- Fransk
- 9. december
- 224 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Når jeg er ude at rejse køber jeg altid bøger - og da mine rejser ofte indebærer mange museumsbesøg er det ofte i disses butikker, at jeg går lidt amok. De har også tit et glimrende udvalg, som jo dog også tit er relateret til museets tema eller igangværende udstillinger.
Denne første søndag i Paris var jeg på Musée de l'Orangerie i Tuilerie-haverne, hvor man altid kan beundre Monets åkander men også se løbende udstillinger. I samme have ligger også Jeu de Paume-museet, som er baggrunden for historien i denne bog.
Historien bag Rose Valland er både lidt trist og imponerende. Hun var en stilfærdig tjenestemand, der som kvinde aldrig kunne opnå de store poster på de parisiske kunstmuseer. Den lidt grå mus, som ingen bemærkede - men det blev også hendes redning, da nazisterne besatte byen og startede deres systematiske plyndring af kunstsamlinger fra både museer og private samlinger.
Hun fik lov at blive i sin stilling på Jeu de Paume-museet under påskud af at skulle overse praktiske ting i bygningen. Museet blev transitpunkt for kunsttyverierne, og utallige gange brugt til at præsentere udstillinger for Göring som en slags personlig shopping, hvor han udvalgte de malerier, der skulle sendes til enten hans egen samlign eller Hitlers.
Valland begyndte stille og roligt at tage notater. Hun gennemrodede skraldespande om aftenen, og kopierede alt hun kunne finde. Hun gemte notater, billeder og lister over hvilke kunstgenstande, der blev ført ud af landet - hvorfra og hvortil. Hun lod som on hun ikke forstod tysk, og ingen tog notits af den lidt sære gammeljomfru, som de troede hun var. I virkeligheden boede Valland sammen med en anden kvinde, hvilket også stadig var tys-tys - og uden tvivl havde tyskerne deporteret hende, hvis de vidste det. Homoseksualitet var ikke i deres smag.
Da Paris blev befriet sad Valland således inde med en enorm viden, men ville ikke give den til hvem som helst. Da hun møder en amerikaner fra Monuments Men-enheden får han skabt den fornødne tillid, og hendes notater fører til de mange opdagelser disse gør i blandt andet saltminerne i Tyskland.
Valland forbliver dog i skyggen selvom hun arbejder otte år i Tyskland efter krigen; hendes livsværk bliver at finde de retmæssige ejere - især de jødiske familier, der var forsvundet, men hvor andre familierelationer stadig levede og skulle arve. Hun fokuserede ikke kun på de store mesterværker, men tog sig af alle kunstgenstande, som varierede fra malerier og statuer til bøger, møbler og anden indretning. Alt sammen tyvstjålet. Hun deltog i Nürnberg-processerne, og hjalp til da en første film om disse handlinger blev indspillet i 1964. Altid i skyggen.
Monuments Men er udførligt beskrevet i blandt andet denne roman. Historien om et af de malerier, hun så i Jeu de Paume er beskrevet i en anden roman, og historien om altertavlen fra Gent beskrives her. Meget lidt plads er givet til Vallands rolle og nogle år efter krigen lod man hende da også vide, at det var på tide at begrave stridsøksen og komme videre. Hun fortsatte dog utrætteligt til sin død i 1980. Nok havde hun modtaget nogle ordener for sit arbejde; men ingen fra det officielle Frankrig mødte op til hendes anonyme begravelse i en lille fransk landsby. Det var faktisk en lidt tragisk og trist slutning.
Men år efter er der nu love vedtaget, der regulerer restitutionen af kunstgenstande til efterlevere af ofrene. Der er planer for evakuering af kunstgenstande i tilfælde af krig eller katastrofer. Hendes arbejde var ikke forgæves, men anerkendelsen kom meget sent. Stadig er der ikke nok fokus på Valland i fx Monuments Men-bogen, hvor det stadig er de amerikanske helte, der redder verden - og ikke en ydmyg men ihærdig kvinde.