Sandbarnet - Tahar Ben Jelloun

• French
• October 4
• 209 pages
• Originaltitel: L'enfant de sable

Måske lidt influeret efter læseoplevelsen med Om min mor, stormede jeg lige ned for at købe de to små romaner, som gjorde Tahar Ben Jelloun kendt i en lidt større radius end kun Marokko og Frankrig. Ovenstående (meget enkle) danske link refererer til det samlede værk, selvom de to originale bøger udkom i henholdsvis 1985 og 1987.

Det er en absolut speciel bog - jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om den... til tider synes jeg, at den sprang for meget rundt eller ganske enkelt fortabte sig i filosofiske betragtninger. Men det skyldes primært den iscenesættelse der er, og som også distraherede mig en anelse, fordi jeg blev ved med at se og dufte pladsen for mig. Det var nok for frisk i erindringen til at kunne optræde som central plads i en roman?

Historien fortælles af en professionel historiefortæller af den slags, der stadig underholder i lande, hvor analfabetismen er høj - og respekten for overleveringer ligesådan. Efter sigende skulle Ben Jelloun havde ladet sig inspirerer af en ægte historie - om en pige, der bliver opdraget som dreng. En hændelse, som ikke er ualmindelig i et samfund, hvor kun mænd tæller. Det samme problem står den 50-årige Ahmed overfor; hans kone har født ham syv døtre - som han bevidst ignorerer. Da konen igen er gravid beslutter han, at uanset hvad - så er det næste barn en dreng.

Drengen fødes - det er selvfølgelig endnu en pige - men får navnet Ahmed, og bliver opdraget som en dreng. Selv den tricky omskæring kommer faderen om ved at placere sin finger mellem drengens lår. Han får brystkassen spændt ind, og faderen vælger meget utraditionelt selv at tage sig meget af sin "søn" for at passe på hemmeligheden. Men Ahmed finder jo ud af, at noget er galt - det kaster ham ud i voldsomme eksistentielle kriser efter faderens død, da han er 20 år gammel. Han lukker sig inde i et værelse øverst oppe i huset, og ser ingen andre - hans eneste kontakt med omverdenen er en mystisk anonym brevskriver.

Alt dette fortælles af den gamle filur på pladsen; men pludselig dør han - og historien overtages af tilfældigt forsamlede personer, som alle mener at vide sandheden om, hvad der blev af Ahmed, som i kvindelig udgave tog navnet Zahra. De fortæller hver deres version, som de væver ind i en historie om deres eget liv. Det er typisk for den arabiske fortællekunst - den personlige overlevering; og det er samtidig proppet med symbolik - som de syv søstre Ahmed har... magisk tal, som også er tæt forbundet med Marrakech's historie.

Men det er samtidig denne del, som virker lidt springende og irriterende på mig til tider. Til den positive side hælder den diskussion man ledes ind i om, hvad vi som mennesker er - hvordan vi som individ defineres; især i en kultur, hvor halvdelen knap nok regnes som individer. Havde det været en enkelt afsluttet roman, ville jeg nok havde fundet den lidt underlig - nu skal jeg læse den anden del, og se, hvordan det udvikler sig.

Zazie dans le métro - Raymond Queneau

• French
• October 1-3
• 261 pages
• Dansk titel: Zazie i Paris

Faren ved klassikere er altid, at man hører så uendeligt meget, at man ender med ofte at blive ganske skuffet, når man endelig får læst dem. Andre franske klassikere har jeg måske holdt mig fra, fordi jeg ikke har ment, at jeg ville få det fulde udbytte af dem - i hvert fald ikke for 15 år siden. Men nu skal der læses lidt klassikere har jeg besluttet mig for.

"Zazie i Paris" blev i år 2000 valgt af Le Monde's læsere som den 36. mest betydningsfulde roman i det 20. århundrede. Det lyder ikke af meget - men det er al litteratur omfattet; ikke udelukkende fransk. Forleden faldt jeg over den i en boghandel; bladrede lidt - og tænkte, at den da så usandsynlig nem ud! Ak nej... og dog!

Det første ord er Doukipudonktan!!! Så er scenen sat - og jeg var helt paf! For Queneau's bog var banebrydende, da den udkom i 1959 efter, at han havde skrevet på den siden 1945. Dette første ord er ganske enkelt sammentrækningen af D'où qu'il pue donc autant? I nutidens SMS-sprog virker det såre simpelt - men for datidens franske litteratur var det ikke mindre end revolutionerende. Især med tanke på franskmændenes udprægede snobberi i forhold til deres sprog. Queneau var endda medlem af Goncourt Akademiet, som skulle udvælge den fineste litteratur. Men Queneau's roman bliver banebrydende fordi den bevæger sig fra det skrevne til det talte sprog; som i romanen, da en dialog går på bøjningen af verber i en af de mange uhyrlige fremtidsformer, som har plaget mange skoleelever, og den ene person gør den anden opmærksom på, at det er uden s i slutningen. Hvilket i sagens natur ikke kan høres i udtalen.

Handlingen er ret enkel - den 12-årige Zazie afleveres i Paris af sin mor, der skal på romantisk eskapade, til sin onkel, Gabriel, som skal passe hende i to dage. Zazie's største drøm er at tage metroen - hvoraf den franske titel - men metroen strejker. I stedet oplever Zazie en række utopiske og absurde ting og personer, alt sammen under overvågning af onkel Gabriel... ærkeenglen!

Et andet af bogens centrale temaer er om Gabriel er bøsse. Han er gift med Marceline, men optræder som dragqueen i en natklub - igen skal man nok tænke på perioden for at forstå, at det ikke var hverdag i fransk litteratur. Lige så lidt som Zazie's sprog, som er mildest talt fremmeligt for en 12-årig. Til allersidst finder man dog ud af, at Marceline i virkeligheden er Marcel... da denne returnerer Zazie til moderen efter en omtumlet weekend, hvor Zazie først kom med metroen til sidst, da hun sov. Da moderen spørger hende, hvad hun har lavet i de to dage, svarer hun: Jeg er blevet ældre!

Handlingen er lidt småvanvittig og det filmklip jeg fandt på Youtube af filmatiseringen af Louis Malle, passer glimrende ind i den stil! Jeg skal helt bestemt finde filmen, blot for at se, hvordan de får kringlet problematikken med at få den sproglige finurlighed, som er lige så stor en del af bogen, ind i filmen.

-----------------------------------------------------------------------

Je pense que tout le monde connait ce grand classique français - je l'ai découvert que tardivement. J'en ai entendu parler évidemment - mais comme avec beaucoup d'autres classiques on se demande si ce n'est pas juste par le fait d'en parler qu'ils deviennent des classiques. Ou si j'arriverai à cerner toute la complexité linguistique n'étant pas francophone de naissance.

Avoué - dès le premier mot Doukipudonktan, je suis assez scotchée! Je lis et relis... et je comprends (la mode texto du 21ème siècle aidant). D'autres étaient bien plus dures à déchiffrer - comme vozouazévovos, que j'ai mis du temps à comprendre.

Le tout est absolument carambolesque - en pensant surtout à l'époque à laquelle ce livre est sorti; et d'un membre de l'Académie Goncourt. Ca a dû choquer plus qu'un à l'époque de "maltraiter" la langue française ainsi. On en vient à guetter chaque mot pour comprendre le jeu de mots ou le double usage du mot - j'ai toujours des doutes quant à la grenadine qu'ils consomment en grande quantité... ne serait-ce pas du Pastis?

Le tonton Gabriel, archiguide à ses moments, mais aussi archange de sa petite nièce peu modèle de l'image des enfants sages... Marceline qui ne sort jamais de chez elle que vers la fin pour venir en aide et se dévoiler finalement être un Marcel; sans parler du fameux Trouscaillon, Pédro-surplus et bien d'autres noms... c'est à se dire qu'Amélie Poulain n'a rien inventé du monde loufoque... tout était déjà écrit; et que les ados qui se croient si pertinents en écrivant leurs textos ne font que copier. Et copier en plus quelqu'un qui manie les mots avec respect et amour par-dessus... pour jouer avec pour le plaisir et non uniquement pour la simplicité!

Un vrai régal ce livre!

Om min mor - Tahar Ben Jelloun

• French
• September 26-27
• 284 pages
• Originaltitel: Sur ma mère

Tahar Ben Jelloun er en marokkansk forfatter, der som så mange andre af hans generation (født 1944) flyttede til Frankrig i starten af 1970'erne, da fransk blev mere og mere upopulært i Marokko. Ben Jelloun underviste i filosofi, men ikke på arabisk og kunne ikke længere undervise i sit eget land - som et paradoks af kolonialismens eftertid. I Frankrig anses han for at være en "ekspert" i visse arabiske filosofiske spørgsmål; især med bøger som 'Racisme forklaret til min datter', 'Islam forklaret til børn' osv.

Selv om Ben Jelloun er muslim, så er han ikke udelukkende proarabisk - men meget logisk influeret af sine mange år i den vestlige verden. Hans familie stammer fra meget fattige kår, og var langt fra eliten i Marokko efter krigen. Hans mor undres stadig over de vestlige måder at leve på - samt de mest almindelige opfindelser som mobiltelefoner, vaskemaskiner etc.

Moderen er nemlig omdrejningspunktet i hele denne lille roman. Ben Jelloun skrev bogen, da hans mor begyndte at blive alvorligt syg af Alzheimer i år 2000, og den følger hende frem til hendes død i februar 2002. Ben Jelloun har aldrig kendt meget til sin mors liv; det er en naturlig del af den opdeling i samfundet, der er mellem kvinder og mænd, især i de rurale traditionelle dele af samfundet. Han ved, at hun har været gift tre gange - to gange enke inden hun fyldte 20 år, og inden hun blev gift med Ben Jellouns far.

Men da moderen bliver syg, blander hun, som mange andre Alzheimer-patienter, fortid og nutid sammen. Hun befinder sig tilbage i sin barndom og ungdom i 1930'erne, og lever omgivet af spøgelser fra fortiden. Derigennem får Ben Jelloun en masse ting at vide, som han aldrig tidligere har kendt til. Han understreger dog, at han har taget de faktuelle ting og derigennem forsøgt at skitsere hendes livs historie.

Men det er også historien om frustrationerne ved at se sin mor forsvinde mentalt; ydmygelsen, da hun må gå med ble og han ser nogle intime ting, som man som muslimsk mand ikke skal kende til om en anden kvinde end ens egen. Det er hans observationer om moderen, som aldrig har lært at læse eller skrive og derfor kun har sine egne minder som historier i hovedet. Han sammenligner hende med en vens gamle mor, som er åndsfrisk - men som har haft et vesteuropæisk komfortabelt liv.

Til tider kan det virke som om, at der er mange gentagelser - når moderen igen og igen tager ham for en anden. Men det er også med til at understrege, hvordan det er at leve med den sygdom i familien. Der var øjeblikke, hvor jeg synes, at den var meget tæt på og barsk - man følger de sidste øjeblikke med en utrolig ærlighed, som ikke kan undgå at røre en, hvis man også selv har mistet en forælder.

Jeg har faktisk kun læst én af hans andre bøger; men jeg tror, at jeg skal læse den, der indbragte ham Goncourt-prisen i 1987.

La valse lente des tortues - Katherine Pancol

• French
• September 21-26
• 673 pages
• Dansk titel: Ikke oversat

Skildpaddernes langsomme vals - som ville være den danske titel - er efterfølgeren til 'Krokodillernes gule øjne', som jeg læste for nogle år siden; inden bogbloggen i hvert fald. Det tog mig derfor lidt tid at komme tilbage i personernes sjæl og erindre alle detaljer fra den første del.

Det er egentlig en ret banal historie om hverdagsliv, men som i forfatterens pen bliver levende og eventyrlig. En kvinde i starten af 40'erne, som er lidt udvisket - specialist i det 12. århundredes historie; gift med to teenagedøtre, en søster, som er smuk og elegant og en et lidt kompliceret liv. I den første roman skriver Joséphine en bog for sin søster, som gerne vil have en anden etiket end blot rig kvinde; men det afsløres, at det er Joséphine, som har skrevet den. Ergo er hun nu rig - hendes mand forlod hende i første del; han blev ædt af krokodiller i Kenya og nu kæmper Joséphine med teenagedøtrene og livet som nyrig i en smuk parisisk ejendom.

Hun er rørende som personnage; man lever sig meget ind i såvel hendes som de andre personers karakteristika. De er så forskellige, men så ualmindeligt menneskelige.

Midt i deres kedelige borgerlige liv tropper en serial killer op - det kan være hvem som helst; og det er langt fra en krimi; blot en historie om en dagligdag, som alligevel ikke er så almindelig. Den er ikke dårlig; den er ikke uforglemmelig - den er dagligdags ganske enkelt! Der er tilsyneladende en tredje roman på vej med de samme personer - det er måske lige lovlig meget... men jeg kunne godt blive fristet alligevel.

------------------------------------------------------------------------

La suite de "Yeux jaunes des crocodiles" on retrouve Joséphine, ses filles Zoé et Hortense, sa soeur épouvantable Iris, la maman Henriette et tous les autres. Etant donné que j'ai lu le premier volet il y a quelques années déjà, j'avais un peu de mal à me situer dans les personnages qui m'échappaient. Mais on retrouve vite les traits de tout un chacun.

Joséphine qui est si aimable et terne... Iris qui exaspère de par son comportement de parisienne riche gâtée et insupportable; puis il y a les deux filles qui rentrent dans l'adolescence et Philippe, le mari d'Iris qui entame une affaire avec Joséphine.

Pourtant elle en a déjà assez pour se faire des soucis; un homme bouffé par des crocodiles au Kenya qu'elle entrevoit dans le métro et qui envoie des lettres; un amant à double personnalité et finalement son aggression dans le parc. Car un meurtrier en série rode dans le quartier. Ca ne tourne pas au polar - mais à l'histoire de Joséphine qui vit, cherche, survit et enquète sur elle-même, son ex-mari mort et son amour pour Philippe.

Il n'est pas nul; il n'est inoubliable - on rentre bien dans la peau des personnages; mais je me demande si il est nécessaire de faire un troisième volet de cette saga?

The Lost Symbol - Dan Brown

• English
• 509 pages
• September 15-17
• Dansk titel: Det forsvundne tegn (14. november 2009)
• Titre français: Le symbole perdu (27 novembre 2009)

Inden jeg siger noget som helst andet om denne overmediatiserede udgivelse - så lad mig slå fast, at den (måske ikke uventet) er en skuffelse! Dårlig! Langtrukken! Sødsuppeagtig slutning!

Aaaah, så kom det ud - efter at have holdt det i mig de sidste krampagtige 50 sider, hvor jeg bare glædede mig til, at det var slut. Men først skulle vi igennem en endeløs gang sødsuppe, om politisk korrekthed - at uanset hvilken tro vi har, så er vores universelle tro den samme; at Biblen stadig (og mere end nogensinde) er aktuel og vil være med til, at det gode i verden sejrer. Måske en velplaceret roman i disse terroristtider... og samtidig vejer han uafbrudt sine kristne budskaber og sammenligner dem med Koranen og Torahen - man skulle jo nødig ødelægge sine salgsmuligheder i ukristne lande!

Det er det gennemgående indtryk - det er kalkuleret skrivning; filmmanuskriptet skal faktisk ikke skrives... det har Dan Brown gjort! Sceneskiftene kommer de rigtige steder, og anvisninger til lyd og lys til en Hollywood blockbuster er indskrevet i historien fra første side.

Der er selvfølgelig en historie - om symboler denne gang fra frimurernes orden og igen belæres vi som skolebørn uden den mindste almenviden. Det er desværre så i nogle tilfælde nok nødvendigt... men jeg lærte intet nyt; Dürers malerier og magiske firkanter er ikke nye - de er fra det 16. århundrede. Det er synd for Dûrer, at ingen vil se hans malerier på Prado eller Louvre - men huske ham fra en pladderroman som denne!

Handlingen mangler visse steder total virkelighedssans! Man får skåret sin ene hånd af i et primitivt ritual, bliver tortureret i timevis og når CIA befrier dig, tager man på sightseeing i Washington??? Blot et eksempel - og jeg orker næppe flere; for hvis Dan Brown har været seks år om at skrue det makværk sammen, så er det forhåbentlig fordi han har indset, at det pust, der var i Da Vinci Code trods alt, er væk. Og at vi bliver forskånede for mere Robert Langdon!

----------------------------------------------------------------------

Avant tout autre chose je tiens à préciser que ce livre est nul! Il ne vaut pas l'investissement ni le temps qui à la fin m'a paru interminable. Impossible d'arriver au bout de ses niaiseries - j'ai souffert!

Quelle libération de le dire! La fin est réellement épouvantable - il a voulu faire son politiquement correct; peu importe nos croyances nous sommes tous dieux dans le sens que nous créons nous-même nos vies; la Bible est plus que jamais d'actualité et en le lisant nous allons découvrir que le bon vaincra le mal.

Mais il est malin - tout est presenté avec des parallèles vers le Coran et la Torah - pour ne pas déplaire à un public acheteur dans le monde non chrétien? Ca fait mauvais goût en tout cas. Tout comme l'impression générale où on sent que ce livre a été écrit pour vendre - et pour être adapté sur le grand écran. Plus besoin de sortir un manuscrit - il est fait déjà! Toutes les coupures de scène y compris la lumière etc. est déjà présent!

Evidemment il y aussi une histoire; cette fois-ci il s'agit des symboles et rites des franc-maçons aux Etats-Unis. Tout comme dans ses livres précédents l'inculte y apprendra beaucoup des choses - et nous autres nous n'apprenons rien de nouveau. Au contraire on peut trouver ça triste que pleins de gens iront regarder sur le web pour les carrés magiques de Dürer sans avoir envie d'admirer ses tableaux au Prado ou au Louvre. Ils ne connaitront rien d'autre de lui!

L'action lui-même manque de crédibilité - quelqu'un vous coupe la main dans des rites primitifs et dans des douleurs atroces. Quand la CIA vous libère la première chose que vous faites est visiter les monuments de Washington? Je ne donnerai plus d'exemples - car il m'a déjà trop fatigué... si Dan Brown a mis six ans à écrire cette chose, on peut uniquement espèrer qu'il a compris que l'inspiration lui manque et que ce sera desormais la fin de Robert Langdon!

Les vivants et les ombres - Diane Meur

• French
• 711 pages
• September 10-14
• Dansk titel: Ikke oversat

Endnu én af de bøger, som fik lov at vente i reolen i lidt mere end et år. Jeg var faktisk ikke begejstret for formatet, som er nærmest kvadratisk - en lille men meget tyk bog! Det viste sig også, at den ikke var velegnet til fortovslæsning - men derudover var den da udmærket. Måske ikke helt på højde med mine forventninger; den blev skamrost i den franske presse, da den udkom, og har også vundet en pris.

Dog er den lidt utraditionel i den forstand, at romanen er skrevet med et hus som fortæller. Historien starter i 1821, da huset er midt i sin bedste alder - og beskriver mødet mellem den unge polske Jozef og husets halvaristokratiske datter, Clara. De var ikke ment for hinanden, men Jozef er ambitiøs og da han får lokket hende i fordærv, er der ingen vej uden om et ægteskab for at redde familiens ære.

Jozef og Clara får fem døtre - hvilket ikke huer den tyranniske husdespot. Igennem det 19. århundrede følger vi de fem døtres skæbne, som i høj grad er præget af faderens kulde overfor dem; men også de politiske begivenheder i det, som dengang gjorde, at Polen var splittet ud mellem forskellige herredømmer. Huset observerer - især sine kvindelige beboeres sind og liv; det er dem, der i kraft af tidens traditioner og sæder er lukket inde i huset, som forsøger at passe på dem; våge over dem og hjælpe dem.

Det fungerer faktisk glimrende med huset som fortæller - til tider får det en snert af H. C. Andersens eventyr, hvor inventar er "levende". Huset ser dog kun, hvad der sker så længe dets beboere opholder sig i huset. Det er begrænset af sine mure og har kun udsyn over landskabet, men længes ud. Det begynder at sove i længere perioder; og vågner lidt forvirret over de ændringer; beboerne har gennemgået og med en stigende rastløshed og utilfredshed.

Familiens eksistens og Jozef's berettigelse for sine handlinger viser sig at være bygget på en løgn; en løgn, som Wioletta, den fortabte datter, afslører for sin far. Det er en familiesaga, som foregår over næsten 100 år - indtil Jozef's oldebarn rejser fra huset. Hun er den første kvindelige beboer, som er rejst af egen fri vilje - og ved den handling formår hun at frigøre husets sjæl og tage det med sig.

Det kan godt lyde lidt fjollet - men det var faktisk en spændende roman med nogle fine personportrætter; dog ikke så fantastisk, som jeg synes medierne har gjort den til.

-----------------------------------------------------------------------

Très acclamé ce roman de Diane Meur qui est écrit par la voix d'une grande demeure en ce qui est maintenant la Pologne! Pourtant j'ai mis du temps à le commencer - même si une fois commencé il n'était pas à vrai dire mauvais. Il n'est pas à mes yeux inoubliable non plus. Il est certes original de par le point d'observation de la maison qui a une âme et qui essaie d'influencer et aider ses habitants.

C'est aussi surtout l'histoire de la famille Zemka - du jeune Jozef (polonais) qui épouse la demi-aristocrate Clara, qui est allemande. L'histoire de leurs cinq filles qui naissent sans donner un seul fils et héritier à cet homme tyrannique qui cache un grand secret qui change toute la vue sur son comportement envers sa famille mais aussi dans sa lutte pour une Pologne libre et indépendante.

Car c'est aussi presque cent ans d'histoire d'un pays qui se bat pour ses droits - et la famille Zemka perd plusieurs membres de sa famille pendant cette lutte. Les filles de Jozef ont toutes des destins plus ou moins tragiques à cause de leur père qui se desintéresse àcause de leur sexe. Elles sont prisonnières de cette maison qui pourtant fait tout pour les pousser dans une direction ou une autre.

La maison se fatigue de voir ainsi tout décliner - que des vies ratées. Parfois elle s'endort et se reveille étonnée de voir des nouveaux membres de la famille; des déces mais aussi Jozef qui reste et reste... la maison cherche aussi à se libérer. Seulement l'arrière-petite-fille de Jozef y parviendra. C'est la seulle femme de la lignée de partir de sa propre volonté et ne pas être expulsée par Jozef. En faisant cela elle libère l'âme de la maison et l'emmène avec elle. Ca peut paraitre un peu 'trop'... et c'est justement ça le problème. C'est un peu léger malgré les portraits bien cernés de quelques personnages. Mais en tout je l'ai trouvé très long pour finalement arrêter un peu brusquement.

The White Tiger - Aravind Adiga

• English
• September 7-8
• 321 pages
• Dansk titel: Den hvide tiger
• Titre français: Le tigre blanc

Det er ikke Slumdog Millionaire om igen - men det er en bog i den nyere stil af indiske forfattere, som skriver om deres kultur og deres liv med en utrolig tragikomisk indfaldsvinkel; med humor, sarkasme og selvironi.

Balram Halwai er født i en fattig kaste i 'Darkness'-delen af Indien; mørket langt ude på landet, hvor folk lever i slum og i slavelignende forhold, hvor de ikke arbejder for men snarere tilhører en arbejdsgiver. Balram kommer dog væk derfra til den større by, hvor det lykkes ham at undslippe sin skæbne som rickshaw-kører og bliver rigtig chauffør i en rigtig bil for en rig mand, Ashok.

Igennem sin tid som chauffør som Ashok observerer han dels sin egen verden - helt nede i bunden af hierarkiet - men også livet som den rige mand, som alligevel også må bestikke og lefle for at beholde sin plads på rangstigen. Balram hives langsomt ud fra den fast forankrede illusion, at der ingen fremtid er for ham. I takt med at hans arbejdsgiver bliver mere og mere depraveret efter en skilsmisse, mister Balram respekten for ham. Respekten og ærefrygten for chefen er måske det, der holdt ham nede og i ave. Men denne ændring får ham til at indse, at den anden ikke er mere mand eller et bedre menneske end ham - så han ender med at slå ham ihjel og tage hans penge for at starte et nyt liv op i Bangalore.

Hele fortællingen skrives som breve til den kinesiske præsident, der skal på officielt besøg i Indien - og Balram har besluttet sig for at give ham en indsigt i det rigtige Indien; og ikke blot det præsidenten vil blive præsenteret for af landets overhoveder.

Det er skrevet med en utrolig humor - men hvor de ufattelige forskelle i landets kultur alligevel fremstår tydeligt. Det groteske sættes skarpt og præcist op, fordi det præsenteres med ironi men også eftertanke. Det handler ikke udelukkende om at gøre grin med systemet - tværtimod er det humoren, der fremkalder alvoren i denne bog.

Jeg arbejder dagligt med indere - i Mumbai, men også i Bangalore... det er et komplekst men spændende folk; jeg kunne sagtens genkende noget af det ironiske ved hele konceptet omkring Bangalore som en fattig modpol, der holder forretningsverdenen kørende til lavpris; men også i det drive, der er i mine indiske kolleger, fordi deres forfædre uden tvivl ikke havde de samme muligheder som dem.

Der er utroligt mange spændende bogoplevelser at finde i det moderne Indien, som kun kan bidrage til at lære os mere om landet og dets kultur i en tid, hvor kastesystemet er afløst af individets ambitioner.

-----------------------------------------------------------------------

Ceci n'est pas Slumdog Millionaire - mais c'est aussi un livre dans la lignée des auteurs indiens du 21ème siècle, qui nous apporte une autre vue sur une culture millénaire. Tout comme Kiran Desai ou Tarun Tejpal qui m'avaient aussi marqués récemment. Tous ces auteurs décrivent leur pays et sa culture avec une autodérision, sarcasme et ironie bluffante et si juste.

Balram Halwai est né dans une caste des plus pauvres dans les Ténèbres, cette partie de l'Inde qui est au fin find du pays et où règne la misère et des conditions de vie semblables à l'esclavagisme. Un employé ne travaille pas pour son employeur - il lui appartient. Néanmoins Balram réussit à s'échapper pour aller dans une ville plus grande; son père était tireur de rickshaw mais Balram a la grande chance de devenir chauffeur... une vraie voiture, une uniforme et un salaire décent.

Pendant qu'il passe ses journées à conduire son chef, Ashok, il observe aussi son monde - vu de sa petite place en bas de l'échelle; mais aussi le comportement d'Ashok qui malgré sa richesse doit continuellement baratiner, payer des "pourboires" aux plus puissants pour garder sa place dans l'hierarchie. Ce comportement finit par devenir l'élément déclencheur pour Balram - il se dit que lui aussi peut changer de vie.

Son chef divorce et commence alors une vie depravée d'alcool et des putes; au fur et à mesure que Ashok change, Balram cesse de le respecter. Or le respect presque paternel est la colle qui semble constituer la société indienne des castes. Balram se dit que l'autre n'est pas un meilleur homme que lui juste parce qu'il est riche; et un jour il finit par le tuer et partir avec son argent pour commencer une nouvelle vie à Bangalore.

Tout le récit est écrit comme une longue lettre au président chinois qui va venir en visite officielle. Balram a decidé de lui donner une version moins glorieuse que celle que le président verra par ses hôtes. L'humour y est - mais non pas pour se moquer, mais pour souligner les différences incroyables et injustes dans ce pays. Le grotesque est mis en évidence par cette ironie; et mène à réfléchir malgré les rires que ce livre enclenche aussi. L'humour sarcastique souligne la gravité du sujet d'une manière très subtile.

Je travaille souvent avec des indiens - à Mumbai mais aussi à Bangalore - cette ville qui est devenue le miroir de la nuit du monde occidental du business à un prix discount. Je reconnais ces gens - et surtout l'énergie qui débordent d'eux pour bien faire leur travail; puisque leurs parents n'avaient sans doute pas cette opportunité... ça me rend curieuse et respectueuse en même temps!

Il y a beaucoup de livres innovants sur l'Inde moderne - qui nous amènera je pense à découvrir une culture où la société des castes a cédé pour laisser place à l'individu et ses ambitions.

Le coeur cousu - Carole Martinez

• French
• 440 pages
• August 31 - September 4
• Dansk titel: Ikke oversat

Denne bog var ren magi - og én, som jeg virkelig håber bliver oversat. Det er en blanding af Allende og Marquez for det eventyragtige uvirkelige univers; lidt Gaudé som i Familien Scorta's sol med det barske landskab i det sydlige Spanien denne gang og ikke Italien. Det er lidt af det hele tilsat lidt Joanne Harris, hvor chokoladen er erstattet af tråde og synåle.

Historien starter med Soledad, som genfortæller sin families historie - moderen Francesca, som bliver gift i en ung alder med en mand, José, som hurtigt forfalder til passioner, som hensætter ham i mærkelige tilstande. De børn, Francesca føder, afspejler forholdet til faderen - først Anita, som er undfanget på bryllupsnatten i tavshed og fødes stum; så Angela, som er født efter at han har tilbragt 2 år i hønsegården... og så kommer den rødhårede Pedro, da faderen opdrætter en rød kamphane. Senere følger Martirio - martyrets barn; og Clara, som lyser i mørket.

José sætter alt over styr - til sidst sin kone; som pakker børn på en kærre og drager sydpå. Hun kommer igennem magiske landskaber befolket med legender; oplever revolution og ender med at krydse havet og ende i Algeriet.

Hver af pigerne får overdraget den mystiske æske i arv fra moder til datter og videre til yngre datter; æsken udvikler i løbet af ni måneder en speciel gave, som fuldender netop denne person. Det er en odyssé, som hver af familiens kvinder skal ud på for at blive sig selv.

Kun Soledad - den yngste - skiller sig ud; hun er som navnet antyder, den enlige, den alene i flokken. Hun kom til senere - hendes fader er ukendt og hun genfortæller sin families historie med den tragedie, som har gjort, at hun har taget det på sig at skille sig ud for at lade de andre leve.

Det var en meget fantastisk anderledes bog, som bevægede mig tilbage til Marquez' univers - og hvor ordene hurtigt blev til billeder. Af en første roman fra en ung kvinde, var det en meget imponerende roman!

---------------------------------------------------------------------------

En l'achetant il ne me disait pas grand chose - uniquement vu en Poche et le titre peut sembler un peu nunuche. Mais dès qu'on tourne les pages on se sent transporté dans des univers connus - Chocolat comme dans les livres de Joanne Harris est ici remplacé par la couture; le paysage du sud de l'Italie du Soleil des Scorta de Gaudé est remplacé par une Andalousie magique et remplie de ses fantômes et légendes. On a l'impression que l'homme de la Mancha va venir!

S'y mèle du Marquez de par la magie des choses qui arrivent aux protagonistes et un peu d'Allende de la Maison des Esprits. Il y a de tout mais sans être copié dans ce roman d'une jeune débutante qui est réellement une découverte.

Francesca est une jeune femme qui se marie avec José, un ouvrier qui ne parle pas. Leur premier enfant nait muette - Anita. Il vit selon ses envies et ses illusions et se cache deux ans dans le poulailler - la deuxcième fille, Angela, nait avec des plumes sur le dos. Or il se prend au combats de coq et finalement arrive le fils, Pedro, qui est roux comme le coq et le sang mensuel de sa mère dans lequel il a été conçu.

Arrivent alors Martirio - l'enfant dont la vie sera un martyre et Clara, la petite qui se nourrit des rayons du soleil et brille dans le noir. Leur père joue et perd tout - la maison, les meubles et finalement sa femme. Francesca mets alors tous ses bambims sur la charrette et part vers le Sud. Elle traverse des paysages magiques - traverse des révolutions et survit grace à sa couture.

Sur le voyage il y a aussi sa boite magique qu'elle a eu de sa mère, qui lui a appris des prières magiques et lui a donné le don unique pour elle. Elle transmets la boite à ses filles qui chacune reçoit leuyr propre don unique à travers cette boite.

La dernière fille, Soledad, écrit l'histoire de sa famille. Celle qui était seule comme l'indique son nom - qui doit rester seule et mettre une fin aux malédictions des femmes de la famille. Elle raconte avec passion, amertume parfois, incompréhension face aux évènements multiples qu'elles ont traversées et dans un langage mystérieux et magique comme Marquez.

Ce livre en est plein - de la magie; des phrases qui tissent les mots comme les aiguilles de Francesca dans des images magnifiques. Une vraie petite perle qui n'en a pas l'air!

Den Afmægtige - Ulrik Langen

• Danish
• 544 pages
• August 25-28
• Titre français: Pas traduit... et ne le sera pas!

Biografien om Christian den 7., mente jeg kunne være et passende supplement til de historiske biografer fra samme periode jeg tidligere har læst. Både om Caroline Mathilde, Struensee og i "nyere tid" også om Enevold Brandt. Dertil kom det ikke uvæsentlige faktum, at den var usandsynlig billig og i en meget flot indbinding og kvalitet.

Men det med kvalitet kan snyde... man skal i hvert fald ikke udelukkende dømme på det ydre. Den var ikke udelukkende ringe vil jeg mene - men der er nogle absolutte fejl ved denne biografi.

For det første er der historisk ukorrekte data - hvordan kan man som historiker og med en noteliste og kildefortegnelse, der fylder 50 sider alligevel slippe afsted med seriøse brølere? Det overgår min forstand!

Desuden er korrekturlæsningen mere end mangelfuld - utallige dumme stavefejl, men de skriger i øjnene på læseren og ødelægger en god læseoplevelse. Flere steder bruges de samme ord på samme side - så iøjnefaldende, at man har fornemmelsen af at genlæse en sætning man umiddelbart har læst. Sproget er ikke særligt varieret.

Det sidste er nok det sværeste at bedømme - for her er smag og behag forskellig. Som jeg også skrev om biografien af Enevold Brandt, så er der ikke meget nyt under solen i den overordnede historie om alt, hvad der skete i kongehuset på den tid. Derfor er det uagtet sværere og sværere at skrive biografier, der virkelig afslører nye ting - og/eller på en ny måde. En af de biografier i senere år, som virkelig gjorde indtryk på mig var Robert K. Massies skildring af det sidste zarpar, og hans indfaldsvinkel, som påviser i hvor stor udstrækning sønnens (arvingens) blødersygdom medvirkede til den russiske revolution. Der var en anderledes indgang til en kendt historie, som gav stof til eftertanke og gav mening i den kontekst, han forklarede handlingernes tragiske gang i.

Ulrik Langens biografi fortæller en masse anekdoter om livet ved hoffet - såsom de mere dagligdags ting om deres madvaner, deres personale; og selvfølgelig en masse anekdoter om Christian den 7.'s bizarre væremåde. Men han kommer ikke på noget som helst tidspunkt ind på en reel diagnose af kongens sygdom. Det mangler dybde ganske enkelt!

Forholdet til dronning Caroline Mathilde beskrives - men ligeledes uden en reel analyse; udover påvirkningen fra diverse hofansatte fra begge parters lejre. De fylder til gengæld uendeligt meget igennem hele bogen. Det er alt sammen gammel viden, som er samlet på en ny måde - men ikke på en opsigtsvækkende måde. Det er god læsning - men der er intet nyt i det; det mangler totalt en eventuel analyse af visse episoder, som fx kuppet, da Struensee og Brandt blev fængslet - som kunne være sammenholdt med de indtryk deres "forsvarere" i eftertiden har beskrevet.

Bogen er absolut ikke dårlig - den er bare ikke overraskende; sådan er det desværre tit, når man læser flere biografier eller bøger om samme person eller periode.

Luftkastellet der blev sprængt - Stieg Larsson

• Danish
• 707 pages
• August 19-23
• Titre français: La reine dans le palais des courants d'air

Så er det slut med Lisbeth Salanders eventyr... lidt vemodigt, for jo mere man kommer ind i den trilogi, jo mere fascinerende bliver hun som person. Selvom Mikael Blomkvist er meget nærværende i den tredje del, så er det i allerhøjeste grad Lisbeths historie. Enden på alle hendes trængsler og forklaringer på en masse af det, der udspillede sig i den anden roman.

I netop denne henseende synes jeg afgjort, at den tredje er den bedste - muligvis ikke af de tre; men helt sikkert af de to sidste, som omhandler den samme historie. Det er derfor både en lettelse, at der bliver sat et punktum for det - men frustrerende, fordi Larssons plan jo unægtelig var, at historierne om Lisbeth og Mikael skulle fortsætte i et hæsblæsende tempo i såvel indhold som udgivelsestempo. Det nåede han desværre ikke...

Men historien holder! Den overraskede mig endda med de mange reelle navne på blandt andet tidligere statsministre som Fälldin - en hel del af navnene har eksisteret i svensk politik og er sågar nulevende, hvilket jeg finder utroligt modigt af Larsson, som jo som bekendt heller ikke var angst for at modsætte sig systemet - og Säpo i særdeleshed.

Hvor anden del var usædvanligt voldelig, så fokuseres der her mere på den teknologiske kriminalitet og optrevlingen af historien om Zalachenko - og det tiltaler mig uendeligt meget mere end langtrukne voldsscener. Disse har dog deres berettigelse i den overordnede historie - men da det jo er relativt tykke bøger kan man føle, at det tager tid... en fornemmelse man kun fortryder, når sidste side er vendt - velvidende, at der aldrig kommer flere!

-----------------------------------------------------------------------

Définitivement fini de suivre les aventures de la mystérieuse Lisbeth Salander... avec des regrets car plus on rentre dans la trilogie, plus on est fasciné par son personnage si complexe. Mikael Blomkvist - le journaliste - est très présent dans le troisième tôme aussi; mais c'est surtout l'histoire de Lisbeth. C'est la fin de tous ses peines endurés depuis l'enfance et les explications sur beaucoup de ce qui se passait dans le deuxième roman.

Dans ce contexte j'ai trouvé le dernier le meilleur - ou presque! Au moins des deus derniers qui racontaient la même histoire. Donc on est soulagés d'avoir au moins eu la fin - et très frustré parce que l'idée originale de Larsson était de garder le rythme très soutenu; tant dans l'action dans les livres mais aussi dans la cadence de sorties de ce qui aurait du nous donner dix romans. Malheureusement sa mort lui en a empêché...

Mais l'intrigue est solide! J'ai même été très surprise par le nombre de personnages réels - comme les ministres d'état précédents (comme Fälldin); dont une bonne partie sont toujours vivant. C'est très courageux de la part de Larsson en connaissant ses opinions sur le gouvernement et la police secrète, la Säpo. Ca colle bien avec sa carrière d'avant-auteur où il critiquait souvent le système.

J'ai trouvé la deuxième partie de la trilogie extrêmement violent; ici il s'agit plus de l'aboutissement de l'histoire, de la criminalité informatique et la police secrète et le cas Zalachenko. Personnellement je préfère ça à la violence; mais ils sont justifiés pour l'histoire globale... seul hic est que les livres sont si épais que l'aboutissement vient "tard". D'un autre côté on ne peut que le regretter la dernière page tournée...