Om min mor - Tahar Ben Jelloun

• French
• September 26-27
• 284 pages
• Originaltitel: Sur ma mère

Tahar Ben Jelloun er en marokkansk forfatter, der som så mange andre af hans generation (født 1944) flyttede til Frankrig i starten af 1970'erne, da fransk blev mere og mere upopulært i Marokko. Ben Jelloun underviste i filosofi, men ikke på arabisk og kunne ikke længere undervise i sit eget land - som et paradoks af kolonialismens eftertid. I Frankrig anses han for at være en "ekspert" i visse arabiske filosofiske spørgsmål; især med bøger som 'Racisme forklaret til min datter', 'Islam forklaret til børn' osv.

Selv om Ben Jelloun er muslim, så er han ikke udelukkende proarabisk - men meget logisk influeret af sine mange år i den vestlige verden. Hans familie stammer fra meget fattige kår, og var langt fra eliten i Marokko efter krigen. Hans mor undres stadig over de vestlige måder at leve på - samt de mest almindelige opfindelser som mobiltelefoner, vaskemaskiner etc.

Moderen er nemlig omdrejningspunktet i hele denne lille roman. Ben Jelloun skrev bogen, da hans mor begyndte at blive alvorligt syg af Alzheimer i år 2000, og den følger hende frem til hendes død i februar 2002. Ben Jelloun har aldrig kendt meget til sin mors liv; det er en naturlig del af den opdeling i samfundet, der er mellem kvinder og mænd, især i de rurale traditionelle dele af samfundet. Han ved, at hun har været gift tre gange - to gange enke inden hun fyldte 20 år, og inden hun blev gift med Ben Jellouns far.

Men da moderen bliver syg, blander hun, som mange andre Alzheimer-patienter, fortid og nutid sammen. Hun befinder sig tilbage i sin barndom og ungdom i 1930'erne, og lever omgivet af spøgelser fra fortiden. Derigennem får Ben Jelloun en masse ting at vide, som han aldrig tidligere har kendt til. Han understreger dog, at han har taget de faktuelle ting og derigennem forsøgt at skitsere hendes livs historie.

Men det er også historien om frustrationerne ved at se sin mor forsvinde mentalt; ydmygelsen, da hun må gå med ble og han ser nogle intime ting, som man som muslimsk mand ikke skal kende til om en anden kvinde end ens egen. Det er hans observationer om moderen, som aldrig har lært at læse eller skrive og derfor kun har sine egne minder som historier i hovedet. Han sammenligner hende med en vens gamle mor, som er åndsfrisk - men som har haft et vesteuropæisk komfortabelt liv.

Til tider kan det virke som om, at der er mange gentagelser - når moderen igen og igen tager ham for en anden. Men det er også med til at understrege, hvordan det er at leve med den sygdom i familien. Der var øjeblikke, hvor jeg synes, at den var meget tæt på og barsk - man følger de sidste øjeblikke med en utrolig ærlighed, som ikke kan undgå at røre en, hvis man også selv har mistet en forælder.

Jeg har faktisk kun læst én af hans andre bøger; men jeg tror, at jeg skal læse den, der indbragte ham Goncourt-prisen i 1987.