Lettres à un jeune romancier sénégalais - Alain Mabanckou

 

• Fransk
• 18. august
• 160 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den bog, jeg havde planlagt at læse i flyet i morgen, kom jeg til at læse i dag - det går ganske enkelt ikke for mig ikke at have gang i en bog!

Det er min attende bog af den congolesiske fransksprogede forfatter og universitetsprofessor - en af dem var inden bloggen startede. Jeg føler nærmest, at hver gang der er en udgivelse i lommeformat, så udkommer den næste. De skifter desuden med næsten militær præcision mellem fiktion og non-fiktion. Selvom jeg ikke læser dem kronologisk, da paperback-udgivelserne nogle gange trækker ud, så køber jeg dem alle. Dog har jeg jo en forkærlighed for hans romaner med den helt specielle afrikanske humor. 

Denne gang er det dog snarere en form for interview, der er lavet i brevform til en ung senegalesisk aspirerende forfatter, han har mødt i Dakar. Om dette reelt er sket, ved jeg ikke - måske er det bare en iscenesættelse for at overbringe sit budskab om forfatterskabet. Det er ikke nyt - Mabanckou har flere gange skrevet om især afrikansk og afro-amerikansk litteratur i fx hans indtrædelsestale til Collège de France eller hans antologi af amerikanske historier. 

I de cirka tyve breve fortæller han om udgivelsen af sin første roman, hans forhold til "klassikere" og hvordan det ikke er nødvendigvis er de samme, som forfatterne selv mener. Han kommer ind på sin opdagelse af litteraturen på skolebænken i Brazzaville - hvor der var forbud mod at tale fransk. Det blev straffet ved at eleven skulle bære et stykke råt kød om halsen. I en stegende afrikansk hede kan man levende forestille sig det inferno af insekter, det tiltrak! 

Det er selvfølgelig virkelig barske metoder; og Mabanckou er en ivrig forsvarer af afrikansk kultur inklusive at skrive på de originale sprog, selvom han selv skriver på fransk. Jeg startede engang på at lære wolof, og i en tid også lingala - det var frustrerende at disse sprog ikke synes at have en generel og entydig regel for fx stavning. I dag har jeg glemt det meste - og selvom fransk er nok så svært at lære, så har det da fordelen af at være entydigt!

Et andet interessant kapitel (brev) er det om oversættelser. Jeg læser jo mest på originalsprog. Læser jeg oversættelser finder jeg typisk en version, der tiltaler mig, og holder fast i den. Således læser jeg altid Orhan Pamuk på fransk - og nu kender jeg hans univers på det sprog, og det er i øvrigt tit den samme forfatter. Det samme gælder Gabriel Garcia Marquez, hvor jeg synes poesien på fransk passer bedre. Mabanckou fortæller om sit forhold til oversættelser af sine romaner, og hvorledes han ville give en modtaget pris til den israelske oversætter, da han mente hun havde gjort arbejdet. Det er en interessant diskussion - for der er ingen tvivl om, at det er hårdt arbejde og en dårlig oversættelse kan ødelægge en muligvis god historie.

Er det så en hel bog værd? Der er meget luft i den; og det kunne lige så godt have været et par interviews eller podcasts. Men Mabanckou er jo universitetsprofessor, og arbejder med afhandlinger. Nogle af hans bøger kommer derfor til at virke som sådanne - men han ar altid interessante observationer.

Alligevel glæder jeg mig nu mere til udgivelsen af hans nye roman, som ser ud til at være en retur til hans originale stil! 

Twentieth Century Paris (1900-1950) - Marie-José Gransard

 

• Engelsk
• 14.-17. august
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nu er det endelig blevet tid til tre ugers sommerferie - og jeg har en smuk stak af ni nyere franske romaner liggende, som kun venter på at komme i kufferten. Indtil da havde jeg lige tid til en lille perle fra biblioteket - en "biografi" af de mange forfattere og kunstnere, der fandt deres inspiration eller deres nye hjemland i Paris i det 20. århundrede.

Den opmærksomme læser vil vide, at jeg har læst meget faglitteratur om disse personer og hvad, der reelt skete i Paris i disse skelsættende år for kunsten uanset om det var maleri, skulptur, musik, litteratur eller dans! Hele verden mødtes i Montparnasse. Så måske var der ikke så meget nyt i det - men jeg har tidligere fokuseret en del på malerkunst, som er min passion. Men litteratur er jo også min passion, og her fik jeg hurtigt føjet en del titler til huskelisten. Selvom det er romaner, der er omkring de hundrede år gamle, er mange blevet klassikere, som sagtens kan findes endnu.

Den nok mest kendte roman om dette Paris er Hemingways beskrivelse, men jeg skal også have læst romanen om hans hustru skrevet af Paula McLain. Tidligere i år læste jeg biografien af Giacometti, som havde et tæt samarbejde med forfatteren Samuel Beckett - mange kunstformer i netop denne periode interagerede på måder, man aldrig tidligere havde set. Dan Franck har skrevet den fantastiske biografi af Bohème-miljøet, hvor også mange forfattere optræder. Han har forsøgt at romantisere det i en roman, der dog ikke er særlig vellykket. Hvis man vil læse vellykkede romaner er der fx den romantiserede biografi af Robert Desnos eller Françoise Gilots erindringsbog om livet med Picasso, hvor mange andre kunstnere også optræder.

Her er de alle samlet, og krydser hinandens liv - det er ikke kronologisk, men snarere samlet i tematiske kapitler. Der er dem i eksil. Der er mæcenerne. Der er de honoseksuelle, især en gruppe lesbiske forfattere, som i Paris fandt det frirum til at leve som de ville. Paris - og Frankrig - var langt mere tolerant end England eller USA. Nogle skikkelser træder tydeligt frem; det helt store ikon var jo den amerikanske kunstmæcen Gertrude Stein, som var tæt med Picasso og ses i Woody Allens film Midnight in Paris. En anden prominent udlænding i Paris var Sylvia Beach, som åbnede boghandlen Shakespeare and Company, som man kan læse om her, og som selvfølgelig er selvskreven på enhver bibliofils rejse til Paris på trods af de massive horder af turister, man nu finder der. Jeg opdagede Djuna Barnes - ikke den danske forfatter, men den originale amerikanske forfatter, som inspirerede hendes pseudonym. Hendes mest kendte værk er nu på listen.

Forfatteren giver os alle de adresser, de boede på samt de steder, de spiste, drak, horede og morede sig. Hvis man vil i deres fodspor i byen er det bare at tjekke listerne i slutningen af bogen. Forbløffende mange caféer og restauranter findes stadig, mens det nok er mere tvivlsomt med bordellerne - jeg har ikke tænkt mig at tjekke dem, men der er mange steder jeg lige vil slå forbi næste gang jeg er i Paris. Forhåbentlig i slutningen af året!

Hemingway sagde, der er ingen ende på Paris, og det er nok derfor, der stadig er bøger at skrive om byen og de mennesker, der levede der. Og derfor jeg bliver ved med at opsøge dem!

Skygger over Hudsonfloden - Isaac Bashevis Singer

 

• Fransk
• 7.-13. august
• 919 sider
• Fransk titel: Ombres sur l'Hudson

For temmelig mange år siden læste jeg en af Singers mammutromaner, som først udkom i 1950. Da jeg var i Warszawa for nogle måneder siden købte jeg på det jødiske museum hans selvbiografiske samling af historier fra barndommen, og så fik jeg lyst til at læse flere af hans romaner. Han skrev sine værker på jiddisch, selvom han boede i USA fra 1935. Så jeg valgte at læse den på fransk, selvom en del sagtens kan findes på dansk på danske biblioteker.

Romanen foregår i New York fra 1947-48, og følger en gruppe jøder, som forsøger at holde sammen i det nye fremmede land. Nogle har været der i en del år - de kom ud af Europa i tide - mens andre er ankommet efter krigen, og i flere tilfælde efter kz-lejre. Disse sidste har mistet hele deres familie, og sammen forsøger de nu at skabe en ny og holde fast i deres traditioner.

I centrum af romanen er Boris Makaver; en midaldrende forretningsmand, der er enkemand og har en datter, Anna, i starten af 30'erne. Han er ganske velhavende, og samler tit den lille gruppe til sammenkomster i sit hjem, hvor de flittigt diskuterer alt fra judaisme til kommunisme, som er det helt store samtaleemne i tiden. Europa i efterkrigstiden er jo også mærket af Ruslands nye styre, og mange af dem stammer fra lande, der nu er under russisk dominans.

Anna har et ægteskab bag sig, og er nu ulykkelig gift med den langt ældre Luria. Da hun møder Grein, som underviste hende som barn i Polen, er det den helt store kærlighed. Grein er gift med Leah, men har også flere elskerinder hvoraf den faste, Esther, har varet i elleve år. Grein er midt i en livskrise af kedsomhed og rutine, så da Anna pludselig er der, ser han det som løsningen og de to stikker af sammen.

Det skaber røre i den lille kreds, hvor alle kender alle. Boris slår hånden af sin datter, og begynder at fundere over, om han er skyld i det? Deres nye liv i USA har fjernet dem fra de jødiske traditioner, og de yngre generationer interesserer sig mere for penge og morskab. 

Greins og Annas forhold bliver ikke nemt; Grein er i bund og grund rastløs - han går fra Leah og Esther til Anna; så tilbage til Leah, og endelig til Esther. Blot for til sidst at ende som dybt religiøs eremit i den nyoprettede stat Israel. Men undervejs er Annas mand død og Grein mener deres forhold har slået ham ihjel. Mange af protagonisterne kæmper med skyldfølelse over at have overlevet krigen, mens deres ægtefæller og børn er døde. De relationer, de etablerer nu, er mærket af denne skyldfølelse og de sætter spørgsmålstegn ved deres religion.

Singer var opdraget med strenge jødiske traditioner. Hans far var rabbiner, og barndommen var ortodoks. Som ung mand blev han optaget af de moderne filosoffer og indtog en mere sekulær holdning til religionen og efter flytningen til USA blev han direkte ateist. Han kæmpede med troen, når Holocaust kunne ske. Det dilemma ses i hans romaner - både i Familien Moskat, hvor hovedpersonen forkaster religionen, men også her, hvor samtlige protagonister kæmper med religiøse dilemmaer og hvordan de skal forene troen med at leve i et andet land og en anden verdensorden.

Det er ligesom den første roman, jeg læste, en temmelig omfattende og kompleks sag. Der er meget religion og filosofi, men Singer formår at levere det på en interessant måde selvom det selvfølgelig er præget af at være skrevet i 1957. Først og fremmest er det nok interessant at se, hvor kritisk Singer var overfor zionismen. Han skelner tydeligt mellem jødedommen som religion og zionismen som politik - en holdning, der nok er værd at huske på lige nu.

Det er nok ikke den type roman, der er mest populær nu - af mange årsager. Ikke desto mindre er den interessant for de emner, den behandler om skyld, tro, eksil og personlig lykke.

Ithaka - Mich Vraa

 

• Dansk
• 4.-6. august
• 390 sider

Jeg har læst samtlige af Mich Vraas bøger - nogle er skrevet med en medforfatter, og de fleste har omhandlet danske historiske begivenheder som slavehandlen, Korea-krigen eller de hvide busser. Hans seneste roman adskilte sig allerede lidt med historien om prins Henrik, men denne gang er vi virkelig ovre i et helt andet univers.

Mich Vraa har selv en historie med Grækenland, som han beskriver i epilogen - det er et land, der har betydet meget for ham og hans familie og han er tydeligvis også fan af den græske mytologi og de homeriske digte, som han flittigt refererer til i denne roman.

Alex Harper er 62 år gammel, fraskilt fra sin fjorten år yngre hustru og en anerkendt forfatter. Primært grundet en enkelt roman udgivet tolv år tidligere, men som har givet ham berømmelse og økonomisk frihed. Han er delvist fanget i en midtlivskrise; han savner sin ekskone, og hans voksne datter bor i USA, og han har meget lidt kontakt med hende. Hans egen far forsvandt fra familien, da han var fjorten år gammel - så han bliver noget overrasket, da han får at vide, at denne er døende og gerne vil se ham.

Alex rejser til Ithaka - som jo også var Odysseus' hjemstavn - men han tøver med at besøge faderen. I stedet drysser han rundt i den lille landsby, og møder Alison, som han viser sig at være i familie med. Han ser tilbage på sin barndom og faderens svigt, og på sit fallerede ægteskab - og han funderer over sin dødelighed. Han udforsker nogle af de steder han i sin tid kom med sin far, der var opsat på at bevise, at Odysseus virkelig havde levet på Ithaka for tretusinde år siden.

Han bearbejder sorgen over tabet af faderen - og kommer på sin egen episke odyssé med rustvognen til en nærliggende ø; og livet tager pludselig nogle voldsomme vendinger. Der er store naturkræfter på spil - præcis som det skal være i en græsk tragedie; men Alex som Odysseus kommer helskindet ud på den anden side vel vidende, at han er dødelig. At han ikke er perfekt, at han skal kæmpe for dem, han elsker - men at livet virkelig er det værd.

Det er en selvransagende roman om en voksen mands coming of age på et sent tidspunkt i livet. Den er meget forskellig fra Vraas andre romaner, og jeg var ikke ovenud begejstret hele vejen igennem. Nogle passager blev lidt for langsommelige for at kulminere voldsomt mod slutningen. 

Når man i en roman læser om en anden "fiktiv" roman, kan denne nogle gange blive helt levende. Sådan er det også med Alex Harpers roman i Mich Vraas roman; den optræder så levende og endog med citater mange steder i historien. Da der samtidig er en del citater fra reelle romaner, kan man næsten glemme, at lige netop denne er opdigtet - for nu vil man jo læse den roman! Måske er det den næste roman Vraa skal skrive, for den virker næsten helstøbt i tankerne.

Paris, City of Dreams - Mary McAuliffe

 

• Engelsk
• 2.-3. august
• 344 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg er begyndt at lægge mere mærke til de anbefalinger Bibliotekets app viser mig; det er tit ikke min smag, men der må jo være en algoritme baseret på mine lån? Nogle gange viser de sig at ramme rigtigt! Historiebøger er absolut et pletskud!

Som tidligere pariser, absolut frankofil (og frankofon) og passioneret historiefreak var dette et oplagt bud. Jeg kredser tit langt mere om renæssancen og perioden efter den franske revolution er i hvert fald noget mere ukendt land for mig. Det blev der heldigvis lavet om på nu.

Napoléon III var Bonapartes nevø, der i 1848 blev valgt som præsident i Frankrig. Men ambitionerne var langt større - med det efternavn besluttede han i 1851 at lave et statskup, som kunne gøre ham til kejser. Trods revolutionen blot tres år tidligere accepterede franskmændene det, og han blev landets sidste monark. Hans politik var i lang baseret på at forbedre vilkårene for især de fattige i Paris, som jo udgjorde langt størstedelen af den franske befolkning. Paris var stadig en by præget af middelalderens huse med dårlig sanitet og hygiejne. Det var ikke det Paris, som vi kender i dag - og som har skabt byens renommé som en af de smukkeste byer i verden. Det lavede Napoléon III om på med hjælp fra Haussmann, som er indbegrebet af parisisk arkitektur.

Haussmann stod bag nedrivningen af de mange små gyder, der også var nemme at blokere med barrikader, som det var sket under oprøret i 1848 som beskrevet af Victor Hugo i Les Misérables. Nu skulle der store brede boulevarder til, og husene skulle bygges efter nøje planlagte tegninger for at skabe en harmoni i gadebilledet. Nogle af hans planer var radikale og skabte furore - og bland andet Victor Hugo var en fortaler for det gamle kringlede Paris. Hugos roman Notre-Dame de Paris havde i 1830'erne været den primære årsag til at man endelig gjorde noget for at redde den gamle katedral fra ruin, og nu gik han i brechen for Haussmanns planer. Hugo var heller ikke royalist, så det førte til hans nitten år lange eksil i Bruxelles og på Guernsey.

Bogen tager os igennem Napoléon III's regeringstid til han styrtes efter krigen mod Preussen i 1870. Vi følger genopbygningen af Paris med anlægningen af parker, operahus, pladsen omkring Triumfbuen og de mange avenuer, der i dag er en selvfølge for os. Nedrivningen af stort set hele Ile de la Cité for at skabe plads omkring Notre-Dame, så man kunne se den smukke katedral men også den vigtige tilførsel af vand til storbyen. Haussmann stod også for udvidelsen af Paris til de i dag tyve arrondissementer, og nok kan man have lyst til at opleve Paris fra tiden før - men han gjorde Paris til en superstar.

Det var selvfølgelig ikke uden omkostninger, og i bogen møder vi også modstanderne og de mange problemer undervejs. Vi møder de mange kunstnere, som endnu blot var unge men senere definerede fransk kunst - Pissarro, Degas, Monet, Manet, Bizet, Zola, Goncourt-brødrene og Sarah Bernhard. 

Man skal nok have et ret indgående kendskab til Paris for at nyde dette meget detaljerede stykke historie - for man skal kunne visualisere de mange gadenavne, der konstant nævnes. Samtidig forstår man også hvorfor de fik de navne, de har i dag. Man kan komme med på en lang spadseretur rundt i byen og fornemme stemningen, som pariserne oplevede den, mens de levede på en årtier lang byggeplads.

Det er dog også den politiske historie om dette sidste monarki, og hvordan kejserens drømme nok byggede Paris, men også kostede ham tronen.

Air - John Boyne

 

• Engelsk
• 1. august
• 176 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg læste den første roman om elementerne for lidt mere end et år siden; i foråret fulgte andet og tredje bind, og endelig kunne jeg få ringen sluttet. De fire elementer - Vand, Jord, Ild og Luft - er alle lige lange, og jeg har læst dem alle på en dag. Når man er i gang er det umuligt at stoppe.

De skal læses i rækkefølge - intet andet giver mening; for der er personer, der går igen, og jeg forventede præcist det, der skete i den sidste bog. Det hele blev samlet på den smukkeste måde.

Hovedpersonen er Aaron, der fylder fyrre år netop som han sammen med sin 14-årige flyver fra Australien til Irland. Vi ved ikke i starten hvorfor, men gradvist udfolder relationerne sig. Aarons ekskones mor er død - og det trækker en tråd tilbage til første bind. Aaron selv har også en problematisk fortid - og vi er tilbage i tredje bind (og tildels også andet bind).

Det er svært at fortælle uden at afsløre for meget; men luften symboliserer her mange ting. Historien starter med en lang flyvetur. Aarons ekskone er pilot. Der er en begravelse ... stige til himmels. Endelig er der den luft, som endelig kan finde plads ind i Aarons liv, og give ham fred og tilgivelse for de ting, han har oplevet.

Hans egen søn er samme alder, som Aaron var, da hans liv tog en brat drejning - og som alenefar kæmper han nu med at beskytte Emmett og samtidig respektere hans behov for selvstændighed som teenager. En hændelse, som har defineret hele hans voksenliv og hans forhold til kvinder. 

De fire historier dækker over en samlet periode på mere end fyrre år med de forskellige protagonisters tilbageblik i deres liv. Trådene krydses flere gange, og de interagerer på forskellig vis i de andres liv. Men tilbage på den irske ø får man fornemmelsen af, at de kan komme videre.

Jeg skrev i min anmeldelse af andet bind, at de kan læses selvstændigt af hinanden, hvilket principielt er korrekt. Hver historie er en egen historie; men symbolikken giver mening, når man har helheden og læser dem kronologisk. Jeg er igen imponeret over, hvor vidtrækkende og komplet en historie Boyne kan præstere på under to hundrede sider. Virkelig et mesterstykke! 

På sporet af apostlene - Erik Bjerager

 

• Dansk
• 30.-31. juli
• 248 sider

En af aftenens historier i nyhederne var en opgørelse over danskernes svigtende tro - i den religiøse forstand. Vi tror ikke længere som vi gjorde før, hvilket måske ikke overrasker, når man ser brugen af danske kirker. Alligevel er der en form for tro på noget andet og større end os selv, og jeg er overbevist om, at vi har et behov for den slags tro. Hvordan den udtrykker sig er et personligt og privat spørgsmål.

Der er dog også stadig et marked for bøger om tro, religion og symboler - jeg ser flere og flere nyudgivelser, som rammer ind i den målgruppe. Så måske er det en tendens, der vil stige igen - eller også er det fordi vi går mere faktuelt til værks?

Jeg kan lide symbolerne i den katolske kirke, som jo er det gennemgående træk i renæssancekunsten, som står mit hjerte så nær. Der er jo en hel videnskab - hagiografi - som hjælper os i tydningen af symboler i disse malerier, og så er der de mange relikvier, som trækker pilgrimme til bestemte kirker og steder. Det er den rejse vi kommer med på over hele Europa, og så langt væk som Indien og Israel (selvfølgelig!).

De tolv apostle - hvis man antager, at de fandtes - døde som regel en martyrdød, og deres jordiske rester hviler i diverse kirker. Enten som hele grave, som det antages for Sankt Peter i Rom eller som dele - eller relikvier. Nogle grave er velbesøgte og kendte pilgrimssteder siden middelalderen, mens andre i dag befinder sig i områder, hvor kristendommen har måttet vige pladsen for andre religioner. Især i Tyrkiet gøres der intet for at fremvise, promovere eller beskytte disse mindesteder, der er i opposition med islam. Men også i Trier i Tyskland, hvor protestantismen nu regerer, er det en lille udsøgt skare, der i dag værner om symbolerne.

Forfatteren rejser til disse tolv grave - samt den trettende apostels (ham, der erstattede Judas) - og møder både turister og dem, der til dagligt bor og arbejder der. Jeg opsøger selv enhver katolsk kirke jeg ser, men det er ikke båret af en bestemt person - ligesom for mange af de turister, han møder. Mange er måske ikke troende, men besøget i et kirkerum giver os alligevel noget. Munkene og præsterne har jo en anden tilgang; alligevel var det forfriskende at læse, at flere ganske godt er klar over det absurde i de mange relikvier. Disse apostle - som alle helgener - lader til at have haft to hoveder, fem ben og tyve fingre! Men man skal jo netop ikke tage det så bogstaveligt - for der er intet ved religion, der er så faktuelt.

Bogen er fint illustreret med billeder af de besøgte steder og malerier af apostlene; der irriterede det mig dog, at selvom kunstner og årstal tit var angivet, så manglede der information om maleriets titel og nuværende placering. Det er god stil synes jeg at have en billedkilde med angivelse af museum eller lignende. Ligeledes manglede der en indholdsfortegnelse, som jeg synes hører med til et faglitterært værk.

Ellers var det en glimrende rejsebeskrivelse for os, der savner katolske kirker i Danmark!

Une belle vie - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 29. juli
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er uden tvivl easy-read bøger - men dermed ikke være sagt, at det er banalt eller indholdsløst! Jeg kan sagtens forstå Grimaldi har så overvældende succes i Frankrig, og op mod ferieperioden ser jeg jævnligt artikler i franske medier med lister over hendes bedste bøger til ferien. Det er dog også bøger jeg nu ved ikke skal indkøbes - for jeg startede lidt mandag aften i denne, så kom jeg rigtigt ind i den tirsdag morgen med min kaffe, og lige ved sengetid lukkede jeg den. 

Det kører i et højt tempo med mange korte kapitler, der skifter i tid. Vi starter i 1980, da Emma er fem år gammel og får en lillesøster, Agathe. De to pigers vinkler deles i parallelle spor op igennem de næste fyrre år. Hver tredje kapitel foregår så i nutiden, hvor de to søstre mødes i deres farmors hus ved stranden i Baskerlandet. Hun er død nogle måneder inden, og huset er solgt. De to søstre har ikke set hinanden i fem år eller endog talt med hinanden. Men nu tager Emma initiativ til, at de skal tilbringe en uge sammen.

Igennem de mange tilbageblik forstår vi den komplekse baggrund. En skilsmisse, og en far, der dør alt for tidligt. En mor, der er voldelig og alkoholisk. Agathe, der kæmper med det, der senere viser sig at være en bipolar diagnose. Emma, der kæmper med at blive gravid. De to søstre, der kæmper først for at beskytte sig mod moderen og senere for at skabe deres egne liv uafhængig t af hinanden. De er meget tætte og farmoderens hus er deres fristed i barndommen og ungdommen. Men det er også så symbiotisk, at det kan være svært at stå på egne ben.

Der er mange elementer i deres relation, som vil virke bekendte for alle søskende - måske endda mere for søstre (eller søskende af samme køn). Der behøver ikke at være så mange alvorlige elementer - vi kender nok alle følelsen af jalousi eller at sammenligne os med en søskende.

Deres ene uge sammen skal hele det sår. men Emma har også opsøgt Agathe i et andet ærinde. Jeg havde gættet, hvor det ville bære hen - og det var godt, jeg sluttede den hjemme. For der kom tårer til sidst!

Les Effinger II - Gabriele Tergit

 

• Fransk
• 26.-28. juli
• 528 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Man skal altid have næste bind i en serie stående klar! Man er inde i historien, og hvor forfatteren har valgt at bryde den kan være afhængig af sideantal eller med en kæmpe cliffhanger. I tilfældet med denne tobindsserie var det ved deklarationen af 1. Verdenskrig, som afsluttede første bind. 

De to jødiske familier - Effinger og Oppner - sender deres unge mænd til fronten, mens de tilbageværende stolte oppebærer den tyske fane. For de føler samme ansvar og samme stolthed over at være tyskere, som alle de andre, der kæmper i skyttegravene og i hjemmene. Men de mister også nogle, og andre bliver taget til fange. 

Efter krigen er der kampen for at finde mad, og den stigende inflation, som Tyskland som krigens taber blev udsat for. Men det er også 1920'ener med cabareter i Berlin, og kvindernes frigørelse. Familiens unge kvinder tager ikke til takke med en udvalgt ægtemand af god herkomst, og den ældre generation fortvivles over tidernes forfald.

Bogen springer i perioder over flere år og det er små detaljer som alder eller dødsfald, der indikerer, hvor vi er - ikke mindst ved hjælp af stamtræet. Så det hele kommer også snigende - som det gjorde for dem, der levede i Tyskland i 1930'erne. En ny regering og en ny mand, der havde radikalt andre ideer for landets fremtid. Der er tegn. Der er attituder blandt kolleger og bekendte. Der er mere åbenlys chikane i gadebilledet. Men i bund og grund tror alle, at det er en fase. Det vil gå over. For man vil jo ikke tage alt fra dem, der har levet i landet i generationer, og bidraget til økonomien.

Det er nok det mest tragiske element i denne periode op til krigen og deportationerne. Folk stolede på ganske almindelig sund fornuft og måske lidt for meget på det gode i mennesker. Fordi alternativet var så grotesk og uhørt at man ikke kunne forestille sig det. Alligevel sker det jo, selvom vi i bogen kommer meget "let" hen over slutningen.

Jeg kunne efterfølgende læse, at Tergit begyndte denne roman i 1938. Der var ikke nogen forlag, der ville have den - generelt var der mere efterspørgsel på historier, der foregik alle andre steder end i Tyskland. Det var måske ilde set, at tyske forfattere skulle skrive om disse uhyrligheder. Jødiske historier kom fra de besatte lande. Men Tergit ville indkapsle hvad det betød at være tysk jøde i perioden op til - og her rammer romanens tidsramme fint. Det er nødvendigt at have krigene fra 1870 med i billedet lige som 1. Verdenskrig for at illustrere, hvor integrerede de var. De modtog dekorationer for deres heltegerninger i krig for landet, men pludselig var de uønskede.

Derfor er slutningen måske blevet lidt forhastet. Vi aner, at mange endte i lejrene - og stamtræets årstal bekræfter det. Nogle nåede at flygte til Palæstina - som Tergit selv - og så ender vi i Berlin i murbrokkerne i en ødelagt by. 

Den står i sin helhed ikke lige så stærkt som Sarah Frydmans saga; det er langt mere politisk, og personerne bliver talerør for forfatterens ideologiske holdninger på bekostning af en reel personlighed, vi kan identificere os med. En anelse for meget overflade - men Tergits baggrund er mere journalistisk end romanforfatter. Der er dog bedre litteratur, hvis man ønsker at uddybe denne tidsperiode.

Les Effinger I - Gabriele Tergit

 

• Fransk
• 21.-25. juli
• 592 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Gabriele Tergit er en tysk forfatter fra det 20. århundrede (1894-1982). Hun var født Elise Hirschmann - og derfor af jødisk afstamning. Hun var født ind i en velstående industriel familie i Berlin, men gik i en mere "normal" skole for døtre af hendes kaliber. Hun flygtede fra Tyskland i 1933, og endte i 1938 i London, hvor hun boede resten af sit liv. Hun var journalist i Tyskland, men efter krigen debuterede hun som forfatter med denne familiesaga (1951), som dog fik lunkne anmeldelser ved udgivelsen. Den blev genudgivet i 2023 - med langt større succes. Efterkrigstiden var præget af stærke vidnesbyrd som Anne Franks dagbog, Primo Levis førstehåndsberetning om Auschwitz og måske et forsøg på at forstå den gru, de havde været udsat for. Der var ikke den samme appetit, tror jeg, for de lange sagaer, der skildrede optakten til antisemitismen og blotlagde den skyldfølelse mange tyskere må have følt lige efter krigen. Hvordan forklarer man, at mennesker man levede sammen med - naboer, venner, kolleger - pludselig skulle stigmatiseres i et samfund, de følte de var en del af?

I februar læste jeg Frydmans saga om den jødiske familie i Wien, og der er selvfølgelig visse paralleller. Dog er vi i Tyskland nu, og starter blot en anelse tidligere - nemlig i 1878. Effinger-familien er ved at skabe deres navn. Den unge Paul vil starte en fabrik, og hans bror Karl gifter sig ind i den rige bankfamilie Oppner. Det er disse to grene af familier vi følger over fire generationer.

Oppner-familien bor i store fine huse i Berlin. Omgivet af tjenestefolk, inviteret ved hoffet og mændene har været aktive i militære konflikter. De er stolte af at være tyskere, og gør ikke stort væsen ud af deres jødiske ophav. De er ikke ortodokse, men lever det gode fin de siècle-liv i et Tyskland, der er i økonomisk vækst og hvor deres største problem er at få familiens unge kvinder godt gift. 

Der er mange personer i dette galleri - visse er mere perifere; men med over tyve familiemedlemmer er der nogle, der træder bedre frem end andre. Det er Paul, der ender med at gifte sig med sin svigerinde, Klara og deres børn, som udgør anden og tredje generation. De unge i familien er født i starten af 1890'erne som forfatteren selv, og der er uden tvivl en del ligheder i det liv, de levede. En brydningstid, hvor kvinder begynder et stille oprør mode de familiebundne traditioner om blot at være hustruer og mødre. 

Der er også en del politik, og det kan til tider være lidt for akademisk, når det skal flettes ind i en familiehistorie, og ydermere er lidt teknisk med diverse strømninger. Men det er en del af det verdensbillede, der fører Tyskland til 1. Verdenskrig, og hvor antisemitismens første spæde frø sås. Første bind slutter netop med deklarationen af krigen i 1914, og både Effinger og Oppner-familierne tager det for givet at melde sig under fanerne som de tyske statsborgere, de anser sig for at være.