Gøgens kalden - Robert Galbraith

 

• Engelsk
• 9.-11. oktober
• 560 sider
• Originaltitel: The Cuckoo's Calling

Jeg har aldrig læst Harry Potter; jeg er generelt ikke til fantasy - og selvom genren er lidt anderledes, er jeg nok lige en generation for sent på den til at være blevet fanget af den trend. Jeg har heller ikke set filmene. Så jeg har absolut intet at sammenligne med. Men jeg kan godt forstå, at en forfatter vælger et pseudonym til en lancering ovenpå en så massiv succes.

Jeg trængte til en lidt lettere læsning - og så er en krimi altid en god idé. Jeg regnede også med at finde den på biblioteket - men da den var udlånt, kom jeg til at købe den. Det betyder jo, at jeg nok kommer til at købe de næste også, så serien er komplet.

Som i alle krimiserier er der nogle klassiske temaer - good cop, bad cop: I dette tilfælde Cormoran Strike som den forhutlede detektiv, hvis kæreste forlader ham. Han er ukonventionel og lidt barsk, men bærer på nogle dybe sår i krop og sjæl. Og som modspil er der hans vikar, Robin, som jo nok bliver et permanent vedhæng - hun er den ordentlige, organiserede og rolige, som pludselig opdager en ny verden på denne arbejdsplads. Hun er nyforlovet - men det holder nok ikke tænker jeg! Der er jo potentiale for lidt flirten de to imellem i de senere krimier?

Cormoran Strike er som sagt også præget af sine erfaringer; militærpolitibetjent med et amputeret ben, og nu single. Han bor på kontoret og er nærmest bankerot - men forsøger at skjule det for Robin. 

Så da han får en sag fra en barndomsvens bror virker det som manna fra himlen. Sagen er måske lidt banal, da jeg synes den trækker visse paralleller til kendte historier fra engelsk presse - den unge smukke kvinde, der forfølges af paparazzier og er psykisk ustabil - og ender med at begå selvmord.  Hendes kæreste er en bad boy skuespiller; narkoman, sminket og radmager. Absolut en skummel type!

Men det er selvfølgelig ikke ham - og vi rives med ind i en verden af designere og modelliv; men også en speciel familiebaggrund, hvor de onde ikke nødvendigvis er de onde.

Jeg var ganske glimrende underholdt, men synes måske den var lige lovlig lang til sidst - den historie kunne godt have været kortet lidt af. Men Galbraith (Rowling) skal jo også tegne billedet af både Strike og Robin til fremtidige bind i serien; og jeg er selvfølgelig nysgerrig på mere nu!

Nous sommes éternels - Pierrette Fleutiaux

 

• Fransk
• 1.-8. oktober
• 843 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En kæmpe mammut af en bog, som er en klassiker i moderne fransk litteratur; bogen udkom i 1990 og citeres igen og igen for sin kærlighedshistorie, som er anderledes og foruroligende. Og så er den jo bare enorm med sine næsten tusind sider! Det kan jo fungere uden problemer, hvis man fænges af en historie - men jeg er stadig meget i tvivl om, hvad jeg synes om den?

Hovedpersonen er Estelle, som fortæller sin historie over de mange sider. En historie om en mærkelig familie - faderen, som er advokat og altid med hovedet i sine papirer. Moderen, Nicole, som tit har nervøse sammenbrud mens hun drømmer om et liv som ballerina, som ikke lykkes. Der er den mystiske personnage, Tirésia, som bor hos familien og nabosønnen, Adrien. Og i centrum af historien Estelle og hendes lillebror, Dan.

Fra Dan fødes indgår de to i en pagt, som med tiden udvikler sig til kærlighed - af den helt forbudte slags mellem søster og bror - men det forbliver en antydning og ikke eksplicit i historien. At det er kompliceret er dog klart; for det er hele konstellationen af personer, der bor sammen og skjuler ting for hinanden og for de to børn.

Da Estelle fortæller sin historie er hun den eneste, der er tilbage. Dan er død, og hun prøver at finde en mening med tilværelsen uden ham og deres kærlighedshistorie, som også blev deres endeligt.

Det tager i mine øjne for mange sider med væverier, som er virkelig svære at holde gejsten oppe ved - men som læser får man til sidst en forklaring. Den gør ikke historien mindre tragisk, og det er selvfølgelig deri, at det store drama ligger. At alt det fortiede kunne have sparet så meget ulykke.

Men det er nok for specielt for mig; og dermed blev den alt for lang.

Postkortet - Anne Berest

 

• Fransk
• 24.-30. september
• 576 sider
• Originaltitel: La Carte postale

I slutningen af september var jeg en uge i Budapest, og havde selvfølgelig læsestof med - et valg, der skulle vise at være både passende og emotionelt drænende til netop denne ferie.

Anne Berest er en fransk forfatter, der tidligere har skrevet en roman om sin oldemor, Gabrièle, som var gift med den franske maler og forfatter, Francis Picabia. De fik sammen sønnen Vincente, som begik selvmord som 27-årig - da hans datter Lélia var ganske lille.

Men denne gang handler det om den anden gren af familien - Vincentes hustru, Lélias mor og Annes mormor - Myriam. Som den eneste i familien overlever hun Holocaust, og taler aldrig senere om det til hverken sin datter eller til børnebørnene.

I 2003 modtager de dog et postkort, som vises på forsiden. Et billede af operaen i Paris og på bagsiden blot de fire navne - Ephraïm, Emma, Noémie og Jacques - Myriams forældre og to mindre søskende. Der er ingen afsender; men kortet bliver liggende i en del år indtil Anne Berest beslutter sig for at finde ud af, hvem der har sendt det. Men nu er der gået en del flere år siden kortet - og ikke mindst krigen.

Bogen fortæller familiens historie; fra Rusland til Baltikum til Israel til Frankrig - og til sidst Auschwitz. Den fortæller om Annes jagt på at finde sandheden ved hjælp af både privatdetektiver og grafologer; men det er også en historie om jødisk identitet.

Anne Berest ved, at hun er jøde uden at nogen har gjort et stort nummer ud af det; hun praktiserer ikke og kender faktisk ikke mange traditioner. Så da hun møder en mand, der håndhæver disse traditioner konfronteres hun endnu mere med sin identitet og hvordan hun lever den i det 21. århundrede - hvor antisemitismen stadig lever i Frankrig (som i andre dele af verden).

Udover at være et detektivarbejde på kortets ophavsmand er det en slægtshistorie og en fortælling om kultur og religion. I Budapest var jeg overvældet af omfanget af jødiske mindesmærker - synagoger og kirkegårde; men også statuer og monumenter, der vidnede om de ungarske jøders barske skæbne, og ikke mindst mindesmærket for ofrene for den tyske invasion, som har skabt en kæmpe debat og er dybt bevægende at besøge.

Så når jeg kom hjem på hotellet om aftenen, og tog min bog i hænderne, blev det uvirkelig virkeligt og barsk at læse om. En kæmpe påmindelse om, at selvom Anne Berest føler hun jager i blinde efter afsenderen, så er det ikke så mange år siden - og der er stadig tidspunkter, hvor bæstet viser tænder igen. Det er en dybt rørende og aktuel bog - og ja, hun finder afsenderen. De sidste sider giver os forklaringen - som man nok har gættet lige inden; men den bragte tårer frem.

En virkelig anbefalelsesværdig historisk familieroman!

The Painter of Souls - Philip Kazan

 

• Engelsk
• 21.-23. september
• 288 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har igen snydt mig selv ved at være overilet!

Jeg ledte efter bøger til ferien, og selvom jeg tidligere har læst en fransk roman om den italienske renæssancemaler Filippo Lippi, så er det jo altid et emne, der fascinerer mig.

Men jeg opdager så, at Kazan havde planlagt denne som en serie, hvoraf dette blot er det første bind.

Det udkom i 2016, og da der ikke siden er udgivet flere, er det nok tvivlsomt om forfatteren når i mål med sit projekt? Så det bliver underligt afkortet med denne ene roman.

Lippis liv er mest kendt fra hans værker; men man ved dog, at han kom fra fattige kår og endte i et kloster. Man ved også, at han senere skabte skandale ved at gøre en nonne gravid - Sophie Chaveau beskriver alt dette i sin roman. 

Kazans udlægning indeholder dog ikke Cosimo de Médici som Lippis redningsmand, men han ender stadig i klostret og begynder at male, da man opdager hans enorme talent for det.

Kazan maler et billede af personen Lippi, som kæmper med dæmonerne fra livet uden for klostret, og som gives visse friheder i at kunne komme og gå - normalt skulle han jo leve et asketisk liv indenfor murene. 

Men denne roman følger ham kun op til starten af tyverne, og der er dermed lang vej til den egentlige berømmelse - og også hans affære med nonnen, der gjorde ham til far for endnu en berømt maler - sønnen Filippino Lippi. 

Det er ærgerligt, at det bliver så ufoldkomment - for Kazans Lippi er bestemt en interessant person; selvom meget jo selvfølgelig er opdigtet med kun de store hændelser til at ankre historien op på.

La fabrique - Simone van der Vlugt

 

• Fransk
• 16.-20. september
• 429 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har været meget begejstret for van der Vlugts trilogi om stærke kvinder i hollandsk historie; de foregik alle tre i det 16. og 17. århundrede og var inspireret af hollandsk kultur og historie.

Denne gang bevæger vi os længere frem i tid; i slutningen af det 19. århundrede - men stadig med kvinders lod som omdrejningspunkt.

Lydia bliver forældreløs som ung pige, og da hun finder faderens notater om at etablere en ostefabrik med de helt nye dampmaskiner, beslutter hun sig for at tage udfordringen op. Men kvinder kan ikke eje en virksomhed, så hun associerer sig med en lokal bonde, Huib. Lydia er af det bedre borgerskab, og der er en klar klasseforskel de to imellem - ikke desto mindre udvikler det sig romantisk og hun bliver gravid. En skandaløs situation for den unge kvinde i 1893 - og hun beslutter sig for at acceptere et frieri, som kan redde situationen. Den forelskede mand kender hendes hemmelighed, men han bliver tragisk kørt over af en hestevogn samme dag de forloves.

Så springer vi frem til 1913, hvor Lydias datter Nora er atten år gammel - og lidt af en lille snob! Hun ved jo ikke, at hendes far er den mand, der arbejder sammen med moderen - og hun betragter ham som en ussel bonde. Da hun pludselig får sandheden at vide, rejser hun hjemmefra og gifter sig forhastet med en ung mand hun dårligt kender.

De bor i Belgien, da 1. Verdenskrig bryder ud - og Belgien var hårdt ramt. Den dag i dag kan man se resterne i hver eneste belgiske by. Da jeg boede i Belgien, rørte det mig især at se biblioteket i Louvain, som er genopbygget på ruinerne af det ødelagte bibliotek - men tusinder af gamle bøger gik desværre tabt.

Holland var neutral i den krig; men Nora oplever den fra Belgien, da hun arbejder som sygeplejerske ved fronten. Der er dermed ikke så meget hollandsk historie, og der var anløb til lidt Borte med blæsten-scener nogle steder, som irriterede mig lidt.

Det var for meget romantik og for lidt historie i sammenligning med hendes fabelagtige triogi - og jeg synes ikke historien hang helt så godt sammen. Et fokuspunkt er dog den frigørelse kvinder oplevede i løbet af krigen, hvor klasseskel ophørte og hvor kvinder pludselig kunne arbejde. Men det var ikke nok til at bære hele bogen desværre.

La famille Martin - David Foenkinos

 

• Fransk
• 13.-14. september
• 272 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

David Foenkinos er en moderne klassiker i fransk litteratur; hans bøger er meget varierende i stil og jeg har ikke været vild med dem alle. Dog vender jeg altid tilbage til ham og det var jeg glad for denne gang.

Det er en meget speciel roman, og hvor meget der er sandt er umuligt at vide!

Foenkinos skriver romanen som forfatteren - ham selv - der mangler inspiration. Han beslutter sig derfor for at skrive en roman om det første menneske han møder på sin vej. Han forlader sin lejlighed i det indre Paris, og møder Madeleine. Så det må blive hendes historie!

Madeleine er en ældre kvinde, og hendes datter er lidt skeptisk overfor projektet, som derfor ender med at inkludere hele familien, så Valérie kan holde lidt øje med moderen. Valérie er skolelærer og lidt træt af det hele; hendes mand Patrick er ved at blive fyret fra sit arbejde og teenagebørnene Jérémie og Lola er bare livstrætte som teenagere nu er.

Og pludselig er hele familien involveret i Foenkinos roman. Men bogen handler mere om processen med at finde stof til romanen - og det bliver til romanen. Det er en meget atypisk metode, men ganske underholdende at følge hans spekulationer i om de er interessante nok som personer. Og da de bliver det, går det også op for ham, at han jo ikke bare kan glemme dem som sine fiktiver personer fra andre romaner.

Foenkinos har givet flere interviews i forbindelse med udgivelsen - men om det er en reel historie vil han ikke sige. Navnet Martin er jo så generelt i Frankrig som det kan blive - og det kunne han jo også have ændret; men måske er det blot inspireret af forskellige mennesker, han har mødt på sin vej? Det får vi aldrig at vide - men det er pudsigt og anderledes. 

Le Serpent majuscule - Pierre Lemaìtre

 

• Fransk
• 11.-12. september
• 312 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Pierre Lemaìtre startede med at skrive krimier inden han kastede sig over sin trilogi om det 20. århundrede, hvoraf to romaner nu er oversat til dansk. Han er nu startet på en ny trilogi, hvoraf første bind er udkommet, og han har offentliggjort, at der ikke kommer flere krimier. Men en dag gravede han dybt i skufferne, og fandt et manuskript fra 1985 - det blev omarbejdet en anelse og er nu udgivet som den ultimativt sidste "krimi" fra hans hånd.

Og det er faktisk slet ikke en klassisk krimi - det er ligeså vanvittigt som dele af Vi ses deoppe, og virkelig underholdende.

Mathilde er lejemorder - hun udfører et apr jobs om året, og lever komfortabelt af pengene fra de jobs. Men Mathilde er en dame på 63 år; hun er lille, overvægtig - og nu er hun begyndt at blive dement. Hun ved, at hun skal slette alle spor, når hun har udført et job - men det begynder hun at slække på, så huset er proppet med våben. Hun skal smide sedlerne ud med navnet på ofrene - men det smutter også; og da hun pludselig finder en seddel med navnet på en potentiel rengøringsdame, tror hun, at det er et job - og den stakkels uskyldige bliver myrdet. 

Det kører helt af sporet for hende; og der er temmelig mange mord - men tingene tager overhånd, og Mathilde kan ikke klare alle de mennesker, der pludselig gør hende livet besværligt.

Det er selvfølgelig skrækkelig amoralsk - men hylende morsomt! At den er snart 40 år gammel, gør den ikke forældet - tværtimod ville den ikke have kunnet finde sted nu med vores moderne hjælpemidler.

Der er ikke en reel mordgåde at opklare - så det er ikke en klassisk krimi, og muligvis derfor den ikke blev udgivet dengang; men med hans nyere værker kan man sagtens se hans stil. 

Toner i natten - Jojo Moyes

• Engelsk
• 8.-10. september
• 432 sider
• Originaltitel: Night Music

Den næste bog fra feriebiblioteket var noget mere underholdende og decideret let ferielæsning. Jeg har tidligere læst romaner af Jojo Moyes, og ærligt talt ikke været ovenud begejstret; det er indbegrebet af chick-lit - men nu var det ferie, og kunne jeg ikke lide den, var det jo bare at stoppe og finde en ny bog.

Men det viste sig at være en ganske underholdende historie og langt fra det sukkersøde romantiske pladder hun ellers har skrevet. Pudsigt nok er dette en gammel roman - så hun kunne faktisk godt skrive bedre inden hun begyndte på al det chick-lit, der egner sig fortrinligt til elendige Hollywood-filmatiseringer?

Isabel er blevet enke, og sidder nu alene i et hus med to børn; hun er violinist og hat faktisk meget lidt begreb om de virkelig verden udenfor kunsten. Men der er ingen penge, og da hun tilfældigvis arver et gammelt hus bliver det løsningen. Problemet er bare, at huset er totalt faldefærdigt - og det er kun starten!

For der er nogle i landsbyen, der mener, at de burde have arvet huset som tak for at have plejet den sure gamle mand, der boede i det i mange år. Matt McCarthy og hans kone var sikre på, at de skulle bo der - og nu tilbyder Matt sin hjælp til at restaurere huset. Men han har ikke de bedste intentioner.

Det er en virkelig underholdende historie om det lille landsbymiljø med alle dets skæve og pudsige karakterer; og alle uhyrlighederne, der hober sig op ved renovationen af huset. Samtidig skal Isabel kæmpe med de to børn, som vil retur til London og civilisationen - og stadig bearbejder sorgen over deres far.

Selvfølgelig er der også lidt kærlighed i historien; men det er på et voksent og realistisk niveau - og jeg grinte en hel del undervejs; perfekt ferielæsning ved poolen!

I Don't Want To Talk About Home - Suad Aldarra

 

• Engelsk
• 5.-7. september
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Hver gang jeg bor i et lejet hus flyver jeg direkte til bogreolen for at se, om der er nogle interessante ting - som oftest er det bøger, jeg måske ikke selv ville have købt eller lånt. Således også i vores hus i det sydspanske, hvor jeg faldt over flere bøger, som blev til ferielæsning selvom jeg havde pakket rigeligt med bøger selv.

Suad Aldarras bog er helt ny oven i købet; og meget rørende.

Suad er født i Riyadh i Saudi Arabien af syriske forældre; de rejste væk for at kunne give deres børn bedre muligheder. Men som syrere er de også emigranter i et andet land, og til min store overraskelse er der en absolut hakkeorden selv indenfor de arabiske lande. Syrere er langt nede i den hakkeorden!

Suad er den eneste pige i børneflokken, og selvom barndommen er relativt nem og lykkelig, så ændrer det sig drastisk, da hun bliver teenager og forventes at tildække sig og leve langt mere isoleret. Suad vil studere og have en uddannelse, og formår at rejse tilbage til Damascus for at læse - hun bor med sin bror; ellers ville det være uhørt for en pige.

Hun gifter sig med en palæstinensisk flygtning - endnu længere nede i hakkeordenen; og blot tre dage efter brylluppet må de flygte, da krigen i Syrien bryder ud. Deres komplicerede status gør det svært at finde et sted at få ophold og indrejsetilladelse; og de næste mange år bliver en hård kamp for at finde sig til rette et sted og kunne arbejde.

Det er en barsk fortælling om livet som flygtning - men også en historie om kvinders tilværelse i et land som Saudi Arabien. Suad bryder med faderen for at kunne gifte sig med den mand, hun elsker - og hun når aldrig en forsoning. Det er barske vilkår, som mange flygtningen lver under og Suad Aldarra gør det hjerteskærende reelt for os.

Man kan nok aldrig helt forstå det savn et menneske kan have efter sit hjemland, hvis det er umuligt at vende tilbage dertil - men jeg følte mig meget tæt på med hendes livsskildring. En stærk fortælling om uendelig meget modgang, og om de dybe sår, det efterlader på krop og sjæl.

L'Affaire Arnolfini - Jean-Philippe Postel

 

• Fransk
• 4. september
• 160 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det tog mig nogle dage at komme ned i ferietempo, og de blev brugt på lige præcis det og intet andet! Så kunne jeg komme i gang med ferielæsningen, og startede med denne spændende lille bog.

Jeg har for mange år siden læst en bog om dette berømte maleri, som jeg stadig mangler at se i live - det var en mere analytisk gennemgang af maleriets historie og analyse af detaljerne. En øvelse, som mange har kastet sig ud i - og det gør Postel også i denne bog.

Hans analyse er uden tvivl alternativ; og virkelig spændende!

Man ved jo ikke med sikkerhed, hvem maleriet skal forestille - selvom legenden (og maleriets navn) er af den rige købmand Arnolfini. Postel får os dog til at tvivle - er det måske i virkeligheden Van Eyck selv? Og hvem er så damen ved hans side? Er det muligvis hans afdøde hustru, som døde i barselsseng måske? Han inddrager elementer som skiller maleriet i to dele - på kvindens side er det døden med den røde farve, det enlige lys over hendes hoved og et udbrændt lys for at symbolisere det døde spædbarn. Og barselssengen i højre side. Mandens side er lysets side - vinduet, hans afværgende gestus ved møeet med hustruens "spøgelse"og de mange bittesmå religiøse symboler i spejlrammen.

Det er jo en historie, som vi aldrig finder en forklaring på - men maleriet er stadig til evig spekulation og beundring; detaljerne er uendelige og selvom jeg gerne vil se det foran mig, så er der så tig mulighed for bedre at studere detaljerne ved at kunne zoome ind og ud på det digitalt.

En virkelig interessant bog for kunstelskere!