Monday, September 28, 2009

Sur ma mère - Tahar Ben Jelloun


  • French
  • September 26-27
  • 284 pages
  • Dansk titel: Om min mor

Tahar Ben Jelloun er en marokkansk forfatter, der som så mange andre af hans generation (født 1944) flyttede til Frankrig i starten af 1970'erne, da fransk blev mere og mere upopulært i Marokko. Ben Jelloun underviste i filosofi, men ikke på arabisk og kunne ikke længere undervise i sit eget land - som et paradoks af kolonialismens eftertid. I Frankrig anses han for at være en "ekspert" i visse arabiske filosofiske spørgsmål; især med bøger som 'Racisme forklaret til min datter', 'Islam forklaret til børn' osv.

Selv om Ben Jelloun er muslim, så er han ikke udelukkende proarabisk - men meget logisk influeret af sine mange år i den vestlige verden. Hans familie stammer fra meget fattige kår, og var langt fra eliten i Marokko efter krigen. Hans mor undres stadig over de vestlige måder at leve på - samt de mest almindelige opfindelser som mobiltelefoner, vaskemaskiner etc.

Moderen er nemlig omdrejningspunktet i hele denne lille roman. Ben Jelloun skrev bogen, da hans mor begyndte at blive alvorligt syg af Alzheimer i år 2000, og den følger hende frem til hendes død i februar 2002. Ben Jelloun har aldrig kendt meget til sin mors liv; det er en naturlig del af den opdeling i samfundet, der er mellem kvinder og mænd, især i de rurale traditionelle dele af samfundet. Han ved, at hun har været gift tre gange - to gange enke inden hun fyldte 20 år, og inden hun blev gift med Ben Jellouns far.

Men da moderen bliver syg, blander hun, som mange andre Alzheimer-patienter, fortid og nutid sammen. Hun befinder sig tilbage i sin barndom og ungdom i 1930'erne, og lever omgivet af spøgelser fra fortiden. Derigennem får Ben Jelloun en masse ting at vide, som han aldrig tidligere har kendt til. Han understreger dog, at han har taget de faktuelle ting og derigennem forsøgt at skitsere hendes livs historie.

Men det er også historien om frustrationerne ved at se sin mor forsvinde mentalt; ydmygelsen, da hun må gå med ble og han ser nogle intime ting, som man som muslimsk mand ikke skal kende til om en anden kvinde end ens egen. Det er hans observationer om moderen, som aldrig har lært at læse eller skrive og derfor kun har sine egne minder som historier i hovedet. Han sammenligner hender med en vens gamle mor, som er åndsfrisk - men som har haft et vesteuropæisk komfortabelt liv.

Til tider kan det virke som om, at der er mange gentagelser - når moderen igen og igen tager ham for en anden. Men det er også med til at understrege, hvordan det er at leve med den sygdom i familien. Der var øjeblikke, hvor jeg synes, at den var meget tæt på og barsk - man følger de sidste øjeblikke med en utrolig ærlighed, som ikke kan undgå at røre en, hvis man også selv har mistet en forælder.

Jeg har faktisk kun læst én af hans andre bøger; men jeg tror, at jeg skal læse den, der indbragte ham Goncourt-prisen i 1987.

------------------------------------------------------------------------

Je ne suis pas une grande amateure de Ben Jelloun - ayant lu qu'un de ses romans. Mais je pense qu'il va falloir changer ça assez vite. Au moins je pense qu'il faut lire 'L'enfant de sable' et 'La nuit sacrée'.

'Sur ma mère' est évidemment très différent puisqu'il y parle de sa propre famille; même si il précise bien qu'il a inventé et imaginé les sentiments et les mots de l'époque de la jeunesse de sa mère; il y a quelque chose d'extrèmement poignant dans ses propres sentiments aussi face à cette mère qui est en train de perdre la notion du temps.
Il visite sa mère dans sa maison à Tanger - or elle se croit souvent à Fès où elle a grandi. Ben Jelloun n'a jamais connu toute l'histoire de sa jeunesse; ces choses-là ne se racontaient pas puisqu'il elle n'est que femme. Mais avec ses délires qui la ramène en arrière grace à la maladie d'Alzheimer elle parle du passé comme si il était le présent. Elle raconte son premier mariage - à peine une adolescente, et enceinte et veuve peu de temps après. Ensuite un deuxième mariage comme deuxième femme d'un vieil homme qui lui aussi meurt. La honte et la peur de porter la poisse aux hommes - et finalement le dernier mariage au père de Ben Jelloun.
D'une part on a une vision très claire de ce qu'était la vie des femmes dans les milieux non élitistes du Maroc dans les années trente et quarante. La mère de Ben Jelloun apprendra jamais ni à lire ni à écrire. Pourquoi donc? Elle doit s'occuper de la maison et des enfants.
Ben Jelloun analyse sa vie en même temps qu'il la raconte avec l'aide des bribes d'histoires que sa mère lui raconte - ou qu'elle raconte à personne finalement. Car en s'enfoncant dans le passé de ses souvenirs, elle croit vivre avec les fantômes de tous les êtres disparus. Ben Jelloun écrit sur cette douleur, cette peine de la voir ainsi. Il ne peut pas l'aider pour tout - il est un fils et ne peut pas participer aux choses intimes dans les soins de sa mère.
Il écrit sur sa façon de se préparer à son départ - à l'inévitable; l'envie de la voir partir pour la soulager mais aussi le deuil quand elle part finalement. Il touche aux questions de la foi - que sa mère honore d'une autre manière que lui ayant veçu des années en France. Parfois il y a certes beaucoup de répétitions de prières ou des délires de la mère - mais justement ça aussi donne une idée de ce que ça doit être de vivre avec cette maladie. C'est un très beau petit livre qui se lit très facilement, mais qui touche énormement aussi.

No comments: