Eureka - Jim Al-Khalili

 

• Engelsk
• 1. januar - 31. december
• 400 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er ikke en fejl! Jeg læste denne bog hver dag i 2024!

Jeg fandt den ved et tilfælde ved et udsalg i slutningen af 2023, og besluttede mig for, at den skulle læses med start den 1. januar.

Bogen er nemlig formet som en sjov moderne almanak med en kort "historie" per dag - typisk på en side hver. Hver morgen læste jeg dagens historie; var jeg ude at rejse, måtte jeg indhente det efterfølgende.

Der er intet system i de mange informationer; det er spørgsmål forfatteren forsøger at forklare os. Hvor de stammer fra ved jeg ikke - men de dækkede over alt fra fysik til biologi. Jeg lærte mange nyttige - og unyttige - ting. 

Hvorfor har zebraer striber? 

Hvordan kan man selv måle lysets hastighed?

Hvorfor kan en sang sætte sig fast i ens tanker?

Kan man selv lave et udtræk af sit DNA?

Er luften den samme nu som da Leonardo da Vinci levede?

Blot nogle få af de mange eksempler; de var selvfølgelig ikke alle lige interessante - men det var en sjov øvelse og nu er der allerede en ny daglig udfordring i form af en anden type årsbog til 2025. Denne ville måske være velegnet til en daglig dosis information som grundlag for en samtale med nysgerrige børn?

Victor Hugo vient de mourir - Judith Perrignon

 

• Fransk
• 30. december
• 168 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Da Victor Hugo døde den 22. maj 1885 var det som om Frankrig mistede sin sjæl. Allerede i dagene inden hans død, mens han lå syg i sit hjem, startede polemikken. Glemt var det, at man i 1852 havde smidt ham ud af landet, da han forsøgte at gøre modstand mod det statskup Napoleons efterkommer. Et eksil, der kom til at vare nitten år - selvom han blev benådet i 1859, valgte han selv at blive væk til 1870. 

Under sit eksil skrev han De elendige og to af de tre romaner, der skulle have været en trilogi - Havets arbejdere og 1793. Det var værker, der talte til den almindelige mand, der kæmpede for at overleve i et klassedelt samfund. Man kan spørge sig selv, hvor mange af Frankrigs arbejderklasse, der reelt havde læst dem - men de var kendte, og Hugo var kendt for at sympatisere med deres revolutionære idéer. Så netop denne befolkningsgruppe følte især de havde mistet én af deres.

Pressen ventede utålmodigt foran hans hus. Telegrammer fløj frem og tilbage mellem offentlige myndigheder og hjemmet. Man fornemmede, at noget stort var undervejs.

Hugo nægtede at modtage en præst på sit dødsleje for at få den sidste olie, og da han var død skulle familien tage stilling til begravelsen.

Denne lille roman følger disse intense dage set fra mange vinkler - arbejderne, familien, det offentlige Frankrig. Forberedelserne var enorme, da man forventede "ballade". Det blev besluttet, at nationalhelten skulle begraves i Panthéon, som jo i dag er velkendt som stedet, hvor landets store mænd (og kvinder siden 1995) ligger begravet. Men i 1885 var det stadig en kirke, og Hugos død blev udslagsgivende for at afsakralisere kirken. Man fjernede alle religiøse henvisninger; orglet blev pillet ned ligesom korset på facaden. Kun korset på toppen af kuplen står endnu, da det var for tungt til at fjerne.

Der var anmodninger om at henlægge begravelsen til en søndag, som var den eneste fridag - men regeringen ville netop undgå den store mængde af revolutionære og det blev til en mandag. Alligevel mødte millioner op langs gaderne, og tusindvis af delegationer defilerede bag den ydmyge trækiste.

Jeg har læst stort set alt af Victor Hugo; jeg har også læst om ham i Max Gallos fremragende biografi. Denne bog købte jeg i hans museumshjem i Paris, og her kan man se sengen, hvor han døde og fornemme den stemning, der greb landet i dagene efter. Her er det nemlig ikke Hugo, vi læser om men Frankrigs tab.

Le monde d'Hannah - Ariane Bois

 

• Fransk
• 29. december
• 288 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Endnu en roman, jeg købte på Shoah-museet i Paris for en måned siden ligesom denne. Dette er dog fiktion, men inspireret af endnu en version af de historier og skæbner, der udfoldede sig under 2. verdenskrig. 

Hannah og Suzon er ti år gamle, da de bliver veninder i skolegården. De bor i samme ejendom i det 11. arrondissement i Paris - men i hver sin ende af den sociale skala. Suzon er fransk og katolik; hendes familie er relativt velstående med kokkepige og en stor lejlighed. Hannah er jøde født af en tyrkisk far og rumænsk mor; de er arbejdere og bor i en lillebitte lejlighed. Men de to piger bliver uadskillelige - selv da krigen rammer. Da Hannah skal bære den gule stjerne og drilles i skolen, beskytter Suzon hende.

Forældrene begynder at ses privat; men da Hannahs mor beder Suzons mor om hjælp til at skjule den lille pige begynder antisemitismen at vise sig. Hannah bliver sendt til Normandiet i et kloster, men det bliver hurtigt for farligt for den katolske kirke, og hun sendes retur til Paris. I 1944 opnår man endelig en transport med tog af de tyrkiske jødiske statsborgere til Istanbul, og Hannah og hendes mor tager afsted. Faderen skal komme med det næste tog, mens bedsteforældrene allerede er i Drancy - den franske transitlejr inden Auschwitz.

Da de efter krigen vender hjem til Paris må de erkende, at de er de eneste, der overlevede. De andre er døde i gaskamrene, og de skal klare sig selv. Hannah og Suzon genoptager venskabet, og bliver unge piger og kvinder. De er forskellige - Suzon vil feste og more sig; Hannah bliver journalist. 

Deres venskab eksploderer, da Hannah opdager, at Suzons far var vidende om den deportation, der tog hendes far til Auschwitz. At han intet gjorde. At han accepterede og samarbejdede med tyskerne.

Det er en lille bog på under 300 sider; og der bygges meget op til denne kulmination, hvorefter det går meget hurtigt frem en del år til Hannah og Suzon tilfældigt mødes igen. Dermed bliver slutningen desværre lidt forhastet og kluntet - der var basis for en virkelig interessant historie om de modsætninger og konflikter der var familier og naboer imellem. Men der skal presses alt for mange ting ind på for lidt plads desværre.

Jeg synes som sådan godt, at man kan skrive fiktion selvom der er så mange gribende sande fortællinger om denne periode; denne belyste en helt ny gruppe af personer - de tyrkiske jøder som havde en særstatus, da Tyrkiet var neutralt. Men som med al fiktion skal det være en helstøbt og balanceret historie, og her var den lidt ude af balance.

The Fourth Turning Is Here - Neil Howe

 

• Engelsk
• 24.-28. december
• 592 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Er man interesseret i geopolitik, økonomiske tendenser og verdens tilstand generelt kan jeg varmt anbefale dette temmelig omfattende værk. Det kræver en del koncentration, men det er også en øjenåbner - ikke altid af den positive slags.

Neil Howe udgav i 1997 sammen med sin kollega William Strauss bogen The Fourth Turning, hvis grundprincip er at verden fungerer i en cyklus på fire perioder, hvorefter den gentager sig selv. Hver periode varer omtrent 21 år således at en cyklus nogenlunde svarer til et menneskeliv, hvorimod en periode svarer til en generation. Det svarer til, at vi alle vil gennemleve alle fire perioder i løbet af et liv - men vi vil komme ind i en cyklus i enten en opadgående eller nedadgående trend.

En cyklus vil starte med en højkonjunktur, og den tilsvarende generation er profeterne - idealisterne; derefter følger den anden periode, som er en opvågning defineret ved en generation af reaktive nomader, som sætter spørgsmålstegn ved det etablerede system. Efter denne opvågning kommer den tredje periode, som er en opløsning af protesten, og en tid til at være individualist og livsnyder - generationen er hero. Dette fører uvilkårligt til en krise, som er den fjerde periode - og defineret ved generationen artist. Dertil skal man jo huske, at den generation, der fødes i en given periode først bliver voksne i den næste - eller den efterfølgende. De influerer aldrig den periode de er født ind i.

Ifølge Howe er vi nu i den fjerde og sidste del af denne cyklus; kriseperioden, som startede med finanskrisen i 2008 og det er omdrejningspunktet for denne bog. Det er selvsagt lidt komplekst, men der er god evidens i bogen og mange tabeller, som illustrerer, hvor vi er - og hvordan mønsteret passer sammen. Ser man på den cirka firs år lange cyklus, så sluttede den sidste ifølge Howe efter 2. verdenskrig. Der fulgte en optur i 1950'erne, opvågningen i 1970'erne, de sjove yuppieår i 1990'erne og altså nu krisen, som vi skal igennem for igen at nå til en optursperiode.

Regner man baglæns fra sidste cyklus' start er vi ved afslutningen af den amerikanske borgerkrig; yderligere en cyklus tilbage og vi er ved den amerikanske og franske revolution. Tidslinjerne passer perfekt - desværre kan ma sige! For det betyder ifølge Howe, at den nuværende periode vil vare til 2030 eller 2032 og vil slutte med et big bang i form af konflikt - muligvis krig og sgtore mennesketab.

Bogen er skrevet i 2023 - altså inden det netop overståede amerikanske valg; alligevel er der nogle skræmmende præcise analyser af den polarisering vi ser i amerikansk politik og samfundet som helhed. Tendenser, som understøtter teorien om krise og hvordan den kan eskalere inden vi afrunder denne cyklus.

Howe gennemgår også fællestræk ved generationerne, og især hvordan de agerer indenfor den igangværende periode. Jeg er Generation X, og selvom jeg måske synes der manglede visse vigtige hændelser - som fx AIDS-epidemien - som har defineret min generations ungdom, så passede meget andet. Samtidig er det så omfattende, at det er umuligt at nævne alt. Ligesom det er umuligt at forklare helhedsprincippet i hans teori her; jeg kan kun varmt anbefale at læse den - man kan allerede få et glimrende overblik her. 

Djævle og helgener - Jean-Baptiste Andrea

 

• Fransk
• 22.-23. december
• 300 sider
• Originaltitel: Des diables et des saints

Den franske forfatter vandt i 2023 Goncourt-prisen for sin smukke roman om dværgen Mimo, og så begyndte jeg at kigge efter hans tidligere romaner. Både den og hans tidligere roman er nu oversat til dansk og denne vil muligvis ræsonnere bedre hos et dansk publikum end Våg over hende.

Der er en del paralleller synes jeg - vi starter i nutiden med en mand, der ser tilbage på sit liv. Vi skal lade ham fortælle sin historie for at forstå, hvorfor han er der, hvor han er i dag. Der er en stor kærlighed involveret - en uforløst passion, som bliver definerende for resten af hans liv. Men der er også så meget mere end det!

I dah sidder Joe på en banegård eller i en lufthavn og spiller klaver; han spiller altid offentlige steder på offentligt tilgængelige klaverer - for han venter på én. Han spiller, han venter og han håber hun kommer forbi og hører ham.

Mange år inden var han blot en helt almindelig dreng, der især elskede sine klavertimer. Så døde hans forældre og lillesøster i et flystyrt, og han kom på børnehjem. Det er en grum historie om overgreb og mistrivsel på hjemmet, der blev styret af den katolske kirke. Han skal finde sin plads i det strenge hierarki af drenge, som alle bærer ar på sjælen - nogle taler slet ikke; andre er udadreagerende - alle har de drømme om et bedre liv. De holder sammen i en hemmelig klub, og planlægger flugten. Men der er også Rosa - den unge pige Joe skal give klavertimer fordi hendes far er en stor donor til hjemmet. Rosa som hader klaveret og Joe; indtil de finder ud af, at de begge er fanget.

Det er uendeligt smertefuldt smukt - som i Våg over hende er man tryllebundet fra første side. Andrea skriver ikke optimistiske historier med happy ends - men det er stærke historier, der rører én dybt.

Lily's Promise - Lily Ebert & Dov Forman

 

• Engelsk
• 20.-21. december
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er unægteligt mange historier skrevet af Holocaust-overlevende; men der er også lige så mange forskellige skæbner. Lily Eberts historie er hendes historie og hendes version af det hun oplevede, som hun selv understreger i bogen. 

Lily Ebert er født i Ungarn i 1923, og døde for blot nogle måneder siden som 100-årig. Det var bestemt ikke givet, da hun som ung pige blev sendt til Auschwitz sammen med sin mor, lillebror og tre søstre i 1944. Hendes far var død inden, og hendes anden bror var sendt i en arbejdslejr. Da de ankom til Auschwitz blev moderen og de to små søskende sendt direkte til gaskammeret grundet deres alder; Lily og hendes to søstre blev sat til at arbejde. Nogle måneder senere sendes de videre til en anden lejr, hvor de arbejdede på en våbenfabrik indtil krigens slutning. De blev sendt på en dødsmarch sammen med hundreder af tusinder andre - indtil de blev frigivet af amerikanske tropper i en lille landsby. Her mødte hun en amerikansk jødisk soldat, der gav hende en pengeseddel hvorpå han havde skrevet nogle opløftende ord til hende.

Lily og hendes søstre kom til Schweiz og derfra videre til Israel, hvor de giftede sig og levede i mange år inden Lily og hendes familie i 1970'erne flyttede til London. De er ortodokse jøder og holdt deres oplevelse fra krigen tæt til kroppen. Selv deres mange børn kendte ikke meget til deres historier, selvom de jo kunne se de tatoverede numre på søstrenes arme.

Men i 2020 under pandemien, hvor Lily var isoleret i sit hjem, talte hun med med sit oldebarn Dov og begyndte at åbne op. Ikke mindst viste hun ham den pengeseddel fra 1945 og ønsket om at finde den soldat. Den unge teenager tog straks de sociale medier i brug og selvom manden ikke længere levede, fandt de hans familie. Det førte endelig til, at Lily åbnede op om sine oplevelser og om sit liv i de mange år siden krigen.

Det er måske her den adskiller sig væsentligt fra mange andre historier jeg har læst. For vi får hendes historie fra alle de år i Israel med nye krige og konflikter. Det psykiske efterspil - hvordam knytter man nye forbindelser, hvordan fortæller man en mand og børn, hvorfor man ikke kan smide mad ud? Hvordan håndterer man skyldfølelse overfor og anklager fra andre overlevende, der mener de havde det værre fordi de tilbragte flere år i lejrene? 

Det er også historien om et liv med tillid til, at der er en Gud, som passede på hende på trods af alt. En historie om en familie, der endelig får den fulde historie og et stærkt vidnesbyrd med et helt livs erfaring fra en af de snart sidste overlevende fra lejren. 

Det gør et stort indtryk. Det gør disse historier altid - ikke mindst efter at have stået i Auschwitz selv; og jeg imponeres af de overlevende, der vover at tage turen tilbage dertil. Så er det for mange historier om den krig og de tragedier? Nej. Det synes jeg ikke - for hver historie er personlig. Hver historie kommer med sin egen skæbne og på sin egen tid. De kommer stadig for at minde os om, at vi aldrig skal noget lignende ske. At vi skal tilgive men ikke glemme.

I egen barm - Katherine Diez

 

• Dansk
• 19. december
• 182 sider

Nok en af årets mest omtalte bøger, som jeg ikke ville investere penge i - den er trods alt læst på højest to timer - men nu var den på biblioteket. Jeg har aldrig selv læst nogle af forfatterens litteraturanmeldelser eller fulgt hende på sociale medier, men mediestormen har jo været intens. Der har været en del uddrag citeret i pressen, men var der mon mere substans i bogen end de sensationshungrende journalister havde citeret?

Der er vel ret beset to årsager til at skrive en selvbiografi - eller erindringer om man vil. Den ene grund kan være at man vil rationalisere over sit liv og sine erfaringer. Måske har man en særlig historie eller oplevelse, der skiller én ud fra mængden eller man har gjort sig nogle værdifulde livserfaringer og på den baggrund foretaget ændringer i sit liv. Man ønsker måske at give sin egen version af et liv, man ved vil blive historisk materiale - som det kan være tilfældet for fx politikere.

Den anden grund kan være at man øjner en chance for nogle hurtige og nemme penge forårsaget af en pludselig opstået interesse for ens person og liv. Den slags bøger ser man desværre alt for mange af i disse år, og kvaliteten deraf er sjældent imponerende. Mange får hjælp af en ghost writer, og det kan hjælpe på kvaliteten, da man ikke nødvendigvis er forfatter eller har et sprogligt talent. De er som regel temmelig overfladiske og ganske korte - for i virkeligheden er der ikke meget at sige.

Det blev jeg bekræftet i med denne bog. Der virker ikke til at være meget at sige - eller også er der endnu ikke selverkendelse og granskning nok til at sige det. Det handler mest om at sige noget om alle mulige andre - det er altid de andres skyld, at alt går galt. Personligt bryder jeg mig slet ikke om at man skal publicere private detaljer om andre mennesker i ren bitterhed og had. Det er for nemt! Det er et forsøg på at opnå medlidenhed efter en grum sag om ens kvalifikationer. Lige den sag kommer man aldrig ret dybt ind i - det handler mest om sex, drugs and rock'n'roll. 

Jeg havde selvfølgelig ikke forventet det helt store; dertil er personen bag for langt fra mine moralske og etiske værdier. Jeg undres dog alligevel over, at denne slags bøger kan opnå så stor succes - og man frygter jo netop, at det kun er på grund af det smuds, der kastes over alle andre end hovedpersonen selv.

Desuden er det sprogligt meget basalt; vulgært sprog og en hel del grammatik- og trykfejl; det er gået hurtigt med at få den i trykken. Man skal vel heldigvis regne med, at det er en engangsforestilling.

Je te laisse dormir - Edith Bruch

 

• Fransk
• 17.-18. december
• 264 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg købte mange kortere bøger i Paris, så de forsvinder også som dug for solen føler jeg. Denne købte jeg ligesom denne på byens Shoah Memorial-museum, hvilket jo afspejles i emnet.

Edith Bruck er en ungarsk Holocaust-overlever; hun var blot tretten år gammel, da hun ankom til Dachau sammen med sin søster og de overlevede begge lejrene i modsætning til resten af hendes familie. Efter krigen flyttede hun til Israel og blev hurtigt gift og skilt tre gange inden hun fyldte tyve år. Nogle år senere flytter hun til Italien, hvor hun møder den elleve år ældre Nelo Risi - digter og filminstruktør. Deres forhold og ægteskab varer resten af livet trods hans affærer.

Nelo Risi dør i 2015 efter en lang sygdom med demens, og den første del af bogen fortæller om deres hverdag i lejligheden i Rom, hvor hun dagligt kæmper med mandens sygdom. Han har hallucinationer, han bliver aggressiv, han glemmer hende og alle andre - men der er også små glimt af hans tidligere jeg, som hun holder fast i. Hun stiller selv det svære spørgsmål i teksten - kan man skrive om ham således?

Det er til tider meget intimt og grænsende til det uværdige, og han kan jo ikke protestere. Hun spørger ham en dag, hvor hun mener, at han er klarere i hovedet - men det er næppe et juridisk gyldigt svar. Det er måske mere problematisk for en person, der er offentligt kendt og hvis eftermæle nu præges af denne version af ham selv, han ikke har valgt og accepteret. 

Det er dog også en enorm kærlighedserklæring - en hyldest til deres liv sammen på godt og ondt. Hendes ar i sjælen efter Dachau, som bestemmer hendes handlingsmønstre og hans omsorg for hende, som hun endelig føler under sygdommen, selvom han oftest tror hun er hans mor.

Den anden del af bogen er skrevet efter hans død. Om savnet. Om tomheden i lejligheden efter et liv levet for kunsten men ikke for pengene. De fik aldrig børn og nu er der ikke mange tilbage til at dele livet og samtalerne med. Om ønsket om at blive genforenet med ham; men også urinstinktet om overlevelse, som muligvis er stærkere hos Edith end nogle, der ikke har overlevet en kz-lejr.

Jeg kendte hverken Edith Bruck eller Nelo Risi; deres kunst, poesi og film tilhører en periode i italiensk historie, som jeg er meget ukendt med. Men det humane i deres historie og kompleksiteten i deres møde er rørende og det var med en lille tåre i øjenkrogen, at jeg lukkede denne bog.

Le roi fol - Laurent Decaux

 

• Fransk
• 15.-16. december
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Denne bog købte jeg under mit besøg på Louvre, som har en temmelig stor boghandel - og selvfølgelig en del bøger om 'husets' tidligere beboere - den kongelige familie. Jeg har mange biografier af franske konger, men der er mange Louis'er imellem og ikke så mange af de andre.

Charles VI var konge af Frankrig fra 1380, da han kun var knap 12 år gammel til han døde i 1422. De første år regeredes landet dog af hans onkler, som han smed ud med fynd og klem i 1388. Denne fiktive roman foregår over en kortere periode i 1392, som er et skelsættende år for kongen og dermed landet.

Charles VI er blot 24 år gammel; han er gift med en kusine - Isabella af Bayern - og der er netop født en kronprins, der lever. Men dronningen er ham utro, og der er andre fjender omkring ham - muligvis også hans egen bror; dennes ambitiøse hustru Valentina Visconti har sine øjne på tronen.

Charles begynder at lide af hallucinationer og tvangstanker, men er klarsynet nok til at indse, at det er muligvis er den samme sindslidelse hans mor led af, der nu rammer ham og træffer sine forholdsregler i forhold til regeringen af landet. 

Men i sommeren 1392 bliver hans øverste leder - connétable - overfaldet, og det udløser både nye hallucinationer og en dyst mellem de forskellige fraktioner i adelen. Det går helt galt, da kongen i august angriber og dræber fire af sine egne soldater, da han ellers er på vej for at angribe greven af Bourgogne, som han mistænker for at stå bag overfaldet på embedsmanden. Det bliver anledningen til at onklerne igen overtager magten, og selvom kongen regerer i endnu tredive år er det som en onklernes marionetdukke.

Perioden og historien er virkelig interessant, og jeg vil nok snarere læse noget mere dybdegående og komplet litteratur om denne konge; dette var en fiktion, og der var en del irritationsmomenter.

Jeg kan ikke lade være med at tjekke fakta, når jeg læser denne slags fiktion/biografier, og her har forfatteren "snydt". Han skriver det selv i epilogen, men jeg er ikke enig i, at man blot ændrer årstal, titler og hændelser så det passer i en fiktiv fortælling. Således dør kongens nærmeste rådgiver under krisen i august 1392 - i virkeligheden er det først i 1400. Det tjener ikke noget formål, og det skaber unødig uorden i noget, der er faktuelt korrekt.

21, rue la Boétie - Anne Sinclair

 

• Fransk
• 12.-14. december
• 252 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er røde tråde i mine bøger lige nu; ligesom jeg bevægede mig i en historisk og kulturel geografisk boble i Paris, så afspejles det i mine bogindkøb. Denne bog købte jeg på Shoah Memorial-museet, men jeg kunne lige så godt have fundet den på Orangerie-museet, hvor jeg købte denne. Der er en del overlap i historien.

Anne Sinclair er en fransk journalist - i dag chef for den franske udgave af Huffington Post; men også kendt for sit ægteskab med den franske politiker Dominique Strauss-Kahn, hvis karriere jo tog en fatal drejning på et hotelværelse i New York i 2011, hvorefter hun lod sig skille.

Anne Sinclair er jødisk og hendes mors familie var kunsthandlere i Paris. Ikke bare små akvareller solgt til turister - men kunst i den absolut tunge ende. Hendes morfar var Paul Rosenberg, og han repræsenterede ikke mindst Picasso, Braque og Matisse, som var nære venner af familien. Da krigen brød ud, rejste han til New York, men måtte efterlade utallige malerier i Frankrig. Nogle forsøgte han at gemme i den frie zone, men da den faldt, fandt nazisterne frem til dem og således kom de også igennem Jeu de Paume, hvor Rose Vallland så dem. Nogle blev uden tvivl brændt; andre kom på markedet i blandt andet Schweiz, mens andre fandt deres vej tilbage til familien. Selv mange år efter dukker de stadig op på auktioner, selvom knap 70 malerier af de store mestre endnu er savnede. Måske hænger de i private hjem rundt i Europa - hos familier, der har arvet dem og ikke ved, hvor de kommer fra og ikke mindst, at de er kommet i familiens eje på uærlig vis.

I denne bog forsøger hun at forstå denne gren af familien; en historie, hun tidligere havde negligeret som mindre gloriøs ende den fædrene side, hvor man kæmpede under de Gaulle for at befri Frankrig. Hun genbesøger de steder familien boede og arbejdede, og gennemgår morfaderens breve med især Picasso, som også malede hendes mor som lille pige.

Det er en fantastisk historie, men den er lidt rodet til tider, hvilket kan overraske fra så dygtig en journalist - måske er det alle følelserne, der kommer frem nu det handler om familien. Men det er et vidnesbyrd om, hvordan den krig så mange år senere stadig kan bringe ting frem til overfladen.

La Goulue Reine du Moulin Rouge - Maryline Martin

 

• Fransk
• 11. december
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det går måske lidt for hurtigt med at læse de tyve bøger, jeg bragte med hjem fra Paris - men flere af dem er meget korte, og jeg havde manglet franske bøger i nogle måneder. Denne købte jeg i Musée de l'Orangerie ligesom historien om den franske museumskonservator, der reddede så mange kunstskatte. Museet er jo specialiseret i denne impressionistiske periode, som også var slutningen af det 19. århundrede, hvor Montmartre var på sit højeste og cabarettraditionerne opstod.

Kvinden, der blev kendt som La Goulue er i dag mest kendt fra Toulouse-Lautrecs malerier og plakater fra Moulin Rouge-cabareten, hvor hun svingede benene højt i den franske cancandans.

Men historien er mere omfattende - og langt mere sørgelig selvfølgelig!

Født i 1866 ind i en fattig familie, hvor moderen arbejdede som vaskekone og der var mange munde at mætte, kom hun jo aldrig i skole og startede tidligt med at arbejde. Hun havde smag for musikken og dansen, og kom tidligt ind i det kreative og løsslupne liv omkring Montmartre. Hun var ikke bange for at hive godt op i skørterne, så man kunne se mere end datidens normer foreskrev. Hun dansede, hun tømte kundernes glas, når hun strøg forbi midt i en dans, og det gav hendes tilnavnet, der betyder fråseri.

Hun dansede cancan og tjente mange penge for tiden; hun havde mange affærer - efter sigende blandt andet med prinsen af Wales, dronning Victorias søn. Hun færdes blandt kunstnerne - Renoir og især Toulouse-Lautrec, som jo levede sit liv i Montmartres cabareter med en flask absinth under armen.

Men ungdommen falmede, og hun begyndte et liv som gøgler, da hun var omkring 30 år gammel. Hun købte en cirkusvogn, og dansede orientalske danse for siden at udvide repertoiret til at inkludere vilde dyr. Det endte med flere ulykker med dyrene, der kom oveni uheldige ægteskaber og mere og mere druk. Nedturen var brutal! Væk var beundrerne fra de tidlige år, da hun ender med at sælge cigaretter og tændstikker foran Moulin Rouge, hvor hun nogle årtier inden var den mest feterede stjerne i Frankrig - og muligvis Europa.

Hun døde alene, fattig, alkoholisk, overvægtig og sug som 62-årig i 1929, og begraves i al ydmyghed. Denne bogs forfatter er en af dem, der arbejder for at La Goulue endelig skal få den anerkendelse, hun fortjener og i 1992 flyttes hendes grav til Montmartres kirkegård, hvor så mange af hendes kunstnervenner også ligger. I 2021 får hun endelig en plads opkaldt efter sig med det borgerlige navn Louise Weber. 

Jeg kendte Toulouse-Lautrecs La Goulue - men ikke hele historien, som jo desværre minder om mange andre kunstneres. Denne bog giver da lidt oprejsning!

La bulle de Tiepolo - Philippe Delerm

• Fransk
• 10. december
• 119 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Så lille, at det næsten er en novella - og dermed hurtigt læst på en dag. Et køb fra Jacquemart-André-museet i Paris, som jeg altid besøger og hvis museumsbutik bugner af små litterære godbidder.

Det er mange år siden jeg sidst læste noget af Delerm; men der handlede det også om malerier og jeg troede dermed, at denne handlede om et maleri af Tiepolo. Det gør det i og for sig også - men perifært.

Tiepolos boble hedder den; og forsiden prydes af en detalje fra hans vægmaleri Den nye verden, som han malede på væggene i sin villa i Italien i 1791. Den blev senere taget ned og udstilles nu i Venedig.

Men vi starter i Paris, hvor Antoine ser et maleri på et loppemarked, som tiltaler ham - men han køber det ikke. Da han vender tilbage lidt senere er det solgt til en ung italiensk kvinde, der er i Paris for at promovere sin første roman, der foregår i hendes hjemby, Venedig. De to diskuterer over en kop kaffe, og Antoine, som ikke bryder sig om Venedig ender med at acceptere en opgave i byen og indlogerer sig på hendes families lille hotel.

Antoine er en mand med ar i sjælen. Ornella er yngre men kæmper med at forstå familiens historie. Maleriet er malet af hendes morfar, som er familiens paria og hun ved ikke hvorfor; hun tror det har noget med utroskab at gøre.

Da de to mødes i Venedig hjælper de hinanden. Ornella tager Antoine med til et sted, hvor en anden version af Tiepolos maleri hænger - og her kan han se, hvad manden med den lange pind på forsiden af bogen egentlig foretager sig. Han holder en kæmpe sæbeboble! Til gengæld graver Antoine i morfaderens historie, og de finder en gammel onkel, som fortæller om en grum hændelse under krigen. Var hendes morfar antisemitisk? Sikkert!

Antoine og Ornella får deres egen lille boble - det er ikke kærlighed eller et forhold. Det er knap et venskab. Det er to mennesker, der kort mødes men sætter et aftryk i hinanden. En boble, der ikke brister, men giver dem hver især mulighed for at komme videre i livet med den lille boble indeni, der bærer minderne om et flygtigt møde - flygtigt som en sæbeboble.

Rose Valland - L'espionne à l'œuvre - Jennifer Lesieur

 

• Fransk
• 9. december
• 224 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Når jeg er ude at rejse køber jeg altid bøger - og da mine rejser ofte indebærer mange museumsbesøg er det ofte i disses butikker, at jeg går lidt amok. De har også tit et glimrende udvalg, som jo dog også tit er relateret til museets tema eller igangværende udstillinger.

Denne første søndag i Paris var jeg på Musée de l'Orangerie i Tuilerie-haverne, hvor man altid kan beundre Monets åkander men også se løbende udstillinger. I samme have ligger også Jeu de Paume-museet, som er baggrunden for historien i denne bog.

Historien bag Rose Valland er både lidt trist og imponerende. Hun var en stilfærdig tjenestemand, der som kvinde aldrig kunne opnå de store poster på de parisiske kunstmuseer. Den lidt grå mus, som ingen bemærkede - men det blev også hendes redning, da nazisterne besatte byen og startede deres systematiske plyndring af kunstsamlinger fra både museer og private samlinger.

Hun fik lov at blive i sin stilling på Jeu de Paume-museet under påskud af at skulle overse praktiske ting i bygningen. Museet blev transitpunkt for kunsttyverierne, og utallige gange brugt til at præsentere udstillinger for Göring som en slags personlig shopping, hvor han udvalgte de malerier, der skulle sendes til enten hans egen samlign eller Hitlers.

Valland begyndte stille og roligt at tage notater. Hun gennemrodede skraldespande om aftenen, og kopierede alt hun kunne finde. Hun gemte notater, billeder og lister over hvilke kunstgenstande, der blev ført ud af landet - hvorfra og hvortil. Hun lod som on hun ikke forstod tysk, og ingen tog notits af den lidt sære gammeljomfru, som de troede hun var. I virkeligheden boede Valland sammen med en anden kvinde, hvilket også stadig var tys-tys - og uden tvivl havde tyskerne deporteret hende, hvis de vidste det. Homoseksualitet var ikke i deres smag.

Da Paris blev befriet sad Valland således inde med en enorm viden, men ville ikke give den til hvem som helst. Da hun møder en amerikaner fra Monuments Men-enheden får han skabt den fornødne tillid, og hendes notater fører til de mange opdagelser disse gør i blandt andet saltminerne i Tyskland.

Valland forbliver dog i skyggen selvom hun arbejder otte år i Tyskland efter krigen; hendes livsværk bliver at finde de retmæssige ejere - især de jødiske familier, der var forsvundet, men hvor andre familierelationer stadig levede og skulle arve. Hun fokuserede ikke kun på de store mesterværker, men tog sig af alle kunstgenstande, som varierede fra malerier og statuer til bøger, møbler og anden indretning. Alt sammen tyvstjålet. Hun deltog i Nürnberg-processerne, og hjalp til da en første film om disse handlinger blev indspillet i 1964. Altid i skyggen.

Monuments Men er udførligt beskrevet i blandt andet denne roman. Historien om et af de malerier, hun så i Jeu de Paume er beskrevet i en anden roman, og historien om altertavlen fra Gent beskrives her. Meget lidt plads er givet til Vallands rolle og nogle år efter krigen lod man hende da også vide, at det var på tide at begrave stridsøksen og komme videre. Hun fortsatte dog utrætteligt til sin død i 1980. Nok havde hun modtaget nogle ordener for sit arbejde; men ingen fra det officielle Frankrig mødte op til hendes anonyme begravelse i en lille fransk landsby. Det var faktisk en lidt tragisk og trist slutning.

Men år efter er der nu love vedtaget, der regulerer restitutionen af kunstgenstande til efterlevere af ofrene. Der er planer for evakuering af kunstgenstande i tilfælde af krig eller katastrofer. Hendes arbejde var ikke forgæves, men anerkendelsen kom meget sent. Stadig er der ikke nok fokus på Valland i fx Monuments Men-bogen, hvor det stadig er de amerikanske helte, der redder verden - og ikke en ydmyg men ihærdig kvinde. 

Notre-Dame The Soul of France - Agnès Poirier

 

• Engelsk
• 8. december
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I går genåbnede Notre-Dame i Paris. For otte dage siden var jeg en uge i Paris og boede på Ile Saint-Louis og kunne hver dag fra min balkon se katedralens tårne og de to kæmpe kraner, der stadig arbejder på alt det, der endnu ikke er færdigt. Jeg gik forbi hende stort set hver dag blot for at komme til og fra min lejlighed. Man kunne ikke komme tæt på men uanset hvordan jeg kom til og fra min lejlighed så jeg hende stå der. Jeg tænkte på, hvor stor forskel der var fra jeg så hende sidst i november 2019 blot syv måneder efter branden.

På venstre Seine-bred med den smukkeste udsigt til katedralen ligger den historiske boghandel Shakespeare and Company - et andet obligatorisk stop på mine rejser til Paris. De har altid "udnyttet" deres placering til at promovere litteratur om katedralen - ikke mindst er jeg sikker på mange turister her køber et eksemplar af Klokkeren fra Notre-Dame blot for at have en udgave med det legendariske stempel fra boghandleren. 

Nu er repertoiret udvidet med bøger om branden - og med åbningen lige for var de på første række; og selvfølgelig købte jeg en! Den læste jeg i dag efter at have set åbningsceremonien live på fransk fjernsyn i går aftes og mens jeg fulgte live den første meget rørende gudstjeneste inde fra kirken.

Poirier er journalist og bor selv tæt på Notre-Dame. Som alle andre var hun vidne til katastrofen i april 2019, da Notre-Dame brændte og man en overgang frygtede intet ville blive stående. Hendes bog indledes med netop en prolog om denne forfærdelige dag, inden den i ti kapitler tager os gennem kirkens historie. Fra de første sten blev lagt i 1163 over den franske revolution til Viollet-le-Ducs omdiskuterede renovation forårsaget af den fornyede interesse efter Hugos roman. Videre til Hausmann rensede kvarteret omkring katedralen - og store dele af resten af Paris - til de Gaulles ankomst til kirken i august 1944, da Paris var befriet og han var udsat for et mordattentat midt i kirkerummet. 

Der er citater fra nogle af de nøglepersoner, der nu arbejder på genopbygningen og refleksioner over, hvorfor hun betyder så meget for Frankrig, franskmændene og alle os andre - så agnostiske vi end ynder at fremstå, så rammes vi dybt i sjælen når noget så voldsomt sker. 

En hurtigt læst men både interessant og rørende bog - personligt fik jeg langt mere indsigt i netop Viollet-le-Ducs personlighed, visioner og arbejde. Nu glæder jeg mig bare til at kunne komme indenfor næste gang jeg er i Paris.

Dagenes bog - Patti Smith

 

• Engelsk
• 400 sider
• 7. december
• Originaltitel: A Book of Days
  
  

Efter de to tunge middelalderromaner trængte jeg til noget helt andet; og dette er vel knap en roman - men jeg er vild med Patti Smiths univers.

Denne gang har hun helt overgivet sig til sine fotos; et billede per dag med en ganske kort tekst - højst 2-3 sætninger, men som står knivskarpt og i forbindelse med det valgte billede sætter læserens tanker på drømmeveje.

Jeg tænkte ved denne læsning meget over, hvorfor hun fascinerer mig så meget. Jeg er ikke specielt fan af hendes musik; men hun har selvfølgelig haft et enestående liv i en tid, som er uigenkaldeligt forbi. Gammel hippie og punkrocker, der havde venner som Mapplethorpe og Warhol og var en del af New Yorks undergroundscene til en nu aldrende dame, der primært udgiver bøger.

Så slog det mig, hvor versatil hun er. Hendes billeder i bogen er så forskellige og alligevel løber der en smuk rød tråd igennem det hele som er hendes kultur. Kultur i den forstand, at hun jo er dybt intellektuel - og så på en måde, der er virkelig personlig og uhæmmet.

Der er fotos af forfattere og digtere; af steder og lande, hun har besøgt. Af venner levende eller døde, hvis fødselsdag hun markerer. Men der er også en udpræget religiøs tone i hendes livsopfattelse - billeder med Madonnaer blandet med punk-albums. Det er der essensen ligger, tror jeg. Det er sjældent at mennesker i dag står ved, at religion og og dens symboler betyder noget for dem. Det er blevet comme il faut at fremstå individualistisk og fritænkende og ikke lade sig influere. Hun vedkender sig åbenlyst, at det rører hende og er vigtigt for hende at besøge en kirke eller en kirkegård; det gør hende mere helstøbt og uendelig interessant som menneske i mine øjne.

Hvert billede kan jo ses som et blik ind i hendes verden; man kan også se dem, læse teksten og reflektere over sammenfald hos en selv. Det var sådan jeg læste - og nød den. 

En nos vertes années (Fortune de France II) - Robert Merle

 

• Fransk
• 1.-6. december
• 667 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kæmpede ærligt lidt med at komme igennem første bind i Merles tretten bind lange saga; men jeg har købt de første syv bind og var også hæmmet af at være i Paris og slet ikke have den fornødne tid til at læse. Men jeg vidste også, at hvis jeg ikke skulle opgive helt måtte jeg straks videre i historien.

Andet bind foregår fra 1566 til 1567, hvor den unge Pierre de Siorac og hans halvbror rejser til Montpellier for at studere medicin. Men ligesom i første bind har Merle ikke travlt; han kan godt lide at dvæle i detaljerne og beskrivelserne er uendelige til tider. Rejsen dertil omfatter deres møde med en katolsk gruppe rejsende på vej til Rom, hvor de må skjule deres protestantiske overbevisning. Det skaber en del uheldige, morsomme men også farlige situationer og nu begynder man endelig at få en bedre fornemmelser af, hvor Merle vil have os med hen i historien. 

Pierre de Siorac og hans eventyr er uendelige; han kurtiserer alt, der bevæger sig i et skørt; han kommer i klammeri gang på gang og fremstår til tider som en lidt klogere Don Quixote - hvor Sancho Pancha blot er den stille halvbror Samson, der er så hellig i sin protestantiske tro, at Pierre beskytter ham mod verdens sandheder.

Det er stadig lange kapitler, som mangler lidt pauser synes jeg - og det kan til tider virke lidt repetitivt, når man skal igennem endnu en lang skærmydsel eller kampscene, som virkelig bliver udpenslet. Men jeg tænker også, at det bliver interessant at se om stilen forandrer sig eftersom serien er skrevet over 26 år. Jeg håber ikke det bliver tungere - med tanke på, at Merle skrev sidste bind som 94-årig!

Dog er der jo også meget underholdning; Pierre de Siorac er en temmelig selvglad type, der ingen skrupler har - det er løssluppent og uden samvittighed. Han forsøger kun at skærme sin stakkels dydige bror, men også det har en grænse når han synes denne bliver for hellig. Han kommer altid i problemer, men ender også altid med at komme ud som vinder - nu fortæller han os jo selv historien, og sætter ikke sit lys under en skæppe.

Det bliver intenst kan jeg mærke - og det bliver ikke i et langt stræk, som jeg måske naivt havde troet. Der må andre bøger til for at bryde det lidt - men jeg glæder mig også til vi kommer længere frem i historien og ikke mindst til Paris!