Marie-Antoinette - Charles-Éloi Vial

 

• Fransk
• 26.-31. maj
• 720 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er selvfølgelig mange biografier af Marie-Antoinette - den sidste "rigtige" franske dronning, der blev halshugget i 1793. Jeg har læst en del af; senest Antonia Frasers ganske glimrende biografi, men også langt tidligere andre og ældre biografier. Men hun holder nok aldrig op med at fascinere, og hver forfatter har jo sin vinkel på historien. Desuden er der konstant nyt kildemateriale til rådighed utroligt nok.

Historien ændrer sig jo grundlæggende ikke meget; men som sagt er vinklen her mere faktuel end i fx Frasers biografi, der centrerer mere om det faktum, at hun var en ung pige (en teenager ret beset), der lod sig overvælde af det franske hof og det nye liv.

Vial forsøger at afdække, hvor politisk Marie-Antoinette var - og i så fald, hvornår den ændring skete. Vi ved jo alle, at hun kom til Frankrig som ganske ung, og blev gift med en dreng, som ikke var interesseret i kvinder (endnu) og slet ikke magtede at regere. Det er let i bagklogskabens lys at udpege de mange fejl - manglende oplæring, afstand til folket, etc. Samtidig blev Marie-Antoinette konstant bombarderet af breve fra moderen hjemme i Wien, der var utilfreds med stort set alt den unge kvinde gjorde. Hun må have følt sig som en brik i et puslespil, der handlede om alt andet end hendes velbefindende. Den slags var jo ikke relevant for en politisk alliance på den tid - i dag ville mange aktører blive fordømt for manglende empati og en masse andet.

Marie-Antoinette blev i samtiden forkastet som en forkælet kvinde, der kun gik op i kniplinger og champagne. Efterhånden som vi får et mere nuanceret perspektiv kan man heldigvis se, at hun var mere og andet end dette. Men stadig med et skæbnesvangert forløb, hvor hun trak sig mere og mere væk fra offentligheden som kritikken steg. Det var det absolut værste at gøre - og man kan kun ryste på hoevedet af deres arrogante naivitet. Men tiderne var anderledes!

Der bliver lagt flere nuancer i historien her; dokumentationen er omfattende, og der er mange uddrag af breve fra perioden - inklusive en del, der ikke tidligere har været kendt eller benyttet. Så selvom slutresultatet jo er det samme, så giver det en velbalanceret tragisk beskrivelse af et systems fald.

Huit leçons sur l'Afrique - Alain Mabanckou

 

• Fransk
• 22.-25. maj
• 224 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Mabanckou er og forbliver en af de forfattere, jeg altid med spænding ser frem til. Jeg var begejstret, da hans sidste fiktionsroman vendte tilbage til stilen fra hans tidlige forfatterskab med humor og ironi iblandet afrikansk animisme. Men hans faglitterære bøger er også tit spændende omend mere udfordrende for læseren.

Der har været et par stykker, hvor jeg virkelig ikke var underholdt - og decideret sur på hans moral som fx her. Men der skal ikke herske tvivl om, at manden jo er dybt intelligent og behersker den afrikanske litteraturs historie som kun få. Det giver ham måske også anledningen til at være lidt arrogant til tider - og temmelig ubøjelig i sine meninger og principper.

I 2016 blev Mabanckou inviteret til et år som gæsteunderviser i Collège de France; en fornem institution, som blev oprettet af François I i 1530. Det er den absolutte elite, der studerer der - selvom det er gratis. Der er permanente pladser, hvortil man vælges "for livstid" - og så er der gæsteoptrædende, som kan excellere i deres speciale. Det var det Mabanckou gjorde i perioden 2016-17.  Hans tale ved indtrædelsen på denne post er gengivet i denne lille udgivelse, og nu har han udgivet essensen af de otte lektioner han gav på kollegiet i løbet af det akademiske år.

Der er gennem tiden skrevet meget om Afrika, slaveriet og kolonialismen. At det ikke var europæerne, der startede slaveriet er Mabanckou da heldigvis også med til at forsvare. Han er dog også en stor fortaler for frankofon litteratur, og inkluderer deri al afrikansk og caribisk litteratur skrevet på fransk af forfattere fra tidligere kolonier. Det er modsat den "officielle" linje lagt af fx Macron, som hædrer fransk litteratur som værende skrevet af franske forfattere. Det synspunkt har hab flere gange forsvaret offentligt, og bogen slutter da også med et åbent brev til Macron, hvor han igen udtrykker sig i stærke vendinger om netop dette.

Det er universitetsmateriale han formidler, og bogens kapitler er en direkte gengivelse af hans forelæsninger omhandlende alt fra negritude-bevægelsen til både sprog og rolle for den afrikanske forfatter og forlag. Der er absolut interessante passager - Mabanckou er som sagt en absolut ener i sit felt; men det er også elitært for mange af os andre dødelige.

The Imposters - Tom Rachman

 

• Engelsk
• 19.-21. maj
• 352 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

I 2015 læste jeg min første - og hidtil eneste - roman af Tom Rachman. og det var en oplevelse. Jeg husker den præcis som i min anmeldelse - lige dele kringlet og fantastisk med nogle tungere passager.

Jeg tror det må være hans stil, for denne er absolut heller ikke en let og lineær historie. Faktisk sidder man bagefter og undrer sig over, hvilke dele var hovedpersonens reelle historie og hvilke dele var opdigtede.

Dore Frenhofer en en hollandsk forfatter, som er i midten af 70'erne. Hendes bøger fik aldrig nogen voldsom succes, og hun lever et temmelig ensomt liv nu. Hendes datter bor i USA, og de har kun sporadisk kontakt. Hendes største frygt er nok at blive for gammel, for syg, for intellektuelt svag. 

Nu sidder hun alene i London i sin lejlighed midt uner lock-down, og forsøger at skrive en sidste roman, men ordene driller og i sin dagbog følger vi hendes indledninger til en del kapitler. Dem, der ikke duer og dem, der så bliver til den indledning, vi ser i kapitlerne.

Imellem dagbogsnotaterne følger nemlig syv kapitler, som reelt er noveller. De er dog fortalt af personer, som krydser Doras liv. Hendes halvbror, som forsvinder i Indien på en hippierejse i 1970'erne; hendes datter; et leveringsbud; hendes ungdomselsker osv. Det bliver til enkeltstående historier indtil man pludselig ser, at nogle af disse protagonister også krydser hinandens historier. De fortæller dermed deres oplevelse af hende som menneske. Men er det hendes konstruktion af fiktive personer, hvor hun iscenesætter sig selv, som hun ønsker at blive set - eller er det forfatterens udgave af protagonisternes liv.

Mange af novellerne har tilmed et islæt af litteratur eller skrivekunst - ligesom i Storhed og fald fylder bøger og ord en del i Rachmans verden. Datteren Beck er fx satireforfatter og vi møder en forfatter, der ligesom Dora ikke kan slå igennem ligegyldigt hvilken genre han forsøger sig med.

Novellerne indeholder derfor mange mysterier og menneskehistorier, som vi aldrig får fulgt helt til dørs - hvad skete der fx egentlig med broderen i Indien? Det er nok her man skal forstå, at det er Doras demens, der skrider frem mens hun forsøger at skrive disse sidste historier og finde frem til romanen - den hun aldrig opnåede før i sit liv. Men ingen af dem fungerer, og derfor får vi aldrig en rundet historie.

Det er meget specielt, og jeg ved stadig ikke rigtigt om jeg kunne lide den eller ej? Det er eksperimenterende og interessant; men også irriterende, hvis man gerne vil en mere ligefrem og reel historie. Jeg tror dog, at jeg skal have fat i nogle af hans mellemliggende bøger, hvor der skulle være et par perler imellem.

Den tavse gæst - Clémence Michallon

 

• Engelsk
• 17.-18. maj
• 320 sider
• Originaltitel: The Quiet Tenant

Der går så lang tid mellem jeg læser moderne krimier, at jeg hver gang tror, at nu bliver jeg oprigtigt fanget af et mysterie - og så foretrækker jeg denne psykologiske genre fremfor alt for meget blodsudgydelse. Alligevel ender jeg tit med at være lit skuffet. Men jeg trængte til noget andet lige der.

Den tavse gæst er Rachel, som hendes kidnapper kalder hende. Det er det navn, han valgte, da han tog hende for fem år siden og anbragte hende i en lade tæt på det hus, hvor han selv bor med sin kone og datter. Hun hedder selvfølgelig noget andet, men det er hans fantasi og hvis hun vil overleve må hun spille med på det.

Hun ved godt, at hendes overlevelse afhænger af, at hun er medgørlig og giver ham det han vil have. Om dagen er hun fastlåst i håndjern og hver aften kommer han for at voldtage hende. Hun ved også, at hun ikke er den eneste - men hun er den heldigste. De andre kvinder bliver myrdet samme aften, som han indfanger dem - hun kan lugte og mærke det på ham, når han vender hjem efter en vellykket "jagt".

Men i den lille by er han også en vellidt borger, og da hans hustru dør af kræft stimler alle sammen for at hjælpe Aidan, som altid er parat til at hjælpe sine naboer. Byens bartender, Emily, er tilmed forelsket i ham - men med en nylig afdød hustru går hun forsigtigt frem.

Da Aidan bliver tvunget til at fraflytte huset, aner Rachel, at dette kan blive hendes død. Hun foreslår derfor at flytte med, og de finder på en plausibel historie, så hun nu bor i et rigtigt hus sammen med Aidan og teenagedatteren. Herfra må hun forsøge at finde en måde at flygte på.

Historien følger Rachels version af tidslinien på den ene side, og Emilys version på den anden; tiltider afbrudt af korte snapshots af de otte kvinder han indtil nu har dræbt. Det er højt tempo, og mange små kapitler - 84 kapitler til 320 sider. Derfor er det også meget hurtigt læst og jeg må desværre sige, at der manglede den helt store overraskelse til sidst. Jeg synes en psykologisk thriller skal have et moment af overraskelse, hvor noget endelig afsløres til sidst uden man selv har gennemskuet det. Spændingen her handlede mest om, hvorvidt Rachel ville overleve og slippe fri - om Aidan ville blive afsløret inden Emily også bliver et offer. Så god hurtig læsning men absolut uden overraskelser.

House of Treason - Robert Hutchinson

 

• Engelsk
• 13.-16. maj
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det var lidt af et læsearbejde! En bog, der krævede hele tre bogmærker - et til selve handlingen; et til stamtræet og et til fodnoterne, som var mere end fyrre sider i slutningen af bogen.

Jeg er ret fascineret af helere Tudor-perioden og ikke mindst Henry VIII, som var en virkelig interessant person på mange måder. Han defineres jo især igennem sine mange koner, og ved at læse Alison Weirs romaner - ikke mindst serien om de seks dronninger - følger man faktisk også hele Henry VIII's regeringsperiode. Ydermere kan man jo læse Hilary Mantels eminente trilogi om Cromwell - endnu en af de vigtige statister i Henry VIII's liv. Men Howard-familien var også absolut afgørende.

Det var en af landets mest magtfulde adelige familier; de var griske og ambitiøse og skyede ingen midler for at komme til tops; eller fjerne forhindringer på vejen. Således var det også deres planer, der bragte to af familiens kvinder til kongens seng - først Anne Boleyn, og senere Catherine Howard. Det var netop de to dronninger, der blev halshugget - og nu gjaldt det lige så meget om at redde familiens plads i magtens centrum.

De var snu politikere; de var gode soldater og de var gode katolikker, hvilket også skabte gnidninger, da Henry VIII brød med "biskoppen af Rom", som han ironisk kaldte paven. Men det spillede også ind, da man i 1537 besluttede at nedlægge et stort antal religiøse bygninger - især klostre. En smart måde at få flere penge i statskassen; men samtidig et upopulært valg i befolkningen og samtidig måtte Howard-familien fllytte deres eget familiemausoleum.

At fortælle om Howard-familien er unægteligt også at fortælle om Henry VIII, hans dronninger og andre rådgivere som Gardiner, Cromwell, More, Wolsey og så videre. Det er en mere "teknisk" biografi end ovenfor nævnte som jo var fiktionsromaner baseret på virkelige personer. Hutchinson er historiker med stort H, og noterne er virkelig detaljerede og overvældende med kilder, referencer og deslige Det gør til tider læsningen lidt opbrudt; man er konstant frem og tilbage mellem siderne. Jeg synes altid det bliver et valg mellem at struktureret læse hver eneste note eller nyde at kunne læse en hel side uden afbrydelser; men her var det jo ret relevant med noterne selvom der var overvældende mange. 

Howard-familien er stadig i toppen af den engelske adel; men selvfølgelig i en anden form for position end da de ejede ikke blot jorden, men også menneskene. Det er jo interessant at kunne spore sin familie så langt tilbage og til så skelsættende begivenheder.

Hans Christian - Jesper Wung-Sung

 

• Dansk
• 11.-12. maj
• 320 sider

Jeg fik udnyttet Kristi Himmelfartsferien godt med dejlige bøger; men også nogle "lettere" af slagsen - men det er også godt efter en tung omgang Hugo. 

Jesper Wung-Sung kan noget med sarte kunstneriske sjæle, som man så det i Kvinde set fra ryggen om den nok mest internationalt berømte danske maler, og i sin seneste roman er det vores nationalhelt på skrift det handler om.

Min eneste lille ferie under lock-down i coronatiden var faktisk en tur til Odense; og her fik jeg genvakt min begejstring for H. C. Andersen ved at se de mange statuer, der pryder byen, men også hans barndomshjem og museet (det var inden det nye store flotte museum åbnede). Jeg har selvfølgelig hans samlede eventyr - i 5 smukke bind fra 1870 og med gotiske bogstaver. De er ikke de mest praktiske til intens læsning. I denne roman blev jeg taget med tilbage til de snævre brostensbelagte gader jeg gik i for tre år siden - men jeg var yderligere et par hundrede år tilbage.

H. C. Andersen var uden tvivl en anderledes sjæl - et kunstnerisk sind, der opfattede tingene omkring sig på en anden måde end gennemsnittet af de mennesker, han omgav sig med i sit ydmyge barndomshjem. Han havde dog også høje tanker om sig selv og sine aspirationer her i livet - han ville være berømt, og han var overbevist om, at netop han var udset til at blive det.

Dette åbenbarer sig for ham allerede ved fødslen, da fuglene og naturen omkring ham anerkender hans ankomst. Men den slags dagdrømmende fantasier er der ikke behov for eller plads til i de snævre rum, hvor faderen arbejder som skomager og moderen råber højt. Alligevel ænser den lille Hans Christian verden anderledes - han opfatter især ikke, når andre gør grin af ham eller udnytter ham. Han er overbevist om sit talent; ikke mindst opfordret af en bedstemor, der selvfølgelig ikke tager hans illusioner fra ham.

Bogen følger den lille Hans Christians første femten år; fra barnevuggen til skolebænken og de første lærepladser. Den følger faderens død, farfaderens galskab og moderens nye ægteskab. Den følger Hans Christians fødder, der vokser og bærer ham til København, hvor det endelig skal ske!

Sproget er finurligt som man levende kan forestille sig det var inde i H. C. Andersens tanker, og der er utallige referencer til det, der senere endelig skulle gøre ham berømt - eventyrerne! For den opmærksomme læser kan det blive til en helt lille leg at spore disse referencer og genkende dem.

Man både lider og ler med den klodsede, drømmende, naive, forfængelige, hypokondriske men charmerende nationalskjald - en dejlig roman fuld af respekt for den store digter.

Mellem lys og skygge - Marie Louise Cornelius

 

• Dansk
• 9.-11. maj
• 480 sider

En fremragende dansk familiekrønike, som tager os med til København for mere end hundrede år siden.

Mellem lys og skygge er første del i en planlagt trilogi kaldet Frederiksstadkrøniken; og der ærgrer det mig allerede lidt, at jeg er startet på den nu, hvor de næste to bind endnu ikke er udkommet. Hvis jeg bliver bidt af en serie, vil jeg jo helst bare kunne fortsætte, og her fornemmer man virkelig at det ikke er en enkeltstående roman. Men nu går der sikkert nogle år inden man kommer til vejs ende.

Historien foregår fra nytårsaften 1909 til juleaften 1910 i familien Krogh, hvor faderen Wilhelm er en anerkendt dommer. Hustruen Agnete er selvfølgelig "kun" fin frue i huset, men det er en tid, hvor kvinder begynder at indse, at de både kan og vil mere end at være til pynt. Husets to døtre er Dottie og Helene, som har et konfliktfyldt forhold, hvor Dottie er faderens kæledægge og Helene en lidt forkælet teenager.

Dottie møder denne nytårsaften en ung adelig, som kurtiserer hende - men er hun overhovedet forelsket i ham? Eller er det primært faderens ambitioner? For Wilhelm Krogh har akut behov for vind i sejlene efter at være associeret med den skandaleombruste minister Alberti; og han fremstår perfekt som den afstumpede machomand, der tilmed udnytter tjenestepigen Marie seksuelt.

Vi følger denne familie og deres tjenestefolk, men også den kunstneriske scene med Agnetes bror, operasangeren, der har forladt sin kone til fordel for en purung ballerina. Dotties veninde, Rebecca, kæmper for at få lov til at læse medicin - et fag tiltænkt broderen, som tydeligvis ikke har de evner.

Således følger vi hele samfundets udvikling i både højde og bredde - fra adelige til tjenestefolk; fra akademikere til kunstnere. Der er fine stemningsbilleder fra et forsvundet København, som man jo alligevel genkender med beskrivelser fra Magasin, Det Kgl. Teater og kendte gadenavne.

Det er en meget let læst roman; sproget er enkelt og der er højt tempo og hurtige sceneskift - netop derfor ærgrer jeg mig også over at skulle vente. 

Da det er Politikens Forlag, der står bag er der selvfølgelig også en del sjuskefejl i korrektur!

Havets arbejdere - Victor Hugo

 

• Fransk
• 3.-8. maj
• 631 sider
• Originaltitel: Les travailleurs de la mer

Havets arbejdere er den sidste store del i Hugos stort anlagte værk om menneskets tre kampe i livet - religion, samfund og natur; det som han ud fra den græske mytologi kaldte for en ananké. En ananké er et filosofisk koncept, som klargør, hvad der er nødvendigt, hvad der må ske - en skæbne om man vil. Hugo ser det også som de tre ting mennesket har behov for. Religionen præsenterede han i Klokkeren fra Notre Dame fra 1831, og samfundet i De elendige fra 1862. Da var han allerede i eksil efter han modsatte sig Bonapartes statskup i 1851, og De elendige blev skrevet mens han boede på Guernsey, som spiller en hovedrolle i Havets arbejdere.

Min udgave var dog baseret på Hugos egen udvidede udgave fra 1883, hvor han har tilføjet knap 80 sider indledning som i detaljer beskriver de britiske kanaløer Jersey og Guernsey. Det er som han gjorde det med katedraler og arkitektur i Notre Dame, og til dels også i De elendige. Det kræver lidt at komme ind i romanen på denne måde - men det er også en del af Hugo-universet, hvor man skal lade sig lede med strømmen ind i hans tanker.

Hele historien er en hyldest til de mennesker, han lærte at kende under sit eksil; ligesom i De elendige er det dem nederst på samfundets rangstige der har hans medfølelse - denne gang er det den underlige Gilliatt, som er fisker. Han havde ingen far, og rygterne siger, at han er djævlens søn. Han er en enspænder og ynder at gå ude om natten for at sidde på klipperne og se ud over havet. Men han er også håbløst forelsket i den unge Déruchette, som er niece til Mess Lethierry, som ejer øens dampskib.

Mess Lethierry og Déruchette er det bedre borgerskab, og Lethierry leder efter et passende parti til sin niece - og gerne en, der kan videreføre dampskibsforretningen.

Da skibet går på grund udlover han niecens hånd til den, der kan få det frit - og Gilliatt ser sin store chance. Kampen om at få frigjort skibet er en episk fortælling om naturens kræfter mod menneskets; ikke mindst i afsnittet om blæksprutten. Det er typiske Hugo-temaer - natur mod menneske, stor mod lille, rig mod fattig og selvfølgelig den umulige kærlighed mellem to af forskellig baggrund. 

Gilliatt lykkes med sit forehavende; men Déruchette er blevet forelsket i den unge præst Ebenezer, og Gilliatt indser, at han aldrig vil få hende. I stedet hjælper han de to unge med at blive gift og stikke af, før han sætter sig op på sin klippe og lader tidevandet skylle ind over ham.

Der er mange paralleller i nyere romaner - tænk bare Moby Dick! Hugo har sin egen stil, men mange har siden forsøgt at ramme netop den blanding af socialrealisme og poesi, som er hans kendetegn.

Han skrev kun ni romaner; nu har jeg læst seks af dem - men visse tåler absolut en gentagelse på et tidspunkt. Han formår virkelig at rive læseren med ind i sin historie på trods af disse bøgers alder.

Italiens historiske haver - Jesper Storgaard Jensen

 

• Dansk
• 2.-3. maj
• 257 sider
• Anmeldereksemplar

I 2022 fik jeg fornøjelsen at læse og anmelde den helt fantastiske bog om Rom set fra den mindre gloriøse men ikke mindre fascinerende side. Nu har samme forfatter - en dansker bosiddende i Italien - udgivet en bog om Italiens historiske haver. Så tænker man måske det er en bog for haveelskere - og det er det vel ret beset også. Men det er ikke en bog med tips og tricks til at indrette haver.

Rejsende fra nord til syd i støvlelandet har forfatteren besøgt de 32 haver, som enten hører til slotte, palæer og museer (fx Borghese i Rom) eller er botaniske haver - eller blot et resultat af visionære (og lidt småtossede) excentrikere. 

Haver er altid dejlige, når man rejser - en citytrip kræver ofte et stop i en park for at hvile sind og krop; selvom man der kan få lige så mange indtryk. Men man kan med denne bog også rejse for udelukkende at besøge haverne; mange ligger enten i eller i nærheden af store byer, som typisk er på listen for turisterne. 

Hvert kapitel indledes med en kort beskrivelse; lidt nyttig information om stedet såsom åbningstider, hjemmesider, entrépriser (og disse er overraskende tit lidt dyre desværre) og andre information om fx caféer, guidede ture. Det er praktisk og dermed fungerer bogen jo virkelig som en rejseguide også.

Haverne er jo virkelig attraktioner i deres egen ret; vi får baggrundshistorie, hvor vi rejser tilbage til de gamle romere eller renæssancen - Italiens lange og komplekse historie viser også, hvor vigtige haverne var allerede århundreder tilbage. Det er ikke uden grund, at der er et begreb, der hedder den italienske havestil. Dernæst følger en tur gennem haven - information om udviklingen, men også planter og blomster, og ikke mindst den kunst, der pryder den. Der kommer man med på en æstetisk rejse og møder gamle kendinge som fx Bernini. I omtalen af Il Parco di Pinocchio - en temapark med Pinocchio i hovedrollen - omtales en statue af Pinocchio på en hest; det står ikke skrevet, men ud fra billedet er jeg overbevist om, at det er en kopi af Leonardo da Vincis hest.

Andre haver er som sagt resultatet af stor fantasi; moderne kunst i fri natur som i skulpturparken i Chianti - eller den schweiziske kunstner Paul Wiedmers have i Lazio. Også i Lazio finder man en sørgende mands have til minde om sin afdøde hustru i Uhyrernes Have; en have fra det 16. århundrede, hvor enkemanden Orsini lader opføre monstre og fantasidyr i stedet for de for tiden forventede religiøse monumenter.

Mange haver har fantastiske labyrinter, som giver endnu en dimension til besøget - mest imponerende er nok Masone-labyrinten, som er relativ ny men udelukkende lavet af bambus!

Der er uendeig inspiration til folk, der rejser i storbyerne eller dem, der er på bilferie på vej gennem Italien og trænger til et afbræk fra motorvejen. Det er selvfølgelig en bog om haver; men det er en rejsebog, en kulturbog, en kunstbog, en fortælling om folk med visioner og om italiensk historie.

Bogen er i stort lækkert format trykt på tykt papir med smukke illustrationer; der er et par småfejl hist og her - men en absolut nydelse at læse - som giver lyst til med det samme at drage mod lufthavnen!

Requiem - François-Henri Soulié

• Fransk
• 28. april-1. maj
• 504 sider
• Dansk titel: Ikke oversat 

Snart tre år efter jeg læste den første del af Souliés middelaldertrilogi kom jeg endelig til vejs ende; mest fordi jeg havde haft tredje bind stående i et stykke tid på reolen.

Vi startede i 1165, rykkede så til 1177 og nu springer vi helt frem til 1210. Det betyder selvfølgelig, at de få gengangere der er, er blevet en del ældre. Raimon de Termes, den unge ridder, er nu en ældre herre og den unge troubadour, Guilhem de Malpas er også en mand, der ser vemodigt tilbage på sine unge år. For tiderne er triste i dette sydvestlige hjørne af Frankrig, som dengang var en række andre fyrstedømmer og ikke mindst den egn, hvor katharerne havde hjemme.

Ligesom i de første to bind er dette baggrunden for historien - konflikten mellem katolikker og katharer; det hele foregår over to døgn, hvor den ene part forbereder et angreb på byen og slottet Termes. Det er en lille by, der er bygget op ad bjerget - og burde være umulig at indtage. Men Simon de Montfort, som er bagmanden bag disse angreb på katharerne, vil ind! Det tager ham flere måneders belejring, som reelt er en udmattelse af ressourcerne indenfor murene inden de overgiver sig.

Men historien her handler altså kun om de to døgn lige inden angrebet, hvor de forskellige lejre diskuterer strategier og klargør sig, Midt i disse forberedelser finder man liget af en prostitueret, som er i hærens følge, og hun viser sig selvfølgelig at være katar.

Det er på mange måder en helt anden type historie end den første roman, som var ren detektivarbejde og den anden, som var ret komisk samtidig. Her er vi absolut i krig og det er især iscenesættelse af Simon de Monforts enorme had til katharerne, der er frygtindgydende. Mange af disse personer er jo reelle historiske personer, som forfatteren bringer til live - det er altid en balancegang. 

Jeg foretrak nok de to andre bind - især det andet - hvor der var mindre blodsudgydelse og mere humor; men overordnet set var det en god trilogi, som dog sagtens kan læses som enkeltstående romaner på grund af de store spring i tid og kontekst. Katharerne og religionsforfølgelserne er omdrejningspunktet; men det er ikke en kontinuerlig historie.