La fille de l'ogre - Catherine Bardon

 

• Fransk
• 19.-20. juli
• 504 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den franske forfatter Catherine Bardon har et helt særligt forhold til Den Dominikanske Republik, som hun har skrevet en saga i fire bind om. Den er ikke oversat til dansk, men er virkelig interessant i sin beskrivelse af de mange jøder, der fik opholdstilladelse der efter at være blevet afvist i USA. Men den omhandler også det brutale styre landet var under primært under lederen Trujillo fra 1934 til 1961.

Trujillo styrede landet som enhver anden diktator - som sin private ejendom. Han omdøbte hovedstaden Santo Domingo til Ciudad Trujillo, og havde monopol på stort set alt. Han styrede landet via et omfattende netværk af spioner og efterretningstjeneste, og det strakte sig også til overvågning af hans egen familie.

Flor de Oro - guldblomsten - var Trujillos ældste datter af hans første ægteskab, og født i 1915. Da var Trujillo "blot" formand på en sukkerrørsplantage, inden han startede sin militære karriere og væltede regeringen ved et kup. Flor blev sendt på kostskole i Frankrig som ni-årig, for faderen havde store ambitioner og ville påtage sig en europæisk aura af elegance som led i sin kampagne for at fremstå som den ultimative leder.

For den lille pige var det dog ikke særlig glorværdigt at blive sendt så langt væk og hun kæmpede hele livet med psykologiske problemer. Som 17-årig vendte hun hjem, og blev feteret som præsidentens datter, men opdagede også, at hun nu levede i et guldbur. Hun forelskede sig i en smuk ung bodyguard, Porfirio Rubirosa - men opdagede hurtigt, at faderen ønskede at bestemme over alt i hendes liv. Løsningen blev, at de to måtte gifte sig, så det så respektabelt ud. Det blev det første af hendes i alt ni ægteskaber.

Rubirosa var indbegrebet af en playboy, og er i dag langt mere kendt end Flor - hans liste af elskerinder og hustruer er imponerende, og inkluderede datidens smukkeste og rigeste kvinder. Men måske elskede han oprigtigt Flor fordi de kom fra det samme sted, og havde ungdommens uskyldige minder sammen. Men det kunne ikke holde, og efter fem års ægteskab blev de skilt.

Flor levede skiftevis i Den Dominikanske Republik og i Europa og New York; hun stræbte efter faderens anerkendelse, og ville arbejde for ham. Han havde til gengæld giftet sig igen - og igen - og fik ligeledes en del børn udenfor ægteskab. Men den samme etik gjaldt ikke for Flor! Hver gang hun bare kiggede på en mand, forlangte faderen, at de giftede sig - og hun nåede sjældent at lære dem at kende inden. Så det gik galt. Igen. Igen. Igen. Og igen. 

Faderen giftede hende også som led i sine politiske spil; da hun fandt sammen med Rubirosa igen efter krigen, var denne på nippet til at gifte sig med Doris Duke, som var arving til et tobaksdynasti. Trujillo forklarede pænt sin datter, at der var økonomiske gevinster for landet ved denne alliance - Rubirosa ville skaffe aftaler om tobakseksport til USA. Trujillo brugte sin tidligere svigersøn som et aktiv i sine forretninger.

En far, som officielt gik under navnet El Jefe - chefen - men også under mindre flatterende navne som den caribiske cæsar eller monsteret. En far, som styrede især Flors liv med hård hånd og ikke tøvede med at lukke for pengekassen eller forkaste hende, når hun gjorde oprør. Hun drak og røg og var selvdestruktiv som resultat af forholdet til faderen; men i starten af krigen mødte hun endelig en mand, der reddede hende fra dette liv, og som ikke lå under for faderen. Et ægteskab, der uden tvivl var lykkeligt - indtil han tragisk døde ti måneder senere. Selv der måtte hun spørge sig selv, om faderen stod bag? Han var ikke bleg for at udrydde fjender - heller ikke udenfor landets grænser og med amerikanernes støtte det meste af tiden. Deres primære bekymring var et kommunistisk styre som i fx Cuba, og derfor samarbejdede de med Trujillo.

Det var et så tragisk liv, som endte i dyb fattigdom. Faderen blev dræbt i 1961, og familien eksileret. Hun nåede endnu to ægteskaber - men hendes dømmekraft var virkelig dårlig eller også var behovet for tryghed for stort?

Udover at portrættere Flor de Oro - diktatorens datter - er det også en historie om en periode i historien, som ikke er køn og langt fra det ferieparadis vi i dag kender landet som.

Himlens rødder - Romain Gary

 

• Fransk
• 14.-18. juli
• 592 sider
• Originaltitel: Les racines du ciel

Romain Gary er den eneste franske forfatter, der har vundet Goncourt-prisen hele to gange. Det burde ikke kunne lade sig gøre - og dog! Romain Gary modtog i 1956 prisen for denne storslåede roman, der betragtes som den første miljøbevidste roman. I 1970'erne begyndte han at skrive under pseudonymet Emile Ajar, og udgav først Kælerslangen og senere Du har jo livet for dig, som mange franskstuderende har læst i skolen. Den modtog han ligeledes Goncourt-prisen for i 1975, men afslog prisen. Ingen vidste, at det var et pseudonym og da de insisterede, sendte han sin fætter for at modtage prisen. Da han begår selvmord i 1980, finder man et brev, hvor han forklarer, at han stod bag pseudonymet. Han har stadig æren af de to priser, og ingen andre har siden vundet den to gange.

Men tilbage til Himlens rødder som jeg købte efter at have læst Morgenrødens løfte for to år siden. Efter at have ventet i to år, var jeg endog lige ved at opgive efter to dage - for det er virkelig en kompleks roman, og det er nærmest umuligt at fatte sig i korthed, når man skal beskrive den. Jeg tumlede med tankerne om de mange temaer i den i flere dage efter, og den ville være perfekt til en læseklub - der er så meget at diskutere!

Romanen foregår omkring 1955 i Fransk Ækvatorialafrika, som i dag er nogenlunde det sydlige Libyen og Chad; men dengang var kolonier. Det er efterdønningerne af 2. Verdenskrig, og begyndelsen på enden af de mange kolonimagter i Afrika. Og nu har én mand sat sig for at redde elefanterne!

Morel er franskmand, tidligere krigsfange og han rejser rundt med et manifest og samler underskrifter for at forbyde jagt på elefanter. Han anses for at være fanatisk, en særling - men nogle afrikanske frihedskæmpere ser en anledning til at slutte sig til hans kamp for at kæmpe deres egen. Medierne begynder at få nys om historien og myndighederne ser helst, at det forbliver historien om elefanter. Det er relativt uskyldigt i modsætning til den langt mere politiske debat om selvstændighed for de mange afrikanske kolonier.

De lokale er heller ikke begejstrede - for dem er elefanter ganske enkelt mad. Det er et af de første store dilemmaer, som stadig er aktuelt synes jeg. En protagonist i bogen siger, at for at sikre afrikanerne selvstyre skal de have mad - de skal have proteiner, der erstatter elefanterne som fødevare. Det stiller Morel i et etisk dilemma - kan han forsvare dyrene, når menneskene sulter? Det er kritikken af kolonimagterne, som kommer for at jagte elefanter for sjov men også udnytte kontinentets ressourcer uden at give tilbage til lokalbefolkningen. En problematik, som jo faktisk ikke er løst 70 år senere.

Der er mange protagonister, som alle fortæller om deres møder med Morel. Den tyske Minna, som arbejdede i et bordel i Berlin, og mener Morel har behov for et stykke af Berlin hos sig. Elefanterne bliver symbolet på værdighed og frihed, som hun mistede under krigen. Hvis vi som mennesker kan enes om at redde elefanterne, må der stadig være håb for os.

Vi møder Morel ganske sporadisk - og elefanterne endnu mindre. Historien kører i flere tidsspor i et narrativ, hvor alle fortæller om rygter eller faktuelle møder med Morel. Det gør det ret tungt, og de lange kapitler med uendelige sætninger og ingen afbrydelser gør det ikke til hyggelæsning. Men omkring halvvejs inde var jeg så solgt på idéen om den menneskelige ideologi, og hvordan rygtet om Morel i medierne når ud til hele verden. Tilfældige mennesker læser om hans kamp og ser et håb. De giver sig til at drømme om en bedre verden efter krigen. 

For Waitari, som kæmper for Afrikas selvstændighed er det dog en anden kamp - han mener der skal gydes blod, og vil dræbe Morel. Gary kommer dog også med en skæbnesvanger profeti om denne uafhængighed, da han siger, at de kommende afrikanske ledere i dag sidder i fængsel og nævner fx Kenyatta og Nkrumah, som senere blev præsidenter for henholdsvis Kenya og Ghana, og af mange blev anset som diktatorer. Gary havde forudset, at friheden ikke ville blive nem!

Hvorfor er det så en miljøbevidst roman? Der er meget politik, der er temaer om krigen og nazisterne og sårene efter de forfærdelige år. Men det er også miljøet som et moralsk spejl foran os, og dilemmaet om udnyttelse af ressourcer og mulighederne for det afrikanske kontinent til at klare sig selv.

Jeg ved ikke om den stadig kan findes på dansk; men hvis den kan, og man vil have en storslået læseoplevelse, som kræver lidt af én, så kan den varmt anbefales.

Mands hjerte - William Boyd

 

• Engelsk
• 8.-13. juli
• 512 sider
• Originaltitel: Any Human Heart

Da jeg først opdagede William Boyds romaner skrevet som erindringer, var denne konsekvent nævnt som den absolut bedste. Jeg kunne ikke finde den på biblioteket, og endte derfor med at købe den. Så er jeg mere stædig og vil absolut læse den til ende. Men jeg var virkelig ikke så begejstret som jeg var for fx The Romantic eller Sweet Caress.

Konceptet er det samme - erindringer skrevet i første person; denne gang af Logan Mountstuart, som fødes i 1906, og vi følger ham til hans død i 1991. Han starter sin dagbog som teenagedreng på en kostskole, derefter i ungdomsårene på Oxford. Hver del af hans liv er opdelt i dagbogsnotater, som en del af bogen. 

Mountstuart er en arrogant og selvtilfreds mand, som lever i samfundets overklasse. Han har ambitioner om at blive forfatter, men formår kun at udgive en enkelt virkelig god bog og kæmper resten af sit liv med følelsen af at fejle. Han rejser til Paris, og møder der flere reelle skikkelser som Hemingway og Woolf, som han måler sig med. Under krigen er han i militæret og arbejder i efterretningstjenesten, men kæmper resten af livet med de ar på sjælen krigen gav ham.

Det er ikke et lykkeligt liv; han er det meste af tiden en udpræget ensom mand, der har svært ved at knytte tætte relationer. Han mister både sin hustru og søn under krigen; et tab, han aldrig kommer sig over. I sine sene år er han fattig, ensom og fyldt med skyldfølelse. Han filosoferer over de historiske begivenheder, han har været vidne til gennem sit liv og om disse har formet hans liv eller omvendt. Dagbogen bliver hans måde at markere sin eksistens - kun ved at skrive føler han, at han eksisterer i verden.

Da den er skrevet som dagbog bliver perspektivet jo temmelig ensidigt. Det fungerede langt bedre i The Romantic synes jeg. Dagbogsformen her er mere staccato og ret banal mange steder. Man skal finde personen inde bag de mange lidt ligegyldige notater om, hvem han spiste middag med eller mødte. Der er ingen dialog, men kun hans referater af samtaler med andre. 

Historien spænder over det meste af det tyvende århundrede og dermed store begivenheder; men det tager lang tid før vi kommer over ungdommens lugegyldigheder og ind til kernen af hans liv. Jeg kedede mig faktisk en god del af tiden - men nu er jeg ikke længere nysgerrig på den. Det var dog lidt et antiklimaks efter al den ventetid!

En sommeraften - Philippe Besson

 

• Fransk
• 7. juli
• 208 sider
• Originaltitel: Un soir d'été

Endelig en fransk roman, der er oversat til dansk! Flere af Bessons romaner er inspireret af hans eget liv uden at være direkte selvbiografiske, og således også denne, som er baseret på en hændelse fra den sommer, han fyldte atten.

Forfatteren er selv en af hovedpersonerne i historien under sit eget navn, mens de andre personer optræder under andre navne eller er fiktive. Besson indleder historien med at fortælle os, hvordan han mere end tredive år senere stadig tror han ser den forsvundne i et flygtigt møde på gaden; men det er aldrig ham. Ingen ved, hvad der skete med ham. Den forsvundne unge mand.

Men vi skal tilbage til sommeren 1985, hvor Philippe sammen med sine forældre tager på ferie på Ile de Ré - en ø ud for den franske kyst ved Atlanterhavskysten. I dag er yderst mondænt sted, men dengang lidt mere lokalt og uspoleret. De er kommet der i mange år og bor hos nogle lokale venner, hvor sønnen François er Philippes sommerferiekammerat. François arbejder sammen med sin far i dennes slagterforretning, og lever et noget andet liv end Philippes småborgerlige tilværelse med studier planlagt. I gruppen af drengevenner er også Christophe, der fisker sammen med sin far og den nytilkomne Nicolas, der flyttede dertil i løbet af vinteren.

De fire drenge bader, drikker nogle øl og hygger sig sammen. Philippe og Nicolas finder hinanden i et spirende venskab i de varme sommerdage, mens de andre to drenge arbejder. Så møder de Alice og Marc - et søskendepar fra Paris på ferie med forældrene. François falder hovedkulds for den unge pige, men hun er mere interesseret i Nicolas. Marc viser sig at være interesseret i Philippe, og sommerflirts opstår på kryds og tværs.

Blot ti dage inde i denne uskyldige sommer, hvor de er atten år, forsvinder en af dem en sen aften fra et diskotek. Det bliver enden på deres uskyld. Det bliver enden på sommeren.

Det er en smuk nostalgisk historie om sommer og venskaber. Om den første kærlighed. Om en tid uden mobiltelefoner, hvor man måtte håbe på et møde. Om sommerens musikhits, der virkelig ramte en nostalgisk åre hos mig, der flyttede til Frankrig i 1987.

Man kan måske gisne om, hvad der skete - men det er ikke en krimi, og det er ikke præmissen. Besson tager os med på en rejse til den sommer, der blev en streg i sandet mellem det ubekymrede teenageliv og voksenlivet, hvor grufulde ting sker. En virkelig intens lille roman, man læser ud i et.

An Eye for an Eye - Jeffrey Archer

 

• Engelsk
• 4.-5. juli
• 384 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Archer gør sig klar til at afslutte sin Warwick-serie med det ottende bind, der udkommer i efteråret. Det tror jeg er et glimrende tidspunkt at stoppe på. Archer er 85 år gammel nu, og hermed får han jo muligheden for selv at afrunde historien, hvor han havde tænkt det. Men det er også tiltrængt - for det virker til, at der er kogt lidt for meget suppe på striden mellem Faulkner og Warwick.

Denne gang er vi lige omkring år 2000; der er gået et par år siden sjette bind i serien, og Faulkner er igen på vej ud af fængsel med det ene formål at få ærkefjenden Warwick ned med nakken. Men vi starter i Riyadh i Saudi Arabien, hvor en engelsk diplomat bliver fængslet for et mord begået af en lokal prins for at ødelægge en milliardhandel mellem de to lande. Samtidig dør denne far hjemme i England, og hans enke ser sig nødsaget til at sælge nogle af familiens værdifulde genstande - et Constable-maleri og ikke mindst en original udgave af Jeffersons forfatning for det nyligt grundlagte Amerika.

Dermed krydses disse personers veje på flere måder. Faulkner og hans advokat Booth Watson, fordi de altid er på udkig efter kunst, der kan hente penge på auktioner. Warwicks hustru, der er museumsdirektør og politiet, der arbejder på at få løsladt fangen i Saudi Arabien. Men først er der som altid en bihistorie, der omhandler kunstforfalskning og Warwicks hustru, og som ikke umiddelbart har anden tilknytning end at ydmyge hende.

Vi kommer vidt omkring denne gang med stikture til Mellemøsten og New York, hvor Archer ellers tidligere har holdt sig til de britiske øer. Der er politik, historie og kunst - og intriger, forfalskninger og mord. Det er lidt bedre skruet sammen end i sjette bind, hvor der var for mange lange afstikkere til den centrale historie - men han mestrer stadig ikke helt at holde sig til sin historie synes jeg.

Det er uden tvivl hans stil og har været konsekvent gennem hele serien; men det begynder at blive trættende og forudsigeligt desværre. Der er en enkelt krimi tilbage, og da vi sluttede med en kæmpe cliffhanger er det ikke svært at se, hvilke tråde, der skal udredes der.

Tidsmæssigt havde jeg lidt svært ved at finde rundt, da jeg mistænker nogle dateringsfejl. De flyver gentagne gange i Concorde-flyet, og det kan jo nemt dateres. Samtidig er der referencer til andre begivenheder, som skaber lidt problemer og den slags irriterer mig grænseløst. Så det er vist på alle måder fint at stoppe her. De første bind er godt skrevet og underholdende, men det har varet for lang tid nu!

Forrædernes port - Jeffrey Archer

 

• Engelsk
• 1.-3. juli
• 384 sider
• Originaltitel: Traitors Gate

Det er næsten to år siden jeg læste femte bind i Warwick-serien, som jo er en fiktiv spin-off af en anden romanserie fra Archer. Jeg var ikke så begejstret for plottet i den sidste, og må nok konstatere, at det også gælder til dels for denne.

William Warwick stiger stadig i gradere i karrieren; hans hustru, Beth, er på vej tilbage som direktør for det museum hun tidligere arbejdede på og hvortil den notorisk kriminelle og Warwicks ærkefjende donerede et Rubens-maleri. Jeg kan faktisk ikke huske i hvilket bind, det skete - men der er ustandselig krøller, som tager lige lovlig lang tid at udrede synes jeg. Ingen tvivl om, at Archer gør det for at holde fast i grundstammen af historien om de to mænds fejder - og den bliver også årsag til Faulkners seneste påfund - at stjæle kronjuvelerne fra Tower i London.

Dråben for Faulkner er da Warwick formår at hente det originale Rubens-maleri hjem fra Faulkners lejlighed i New York og udbytte det med kopien fra museet. En historie, der fylder hele den første tredjedel af bogen i ret detaljeret form. Men det pirrer Faulkner og da en bitter mand tilbyder ham en plan for at stjæle kronjuvelerne slår han til. Ikke for at berige sig selv - men for at ydmyge Warwick og hele staben, så de endegyldigt må forlade politikorpset.

Archer skifter mellem passager, hvor en time brydes ned i minutter og handlingen skifter fra scene til scene og protagonist til protagonist, til eksempelvis en meget langtrukken scene fre en retssal, som i virkeligheden blot dækker over en parentes i hovedhistorien. Det samme gælder Warwicks børns skoleopgave, som pudsigt nok handler om en kaptajn Blood, som i 1671 forsøgte og mislykkedes med samme gerning - at stjæle kronjuvelerne. Historien tjener selvfølgelig til at give os læsere en baggrundsinformation om ritualerne i forbindelse med deres sikkerhed, samt det faktum, at ingen tidligere har lykkedes med at få dem ud fra det velbevogtede Tower.

Det er meget hurtig læsning og det er forudsigeligt til en vis grad. Jeg kan se, at serien nu er ved sit ottende og sidste bind. En klog beslutning, tror jeg. Forholdet mellem Warwick og Faulkner må i sagens natur ende et sted, og forfatteren virker til selv at være blevet lidt trætte af sine karakterer. Jeg vil læse de to sidste, fordi det er hurtigt overstået og så har jeg da slutningen på historien.

Les possibles - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 29.-30. juni
• 378 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nu opdagede jeg jo den franske forfatter Virginie Grimaldi med en af hendes nyere romaner, og det var bedre end jeg forventede. Som sagt i min anmeldelse er det nok litteratur, der bliver lidt ensformig i længden, men det er også god sommerunderholdning. Selvom jeg endnu ikke er på ferie, så kan man jo godt nyde lidt lettere underholdning. Denne historie var dog absolut også alvorlig og tankevækkende.

Juliane er 39 år gammel, gift med Gaëtan og sammen har de Charlie på syv år, som lider af nogle mindre udviklingshæmninger. Hendes forældre har været skilt i mange år, og faderen bor alene i et lille hus. Han er og har altid været en original. Den type, man elsker som mindre barn, når der er skøre påfund og sjove lege - men som man skammer sig over som teenager. Han er fascineret af indianere, motorcykler og sin hund - og Charlie synes han er en fantastisk morfar selvfølgelig.

En dag brænder hans hus, og Juliane må huse ham mens huset bliver genopbygget. Det bliver en øvelse i tålmodighed, for faderen har en del skøre idéer - men hurtigt bliver hun nervøs for, at det bunder i noget helt andet. Han er glemsom, han er irritabel, han overspiser og shopper løs af ubrugelig ting, der hurtigt fylder huset op. Han vil sove i en tipi i haven. Han vil beskytte kirsebærtræet mod fugle midt om vinteren - og alle mulige andre små tegn, der foruroliger hende.

En udredning begynder, som faderen tager med stoisk ro, mens Juliane opdager, at hendes far er ved at forsvinde for hende. Hendes søster bor i USA, og ser derfor ikke de daglige udfordringer. Men diagnosen om demens er et hårdt slag for dem alle. Først insisterer hun på at minde han om ting; hun hidser sig op, når han stiller det samme spørgsmål for tiende gang. Så erkender hun, at det ikke hjælper og beslutter sig for at gå ind i hans verden, som hun siger. Hun spiller med på hans nye spilleregler, og pludselig bliver sameksistensen mindre problematisk - men selvfølgelig ikke mindre trist og tragisk.

Jeg ved ikke, hvor meget erfaring, der er i historien fra hendes eget liv. Hendes egen far døde af Alzheimer, men efter denne romans udgivelse. Han var muligvis allerede syg, og at nedskrive historien kan være en del af ventesorgens proces. Den sorg er hård at bære uanset hvad. At vide, at tiden rinder ud men ikke hvor meget tid, der er tilbage, er barsk. Jeg husker det fra min egen fars død af kræft, da jeg var ung. Men det ræsonnerer også med mig nu med en ældre mor, som ganske vist ikke er syg - men følelsen af konstant at være opmærksom på tegn på svaghed. Man er til stede på en anden måde og det fjerner den uskyld og lethed, der tidligere var i en relation.

Det var absolut ikke en nem feel-good roman; der var morsomme passager, men der var også gribende melankolske momenter, der greb mig og forhindrede mig at slippe den. Præcis som jeg havde det med Stadig Alice, som jeg læste for ti år siden. Jeg har ingen personlige erfaringer med Alzheimer, men det er ikke svært at forestille sig, hvor voldsomt og smertefuldt det må være.

The World of Downton Abbey

 

• Engelsk
• 28.-29. juni
• 303 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Når der er tv-serier, jeg "ønsker" jeg ikke havde set endnu, er det fordi glæden ved dem nu er ovre. Det gælder i høj grad The Crown men også i en anden stil Schitts Creek. Men det gælder absolut Downton Abbey - og måske tåler den en dag et gensyn inden den sidste film kommer til os i slutningen af året, hvis jeg ikke tager fejl.

Så faldt jeg over denne bog på biblioteket, som tager udgangspunkt i tiden, hvor Downton Abbey starter i 1912. Den er skrevet efter de to første sæsoner var lavet - dvs. med afslutningen af 1. Verdenskrig, og den forklarer ganske glimrende, hvorfor netop 1912 skulle være starten.

Den er opdelt i hovedafsnit som fx Krig, Kærlighed, Tjenestefolk og andre emner, som alle er fundamentet i denne hitserie. Ikke udelukkende omkring handlingen i serien, men med seriens hovedpersoner som aktører og eksempler på netop denne type mennesker i perioden.

Der er ingen tvivl om, at Julian Fellowes - skaberen af serien - har lagt et kæmpe arbejde i at udtænke sine personer, så de alle repræsenterer en type, man typisk ville støde på i et samfund, der stadig var strengt hierarkisk opbygget. Mange havde det ganske fint med den orden, for det var ganske normalt - indtil 1. Verdenskrig vendte op og ned på verdensbilledet. Mændene forsvandt fra arbejdsmarkedet og kvinderne kunne opdage det. Mange mænd kom ikke tilbage, og det påvirkede i høj grad overklassens mulighed for at fortsætte en arkaisk livsstil. Tiderne ændrede sig ganske enkelt dramatisk på en måde, der havde taget langt længere tid uden en krig som katalysator.

Vi får indblik i nogle af tankerne omkring personerne, og eksempler fra serien bruges til at illustrere de samfundssociale sammenhænge. Desuden er der citater fra tiden - fra både upstairs og downstairs.

Det er smukt illustreret med dokumentation fra perioden som aviser, plakater og lignende, men også billeder fra serien. Det giver et fantastisk indblik i arbejdet omkring at skabe en sådan fortælling men også i tidsbilledet og hvordan verdenshistoriske hændelser forandrer os. Det giver selvfølgelig virkelig lyst til at gense især de tidlige sæsoner. 

Æblehaven - Tracy Chevalier

 

• Engelsk
• 27.-28. juni
• 304 sider
• Originaltitel: At the Edge of the Orchard

Et fund fra en kasse med gratis aflagte biblioteksbøger på stationen - og så kan man tillade sig at være mindre kræsen! Det er rigtigt mange år siden jeg sidst har læst noget af Tracy Chevalier, men huskede det som historiske romaner, som jeg godt kan lide. Denne gang var jeg dog ikke begejstret.

James og Sadie bor i Ohio i et område, der også kaldes Black Swamp på grund af jorden, klimaet og forholdene. De har fået ti børn men i 1836 er kun fem stadig i live. De er tilflyttere, der som mange andre på den tid forsøgte at finde et bedre sted at dyrke deres egen jord.

Jamie er besat af æbler - faktisk så meget, at jeg hurtigt blev træt af det. Det er hans kone mildest talt også - og hun drikker i stedet for at glemme hele situationen. Deres ægteskab er voldeligt - men det er gensidigt. Den ene mishandler den anden og omvendt.

Pludselig springer vi til en række breve skrevet af én af sønnerne, som hvert år i femten år skriver hjem. Det underlige er, at han tilsyneladende har forladt hjemmet som ni-årig, som selv for den tid synes meget tidligt. Hvorfor får vi først at vide langt senere.

Nu finder den unge Robert forskellige mere eller mindre legale jobs, inden han slår sig på dyrkning af træer. Han bliver lige så besat af træer, som hans far var af æbler.

Jeg var virkelig ikke begejstret; botanikken fyldte alt for meget i en underlig historie, der ikke hang sammen for mig. Personerne er ikke helstøbte og man stikker i alle retninger uden at lukke trådene til sidst. Selvfølgelig en historie om det barske liv for nybyggere - men både historie og personer manglede karakter.

Den kom med tilbage i sin hylde på stationen!

The Lives of the Artists - Giorgio Vasari

 

• Engelsk
• Juni
• 624 sider
• Dansk titel: Berømte Renæssancekunstneres Levned

I juni kastede jeg mig over en absolut klassiker indenfor kunsthistorie; den italienske maler Giorgio Vasaris biografi af de største malere han kendte.

For at forstå, hvad det indebærer er det jo vigtigt at huske, at Vasari levede i Firenze fra 1511 til 1574. Han kom i lære under Andrea del Sarto, og blev ven med Michelangelo. Han opholdt sig i perioder også i Rom og Napoli, hvor han malede i blandt andet Vatikanet og diverse kirker. Derudover var han som mange renæssancekunstnere også arkitekt, og arbejdede som både arkitekt og maler i Palazzo Vecchio i Firenze.

Ikke mindst er han ophavsmanden til begrebet renæssance ifølge mange historikere. I 1550 udgav han sin første udgave af biografierne, som senere blev opdateret og revideret i den endelige udgave fra 1568. Den sidste udgave udkom i tre bind, hvor det første primært omtaler kunstnere fra det 13. til det tidlige 15. århundrede som fx Giotto, Cimabue og Gaddi. Det var de malere, der som ifølge Vasari ophøjede kunsten fra den mørke middelalder ikke mindst ved at bryde med de byzantinske traditioner.

Andet bind indeholder primært kunstnere fra det 15. århundrede som Masaccio, Fra Angelico, Lippi, Ghirlandaio og Uccello. Disse kunstnere byggede videre på de tidligere, og introducerede perspektiv og en forbedret gengivelse af følelser i deres portrætter af mennesker.

Endelig i tredje bind når vi apoteosen med renæssancens absolutte mestre ifølge Vasari - det er primært den kunstnerisk hellige treenighed af da Vinci, Raphael og Michelangelo. De er de ultimative genier, og især Michelangelo, som Vasari var samtidig med og kendte personligt, får hele 75 sider i bogen.

De omtalte kunstnere er ikke alle lige kendte i dag; og den udgave fra 1991, som nok er den mest gængse indeholder langt fra hele den oprindelige tekst med mere end 160 biograifer. Jeg tror faktisk ikke denne findes tilgængelig i dag andet end i digitalt format på fx gutenberg.org. Jeg tør ikke rigtigt forestille mig, hvordan man kommer igennem hele værket - og de to kunsthistorikere bag denne udgave har foretaget en stram udvælgelse af 36 kunstnere, som hver har mellem 6-8 og op til 75 sider. De fleste biografier fylder omkring 10-20 sider, og så er der over 100 sider noter skrevet af Bondanella-duoen. Bogen dækker alle de vigtigste set med vore øjne - den eneste jeg savnede var Andrea del Sarto, hvis udsmykning af Chiostro dello Scalzo var et af højdepunkterne for mig i Firenze i april.

Biografierne er selvfølgelig opdateret sprogligt fra 1568; men det er stadig kompakt tekst, der i mange tilfælde opremser samtlige store værker af den pågældende kunstner. Hvem bestilte det? Hvad forestiller det? Hvor hænger det? Der er detaljerede beskrivelser af de værker Vasari fandt vigtige - og her ser man virkelig forskellen på vores opfattelse og datidens.

Vasari bruger fx knap fire linier på at beskrive Primavera og Venus' fødsel, som vi i dag hylder som det ypperste indenfor renaissancekunst. Men han går i uendelige detaljer om hvilke helgener, der optræder i andre malerier - og jeg brugte meget tid på at tjekke dem online. Da han ikke bruger de titler, vi i dag bruger til at referere til værkerne, nogle er gået tabt og stort set ingen hænger i dag, hvor de dengang gjorde er det først ved at tjekke dem, at jeg rigtigt kunne placere dem. 

Selvom Vasari rejste en del, var det dog stadig kun i Italien og langt de fleste kunstnere i bogen er florentinere. Han havde ikke meget tilovers for den hollandske renæssance (udover, at de selvfølgelig introducerede oliemaleriet) og de omtales konsekvent som "den tyske kunst" - og som klodset, tung, grim. Det er det, vi i dag kalder for gotisk kunst - også en betegnelse "opfundet" af Vasari. Det er også pudsigt, når han taler om "den moderne kunst" - det er den fra hans tid i 1500-tallet! Men selvfølgelig er der klare forbedringer i netop de 200 år mellem fx Giotto og Michelangelo, og Vasari hædrer dem alle ved netop at understrege, at de sidste ikke ville være store malere uden de første.

Det er absolut den vigtigste bog at læse, hvis man vil forstå renæssancens kunstnere. Har man besøgt især Firenze er det en rejse ned af memory lane - mange malerier kan i dag ses i byens kirker og museer, som jeg gjorde det i april. Jeg ved nu, at jeg må til Bologna for at se de "sidste" af de kunstværker i Italien jeg endnu ikke har set efter Milano, Rom, Napoli, Firenze og diverse mindre byer.

Vasari krydrer sine historier med personlige beretninger om personerne; de er dog ikke alle sandfærdige og han har ikke styr på alle årstal heller. Her hjælper både noter og internet til at opklare visse mysterier - men det er altid underholdende og farverigt.

Man forstår også virkelig betydningen af kunsten set med religionens øjne. Han forstår ikke helt, hvorfor Tizian malede så mange portrætter, når den "ægte" kunst jo var at gengive bibelske historier, så de kunne genkendes. Nogle malere mislykkes også, hvis han ikke forstår den historie. Man arbejdede jo med tydelig symbolik og en helgen med en forkert attribut kunne således slet ikke læses af den samtidige beskuer.

Jeg var ovenud begejstret, og glad for at have den nu som opslagsværk. Jeg læste den i bidder mellem andre bøger - både fordi det ellers var lidt for intenst, men sandelig også for at strække glæden.

Plus grand que le ciel - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 24.-25. juni
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er nogle franske forfattere, der lider lidt under det dårlige rygte at være for "lette" - jernbanelitteratur, som det også kaldes. Det gælder fx Marc Lévy og Guillaume Musso, hvis bøger jeg ikke har læst i mange år. Men de er også bare gode til fx ferielæsning og grunden til, at jeg stoppede er nok mere, at det bliver for ensformigt. Grimaldi falder nok i denne kategori, men hun sælger enorme bøger i Frankrig og to er allerede oversat til dansk.

Da de findes på fransk på biblioteket, besluttede jeg mig for at se, hvad det var - det her Grimaldi-fænomen.

Elsa er 42 år gammel, fraskilt og enlig mor til Tristan på 15 år, Hun har for nyligt mistet sin far, hvilket har forårsaget en dyb depression.

Vincent er jævnaldrende. En succesfuld forfatter, der også er fraskilt med to piger på 7 og 10 år. Hans forlægger har rådet ham til terapi, men hans ar ligger dybere og er mere private.

De to krydser ved en fejl hinanden i psykiaterens venteværelse, hvor de ellers skulle være garanteret anonymitet. Elsa er da også ret tillukket; det bliver ikke bedre, da hun lærer, at han skriver litteratur, der ifølge hende ikke er netop det.

Men stille og roligt møder de hinanden i humor over deres situationer. Det bliver ikke til mere - foreløbigt. Elsas sår er for dybe, og hun føler ikke hun må have det godt eller more sig. Vincent får endelig åbnet op for sit traume, som desværre minder temmelig meget om One Day i en kortere version (ingen point for opfindsomhed til forfatteren for dette twist!).

Det skal dog ikke være slut for dem, og de mødes igen tre år senere med nye erfaringer i bagagen.

Det er absolut en feel-good roman; men flere steder grinede jeg højlydt over deres sessioner hos psykiateren, som foregår imellem historien om deres møder. Vi får flere historier i én og selvfølgelig ender det godt. Dog med en interessant drejet slutning.

Det er uden tvivl som med Lévy og Musso - det er fint nok til tider, men jeg er bange for, at man også bliver træt i længden. Perfekt afkoblende læsning som en god film.

One Life - Barbara Winton

 

• Engelsk
• 22.-23. juni
• 304 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Filmen One Life er fra 2023, og fortæller den heroiske historie om Nicholas Winton, der i 1939 reddede 669 tjekkiske børn ud af et krigstruet land og i sikkerhed i primært Storbritannien. Langt de fleste af disse børn var jødiske og havde de ikke forladt deres forældre for at rejse, var de uden tvivl døde i et gaskammer i Auschwitz. Det er - endnu - en historie om et af de mange mennesker, der tog sagen i egen hånd og aktivt gjorde noget for at redde nogle få. 

Wintons historie var ikke hemmelig, men han gjorde heller ikke et stort nummer ud af det i årene efter. Men i 1988 blev den scrapbog, han havde brugt til notater fem i lyset, og flere tv-programmer lavet, hvor nogle af disse nu voksne børn stod frem. Det kan fx ses i dette originale klip.

Filmen er jo en Hollywood-produktion, der fokuserer på den enkelte handling og ikke på 'hele' manden. Jeg har ikke set den, men havde fået den anbefalet, da jeg pludselig så bogen på biblioteket. Den udkom først i 2014 under titlen "If it's not impossible...", men med filmens succes er den nu genudgivet med filmens titel i stedet.

Biografien er skrevet af hans datter, Barbara; så man kunne forestille sig, at den er lettere farvet. Det er bestemt ikke tilfældet!

Med hjælp fra faderen, som da var 104 år gammel samt alle hans dagbøger, breve og notater, har hun skrevet en bog om hele hans liv. Et liv, hvor disse ni måneder jo ikke er det altafgørende. Hvert kapitel indledes med en kort introduktion kørende kronologisk op fra "opdagelsen" i 1988 til bogens udgivelse. Derefter følger historien om den heltemodige aktion inden den fortæller historien om hele hans liv.

Winton kom af en jødisk familie, der var emigreret til England allerede i anden halvdel af det 19. århundrede, men stadig havde mange familierelationer i Tyskland. De var dog ikke ortodokse, og Nicholas og hans søskende blev døbt som små. Dette var ikke ulig mange andre jødiske familier, som blot forsøgte at integrere sig bedst muligt i en ny kultur og for hvem religion ikke var afgørende. Dog havde de et jødisk efternavn, som de endelig besluttede sig for at ændre da 2. Verdenskrig var på trapperne. De havde flygtigt ændret det under 1. Verdenskrig, men nu blev det endeligt.

Winton var i bund og grund et helt almindeligt menneske. Han var venstreorienteret uden at være kommunist, men stadig rundet af den gamle victorianske skole. Han havde en bankuddannelse, men blev også tændt af ideen om at hjælpe - først som sagt børnene i Tjekkoslovakiet, og efter krigen i diverse administrative organisationer, der skulle genopbygge Europa. En opgave var fx at samle alt det guld og alle de smykker, tyskerne havde konfiskeret og som nu ikke kunne spores tilbage. De blev solgt og omsmeltet til rede penge, der skulle hjælpe til blandt andet at opbygge den nye israelske stat.

Men det var også blot et helt almindeligt familieliv med et kontorjob, en hjemmegående hustru og tre børn. Den yngste søn var dog født med Downs syndrom, hvilket igen fik Winton på banen med frivilligt arbejde. Så hans primus motor var ikke nødvendigvis religion eller politik; det var det ægte ønske om at hjælpe, når han så behovet og han havde talentet til at styre projekter.

Selvfølgelig blev hans alderdom pludselig præget af striber af interviews, hædre og priser, da man begyndte at få øjnene op for disse heltehistorier. Det var ikke i årene lige efter krigen, da man stadig havde travlt med at hele de fysiske og psykiske ar. Men han var også en pragmatisk mand, der ikke svælgede i sentimentalitet - hans datter anerkender blankt, at han ikke var god til at vise følelser eller forstå andres. Det bliver dermed et meget ærligt billede af en ikke fejlfri mand, som gjorde nogle fantastiske ting men også bare levede et relativt almindeligt liv. 

Kvinderne - Kristin Hannah

 

• Engelsk
• 19.-21. juni
• 480 sider
• Originaltitel: The Women

Der er ingen tvivl om, at Kristin Hannah bliver bedre med årene. Jeg har læst tre romaner tidligere, Wild fra 2006 og Another Life - begge titler, der blev genudgivet med andre titler end den oprindelige, da hun fik mere succes. Den succes finder man tydeligt i De fire vinde fra 2021 og absolut i denne enestående roman. 

Vi er i USA i midten af 1960'erne, da krigen i Vietnam og ikke mindst den amerikanske intervention var eskaleret. Frankie er blot nitten år gammel og i hendes traditionsbundne katolske familie fra de finere sociale lag skal kvinder blot få tiden til at gå til de skal giftes. Hendes bror derimod skal tjene landet, og sendes til Vietnam for at ære familien. Men Frankie vil mere - og melder sig frivilligt som sygeplejerske i Vietnam. Den dag hun fortæller forældrene sin beslutning er også den dag, de modtager beskeden om hendes brors død. Der er ingenting tilbage og de begraver en tom kiste.

Historien om Frankie er delt op i tiden i Vietnam, som foregår fra 1967 til 1969. Hun ankommer ung, naiv og totalt uforberedt, men kastes hurtigt ud i behandlingen af de mange sårede. Hun ser alt for mange alt for unge mænd miste arme og ben, og sidder med dem, når de trækker deres sidste åndedrag. Når de har fri forsøger de at glemme det og omgås soldaterne - mænd, der er væk fra deres koner og kærester og er glade for den kvindelige tilstedeværelse. Frankie holder stand, da hun møder lægen Jamie - men senere beslutter hun, at krigens gru vender op og ned på hendes verdensetik. Hun kaster sig i armene på Ry, og tror på deres forhold efter krigen.

Da hun kommer hjem, er det til et Amerika, der nu er midt i en hippie-tid, og hun bliver ikke modtaget som den helt, hun havde forventet. Hendes forældre har fortalt alle, at hun var i Firenze for at studere og når hun fortæller, at hun var i Vietnam som sygeplejerske er svaret, at der ingen kvinder er i Vietnam. Den amerikanske regering ønskede ikke at sprede nyheden om kvinderne for meget - vi var stadig i et traditionelt samfund, hvor kvinder i farezoner ikke var velset ligesom man ikke opgav reelle tabstal for de mandlige soldater.

Hjemkomsten bliver derfor ikke nem, og Frankie rammes af seriøs PTSD, som først blev officielt anerkendt i 1980 - efter at millioner af mænd (og kvinder) havde kæmpet i adskillige krige - og selvfølgelig også lidt under andre former for livstraumer. Hun kommer hele registret igennem og kæmper for at finde en plads i familien og samfundet. 

Historien slutter i 1982, hvor monumentet for de døde i Vietnam afsløres i Washington. Jeg slog det selvfølgelig op, og det er et imponerende monument - en 75 meter lang mur med navne på mere end 58.000 personer. Dog skulle kvinderne vente helt til 1993 på deres monument, som nu står i forbindelse med muren og viser en sygeplejerske med en soldat i armene. En moderne pietà til ære for sygeplejersker som Frankie.

Jeg indrømmer gerne, at jeg havde tårer i øjnene flere gange undervejs. Det er en smuk og stærk historie om kvindeskæbner som i De fire vinde, og selvom der er en kærlighedshistorie er det ikke den rosenrøde version som i de tidligere romaner. Hannah har fundet sin stemme nu!

A Day of Pleasure - Isaac Bashevis Singer

 

• Engelsk
• 17.-18. juni
• 227 pages
• Dansk titel:  Ikke oversat

Det er efterhånden mere end ti år siden jeg læste en af Singers større romaner. Dengang lovede jeg mig selv, at jeg skulle læse flere - men det blev ikke rigtig til noget. Da jeg var i Warszawa faldt jeg dog over denne meget lille erindringsbog, som indeholder omkring tyve mindre historier fra hans barndom i Warszawa.

Singer er født omkring 1903 - årstallet varierer - i en familie af små kår; faderen var rabbi, og levede derfor af de summer penge han modtog i forbindelse med skilsmisser, bryllupper og deslignende. Ikke just en fast indtægt. Da Isaac var 3-4 år gammel, flyttede familien til Warszawa og til det jødiske kvarter.

Der er intet i Warszawa i dag, der ligner byen fra dengang. Gadenavnene eksisterer dog endnu, og de gader, han nævner i bogen er dem, man som turist besøger i dag som en del af den jødiske ghetto.

Det er små finurlige historier om hans barndom - hans skolegang, familien, hans eventyr med kammeraterne eller på egen hånd. Han fortæller om den fascination han havde for at læse og lære - både de religiøse skrifter, men også anden verdslig litteratur, der ikke nødvendigvis var godkendt af de chasidiske traditioner. Der var mange meget strenge regler og det er både fascinerende og underholdende læsning.

Det var selvfølgelig ikke en barndom i lutter lykke. Da 1. Verdenskrig brød ud, blussede den spirende antisemitisme igen op. Der var ingen mad at få og familien blev splittet, og Isaac flyttede igen på landet.

Disse små tyve historier er for en stor del uddrag af hans overordnede biografi og andre er udkommet som selvstændige noveller. Her er de samlet i en bog, der er tiltænkt børn og den vandt i 1970 en pris for børnelitteratur. Det betyder dog ikke, at voksne ikke kan læse den - den er interessant og belærende for alle, som vil kende til livet i Warazawa før jøderne blev samlet i ghettoen.

Giacometti in Paris - Michael Peppiatt

 

• Engelsk
• 14.-16. juni
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

De fleste kender nok Giacomettis skulpturer af de høje tynde mennesker fra Louisiana; de er blevet emblematiske for hans kunstneriske udtryk - men især i den sidste del af hans liv.

I kunsthistorikeren Peppiatts biografi følger vi Giacometti fra han som ganske ung ankom til Paris i 1922. Han skulle blive boende i byen til han vendte hjem til Schweiz for at rekreere - men døde i januar 1966. Han levede, boede og arbejdede i det samme atelier; et rum på 24 kvadratmeter, som var primitivt på alle måder.

Forfatteren flyttede selv til Paris i staren af 1966; han havde med sig et introduktionsbrev (som man brugte det dengang) fra Francis Bacon. Han stod flere gange udenfor Giacomettis dør, men turde ikke banke på - det vsite sig at være underordnet, for Giacometti var allerede død. Men fascinationen af kunstneren stoppede ikke, og i årtier læste han alt om ham og udgav i 2023 denne komplette biografi over de parisiske år, som principielt også er hele Giacomettis karriere.

Giacometti kom til Paris lige efter 1. Verdenskrig; han var lige så fattig som de andre kunstnere, der samledes omkring caféerne ved Montparnasse - forfattere som Gatsby og Hemingway; malere som Picasso og Dali og alle de andre, der i begyndelsen af århundredet lagde grund til de store ismer.

Han blev involveret i surrealismen, men endte med at rage uklar med den notorisk diktatoriske Breton, som havde autoritære krav til bevægelsens medlemmer. Han kom tæt på Picasso, men også de ragede uklar - nu var Picasso jo heller ikke en nem mand at omgås!

Han havde et komplekst personligt og intimt liv; Freud ville have sagt, at han led af Madonna/luder-komplekser og han var da også en flittig gæst på byens bordeller. Men mere for at studere pigerne end at benytte deres tjenester. Han kunne bruge timer - som udviklede sig til dage, uger, måneder og år - på at studere hoveder. De blev en besættelse for ham, og han mente selv, at han aldrig opnåede at indfange det perfekt.

Under 2. Verdenskrig opholdt han sig hjemme i Schweiz og faldt ned i et kunstnerisk tomrum. Han producerede ingenting, og alting blev i miniaturestørrelse. Skulpturer så små de kunne være i en tændstikæske. Han sagde selv, at han forsøgte - men de ville ikke opstå anderledes. Men retur i Paris efter krigen skete der endelig noget; nu kom de karakteristiske figuerer og mange mente, at de skulle forestille de overlevende fra lejrene. Det var dog ikke tilfældet - sådan ville de bare se ud, mente han.

Udover at være skulptør, malede Giacometti også - en side, der nok er mindre kendt hos os. Men endnu mere interessant var han også forfatter, og legede med både surrealisterne som sagt men havde også et tæt venskab og samarbejde med eksistentialismens guruer, Sartre og de Beauvoir. Han var dybt intelligent og intellektuel med en fascination for det morbide i livet. Bogen går i dybden med alle de (for mig) ukendte facetter af mennesket bag figurerne. En absolut øjenåbner!

La Cuisinière des Kennedy - Valérie Paturaud

 

• Fransk
• 9.-12. juni
• 408 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg tror altid naivt, at jeg kommer til at læse, når jeg rejser - det gør jeg så slet ikke, når det er en city-trip! Så det var først i flyet hjem fra Warszawa jeg kom igang med denne mindre franske romanbiografi af Andrée Imbert.

Som man måske kan se af titel og omslag er der en forbindelse til Kennedy-familien - men først skal vi tilbage til 1907. Der fødes en lille pige, og bliver efterladt foran kirken i en lille fransk landsby. Da forældrene er ukendte, kommer hun under den franske stats beskyttelse og placeret i en familie, som dog ikke kan adoptere hende. Der er strikse regler for, hvordan disse børn behandles og Andrée kommer til at bruge sit nummer 18 603 til hun bliver myndig. Familien får penge og tøj - og regelmæssige besøg for at sikre sig, at alt går godt. Men selvfølgelig knytter barnet sig til plejeforældrene, så krisen er stor, da faderen dør under 1. Verdenskrig, og hun bliver sendt til en ny familie. 

Hun vokser op rodløs og måske derfor holder hun sig altid i køkkenet, hvor man er tæt på en moderskikkelse i huset. Da hun bliver tretten sendes hun ud for at tjene, og bliver med tiden bedre og bedre til madlavning. Hun gifter sig ung - primært for at komme væk og få sit eget, og nu stopper forbindelsen til staten nemlig. Hun får mandens bar forvandlet til en restaurant, der trækker folk fra nær og fjern; de får en datter men hun vil mere, og forlader ham. I Lyon begyder hun virkelig at lære kogekunsten, men må sende datteren i sikkerhed hos faderen under krigen.

Hun arbejder primært som privatansat kok - hos blandt andet Camus og Gallimard-familien, Det ene fører det andet med sig, og pludselig arbejder hun for Kennedy-familien i Amerika. Hun er selvfølgelig ansat, men som jeg også læste i denne biografi, så havde de et livligt liv, hvor alle var inde og ude hos hinanden og staben var en integreret del af familielivet. Hun passer deres børn og bliver til tider til en reservemor, hun tager del i familiens tragedier og adopterer dem som sin nye familie mens hendes egen er langt borte. Hun lærer dem at påskønne fransk madkunst, og lærer selv at påskønne den amerikanske kultur. 

I 1974 tager hun endelig hjem til Frankrig som pensionist, og slår sig ned med datteren og hendes familie. Kennedy-familien betalte hende pension hver måned til hun døde i 1999, og flere af dem kom til Frankrig på besøg. Forfatteren faldt ved et tilfælde over hendes historie, og ved hjælp af hendes børnebørn og mange efterladte breve og fotos er bogen skabt som en romantiseret biografi.

Det er en interessant fortælling om et hårdt liv - om livet som ansat for de rige med alt, hvad det indebærer og man lever sig virkelig ind i den lille Andrées liv og tanker.

Jackie - Public, Private, Secret - J. Randy Taraborrelli

 

• Engelsk
• 29.-31. maj
• 528 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Et tilfældigt biblioteksfund, som passede godt ind i læsningen af en bog, jeg lige har købt og som ligger klar til min kommende miniferie. Det skulle vise sig at være en fantastisk oplevelse.

Taraborelli har skrevet en del biografier af berømte personer som Michael Jackson, Madonna og Marilyn Monroe - og desuden flere bøger om Kennedy-familien, som aldrig holder op med at fascinere verden må man tro. Der har været skrevet meget igennem årene om the Kennedy curse, og det er da også en ubærlig lang liste af ulykker. Dog skal det jo siges, at det er en virkelig stor familie, der altid har været i mediernes søgelys - hvilket jo i hvert fald kostede JFK og hans bror livet.

Jackie Kennedy var et ikon, og havde et liv kun de færreste kan drømme om - men med lige dele mareridt i det. Hun kom fra en velhavende familie, og forventningerne var klare. Man giftede sig til penge og status, og hendes første forlovede viste sig ikke at være rig nok. Så moderen besluttede sig for, at JFK var et passende parti selvom det faktisk var Jackies søster, der først havde en flirt med ham. Hun måtte vige pladsen, og beskeden var temmelig klar - gå efter ham!

Alligevel var moderen ikke helt umenneskelig, og opfordrede også Jackie til en skilsmisse, da ægteskabet ikke var ideelt; med JFK's affærer og manglende støtte, da hun mistede et barn. Hun blev som vi ved i ægteskabet, og blev til hele verdens stjerne med sine fantastiske modelooks. Ikke mindst personliggjort af den lyserøde blodplettede dragt fra november 1963 i Dallas, som hun nægtede at tage af før hun var tilbage i Washington.

Der er ingen tvivl om, at drabet på hendes mand - og den brutale facon - gav hende PTSD; en diagnose, man ikke stillede dengang. Hun blev ved med i årene fremover at tale om de makabre detaljer - selv i kapellet inden sit bryllup med Onassis! Hun var for evigt forbundet med Kennedy-klanen, og deres politk, og det influerede hendes privatliv som enke. Kunne hun gifte sig med den græske milliardær, hvis forretninger var lidt ufine i kanterne for Kennedyerne? Kunne hun forlade USA - de to børn var nærmest amerikansk kongefamilie!

Jeg kom til at tænke på prinsesse Diana, og hendes opførsel efter skilsmissen. Behovet for privatliv, beskyttelse, penge, sikkerhed... der er en del lighedstegn. Jackie giftede sig med Onassis for at få hans penge og magt som beskyttelse, som Diana måske fandt det i Al Fayed-familien?

Bogen er skrevet som resultat af årevis af samtaler, interviews, research - og en del materiale, som først kunne offentliggøres efter nogle personers død. Det er blevet til en absolut gennemdokumenteret, fængende og levende fortælling, hvor mennesket Jackie med alle hendes styrker og svagheder virkelig træder i karakter.

Det er en stor bog, men de sidste hundrede sider var fodnoter, og der er et godt flow i historien, så man er totalt fordybt i historien. 

La fortune des Médicis - Jean-Yves Boriaud

 

• Fransk
• 27.-29. maj
• 328 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var ikke helt færdig med at fordøje min rejse til Firenze - men jeg har allerede læst størstedelen af de biografier, der er skrevet om familien Médici og renæssancen i Firenze. Det var efter mit første besøg for mere end tyve år siden; og der er da udkommet nogle få værker siden.

Blandt andet denne bog, som jeg så på en del museer i byen. Den handler om Médici-banken og den forretningsmodel, de opbyggede i Firenze og andre steder i Europa. Den inkluderer vigtige europæiske historiske begivenheder, som havde indflydelse på bankens op- og nedture. 

Der er et vist kronologisk element med en mindre biografi af dynastiets førende - Cosme I, Lorenzo osv. og hvordan de hver især forvaltede bankforretningerne og familiens stigende formue. Men der er også mange kedelige opremsninger af ansatte (med navn, titel, årstal, løn og alt muligt), som gør stoffet virkelig kedsommeligt.

Der er et par kapitler omhandlender deres investeringer i kunst - men hvordan man kan gøre et emne som Michelangelo eller Fra Angelico så trist som et kontoudtog overgår min forstand. Men det lykkes altså for ham.

Alt i alt en skuffelse. Hvis man skal læse en interessant bog om emnet, er Christopher Hibberts The Rise and Fall of the House of Medici fra 1974 absolut bibelen. Det skulle jeg bare have vidst lidt før!

L'impératrice de Pierre II - Kristina Sabaliauskaite

 

• Fransk
• 24.-26. maj
• 448 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det skulle vise sig at være et yderst fornuftigt valg at vente med læsningen af biografien af Katarina 1. til begge bind var i hus. Som beskrevet i første bind er vi ved hendes dødsleje i maj 1727 i St. Petersburg, og hver time bringer os tilbage til hendes tilbageblik på hendes 43-årige liv, som nu er ved at slutte. Det foregår kronologisk i tilbageblik til tider afbrudt af dem, der i nutiden passer og plejer hende - eller forsøger at tvinge de sidste tjenester og privilegier ud af hende.

Historien om Katarina er i lige så høj grad historien om Peter den Store; tsaren, der ville hive Rusland ud af middelalderen og lagde grundstenen til St. Petersburg som den nye hovedstad. En despotisk tsar, der heller ikke var nem at leve med som ægtemand. Katarina var gravid hele tolv gange, men ni børn døde som små mens Peter levede, og en enkelt blot nogle uger efter hans død i 1725. Vigtigst af alt var der ingen drengebørn, der overlevede. Jeg har spekuleret på, om det kan skyldes den blødersygdom, der senere også ramte den sidste tronarving, men den kom tilsyneladende først ind i familiens gener langt senere.  

Ikke desto mindre var det et problem for tsaren, for landet - og for deres forhold. Katarina var konstant bange for at blive tilsidesat til fordel for en af Peters yngre elskerinder, der kunne give ham den eftertragtede arving. Det gjorde det ikke nemmere, at han var en del år ældre end hende - på trods af, at hun var gravid helt til hun var fyrre år. Temmelig usædvanligt for epoken!

Hans søn med den første tsarinde blev henrettet efter mistanke om komplot mod tsaren, og Katarina opnåede endelig at blive gift Peter i fuld offentlighed og senere kronet som tsarinde. Men hun måtte konstant være på vagt for dem, der ikke mente hendes ydmyge baggrund var en tsarinde værdig.

I den anden halvdel kommer vi også med på den store udlandsrejse Peter og Katarina sammen foretog i 1716-17 - en tyve måneder lang rejse, der blandt andet tog dem til København til Frederik IV's hof. Katarina var gravid på den rejse, og mistede et dødfødt barn - men der var ingen sympati (eller empati) at hente hos Peter. Hun balancerede sin indflydelse over ham ved at forsvare prins Menchikov, som i stigende grad udnyttede systemet, og stjal fra tsarens og Ruslands pengekasse. Men det var han næppe ene om - det var et korrupt system, og de levede i en verden så fjernt fra virkeligheden for de mange russere, der blot blev underlagt flere og flere skatter for at finansiere krige, paladser og overflod.

Det var en livsstil, der blot fortsatte i århundreder - til det endelig kollapsede i 1917; men er det reelt så anderledes i dag med et såkaldt demokrati?

Katarinas historie er tragisk på så mange måder; men den er ikke usædvanlig for tidens kvinder. Kærligheden betød mindre mellem ægtefolk - og endnu mindre for hende, der var fast besluttet på at fastholde den rigdom hun nu havde. Da Peter døde levede hun i konstant frygt for et statskup, og drak vel nok sig selv til døde. 

Det er en anderledes at fortælle en historie på, men det fungerer virkelig godt. Andet bind forsvandt som dug for solen og var perfekt læsestof til en majweek-end, der føltes som efterår og hvor man blot har lyst til at forsvinde i en bog.

L'impératrice de Pierre I - Kristina Sabaliauskaite

 

• Fransk
• 20.-23. maj
• 432 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg købte denne første del af historien om Katarina 1. af Rusland allerede i november i Paris; men valgte at vente på udgivelsen af andet bind før jeg gik i gang. 

Vi er på et slot i St. Petersburg i maj 1727, og Katarina ligger for døden. Det første kapitel bærer nummer 9 - for klokken er ni om aftenen i det, der bliver hendes sidste døgn. Hun er blot 43 år gammel men udslidt af et liv med tolv graviditeter og i de sidste år et liv i overflod af mad og vin.

Hendes hof og hendes nærmeste er i rummet omkring hende, og måske både frygter og afventer de hendes død? Hun hører dem fjernt, og kan i starten af dette sidste døgn kommunikere med dem. Men mest falder hun lidt hen, og genoplever sit liv.

Det var et fantastisk liv - ikke i den positive forstand; men så underligt og oplevelsesrigt. Hun startede fra relativt simple kår, og da moderen døde blev børnene sendt til en tante, som brugte dem som tjenestefolk. Da hun var teenager blev hun solgt væk til en protestantisk familie i det nuværende Letland, som på den tid var en del af Polen og dermed i konstant krig med tsardømmet Rusland.

Hun blev gift med en svensk soldat, men efter en uges hvedebrødsdage måtte han i krig, og ubeskyttet blev hun overfaldet og voldtaget af russiske soldater. Hun blev reddet af en marskal, som tog hende som elskerinde - eller sexslave ville vi kalde det i dag. 

Men det blev hendes redning, da en prins Menchikov så hende og blev forelsket. De levede sammen, og havde et åbenbart ligebyrdigt forhold - men han skulle hjem til Moskva, og en ventende forlovet. Menchikov var ambitiøs, og tsaren var glad for kvinder. Så hun blev skubbet i hans arme, og Menchikov gjorde alt for at gøre hende til den foretrukne - den tidligere tsarinde var sendt i eksil i et kloster. Med Katarina i tsar Peters arme havde Menchikov sin egen spion tæt på magtens centrum, og det var vel en gevinst for dem begge. Katarina kom ud af armoden, men Peter var ikke en nem mand.

Bogens tolv kapitler foregår i tidsrummet til klokken otte om morgenen; det er kapitler uden et eneste afbræk og uden dialog. Vi trænger helt ind i hendes tanker og lidt forvirrede drømme, der til tider afbrydes af nutiden med Menchikov, der stadig forsøger at hive underskrifter på dødsdomme ud af hende selvom hun er halvt bevidstløs. Men det er også en virkelig fængende historie om Rusland i tsartiden - og man kan ikke lade være med at tænke at nogle ting stadig ikke har ændret sig i den russiske mentalitet. Det er et komplekst land - og har altid været det - på grund af det enorme areal, og i mine øjne behovet for tsar- eller faderfiguren, som stadig er gældende. Det er også en mentalitet af brutalitet og vold, slevom Peter den Store desperat forsøgte at indføre vestlige skikke.

Jeg skulle lige ind i den og gennemskue, hvorfor vi startede med kapitel ni - men så var jeg solgt. Jeg kan godt lide at læse historiske biografier, men de skal være faktuelt korrekte og det er denne. Man kan blive snydt af datoerne; i det 18. århundrede brugte Rusland stadig den julianske kalender med en forskel på tretten dage i forhold til den europæiske gregorianske kalender. Men jeg faktatjekkede en del, og alt var dejligt korrekt! 

Ouragans tropicaux - Leonardo Padura

 

• Fransk
• 15.-19. maj
• 512 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Da endnu en Padura-krimi udkom, stod den øverst på listen - det er krimilæsning, der passer til mit temperament. Ikke for meget vold - slagsmål, blod, våben og alt det der. En hovedperson, der er så elskværdig - i ordets sande oprindelige betydning vel at mærke. Mario Conde er den fantastiske cubaner, der elsker sin hjemby Havana over alt på jorden, på trods af den daglige kamp for at tjene penge.

Nu er vi i foråret 2016. og Havana står overfor ikke mindre end to skelsættende begivenheder. Den amerikanske præsident Obama skal besøge landet som den første præsident i 88 år - og blot nogle dage senere kommer Rolling Stones for at give koncert. Det tager hele befolkningen som tegn på, at noget nyt er under opsejling - vinden vender, og snart vil embargoen blive hævet, pengene strømme ind i landet sammen med mad og alt det andet, de mangler.

Conde er anderledes realistisk, og bliver blot glad, da han får et job på en bar, hvor turisterne kommer med deres valuta - og tilsyneladende har masser af penge. Parallelt skriver han på en roman om Alberto Yarini - en cubaner, der styrede store dele af bordeldriften i Havana fra starten af det 20. århundrede.

Han havde politiske ambitioner, men blev dræbt i en konflikt med de franske bordelejere. I den fiktive version af den meget ægte Yarinis historie finder vi en politibetjent, der siges at være indblandet. Det er ham, der fortæller os historien som aflad inden sin død; det har tæret på ham i 50 år - og han stiller sig selv spørgsmålet om han har været en hæderlig mand?

Originaltitlen på Paduras roman er Persones decentes; og det passer fint på alle tre historier. Både den om Yarini og dn unge betjent, der udvikler et forhold der minder om Nick og Jays i The Great Gatsby.

På Condes egen historie som uanset hans mange fejl og mangler stadig vidner om et menneske, der har principper og integritet. Endelig også på selve mysteriet han skal opklare nu - en tidligere kommunistisk leder, der findes mutileret i sin lejlighed. Han har selv stået bag forfølgelsen af utallige kunstnere - og nu viser det sig at meget af den beslaglagte kunst hænger i hans lejlighed. Et par dage seneres findes hans tidligere svigersøn også myrdet og Conde bliver sat på sagen.

Historien skifter mellem 1910 og Yarini og 2016 og Conde, der forsøger at finde hoved og hale i de to mord, mens byen koger af ophidselse over de to besøg. 

Som flere andre af Paduras krimier kan man sagtens tænke, at den er for lang - og langtrukken. Og det er den sikkert også! Men det er også der vi finder den cubanske charme; langsomheden i livet i et land, hvor der er masser af tid. For præcis som Conde forudså det, så ændrede livet sig ikke radikalt efter 2016 og de to besøg.

Verdens vigtigste bog - Kristian Leth

 

• Dansk
• 13.-14. maj
• 302 sider

Det virker næsten forudbestemt, at denne bog var tilgængelig netop nu, hvor religion fylder så meget i mediebilledet med en ny pave. Det er en hændelse. som sker relativt sjældent at vælge en ny pave - og det får altid verden til at undres over kirkens magt og traditioner. Det får journalister til at stille spørgsmål om nødvendigheden af den katolske kirke i vores moderne verden - er fænomenet ganske enkelt ikke forældet og fastlåst i fordums tider?

Man skal måske blot besøge en kirke stort set hvor som helst syd for Alperne (og nord for Afrika) for at forstå, at for mange er det en del af en dagligdag - og dermed en del af fundamentet i deres liv. Jeg holder virkelig meget af at gå i kirke - og faktisk helst den katolske selvom jeg jo er opdraget protestantisk. Der er bare noget mere schwung over den katolske - og så er kunsten jo generelt langt mere interessant end i vore triste kirker.

Hvis jeg fik spørgsmålet om, hvad jeg ville tage med til en øde ø, er jeg heller ikke i tvivl - det ville være Bibelen. Som Kristian Leths titel indikerer, er det muligvis verdens vigtigste bog. Det kan andre religioner bestride - men Bibelen er ældre end Koranen; den er baseret på Torahen i Det Gamle Testamente - og ikke mindst er den nok en bedre base for de universelle historier, allegorier, værdier som vi alle genkender.

Det er også præmissen for bogen her - at uanset hvor "udviklede" vi selv mener vi er, så er vores principper og værdikodeks baseret på kristne grundprincipper, er er årtusinder gamle.

I de tolv kapitler kommer vi rundt om spørgsmål som 'Hvem var Jesus?', 'Hvem er Djævlen?' samt filoseringer over frelse, evigt liv og Himmerige osv. Det hele sættes ind i en kontekst, hvor Leth upartisk fører os igennem tiden med dens udvikling, opdagelser som burde stille os kritisk overfor den arkaiske version af verdens opstandese fx som vi læser i Bibelen. Men måske hænger det sammen? Måske er vores skræmmescenarier om Jordens snarlige undergang på grund af CO2-udslip ikke særlig fjern fra middelalderens frygt for den sorte pest som Guds straf? Det er den samme dualisme i kampen mellem det gode og det onde, og vi har de selv samme adfærdsmønstre.

Det er tydeligt, at Leth kender sin Bibel bedre end gennemsnittet. Jeg ville ønske at jeg havde stamina nok til at komme igennem det hele - men jeg finder altså Det Gamle Testamente ret tungt at komme igennem. På den anden side læser jeg så mange andre bøger - og for mig at se er næsten al litteratur udsprnget af Bibelen. Stort set alle scenarier, konflikter etc. findes jo i den bog - de er bare videreuviklet og fulgt med tiden. Det er netop konklusionen her - at kristendommen er i os, omkring os... overalt! Den er fundamentet for vores verden og kultur om vi vil det eller ej.

Det var virkelig interessant læsning; der var muligvis lidt for mange gentagelser af animisme som religion før kristendommen, og jeg blev ret træt af ordet omkalfatring, som bliver brugt et uanstændigt antal gange. Men derudover var jeg fascineret - og jeg blev oplyst!

J'emporterai le feu - Leïla Slimani

 

• Fransk
• 11.-12. maj
• 432 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg havde ikke tænkt mig at investere i tredje bind af Slimanis marokkanske familiesaga efter at have læst andet bind færdig; men så var den på biblioteket, og franske anmeldelser mente, at det var det bedste af de tre bind. Det er jeg til dels enig i.

Vi starter i 2021 - midt i en pandemi - hvor Mia, tredje generation af familien, er i en form for depression. Denne ramme åbner og lukker historien med et mindre kapitel som et intermezzo midt i bogen. Men ellers er vi tilbage til slutningen af 1970'erne, hvor Aicha og Mehdi får deres anden datter - Mias lillesøster, Ines. 

Mehdi arbejder for en bank, og er højt på strå i det marokkanske samfund, der indirekte styres fra kongepaladset. Amine og Mathilde er stadig på deres gård, men Amine ældes og bliver dement. Amines søster Selma lever stadig et uortodokst liv i forhold til normerne, og hendes tidligere elsker, Selim, er nu i New York.

Men historien fokuserer primært på Mia og Ines, som de vokser op i en tid, hvor racismen mod muslimer tager til i den vestlige verden. Begge piger flytter til Europa for at studere, og mødes der af den antipati, som fik fart på efter især 9/11. 

Der er nogle interessante betragtninger, som jo i bund og grund er præmissen for hele sagaen - dualiteten i deres liv. Dualiteten i deres ophav med en fransk mormor og en marokkansk morfar; en opdragelse med fransk som hovedsprog - de tidligere kolonialisters sprog. Deres uddannelse i Vesten som igen distancerer dem fra den almene befolkning. Deres splittelse er ret tydelig, og især Mias identitet lider under det. Ydermere er hun homoseksuel, hvilket jo er tabu i hjemlandet. Men det mangler igen dybde og afrunding!

Der er for mange stikture - som rejsen til USA, hvor de ser Selim - men det er en parentes, som aldrig afsluttes. Det meste af historien foregår kronologisk fra 1980 til starten af det nye årtusinde, og der mangler en kobling til prologen og epilogen som er tyve år senere. Jeg er på sin vis tilfreds med at have læst alle tre bøger, men jeg blev aldrig rigtigt begejstret som jeg var det for hendes debutroman.

Det er et kæmpe projekt hun gav sig i kast med, og der var nok for mange personer og bihandlinger til at få en helstøbt historie; emnet er ellers fantastisk og en ramme mange kan finde sig selv i med den dobbelte nationalitet, kultur og identitet.

Sommerfuglens stemme - Benjamin Koppel

 

• Dansk
• 9.-10. maj
• 448 sider

Benjamin Koppels debutroman Annas sang var en fryd for sjælen at læse, og jeg glædede mig til opfølgningen - hvis man kan kalde den det.

Det er stadig en historie om familien Koppelman, hvor det ikke er helt klart, hvor meget er opdigtet i forhold til hans egen families historie. Men det er en anden gren af familien end Anna; nu er det hovedpersonens, Alexander, egen mormor. 

Historien skifter mellem to perspektiver og fortællere for at mødes i de sidste kapitler. I slutningen af 2015 er Alexander og kæresten, Gry, i fertilitetsbehandling i København. De har været kærester i ti år, og rammer snart de fyrre år. Alexander er sanger, og underholder i TV ved et talentshow og optræder samtidig rundt omkring i landet. Det er et kunstnerliv med sprut, stoffer og slaphed. Gry forsøger at få Alexander til at tage ansvar; spise ordentligt og engagere sig i deres forsøg på at blive forældre. Men det er ikke nemt med en svigermor, der opfører sig som den diva, hun er og konstant kræver opmærksomhed uden nogen hensyntagen til deres privatliv. 

Indimellem historien om deres besøg på hospitalet, og Alexanders lade livsstil, møder vi Ruth, som er Annas kusine. Hun var også musiker i den store brogede Koppelman-familie, da hun i 1943 bliver deporteret til Theresienstadt - den lejr, hvor de danske jøder typisk blev sendt til. Hun sidder nu på et plejehjem i New York, og indtaler kassettebånd til det barnebarn, hun aldrig har mødt og dag efter dag udfolder hendes historie sig. Om lejren, om pinslerne, om den kærlighed hun også mødte der - og livet efter, hvor hun aldrig kom sig over traumerne.

Gry forsker i blandt andet traumer og en teori om, at de kan nedarves gennem generationer. Ruths traumer overføres til Lillian, Alexanders mor; og måske er det også derfor han ikke kan få styr på sine dæmoner? Det bliver en coming-of-age udvikling for Alexander, som ender med at rejse til USA for at møde den gamle dame. 

Trådene samles på alle mulige måder - men der er ikke de helt store overraskelser. Historien om Ruth er interessant, fordi den omhandler specifikt behandlingen af de danske jøder, som jo blev reddet af de hvide busser. Men jeg var ikke blæst bagover som med Annas sang.

Alexander og Lillian virker irriterende som personer, og selvom de begge udvikler sig for at få løst deres problemer, så virker det ikke helt overbevisende. Historierne om fertilitetsbehandlingen fylder forholdsmæssigt for meget for mig, og der er for mange ligegyldigheder som at nævne mærkerne på det tøj protagonisterne ifører sig. Hvorfor skal vi som læsere vide, at det er en Mads Nørgaard-jakke eller Paul Smith-sokker? Det virker som en blanding af product placement og namedropping!

I slutningen refereres der til Anna, som jo bor i Paris - og Alexander beslutter sig for at ville møde hende; derfor bliver det jo snarere en forløber til Annas sang, og som sådan ville man have været positivt overrasket over udviklingen i hans forfatterskab. Nu virker opfølgningen snarere som en lidt hul omgang, der rider på en bølge af succes. 

The Light of Paris - Eleanor Brown

 

• Engelsk
• 6.-8. maj
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde reserveret denne roman i november, da jeg netop var vendt hjem fra Paris og havde behov for at forlænge fornemmelsen af Paris lidt endnu. Den var vist blevet væk for dem, for det tog mange måneder - og det var vist ikke helt ventetiden værd.

Det er en historie, der kører i to spor - i nutiden, hvor Madeleine føler sig fanget i et ægteskab med den perfekte mand (i hendes mors og samfundets øjne i hvert fald) og i 1924, hvor hendes mormor, Margie,  var ung og rejste til Paris.

Vi er i det mondæne borgerlige USA, hvor det stadig er en ting at præsentere unge piger ved debutantballer - for både Madeleine og Margie - og man bruger sin tid på velgørenhed og ægteskabet.

Margie er 24 år og ugift i 1924, da hun afslår et frieri, og bliver sendt til Europa som anstandsdame for sin unge iltre kusine. Kusinen har dog ikke i sinde at lade sig overvåge af den kedelige Margie, og lader hende i stikken. I stedet får hun et job, opdager Paris og bliver venner med kunstnere. Hun "folder sig ud" og "blomstrer op".

Madeleine har giftet sig med en succesrig egoist, der kun vil have hendes navn og penge. Hun har opgivet sin drøm om at skrive, og da ægteskabet halter, tager hun hjem til moderen. Der finder hun mormoderens dagbøger fra Paris, og således får vi de to historier i parallelle spor.

Det er så forudsigeligt, at man græmmes! Madeleine begynder at skrive igen, og "blomstrer op". Hun møder en ny mand, og tager alle teenagealderens opgør med sin mor - 20 år for sent. Hun opdager sandheden om mormoderen - og at hendes morfar ikke var hendes biologiske morfar; men det halter noget med de psykologiske beskrivelser af kvinderne.

Det er en feel-good bog, der virkelig trak i langdrag for mig - ikke mindst fordi man kender slutningen ret tidligt i historien.