The Joy of Work - Bruce Daisley

• Engelsk
• April
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det går stadig elendigt med læsemotivationen kombineret med en Covid-19-verden; det fungerer ikke for mig. Jeg mangler min transporttid, som er der, jeg får læst meget og ikke bliver distraheret af andre ting.

Men jeg kæmper videre...

I februar købte jeg denne businessbog i lufthavnen i Amsterdam; ikke fordi jeg ikke kan lide mit job - men vi kan alle have behov for at se tingene fra nye vinkler, eller lære nye teknikker. Det er i hvert fald i mit job noget vi bliver opmuntret til. Videreuddannelse er ikke kun via kurser - det er i høj grad også gennem læsning. Jeg læser typisk denne slags lidt af gangen; et kapitel hver aften så der også er tid til min anden litteratur.

Jeg arbejder ganske vist i Danmark (efter mange år i udlandet); men jeg har ingen kolleger fra mit eget team omkring mig. Vi sidder i nok ti forskellige lande, og som regel kun en person i hvert land. Lige nu har jeg en manager i Frankrig, som jeg jo af gode grunde ikke ser tit. Det er sket to gange det sidste år - og det er bestemt usædvanligt højt.

Mine arbejdsdage foregår derfor primært via telefonkonferencer; jeg arbejder typisk 9-10 timer om dagen, og et par timer i weekenden. Så en gennemsnitlig uge er på 50-55 timer, hvoraf min. 30 timer bruges i telefonkonferencer med kolleger i Europa eller i USA - deraf sene dage.

Det kræver noget helt andet end at arbejde med kolleger du ser hver dag, og kender på en helt anden måde. Visse folk i mit team har jeg aldrig mødt fysisk for eksempel.

Daisleys bog er meget fokuseret på, hvordan man kan optimere samarbejde, produktivitet, kreativitet etc. i teams, der sidder sammen eller mødes jævnligt. De har måske også den samme kulturelle baggrund, hvilket har en stor indflydelse på, hvordan vi kommunikerer. For det første om det er vores modersmål - men også fordi vi har de samme referencerammer..

Så jeg fik nok ikke helt det samme ud af bogen, som man vil kunne i et mere konventionelt arbejdsmiljø. Der er mange gode eksempler og case stories; men også en del meget klassiske ideer - såsom at slukke for sin telefon under møder; at bruge tid på at snakke om andet end arbejde. Det er bestemt ikke stor videnskab!

Et af de råd, jeg dog fandt meget nyttigt for mig - og som jeg var begyndt at forsøge mig med - er det forfatteren kalder for Monk Mode. Det går ganske enkelt ud på at blokere sin kalender et par timer fast hver uge - fx hver mandag formiddag. Der er det ikke muligt at arrangere møder, man lukker sin chat, mail, telefon ... og bruger tiden på at arbejde i dybden med et bestemt projekt. Det er faktisk den slags jeg typisk gør i weekenden netop fordi der så er fred og ro; men weekenden er jo også min egen tid.

Jeg forsøger mig med det; men har nu overvejet at introducere det mit team, så vi alle kan gøre det. Det behøves ikke at være samme dag; men det vil skabe en forståelse for, hvorfor man ikke er tilgængelig. Det er uden tvivl svært at søsætte - men ved konsekvens er jeg sikker på, at det er yderst produktivt for begge parter.

Så noget lærdom fik jeg selvom min arbejdssituation er helt anderledes; der synes jeg Erin Meyers bog er et noget bedre redskab til min situation. 

Time Was Soft There - Jeremy Mercer

• Engelsk
• 20.-24. april
• 260 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det går stadig virkelig skidt med læsningen i disse Corona-tider; jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke kan samle mig om det? Måske er det fordi det sædvanligvis er de øjeblikke, hvor man virkelig slapper af og forsvinder ind i en anden og mere stille verden? Men lige nu er alt bare stille, og når man alligevel er alene hjemme hele dagen, har man ikke det samme behov. Jeg arbejder også langt mere ved at arbejde hjemmefra - det bliver tit til 10-11 timers dage; og så forsvinder det, der tidligere var fritiden.

Men da jeg endelig lod mig fordybe var det en nærmest trist nostalgisk læsning; den var fantastisk - men historien om den lille boghandel ved Seinen tæt ved Notre Dame, mindede mig også om, at her var jeg for knap seks måneder siden. Og nu kan jeg ikke bare pakke mine ting og rejse!

Shakespeare & Co. er en institution i Paris - og med rette (og irritation) nævnt i alverdens turistguides. Den ligger på venstre Seine-bred i et lille indhug med et fantastisk udsyn til Notre Dame. Facaden er grøn og skæv, og indeni er det lige så kaotisk, som det ser ud udefra. Bøgerne hober sig op i et tilsyneladende manglende system - men det er der! 

Der er selvfølgelig mange turister, som udelukkende kommer for at tage et billede; men hvis man elsker bøger er det virkelig et paradis - og man får et særligt stempel i dem, man køber der. Det fik mig virkelig til at savne at kunne rejse - og især til mit elskede Paris.

Jeremy Mercer er en canadisk journalist, som i slutningen af 1999 havner i en lidt uheldig situation hjemme. Han er krimireporter, og benytter kilder i miljøet - men da han udgiver en artikel med navns nævnelse af sin kilde, begynder jorden at brænde under ham. Hans lejlighed får uventet besøg - og han beslutter sig for lidt luftforandring.

Han ender i Paris, men har ikke mange penge på lommen, da han en dag søger ly for regnen i Shakespeare & Co. Her bliver han inviteret på te - og inden han ved af det er han flyttet ind i boghandlen.

Historien om Shakespeare and Co. går langt tilbage - og den nuværende forretning har intet med den oprindelige at gøre. Der kom Hemingway, som omtaler den i A Moveable Feast, og James Joyce fik den oprindelige ejer til at udgive Ulysses her. Men den lukkede i 1941, da tyskerne kom til byen og efter krigen havde ejeren Sylvia Beach ikke kræfter til at starte forfra.

I 1951 åbnede den nye Shakespear & Co. et andet sted, da George Whitman havde fået tilladelse til at bruge navnet. Stemningen fortsatte og stjernestatus er bibevaret. Whitman er ikke mindre excentrisk end Beach var - og hans motto er, at forretningen skal være åben for trængende forfatterspirer - hvilket hurtigt kommer til at vise sig at skulle dække over lidt af hvert.

Da Mercer kommer dertil i 2000 er Whitman 86 år gammel, men i fuld vigør. Han dirigerer sit lille empirie med hård hånd og mange særheder. Alle nyankomne skal skrive en historie/biografi om dem selv inden de kan få lov at bo i butikken - typisk på en madras i et hjørne. Der er elendige toiletforhold og ingen bruser - det ordner de på de nærliggende caféer. De mangler alle penge, og arbejder for Whitman uden løn men får lidt mad - og selvfølgelig logi - til gengæld.

Nogle er blevet lidt for længe - som den mystiske Simon, der har boet der i 5 år, og ikke deltaget i fællesskabet. Nogle skriver på deres store roman - som man pudsigt nok aldrig har set udgivet; men de lever alle i et helt specielt fællesskab med lange aftener ved Seinen, hvor de fortæller historier. Der er krig og kærlighed, og man kan aldrig være sikker på at bevare Whitmans gunst.

Mercer bor der i en del måneder, og bliver en form for assistent for Whitman - men de når sandelig også at blive uvenner. Han rejser til London for at finde Whitmans datter, som ender med at overtage butikken, da Whitman dør 98 år gammel i 2011. 

Så stemningen er der stadig. Man kan stadig få en seng, hvis man er trængende. Og man kan selvfølgelig altid rode i hylderne og tage en særlig bog med hjem med deres stempel i; dem har jeg nogle stykker af heldigvis.

Det var næsten som at rejse - og det gav mig en viden om butikkens liv udenfor åbningstiderne, som jeg intet vidste om.

La Baie des Anges - Max Gallo

• Fransk
• 10.-18. april
• 1136 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Denne mastodont af en roman er faktisk en samlet udgivelse af en trilogi. I 1970'erne udkom trilogien som tre romaner om den samme familie - de tre Revelli-brødre, som i 1888 rejser fra Piemonte til Nice for at finde arbejde.

De er fattige men stolte, de tre brødre, som netop har mistet deres mor. Der er Carlo på 28 år, som er anarkist og ikke vil arbejde for nogle som 'slave'. Der er Vincente på 20 år, som starter med alle sine fine principper, men erkender, at der skal mad på bordet og får plads som kusk hos den rige doktor. Og så er der den lille Luigi, som blot er ti år, da de ankommer til Nice. Han bliver stikirenddreng hos doktoren, og han mangler stabiliteten som en forælderskikkelse ville have givet ham.

Familiesagaen fortsætter i mere end 70 år - over to verdenskrige og igennem utallige politiske uroligheder. De tre brødre tager vidt forskellige retninger, og holder ikke sammen som brødre.

Det er samtidig historien om Nice, der rejser sig som de riges paradis i Sydfrankrig med casinoer og femstjernede hoteller; et sted hvor der om noget er forskel på rig og fattig.

Det udnytter de tre brødre - og deres efterkommere - på hver deres vis; som kriminelle, som entreprenører, .... og vi følger dem gennem tykt og tyndt i forsøget på at gøre lykken og samtidig blive ægte franskmænd.

Gallo har skrevet langt over hundrede romaner, biografier og historiebøger i sit 85-årige liv; det er et fransk litterært fyrtårn ganske enkelt. Han kunne godt lide historiske serier, og har skrevet om mange forskellige epoker lige fra Romerriget til den franske revolution til korsridderne.

Og så er der hans biografier af fx Victor Hugo, Napoléon, de Gaulle og et par franske konger.

Han har om nogen styr på sin franske historie; og Nice var hans hjemby - denne trilogi er en hyldest til hans egen by, og det mærker man måske især i de meget detaljerede beskrivelser af gader, pladser og steder. 

Det var ikke den samme gode skrivestil som i nogle af hans senere romaner, hvor han virkelig har fundet tonen - det var til tider lidt for overdrevent tungt og konstrueret; men man fascineres af de tre brødres klassekamp. Og så får man en solid dosis fransk politik fra dte tyvende århundrede.

Kærlighedsbrevet - Lucinda Riley

• Engelsk
• 6.-9. april
• 624 sider
• Originaltitel: The Love Letter

Endnu en let ferielæsning fra Riley - netom som jeg principielt skulle være vendt hjem fra mine to ugers dasen under solen.

Denne roman er en nyudgivelse af en krimi, som Riley forsøgte sig med i 2000 - dengang havde den arbejdstitlen Seeing Double. Men den blev afvist alle steder; det var blot nogle få år efter Lady Dis død og England var ikke parat til en krimi, der omhandlede en fiktiv historie om et uægte kongeligt barn og efterretningstjenestens indblanding i at udrydde alle spor - selv når det kom til mord. Det kan man jo sagtens forstå, da der netop var en del konspirationsteorier om, hvor meget MI5 var involveret i den ulykke i Paris i 1997.

Og måske skulle den bare være blevet i skuffen! For krimigenren er ikke hendes force!

Der er den moderne historie om en ung journalist, der kæmper for at blive til noget og da hun skal dække en berømt skuespillers, Sir James Harrison, begravelse møder hun en gammel dame, der sender hende et brev med mystiske informationer. Da hun opsøger damen er denne død - og det ser mystisk ud; er hun blevet myrdet - og hvorfor?

Joanna beslutter sig for at grave i det; men hun ved ikke, at hendes barndomsven Simon er hemmelig agent i MI5 og samtidig får instrukser om at stoppe hende. Koste hvad det vil!

Hun møder Sir James barnebarn, Marcus, som er en notorisk skørtejæger og tilmed fordrukken. Hans søster Zoe er en mere talentfuld skuespiller, og har haft et forhold til et medlem af den engelske kongefamilie, som resulterede i et barn ti år tidligere. Han dukker pludselig op igen og de genoptager forholdet - og Joanna indleder et forhold til Marcus. Alt imens forsøger de at finde sandheden - nogle ved noget; nogle ved intet - men alle vil have det stoppet.

Historien kravler mange år tilbage til en ubegribelig historie om, at Dronning Elizabeths far skulle have haft en dobbeltgænger - Sir James - som så indledte et forhold til prinsessen. Således er Dronning Elizabeth ikke en ægte kongelig; og Sir James brugte den viden som afpresning. Brevet skulle restitueres til kongehuset efter hans død - men nu er det væk.

Simon foregiver at samarbejde med Joanna - de er jo bedste venner; men samtidig skal han rapportere alt til efterretningstjenesten, og han bliver selvfølgelig forelsket i Zoe, som han skal være bodyguard for.

Det er uendeligt rodet og uplausibelt; men det værste er nok slutningen, hvor både Joanna og Marcus "dræbes" så alle kan få fred. Men den "gode" Simon har ikke rigtig dræbt dem, og de mødes igen på en strand i Brasilien, hvor de kan leve videre under nye identiteter. Det virker totalt håbløst - de er jo principielt the good guys i historien; men skal forsvinde mens Simon gifter sig med Zoe, som aldrig ved, at hendes bror lever. Man kan ikke engang have sympati med den slutning - og det havde virkelig været bedst, hvis den ikke havde været udgivet i det hele taget.

Sex, drugs and Rock 'n' Roll in the Dutch Golden Age - Benjamin B. Roberts

• Engelsk
• 4.-5. april
• 172 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I slutningen af februar - da man stadig kunne rejse - var jeg i Amsterdam for arbejdet. Jeg tog afsted om søndagen for lige at få tid til at komme omkring Rijksmuseum og se en fantastisk udstilling; og shoppe lidt i deres museumsboghandel.

Det blev blandt andet til denne beskrivelse af ungdommen i det 16. århundrede.

Det var storhedstiden i Holland; pengene flød og byen var den mest indflydelsesrige i Europa. Kunsten trivedes og byen tiltrak derfor rigmænd fra alle steder. Og så var der ungdommen - som var vovet, dristig, provokerende... alt det, som ungdom er og altid vil være.

Chokerende for den ældre generation, som ikke fatter deres opførsel - det er universelt.

Bogen er inddelt i forskellige temaer som fx alkohol, rygning, sex, tøjstil, ... alt det, der ændrer sig fra generation til generation, og som kan være svært at forstå for de ældre. Hvorfor skal de unge være så anderledes - klæde sig så spraglet, føjte rundt i gader og stræder og lave ballade.

Bogen er dokumenteret med uddrag fra politirapporter fra datiden, og det er primært fra den lidt mere velhavende del af befolkningen at vi ser tingenes tilstand. De andre var næppe interessante nok til, at man skrev om dem - og de havde jo heller ikke midlerne til at gå amok på samme måde.

Det var fantastisk underholdende og lærerigt; og så er det jo bare en påmindelse om, at vi nu sidder og ryster på hovedet over Millenium-generationen som de i 1600 rystede på hovedet over de unge, der nu ville gå med fjer i hatten, have langt hår og ryge tobak!

Toutes les histoires d'amour du monde - Baptiste Beaulieu

• Fransk
• 1.-3. april
• 448 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Alle verdens kærlighedshistorier ville være den danske titel på denne franske roman, som faktisk er en reel historie fra forfatterens egen familie. I historien bruger han dog navnet Jean om sig selv; men historien er om hans far og farfar.

Jean har ikke talt med sin far i et halvt år; faktisk ikke siden farfaderens begravelse, hvor han lavede sit coming-out, da han ville have sin mandlige kæreste med til begravelsen. Det kunne faderen ikke klare.

Men en dag møder han op i Jeans lægekonsultation, og fortæller ham, at farfaderen Moise har haft en enorm hemmelighed for dem hele sit liv. Han har fundet nogle gamle breve, som alle er skrevet til en Anne-Lise Schmidt - men som aldrig er blevet sendt. Brevene er skrevet den 3. april hvert år; han startede i 1960 og skrev det sidste brev i 2004, da han var en meget gammel mand. 

Hvert brev er en forlængelse af det forrige; og nogle år har han skrevet flere - som var han bange for, at han ikke vil igennem historien inden han døde. Men alligevel satser han jo på, at der er tid til at fortælle det hele.

Moise var ikke en kærlig fader; og både Jean og hans far erindrer en indelukket mand, som aldrig viste følelser. Og nu sidder de med denne utrolige historie, som måske forklarer dem, hvad der skete.

Jeans far får et hjerteslag, og pludselig snakker de igen sammen - nu givr han Jean brevene, og opfordrer ham til at rejse på sporet den historie for at se, hvad der er tilbage de steder Moise omtaler. Og for at finde ud af hvem Anne-Lise Schmidt er.

Moise kom fra en fattig familie i en fattig fransk landsby; han giftede sig ung med en kvinde, der skulle vise sig at være ham utro med alt og alle, og langt fra den respektable og hårdtarbejdende hustru, som var tidens ideal. Men så kommer 2. Verdenskrig, og Moise bliver hurtigt taget til fange af tyskerne. Det er et relativt komfortabelt ophold - og pludselig en dag møder han den unge tyske pige, som havde været på besøg i hans landsby, da de var teenagere. De bliver elskende og hun bliver gravid og føder en lille pige; Anne-Lise. Men det skal holdes hemmeligt, og i stedet siger de til alle, at det er broren og hans kone, der er forældrene. De regner jo med, at det hele vil ordne sig med tiden.

Men Moise er jo stadig gift, og da krigen slutter må han tage hjem for at finde en kone, som er ham utro og et barn, som han umuligt kan være far til. Han vil skilles og tilbage til Tyskland for at gifte sig og tage sit ansvar. Men det er ikke nemt at rejse tilbage til Tyskland efter krigen, og da det enelig lykkes er hans elskede døende. Han lover hende på dødslejet, at Anne-Lise skal adopteres af broren - det er langt bedre end at tage et barn udenfor ægteskab med tilbage til Frankrig - oven i købet et halvt tysk barn. 

Moise kan dog ikke holde dette løfte; han rejser igen tilbage til Tyskland for at se den lille pige; han bliver bare kaldt gudfaderen. Endnu en gang tager han turen - men denne gang er huset tomt. Broren og svigerinden er rejst til Amerika; de var for bange for, at han ikke kunne holde sig væk, og har ikke efterladt et eneste spor. Hans datter er væk.

Resten af sit liv bruger han på at skrive de breve for at fortælle hende historien. For at forklare hende, at han ikke forlod hende.

Jean finder ikke Anne-Lise, og han finder heller ikke nogen af de andre personer, der kunne give ham oplysninger. Så han snakker med fremmede i toget, og opfinder kærlighedshistorier, som han fortæller faderen over telefonen. Alle disse historier viser jo at kærligheden er universel, og samtidgi vil han have faderen til at acceptere hans egen form for kærlighed. 

Det er en enorm stærk roman; og ikke uden grund en af de helt store successer i Frankrig i 2019. Samtidig leder de stadig efter Anne-Lise, som jo i dag ville være en ældre dame - men hvor må man håbe, at det lykkes for dem inden det er for sent. 

Sommerfugleværelset - Lucinda Riley

• Engelsk
• 29.-30. marts 
• 672 sider
• Originaltitel: The Butterfly Room

Jeg havde jo planlagt virkelig ferielæsning til min rejse til sydens sol; det blev så i stedet hjemme i sofaen - men det var dejligt med noget så uforpligtende læsestof til at tage tankerne fra virus og pressemøder. Det er man jo under alle omstændigheder altid garanteret med Rileys bøger - ingen hjerneaktivitet er påkrævet!

Denne er hendes nyeste roman; skrevet parallelt med serine om de Syv Søstre. Hvorfor hun vælger at skrive noget helt andet pludseligt undrede mig - når vi nu alle venter på afslutningen. Men der skal vel også holdes gang i en karriere efter den store serie, så hun holder læserne til ilden.

Den er markant anderledes end mange andre af hendes romaner, og minder mere om Helenas hemmelighed, hvor det hele faktisk foregår primært i 'moderne tider'.

Den 70-årige Posy bor i et stort gammelt og smukt hus - med en fantastisk have, som hun bruger al sind (og penge) på. Hun er enke, og har to sønner. Nick bor i Australien, men efter ti år har han nu besluttet at vende hjem igen. Sam bor lige i nærheden sammen med sin kone og to børn. Sam er forgældet og voldelig; han venter altid på den næste fantastiske idé, der skal gøre ham rig - men det sker aldrig. Posy har hjulpet ham for mange gange, og forholdet mellem de to brødre er mildest talt heller ikke for godt.

Og pludselig dukker hendes ungdoms store kærlighed, Freddie, op igen efter næsten 50 år. Det får Posy til at genopleve fortiden - men hun kender ikke til årsagen for det brud, der skete for så mange år siden.

Der er masser af intriger og hemmeligheder; det er ikke kun relateret til Posy og Freddie - der er også de to sønner, som hver især har deres problemer med livet og kærligheden. Og svigerdatteren... og mange andre; så der er mange tråde, der skal redes ud til sidst. Hvilket det jo selvfølgelig gør, så alle kan ånde lettet op.

Det er anderledes end de historier med noget større tidsvinduer læseren skal rejse igennem; men det ser ud til, at Riley er ved at finde en ny stil måske til at følge efter den enorme succes med serien om søstrene; og så er og bliver det jo totalt uforpligtende søbemadslæsning. 

The Librarian of Auschwitz - Antonio Iturbe

• Engelsk
• 10.-28. marts
• 423 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Marts måned må gå overi historien, som den måned jeg ikke kunne læse bøger. Ganske enkelt!

Lige pludselig befandt vi os i en ny verden, hvor vi skulle forholde os til en mystisk virus, og tiden gik med at bekymre sig, se pressemøder og drukne i nyhedsstrømme, som tappede energien - i hvert fald for mig. Det var som om jeg ikke kunne lægge det fra mig, og fokusere på noget andet.

Jeg havde også tre ugers ferie planlagt, som skulle starte i marts og havde selvfølgelig købt rigeligt med bøger ind til de lange dage på stranden; som jo selvfølgelig ikke blev til noget - så det hele blev pludselig meget underligt. Og det tog mig en evighed at samle energi til at sætte mig godt ind i historien og komme til vejs ende i denne bog.

Sidste år læste jeg historien om tatovøren fra Auschwitz; og jeg har vist også set andre titler i samme stil - det er åbenbart nu vi skal have alle beskæftigelserne fra lejren som historier.

Dita Kraus er tjekkisk jøde, og det var med genkendelsens blik jeg læste om de steder i byen, som jeg selv vandrede igennem sidste forår. Men da krigen kommer, bliver de først interneret i Terezin-lejren - eller Theresienstadt, som tyskerne kaldte den - og i 1943 overflyttet til Auschwitz. Dita og hendes forældre - hun er da 14 år gammel.

Ved et lykketræf kommer hun til at arbejde i børnelejren i blok 31, som er ledet af den unge Freddy Hirsch, som vil have, at børnene glemmer de omstændigheder, de  lever under. Han er åbenlyst homoseksuel men alligevel har nazisterne ikke dræbt ham endnu. Dita ser op til den karismatiske Hirsch, og er lykkelig da hun bliver udnævnt til bibliotekar i blok 31.

Det er lykkedes dem at samle ganske få bøger, som er reddet ud af de ting folk naivt har pakket i deres kufferter til rejsen til det ukendte. Kufferter, som bliver tømt, da de sendes til gaskamrene - men nogle af bøgerne kommer til blok 31. Der er et atlas, der er Soldat Svejks eventyr, H. G. Wells historier - otte bøger i alt.

De skal hver dag gemmes, så tyskerne ikke finder dem - og hver morgen findes de frem, og cirkulerer mellem lærerne, som bruger dem til at undervise børnene. Det er farligt; og der er konstant udkigsposter for at se om især den frygtede Mengele, som pludselig kan dukke fløjtende op rundt om et hjørne.

Ditas far dør hurtigt efter ankomsten til lejren, og Dita og hendes mor kæmper for at klare sig igennem. Det er jo som alle andre bøger om dette emne meget dyster læsning, og man kan aldrig undgå at blive berørt af de forhold, og det had, som eksisterede.

Jeg havde dog lidt svært ved begyndelsen; der var mange kunstigt opsatte stemningsbilleder, som skulle tage læseren tilbage til Ditas tid inden krigen for at give os lidt baggrund. Det kunne i mine øjne være gjort bedre. Men mod halvdelen af bogen begynder det at glide lettere, og kronologien fortsætter fremad.

Den følger Dita til efter krigen og hendes rejse til Israel, hvor hun tilsyneladende stadig lever som en ældre dame nu; og således er det jo også en af krigens solstrålehistorier.

Around the World in 80 Trains - Monisha Rajesh

• Engelsk
• 1.-9. marts
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Schiphol lufthavn er for nogle et absolut mareridt; for denne forfatter er jeg slet ikke i tvivl om, at det ville være det - men ved udgangen til alle B-gates ligger den mest fantastiske lille boghandler. Der er ikke mange bøger; alligevel formår jeg hver eneste gang at købe flere styks. I denne omgang blev det til tre bøger, og en lidt atypisk bog for en lufthavn - da den promoverer den langsomme rejse med tog.

Forfatteren er af indisk oprindelse, men opvokset i England og har tidligere skrevet en bog om togrejser rundt Indien. Nu sætter hun sig for at tage verden rundt sammen med sin kæreste - og selvfølgelig skal det være præcis 80 togrejser for at drage en parallel til Jules Vernes bog.

Der er indledningsvis et kort, der viser rejserne - men det er desværre så uendeligt småt, at man intet kan se. Alexandre Poussin lavede dejlige klare oversigter til hvert kapitel i sine bøger om vandreturen fra syd til nord i Afrika - det kunne man snildt have gjort. Jeg bliver virkelig lavpraktisk med sådan nogle rejsebøger - jeg vil have tekniske og praktiske detaljer! Det savnede jeg virkelig her.

Turen går lidt på kryds og tværs; de kommer igennem Rusland, Kina, Mongoliet, Kina (igen), Vietnam, Thailand, Malaysia, Singapore og Japan. Derfra må de i sagens natur flyve til Canada, hvor de fortsætter til New York, sydpå og tværs over USA og op igen til Seattle. Derfra flyver de igen - til Nordkorea, retur til Kina, Tibet (hvis man altså forudsætter, at det ikke er Kina!), Kina (igen-igen-igen), Kazakhstan, Rusland, Polen, Tyskland, Italien - og endelig den sidste tur hjem med den berømte Orientekspres fra Venedig.

Det er en tur på syv måneder; og mange strabadser både fysisk og psykisk. For det første er togene jo af temmelig varierende kvalitet; det er også sin sag at være så intenst sammen med kun et par stykker tøj, og manglende daglig komfort.

Undervejs møder de mennesker af alle slags - og det er netop det, der tiltrækker Rajesh ved togrejserne. De besøger ikke nødvendigvis mange seværdigheder - og slet ikke de største - men rejser hurtigt videre, da de til tider er afhængige af forbindelser. Deres rejse foregår primært i togene og langt mindre udenfor i de byer, de stopper i.

Et interessant indslag var dog turen til Nordkorea, som er en rundrejse i tog, hvor de konstant er guidede af statsligt ansatte, som jo er totalt hjernevaskede - men som også er en fantastisk indsigt i det lukkede land. Det lykkes dem dog ikke - sikkert forventeligt - at komme helt ind under huden på dem. Det formår de langt bedre i Kazakhstan, som pludselig virker som et fantastisk spændende land at besøge - hvis der ikke lige var det problem med den ekstreme kulde, som nok ikke er noget for mig!

Jeg var lige dele nysgerrig og irriteret; det var virkelig også en langsommelig rejse for mig at komme igennem den. Der manglede nogle praktiske detaljer, og så svingede kvaliteten i dialog og beskrivelser gevaldigt undervejs. 

Men nu har jeg i længere tid overvejet bare en lille togrejse i Europa; jeg er sikker på, at det er en af fremtidens rejsemål - og der er noget charmerende ved at kunne læne sig tilbage og kigge ud. I modsætning til at stå i lange køer i Security osv. - nu fik jeg faktisk blod på tanden igen.

Les cigognes sont immortelles - Alain Mabanckou

• Fransk
• 20.-29. februar
• 288 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg troede lige, at jeg skulle have en nem lille bog læst inden en forretningsrejse; men der var for meget arbejde - og da jeg først var afsted i Amsterdam. var der knap et minut om dagen til os selv.

Så det endte med to læsesessioner over hele denne lange periode, hvor jeg endelig havde tid til at fordybe mig i Mabanckou. 

Det er den 12. bog jeg har læst af ham siden jeg startede bloggen her; så i realiteten er det vel 14-15 styks. Denne gang er han tilbage i fiktionen men med et kraftigt selvbiografisk islæt. Han dedikerer bogen til sine forældre, Pauline og Roger, og det er da også navnene på bogens forældre, selvom den lille dreng hedder Michel og ikke Alain. Man kan undre sig over, hvorfor han tager dem lige for lige, og så benytter sig af et andet navn til drengen? For det er uden tvivl hans egne erindringer om mordet på landets præsident Marien Ngouabi i marts 1977, da han var elleve år gammel.

Michel og forældrene bor i Pointe-Noire langt syd i landet og mange hundrede kilometer fra hovedstaden Brazzaville. Faderen får derfor alle sine informationer fra den lille transistorradio; men pludselig spiller den udelukkende russiske sørgemusik.

Republikken Congo var indtil 1991 en marxistisk-leninistisk stat, og såvel beundringen for som tilknytningen til USSR var stor. Men nu virker det hele meget kaotisk - Michels lille hund forsvinder, men han må ikke forlade huset for at lede efter den. Der er militærkøretøjer i gaderne, og pludselig dukker onklen René op med to onkler, Michel aldrig før har set. 

De to onkler har i hast forladt hovedstaden efter mordet på et andet familiemedlem, og er nu kommet for at advare familien. Igennem deres forklaring af situationen genfortæller Mabanckou hele landets historie fra de første lykkelige dage efter kolonitidens endeligt til den uundgåelige situation med afrikanske diktatorer, og interne stammekrige.

Det er et tidsbillede af Afrika i 1970'erne men med en forbindelse til Frankrig, som jo stadig lidt er moderlandt - og hvor Jacques Chirac vælges som borgmester i Paris, og dermed får vi historien om Giscard d'Estaing, Pompidou - og de andre faderfigurer som var de franske præsidenter.

Pauline - moderen - vil sørge over tabet af den dræbte bror, men det kræver, at hun barberer sig skaldet - og så vil alle jo spørge, hvem der er død. En begravelse er ikke en intim affære - og da de skal holde familieforbindelsen hemmelig, skaber det konflikter i det lille hjem.

Det hele fortælles med barnets logik - og til tider lidt mange gentagelser af den samme sætning for at give os barneperspektivet; og det giver et yderst troværdigt billede af stemningen i en provinsby i Afrika i 1970'erne. Det er ikke hans bedste roman synes jeg; der manglede lidt dybde - og pludselig sluttede den lidt brat. Men han forstår at give os Afrika i litteraturen.