg foretrækker så absolut den mere historisk korrekte version - ikke, at der faktuelt er noget galt, men det bliver for meget opspind, og kun at dække de fire år over så mange sider, betyder, at der dvæles alt for meget ved tingene.

Jeg tror ikke Gregorys bøger vil bringe nyt lys til disse personer - og vil langt hellere anbefale Weir, hvis man interesserer sig for denne periode. 

Død - Anders Agger / Mingo

 

• Dansk
• 9. november
• 283 sider

Død er vel nærmest en opfølger til Aggers bog om kærlighed - det er i hvert fald uløseligt forbundet. For når vi elsker, gør tabet ondt. Vi skal alle dø - og forhåbentlig har vi alle nogen, der kommer til at mangle os. Savne os.

Døden kan komme på mange måder. Uventet og brutalt eller med en varsel, som giver os tid til at forberede os og planlægge vores afsked. Eller den kan strejfe os og beslutte sig for at vente lidt endnu - som den unge pige, der var i Fields under skyderierne eller den frivillige ved fronten i Ukraine. Den kan også være selvvalgt - og der er chokket og skyldfølelsen nok den største hos de efterladte, som ikke forstår, at de ikke så det.

Ligesom i Kærlighed er historierne fyldigt illustreret. Det er måske ikke halvt-halvt men ikke langt fra og de meget smukke fotos ledsager historien på den smukkeste vis. Sammenholdt med Aggers ord, der altid rammer én dybt. Nogle historier fortælles udelukkende af den pågældende person, andre er dialoger med Agger og endelig er der hans egen historie om forholdet til forældrene, der er oppe i årene og hvor døden nu er et vilkår, der skal tages alvorligt.

Det er stadig en bog, der ligesom Kærlighed kan læses på en dag - og det er også fint. Man synker nemlig helt ned i ordene og billederne. Den styrke og skrøbelighed Agger besidder er helt unik, og man synes der kunne være mange flere historier. Tit er de ægte og virkelige historier mere rammende end de bedste fiktive fortællinger. Sådan er det her!

Grænsen - Erika Fatland

 

• Dansk
• 6.-8. november
• 638 sider

Jeg måtte have fat i andre af antropologen Erika Fatlands bøger efter at have læst den mageløse fortælling om de tidligere portugisiske kolonier. Det bar måske lidt hurtigt - men emnet var et helt andet, selvom bogen var mindst lige så fantastisk.

Grænsen er en tidligere bog fra 2017, og handler om hendes rejse langs den russiske grænse. Hun har stort set ikke inde i Rusland - bortset fra for at kunne krydse grænser - men tager turen fra øst i Nordkorea til vest i det nordligste Norge. Det bringer hende til 14 lande og territorier - som fx Donetsk i Ukraine, som jo nu har en helt anden betydning end for blot otte år siden.

Hendes mission er at undersøge historien og forholdet til den kæmpe og skræmmende nabo. Mange af de lande, der grænser op til Rusland i dag har jo på et eller flere tidspunkter været en del af det enorme land, Under zartiden eller under kommunisnem - indtil mange begyndte at løsrive sig i starten af 1990'erne.

Fatland formår at fortælle disse historier, så man føler man læser en spændingsroman - og mange steder er indholdet da også tæt på at være således. Der er spioner og krige i fuld flor! Jeg har ikke besøgt mage af de lande, hun besøger - faktisk kun Norge, Finland, Letland, Litauen og Polen. Så en beskrivelse indefra Nordkorea men også den komplekse historie, der binder Kaukasus til Rusland var dybt fascinerende.

Fatland kombinerer gode historier med geopolitik, historie, socialantropologi og humor ikke mindst! Hun rejser alene og frygtløst rundt på steder og med metoder de fleste af os ville være meget bange for, tror jeg. Det er det, der gør rejseskildringer så fascinerende, når de er gode.

Det er en lang bog, men man er så opslugt, at man ikke kan slippe den. Men måske har den også været lidt for lang at korrekturlæse. Der er i hvert fald betydeligt flere fejl her, end i Søfareren. Jeg kan måske godt klare en stavefejl eller to - men i mindst to tilfælde var historien ændret med 100 år. En gang var der trukket 100 år fra - 1845 og 2. Verdenskrig - og en anden gang var de lagt til et forkert sted. Det er virkelig sjusk fra forlagets side.

Men derudover er det interessant. Ikke mindst set i lyset af den nuværende politiske situation. Man forstår måske krigen i Ukraine bedre set i det historiske perspektiv, men man forstår især også russernes behov for ekspansion - det har til alle tider været deres drivkraft! Det retfærdiggør intet - men det forklarer hvorfor et land, der er så stort åbenbart altid vil være større. Det forklarer deres politik med kontrol af ydergrænserne - de tidligere sovjetrepublikker - og modstanden mod NATO.

Rusland er i bund og grund stadig imperialistisk i opførsel - alle kommunistiske doktriner til trods.

Fatland er eminent i at formidle disse historier, og der er lagt flere års rejse og arbejde i hver bog. Så desværre er der heller ikke mange af dem - men til gengæld er kvaliteten af fortællingen i orden. 

Bella Ciao - Raffaella Romagnolo

 

• Fransk
• 3.-5. november
• 504 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I marts 1946 ankommer Giulia Masca til den lille by Borgo di Dentro i Norditalien. Hun var der sidst i 1901 lige inden hun flygtede til Amerika. 

Giulia kom af en fattig familie. En far, der drak sig ihjel. En mor, der knoklede sig ihjel på en fabrik, hvor Giulia også arbejder allerede fra teenageårene sammen med sin bedste veninde Anita Leone.

Anitas familie bor på en gård uden for byen, og de er mere familie for Giulia end hendes egen mor. Men en dag ser Giulia sin forlovede, Pietro, i armene på Anita - og hun samler hurtigt sine få opsparinger og tager båden til Amerika. Da hun ankommer opdager hun, at hun er gravid.

Nu vender hun tilbage som en velhavende midaldrende kvinde - sammen med sin søn, som ikke aner, at hans far ikke er den mand, Giulia hurtigt giftede sig med i New York. Hvad får hende til at rejse tilbage nu? Efter så mange år og to verdenskrige. 

I tilbageblik følger vi både Giulias skæbne og livet som det udfoldede sig for dem, der gennemlevede begyndelsen af det 20. århundrede i det fattige Italien. Anita gifter sig med Pietro, og de får en søn. Men der kommer først én verdenskrig, så Mussolinis fascister og senere endnu en verdenskrig. Anitas familie betaler en høj pris, og der er hverken mange eller meget tilbage, da Giulia ankommer.

Bogen veksler mellem disse fortællinger men ikke i en rammefortælling - snarere i tilbageblik kastet lidt hulter til bulter ind i nutiden, så der springes i tid. De to skæbner kører ikke parallelt, og der er mere fokus på Italien. Men det fungerer glimrende, og er en skildring af en svær tid i italiensk historie. Den fattigdom, de mange udvandrere forsøgte at flygte fra endnu inden de anede, at krigene ville komme. 

Vi kommer vidt omkring fascismen og dens høje pris for befolkningen, og vi kommer til at føle med og kende forfatterens protagonister.

Jeg strøg igennem den præcis som med Elena Ferrantes historie om de to veninder, som starter i Napoli omtrent, hvor vi tidsmæssigt slipper Norditalien her.

Malta Hanina - Daniel Rondeau

 

• Fransk
• 1.-2. november
• 272 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg skulle være rejst til Malta søndag - men en mindre intervention i knæet satte stopper for rejseplanerne. Når jeg rejser kan jeg godt lide at læse om stedet - fiktivt eller ej. Det giver mig en fornemmelse for kulturen i landet, og denne bog var planlagt til flyturen og opholdet i Valletta. I stedet måtte jeg rejse hjemme fra sofaen med benet hvilende oppe.

Daniel Rondeau er en fransk forfatter og journalist, og så var han ambassadør i Malta fra 2008 til 2011 inden han blev UNESCO-ambassadør for Frankrig.

Hans lille bog er ikke en rejseguide - den havde jeg også - men en stemningsbog om øen med dens vanvittig rige historie. Malta har været befolket og belejret af stort set alle magter i Middelhavet. Kulturen er en smeltedigel af øst og vest med samtlige monoteistiske religioner inde over, og der er virkelig mange spor af denne kulturarv.

Rondeau tager os med rundt på øen, som han besøgeri kraft af sit job men også som privatperson. Han fortæller i bidder om historien gennem de levn, han ser i dag. Der er også en del fokus på fransk tilstedeværelse på øen selvfølgelig - tempelridderne havde stærke bånd til Frankrig.

Men vi får også en fornemmelse af stemningen, lugtene, farverne, musikken... en smuk lille bog, der blot gav mig endnu mere blod på tanden til at komme dertil - en anden gang!

Bournville - Jonathan Coe

 

• Engelsk
• 29.-31. oktober
• 368 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I marts 2020 er Lorna netop landet i Wien, hvor hun skal indlede en miniturné rundt på fastlandet. Men nyhederne taler om epidemien fra Wuhan, og hun ved ikke, om de når at færdiggøre deres turné eller må rejse hjem til England. Desuden er hun bekymret for sin farmor, der er 86 år gammel og bor alene. Hvordan vil hun klare en nedlukning?

Coes roman er stærkt inspireret af hans egen mors person, selvom personerne og handlingerne omkring hende er fiktive. Det er hendes personlighed og karakter han hylder med denne bog, der fungerer som nedslag i et langt liv.

Moderen er ligesom Mary Lamb i romanen født i 1934, og romanens syv dele følger hendes liv igennem store begivenheder i historien: Befrielsen i 1945; Dronning Elizabeths kroning i 1953; VM-finalen mellem England og Tyskland i 1966; kronprins Charles' indsættelse i 1969; Charles' og Dianas bryllup i 1981; Dianas begravelse i 1997 og endelig 75-års fejringen af befrielsen i maj 2020.

Det lyder jo meget royalistisk med al den fokus på kongefamilien, men det er ikke dem, der er i fokus - og dog...

For mens Mary Lamb vokser op, bliver forelsket og gift, får børn, bliver bedstemor og enke så er det hele tiden med verdensbegivenheder som pejlepunkter. Hvor var vi den dag noget skete? Hvem var vi sammen med? Hvordan oplevede vi det?

Den fornemmelse kender vi nok allesammen, og Coe tager os med ind i et liv, hvor vi pludselig springer mange år frem og finder de samme personer blot lidt ældre. Mary får tre sønner, og de repræsenterer alle sider af det britiske samfund politisk - hvilket disse begivenheder hjælper til at belyse. De lever også deres liv med partnere, forhold og børn (eller ej), og Mary må slibe nogle kanter for at følge med tiden og familien op igennem det 20. århundrede.

Det fungerede faktisk ret godt. Det viser os, hvor stort vores liv er i det små - arbejdet, børnene, familien - men også hvor små vi er i det store - alle de begivenheder, der går over i historiebøgerne. Englnds historie har været rig på forandringer - både leveret af kongefamilien men også politisk fra indtrædelsen i EU til Brexit.

Mary dør i foråret 2020, da nedlukningen er i fuld sving. I efterordet skriver han selv om sit sidste besøg hos moderen, som foregik udenfor med behørig afstand og uden at give hende et kram. Næste morgen døde hun alene inde i huset, mens hans to brødre så til udefra mens redningsfolk i fuld beskyttelsesdragt var derinde. Det er også en del af vores historie nu. Vi har nok hurtigt glemt, hvor voldsomt det var i de måneder - men i historiebøgerne vil de eksistere. Som triste episoder, hvor liv afsluttedes på den ensomste vis.

Søfareren - Erika Fatland

 

• Dansk
• 25.-28. oktober
• 743 sider

Rejseskildringer er der længere og længere imellem synes jeg, og dog er det nogle af mine yndlingsbøger. Min favorit er muligvis Ryszard Kapuściński, som jo er af ældre dato men ikke desto mindre fantastiske historier fra dengang man kunne rejse udenfor alfar vej - lidt ligesom Wilfred Thesiger, som rejste rundt i Mellemøsten i 1940'erne og 1950'erne.

I den mere moderne ende af skalaen er Paul Theroux, hvoraf jeg især har læst hans skildringer fra den mindre civiliserede verden. Men det er vist en stil, der desværre forsvinder efterhånden som rejser banaliseres og vi bare kan flyve hvor vi vil. Indtil jeg opdagede den norske forfatter Erika Fatland!

Erika Fatland er antropolog, og i 2024 blev denne bog den mest solgte i Norge og hun modtog en pris for den. Fuldt fortjent!

Det er en stor sag at give sig i kast med, men allerede nogle få sider inde, var jeg klar over, at min weekend ville ende fordybet i hendes mageløse fortælling om det tidligere portugisiske imperie.

Portugal har en lang historie som søfarere - de var blandt de første, der rejste ud fra deres lille land på den atlantiske forblæste kyst for at søge efter nyt land og nye rigdomme. De var også ansvarlige for en enorm del af den transatlantiske slavehandel og havde kolonier over hele kloden. I dag er det som for de fleste tidligere imperier en saga blot - med Madeira og Azorerne som de eneste rester. Men sporene er der endnu - fra Brasilien som det eneste land i Sydamerika med portugisisk som officielt sprog til lande og egne i Afrika og Asien, der stadig bærer præg af kulturen.

Erika Fatlands bog tager os med på en rejse til alle disse lande; hun besøger tyve lande over en periode på knap to år (ikke mindst under pandemien), og foretager en stor del af rejsen ombord på et moderne containerskib, der fragter biler. Dermed får vi fortællingen om de tidligere søfarere sat i perspektiv til den rolle skibsfart stadig spiller for verdenshandlen. Hun lever ombord på de to skibe, hun benytter, i tæt kontakt med søfolkene præcis som de gjorde det for femhundrede år siden - med en noget anden komfort selvfølgelig.

Imellem kapitlerne om de lande, hun besøger, hører vi således historien om, hvordan Portugal blev til det imperie, det gjorde - og hvordan de mistede det. I landene besøger hun byer og mindesmærker, der stadig står som levn fra den tid og taler med de lokale. Folk, som håndhæver kulturarven og forsøger at beskytte de uddøende traditioner bundet til Portugal i form af sprog, mad, musik, litteratur osv. 

Flere af de tidligere kolonier blev jo kommunistiske efter deres frigørelse fra Portugal - som Angola og Mozambique - og det er jo interessant at se, at nogle nok ville have foretrukket at forblive portugisiske. Alternativet viste sig for mange - især afrikanske lande - at blive blodigt og diktatorisk, og medføre en levestandard, der er milevidt fra den, de oplevede med en europæisk stats ressourcer. Frihed viser sig måske ikke altid at være den bedste løsning. 

Især kapitlerne om Angola, Mozambique, Sao Tome og Østtimor var virkelig interessante, da det er lande, jeg kender mindre til. Sao Tome står samtidig ret højt på listen over steder, jeg altid har haft lyst til at besøge. Andre lande vakte minder fra egne rejser - som Sri Lanka og Kap Verde.

Kombinationen af historie og nutid fungerer fantastisk, og hun fortæller med humor og varme om de mennesker hun møder undervejs.

Kvaliteten af oversættelsen var virkelig god - måske er det nemmere fra norsk; men danske bogforlag kæmper desværre altid med korrekturlæsning. Der var nogle småfejl - stavefejl, slåfejl eller hvad man vil kalde det; men jeg undrede mig også over påstanden om, at det tog lang tid at tanke fragtskibet op med 1.100 liter brændstof - det virker som meget for lidt til et kæmpe containerskib, og der skulle nok have stået tons.

Jeg kendte intet til denne forfatter inden - så jeg er blæst helt bagover, og jublede, da jeg opdagede, at hun har udgivet flere andre rejseskildringer. De er straks kommet på listen over bøger, der skal nydes over vinteren.

En varm varm anbefaling til en læseoplevelse, der nok er faglitterær men føles som den vildeste roman fuld ad eventyr og spænding.

Kaddish for et ufødt barn - Imre Kertész

 

• Fransk
• 23.-24. oktober
• 144 sider
• Fransk titel: Kaddish pour l'enfant qui ne naîtra pas

Det er ikke alle bøger, der viser sig at være så fantastiske som man forventer - og her var jeg i hvert fald alt for meget ude af min komfortzone.

Imre Kertész er en ungarsk forfatter, der vandt Nobels litteraturpris i 2002 for sit samlede værk. Det værk er meget filosofisk og handler om menneskets skrøbelighed overfor livets store udfordringer - en erfaring han selv gjorde sig, da han som 14-årig blev sendt til Auschwitz. Han overlevede, men faderen var død. Ikke underligt satte det sig store spor i den unge dreng han var, og det blev afgørende for resten af hans liv.

Kaddish er den jødiske bøn for de afdøde og siges traditionelt i sørgeperioden på 30 dage efter tabet af et tæt familiemedlem. Kertész har skrevet sin bog som en lang bøn - en kaddish - over det barn (eller de børn) han aldrig fik. Efter krigen besluttede han ikke at sætte børn i en verden, der var i stand til at bekrige hinanden og udrydde hele folkeslag. 

Teksten indledes med ordet NEJ - som går igen gennem hele teksten, som er skrevet i et langt stræk uden pauser. Præcis som hvis Kertész fremsagde sin bøn. De 144 sider er en lang tekst, og Kertész behandler alle de emner, som andre holocaustoverlevere også kæmpede med - skyldfølelse og PTSD - men også en dybdt forankret mistro til menneskeheden. 

Han har bevidst struktureret historien på denne måde, så vi skal mærke den kvælende fornemmelse, han havde i lejren. Men det gør det ikke nemt for læseren. Der er ingen kapitler, der er sætninger på hele sider og der er ingen kronologisk struktur i hans tanker. Essensen i at han ikke ønsker børn drukner for mig til tider lidt i tankestrømmen - men for ham er dette valg en konsekvens af krigen og hans traumer. Hans bog er hans barn og han siger selv, at hans liv stoppede i Auschwitz - et brutalt udsagn for en mand, der levede i 70 år yderligere.

Jeg havde måske forventet en mere rolig tekst som en prædiken eller en bøn, og selvom der er nogle stærke citater iblandt, så var det overordnede indtryk ret kaotisk og voldsomt. Men det var hans liv jo uden tvivl også.

Le héros de Berlin - Maxim Leo

 

• Fransk
• 20.-22. oktober
• 304 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kan ikke huske, hvorfor denne endte i reolen - for jeg læser meget sjældent tysk litteratur, og desværre rækker mit gymnasietysk ikke til at læse på originalsproget. Måske derfor det ikke bliver til så meget!

Maxim Leo er ikke oversat til dansk, men har udgivet en del romaner på sit modersmål, hvoraf et par stykker er oversat til fransk. Han er oprindelig fra det tidligere DDR, og det er da også her inspirationen til historien findes.

Michael Hartung er en middelalderlig enlig mand, der forsøger at hustle sig lidt igennem livet ved at bestyre en videoudlejningsbutik i Berlin. Det går ikke så godt i disse moderne tider med streaming - og Hartung er lidt træt af at være forfulgt af uheld. Indtil han en dag opsøges af en journalist, der mener, at han var årsag til en spektakulær flugtaktion, hvor et tog fra Østberlin pludselig havnede i Vestberlin med 127 mennesker om bord. Mennesker, der nu pludselig befandt sig på den rigtige side af jerntæppet og i friheden.

Virkeligheden er dog, at Hartung ikke bevidst var med i denne aktion. Han arbejdede ved jernbanen, og fik ødelagt et signal ved sporene, så det blev muligt for toget at fortsætte, hvor det ikke skulle. Han blev da også fængslet kortvarigt, og for at holde styr på ham blev han efterfølgende sendt til at arbejde i en mine. Der mødte han en kvinde, og de fik et barn sammen - inden hun forlod ham. 

Journalisten mener dog, at Hartungs bagatellisering er underordnet - for de mennesker kom jo ud af DDR. Nu nærmer man sig 30-året for murens fald, og der er penge i sådan en historie. 

Hartung bliver alt for hurtigt hvirvlet ind i en berømmelse, han ikke ønsker. Pengene er jo rare nok, men det tager overhånd især fordi journalisten også fremmer sin egen karriere, og ikke vil give slip på sin helt. Det bliver til talkshows, middag med præsidenten, interviews, sponsorater, en bogudgivelse - men også til en genforening med datteren, og mødet med en kvinde, der som lille pige var ombord på toget. En ny mulighed for kærlighed!

Men det politiske system kender sandheden, og de var medvirkende til, at Hartung både kom i fængsel og ud igen, og videre til minen. Endog hans kone var ansat til at forføre ham og undgå at han fortalte, at det i virkeligheden var en Stasi-øvelse, der gik helt galt. 

Det er en tragikomisk historie om den lille mand, der bliver helten uden at ville det. Om vejen ud af løgnen og konsekvenserne for den kærlighed han nu har fundet. Men også om DDR og den forskel, der åbenbart stadig er i opfattelsen af øst- og vesttyskere. Den del ved jeg ikke meget om, men hvis man skal tro bogens præmis er der stadig fordomme tyskerne imellem. Der er måske også en vis DDR-nostalgi hos nogle tidligere østtyskere. 

Vores antihelt ender med at træffe det hårde valg om at fortælle sandheden - selvom myndighederne presser på for at han skal spille rollen lidt endnu med deres opbakning. Men måske ender han med at blive en heltefigur netop på grund af det? 

Det var en underholdende samfundskritisk samtidsroman, som tog mig lidt udenfor mine vante rammer.

Tyveri - Abdulrazak Gurnah

 

• Engelsk
• 18.-19. oktober
• 296 sider
• Originaltitel: Theft

Selvom Abdulrazak Gurnah har boet i England i mere end 50 år, skriver han om sit hjemland Tanzania og fødeøen Zanzibar. Tyveri er hans seneste roman, så det er et stort spring fra de to tidligere romaner, jeg har læst fra 1994 og 1996.

Historien bringer forskellige personer fra forskellige baggrunde sammen.

Først møder vi Raya, som bliver gift som ganske ung, og føder sønnen Karim inden hun forlader sin mand. Karim vokser primært op passet af bedsteforældrene, mens Raya finder arbejde og distancerer sig fra sønnen. 

Badar vokser op i en familie, hvor han ved, han er anderledes - hans forældre er ikke hans forældre men slægtninge, der har taget ham til sig, da der er en mystisk skandale i fortiden. 

Fauzia er en ung pige, der lider under moderens overbeskyttende adfærd efter hun led af epilepsi i barndommen.

De tre personers liv vikles sammen, da Badar som teenager sendes til Dar es Salaam for at arbejde hos Raya og hendes nye mand, Haji. Hans adoptivforældre beskylder ham for at lure på husets teenagedatter i badet - og der er jo 'dårligt blod' i familien! I stedet sender de ham til Haji, hvis far tidligere havde Badars far ansat indtil denne blev anklaget for tyveri. Han ved ikke, hvorfor han er endt der - blot at hans liv nu er som boy i huset. Her møder han Karim, som studerer i hovedstaden, og har en lovende karriere foran sig - men som også forsøger at tage sig af den unge dreng, og mener han skal have sandheden at vide.

Karim og Fauzia mødes og forelsker sig, og bosætter sig på Zanzibar. Da Badar bliver anklaget for tyveri hos Raya og Haji, tager Karim ham med og sikrer ham en stilling på et lokalt hotel. Det er 1990'erne, hvor turismen til Zanzibar begynder at blomstre op - men ankomsten af turister er ikke uden kulturelle kontroverser, og både Badar og Karim fristes af den unge britiske kvinde, der åbenlyst flirter med dem. Forskellen er i deres reaktioner.

Konceptet af tyveri foregår på så mange forskellige planer. De fysiske tyverier som Badars far beskyldes for - og den synd, der forfølger sønnen. Dernæst den åbenlyse konklusion, at han også er en tyv. 

Men det er også tyveri på et mere subtilt niveau. Forskellen i samfundet og de chancer, der gives til nogle og ikke til andre. Tyveri af identitet - eller manipulation - som Karims uudtalte overlegenhed over Badar og dennes gæld til ham for at redde ham. Fauzias tab af identitet som kvinde og hustru for at blive mor. Den britiske kvindes tyveri i form ag hendes kolonialistiske livssyn og udnyttelse af Badar og Karim.

Som altid skriver Gurnah poetisk og stille om dagligdags hændelser og mennesker, men der flyder hele tiden en understrøm af stærke følelser og drama lige under overfladen. Det eksploderer sjældent voldsomt i ord, men konsekvenserne er alligevel voldsomme for alle implicerede. Der fokuseres mest på Badar g Karim, og Fauzias karakter mister lidt pusten i slutningen af historien - men det er en stærk historie om de to mænd; deres indbyrdes forhold og plads i verden.

Les monuments de Paris - Violaine Huisman

 

• Fransk
• 13.-17. oktober
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En bog, jeg havde ventet uendelig længe på i paperback-udgave, og jeg placerede min ordre netop som den var tilgængelig. Så forventningerne var høje efter kritikken i visse franske medier. Jeg kendte ikke forfatteren - eller meget til historien; det skulle jeg måske have undersøgt!

Jeg måtte kæmpe indrømmer jeg - havde det været en biblioteksbog, havde jeg opgivet for længst - men nu var der jo investeret penge i den, og jeg tænker altid, at det måske bliver bedre undervejs. Det gjorde det ikke for mig.

Violaine Huisman kommer af en familie af berømte mænd. Hendes far, Denis, er forfatter, filosof og en levemand Hendes farfar var blandt andet stifteren af Cannes Film Festival, og kabinetssekretær i den franske regering ved 2. Verdenskrigs udbrydelse. Og de var jøder. 

Under Covid-pandemien er Denis over 90 år, og helbredet begynder at svigte, så Violaine tager mand og børn med fra New York til Paris, og installerer sig der de sidste måneder af faderens liv. De taler om fortiden - om især farfaderens fald fra tinderne, da han i et bagholdsangreb blev smidt ud af regeringen, da Pétain overtog magten i det besatte Frankrig i samarbejde med nazisterne. 

Men hele historien er virkelig svær at få et greb på. Det er ikke en biografi, for en del nøglepersoner har aldrig eksisteret - som farfaderens elskerinde, som spiller en stor rolle, og er ren fiktion. Hendes egen veninder, som støtter hende i den sidste tid, er også fiktive. Desuden springer den rundt i tider og steder, og det er svært at gennemskue, hvem det handler om.

Det synes at være på mode at skrive erindringer eller biografier om ens berømte forfædre for tiden. Den franske journalist, Anne Sinclair, gjorde det med sin familie - og også her var det hendes jødiske rødder, der var i spil. Det blev til en glimrende og interessant bog, selvom den også var lidt rodet. Men måske er det ikke alle familiehistorier, der har behov for at blive publiceret til hele verden? Man kan synes ens egen familie er nok så interessant - men synes alle andre det også?

Jeg kan til dels forstå hendes behov for at genoprette familiens ære - men jeg synes ikke denne bog lykkes særlig godt med det. Jeg forstår slet ikke den store entusiasme omkring bogen - desværre!