Table for Two - Amor Towles

 

• Engelsk
• 16.-19. november
• 464 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har ventet spændt på denne novellesamling af Amor Towles; jeg var så begejstret for En gentleman i Moskva, at jeg sagtens kunne læse den igen. Jeg er normalt ikke lige så glad for noveller som for tykke romaner, men jeg lærer at nyde dem i visse tilfælde. Table for Two er fem noveller og det man på engelsk jo kalder en novella - en kortroman. Det er lidt pudsigt; for hvor novellerne fylder mellem 30 og 40 sider hver, fylder kortromanen 215 sider.

Jeg synes jeg læser en del romaner, der er under 200 sider - men som ikke er kortromaner; men definitionen ligger jo også nok i det plot, der er i en kortroman som eneste fokus. Simenons fantastiske Maigret-krimier er fx næsten alle på under 200 sider, men betegnes som krimiromaner. Faktisk er denne kortroman også en krimi - og for mig er det den perfekte længde til en krimi!

Men først er der jo de fem noveller. Jeg ved ikke hvilken jeg holdt mest af - de havde alle et tragikomisk moralsk islæt som fx The Line om kommunistiske russiske rationeringskøer og den skjulte kapitalisme. Eller The DiDomenico Fragment som handler om et renæssancemaleri, der skæres i små bidder som arvestykker (en absolut skrækkelig ting at forestille sig jo!). Men de har alle både humor, alvor, tragedie, ironi, livslæring og morale. De passede perfekt i længden til at blive til en historie og man nåede at forestille sig de mennesker. Det er en kunst i sig selv på så få sider.

Kortromanen Eve in Hollywood er faktisk en spin-off af Rules of Civility, hvor Eve er den unge rige pige, der vil klare sig selv. Undervejs i bogen tager hun toget til Chicago - men står ikke af, hvor familien venter hende. I stedet ender hun i Los Angeles og Hollywood, hvor hun møder en række interessante mennesker. Året er 1939 og min nok yndlingsfilm Borte med blæsten er ved at blive optaget med Olivia de Havilland som den fromme og gode Melanie i modspil til Scarlett som femme fatale. Eve og Olivia bliver veninder, og da denne udsættes for pengeafpresning for nogle nøgenbilleder, følger vi det som en Whodunnit set fra Eves synspunkt - men også de andre protagonisters.

Det er totalt som at blive taget tilbage til Hollywood i 1930'erne - med detektiven på det snuskede kontor; Hollywood-starletter, amerikanske diners og alt der hører til. Men så er det også en form for MeToo-historie med de nøgenbilleder og hvordan filmstudierne håndterer sagen, hvor man jo tænker Harvey Weinstein. 

Jeg elsker Amor Towles' forkærlighed for det man måske kan kalde en verden i sort og hvid; retrostilen som gennemsyrer alle hans historier. Jeg er vild med hans underspillede humor og stil - og håber kun, at han kunne skrive lidt mere - tre romaner og nogle noveller på 13-14 år er virkelig ikke meget.

Pariseren - Isabella Hammad

 

• Engelsk
• 10.-15. november
• 576 sider
• Originaltitel: The Parisian

Der er nogle romaner, man virkelig skal kæmpe lidt længere for - sådan var det med denne. Ved vejs ende var jeg endda slet ikke sikker på, at det havde været det værd?

Titlen til trods foregår meget lidt af historien i Paris; men det bliver alligevel definerende for vores hovedperson, Midhat Kamal. Opvokset i Nablus i Palæstina i begyndelsen af det 20. århundrede, sendes han under 1. Verdenskrig til Montpellier i Frankrig for at undgå hæren. På det tidspunkt er Nablus under det Osmanniske Rige, som dog kollapser under krigen. 

Midhat studerer medicin, og logerer hos en lokal professor og hans datter Jeannette, som han forelsker sig i. Da han opdager, at professoren anser ham for et studie i at "omvende laverestående racer" forlader han huset og Montpellier i raseri og tager til Paris. Her møder han landsmænd, som er optaget af tanken om et selvstændigt Palæstina - en drøm, som hundrede år senere stadig skaber konflikt.

Midhat selv er lidt af en dandy, og da han vender hjem lige efter krigen, får han tilnavnet Pariseren af de lokale. Han gifter sig med Fatima, og arbejder for faderen - men hans hjerte blev i Frankrig.

Historien følger Midhats liv til han som midaldrende (knap fyrre år) får et totalt sammenbrud, og indlægges på en klinik i Jerusalem. Vi følger byens rolle i de politiske spændinger, der udspiller sig i kampen om selvstændighed enten som Syrien eller Palæstina. Midhat formår dog at holde sig udenfor og distancerer sig fra nogle mere engagerede familiemedlemmer; han lever delvist i sin drømmeverden og på ryet som den elegante pariser.

Det er en meget lang roman, som læses meget langsommeligt synes jeg - man tror hele tiden, at nu kommer der til at ske noget. Men ved bogens slutning måtte jeg erkende, at det gjorde der ikke! Der er et forsøg på at imitere 19. århundredes patos og stil, men det fungerer ikke helhjertet for mig. Der er meget dialog på både arabisk og fransk; det sidste er jo ikke et problem for mig - men overordnet synes jeg det ødelægger oplevelsen, da man jo går glip af en masse.

Jeg kæmpede mig igennem - men det var ikke den nydelse jeg havde set frem til.

Hvor vinden vender - Jesper Bugge Kold

 

• Dansk
• 6.-9. november
• 448 sider

Jesper Bugge Kold har tidligere skrevet de to bøger om redningsaktionerne med de hvide busser og skibet Jutlandia sammen med Mich Vraa, og var meget begejstret for begge. Denne roman står han selvstændigt for, og det handler endnu engang om et stykke danmarkshistorie.

Bogen er inspireret af historien om en af hans families slægtninge, der drog til Amerika i slutningen af det 19. århundrede som så mange andre danskere, men også andre skandinaver, tyskere, polakker osv. - alle dem, der i dag udgør det brogede USA.

Johanne og Jens har et lille hus på Fyn, hvor de arbejder under den lokale proprietær. De har fem børn og pengene er små, så da Jens mister sit arbejde, mener Johanne, at de skal emigrere til Amerika. I den tid florerede mange historier om dem, der udvandrede. De sendte breve hjem om gader fyldt med mælk og honning, hvis ikke det pure guld! Tænk bare på Christian Winthers digtbog for børn fra 1900 - jeh erindrer stadig omslaget på bogen, som var i min familie fra nogle bedsteforældres barndom. Desværre var ikke alle disse breve jo helt sande - det var ikke nemt at indrømme, at drømmen brast og man levede i fattigdom og end ikke havde råd til at tage turen hjem igen.

Jens tager derfor først afsted, og hurtigt kommer da også brevene om det fine hus, der er bygget. Om dyrene og afgrøderne. Om rigdommen. Om drømmen, der er gået i opfyldelse.

I 1879 drager Johanne afsted med fire af børnene, og det bliver en farefuld færd over Atlanten inspireret af virkelige hændelser. Men da hun kommer frem, er virkeligheden heller ikke her, som Jens beskrev den i brevene og de kan ikke rejse hjem igen. 

Bogen foregår over de få år fra Jens rejser i 1878 til 1882, hvor de endelig kan se tilbage på eventyret. Det er en historie om Johannes stædighed og modning som kvinde, mor og menneske - men det er også historien om drømmene og mandens rolle i at sikre familiens overlevelse. Udover Jens, Johanne og børnene optræder to andre vigtige skikkelser - den enarmede soldat Valdemar og den energiske Astrid, som er på sin anden tur over Atlanten. Begge får en fremtrædende rolle i familiens liv.

Især Johanne, men også Jens, træder fint frem som helstøbte personer man føler med - derfor er det også virkelig ærgerligt, at forlaget ikke har gjort sig umage med korrekturlæsningen. Der er alt for mange sjuskefejl - som fx på side 360: "Havde hun vist, at den gamle aldrig havde reddet før, ..."

Det ødelægger så meget af glæden og virker som en ret overskuelig opgave at korrigere.

After the Funeral - Tessa Hadley

 

• Engelsk
• 4.-5. november
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har ikke tidligere læst noget af den engelske forfatter Tessa Hadley - men jeg er lidt i boglimbo for tiden. Min ventehylde er ved at være tom, og samtidig skal jeg snart en uge til Paris og kan slet ikke vente på at gå amok i en kæmpe boghandel. Så jeg forsøger at kæmpe lidt for mit mål om 50% biblioteksbøger.

Tessa Hadley har skrevet otte romaner samt nogle novellesamlinger; pudsigt nok startede hun relativt sent og de fleste er udkommet efter 2002 - hun er født i 1956. Det virker også til, at hun skriver om kvinder - det er i hvert fald i høj grad omdrejningspunktet i denne novellesamling.

Jeg er ikke så glad for noveller; det er i samme problematiske kategori for mig som poesi. Samtidig er der jo noget meget fascinerende ved at kunne kondensere en historie på så få sider og indeholde en start, en midte og en slutning med reelle karaktertræk og handling. En af de tolv noveller fylder således lidt under fire sider - men den står alligevel som en selvstændig historie.

Som sagt er der tolv noveller, og ofte er det kvinder, der er i centrum. Titlen refererer til den første novelle om en kvinde, der løsriver sig efter hendes mands død efter først at have kæmpet for at finde en mand til at forsørge hende. En anden historie omhandler Janeys forhold til sin moders alternative livsstil - der er gennemgående temaer om familie, mødre og døtre eller søskende - og den dynamik, der er i disse forhold.

Nogle historier markerer - andre formår ikke helt at skabe en fuldstøbt enhed, som en hel roman jo kan. Jeg ved heller ikke om jeg ville være interesseret i at læse flere af hendes romaner; noveller får jeg nok hurtigt for meget af. De fleste har desuden været publiceret i The New Yorker, og det ville da være fantastisk med den kvalitet af noveller i et ugemagasin - selvom jeg ikke længere køber den slags (af en grund!).

Barnebarnet - Bernhard Schlink

 

• Fransk
• 31. oktober - 3. november
• 400 sider
• Fransk titel: La petite-fille

Den seneste roman fra den tyske forfatter, Bernhard Schlink, omhandler som de andre det kontroversielle forhold han må siges at have med sit fædreland. 

Kaspar er 71 år gammel og boghandler i Berlin. Hans kone Birgit er hans store kærlighed men det er også et komplekst forhold. De mødtes i Østberlin i 1964, og Kaspar fik smuglet hende ud af landet og ind i Vesttyskland. De har aldrig fået børn og i stedet er Birgits alkoholisme tiltaget med årene til han en dag finder hende druknet i badekarret.

Da han gennemgår hendes papirer, opdager han, at hun har en datter i det tidligere Østtyskland - hun var gravid, da de mødtes men fortalte ham aldrig om barnet. Nu vil han finde denne datter og sone Birgits sjælekvaler.

Datteren, Svenja, viser sig at have haft en svær ungdom og bor nu i et fællesskab af højreekstremister, der hylder völkische idealer. Schlink har aldrig været bange for at tage fat i de tunge emner, der stadig er ømtålelige i det moderne Tyskland, og her bevæger han sig langt ind i de følelser, man undgår at tale om.

Kaspar opnår at se Svenjas datter, Sigrun, på ferier i Berlin hos ham. For den 14-årige er det en helt ny verden, da hun lever uden fjernsyn, jeans, make-up eller andre ting, der synes normale for teenagere. Hun tror fuldt og fast på den ideologi hun er opvokset med, og Kaspar kæmper for at åbenbare en anden verden for hende uden at komme på kant med de radikale forældre.

Det er faktisk en tragisk og trist historie; for Kaspar, der knytter sig til den unge pige. For Sigrun, der bærer så mange ar på sjælen - og for os alle, at der stadig findes mennesker, der mener Holocaust ikke fandt sted og hylder ideologier, der destruerede verden i så mange år.

Schlink forstår om nogen den kompleksitet og har gjort den til hovedemnet i sine værker, der altid vækker til eftertanke på en dybt foruroligende måde.

Connemara - Nicolas Mathieu

 

• Fransk
• 23.-30. oktober
• 544 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I sidste uge skulle jeg til Italien i nogle dage, og aftenen inden løb jeg byen rundt for at finde en bog til rejsen. Selvom jeg havde et travlt program, mente jeg bestemt at jeg skulle have lidt læsestof.

Sidste efterår læste jeg (endelig) Mathieus Goncourt-vindende roman, og endte med at være ret begejstret og valget faldt derfor på hans seneste roman. Men det var absolut ikke samme succesoplevelse!

Rammerne minder på mange måder om den første roman - rurale Frankrig med helt almindelige mennesker i middelklassen, der kæmper med helt almindelige dagligdags problemer. Skilsmisse, arbejde, forældre, der ældes og dør - og minderne om alle de drømme de havde som unge.

Hélène er 40 år gammel, og ægteskabet er ikke, hvad det har været. Christophe er fraskilt, i fyrrerne og bor med sin far og delvist sønnen. De gennemgår begge en midtvejskrise - skal Hélène blive i et trist ægteskab med en utro mand? Skal Christophe begynde at spille ishockey igen - i hans alder? Skal han finde en kæreste? Hvordan skal han klare, at ekskonen vil flytte langt væk og dermed fjerne sønnen endnu mere fra ham?

Det bliver til et møde mellem de to, som genopfrisker deres teenageårs minder, hvor de gik i samme skole. De forsøger at finde sammen igen som voksne, men det fungerer aldrig.

Det gør romanen desværre heller ikke; det flyver rundt i alle retninger med alt for mange tilfældige personer, der ikke kommer til deres ret. De personer, der burde fylde, får heller ikke dybde nok.

Jeg kæmpede mig virkelig til enden, og havde det netop ikke været fordi jeg ikke havde andet, så var jeg stoppet efter hundrede sider. 

Til fyret - Virginia Woolf

 

• Engelsk
• 21.-22. oktober
• 224 sider
• Originaltitel: To the Lighthouse

Virginia Woolf har hele ni bøger på den berømte liste over 1001 bøger man skal læse i sit liv; den er godt nok nogle år gammel men stadig min reference. Det er det næsthøjeste antal efter J. M. Coetzee, som utroligt nok har ti romaner på listen, men som jeg aldrig har læst. En anden uundgåelig roman på den liste er jo Proust, som er normeret med en titel, men På sporet af den tabte tid er jo i virkeligheden tretten bind.

Denne roman af den engelske forfatter og feminist sammenlignes netop med Proust; det store monster indenfor litteratur, som jeg uden tvivl aldrig kommer til at læse. Det står nok også klart efter historien om fyrtårnet, som ikke fangede hos mig.

Romanen er fra 1927, og er delt op i tre dele. Den første del foregår dog i 1910'erne må man antage, hvor familien Ramsay holder ferie i deres hus ved havet. Det er ægteparret Ramsay og deres otte børn samt forskellige venner og bekendte, der inviteres for kortere perioder. 

Men det er ikke selve handlingen, der fylder her - det er snarere alt det, der erstatter protagonisteres handling, der fortælles.

Fru Ramsay foreslår en udflugt til fyrtårnet; men husets herre mener ikke vejret vil tillade det. Det skaber lidt konflikt mellem de to, og dermed får vi indsigt i deres indbyrdes forhold. Men anskuelsen skifter konstant mellem de forskellige personer. Den midterste ret korte del er en form for intermezzo, hvor tiden går - 1. Verdenskrig kommer og en søn dræbes i kamp; fru Ramsay dør selv ligesom en datter.

I den tredje og sidste del mødes nogle af de resterende igen i huset ti år senere. Nu vil de endelig tage den tur til fyrtårnet, mens en af gæsterne fra dengang maler videre på sit portræt af fru Ramsay. De når endelig deres mål og maleriet færdiggøres - men alt det er faktisk sekundært.

Historien cirkler om deres indbyrdes relationer - både mellem ægteparret Ramsay men også den unge malerkunstner, Lily, som kæmper for at etablere sin plads i vennekredsen. Ligeledes er der sønnen James, som i starten hader sin far men under den endelig udflugt til fyrtårnet får den ros og anerkendelse, han har stræbt efter.

Jeg var ikke udpræget begejstret; nok fordi det virkelig er en "Proustisk" stil (det adjektiv findes faktisk på fransk), og det bliver for passivt til mig. Jeg synes protagonisterne er for endimensionelle og stive, og selvom reflektion er glimrende, kan det også blive for meget. Måske er det et eksempel på en roman, der ikke har overlevet knap hundrede år så godt?

De savnede hjerter - Celeste Ng

 

• Engelsk
• 18.-20. oktober
• 352 sider
• Originaltitel: Our Missing Hearts

Jeg var meget begesjstret for Celeste Ng allerede fra hendes debutroman, og den efterfølgende jeg læste i sommeren 2018 skuffede bestemt heller ikke. Det er pludselig nogle år siden, men i 2022 udgav hun denne, som nok er den mest markante af hendes tre romaner. Den rører også ved nogle meget følsomme emner, og er tydeligt inspireret af den tid, hvor den blev skrevet.

Vi er stasig i USA - sandsynligvis omkring 2022 også; men det er et dystert Amerika nu. Der har været en stor Krise - så stor, at den omtales med stort K. Inflationen steg voldsomt, folk mistede deres arbejde og forretninger og firmaer lukkede på stribe. Som urolighederne tog til blev det nødvendigt at finde en syndebuk, og med Kinas stigende rigdom var det lige for at anklage Kina (og Asien generelt) for at stå bag problemerne. Da man vedtager en ny lov begynder det endelig at vende, men konsekvenserne er vidtrækkende og grusomme.

PACT (Preserving of American Cultures and Traditions Act) er intet mindre end et protektionistisk terrorregime. Produkter af asiatisk oprindelse forbydes; bøger, der anses for at være kontroversielle forbydes og bibliotekerne står tomme. Almindelige borgere overvåges i et system, der opfordrer almindelige mennesker til at melde naboen - og ikke mindst så fjerner man børn i familier, der ikke støtter regimet; selvfølgelig primært af asiatisk afstamning. Ingen ved, hvor de børn ender og de bliver de savnede hjerter.

Bird er født under Krisen; hans far, Ethan, er bibliotekar og hans mor, Margaret er digter. Margaret er af asiatisk oprindelse, og familiens problemer starter, da Bird er 9 år gammel og hans mors digt De savnede hjerter pludselig får en renæssance som kampråb for modstandere af regimet. Derfor må hun forlade familien og de frasiger sig enhver kontakt eller kendskab til hende. De har heller ingen kontakt - men efter tre år finder Bird pludselig en seddel, der måske kan forklare ham, hvor hans mor er og han drager ud for at finde hende.

Det er en voldsom dystopisk roman og så er der alligevel så mange ting, som slet ikke chokerer. Den er skrevet på et tidspunkt, hvor det meste af verden kom ud af en lock-down, der absolut var en krise både humanitært og økonomisk. Racisme er jo heller ikke et ukendt begreb i amerikansk historie med dertil hørende uroligheder. mange gange er det den sorte befolkning med BLM-bevægelsen for eksempel. Men allerede under 2. Verdenskrig var der internering af japanere i USA efter Pear Harbor-angrebet, og antipatien mod asiater steg voldsomt i starten af pandemien, da man beskyldte Kina for at have "opfundet" Covid-19. Det er slet ikke så urealistisk som det kan virke, når man læser historien.

I Europa forsøger vi at beskytte vore grænser mod indvandring fra afrikanske og mellemøstlige lande; i USA ville Trump bygge en mur mod Mexico. Og sådan fortsætter mistroen og mistilliden til det fremmede.

Her er der yderligere et element af terror med den totale kontrol staten har over mennesket; de bestemmer, hvad man skal læse fx - men som til alle tider og alle steder opstår der græsrodsbevægelser, der forsøger at omgå systemet. Her er det blandt andet bibliotekarer, der smugler papirer rundt i de få bøger, der cirkulerer endnu. 

I hjertet af historien er Bird og hans mor; men også Birds veninde, Sadie, som er et tvangsfjernet barn - og man er grebet fra første side. Jeg er absolut ikke til science-fiction - men det synes jeg heller ikke dette er. Det er tværtimod skræmmende realistisk og troværdigt. Og slet ikke så usandsynligt.

Den mystiske gæst - Nita Prose

 

• Engelsk
• 16.-17. oktober
• 336 sider
• Originaltitel: The Mystery Guest

Jeg læste den første krimi om stuepigen Molly sidste år og havde lånt den på biblioteket; det er nok en meget god idé da jeg synes 150 kroner for en bog, der holder to dage er lidt meget! Den er meget hurtigt læst og det er god og let underholdning; men ikke mere end det.

Molly er kommet sig oven på forskrækkelsen fire år tidligere, da hun blev anklaget for mordet på en hotelgæst. Hun har forbedret sine sociale færdigheder og er nu chef for stuepigerne. Hun har en ny stuepige i træning, Lily, som minder meget om de tavse forsigtige pige hun selv var. Hun har også fået en kæreste - så det hele går jo ret godt.

Indtil en gæst falder død om midt i hotellets restaurant, da han skal holde en tale. Det er en berømt forfatter, som vil komme med en afgørende afsløring - det når han desværre ikke; og det står ret hurtigt klar, at han er blevet forgiftet.

Molly kommer igen under luppen ligesom alle andre ansatte på hotellet; men nu opdager den kvindelige politibetjent, at Mollys særlige evner måske kan hjælpe dem med at opklare mysteriet. Det er absolut hyggekrimi - der er ingen vold, og plottet er mere Maigret og underfundighed end blodige historier. Det er også den parallelle historie om Molly og hendes lidt skæve vinkel på livet - og hvis der skal komme en opfølger kan man måske se Molly i en ny og anderledes rolle kunne jeg forestille mig.

Men jeg vil stadig argumentere, at det er bedre at tage den på biblioteket, hvis man læser i et godt almindeligt tempo. 

Love is Blind - William Boyd

 

• Engelsk
• 13.-15. oktober
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fik en åbenbaring med William Boyds romaner sidste efterår og leder stadig efter det, der skulle være hans bedste nemlig Any Human Heart. Men så prøvede jeg denne, som er lidt i samme stil, hvor vi følger en mands liv som i The Romantic.

Hvor jeg var virkelig begejstret for den, var det en noget mere lunken fornemmelse i historien om Brodie Moncur. Historien foregår i slutningen af det 19. århundrede - Boyd elsker historiske rammer for sine personer. Brodie vokser op i en stor søskendeflok i Skotland med en alkoholiseret præst som far, og vil væk derfra - denne del fortælles i flashbacks og ikke kronologisk. Nu er han klaverstemmer i en forretning i Edinburgh, hvor han forsøger at komme på ideer til at øge omsætningen.

Ejeren sender ham til Paris, hvor han hyrer en kendt pianist til at blive sponsoreret af deres klaverer. Han skal give koncerter og til gengæld følger Brodie ham rundt i Europa for at stemme klaveret - og han møder pianistens elskerinde, den russiske operasanger Lika.

Det bliver en håbløs kærlighed - som titlen indikerer - og den unge Brodie er allerede syg af tuberkulose. Forholdet til pianisten lider selvfølgelig under hans affære med dennes elskerinde, og Brodie rejser nu syg rundt i Europa på flugt fra pianistens bror, der vil have ham ned med nakken.

Det bliver til en rejse rundt til datidens store europæiske byer men med ufatteligt dårlige beskrivelser af byen og tiden, der primært foregår ved at resumere nyheder fra de aviser Brodie læser undervejs. Det bliver for iscenesat - og der er lidt for meget klaverteknik til min smag.

Der er desværre lidt langt til den rigtigt gode og fascinerende historie som The Romantic var; det er forudsigeligt og langtrukkent.