La passion Lippi - Sophie Chauveau

• Fransk
• 13.-17. august 
• 496 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg er vist ved at være temmelig tørstende efter lidt gedigen renæssancekultur; det er ved at være noget tid siden - og der er jo desværre stort set ingen kunst i Danmark fra den periode. Men rejser er ikke i kalenderen lige nu, så jeg trøster mig med at læse.

Sophie Chauveau har specialiseret sig i biografier af kendte malere; i 2016 læste jeg hendes biografi af Manet, som var virkelig interessant. Denne gang er vi flere århundreder længere tilbage til Firenze i renæssancetiden.

Lippi er endnu en af mine favoritter fra perioden; han var inkarnationen af Quattrocento - samtidig med Fra Angelico (som var hans læremester), Donatello, Uccello og della Francesca blandt andet. Han var aktiv lige inden Botticelli, og døde inden da Vinci og Michelangelo overtog scenen.

Det er den mere primitive og absolut symbolsk religiøse malerkundst, der dominerer hans periode; men der er jo nogle perler imellem.

Lippi var en stakkels forældreløs unge, da han blev samlet op i gaden af Cosimo de Medici, og anbragt hos Fra Angelico, som dengang ikke var munk (og derfor ikke hed Fra Angelico endnu). Hans læremester var forundret over drengens talent, men forsøgte også at få noget retur i form af religiøs undervisning, da Lippi boede hos munkene.

Men Lippi var ikke specielt troende; selvfølgelig troede man på Gud dengang - men det afholdt ham ikke fra at tilbringe meget tid hos de prostituerede, hvor han fandt en form for familie.

Han havde en beskytter i kunstelskeren Cosimo - og senere blev denne søn Piero hans tætte ven.

Det var ret praktisk, for han havde det med at havne i problemer. Helt galt gik det, da han forelskede sig i en ung nonne, der sad model for ham. Han havde med vilje valgt en nonne, og ikke de sædvanlige prostituerede, som man brugte at gøre det. Men hun blev gravid - og det var lige skrapt nok. Ikke nok med, at hans egen sjæl var i fare - så ville skandalen også Medici-familien.

Parret flygtede fra Firenze, og barnet blev født i et lille hus ude på landet.

Efter et år gik Cosimo de Medici i forbøn for parret ved en privat audiens hos Paven; og primært ved at bestikke ham med to smukke malerier. De kunne vende tilbage til byen, og Lippi blev endnu mere populær end før - og parret blev reelt gift og fik endnu et barn; en lille datter.

Lippi var revolutionær i sin måde at forhandle på. Det var normal procedure at få betaling for sine malerier ved at udregne materialeforbrug og så fik man et honorar for fx hvor mange personer, der skulle males. Detaljerede ansigter blev faktureret per hovede - og den totale pris var en matematisk udregning. Men Lippi ville have flere penge; han ville have penge for sit geni! Så han begyndte at fakturere for 'sit penselstrøg'. Alle kunne jo levere baseret på den gamle regnemetode - men det tog jo også tid at finde inspirationen, og få det særlige touch, som var hans kendetegn. Det lykkedes ham faktisk - og det er vist den første maler, der overskred den grænse.

Han endte med at have Botticelli som lærling - og selvfølgelig sin egen søn, Filippino Lippi, som efterfulgte ham. Men som til faderens store sorg ikke havde den samme begejstring for prostituerede... han var lidt mere interesseret i sit eget køn, som en hel del af hans samtidige kolleger!

Jeg skal absolut have fat i flere af Chauveaus biografiske romaner - det er skøn læsning!

The Immortalists - Chloe Benjamin

• Engelsk
• 352 sider
• 11.-12. august
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg har læst et par absolut enestående romaner i år; Cyril Averys hjerte i februar og En gentleman i Moskva i april står allerede som topscorere for 2018. Men denne kommer absolut også helt derop i kategorien af uforglemmelige bøger.

Året er 1969, og fire søskende opsøger en spåkone. Der er 13-årige Varya, broderen Daniel på elleve og lillesøsteren Klara på ni; og endelig den lille Simon på syv år. Spåkonen bor i en uhumsk lille lejlighed, og én for én kommer de ind til hende. Hendes kendetegn er, at hun kan forudse folks død. Ikke hvordan de dør, men hvornår; den præcise dato!

De fire søskende kommer alle rystede ud derfra; men ingen fortæller den dag de andre, havd de har fået at vide.

Historien er derfra delt op i fire store dele, hvor vi primært følger en af de fire søskende - i den rækkefølge, hvor de dør.

Da deres far nogle år senere dør, samles familien til begravelsen og den traditionelle jødiske shiva. Den aften taler de fire om besøget hos spåkonen, og deler delvist deres skæbnedato med de andre. Nogle siger datoen - andre blot, at de ikke bliver gamle. 

Simon, den yngste, flytter til San Francisco i 1978 for at kunne leve som han er. Dengang var San Francisco muligvis det eneste sted i USA, at homoseksuelle kunne leve frit - men det var også dér, at AIDS-epidemien ramte og skabte rygter og rædsel for gay cancer, som man kaldte den. Lige præcis denne "historiske historie" rører mig altid ubegribeligt. Fordi det var så frit og så levende - og så pludselig væltede det hele, og syndebukkene blev dem, der blot ville leve, som de var. Simon er ingen undtagelse!

Men hele dilemmaet består jo i, hvad den skæbnedato gør for et menneske? Hvad bruger man den information til? Lever man hurtigere eller bedre eller mere... bliver man skødesløs i tanken om, at intet vil ske før den dag?

Kan man glemme datoen eller vil den i sidste ende blive til et damoklessværd hængende over én, som det bliver det for Klara - og til dels for Daniel?

Dør de præcis, som spåkonen havde forudset det fordi det var forudbestemt af skæbnen - eller fordi de selv fremprovokerer det ved at leve som de nu nu gør med den viden? Eller holder de op med at leve - som Varya - i angst for datoen?

Jeg skal ikke afsløre mere her, da det virkelig ville være synd; men Benjamin tegner et så gribende portræt af de fire søskende, og deres indbyrdes forhold, at man må fælde at par tårer. For hvad gør man, når man ved, at man vil overleve alle de andre? Eller, at man er den første, der skal dø? Hader man så sine søskende - eller bebrejder dem deres valg?

Jeg brugte weekenden til at lukke mig totalt inde i den fantastiske boble, som historien var - og så er jeg ret lykkelig for ikke at vide, hvornår min dato er; det ville jeg ikke kunne håndtere!

Maigret og hans tyveknægt (Maigret LXVI) - Georges Simenon

• Fransk
• 9.-10. august
• 190 sider
• Originaltitel: Le voleur de Maigret

Maigret er på vej på arbejde, og er glad for at have fundet plads på en af de busser/sporvogne med en udendørs platform, så han kan ryge sin pibe. Vi er nu i midten af 1960'erne i Simenons tid - og de skal skiftes ud med overdækkede, hvor man ikke må ryge indendøre. Da han står der, bliver hans pung stjålet - det er lidt ydmygende for den store kommissær. Det er også irriterende, da han vil få en bøde for at erstatte sin badge, som lå i pungen. Han så endda tyven; men kan ike finde ham i nogle registre.

Men et par dage senere kommer det hele retur i en konvolut - alt intakt! Derefter modtager han et telefonopkald fra tyven, som vil mødes med ham. Nu mener denne jo, at hans personlighed og integritet er bevist. 

Problemet er nemlig, at hans kone er død - dræbt af et skud i deres lejlighed.

De var et bohèmepar - grænsende til de hippier, som vi tidsmæssigt nærmer os; og Maigret konfronteres med folk, der lever helt anderledes end i hans eget ægteskab. Fri kærlighed og kvinder i bukser! Aldrig har man set mage...

Den unge mand er ludfattig; men returnerede jo Maigrets pung. Til gengæld havde konen en elsker og indtil flere løse forhold. Manden forsøger at bruge den returnerede pung som garant for ham selv - men Maigret lader sig ikke narre to gange af den samme person.

Det er en hurtig opklaring, og meget fokuseret på Maigret - vi ser hverken fru Maigret eller vennen Pardon. Jeg ved ikke om Simenon begynder at blive træt; men der er en del gentagelser af Maigrets metoder, som han efterhånden har gentaget som små anekdoter i en del krimier.

Måske havde han en periode, hvor inspirationen haltede lidt; i 1965-67 skrev han kun en enkelt krimi om året, hvor det tidligere var flere. Hans mest produktive år var 1931, hvor han skrev hele otte krimier. Men i starten af 1960'erne fornemmer man en vis apati hos Simenon.

Oprindelse - Dan Brown

• Engelsk
• 6.-8. august
• 704 sider
• Originaltitel: Origin

Den sidste Dan Brown-roman læste jeg for lidt mere end fire år siden; det tager manden tid at komme på nye gåder og mysterier, der skal løses af hans helt Robert Langdon. Og jeg er ret sikker på, at tiden er fuldstændigt løbet fra denne type romaner - faktisk var den det allerede i fjerde bind. Men det afholder ham ikke fra endnu engang at ville komme med en politisk korrekt roman, som i sidste ende viser sig at være en total fuser.

I Inferno var emnet Jordens stigende befolkning; og igen tager Brown et tidsaktuelt emne op - nemlig vores afhængighed af teknologi, og hvordan vi bliver overtaget af denne. Det er jo virkelig smart - det er kommercielt tænkt, og på ingen mulig måde interessant i sig selv, da der ikke kommer nogle nye ting frem. Tværtimod er Brown nødsaget til at starte ud med en massiv kritik af religioner - for blot at trække det langsomt i sig, da hans bankkonto sikkert ville lide under et så voldsomt angreb på noget, som stadig - og berettiget - er en stor del af menneskehedens liv.

Langdon er i Bilbao, hvor han skal overvære hans tidligere elev, Edmund Kirschs, åbenbaring til verden. Denne har Kirsch nogle dage inden delt med repræsentanter for de tre monoteistiske religioner, og de var åbenbart i dybt chok over afsløringerne. Men Kirsch bliver myrdet mens han står på scenen - og i overværelse af museumsdirektøren, den unge smukke Ambra Vidal, som tilmed er forlovet med den spanske kronprins. Her tænker man jo nødvendigvis på kærlighedshistorien mellem den rigtige tidligere kronprins med en tv-vært - ikke opfindsomt, og faktisk problematisk at lægge personer så tæt op af virkeligheden, som fx den gamle konge med Franco-historien som baggrund.

Det hele foregår i løbet af et døgn; selv her har Brown overgået sig selv i forhold til de tidligere romaner. Men det virker desværre urealistisk.

Langdon og Vidal begynder den hektiske rejse mellem Bilbao og Barcelona for at finde kodeordet, der kan frigive Kirschs præsentation; alt imens de kommunikerer med Winston - Kirschs supercomputer - som antager særdeles menneskelige attributter. 

Tesen går ud på, at vi kommer af materie - og ikke af en guddommelig handling; men at vi risikerer at blive opslugt af teknologien. Dette er jo ikke en revolutionær påstand, når man ser vores afhængighed af smartphones, tabletter etc. - vi går en dystopisk verden i møde.

Men Brown formår alligevel at redde os mennesker og religionen ved til sidst at gøre Winston (og teknologien) til en kynisk maskine, som aldrig vil kunne erstatte menneskelig empati og følelser.

Det er så politisk korrekt og kommercielt timet, at det grænser til kvalme! Samtidig er det spækket med product placement, så man uvilkårligt må tro, at firmaer som Tesla, Starbucks, etc. har sponsoreret ham under skriveperioden. 

Nej, Brown skulle bestemt være stoppet efter Engle og dæmoner - eller i det mindste Da Vinci-koden, som blev det kommercielle gennembrud. Jeg håber virkelig, at Langdon snart går på pension - eller alternativt, at jeg kan holde mig i skindet, hvis han skulle få den vanvittige idé at udgive endnu en roman i 2022-2023!

Moura - Alexandra Lapierre

• Fransk
• 29. juli - 5. august
• 864 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det var et tilfælde, at jeg faldt over Alexandra Lapierre, som skriver historiske biografier - som jeg jo elsker! Jeg faldt først og fremmest over denne, som omhandler en kvindes liv - en kvinde, som jeg aldrig havde hørt om før. Ikke desto mindre må hun siges at have haft et liv ud over det sædvanlige.

Det er skrevet i romanform men med utallige historiske dokumenter, såsom breve og andre arkiver, der stadig er tilgængelige. Det er ikke en person, jeg kunne finde utallige informationer om på nettet; og det beskriver ganske fint, hvordan hun formåede at navigere livet igennem omkring de mange spekulationer, der er. Hun findes uden tvivl i en del forseglede arkiver hos efterretningstjenester i Europa - og forfatteren har arbejdet dygtigt for at finde frem til disse informationer. I sidste ende står man med et levende portræt af en usædvanlig kvinde.

Moura - fødenavn Maria Ignatievna Zakrevskaya - er født ind i en rig adelig ukrainsk familie i 1893, som den yngste af fire børn. De boede i Skt. Petersborg og frekventerede tsar-familien og hele dens udvidede netværk. Moura var en energisk ung kvinde, og efter faderens død fik hun overtalt sin mor til at lade hende rejse til Berlin for at besøge en søster. Begge hendes tvillingesøstre havde giftet sig udenom familiens ønsker - og med lidt skam til følge - men de var lykkelige. Det ville Moura også - og da hun mødte den estiske officer Benckendorff, ville hun absolut giftes på trods af sine kun 18 år.

Men nogle år efter kommer revolutionen, og Moura må som mange andre se familiens huse og formue forsvinde. Hun er dog relativt positiv overfor ideologien; og slet ikke enig med sin mand. De lever adskilt - han med deres børn i Estland, og hun i Moskva og Skt. Petersborg, hvor hun indleder en affære med den britiske diplomat Bruce Lockhart. Han er sendt til Rusland for at få russerne til at samarbejde mod tyskerne; de bliver begge smidt i fængsel - Moura indtil flere gange.

Moura bliver af russerne anklaget for at spionere for England i kraft af hendes forhold til Lockhart; mens såvel England, Frankrig og Tyskland mener, at hun er russisk spion. Eller dobbelt- eller triplespion!

Lockhart bliver udvekslet med et russisk "gidsel" i England, og rejser - hun venter forgæves på, at han skal kontakte hende. Men han glemmer hende og finder tilbage til sin hustru. Mouras mand bliver myrdet i Estland og hun sidder uden en øre, og bliver kun reddet, da forfatteren Maxim Gorky møder hende. Han har et helt harem af elskerinder, men de to bliver en form for soulmates med deres fælles interesse for litteratur og politik. Hun bliver hans nærmeste rådgiver, og opnår endelig tilladelse til at forlade Rusland for at repræsentere ham i udlandet. Men hun er altid under overvågning - og fra alle sider; hun er aflyttet, hendes korrespondance bliver læst og hvert skridt hun foretager sig overvåges.

Så møder hun den engelske forfatter H. G. Wells - og igen opstår der den uundgåelige tiltrækningskraft mellem to stærke personligheder. Moura må jonglere mellem alle disse roller - hun spiller højt spil med sine mænd; og samtidig skal hun give lidt til russerne for at kunne rejse frit ind og ud af landet.

Var hun så en spion? Der findes ingen endegyldige beviser på det, og Lapierre giver os heller ikke svaret. Hun væver til gengæld et fantastisk portræt af en yderst kompleks kvinde, som må være mere end snu ofr blot at overleve. Hun gifter sig igen med en mand, der kan give hende statsborgerskab og et nyt ikke-russisk pas; men til gengæld skal hun skaffe ham til Sydamerika - det er beregnende, og det forvirrer jo efterretningstjenester alle steder. Sandsynligvis har hun spillet højt spil - men udelukkende for at overleve. Hendes børn lever hun stort set adskilt fra; og selv hendes adskillige elskere skal hun håndtere taktisk klogt.

Det er lang roman - med masser af politik; Lenin, Stalin, KGB, etc. hvor vi følger Moura primært indtil 1936. Efter det slår hun sig definitivt ned i London, og hendes liv er knapt så action-spækket i de næste mange år. Men hun er uden tvivl gået i graven i 1974 med en del interessante hemmeligheder.

Lapierre får hende bragt til live i en helt eminent biografi; og jeg vil bestemt kigge nærmere på andre af hendes romaner, som alle er i samme stil af historiske biografier.

De savnede - Anna Hope

• Engelsk
• 25.-28. juli
• 416 sider
• Originaltitel: Wake

Over fem dage udspiller denne smukke lille roman sig med en gribende fortælling, hvor hovedpersonen er ukendt, og en meget passiv protagonist, må man sige!

Det starter den 7. november 1920 et sted i Frankrig, hvor nogle lig graves op af mulden. De er ikke friske, og har været døde i nogle år allerede. Seks lig tages fra seks forskellige slagmarker og lægges i anonyme kister. En overordnet lukker øjnene og lægger sin hånd på en vilkårlig kiste. Det bliver den udvalgte, som skal fragtes hjem i pomp og pragt. Fælles for de døde mænd er, at de ikke kan identificeres - og de var derfor alle perfekte kandidater til at blive Den Ukendte Soldat.

Hjemme i England sørger befolkningen stadig; og de kæmper med tingene på hver deres måde. De mangler kærester og sønner; mænd og brødre. De mangler lig at begrave. De mangler forløsning. Og nogle mangler en fremtid uden mænd.

Mens den ukendte soldat begynder sin rejse hjem i tide til den store ceremoni den 11. november på to-årsdagen for freden, følger vi tre forskellige kvinder.

Ada har mistet sin søn, hvis lig ikke er fundet - i hvert fald ved hun ikke, hvor han er begravet. Hun ser ham alle steder - i gaderne, i sit køkken og forholdet til manden, Jack, bliver dårligere og dårligere efterhånden som sønnens "spøgelse" fylder. Hun støtter sig til veninde, Ivy, hvis søn også er død - men Ivy har i det mindste et brev med angivelse af gravplads.

Hettie har fået sin bror hjem; men han er lammet af chok, og kan ikke få en hverdag op at stå igen. Hettie arbejder som dansepige i en cabaret, hvor man kan få en svingom for et lille beløb. Det indebærer også danse med de invalide mænd med amputerede lemmer. Hettie leder efter en rig mand, der kan få hende væk fra al denne misere - og måske møder hun ham i kaptajnen Ed Montfort.

Endelig er der Evelyn, som arbejder på et pensionskontor, hvor man hjælper de returnerede soldater med at få deres rettigheder ordnet. Hun mistede en kæreste i krigen, og som næsten trediveårig er hun bitter over sin skæbne. Hun er jaloux på de kvinder, der fik en mand hjem - mens hun må ende som gammeljomfru, da der ikke er flere unge raske mænd på hendes alder tilbage. 

De tre kvinders liv krydser hinanden over de fem dage; uden de nødvendigvis selv ved det.

Evelyns bror er kaptajn Montfort, som Hettie møder i cabareten og ser som den mulige prins på den hvide hest. Evelyn bliver på arbejder opsøgt af en mand, der leder efter hendes bror. De var i samme kompagni, og manden kan fortælle Evelyn, hvordan Adas søn døde. Det giver Evelyn et helt andet perspektiv på krigen - måske lige det, hun manglede: At nogen taler om, hvad der skete? Hvordan der var i skyttegravene? Hvad de psykiske konsekvenser er for de overlevende?

Sebastian Faulks har skrevet en fantastisk barsk men smuk bog om netop skyttegravene; den kan virkelig anbefales. Her handler det om det savn, der er bagefter - og især hos kvinder, der ikke ved, hvordan krigen ser ud indefra.

De forbereder sig sammen med hele landet på modtagelsen af den ukendte soldat; og alle har de tænkt, at det kunne være netop deres mand, bror, kæreste, der lå i den kiste. Det er ikke svært at forstå, hvad der er gået gennem disse kvinders hoveder, da kisten bæres igennem Londons gader med stor ceremoni. Men også i mændenes, hvis kammerat, bror eller far, det kan være.

Det lykkes forbløffende godt i denne debutroman at få trådene samlet uden at det bliver for meget. Nogle sandheder kommer frem; og nogle helingsprocesser startes - men det er ikke sødsuppe-Happy Ending. Det er faktisk en historie, der kun blev bedre som den skred frem.

Alle mennesker er dødelige - Simone de Beauvoir

• Fransk
• 19.-24. juli
• 528 sider
• Originaltitel: Tous les hommes sont mortels

Dette er indlæg nummer tusind! - 1.000 bøger, der er læst og anmeldt over de sidste 10 år mere eller mindre. De første par år skrev jeg ikke indlæg for alle bøger - blot 31 bøger i 2007, og 43 bøger i 2008. Men så begyndte jeg systematisk at føre alt ind - godt som skidt!

Det er alligevel utroligt, at det skulle nå til tusinde bøger; men med en læserytme lidt over eller under hundrede bøger om året, passer det jo fint. Derfor skulle nummer 1.000 jo også være lidt speciel, tænkte jeg.

Alle mennesker er dødelige er en af de romaner, jeg har læst flere gange - sidste gang var dog inden bloggen kom i gang. Der er et par bøger, som jeg synes bliver bedre gang for gang - og i dette tilfælde betyder tiden (og min stigende alder) også, at problemstillingen og fortolkningen skifter ansigt med tiden. Den bliver mere melankolsk at læse, som jeg selv bliver ældre - netop fordi det handler om tiden, der går og vores (u)dødelighed. For vi er jo dødelige, og skal affinde os med, at vi en dag forsvinder - og hvad er der så tilbage af os?

Det var et emne, som optog de Beauvoir som den eksistentialist, hun jo var; dog fik bogen ikke en glimrende modtagelse i 1946, da den udkom. Det var ikke "fint" nok sammenlignet med den kreds, hun omgav sig med - hvor især hendes mand, Jean-Paul Sartre, jo strålede på den franske intellektuelle scene. Det er en lidt overset roman desværre; i Danmark er den dog kendt for den oversættelse, som Dronningen og Prins Henrik lavede - og den er stadig 72 år senere absolut værd at læse.

Régine er en ung kvinde, der har travlt med livet, Hun er skuespiller, og vil være berømt - men hurtigt, og gerne på bekostning af andre. Hun møder den mystiske mand, som sidder i timevis ude i hotellets have og da hun opdager, at han er blevet lukket ud af et asyl, beslutter hun sig for at tage ham til sig. Hun vil give ham livslysten tilbage, for hun kan ikke acceptere den apatiske tilstand, han er i. Hun mener, at hun er så unik, at ved at elske ham, kan han blive energisk og lykkelig igen.

Fosca kan dog ikke begejstres af noget længere; han har prøvet det hele. Set alt. Hørt alt. Oplevet, elsket og tabt... nu er alt kun gentagelser. Men Régine forstår det ikke, før han en dag fortæller hende hele sin livshistorie.

Fosca fødes i 1279 i en italiensk by, som konstant er i krig med Firenze, Napoli eller Rom. Flere gange er det var at gå galt, men Fosca vil redde sin by og sit folk. Da en fattig mand tilbyder ham en udødelighedseliksir tager han derfor imod; på trods af hans hustru, Catherines, bønner om at lade den være. Men er der noget mere fristende end udødeligheden? Alt det man kan gøre - se, opleve, udrette... når der aldrig er en ende på det.

Men netop det bliver Foscas største problem. Efter at have værnet om sin by i et par hundrede år bliver det kedeligt - og hans personlige relationer er ikke gode. Vi vil alle være noget særligt for nogen; men for de kvinder, han elsker, er de blot en perle i en lang række - og derfor ikke unikke.

Nogle er optimistiske og mener, at netop de vil være den specielle, der overstråler alle andre - men langt de fleste er rædselsslagne af ren og skær forfængelighed. 

Fosca beslutter nu, at han må tænke større - det er hele verden, der skal forbedres og reddes. Derfor slår han sig sammen med Karl V, og hjælper ham i hans krige og opdagelser og erobringer af den nye verden. Også det bliver i sidste ende en skuffelse; han forsøger at hjælpe en opdagelsesrejsende i Amerika - men hvor han mener, at der er masser af tid og hvis ikke de når det, så gør nogle andre - så mister vennen alt mod. Han indser, at han ikke kan nå alt i sin levetid - og bliver jaloux på Fosca, der vil leve til at se det hele.

Relationer er dermed umulige på alle mulige måder - venner, elskere, børn... han kan ikke længere knytte sig til nogen.

En af de gange, jeg læste denne roman var i 1999. Min far var netop kommet til opvågningen efter en stor operation, og jeg sad og læste mens vi ventede på, at han skulle vågne. Jeg har understreget netop den side, jeg læste den januardag i 1999, hvor der blandt andet står:

"Et øjeblik tidligere havde han tredive eller fyrre år foran sig;                                         og pludselig ikke mere end en enkelt nat."

Det var den dag, vi fik at vide, at min far havde kræft og vores tidsperspektiv også ændrede sig drastisk. Netop den dødelighed higer Fosca nu efter; da han ser, at han ikke kan udrette noget fordi han ikke føler noget. Intet haster og dermed er gnisten væk.

Udødeligheden er den værste forbandelse, og alligevel vil vi alle altid have et par øjeblikke mere med dem, vi elsker. Angsten for at dø er også det, der holder os i live!

Som sagt kæmper Fosca med kærligheden; han fravælger den, da han ved, at kvinderne vil forsvinde fra hans minder. Og de tror, at de vil være anderledes. Glemmer vi, dem vi mister - og er vi selv uforglemmelige? Næppe.

Jeg erindrer min far; men efter atten år er der ting, der ikke er lige så soleklare længere - hans duft, hans latter.... og der er ting, han ikke ville kunne forstå i min verden i dag. Beauvoir beskriver det i romanen:

"...det var ikke længere Mariannes verden; jeg kunne ikke længere se den med hendes øjne; hendes blik var endeligt slukket - selv i mit hjerte var hendes holdt op med at slå. "Du vil glemme mig."Det var ikke mig, der havde glemt hende. Hun var gledet ud af verden, og mig, som var i denne verden for evigt, hun var også gledet ud af mig."

Helt så langt væk er min far ikke; men det er verden post-9/11 - med smartphones, krige og fænomener, han aldrig har oplevet. Ting, han muligvis ikke ville forstå eller bryde sig om. Og sådan vil nogle tænke om mig en dag. Det er livets og naturens cyklus.

Det er en sentimental, melankolsk og deprimerende roman på mange måder; samtidig er det én af de smukkeste kærlighedserklæringer til livet, venskaber og kærligheden, jeg overhovedet kan forestille mig. Jeg har læst den på vidt forskellige måder hver eneste gang; mit perspektiv nu er ikke det samme, som da jeg var i tyverne - og muligvis skulle dette være den sidste roman jeg skal læse.

En dag. Når min egen dødelighed indhenter mig.

Maigret og Nahour-sagen (Maigret LXV) - Georges Simenon

• Fransk
• 18. juli
• 190 sider
• Originaltitel: Maigret et l'affaire Nahour

Det er sjældent, at jeg tager Simenon i en faktuel fejl - men det gjorde jeg nu!

Da Maigret blev udsat for bagtaleri og anklager, var han meget tynget af sagen og rådførte sig med sin gode ven Pardon. Måske var det bare nemmere at lade sig pensionere - og de var jo begge næsten derhenne; blot var Pardon tre år yngre end Maigret. Men nu er Pardon pludselig kun et enkelt år yngre!

De to er venner, men har aldrig arbejdet sammen om en sag. Indtil Pardon en sen aften vækker Maigret, da han har haft et mystisk besøg. En såret kvinde sammen med en mand, der påstår at hav e fundet hende på gaden. Pardon plejer hende, men de ser sit snit til at forsvinde, da han kigger væk. Da det er et skudsår mener Pardon, at det nok er bedre at tilkalde Maigret.

Næste morgen findes den professionelle casinospiller, Nahour, dræbt i sin lejlighed - og hans kone er væk. Denne er tilmed identisk med den mystiske sårede kvinde fra om natten, og manden var hendes elsker. Hvad er så mere naturligt end at antage, at hun - eller de - har myrdet ham.

Ikke desto mindre er de de mest samarbejdsvillige i affæren; hvorimod Nahours sekretær er arrogant og umeddelsom. Han driver Maigret til vanvid!

Det er et lille lukket miljø Maigret kommer ind i; alle har deres motiver kunne man sige - og ingen har særlig meget lyst til at tale.

Men da Maigret finder ud af, at fruen tidligere har haft sekretæren som elsker går der hul på bylden, og et snedigt set-up afsløres. Faktisk handler det om kærlighed og ære i sidste ende - og det er noget Maigret kan lide!

Gather the Daughters - Jennie Melamed

• Engelsk
• 15.-18. juli
• 441 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg havde denne i hånden en del gange over forskellige besøg hos boghandleren; men jeg har aldrig læst meget science-fiction og slet intet fantasy. Det er ikke genrer, der siger mig noget - jeg har ikke engang læst Harry Potter. Jeg er nok for pragmatisk til den slags - og kan godt bare lide en god historie, jeg kan relatere mig til.

Der er en del referencer til The Handmaid's Tale alle steder; men den har jeg jo af gode grunde heller ikke læst - så det kan jeg desværre ikke sammenligne med. Eller måske er det helt fint slet ikke at sammenligne med noget, og blot fordybe sig i historien.

Det er en foruroligende historie! Den er ikke som sådan skræmmende, men den er virkelig ubehagelig faktisk.

Vi følger fire piger, som lever i en dystopisk verden på en ø... et sted!?

Engang drog ti mænd væk fra the wastelands (jeg kan slet ikke forestille mig, hvad en oversætter vil kalde det på dansk) - som er vores verden - for at etablere et nyt samfund. Et patriarkalsk samfund, hvor mænd sover med deres døtre indtil de er kønsmodne. Derefter sendes pigerne ud på deres parringstur, hvorefter de vender gifte hjem og fra nu af indtager en helt anden status.

De ti mænds efterfølgere er Vandrerne, der som de eneste kan besøge den gamle verden, hvorfra de henter forsyninger og til tider rekrutterer nye beboere for at blande blodet lidt. Ingen stiller rigtige spørgsmål til, hvordan de kan hente papir, mad osv. hvis den verden er ødelagt, som man har fortalt dem.

Hver sommer slippes alle børn på øen løs, og lever som vilde - nøgne kun "iklædt" ler, og herrer over øen. Al den tid holder de voksne sig inden døre. Men dette er også kun indtil de er voksne.

Janet er 17 år gammel og anorektisk; hun har forstået, at hun kan kan redde sig selv ved ikke at blive kvinde. Amanda er kun 14 år gammel, men allerede gift og gravid - og da hun finder ud af, at det er en datter, ved hun jo, hvad der venter denne lille pige. Det samme liv, som hun selv har. Caitlins far er alkoholiker og misbruger hende særligt groft; de er en af øens nyere familier. Desværre er de nye familier ikke helt med på øens filosofi; men snarere depraverede mænd, der ikke kan fungere i "vores" samfund og for hvem incesten er en tiltalende faktor ved det nye liv.

Endelig er der Vanessa, som er den privilegerede - hendes far er vandrer og hun har adgang til nogle få bøger; selvom hun ikke forstår koncepter som Canada, ulve, Picasso, malerier ...

Ved et sammentræf af omstændigheder bliver det pludselig nok for pigerne; de finder ud af, at man måske holder dem for nar - at der er noget "normalt" derude et sted. Men kan de rejse derfra? 

Kan de sige nej til deres fædre om natten? 

Det bliver ret så dramatisk, og der blev jeg bestemt grebet af historien. Men som sagt er det også meget foruroligende at læse den slags. Pigernes personligheder er glimrendre skildret; og man har så ondt af dem og med dem.

Jeg fik associationer til Ishiguros Never Let Me Go, som jeg læste inden bloggen opstod. Det var den samme fornemmelse af at vide noget, som protagonisterne ikke ved - det er jo dystopiens eksistensberettigelse! Så man håber til det sidste, at de klarer sig... 

Slutningen skal ikke afsløres her; men jeg må sige, at jeg faktisk fandt den rigtig velskrevet og fængende!

Last Voyage of the Valentina - Santa Montefiore

• Engelsk
• 13.-14. juli
• 404 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kigger altid forbi bogudsalget i Arnold Busck; men jeg synes efterhånden, at det er en sørgelig affære. Der er intet tilbage af de gode kup, man kunne gøre ved tidligere bogudsalg. Der er altid stakke af engelske bøger, hvor man kan få tre for hundrede kroner. Men det er de samme, de hiver op af kælderen år efter år - så de fleste har jeg allerede læst. Det endte med to gode kup, og for at komplettere smed jeg denne efter - lidt hurtig chick-lit, som nær var endt i skraldespanden efter ganske få sider.

Det er virkelig ikke imponerende litteratur; men jeg endte med at abstrahere fra det komiske romantiske og fokusere på historien bag.

Alba er en ung kvinde i London i 1971, som fordriver sin tid med at være sur på sin far og stedmor, shoppe og forføre mænd på stribe. Hun bor på en husbåd på Themsen - hendes fars gamle båd fra krigen. Hendes mor var italiener, men døde i et biluheld, da hun var spæd. Eller - det er jo hvad man har fortalt hende. En dag finder hun et portræt af moderen under sin seng - tegnet af faderen, da de var unge og nyforelskede.

Hun kan dog ikke få sandheden ud af faderen, og ender med at "hyre" en til art spille hendes kæreste for derefter at udfritte faderen. Således lærer hun, hvor i Italien hun kom fra.

Parallelt med denne historie følger vi faderen, der i 1945 ansejler den lille søvnige italienske landsby, hvor han forelsker sig i Valentina - og gør hende gravid. Han vender tilbage efter krigen for at hente hende hjem til England og gifte sig med hende. Der er Alba blot spædbanr - men moderen dør natten inden brylluppet.

Det er italiensk drama i Hollywood-forklædning; dog er der lidt interessant historie i fortællingerne om Italien i efterkrigstiden og især Syditalien omkring Napoli, hvor overtro og mafia er vigtigere end verdenspolitik.

Der er en del absolut usandsynlighed i det hele - den unge egocentriske Alba, der pludselig forvanndler sig til en dydens engel; kærlighedshistorierne, der er ren sødsuppe. Men det er jo også hurtig og let underholdning, som man kan have brug for til tider - og især hvis den principielt kun har koster en tyver!