Danser les ombres - Laurent Gaudé

• Fransk
• 13.-14. april
• 250 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Gaudés historier er og bliver de smukkeste af de smukkeste hjertegribende og utrolige fortællinger!

Blandt de sidste har der været en dansen omkring temaet døden; sørgerejsen efter Alexander den Stores død i 323 før Jesu fødsel; novellerne om dødens tilstedeværelse i vore liv - eller faktisk helt tilbage til hans langt tidligere romaner om danteske underverdener.

I denne historie følger vi lidt samme skabelon som i Ouragan, som handlede om Katrina-orkanen i New Orleans. Gaudé skriver jo normalt ikke amerikanske historier - men der handlede det selvfølgelig meget om den sorte befolkning i byen, som led langt mere end andre.

I Danser les ombres - som vel nærmest kan betyde, at man skal danse sig ud af skyggerne ... men også danse med dem - er vi i Haiti under jordskælvet.

En ung pige må tage til Port au Prince efter hendes søsters død. Søsteren var en lidt enfoldig sjæl, og var to gange kommet i ulykke og havde to uægte børn. Faderen til den første skal nu underrettes - om ikke andet så i håbet om at få lidt økonomisk bistand. Da hun kommer til hovedstaden bliver hun dog grebet af sin ungdoms frihedsfornemmelse - inden hun måtte rejse tilbage til landet for at tage sig af den svage søsters børn. Hun genfinder en gruppe af de mennesker, som hun sammen demonstrerede med for at vælte landets præsident.

Hun møder den unge sygeplejer, som også er et uægte barn; og som netop siger nej til en opgave om at blive personlig plejer for den meget svagelige unge pige, der ved, at hendes dage er talte. Alle lever de i forvejen med døden som skygge og en integreret del af deres liv på en helt anden måde end vi gør det i Vesten - fattigdommens død.

Og så rammer jordskælvet! Byen vælter fra hinanden; ind i sig selv og ned i et hul og tager dem med sig. Nogle rejser sig, og de samles og begynder at grave de hjælpeløse ud af murbrokkerne. De følges ad til et hus, hvor de kan oprette et nødtørftigt lazaret og forsøger det bedste de kan. Unge som gamle. Syge som raske. De synger og danser. Og de forsøger at redde hinanden og skræmme døden på flugt.

Endelig dør den gamle dame, der bor i huset og nu begiver de sig ud på en sørgemarch. De går gennem hovedstadens gader, som kun er oplyst af stearinlys, olielamper og andre ikke elektriske foranstaltninger. Mens de går slutter flere og flere sig til dem. De synger sammen for deres døde.

Men pludselig begynder der også at falde nogle fra. Langsomt tømmes rækkerne af marcherende, så læseren selv ikke ved, hvem der overlevede. Hvem der virkelig gravede i husene - eller var han eller hun allerede død?

Det er fuldstændigt eminent tænkt. Det er i den pureste tradition for animistisk respekt for de afdøde og sjælene, der endnu ikke har forladt jorden. Det er ganske enkelt så stærkt, at man undres over, at han igen kan gøre det.

Hans tema ER døden; til gengæld behandler han den som ingen anden nulevende forfatter kan!

Delhis smukkeste hænder - Mikael Bergstrand

• Dansk
• 11.-12. april
• 412 sider

Man kan jo nærmest se på omslaget, at dette er en svensk roman! Ikke af den horrible femikrimi-slags, som de har forpestet den litterære verden med de sidste år - men i stil med Jonas Jonasson med de farvestrålende forsider og pudsige titler. Det er jo ikke i sig selv et kvalitetsstempel - fx var jeg ikke begejstret for den anden Jonasson-roman, hvor han havde sat sig selv fast i forventninger om hæsblæsende humor. Men når en bog koster 20 kroner, så kan det jo aldrig være helt spildt!

Bergstrands antihelt Göran er en midaldrende mand, hvis liv bruges på at tælle i dage, timer og minutter, hvor lang tid, der er gået siden hans kone forlod ham. Han trøstespiser alt for meget is. Han laver ikke tilnærmelsesvis nok i sit arbejde som reklamemand. Og så bliver han fyret.

Hans ven Erik får lokket ham med på en rejse til Indien, hvor denne er rejseleder - af den irriterende slags, som får lokket penge ud af turisterne og flirter med de kvindelige rejsende. Göran er ikke specielt interesseret i Indien; og heller ikke imponeret over det ragnarok af dufte/stanke, mennesker, larm og kaos, der venter ham. Men en lille uges tid kan han vel klare selvom vennen hurtigt lader ham i stikken for at forføre end rejsedeltager. Selvfølgelig bliver han så syg - og det bliver det helt store vendepunkt i hans liv.

Da han er ved at være på højkant sender Erik nemlig sin indiske ven Yogi for at hente ham. Men i stedet for at støde til resten af gruppen, beslutter Göran sig for at blive i Indien et par uger og han bor sammen med Yogi og dennes ældre mor. Yogi er en ren karikatur af optimisme og tro på genfødsel og samtlige historier om samtlige millioner af indiske guder. Bergstrand formår at skrive hans replikker, så man kan høre den dejlige indiske accent for sig. De to er om noget et umage makkerpar, og Göran er ikke i starten overbevist om det "allerfortræffeligste" i det indiske samfund. 

Dog vænner han sig hurtigt til både Indien og Yogi; især efter at have mødt den smukke Preeti - som dog uheldigvis er gift med en af landets største industrimagnater. Men det bliver i kampen for at få hendes opmærksomhed, at han pludselig begynder at kæmpe sig tilbage til storhedstiden - han skriver pludselig igen, og sælger alle sine historier til svenske aviser. Han får selvtilliden retur, og pludselig tæller han ikke længere dagene, timerne og minutterne ...

Det er langt mindre fantasifuldt end Jonassons historier; men det er både morsomt, tankevækkende og hyggelig læsning. Det er ikke en helt igennem gennemskuelig historie - men det er en moderne dannelsesroman selvfølgelig i den lettere genre; men dem skal der også være plads til. Man får nemlig et rigtigt dejligt forhold til de to skæve mænd.

Stenkoncilet - Jean-Christophe Grangé

• Fransk
• 7.-10. april
• 414 sider
• Originaltitel: Le concile de pierre

Alle de nye Grangé-krimier er læst; så nu bevæger jeg mig kronologisk tilbage i hans forfatterskab - og de er jo alle stadig at finde uden problemer.

Ligesom den sidste jeg læste er denne krimi fra 2000 noget mere traditionel end de mere esoteriske retninger, som alle de senere jo tager. Men man fornemmer, at han er ved at komme ind på en ny løbebane.

Diane er en ung kvinde, som bærer på en hemmelighed, som afholder hende fra at have et normalt fysisk forhold til en mand. Hun forsker dyrs adfærd - især dyr, der jager bytte - og hun er lidt af en enspænder. Alligevel rejser hun til Thailand for at adoptere en lille dreng for at få lidt indhold i sit liv. En aften, da hun har præsenteret drengen for sin mor og sin stedfar, er de ude for en voldsom ulykke på vejen hjem.

Drengen ligger i koma, da en tysk læge dukker op for at fortælle hende, at dette barn skal leve - og redder drengen ved hjælp af akupunktur. Men hurtigt efter findes han død og Diane er (selvfølgelig) hurtig til at se en forbindelse til hendes ulykke. Og ganske hurtigt dræbes alle dem, hun er i kontakt med i forbindelse med sin uortodokse eftersøgning - politibetjenten, en hypnotisør, en anden kvinde, der har adopteret en lignende dreng ...

Men der er en rød tråd mellem visse af de dræbte; de er alle tidligere kommunister. Folk, der i slutningen af 1960'erne var skuffede over den sociale revolution, som slog fejl i Europa og i stedet rejste til Rusland, hvor de arbejdede som forskere på en forsøgsstation for atomforskning på grænsen til Mongoliet. Desillusionerede vendte de også efter nogle år hjem efter dette eventyr, og som så mange andre fra den tid endte de med at blive temmelig borgerlige. Men nu lader det til, at der er et slags opgør med fortiden på vej - og den lille dreng er en slags budbringer, der har datoen for denne ultimative kamp tatoveret ind i de nederste lag af hans hud.

Det er som altid en temmelig hæsblæsende affære - i krimiromaner når de altid meget mere end vi andre, og der er aldrig flyforsinkelser eller andre problemer. Dog må man sige, at det til tider går lidt for hurtigt selv for Grangé! Som da hans protagonist ankommer til Paris efter en dag i Sydfrankrig. Her er hun på hospitalet, hvorefter hun tager til politistationen, hvor hun opdager den myrdede politibetjent på hans kontor ... og det angives tydeligt, at hun ankommer kl. 22. I næste kapitel er klokken midt om natten, og hun er netop landet i Moskva!!!! Det beskrives, at hun efter mordet på betjenten gik ud på gaden for at finde en telefonboks og ringe til lufthavnen; derefter hjem til sig selv for lige at friske sig lidt op og pakke nogle ting (i centrum af Paris) og derefter til lufthavnen mange kilometer nord for byen - med indcheckning og deslignende - for at tage et fly kl. 22.30. Det er da mildest talt imponerende!!! Eller bare den slags dårlig detaljetjek, der irriterer mig enormt.

Men ellers var det da en glimrende krimi i den lettere ende - ikke en af hans bedste; men som sagt en af de tidligere.

Voyage au centre de Paris - Alexandre Lacroix

• Fransk
• 1.-6. april
• 382 sider
• Dansk titel; Ikke oversat

En lille bog, som vist bestemt og udelukkende er for parisere og andre med et indgående kendskab til byen. Men efter at have boet der i flere år, og siden frekventeret den mere end jævnligt er det jo som at læse en gadebeskrivelse af kendte områder.

Lacroix koncentrerer sig om området fra 1. til 6. arrondissement; han går en lang tur en eftermiddag, og fortæller sin elskede om byen. Men det, der kan virke som sporadisk har en helt bestemt slutning. Gaderne kender han til hudløshed - som alle andre, der har boet i byen - men han fokuserer på skævhederne i gadebilledet; på anekdoterne og de historier, der ligger bag enhver dør og ethvert vindue i enhver storby i verden. Især en storby som Paris med en så storslået historie.

Han dvæler ved bygninger, som har huset kendte mennesker men bevæger sig også langt væk far hans lille periferi. Han filosoferer over fænomenet storbyer - hvorfor Paris i dag ikke længere har den stjernestatus byen havde i det 19. og 20. århundrede? Det er stadig Byernes By - City of Lights ... men hvorfor hæver Paris sig ikke op på niveau med de nye megapoler som Dubai, Beijing, New York (som i følge ham jo også er ved at være passé!).

I bund og grund rammer hans tanker jo blot den konklusion, som jeg selv har - at Paris er Paris på grund af historien. En moderne by som Dubai har ikke nogen som helst charme. Det har New York heller ikke. Det er kunstlethed og make-up og alt er kunstigt. Der er ingen ægte atmosfære, og der er især ingen historie. At gå rundt i Paris med en vis nødvendig viden om byen er at genforelske sig og ære de mennesker, der har skabt den og gjort den berømt. Ikke udelukkende franskmænd som Sartre og Queneau; men også Hemingway, som jo har et ambivalent forhold til byen, hvor han kæmpede for at blive kendt ... og få mad på bordet.

For Paris er også melankolsk; det er en grå by - nok er der meget lys, men bygningerne er jo unægteligt i samme Hausmannske tone af sten; men det tvinger blikket ned i detaljerne synes jeg jo, i stedet for at fokusere på grimme neonlys og staffage. Paris er så ægte som noget; Paris har en duft som ingen andre byer har - som også stammer fra byens historie. Så man føler sig hensat til byen blot ved at følge hans skiftevis eksalterede og sentimentale beskrivelser.

For han mener jo i sidste ende, at en storby også kræver for meget af et menneske. At al den anonymitet og travlhed absorberer din energi, så det er nok til et menneske - eller et par som i hans fortælling. Men han forsøger at komme overens med det faktum at leve så intenst et sted - at de kan sambo, Paris og ham ... og den kvinde, han går hjem og frier til.

Om alt er sandfærdigt er svært at vide; og totalt ligegyldigt. Man bliver taget med på en kærlighedserklæring til begge - Paris og kvinden. Jeg følte det som en rejse "hjem" i min tidligere by!

Les coqs cubains chantent à minuit - Tierno Monénembo

• Fransk
• 31. marts
• 188 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

"De cubanske haner synger ved midnat" - det er da lidt af en titel! 

Tierno Monénembo opdagede jeg via hans biografi af den sorte soldat, der blev henrettet af tyskerne i 1943. Hans skrivestil er jo affødt af hans afrikanske rødder, og afrikansk litteratur blomstrer virkelig i disse år. Den er endelig ved at nå ud til et større publikum, og den modnes samtidig, så den er mere alsidig og dyb end afrikansk litteratur for blot nogle årtier siden.

I hans seneste roman foretager hans hovedperson El Palenque en rejse den modsatte vej; en afrikaner, der rejser til Cuba for at udforske sine rødder. Det er ikke den rejsende, der vil tilbage til sine afrikanske rødder - og det er jo i sig selv umuligt for en cubaner. I stedet spiller han på de mange paralleller mellem afrikansk og cubansk kultur - musikken, dansen, legenderne og sagnene. Den animistiske overtro, der trods kommunisme lever i bedste velgående i den cubanske folketro.

Historien fortælles af den småkriminelle Ignacio, som lever af at samle turister op i lufthavnen og føre den til barer, ludere og anden underholdning mod et mindre honorar. En dag bliver han bedt om at hente en speciel person, uden at man fortæller ham, hvorfor lige denne afrikaner er vigtig. Men han skal føres til et bestemt casa particular og han skal overvåges, 

Denne mand er El Palenque, som hver dag besøger en grav på en af Havanas kirkegårde. Som opsøger Hemingways notoriske vandhuller og flirter med de cubanske kvinder. Men mest af alt er han på jagt efter sin fortid; han er overbevist om, at det er hans mor i den grav og han har kun fragmenter af en sang som minde om hende, efter hun forsvandt da han var 5 år og boede i Conakry. 

Ignacio kan fylde hullerne ud for ham. Men først lang tid efter, at El Palenque igen har forladt øen - og efter, at en række begivenheder endelig har fået ham til at forstå, hvordan alting hænger sammen. Hvordan El Palenques far kom om bord på et skib i slutningen af 1970'erne. Hvordan han mødte Juliana - El Palenques mor, som faktisk var forlovet med en af revolutionens store kunstnere - Mambi. 

Men El Palenques far var en berømt saxofonist, som får charmet Juliana til at komme til Guinea - og hun vender kun hurtigt tilbage til Havana for at føde barnet, og informere Mambi om den afbrudte forlovelse. Mambi bliver nu straffet af Castros styre; Juliana opdager saxofonistens utroskab og druk - og da hun fem år senere vender hjem uden sønnen, er man mest interesseret i, at hun forsvinder. El Palenque opdager derfor ikke, at hun faktisk var i live på et asyl - og slet ikke lå i den grav, han besøgte. Mambi var den digterven, han drak rom med hver aften - og hvis reelle identitet ingen kendte.

Det er en historie om Cubas historie og dens rytmer og dens rom. Det er en historie om båndene tilbage til Afrika. Det er en historie, der følger de fineste afrikanske traditioner for mundtlige overleveringer, hvor alting spiller en overordnet rolle i kosmos. Det er smukt skrevet som en cubansk salsa og med bitterhedens ironi. El Palenque er rejst igen uden at få vished; men den usle lille Ignacio vil nu rette op på som en forsoning mod sin egen skæbne som humbugmager. En stor lille roman!

Scenesat - Maria Helleberg

• Dansk
• 28.-30. marts
• 343 sider

Jeg var jo virkelig ikke begejstret for mit seneste køb af Fru Helleberg; men nu var det et godt tilbud, så jeg slog til. Samtidig er Heiberg jo et dansk kulturklenodie, og det er nok ikke også den del af dansk historie, jeg har læst mindst om og fra. Jeg læser ikke gerne teaterstykker - så noget fra hendes mands hånd er det heller ikke blevet til.

Johanne Luise Heiberg vokser jo op under kummerlige forhold; ikke langt fra en samtidigs skæbne - grevinde Danner; selvom de tos veje ikke synes at mødes tit. Hendes far er fordrukken og incestuøst pædofil - charmerende mand! Og moderen ved, hvad der foregår i familien, men lukker øjnene for, at faderen opfordrer sine to små piger til at blive begramset (eller værre) af fremmede for at skaffe penge til familien.

Men Johanne holder meget stædigt på sin dyd; med det resultat, at den to år yngre søster må udsættes for endnu mere. Men Hanne er overbevist om, at hendes skæbne ligger et andet sted og alt kropsligt og fysisk virker frastødende på hende. Det er nemlig det, de er ude efter - alle de mænd, der gerne vil redde dem ud af sølet og lære dem at læse og skrive. Men de vil som regel også noget andet!

Hanne kommer ind på teatret, og som stor pige møder hun allerede Heiberg, der er 21 år ældre end hende selv. Men det er ikke en hovedkulds forelskelse; det er snarere en erkendelse af, at de to må kunne leve sammen uden alt det 'ulækre' - alt det hun var vidne til i barndomshjemmet. 

Bogen fortæller livet set fra Hannes synsvinkel; og det virker både troværdigt og som et smukt portræt af denne særprægede person, som jo var en superstar på hendes egen tid.

Heiberg efterlod sig sine memoirer inden hun døde i 1890; derfor er det langt nemmere at forstå hende som person, end for eksempel en Kirsten Munk fra starten af det 17, århundrede. Derfor lykkes denne biografi måske langt bedre end den sidste bog, jeg læste af Helleberg. Dog er det stadig utroligt så mange sættefejl, der er igennem bogen - danske forlag er ganske enkelt bare ikke gode nok i deres kvalitetskontrol!

Le couteau de Ravaillac - Le Bal des Poignards II - Juliette Benzoni

• Fransk
• 23.-27. marts
• 383 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Anden del af Benzonis roman om den unge florentinske pige ved Henri IV's hof starter med brevtruslen fra første del; dog bliver hun gift med sin unge baron, og alt ånder lutter lykke.

Men det gør det ikke ved hoffet, hvor man bekymrer sig mere og mere om rygterne om, at kongen ikke vil overleve året 1610. Der er forskellige årsager til disse spændinger; Henri IV var protestant, da han fik muligheden for at overtage den franske trone. Han ville ikke omvende sig - men endte allligevel med at beslutte, at "Paris er vel en messe værd". Men mange mener, at det er skalkeskjul og, at i hjertet er han stadig protestant - især efter den grusomme oplevelse ved hans bryllup, hvor huguenotterne blev dræbt i massemordene under Bartolomæus-natten.

Det meget katolske Spanien vil have deres infante gift med den unge kronprins Louis; til gengæld vil de gifte en af Louis' søstre med den spanske kronprins - men den alt for katolske magtforbindelse huer ikke kongen. Men hans kone Marie af Medici ser gerne en forstærkning af den alliance - og kongen må overbevises!

Kongen vil nu drage i krig - mest for at befrie hans seneste erobring; hvis man har taget hende i sikkerhed i Bruxelles, som hører under den spanske konge. Marie af Medici opnår endelig den ære, hun har søgt i årevis - at blive kronet som regent. Med den titel i hånden kan hun regere under kongens fravær .... eller død. Og dagen efter kroningen bliver kongen så dræbt på åben gade af den dybt katolske Ravaillac. Om dronningen virkelig stod bag er aldrig bevist - Ravaillac påkaldte sig indre stemmer; men meget tyder dog på, at han var betalt for sit arbejde - måske var han blot en stakkels sjæl, der nemt kunne overtales til at se landets befrielse i denne akt.

Alt dette påvirker Lorenzas liv; hendes mand er nemlig også i Bruxelles - og tilsyneladende hodlt fange på enkedronningens ordre. Da man endelig finder ham, lider han af hukommelsestab - og der er en grueligt mange intriger, inden de endelig kan leve lykkeligt til deres dages ende.

Denne roman var nemlig langt mere intrigant og rosenrød end de andre, jeg har læst - og så var der desværre to eklatante historiske fejl, som næsten fik mig til at stoppe læsningen. I første bind regnede hun 10 år forkert i en fødselsdato - dog hendes fiktive Lorenza; men det passede jo ikke med den alder, hun gav sin person. I andet bind får hun Henri IV's uægte søn César de Vendôme gift med en kvinde, der var død 150 år inden - især slemt, når hun selv har skrevet om César og hans søn i en anden serie. Det er simpelthen for dårligt arbejde - og især skuffende fra en så dygtig historiker. 

Til gengæld læste jeg så i medierne forleden, at hendes nyeste roman udkommer i slutningen af april - og hun fylder 94 år til oktober. Denne serie på to romaner skrev hun i 2010, da hun var 90 år gammel - så kan en dato måske smutte. Og det er jo bare skønt, at hun stadig skriver - imponerende faktisk ...

La dague au lys rouge - Le Bal des Poignards I - Juliette Benzoni

• Fransk
• 21.-22. marts
• 413 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nu fik jeg jo øjnene op for Juliette Benzonis historiske romaner, og der kom et par stykker med hjem fra Bruxelles sidst. Det er litteratur man bare bliver fortabt i og allerede kan man ærgre sig over, at jeg ikke købte flere!

Denne gang er vi i tiden under Henri IV - endnu en af Frankrigs storslåede konger; som nok minder mest om vores Christian IV. De er ikke helt jævnaldrende - Henri IV blev dræbt i 1610, da Christian IV jo kun var 33 år gammel. Men de var livsnydere begge to - og interesseret i byggeri.

Historien drejer sig om den unge italienske Lorenza Davanzati; en Davanzati-famille har eksisteret men denne unge pige, som præsenteres som et uægte barn i en Medici-gren af familien er forfatterens opfindelse. Hun skal giftes i Firenze, men aftenen inden brylluppet bliver hendes unge brudgom fundet myrdet og man finder såvel mordvåbenet som en besked til hende. Våbnet er en smuk daggert med rubiner i form af den lilje, som florentinerne fik lov at bruge som symbol efter at have hjulpet Frankrig. Sedlen siger uden omsvøb, at enhver, der vil forsøge at gifte sig med den unge Lorenza, vil blive dræbt!

Derfor beslutter man at sende hende til Frankrig, hvor faren synes at være ikke eksisterende. Hun skal giftes med den unge Antoine de Sarrance, men han har lovet sig selv væk til en af hofdamerne. Men der er ballade ved hoffet - Henri IV kan ikke længere udholde sin italienske dronning, Marie af Medici. Ved at skaffe endnu en florentiner til hoffet, håber man, at kongeparret kan finde en form for fredsløsning.

Da Lorenza bliver præsenteret ved hoffet, skifter den unge Antoine dog mening - men inden har hans gamle far set en chance og mener, at han selv skal gifte sig med den unge skønhed. Det bliver mod hendes vilje - og da han på bryllupsnatten pisker og slår hende, formår hun at ramme ham i hovedet og stikker af. Hun fiskes op af Seinen om natten, og overlever - men den ivrige ægtemand findes halshugget i sit hus. Alle tror jo, at det er Lorenza, der har gjort det - og der er en del interesse hos dronningen i at få hende dræbt. Hun er for smuk og farlig for den virile konge!

Lorenza bliver endelig renset, da yderligere mord finder sted - og daggerten dukker op hos en guldsmed i byen. Men Antoine hader hende stadig og er ikke overbevist om hendes uskyld. Slet ikke da hans ungdomsven Thomas tilbyder hende ægteskab.

Det er endnu en glimrende bog om hoffets intriger - især med anekdoterne om alle Henri IV's elskerinder og politiske rænkespil; og den forfærdelige Marie af Medici, som kom til at styre Frankrig med hård hånd i mange år inden selv hendes søn, Ludvig 13., fik nok af hende.

Og så er der jo den historie om daggerten - og den mystiske morder, som stadig hævder at ville dræbe hendes potentielle ægtemænd, da Lorenza i slutningen af bogen endelig siger ja til Thomas .... 

Lost in Shangri-La - Mitchell Zuckoff

• Fransk
• 17.-20. marts
• 470 sider
• Fransk titel: Les disparus de Shangri-La

Der er eventyr, der virkelig overgår alt, hvad fiktion kan give os - de der rigtige historier, hvor man gribes og skælver undervejs; og jeg som læser havde gåsehud og en tåre i øjet ved slutningen af historien, som selvfølgelig har en happy end. I hvert fald for en del af protagonisterne!

Under 2. Verdenskrig begyndte den amerikanske hær at indrulle kvindelige soldater - hen mod slutningen, hvor der var mangel på kampklare mænd, og hvor kvinder måske også i højere grad forlangte at tage en mere aktiv rolle i forsvaret af fædrelandet. En del af disse WAC-kvinder befandt sig i Ny Guinea; en ø nord for Australien, som man kendte ganske lidt til - men som var strategisk godt placeret for baser, der skulle forsvare mod angreb fra japanerne.

Men det var jo ikke hele tiden krig i fronten; og mens de opholdt sig på basen overfløj nogle piloter øen. Inde i midten opdagede de en dal og små landsbyer - og de indfødte som kun iført en koteka forbløffede betragtede de store "fugle". De levede uden nogen kontakt til omverdenen; de kæmpede mod hinanden - men oftest mest for sporten end for at tilkæmpe sig terræn eller rigdomme - markedsøkonomi kendte de selvfølgelig intet til. Denne opdagelse blev hurtigt til en slags udflugtsmål for amerikanerne; det blev en belønning at komme med på en flyvetur over det, de havde døbt Shangri-La - efter en roman fra 1933, der idealiserede en dal, hvor alt var paradis - en slags Utopia. Man kunne dog kun flyve over, da dalen ikke egnede sig til landing - desuden var man overbevist om, at de indfødte var kannibaler.

Den 13. maj 1945 skal de ud på endnu sådan en søndagsudflugt - med 24 mennesker om bord en C-47. Men noget går galt, og flyet styrter ned over en klippevæg og bryder i brand. Fem mennesker kommer ud, men deraf dør to unge kvinder i løbet af det første døgn. Den ene officer, McCollom, mister sin tvillingebror i ulykken, men kommer selv ud uden mén. De to andre - Margaret Hastings og Ken Decker - er noget hårdere ramt af brandskader, brækkede knogler og åbne kraniebrud. Men de finder hurtigt ud af, at de på trods af alt må finde et højt åbent punkt, hvor flyverne, der skal redde dem, kan se dem. Og de bliver faktisk opdaget inden for ganske få dage. Det betyder, at der kan kastes hjælp ned til dem i form af mad, medicin osv. Men kasserne falder for langt væk, og de er for afkræftede til at hente dem - eller kan ikke finde dem i junglen.

Til gengæld finder junglen dem. De indfødte er overbevist om, at de er ånder - fra en lokal legende, der siger, at ånderne vil kravle ned af en lang lian fra himlen for at bekendtgøre, at verdens ende er nær. Det bliver jo på en måde udfaldet for de indfødte.

De er dog ikke kannibaler; men der er en vis skepsis at spore hos begge parter. De observerer hinanden og holder lidt afstand - men kommer stille og roligt tættere på hinanden.

Samtidig beslutter man at smide filippinske faldskærmsoldater ud; to af dem er sygeplejere, og de finder frem til de tre overlevende og begynder at behandle dem. Det var nok sidste udkald inden de var gået til af koldbrand. Men det er en lang og sej proces inden de er stærke nok til at vandre helt ned i dalen, hvor redningsaktionen skal foregå.

Samtidig arbejder amerikanerne på løsninger til at få dem ud. Nu ved man, at de indfødte er venligtsindede - men dalen egner sig stadig ikke til en landing. Helikoptere duer heller ikke og marchen på 240 km ud til kysten er trods alt udelukket. Både af hensyn til deres helbred - men man ved jo ikke, om der er mindre venligtsindede stammer i de områder.

Mens de venter, lever de således sammen med de indfødte - de opdager, at de ikke er så tilbagestående som man tror. Deres verden er en helt anden; men de er jo ikke intelligente som småbørn eller andre skrøner, der florerede for ikke så mange årtier siden!

De kommer endelig ud ved hjælp af en vanvittig plan om at sende svævefly ned, som igen skal hentes ved hjælp af et lavtflyvende fly, der tager fast i en krog. Det er en helt ekstraordinær redningsaktion, og der er jo selvfølgelig helte, da de vender hjem. Men deres 21 kammerater ligger begravet i junglen; og for de indfødte er det virkelig en afslutning. Deres levevis kan aldrig blive den samme efter mødet med den hvide mand. De har lært om at handle; de har lært, at de ikke er alene ... og måske er det lidt trist, at en civilisation skal tvinges til at underkaste sig vores adfærd.

Selvfølgelig fik pressen også nys om historien; og en amerikansk fotograf blev kastet (plørefuld) ned med faldskærm, og har filmet derfra. De led jo ikke nød med maden - hver dag kom der nye forsyninger; men de var der trods alt i 7 uger, og vidste i lang tid ikke om de ville komme ud derfra.

Alexander Canns gamle film kan man stadig se her - det er helt enestående efter at have læst bogen.

Det er jo en eventyrlig historie; det er tragisk og spændende og man er hele tiden urolig på deres vegne ... og lettet over, at de kommer hjem igen. Og så tænker man på det usandsynlige møde mellem to civilisationer! Jeg ved ikke, hvornår det sidste af dem har fundet sted - måske er denne opdagelse en af de sidste menneskeheden har gjort? I vores moderne ultraovervågede samfund er det jo usandsynligt at finde den slags - men dengang var det stadig muligt. 

Zuckoff har tilsyneladende skrevet flere non-fiction af denne slags; og det skal helt sikkert undersøges nærmere!

Berlinoise - Wilfried N'Sondé

• Fransk
• 15.-16. marts
• 173 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En temmelig forsinket fødselsdagsgave fra en veninde i Belgien, som jeg fik under mit nylige weekendophold der. Hun havde jo i og for sig valgt rigtigt ud fra min forkærlighed for afrikansk litteratur; men jeg har det desværre nok sådan - som tidligere nævnt her - at afrikansk litteratur som regel har det bedst med at behandle afrikanske samfundsemner.

Men den congolesiske forfatter N'Sondé bor i Berlin, og hans historie er baseret på murens fald i 1989 og tiden derefter. Den er ikke uden paralleller til Afrika - eller det at være en fremmed i Europa; men jeg fik ikke slået benene væk under mig!

Stan og Pascal er to unge veltilrettede franskmænd, som arbejder og lever deres stille liv med forældre, kæreste (Stan er kæreste med Pascals søster) - indtil de beslutter sig for at holde nytåret 1989 i Berlin. Som mange andre unge på den tid, vil de have deres andel af historiens vingesus.

Knap er de stået af toget før de møder den smukke Maya, og Stan og hende indleder straks en heftig kærlighedshistorie, som N'Sondé beskriver i malende vendinger. Den slags synes jeg personligt altid bliver lidt akavet. Jeg er skam ikke bornert - men det siger mig virkelig intet at læse disse elskovsscener.

Maya viser sig dog at være et komplekst menneske. Hun er halvt cubaner fra fædrene side, og er netop kommet fra det tidligere Østtyskland. Hurtigt væmmes hun dog ved den materialisme, mange tyskere fremviser ved den overflod de øjeblikkeligt får adgang til - hun er den idealistiske type, der mener, at muren er et symbol på menneskelig frihed. 

I stedet begynder en helt ny type kamp og i dens kølvand begynder de første neonazister at dukke op.

Med sin mørke hud og fornemmelse af at være fremmed f°ler Maya sig truet; og hun føler ikke, at Stan forstår hende. Her er vi jo faktisk igen lidt henne i den problemstilling jeg også fandt i romanen om det blandede forhold. Det er umuligt at forstå fuldstændigt; og man kan ikke opgive sin identitet hverken som den ene eller den anden part i forholdet.

Stans og Mayas forhold begynder at lide mere og mere under hendes angst, humørsvingninger og paranoia - og endelig tager hun til Cuba mens Stan og Pascal forfølger en drøm at at blive musikere i Berlins undergrundsmiljø. Men det fører desværre hen mod en lidt tam slutning, koblet sammen med, at jeg faktisk ikke følte mig inde under huden på personerne på noget tidspunkt.