Sunday, March 30, 2025

I min tid - Ulla Terkelsen

 


  • Dansk
  • 29.-30. marts
  • 320 sider

Det er allerede mange år siden jeg læste Ulla Terkelsens "første erindringer", der udkom allerede i 2011, lige da hun havde nået den officielle pensionsalder. Det stoppede hende jo som sagt ikke - og det er ærligt talt imponerende, at hun stadig orker at rejse og fare rundt. Man tænker jo heller aldrig over, at hun faktisk er fyldt 80 år? Ikke desto mindre er det hendes alder, og dermed har hun skrevet endnu en bog, der omhandler hendes liv og arbejde i de mange årtier.

Her beskrives barndommen, og vejen ind i journalistikken ansporet af oplevelserne i Polen i 1960'erne, og hendes erfaring fra bag Jerntæppet. Hun beskriver opstarten af TV2, men også arbejdet i monopolmastodonten DR før den tid. Det var en anden tid på mange måder - den tid, hvor man røg og drak i arbejdstiden - og inde på selve kontorerne. Hun har klogt nok specificeret disse detaljer for yngre læsere, der let kunne blive chokeret i deres wokeness.

Det er en langt mere faglig bog, der beskæftiger sig med politikken, journalistikken og samfundet end den første, hvor vi kom langt mere ind under huden på mennesket Ulla Terkelsen. Jeg fik faktisk lyst til at genlæse den anden - hvis altså jeg kan finde den i reolerne. For de to lagt sammen giver nok det perfekte og fulde billede. Denne virker mere politisk end personligt forankret, og det er jo en forfatters valg, hvor meget de vil dele ud af sig selv. Jeg var derfor ikke så rørt og "betaget" som jeg var af den første bog; det blev lidt for upersonligt. Endelig er det virkelig ærgerligt - og især for en journalist - at der er så mange dumme stavefejl. Jeg tænker, at det må irritere en person, der virker ret perfektionistisk i forhold til sit fag - men der mangler desværre en mindre kvalitetskontrol her.

Friday, March 28, 2025

The Florentines - Paul Strathern

 


  • Engelsk
  • 24.-28. marts
  • 400 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Paul Strathern er en engelsk forfatter med speciale i historie. Sidste år læste jeg hans bog om ti byer, der har markeret verdenshistorien, men han har især skrevet om Italien og renæssancen. Jeg var første gang i Firenze i 2001, og blev så fascineret af byen og dens historie, at jeg efterfølgende læste alt jeg kunne finde om byen og Medici-familien. Nu synes jeg det var tid til en lille genopfriskning inden jeg drager afsted igen på lørdag og denne gang i en hel uge. En uge, der er pakket med museer, kirker og kunst - jeg glæder mig til at gense kirken ikke mindst efter at have læst om den besværlige konstruktion af kuplen.

Stratherns bog om florentinerne handler ikke kun om herskerne - primært Medici-familien - men om alle de personer, der gjorde Firenze berømt og startede renæssancen. Som undertitlen siger er det fra Dante (1265-1321) til Galileo (1564-1642); en temmelig lang periode, der også kommer omkring Ucello, da Vinci, Michelangelo, Brunelleschi, Alberti og selvfølgelig de politiske aktører som Medici-familien og Savonarola.

Det er skrevet som en glidende overgang fra person til person, som bliver kulissen til byens historie og renæssancens udvikling; det er levende og spændende fortalt selvom der selvfølgelig var en masse "gengangere", når man har læst langt mere dybdegående biografier af en del af disse personer. Men præmissen her er at skildre deres indflydelse på byen og kunsten, og det leverer han virkelig godt.
Nu glæder jeg mig endnu mere til at stå med benene plantet i historien om nogle dage! 

Sunday, March 23, 2025

Jacaranda - Gaël Faye

 


  • Fransk
  • 22.-23. marts
  • 282 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

For syv år siden læste jeg Fayes debutroman, der vandt ungdommens Goncourt-pris; den er nu oversat til engelsk, men desværre ikke til dansk. 
Hans seneste roman, Jacaranda, toppede med det samme best seller-listerne i Frankrig - hans andet moderland, hvor han i dag bor og arbejder som musiker, rapper og altså forfatter.

Temaet er det samme; dog er det hverken en opfølgning til den første roman eller en selvbiografisk historie. Det er dog desværre manges historie. Alle de mange, der lykkeligvis ikke blev en af den million mennesker, der blev dræbt i den etniske udrensning af tutsier i 1994. Men som overlevede og må leve med ar på krop og sjæl.

I bogen er Milan samme alder som Faye selv; det har måske lettet processen at følge sin hovedperson kronologisk. Milan bor i Versailles udenfor Paris med sin franske far og rwandesiske mor, da han som 12-årig ser tv-billederne af massakren. Moderen taler ikke meget om sit hjemland og sin historie; så da hun en dag kommer hjem med Claude, får Milan blot at vide, at det er en fætter. Den lille Claude er på Milans alder, men taler ikke og er i choktilstand efter at have overlevet og fundet vej til Frankrig. Alligevel knytter de to drenge et bånd, og Milan er knust, da han en dag rejser hjem - han har overlevende familie i Kigali, og skal hjem til dem.

Da forældrene bliver skilt nogle år senere, tager moderen Milan med til Kigali på ferie. Her oplever han Afrika for første gang, men han møder også Claude igen og opdager, at det faktisk er hans onkel. Han møder en mormor - og forsøger at få moderen til at tale om sit liv. Det lykkes ham aldrig!

Men hans skæbne bliver knyttet til Claude og Kigali; han vender tilbage efter studierne, og ender med at slå sig permanent ned i Rwanda. Det er ikke uproblematisk at leve midt i traumerne; han lærer, hvor ømtåleligt emnet er, og Claude bebrejder ham til tider "letheden" i at komme som hvid og ikke kende til de sår, der stadig heler. Men han ser også retssager og henrettelser - frem til 2012 var der lokale retsforfølgelser kaldet Gacaca Courts, som foretog 1.9 millioner retssager, og der var selvsagt en stor del af selvjustits.

Parallelt med Milans historie følger vi Stella, hvis mor, Eusebie, var veninde med Milans mor. Hun mistede mand og fire børn, og fik senere Stella som alenemor. Stella sidder ofte oppe i jacarandatræet i deres have, hvor hun mener at kunne mærke de døde. Hendes mor kan heller ikke diskutere historien med hende, men hun får historier fra sin oldemor.

For både Milan og Stella handler det om at finde deres plads i en historie, de ikke var del af men alligevel ikke kan slippe ud af. Stella fordi hun er født nogle år senere, og Milan fordi han er hvid og europæer - at hans mor er rwandeser tæller ikke; de lokale ser ham kun som en hvid mand.

De skal opdage deres familiers historie for at forstå de komplicerede forhold det har skabt; og finde en vej frem i et fremtidigt Rwanda, der stadig afholder 100 officielle sørgedage hvert år fra starten på massakren den 7. april og hundrede dage frem. Lige så lang tid som konflikten varede. Det kan virke voldsomt, og det kan virke som om man ikke ønsker at komme videre. 

Men i en kontekst, hvor etniske fejder stadig ulmer, er det nødvendigt at bibevare disse mindedage for at forhindre, at noget sådant skulle ske igen. Der er mange barske men gode bøger om emnet, som jeg har skrevet om - de fleste kan findes i min anmeldelse af Fayes debutroman. Det er trods alt stadig kun kanp en generation siden det skete - og stadig en skamplet på det internationale samfund.

Friday, March 21, 2025

Une histoire de Paris par ceux qui l'ont fait - Graham Robb

 


  • Fransk
  • Marts
  • 656 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det er egentlig en bog skrevet på engelsk, men jeg købte den på det parisiske bymuseum - Musée Carnavalet - og altså oversat til fransk. Det er vel hverken helt fiktion eller hel faglitteratur - men små historier, der iscenesætter Paris fra sidste halvdel af det 18. århundrede frem til ca. 2010.

Alle historierne er derfor uafhængige af hinanden, og jeg læste den derfor lidt brudt over marts måned indimellem andre bøger. Når jeg ventede på en reservation fra biblioteket eller for at tage historierne netop som enkeltstående bidder. Der var dog en lille rød tråd igennem det hele - en person eller et sted, der føres videre til næste historie.

Mange af personerne er reelle personer - såsom Napoléon, Marie-Antoinette eller de Gaulle; men også Hitler, som på trods af sin store kærlighed til kunst og det faktum, at Paris var besat i flere år, kun besøgte Paris en gang i sit liv. Netop den historie var faktisk virkelig interessant.

Det er historier, der fortæller om byens historie og udvikling. Om nogle af de personer, der har gjort den til det, den er i dag - på godt og ondt. Som Haussmann, der raserede middelalderbyen for at skabe den arkitektur, der nu for os alle er synonym med Paris. Eller Pompidou, der elskede moderne kunst, skabte Pompidou-museet, men også havde planer om store skyskrabere, som der senere blev sat en stopper for. Heldigvis!

Der er socialpolitiske historier; der er kunst og kærlighed. Der er forbløffende lidt om mad, og intet om de kunstnere, der har boet i byen. Dem er der også skrevet om så mange andre gange. Her fokuseres på hvordan disse mennesker, der formede byens historie selv oplevede den. De er ikke alle berømte - en af de sidste historier handler om to unge drenge, der dør i en tragisk ulykke i 2005; den illustrerer byens forhold og sameksistens med de nye beboere, der er kommet fra andre lande som de tidligere kolonier. 

Jeg var selvfølgelig ikke lige begejstret for alle historierne; men set som en helhed var det en interessant bog.


Wednesday, March 19, 2025

Earth - John Boyne

 


  • Engelsk
  • 19. marts
  • 176 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har flere gange skrevet om gennemgående temaer i Boynes forfatterskab, og med denne serie af novellaer kommer vi virkelig ind til essensen af det. De planlagte fire bøger er opkaldt efter de fire elementer. Vand udkom som første bind; en virkelig stærk historie. Andet bind er Jorden, og tredje bind Ild er allerede udkommet, så vi blot mangler Luft.

De fire bind kan læses uafhængigt i den forstand, at historierne står alene. Men... der er en rød tråd. som man vil forvente det af en serie med præmissen at dække de fire elementer. I første bind møder vi perifert den unge Evan, som kæmper med sin homoseksualitet og faderens pres for at han skal blive fodboldspiller. Vanessa - hovedpersonen fra Water - ser ham forsøge at drukne sig inden han med sin mors hjælp forlader den lille irske ø.

I Earth starter vi med Evan, der skal møde op til en retssag, hvor han er dømt for at have filmet en voldtægt begået af hans ven. Krøllen på historien er, at nu er Evan en berømt - og rig - fodboldspiller. Et idol for unge. Et mål for unge piger. Men hvordan er han havnet her efter flugten hjemmefra?

I tilbageblik får vi historien om hans ankomst i England med drømmen om at blive maler - af den kunstneriske art vel at mærke. Men talentet er der ikke, så i stedet sælger han et af sine andre talenter. Evan er homoseksuel, og en smuk ung mand. Han bliver samlet op af en mand, der efter at have 'testet' ham sælger ham til midaldrende mænd, der lever deres homoseksualitet i skjul. Det går for det meste godt - men da han gives til en kendt offentlig personlighed udsættes han for så voldsomme overgreb, at han har både fysiske og psykiske ar.

I stedet finder han endelig vej ind i fodboldens verden; men ikke i hvilken som helst klub. Det er orkestreret, for Evan vil have kontrol over sit eget liv nu. Problemet er jo bare, at han er ødelagt på krop og sjæl. Han higer efter tryghed, kærlighed - alt det han har manglet i sin barndom. Alt det, han føler er forkert ved hans seksualitet og den måde den bliver mødt med.

Den er ikke helt så gribende som Water - indtil vi når de sidste to kapitler, hvor Evan træder i karakter. Til gengæld rammer vi utroligt tidssvarende emner som unge kvinders ret til at sige fra til sex. Om sociale medier, hvor private situationer udstilles gennem fotos og videoer; eller hvor personer diskuteres på nedgørende måder.

Referencen til jorden er tydelig. Det er jorden, Evan spiller fodbold på. Det er smagen af jord i munden, da han ligger slået ud af en afvisning. Det er den jord, hvor han har begravet et vigtigt stykke bevismateriale. Det er den jord - de rødder - moderen repræsenterer og den soliditet han skal finde tilbage eller måske frem til.

Jeg glæder mig virkelig til tredje bind; det er perfekte afsluttede historier, hvor vi alligevel genfinder nogle velkendte ansigter. Det er hurtig læsning - ligesom med Water startede jeg om morgenen på vej til arbejde, og var færdig om aftenen.





Sunday, March 16, 2025

Le roi des ombres (Sans Soleil II) - Jean-Christophe Grangé

 


  • Fransk
  • 13.-16. marts
  • 400 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat
Jeg ventede utålmodigt på andet bind i serien - hvilket heldigvis kun tog nogle dage. I slutningen af første bind var vi i 1982, og politiinspektør Swift havde fundet en morder. Dermed troede man, at sagen om de bestialske mord på dødeligt syge AIDS-patienter var ovre; men Swift havde stadig en nagende fornemmelse.

Nu er vi i 1986, og Heidi er væk fra pailletterne på de parisiske dansegulve. Hun holder nytår i Tanger med en rig reklamemand, der var del af inderkernen i homomiljøet i Paris. Men morderen er også tilbage - eller er det en anden? Det er svært at skrive meget om handlingen uden at afsløre for meget af kulminationen på første bind eller handlingen af andet bind. Men de tre musketerer - Swift, Heidi og lægen Ségur mødes igen for at opklare den stribe af mord, der forfølger dem ned i subsaharisk Afrika i en øde jungle. De er hele tiden lidt for sent, men morderen er der. Iblandt dem.

Der er symbolske elementer, som er Grangés varemærke; men vi holder os til de mere velkendte af slagsen. Swift har fra starten fundet en forbindelse til Caribien og de tidligere franske kolonier. Der er macheter, sukkerrør og gift fra en sjælden fisk. Så jagten ender i Haiti, som i 1986 var på randen af borgerkrig og kollaps efter det årelange diktatur under Papa Doc og Baby Doc. Nogle vil mene, at det ikke passer sig til en krimi; personligt er jeg ikke meget for de meget blodige krimier og fandt denne kombination af samfundspolitik og mysterie interessant. De to bind er et stort tidsbillede af begyndelsen af 1980'erne.

Jeg kunne dog ikke helt lide afslutningen; uden at afsløre for meget så synes jeg at de skyldige skal fanges! Men det var Grangé når han er bedst - en fornøjelse at genopdage ahm, som ikke blev mindre af mit eget memory trip med fransk og international popmusik, som der flittigt refereres til.

Monday, March 10, 2025

Disco Inferno (Sans Soleil I) - Jean-Christophe Grangé

 


  • Fransk
  • 8.-10. marts
  • 432 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Det er snart ti år siden jeg sidst læste en krimi af Jean-Christophe Grangé. Jeg tror jeg var kørt lidt træt i dem, og de blev i stigende grad voldelige, blodige, grænseoverskridende - og lidt for fantasifulde i plottet for en amatørkrimilæser som mig. Det blev til for mange skjulte symboler og mystiske sammenhænge, og jeg stod lidt af i historierne. Så jeg stoppede med at læse hans nyudgivelser.

Denne miniserie på to krimier har dog været vidt omtalt i de franske medier, og efter at have læst blot lidt om plottet vidste jeg, at dem måtte jeg læse.

Vi er i Paris i 1982, og Mitterrand er nyvalgt fransk præsident. Han har afviklet de sidste love, der gjorde homoseksualitet strafbart, og nu fester hele det homoseksuelle miljø. Det er 1980'erne med de sidste toner af discomusik, og en løssluppenhed, der aldrig tidligere er set. Men der er også mørke skyer, der trækker op - man begynder at se tilfælde af en underlig sygdom, der rammer tilsyneladende unge og sunde mænd, og inden for få måneder er de døende. Sygdommen får hurtigt navnet gay cancer - inden amerikanerne omdøber den til AIDS, og inden man ved, at den ikke er så selektiv i sine ofre. Det ved man ikke med sikkerhed endnu, og det homoseksuelle miljø reagerer ved enten at ignorere det (fordi de endelig kan være åbne) eller ved blot at feste endnu vildere (fordi de så sandsynligvis allerede er smittede).

Federico er en ung mand, der har haft et ganske aktivt sexliv. Han færdedes på byens mest berømte natklubber - Palace og Les Bains Douches - sammen med sin veninde, Heidi. Han solgte sig selv for penge, og sammen udøvede de også pengeafpresning af mænd, der ikke åbenlyst stod ved deres seksualitet. Han er virkelig døden nær nu, og kun den idealistiske læge Daniel Ségur, der er specialiseret i kønssygdomme besøger ham stadig. Miljøet har forkastet ham. 

Patrick Swift er politimand; han er gudesmuk - og meget heteroseksuel; ligesom lægen - og nu bliver de to kastet ud i en jagt på en bestialsk morder, der hærger i homomiljøet. Federico findes nemlig myrdet, og snart bliver endnu en døende myrdet.

Det er en rejse ind i 1980'ernes totale fest, der nu pludselig trues af denne mystiske sygdom - og en morder. Jeg kom til Paris i 1987, og som mange andre, der boede der i den periode, havde jeg min gang i netop disse natklubber. Le Palace, Les Bains Douches men også Régine, Le Queen, La Locomotive - det var én lang fest (og en kamp for at træde ind i de hellige haller). Men vi levede også med frygten for AIDS, som ikke længere var kendt som en homoseksuel sygdom. Så jeg befandt mig pludselig tilbage i mine meget unge år - og Grangés beskrivelser af tiden fik mig også til at tænke på alt det, jeg aldrig tænkte over. Vi dansede, Vi festede. Selvfølgelig var vi heller ikke forfulgt af en morder!

Vi er langt fra det overnaturlige i nogle af de krimier, der fik mig til at lægge Grangé på hylden. Om andet bind trækker mere i den retning vil vise sig - første bind er ren fornøjelse og en tur ned af Memory Lane for mig personligt. Jeg kan slet ikke vente på andet bind står klar på biblioteket - og hatten af for, at danske biblioteker allerede har den på hylden på fransk!

Thursday, March 6, 2025

Le défi de Jérusalem - Eric-Emmanuel Schmitt

 


  • Fransk
  • 5.-6. marts
  • 216 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde vist glemt, at jeg ikke var særlig begejstret for Schmitts historie om hans religiøse vækkelse i den afrikanske ørken for otte år siden. Jeg tænkte at en historie om Jerusalem ville være spændende, da det er en fascinerende by. Jeg læste for nogle år siden den virkelig interessante bog om byens historie, og jeg vil virkelig gerne tilbage og besøge den igen. Som tingene ser ud nu, kommer der dog nok til at gå et stykke tid!

Schmitt har aldrig lagt skjul på sin tro; mange af hans bøger drejer sig om religion - og ikke blot kristendommen, men alle verdens religioner. Han er filosof - men også betaget af religionens betydning i og for vores kultur. Så da han blev inviteret på en pilgrimsrejse af Vatikanet sagde han selvfølgelig ja.

Han flyver til Israel, hvor han støder til en gruppe fra Réunion - og sammen besøger de Bibelens vigtige byer, hvor Jesus levede, arbejdede - og døde. Det er selvfølgelig svært i dag at stå i fx Fødselskirken i Bethlehem og tro på, at det var lige her, at Maria fødte Jesus. For fandtes de? Hvordan kan man vide, at det var her? Der er uendeligt mange spørgsmål - men da jeg selv var der, var det åbenlyst, at de religiøse besøgende oprigtigt troede det. Han kommer også til at gå Smertens Vej i Jerusalem - turen Jesus gik med korset. 

Der er derfor interessante elementer, men det er for det første lidt rodet - for det andet er det temmelig selvforherligende. Han refererer i udstrakt grad til sine egne tidligere bøger - det er jo også en metode til at sælge! Så er der hans oplevelser i Gravkirken, hvor han mener at møde Jesus. Han kan i hvert fald fornemme ham, lugte ham og falder nærmest i trance. Der har jeg nok lidt svært ved at være med; men det er sandsynligvis blot min pragmatiske indstilling trods jeg virkelig holder af kirker, og også er mere troende end gennemsnittet.

Jeg havde lidt svært ved at blive begejstret af netop de samme årsager som jeg ikke brød mig meget om historien i ørkenen. Han har skrevet mange fantastiske romaner, men disse er ikke noget for mig.

Tuesday, March 4, 2025

Vi opklarer mord - Richard Osman

 


  • Engelsk
  • 2.-4. marts
  • 464 sider
  • Originaltitel: We Solve Murders
Efter de fire krimier om de pensionistdetektiverne bekendtgjorde Osman, at han ville give dem en pause og i stedet introducere en ny detektivkonstellation. Det er dem vi møder her - men det er vel snarere prologen til det, der skal blive til deres detektivbureau.

Amy Wheeler er privat bodyguard og er lige nu på en tropeø i Saint Lucia, hvor hun skal beskytte en berømt forfatter - den ældre Rosie D'Antonio. Denne er en farverig dame, der absolut er ældre end hun vil sige, men stadig nyder alkohol, mænd og narko i store mængder. Men hun er også truet på livet.
Desværre er Amy pludselig også truet på livet, da en temmelig indviklet affære involverer hende.

Der er temmelig mange karakterer at følge er; Amys chef, Jeff, som går under jorden. Hans tidligere partner og nu konkurrent, Henk og HR-chefen. Så er der den temmelig naive Felicity, som styrer et mediebureau, som pludselig og uventet tjener styrtende med penge efter det er blevet overtaget af nye ejere. Det eneste Felicity skal gøre er at videresende nogle emails. Det er her kernen i problemerne ligger.

Det er et skuffeselskab, som i realiteten hvidvasker penge gennem ukendte influencere. Folk, der drømmer om den helt store gevinst i livet, og blændes af idéen om en rejse til et eksotisk sted, hvor de skal reklamere for et ligegyldigt produkt. I virkeligheden bliver de myrdet, og Amy skal positioneres som morderen.

Den anden hovedperson er Amys svigerfar, Steve, som lever et stille liv i en stille engelsk landsby. Dagene går med at finde forsvundne katte, notere usædvanlig opførsel, gå på pubben og tale til den afdøde hustru Debbie. Amys mand hører man ikke meget til - han arbejder indenfor finans, og flyver også jorden rundt. Men nu får Amy svigerfar fløjet over i Rosies privatfly, og de skal sammen opklare sagen - selvfølgelig bliver det et komisk sammenstød mellem Steves stillesiddende nervøse natur og den absolut flamboyante Rosie.

Men, men, men - der er alt for mange personer, der i nogle tilfælde optræder periferisk. Der gøres godt grin med influencerverdenen, Dubai- millionærer etc. - men det er ikke helt nok i mine øjne.
Jeg manglede den dybde i personerne, som der var i de fire bind om pensionisterne. De udviklede sig dog også over tid - specielt det sidste bind gav mulighed for at stikke et lag dybere, fordi man havde haft tid til at bygge karaktererne op. Det kan også ske her, og det er nok for tidligt at vurdere - men jeg lagde dog mærke til, at han i takkeordet til sidst skriver, at der er gensyn med pensionistklubben om et år. Dem foretrækker jeg - og måske vil han skifte mellem de to sæt protagonister?


Saturday, March 1, 2025

Tata - Valérie Perrin

 


  • Fransk
  • 27. februar - 1. marts
  • 640 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Den franske forfatter Valérie Perrin har nu så stor international succes, at alle hendes tidligere romaner er oversat til dansk. Vand til blomster er ved at blive filmatiseret, og kommer i nok i slutningen af året. I mellemtiden er hun selv udkommet med endnu en roman, som heldigvis er at finde på fransk på danske biblioteker. Det hjælper gevaldigt i mit mål om at halvdelen af mit læsestof skal komme derfra - det sparer penge, miljøet og ikke mindst hyldeplads. Når man så sluger en stor roman som denne på tre dage giver det jo kun endnu bedre mening!

Tata er det franske kælenavn for tante - uanset om det er blodsbeslægtet som vores moster eller faster eller gennem ægteskab. Agnès er 38 år gammel i 2010, da hun bliver ringet op af politiet, der informerer hende om, at hendes tata er død. Det er hendes faster, men problemet er blot, at hun fik et lignende telefonopkald tre år tidligere, da hun boede i Los Angeles. Man kan jo ikke dø to gange?

Hun rejser hjem til landsbyen, hvor fasteren boede hele livet og hvor hendes egen far også kom fra. Faderen blev en berømt koncertpianist, og rejste verden rundt. Fasteren blev ved sin læst i bogstaveligste forstand, da hun var skomager i den lille landsby, hvor alle kendte alle. Byen Gueugnon er ikke opdigtet, og Wikipedia fortæller mig, at der bor 6.547 indbyggere nu. Hvordan kunne hun gemme sig der i tre år uden, at nogen vidste det?

Tata - eller Colette som hun hedder - var desuden den lokale fodboldklubs største fan, så alle deres kampe. Ville hun gå glip af det?

Tilbage i Gueugnon møder Agnès barndomsvennerne; hun tilbragte alle sine skoleferier i byen, og også nogle af Colettes venner. Nogle af dem vidste, at hun levede i skjul. Men hvem ligger så begravet i hendes sted og hvorfor var det nødvendigt at skjule sig.

Det er ikke en krimi men en opdagelse tilbage i Colettes liv, som viser sig at være langt mere nuanceret end Agnès naivt og lidt nedladende troede som teenager. Det bliver en optrevling af hele hendes families historie samt en del andres. Vi kommer vidt omkring, og det springer i tid og sted - men alle trådene samles til sidst. Eller næsten! For ligesom i Tre mangler jeg afslutningen på en enkelt protagonist; vedkommende omtales kun i datid, men har været definerende for flere af de implicerede og kun under et kaldenavn. Hvem det virkelig var får vi aldrig at vide. Det er ikke vigtigt - men pirrer min nysgerrighed.

Derudover er det bare genial hyggelæsning i et godt tempo med mange skift og overraskelser. En roman, der uden tvivl også bliver oversat til dansk og man kan godt glæde sig.