Rose Valland - L'espionne à l'œuvre - Jennifer Lesieur

 

• Fransk
• 9. december
• 224 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Når jeg er ude at rejse køber jeg altid bøger - og da mine rejser ofte indebærer mange museumsbesøg er det ofte i disses butikker, at jeg går lidt amok. De har også tit et glimrende udvalg, som jo dog også tit er relateret til museets tema eller igangværende udstillinger.

Denne første søndag i Paris var jeg på Musée de l'Orangerie i Tuilerie-haverne, hvor man altid kan beundre Monets åkander men også se løbende udstillinger. I samme have ligger også Jeu de Paume-museet, som er baggrunden for historien i denne bog.

Historien bag Rose Valland er både lidt trist og imponerende. Hun var en stilfærdig tjenestemand, der som kvinde aldrig kunne opnå de store poster på de parisiske kunstmuseer. Den lidt grå mus, som ingen bemærkede - men det blev også hendes redning, da nazisterne besatte byen og startede deres systematiske plyndring af kunstsamlinger fra både museer og private samlinger.

Hun fik lov at blive i sin stilling på Jeu de Paume-museet under påskud af at skulle overse praktiske ting i bygningen. Museet blev transitpunkt for kunsttyverierne, og utallige gange brugt til at præsentere udstillinger for Göring som en slags personlig shopping, hvor han udvalgte de malerier, der skulle sendes til enten hans egen samlign eller Hitlers.

Valland begyndte stille og roligt at tage notater. Hun gennemrodede skraldespande om aftenen, og kopierede alt hun kunne finde. Hun gemte notater, billeder og lister over hvilke kunstgenstande, der blev ført ud af landet - hvorfra og hvortil. Hun lod som on hun ikke forstod tysk, og ingen tog notits af den lidt sære gammeljomfru, som de troede hun var. I virkeligheden boede Valland sammen med en anden kvinde, hvilket også stadig var tys-tys - og uden tvivl havde tyskerne deporteret hende, hvis de vidste det. Homoseksualitet var ikke i deres smag.

Da Paris blev befriet sad Valland således inde med en enorm viden, men ville ikke give den til hvem som helst. Da hun møder en amerikaner fra Monuments Men-enheden får han skabt den fornødne tillid, og hendes notater fører til de mange opdagelser disse gør i blandt andet saltminerne i Tyskland.

Valland forbliver dog i skyggen selvom hun arbejder otte år i Tyskland efter krigen; hendes livsværk bliver at finde de retmæssige ejere - især de jødiske familier, der var forsvundet, men hvor andre familierelationer stadig levede og skulle arve. Hun fokuserede ikke kun på de store mesterværker, men tog sig af alle kunstgenstande, som varierede fra malerier og statuer til bøger, møbler og anden indretning. Alt sammen tyvstjålet. Hun deltog i Nürnberg-processerne, og hjalp til da en første film om disse handlinger blev indspillet i 1964. Altid i skyggen.

Monuments Men er udførligt beskrevet i blandt andet denne roman. Historien om et af de malerier, hun så i Jeu de Paume er beskrevet i en anden roman, og historien om altertavlen fra Gent beskrives her. Meget lidt plads er givet til Vallands rolle og nogle år efter krigen lod man hende da også vide, at det var på tide at begrave stridsøksen og komme videre. Hun fortsatte dog utrætteligt til sin død i 1980. Nok havde hun modtaget nogle ordener for sit arbejde; men ingen fra det officielle Frankrig mødte op til hendes anonyme begravelse i en lille fransk landsby. Det var faktisk en lidt tragisk og trist slutning.

Men år efter er der nu love vedtaget, der regulerer restitutionen af kunstgenstande til efterlevere af ofrene. Der er planer for evakuering af kunstgenstande i tilfælde af krig eller katastrofer. Hendes arbejde var ikke forgæves, men anerkendelsen kom meget sent. Stadig er der ikke nok fokus på Valland i fx Monuments Men-bogen, hvor det stadig er de amerikanske helte, der redder verden - og ikke en ydmyg men ihærdig kvinde. 

Notre-Dame The Soul of France - Agnès Poirier

 

• Engelsk
• 8. december
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I går genåbnede Notre-Dame i Paris. For otte dage siden var jeg en uge i Paris og boede på Ile Saint-Louis og kunne hver dag fra min balkon se katedralens tårne og de to kæmpe kraner, der stadig arbejder på alt det, der endnu ikke er færdigt. Jeg gik forbi hende stort set hver dag blot for at komme til og fra min lejlighed. Man kunne ikke komme tæt på men uanset hvordan jeg kom til og fra min lejlighed så jeg hende stå der. Jeg tænkte på, hvor stor forskel der var fra jeg så hende sidst i november 2019 blot syv måneder efter branden.

På venstre Seine-bred med den smukkeste udsigt til katedralen ligger den historiske boghandel Shakespeare and Company - et andet obligatorisk stop på mine rejser til Paris. De har altid "udnyttet" deres placering til at promovere litteratur om katedralen - ikke mindst er jeg sikker på mange turister her køber et eksemplar af Klokkeren fra Notre-Dame blot for at have en udgave med det legendariske stempel fra boghandleren. 

Nu er repertoiret udvidet med bøger om branden - og med åbningen lige for var de på første række; og selvfølgelig købte jeg en! Den læste jeg i dag efter at have set åbningsceremonien live på fransk fjernsyn i går aftes og mens jeg fulgte live den første meget rørende gudstjeneste inde fra kirken.

Poirier er journalist og bor selv tæt på Notre-Dame. Som alle andre var hun vidne til katastrofen i april 2019, da Notre-Dame brændte og man en overgang frygtede intet ville blive stående. Hendes bog indledes med netop en prolog om denne forfærdelige dag, inden den i ti kapitler tager os gennem kirkens historie. Fra de første sten blev lagt i 1163 over den franske revolution til Viollet-le-Ducs omdiskuterede renovation forårsaget af den fornyede interesse efter Hugos roman. Videre til Hausmann rensede kvarteret omkring katedralen - og store dele af resten af Paris - til de Gaulles ankomst til kirken i august 1944, da Paris var befriet og han var udsat for et mordattentat midt i kirkerummet. 

Der er citater fra nogle af de nøglepersoner, der nu arbejder på genopbygningen og refleksioner over, hvorfor hun betyder så meget for Frankrig, franskmændene og alle os andre - så agnostiske vi end ynder at fremstå, så rammes vi dybt i sjælen når noget så voldsomt sker. 

En hurtigt læst men både interessant og rørende bog - personligt fik jeg langt mere indsigt i netop Viollet-le-Ducs personlighed, visioner og arbejde. Nu glæder jeg mig bare til at kunne komme indenfor næste gang jeg er i Paris.

Dagenes bog - Patti Smith

 

• Engelsk
• 400 sider
• 7. december
• Originaltitel: A Book of Days
  
  

Efter de to tunge middelalderromaner trængte jeg til noget helt andet; og dette er vel knap en roman - men jeg er vild med Patti Smiths univers.

Denne gang har hun helt overgivet sig til sine fotos; et billede per dag med en ganske kort tekst - højst 2-3 sætninger, men som står knivskarpt og i forbindelse med det valgte billede sætter læserens tanker på drømmeveje.

Jeg tænkte ved denne læsning meget over, hvorfor hun fascinerer mig så meget. Jeg er ikke specielt fan af hendes musik; men hun har selvfølgelig haft et enestående liv i en tid, som er uigenkaldeligt forbi. Gammel hippie og punkrocker, der havde venner som Mapplethorpe og Warhol og var en del af New Yorks undergroundscene til en nu aldrende dame, der primært udgiver bøger.

Så slog det mig, hvor versatil hun er. Hendes billeder i bogen er så forskellige og alligevel løber der en smuk rød tråd igennem det hele som er hendes kultur. Kultur i den forstand, at hun jo er dybt intellektuel - og så på en måde, der er virkelig personlig og uhæmmet.

Der er fotos af forfattere og digtere; af steder og lande, hun har besøgt. Af venner levende eller døde, hvis fødselsdag hun markerer. Men der er også en udpræget religiøs tone i hendes livsopfattelse - billeder med Madonnaer blandet med punk-albums. Det er der essensen ligger, tror jeg. Det er sjældent at mennesker i dag står ved, at religion og og dens symboler betyder noget for dem. Det er blevet comme il faut at fremstå individualistisk og fritænkende og ikke lade sig influere. Hun vedkender sig åbenlyst, at det rører hende og er vigtigt for hende at besøge en kirke eller en kirkegård; det gør hende mere helstøbt og uendelig interessant som menneske i mine øjne.

Hvert billede kan jo ses som et blik ind i hendes verden; man kan også se dem, læse teksten og reflektere over sammenfald hos en selv. Det var sådan jeg læste - og nød den. 

En nos vertes années (Fortune de France II) - Robert Merle

 

• Fransk
• 1.-6. december
• 667 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kæmpede ærligt lidt med at komme igennem første bind i Merles tretten bind lange saga; men jeg har købt de første syv bind og var også hæmmet af at være i Paris og slet ikke have den fornødne tid til at læse. Men jeg vidste også, at hvis jeg ikke skulle opgive helt måtte jeg straks videre i historien.

Andet bind foregår fra 1566 til 1567, hvor den unge Pierre de Siorac og hans halvbror rejser til Montpellier for at studere medicin. Men ligesom i første bind har Merle ikke travlt; han kan godt lide at dvæle i detaljerne og beskrivelserne er uendelige til tider. Rejsen dertil omfatter deres møde med en katolsk gruppe rejsende på vej til Rom, hvor de må skjule deres protestantiske overbevisning. Det skaber en del uheldige, morsomme men også farlige situationer og nu begynder man endelig at få en bedre fornemmelser af, hvor Merle vil have os med hen i historien. 

Pierre de Siorac og hans eventyr er uendelige; han kurtiserer alt, der bevæger sig i et skørt; han kommer i klammeri gang på gang og fremstår til tider som en lidt klogere Don Quixote - hvor Sancho Pancha blot er den stille halvbror Samson, der er så hellig i sin protestantiske tro, at Pierre beskytter ham mod verdens sandheder.

Det er stadig lange kapitler, som mangler lidt pauser synes jeg - og det kan til tider virke lidt repetitivt, når man skal igennem endnu en lang skærmydsel eller kampscene, som virkelig bliver udpenslet. Men jeg tænker også, at det bliver interessant at se om stilen forandrer sig eftersom serien er skrevet over 26 år. Jeg håber ikke det bliver tungere - med tanke på, at Merle skrev sidste bind som 94-årig!

Dog er der jo også meget underholdning; Pierre de Siorac er en temmelig selvglad type, der ingen skrupler har - det er løssluppent og uden samvittighed. Han forsøger kun at skærme sin stakkels dydige bror, men også det har en grænse når han synes denne bliver for hellig. Han kommer altid i problemer, men ender også altid med at komme ud som vinder - nu fortæller han os jo selv historien, og sætter ikke sit lys under en skæppe.

Det bliver intenst kan jeg mærke - og det bliver ikke i et langt stræk, som jeg måske naivt havde troet. Der må andre bøger til for at bryde det lidt - men jeg glæder mig også til vi kommer længere frem i historien og ikke mindst til Paris!