Sandbarnet - Tahar Ben Jelloun

• French
• October 4
• 209 pages
• Originaltitel: L'enfant de sable

Måske lidt influeret efter læseoplevelsen med Om min mor, stormede jeg lige ned for at købe de to små romaner, som gjorde Tahar Ben Jelloun kendt i en lidt større radius end kun Marokko og Frankrig. Ovenstående (meget enkle) danske link refererer til det samlede værk, selvom de to originale bøger udkom i henholdsvis 1985 og 1987.

Det er en absolut speciel bog - jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om den... til tider synes jeg, at den sprang for meget rundt eller ganske enkelt fortabte sig i filosofiske betragtninger. Men det skyldes primært den iscenesættelse der er, og som også distraherede mig en anelse, fordi jeg blev ved med at se og dufte pladsen for mig. Det var nok for frisk i erindringen til at kunne optræde som central plads i en roman?

Historien fortælles af en professionel historiefortæller af den slags, der stadig underholder i lande, hvor analfabetismen er høj - og respekten for overleveringer ligesådan. Efter sigende skulle Ben Jelloun havde ladet sig inspirerer af en ægte historie - om en pige, der bliver opdraget som dreng. En hændelse, som ikke er ualmindelig i et samfund, hvor kun mænd tæller. Det samme problem står den 50-årige Ahmed overfor; hans kone har født ham syv døtre - som han bevidst ignorerer. Da konen igen er gravid beslutter han, at uanset hvad - så er det næste barn en dreng.

Drengen fødes - det er selvfølgelig endnu en pige - men får navnet Ahmed, og bliver opdraget som en dreng. Selv den tricky omskæring kommer faderen om ved at placere sin finger mellem drengens lår. Han får brystkassen spændt ind, og faderen vælger meget utraditionelt selv at tage sig meget af sin "søn" for at passe på hemmeligheden. Men Ahmed finder jo ud af, at noget er galt - det kaster ham ud i voldsomme eksistentielle kriser efter faderens død, da han er 20 år gammel. Han lukker sig inde i et værelse øverst oppe i huset, og ser ingen andre - hans eneste kontakt med omverdenen er en mystisk anonym brevskriver.

Alt dette fortælles af den gamle filur på pladsen; men pludselig dør han - og historien overtages af tilfældigt forsamlede personer, som alle mener at vide sandheden om, hvad der blev af Ahmed, som i kvindelig udgave tog navnet Zahra. De fortæller hver deres version, som de væver ind i en historie om deres eget liv. Det er typisk for den arabiske fortællekunst - den personlige overlevering; og det er samtidig proppet med symbolik - som de syv søstre Ahmed har... magisk tal, som også er tæt forbundet med Marrakech's historie.

Men det er samtidig denne del, som virker lidt springende og irriterende på mig til tider. Til den positive side hælder den diskussion man ledes ind i om, hvad vi som mennesker er - hvordan vi som individ defineres; især i en kultur, hvor halvdelen knap nok regnes som individer. Havde det været en enkelt afsluttet roman, ville jeg nok havde fundet den lidt underlig - nu skal jeg læse den anden del, og se, hvordan det udvikler sig.