Africana - Thomas Boberg

• Dansk
• 20.-31. maj
• 437 sider

Maj måned blev en af de "sløveste" læsemåneder i årevis set i antal af bøger; præget af rejseaktivitet og familiefester - og denne sidste maj-roman var med en uge i Prag, hvor de sidste mange sider først blev læst på hjemrejsen. Der var fuld fokus på at besøge og nyde - og det skal der også være plads til.

Tidligere på måneden læste jeg Kenyons fantastiske geopolitiske bog om Afrika, og denne rejseroman læste jeg om i en avisanmeldelse, og skyndte mig straks at bestille den. Det er yderst sjældent, at danske forfattere beskæftiger sig med det kontinent, som vi ikke har de samme historiske forbindelser til som fx Frankrig eller England. Den sidste store Afrika-roman på dansk er vel Ejersbos trilogi? 

Boberg er digter, og jeg har aldrig tidligere læst ham; poesi er ikke noget, jeg er god til at læse desværre. Men denne rejseroman er prosa; det er ikke fiktion og det er ikke journalistik. Det er indtryl fra rejser i Etiopien og Gambia over flere år og flere rejser, som han foretager sammen med blandt andet sin kæreste Rebecca. Hun er blandt andet afsted for sit arbejde, og ikke mindst i den sidste længere del omhandlende Gambia er der kapitler, som udelukkende er hendes interviews om historier fra de mennesker, der er rejst the backway - rejsen op gennem Sahara for at nå til Libyen og vente i måneder eller år på at tjene penge nok til en bådtur over Middelhavet. En rejse, som for de fleste ender ulykkeligt - i bedste fald med en returbillet; i værste fald med druknedøden.

Bobergs Afrika er en rejse, hvor han forsøger at komme ud af klicheerne og i kontakt med de lokale; men ikke mere end, at han samtidig irriteres over tiggeri, pågåenhed og de uundgåelige problemstillinger, man udsættes for som hvid rejsende, hvor man føler sig som en omvandrende hæveautomat. Det er svært at skabe reelle venskaber, når gevinsten er uligevægtig for de to parter.

Den første del af bogen beskriver hans rejse til Etiopien, hvor han vender hjem med en voldsom psykisk reaktion på malariamedicinen Lariam, og efterfølgende nyresvigt - og her var der passager, hvor jeg var ved at give op. Om det var digterens koncise prosa eller hjernens forvirring, der skinnede igennem, ved jeg ikke. Men jeg fandt det voldsomt kaotisk og med min begrænsede erfaring med at læse dansk litteratur er jeg ikke god til disse små koncise samlinger af ord uden verber og lignende. Det tog mig uendelige dage at komme igennem det; og jeg følte snarere denne del som en indre monolog end en reel rejsebeskrivelse. Netop denne beskrivelse af Afrika er gjort langt bedre af andre - men man kan også anskue det således, at Afrika er så voldsomt de første gange, at det skaber det indre kaos. Og det kommer tydeligt til udtryk her.

Det blev heldigvis bedre; ikke mindst i delen om Gambia, som jeg selv har besøgt - der kunne jeg virkelig genkende nogle ting. Og i historierne med de unge mænd, som har prøvet eller vil prøve the backway - dem har jeg selv mødt en del af i Senegal.

Det er en voldsom historie; men sådan er kontinentet jo - og jeg synes det er dejligt at danske forfattere begynder at beskæftige sig med det. Det manglede! I den sidste del beskriver han endelig de konkrete problemer, og nutidens relation mellem Europa og Afrika, som konkretiseres.

Traditionen tro for en udgivelse af Gyldendals Forlag er den desværre også skæmmet af en del grammatik- og trykfejl; alt andet ville jo være utænkeligt for Gyldendal åbenbart. Det ødelægger oplevelsen af et godt produkt - og en ellers god produktkvalitet i papir og omslag, som de dog forstår at lave.

Men som nybegynder i forståelsen af Afrika vil jeg absolut ikke anbefale den.

The Only Street in Paris - Elaine Sciolino

• Engelsk
• 19. maj
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En hyggelig søndagslæsning fra morgen til aften - eller i et par lange stræk i hvert fald, for det er jo en relativt lille bog.

Elaine Sciolino har været journalist på New York Times, og har boet i Paris siden 2002; alene det kan man jo blive helt misundelig over! Hvis der er et sted i verden jeg ville bo, så er det bestemt Paris - eller rettere flytte tilbage til. For jeg boede der jo i nogle år, og faktisk lige rundt om hjørnet fra den gade, hvor Elaine sammen med sin mand bosætter sig efter at have boet de første mange år på den anden side af Seinen.

Det er et kulturchok for hende at komme fra det fine 7. arrondissement til det mere folkelige 9. arrondissement. Gaden - Rue des Martyrs - strækker sig fra det 9. og op ind i Montmartre (eller det 18. arrondissement). Alene den opdeling er to forskellige verdener, som Elaine også hurtigt opdager.

Men gaden er også et mikrokosmos med sine mange små selvstændige erhvervsdrivende; sine restauranter, barer, fødevarehandlende og de mange tøjforretninger, som de alle hader.

Elaine lærer hurtigt alle at kende, og lærer derigennem om gadens historie, som også bliver til Paris historie. Hvorfor hedder det fx Martyrernes gade? Det er der mange forklaringer på - og ingen ved nødvendigvis, hvad der er den rigtige.

Jeg boede der, og Elaines kirke var også min kirke - den plads hun drikker kaffe ved besøgte jeg tit. Der var en kinesisk restaurant dengang, hvor jeg på min ugentlige fridag tit fik nøjagtig samme ret.

Og ligesom Elaine kendte jeg alle de handlende i området; det er nemlig sådan det område er - hvor byen ikke er oversvømmet af turister. Det er stadig et internationalt miljø - mange af de handlende er ikke franskmænd; men det er bestemt ikke chikt eller fint at bo her.

Elaine taler med gadens beboere, og giver os små hverdagsblik i livet her i gaden. Det er vel en rejsebog - men til en enkelt gade! 

Hvis man ikke kender Paris - og især hvis man ikke kender dette kvarter af byen - så vil man muligvis ikke finde det ret interessant. Men hvis man kan forholde sig til de gadehjørner, hun nævner, og dufte stemningen af Paris en tidlig morgen, når rendestenene vaskes og forretninger og barer åbner.... så er det både nostalgi og en rejse i sig selv!

Pigen fra Napoli - Lucinda Riley

• Engelsk
• 13.-16. maj
• 608 sider
• Originaltitel: The Italian Girl

Maj måned bliver ikke en stor eller god læsemåned for mig; jeg er ukoncentreret og ubeslutsom, hvor jeg normalt ved præcist, hvad jeg efterfølgende vil læse.

Så jeg tog et par dages læsepause, og så besluttede jeg mig for den nemme løsning - den sidste Riley-roman, jeg havde på hylden. Det er ligesom Helenas hemmelighed en genudgivelse af et gammelt manuskript. I struktur minder den mere om Pigen på klippen, hvor en nutidig person skriver en historie ned - og vi er således ikke ude i de store tidsskift, som isæ serien om de syv søstre er bygget op omkring.

Historien blev opdateret og genomskrevet, da den blev hevet ud af gemmerne for nogle år siden - tyve år efter, at den først havde fået et afslag. Men Riley skal jo kapitalisere sin succes nu, og det forstår man jo godt.

Rosanna er en lille 11-årig pige i 1960'ernes Napoli - hendes forældre ejer et pizzeria, og hun har to større søskende. Denne dag møder hun for første gang den karismatiske Roberto Rossini, som studerer sang ved operaen i Milano og er 17 år ældre end hende. Han har ikke øjne for hende - men derimod for hendes ældre søster. Han bemærker dog hendes fine sangstemme, og anbefaler forældrene at give hende sangundervisning. Det er der for det første ikke penge til - for det andet er Rosanna familiens grå mus. 

Storesøsteren skal giftes opad - og det bliver hun også påfaldende hurtigt efter den aften; men storebroderen Luca træder til. Hans drøm er at komme væk fra familieforetagendet - men nu giver han Rosanna alle sine surt opsparede penge.

Som stor teenager er Rosanna vokset ud af "museklæderne", og hendes sangstemme har udviklet sig. Moderen dør, og søsteren er smidt ud af sin mand, og er flyttet tilbage til lejligheden over pizzeriaet sammen med sin datter. Rosanna får et stipendiat, og Luca og Rosanna flytter til Milano, hvor hun skal studere sang. Her møder hun igen den forførende Roberto, og straks opdager han, at hendes talent har udviklet sig på mere end én vis.

Det er meget forudsigeligt; og samtidig er Rosanna så vanvittigt antipatisk som heltinde.

Hun gifter sig med Roberto, og bliver en berømt operasanger - men manden er et fjols; han er konsekvent utro, selvoptaget, barnlig, ulidelig og en notorisk løgner. Han er simpelthen den slags mand enhver kvinde ved, at man skal holde sig fra - og selv det mest naive pigebarn burde kunne se det.

Men vores heltinde tilgiver ham gang på gang; hun frasiger sig familie og venner; hun finder undskyldninger for alle hans fejltrin og opgiver tilmed sine egne drømme.

Jeg ved ikke, om det var mere "moderne" i 1996 at skrive romaner, hvor den kvindelige hovedperson var så blotlagt for intelligens og sund fornuft - åbenbart?

I mine øjne gør det historien utroværdig - oveni en ganske enkelt ulidelig hovedrolleindehaver.

Netop denne bog skulle have været opdateret en del mere; eller være blevet i skrivebordsskuffen!

Dictatorland - Paul Kenyon

• Engelsk
• 1.-10. maj
• 480 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er hele syv år siden, at jeg læste Dowdens mesterværk om Afrika, som ikke var en nem affære og tog mig lidt tid at komme igennem. Det er barsk læsning, men også intens information, som kræver en simultan konsultation af kilder og lignende. Netop det samme gør sig gældende med Kenyons geopolitiske bog om nogle afrikanske lande.

Kenyons indfaldsvinkel er ressourcerne; Afrika er som bekendt en guldmine - både bogstaveligt og overført - og det var jo én af grundene til europæernes store interesse i at eje land på kontinentet.

Det førte blandt andet til den store geografiske 'fordeling' af arealerne, for det var jo ikke de lande vi kender i dag. Det var territorier, der tilhørte stammer, der levede i større eller mindre harmoni. Det førte til 'lodtrækningen' i Berlin, som blev kendt som Scramble for Africa. Resultatet blev blandt andet, at en del stammer, som var i mindre harmoni nu blev tvunget til at bo sammen indenfor et geografisk og juridisk område.

De fleste af disse koloniale områder besad store rigdomme, som europæerne skamløst udnyttede - det var erstatningen for slavehandlen. Og så begyndte befolkningen at røre på sig efter 2. Verdenskrig. Mentaliteter ændrede sig, og partisanbevægelser opstod og førte til afslutningen på kolonialismen over hele kontinentet.

Mange af de unge mænd, der stod bag disse modstandere af kolonimagten var idealistiske politikere, som kæmpede FOR folket. Men som det jo gik, viser det sig, at magt ændrer selv den mest idealistiske mand.

Mange af de nye mænd blev til diktatorer, som personligt overtog og kontrollerede de rigdomme, der var og samtidig tog korruption til nye højder ved at pumpe penge ud af landene, og ind på oversøiske bankkonti.

Bogen er opdelt i dele omhandlende de primære ressourcer - guld og diamanter for Congo og Zimbabwe; olie for Libyen, Nigeria og Ækvatorial Guinea og endelig kakao for Elfenbenskysten. Til sidst er der et kapitel om Eritrea, som jeg vidste alt for lidt om og som fungerer som et land stort set lige så lukket som Nordkorea, hvor befolkningen er slaver.

Det er skræmmende historier om magtmisbrug, tortur, korruption og paranoia - for der er farligt deroppe på toppen; og mange af disse lande var igennem statskup efter statskup.

Ikke alle historier var jeg lige bekendt med, men det gennemgående træk var jo, at de alle havde de smukkeste tanker for friheden indtil de selv sad med magten. Mange af disse mænd kendte hinanden på kryds og tværs; og de var ikke bange for at myrde sig frem til toppen.

Der var dage, hvor jeg ikke kunne klare mere læsning; det var for grusomt. Men også lærerigt - udover de mere åbenlyse som Congo, Libyen og Nigeria, kender vi nok for lidt til historien om mange af de andre lande. Så selvom det er barsk kost, så er det så uendeligt vigtigt, at der er folk, der skriver om disse ting.

Man kan kun håbe, at med æraen af denne generation af diktatorer, så begynder demokratiet endelig at indfinde sig - tres år efter de første lande fik frihed.

Helenas hemmelighed - Lucinda Riley

• Engelsk
• 26.-30. april
• 608 sider
• Originaltitel: The Olive Tree

Man kan sige, at der er temmelig stor forskel på titlerne i den engelske og danske udgave; det tog mig lidt tid at finde den danske titel. Den udkommer på dansk den 9. maj 2019, men faktisk er det et ældre manuskript, der er fundet frem af skufferne. Riley skrev den først "for sig selv", som hun siger, i 2006 efter en familieferie på Cypern.

Måske har det også noget at gøre med, at hun i en årrække ikke havde held med at få udgivet sine romaner. En del, der udgives nu, er omskrivninger af gamle manuskripter fra den tid. Efter hendes succes med serien om de syv søstre, er det vel naturligt at lukrere på det og lige kigge skufferne igennnem. Det er nemme penge - selvom der har været lidt omskrivning og opdatering, som hun selv nævner i et interview. For perioderne skal lige opdateres til mobiltelefoni og anden slags moderne påfund.

Den oprindelige titel var da også Helena's Secret, men det lød uden tvivl lidt for Cartland-agtigt - den danske alliteration er i mine øjne ikke meget bedre. Det er da også tydeligt at se et mønster i de titler, hun udgiver nu; de er langt mere i tråd med den nye engelske titel på denne.

Historien er derfor på flere måder anderledes end de Riley-romaner, vi ellers kender. Hoveddelen af historien foregår i sommeren 2006, da en sammenbragt familie rejser til Cypern for at holde ferie i et hus Helena har arvet. Helena var der sidst som teenager, hvor hun havde en hed sommerflirt med den lokale Adonis alias Alexis. Hun er nu gift med William og har to mindre børn; men hun har også den 13-årige Alex (!), som er en følsom, superintelligent og introvert knægt, som lider under ikke at kende sin biologiske far.

Da Riley jo omskrev den, starter vi nu med Alex' ord, da han i 2016 vender retur til huset og åbner sin dagbog fra dengang. Historien fortælles som skift mellem hans dagbogsnotater, og handlingen i huset og familien.

Der er jo masser af drama af den moderne slags, som opstår når sammenbragte familier skal være sammen på lidt plads i for lang tid. For William - Helenas mand - har også et forlist ægteskab og en halvvoksen datter, som nu melder sin ankomst. Desuden er der Williams bedste ven Sacha, med kone og to børn - og der er mange potentielle og reelle knuder på kryds og tværs af de protagonister, som udgør de to generationer.

Endelig er der tilføjet et efterskrift, hvor den nu 23-årige Alex i store træk fortæller, hvordan det er gået familien siden. Og endelig mødes de - næsten - alle i huset, som var åstedet for en del familieskandaler dengang i 2006.

Det er anderledes end hendes nu typiske rammefortællinger med spænd over 1-2 århundreder; men det er stadig med et skift i sysnvinklen og masser af kærlighed, skandaler, hemmeligheder - og happy endings selvfølgelig. 

Som forfatter har hun bestemt udviklet sig, og selvom den er omskrevet er det ikke helt ned i enhver detalje. Således gætter man ret hurtigt plottet, og det blev en lidt langsommelig affære at vente på, at alle andre også indså det! Desuden er der ganske enkelt for mange hentydninger til den skandale Helena ved vil bryde ud, når hendes store hemmelighed opdages. Det er for kunstigt, og ganske enkelt dårlig fiktion. 

Skulle hun have ladet den ligge i skuffen så? Det er absolut ikke på højde med hendes andre romaner; og hvor meget hun end vil eksperimentere med andre ting, så har hun en genre, som hun nok skal holde sig til. Det er som altid letlæsning; men jeg var irriteret over, at vi skulle bruge sekshundrede unødvendige sider på at afsløre den indlysende hemmelighed.

The Art of People - Dave Kerpen

• Engelsk
• 23.-25. april
• 288 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Engang imellem skal jeg læse noget helt andet; og bøger man kan bruge også i sit professionelle virke er penge givet godt ud. Man kan kalde det selvudviklingsbøger, men den term synes jeg er lidt forældet efterhånden. Men princippet er jo det - og de har tit og ofte det til fælles, at det er indlysende og ikke rocket science. Det kræver blot, at nogle har sat sig ned, tænkt, sat ord på det og formidlet det.

Så kan man som læser sidde og tænke, at ja, det er jo helt korrekt. Det gælder når vi læser denne slags bøger eller blot en artikel i et dameblad eller et indlæg på sociale medier. Men der er jo så lige nogle, der får det sat ned på skrift.

Dave Kerpen opdeler sine people skills i 11 kapitler rangerende fra konfliktløsning til inspiration over optimering af forhandlings/overtalelsesevner! 

Bogen indledes med en opfordring til at foretage en Enneagram-test, som findes som appendiks bagerst i bogen. Det er selvfølgelig ikke den meget komplette model, som kan ses i linket. Men det giver læseren mulighed for at finde sin score og personlighed inden man kaster sig ud i bogen. Jeg må dog indrømme, at jeg på intet tidspunkt fandt referencer til typerne i bogen, og selvom det var interessant at lave testen, så ændrede det intet i forhold til læsningen.

Bogen er som sagt inddelt i 11 hovedkapitler med underkapitler, som typisk indledes med et eksempel fra den virkelige verden - altså Kerpens eget liv. Det strækker vidt - fra børnehaven over ungdomsforelskelser til voksenlivet som selvstændig entreprenør og familifar. Eksemplerne er således både fra det private som fra det professionelle liv; og det giver selvfølgelig en bredere relevans for læseren. Det er ikke kun til topchefer, den henvender sig.

Så de 53 historier læses rimeligt hurtigt; og de afsluttes hver med et FAST-resumé: First Actions Steps to Take - det virker ærligt talt som et ret konstrueret akronym. Men den slags hører jo til i denne type bøger.

Der var en del nyttige eksempler, og måder at formulere det, som vi jo alle sammen ved. Jeg kunne også mange steder genkende teknikker jeg sel,v benytter i forhold til kolleger og arbejde; det er jo altid dejligt at se, at man ubevidst bruger teknikker, der er gangbare.

Flere steder synes jeg dog, at der var selvmodsigelser i hans eksempler og en del af ville ikke kunne fungere i en nordisk arbejdssituation. Nu arbejder jeg selv mest med udlændinge og i temmelig mange lande verden over (dog vestlig kultur) - men der er bestemt ting, jeg kunne se som værende amerikanske principper. Jeg undrede mig dog over, om nogle historier var opfundne for at passe til situationen?

Alt i alt er det let og hyggelig læsning; der er bestemt ting, man tager til sig og kan bruge. En anden ret stor del er åbenlys logik, som de fleste anstændige mennesker forhåbentligt allerede efterlever. Så selvom det er indlysende, når man ser det - og man tænker "Hvorfor betalte jeg for denne bog?" Så er det altid godt at læse noget i denne genre.

Flammernes farve - Pierre Lemaître

• Fransk
• 17.-22. april
• 544 sider
• Originaltitel: Couleurs de l'incendie

Utroligt nok er det fire år siden, jeg læste Lemaîtres Goncourt-belønnede roman om 1. Verdenskrig.

For nylig sendte de filmatiseringen på DRK - og den var imponerende; slutningen var noget mere positiv end bogens... var der amerikanere inde over for at få en genforening mellem far og søn? I bogen kaster han sig ud fra hotellet, og rammes af faderens bil, hvilket er noget mere makabert end den rørende scene i filmen.

Jeg ved ikke om dette var tænkt som en trilogi fra starten; men i slutningen af første bind opsummerer Lemaître, hvad der sker med nogle af protagonisterne i årene frem.

Nu starter vi ved netop det tidspunkt i 1927, da Edouards far dør. Søsteren var som bekendt blevet gift med skurken fra første roman, som dog endte i fængsel - og hun er nu alene med sønnen Paul. Da faderen skal begraves, kaster Paul sig ud fra husets øverste etage og ender pladask oven på kisten. Det bliver et værre blodbad, og Paul brækker nakken og er nu invalideret for livet.

Madeleine fokuserer kun på sønnen; hun stopper sit forhold til sønnens privatlærer og hun afslår et ægteskabstilbud fra faderens betroede bankrådgiver, der styrede familieformuen. Hun nægter at hjælpe sin onkel, der som politiker skal bestikke en del mennesker for at blive genvalgt. Især behandlingen af faderens rådgiver, Joubert, bliver lige en tand for meget og han beslutter sig for at få hende ned med nakken. Det gør han godt og grundigt ved at investere hendes formue i de forkerte aktier, og da hun mister alt, overtager han hendes barndomshjem og gifter sig tilmed med hendes selskabsdame Léonce. 

Madeleine virker som den svage rigmandsdatter, som aldrig har skullet bekymre sig om noget - men nu forvandler hun sig til en hævngerrig furie., Hun vil have hævn. Over Joubert. Over onklen, som ikke vil hjælpe hende nu. Over privatlæreren, som vist har pillet lidt for meget ved Paul. Over selskabsdamen, som nu bor i hendes fine hus.

På mange måder er historien lige så vanvittig som første dels intrige om de falske soldatergrave og monumenter. Men nu er det bankskandaler og skatteunddragelse, som også var en ting i 1930'erne - faktisk er visse dele igen baseret på lignende reelle hændelser. Og der er den stigende politiske uro med fascismens spiren i Tyskland og Italien.

Parallelt er der en farverig historie om den lille Pauls fascination af den mystiske operasangerinde Solange. Der er den fantastiske polske sygeplejerske Vlaid som bogen igennem taler polsk - hendes tekster er ikke oversat; men det er unødvendigt. Det er et absolut broget persongalleri vi møder - og hele planen er at få nogle af disse personer end med nakken.

Den uskyldige Madeleine anses for ufarlig; men faktisk udvikler hun sig til en så hævngerrig person, at hun bliver antipatisk i mine øjne. Hun kender ingen grænser til sidst; selvom nogle af scenerne er fupmageri i bedste Olsen Banden-stil. Det fylder også temmelig meget i helheden; diversiteten var langt større i Vi ses deroppe, hvor personerne også var langt mere menneskelige og virkelighedstro. Jeg synes der bliver for meget galskab selvom jeg forstår, at det er bevidst, at satiren skal være så grum.

Men jeg undrer mig over, hvor Lemaître vil tage det hen i sit tredje bind - for nu virker det som om alle har brændt alle broer! Uden tvivl skal vi hen til 2. Verdenskrig for at afslutte det - men den invalide Paul kan jo ikke komme i kamp? 

Romanen var ventet med enorm spænding i Frankrig, og det vidste Lemaîitre - man kommer ikke ustraffet fra en Goncourt-pris. Det franske publikum var vilde med denne også; der er klare linjer tilbage til franske klassikere som Dumas, Balzac, Hugo som absolut kan begejstre. Overordnet set foretrak jeg dog første bind, og denne kunne sagtens have været lidt kortere.

The Moon Sister - Lucinda Riley

• Engelsk
• 14.-16. april
• 752 sider
• Originaltitel: The Storm Sister

Jeg ville meget gerne have hele serien nu, så jeg kunne få min nysgerrighed stillet! Men hver gang Riley udgiver et nyt bind i historien om de syv søstre, venter jeg pænt på udgivelsen i det korrekte format.

Det er derfor et år siden jeg læste om CeCe i Perlesøsteren; og sandsynligvis må jeg vente endnu et år på næste bind - som jo er om den sjette kendte søster. Derefter ved jeg ikke, hvad der sker - men vi får flere og flere tråde i mysteriet som tiden skrider frem. Begynder forfatteren at bygge op til klimaks i det sidste bind?

Tiggy er den stille søster, som var syg som barn og blev holdt meget indendøre. Som voksen er hun dog naturmennesket, som trives bedst udendørs i selskab med dyr. Da faderen Pa Salt dør, arbejder hun med dyr i Skotland og starter et nyt job på et gods, hvor hun skal tage sig af vildkatte. Godset ejes af hjertekirurgen Charles, som er gift med en lidt stram dame og sammen har de teenagedatteren Zara. Tiggy bor og arbejder sammen med den rustikke Cal, og på godsets jorder bor også den gamle sigøjner Chilly. Han bliver hendes første katalysator til at lede i sine rødder.

Tiggys historie er langt mere ligetil end de andres; hun får præcise instrukser om, hvor hun kan finde sin familie og skal ikke ud på en "skattejagt". Hun skal blot rejse til Granada, hvor sigøjnerbefolkningen bosatte sig i huler i bjergene udenfor byen, da de blev bortdrevet fra byen.

Hendes mormor var en berømt flamencodanserinde, og det er hendes historie vi starter med i 1912. 

Sigøjnerne var de udstødte, og levede deres eget liv adskilt fra spanierne, som de også frygtede. Lucia - Tiggys mormor - bliver allerede som barn berømt som danserinde, men hun lever ikke et nemt liv altid på rejse med faderen. Spaniens historie er også historien om den Spanske Borgerkrig, og her excellerer Riley jo ved at drage verdenshistoriens begivenheder ind i hvert enkelt bind i serien. Her kommer vi med på en rejse til Portugal og senere videre til Latinamerika og til sidst New York inden Lucia vender hjem for at føde Tiggys mor.

Parallelt med fortiden er der historien om den gamle sigøjner, og godset som er i problemer - og der er Tiggy, som opdager, at hun har overnaturlige evner som en del andre i hendes familie. Det kan selvfølgelig godt blive en anelse kliché - sigøjnerne, der kan læse hænder og spå om fremtiden. Men det er jo en del af den mystik, som Riley har forsøgt at skabe i samtlige historier.

Der er en kærlighedshistorie - som altid - og protagonisterne skal igennem misforståelser og komplikationer før vi når til en Happy End. Det er Rileys varemærke, og i netop denne synes jeg, at slutningen havde fået strøet lidt for meget sukker på. Men som sagt får vi nogle flere ledetråde til mysteriet om Pa Salt - er han død? Bor han i den hemmelige underetage i huset i Genève, som Tiggy opdager? Er han reelt ved siden af Electra, da hun tager en overdosis medicin i slutningen af bogen?

Hver bog slutter med med hovedpersonen i næste bog, og det er netop supermodellen Electra, som skal blve til Solsøsteren. Men der er også mysteriet med Zed Eszu - sønnen af mangemilliardæren, som døde på en båd lige ved siden af Pa Salt. Han er tit i omegnen af én af søstrene - er han måske det syvende barn, som så er en dreng? Det er lidt irriterende at skulle vente i flere år endnu på slutningen; ikke mindst fordi jeg altså glemmer nogle af detaljerne fra de første bøger - især når det gælder opklaringen på deres familierelationer. Der kommer forhåbentlig en god afrunding til sidst - men så er vi jo i 2021!

Ikke desto mindre er det afhængighedsskabende - jeg kunne have læst bogen på to dage, hvis der ikke lige havde været et arbejde at gå til om morgenen!

Légende d'un dormeur éveillé - Gaëlle Nohant

• Fransk
• 7.-13. april
• 624 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg burde måske have fået nok surrealisme i Roegiers fantastisk vanvittige belgiske odyssé; men jeg kastede mig straks ud i en fiktiv biografi af en fransk digter, Robert Desnos.

Indrømmet kendte jeg ikke meget til hans poesi, da det absolut ikke er en genre, jeg læser. Men da jeg købte den i Bruxelles i julen, kunne jeg på omslaget læse, at han var samtidig med Picasso, Hemingway, Man Ray og hele Montparnasse-slænget fra de glade tider i mellemkrigsårene. Det var egentligt nok til at sælge den til mig - og jeg anede ikke, at det ville udvikle sig så tragisk.

Desnos har muligvis - uden tvivl - optrådt i Man Rays selvbiografi; men det er trods alt mere end fem år siden, jeg læste den. Men omgangskredsen var jo den samme, og Desnos var sammen med Breton én af medstifterne af den litterære surrealisme. De var begge ekstremt krævende mennesker, og deres filosofier magtede ikke at harmonere i længden.

Desnos var ludfattig, og skrev for de borgerlige aviser - for spise skulle han jo; men det pirrede Bretons ekstreme tro på surrealismen som en total fornægtelse af borgerlige værdier, og de to mænd brød med hinanden. Det skabte jo lidt sociale problemer, da de færdedes i de samme kredse  - endnu engang kan jeg kun fortryde ikke at kunne tilbringe en enkelt eftermiddag på Deux Magots i 1930'erne!

Desnos forelsker sig i den japanske maler Foujitas kone, som ganske vist var ærkefransk - men blev kaldt Youki. Hun var indbegrebet af 1930'ernes bohème; evig fest og champagne og en lang række elskere. På et tidspunkt lever de en underlig ménage à trois, men Foujita får nok, og Desnos og Youki flytter sammen. Det ændrer ikke hendes adfærd, og Desnos lider under det - men affinder sig også med, at sådan må hun være. 

Da nazismen begynder at gøre sit indtog i verden, rammer den også kunstnerne. Der er en stigende gruppe jøder i byen - Chagall og Max Ernst var blot nogle af dem, der var i Paris i de år, inden de måtte flygte videre til USA. Og så var der den Spanske Borgerkrig, som Desnos også fik ind på livet gennem sit venskab med Alejo Carpentier - og selvfølgelig Hemingway, som oplevede krigen på første hold.

Igen blev det til stridigheder om ideologier; og man måtte vælge side - ikke mindst da krigen brød ud, og Frankrig blev skåret midt over i en fri og besat del. Desnos kunne bare ikke gå på kompromis, og han var forfærdelig temperamentsfuld og endte tit i slagsmål. Han ville ikke holde sin mund, og kritiserede åbenlyst nazisterne og alle franskmænd, der omgikkes dem. Så hellere sulte end spise kaviar med tyskerne!

Han fortsatte sin poesi, men begyndte at skrive mere mellem linjerne, som jo var måden at få kritiseret systemet. Han hjalp, hvor han kunne og beskyttede en lang række jøder i Paris - eller med at få dem ud af byen. Og endelig i 1942 gik han aktivt ind i modstandsbevægelsen, og nu handler det konkret om sabotage og ikke længere blot om spydigheder på papiret. Han var særligt udsat fordi mange mistænkte ham for at være jøde og skjule det; og han havde jo som sagt ikke mange venner de rigtige steder til at beskytte ham.

Det var sandsynligvis også én af de gamle ideologiske fjender, der angav ham og i februar 1944 bliver han arresteret og efter nogle måneder i fransk fængsel ender han i en tysk lejr. 

Romanen skifter på dette punkt fortæller, og den sidste del fortælles af Youki, som desperat forsøger alt for at finde ham, få ham ud... og samtidig overleve det sidste hårde år af besættelsen i Paris.

Desnos "overlever" krigen; tyskerne tager dem med til Therezin-lejren og efterlader dem syge og sultende - men Desnos er hårdt medtaget af sygdom. Nogle uger senere gennemgår en ung tjekke listerne i lejren, og ser hans navn. Han genkender navnet og begynder at lede efter ham; Desnos er nu meget hårdt medtaget. men når at bekræfte, at det er ham. Nogle dage senere går han i koma, og dør i lejren i juni 1945. Han kunne sikkert have overlevet med hurtig og rigtig hjælp lige ved frigivelsen af lejren - men sådan gik det jo for ufatteligt mange mennesker i de dage.

Det var barsk læsning; jeg var virkelig mærket af de sidste mange sider - og samtidig følte jeg et enormt behov for at verificere, hvad der skete med så mange af de venner, han omtalte. Heldigvis overlevede mange, og døde år senere mætte af dage. Desnos som uden tvivl kunne have skrevet fantastisk om den tid, var kun 44 år gammel! 

Det var en underlig roman på sin vis; lige så højtflyvende den var i starten med konflikten mellem surrealisme og dadaisme; lige så basalt håndgribelig bliver det i de sidste dage, hvor det kun handler om liv eller død.

Men sådan var det sikkert for mange af de intellektuelle, der i 1930'erne brugte al deres energi på at diskutere deres idéer, idealer og ideologier - i sidste ende var det overlevelsen og verden kom aldrig rigtigt mere til at ligne Montparnasse i 1930'erne.

Som en yderligere bonus er teksten rigt supplementeret med hans digte, så jeg nu kender dem ganske godt - nok til min smag for poesi i hvert fald. Men indrømmet er der nogle vanvittigt smukke strofer imellem. Men det var en barsk omgang - jeg kommer mig aldrig over at læse de beskrivelser af den krig. Aldrig.

Le bonheur des belges - Patrick Roegiers

• Fransk
• 1.-6. april
• 480 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Mine to første romaner af Roegiers læste jeg i henholdsvis 2008 og 2009; og denne har stået i ventereolen i flere år; for man skal altså være mentalt klar til en af hans litterære udfordringer.

Roegiers selv har boet i Frankrig siden 1980'erne - og man kunne roligt anslå, at han ikke elsker sit fædreland særlig højt. Det tror jeg faktisk, at han gør - men han påpeger konstant absurditeten i det, der i snart 200 år har været et selvstændigt land som følge af Napoleonskrigene. Belgien opstod jo lidt ligesom mange afrikanske stater kom til verden under Scramble for Africa, og siden da har den lingvistiske krig huseret mellem den wallonske og den flamske del.

Den surrealisme udpegede Roegiers allerede i sin første bog; og nu kommer han så med denne optimistiske titel - Belgiens lykke. Ironien heri ligger jo i titlen, som er en omskrivning af en af det 20. århundredes største belgiske romaner af forfatteren Hugo Claus - Belgiens sorg.

Den var også nyskabende i sin form og Roegiers må være en stor fan af Claus.

Her tager Roegiers os med på en rejse gennem Belgien; anført af en navnløs, forældreløs 11-årig dreng, som på skift besøger forskellige steder, personer og symboler i en hæsblæsende anakronisme.

Det er værd at bemærke, at Tintin også var forældreløs og den eventyrer, vi jo ved.

Så der er måske en parallel her! I hvert fald drager den lille dreng afsted ud i verden - og besøger Waterloo sammen med Victor Hugo, som jo beskrev slagmarkerne i detaljer i De Elendige. Han synger sammen med Jacques Brel og er på Verdensudstillingen i 1958, hvor Atomium åbnede, og hvor man også udstillede congolesere i indhegninger. 

Han møder Brueghel, hvis maleri pryder forsiden; Dutroux - Belgiens mest forhadte mand; Simenon - som jeg jo tilbragte det meste af 2017 og 2018 i selskab med; og kommer ud at cykle Flandern Rundt. Han kommer i skyttegravene i 1. Verdenskrig, og tager på druktur med Verlaine...

Det er meget meget specielt! Til tider et hektisk tempo, og til tider med Roegiers sædvanlige flair for at opremse adjektiver uafbrudt over flere sider.

Til sidst ved man ikke, om det var godt eller skidt?

Det er selvironisk og karikaturalt; og det er om noget essensen af Belgien kan jeg roligt sige efter mine mange år i landet. Det er også kærligt - og ærligt! Ikke mange ville turde bringe Dutroux op med vilje.

Men det er også mentalt voldsomt at læse noget så ustruktureret, hvor der principielt ingen historie er. Det går fint i starten; men hen mod slutningen er man udmattet som efter selv at have kørt Flandern Rundt eller besteget toppen Waterloo for at sidde overskrævs på løven stirrende mod Frankrig til den ene side, og Holland til den anden. De to lande, som er skyld i, at Belgien er så kompliceret, komplekst, kaotisk og dejligt som det er i dag.