Syngué sabour - Atiq Rahimi

• Fransk
• 18. februar
• 155 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

I den persiske mytologi er Syngué sabour en 'tålmodighedens sten' - en magisk sten man placerer foran sig, mens man fortæller om sine sorger, problemer, angst, smerter... man læsser sine inderste tanker over på den sten; alt det, man ikke tør fortælle et andet menneske, fordi det er for privat eller smertefuldt. Stenen er som en svamp, der suger hvert ord til sig - og en skønne dag eksploderer den - og man er befriet for alt det, man gemte inde i sig.

Historien her foregår sandsynligvis i Afghanistan - i et hus, i det samme rum - og det er til tider nærmest skrevet som et teaterstykke. I rummet ligger en såret mand på en madras på gulvet. Han er talibankriger og har fået en kugle i nakken - nu ligger han lammet uden at kunne tale.

Hans kone våger over ham; i starten gør hun som mollah'en har beordret hende til - 99 bønner om dagen i 99 dage, hvor hun reciterer fra Koranen for at helbrede sin mand. Men en dag beslutter hun, at det nok ikke er det, der vil hjælpe ham.

Hun begynder at tale til ham - denne undertrykte kvinde, som ikke havde retten til at ytre sig, mens manden var rask. Han bliver hendes Syngué sabour, hvor hun læsser sine tanker af... indrømmelser om deres liv som ægtefolk i et samfund, hvor der er uhørt, at en mand kan være steril - det er kvindens rolle at sørge for, at manden har lyst til at beholde hende.

Kvindens værdi består udelukkende af hendes evne til at reproducere. Der har ingen ømhed været imellem dem, og hun udnytter, at hun nu kan kysse hans mund uden at han kan protestere!

Sproget er absolut ikke avanceret - og til tider skrives den i bitte små brudstykker, som en regissør ville beskrive en kulisse, hvor kvinden træder ind og ud. Men det er et stærkt indblik i det had-kærlighedsforhold en kvinde kan have til sin mand.

Bogen har netop vundet den franske Goncourt-pris - nogle mener ufortjent, og udelukkende på grund af den bølge af mellemøstlig litteratur, der har været fremme i de senere år. Men Goncourt-prisen er altid omgivet af kontroverser! Denne roman er endnu ikke oversat til dansk - men det er én af hans tidligere romaner, og mon ikke denne også kommer?

Le maître des âmes - Irène Némirovsky

• 
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
• French
• February 14-17
• 281 pages
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Irène Némirovsky er et interessant 'bekendtskab' - hendes skæbne er langt fra banal; selvom der eksisterer flere af den slags historier. Født i Rusland i 1903 ud af jødisk familie fra Ukraine, flygter hun med sin familie til Frankrig efter den russiske revolution. Hendes familie er rige bankfolk og hendes liv i Paris er et liv i luksus - hun studerer på Sorbonne, og udgiver sin første novelle som 18-årig. I 1926 udgiver hun sin første roman og i starten af 1930'erne flere andre romaner, som opnår anerkendelse og allerede i 1930 bliver én af hendes romaner, David Golder, filmatiseret.

I 1935 ansøger hun om at opnå fransk statsborgerskab - men får afslag. I 1939 konverterer hun til katolicismen på trods af sit ægteskab med en anden russisk jødisk emigrant. Hun udgiver i flere franske magasiner - hvoraf det ene afbryder alt samarbejde med hende, da loven om jøders status bliver offentliggjort i 1940. Til gengæld skriver hun stadig under pseudonym i et andet tidsblad, som er åbenlyst anti-semitisk - hvilket afføder en del kritik fra jødiske miljøer i Paris.

I 1940 starter hun skrivningen af en serie, som skulle være på fem romaner - Storm i juni - som omhandler besættelsen i Frankrig. Hun når at skrive de to første dele, inden hun i 1942 bliver deporteret og dør i Auschwitz umiddelbart efter. Hendes små døtre havde manuskriptet - men det bliver først udgivet i Frankrig i 2004, hvor det opnår en pris og genopliver hendes andre tidligere romaner.

Denne roman fortæller historien om den unge fattige læge Dario Asfar, som er flygtet fra Krim med sin unge kone. Han forsøger at få en karriere i gang i Nice i den svære tid efter krakket i 1929, og hans jødiske sydlandske træk er imod ham fra første færd. Dario er besat af tanken om rigdom - han er mærket af årene som flygtning gennem Europa, hvor han har sultet og endog mistet et barn, de ikke kunne brødføde. I sin desperation udfører han en illegal abort på en ung amerikansk kvinde; men da denne forlader faderen, bliver han øjeblikkeligt afkrævet 'lønnen' af en grisk, uhæderlig kvinde.

For at betale denne gæld, kontakter han Ange Martinelli - en italiensk dørmand på et af byens hoteller. Denne hjælper ham ved at tilkalde ham, når hotellet har syge gæster. Dermed krydser hans skæbne Philippe Wardes. Wardes er en rig forretningsmand - men han drikker og spiller poker, og forfølges af tvangstanker og neuroser. Dario møder hans kone, Sylvia, og selvom han elsker sin undselige kone, så fascineres han sygeligt af denne kvinde, som for ham besidder en ren sjæl - er uselvisk, dydig; men som heller aldrig har måttet kæmpe for noget i livet eller følt sult.

Dario flytter sin familie med til Paris for at være tættere på Sylvia - selvom deres forhold er rent platonisk. Hun hjælper ham ud af endnu en økonomisk krise - men nu har Dario fundet vejen frem. Han slår sig ned som psykoanalyst - hans metoder er afledt af Freud's; men han påstår, at de er hans egne. Derved opnår han rigdom - men han er stadig foragtet af det bedre borgerskab.

Dario besidder samtlige kapitalsynder (pånær dovenskaben) - han er parat til alt for at sikre sin familie og sin søn. Men han kan ikke længere skelne mellem ret og forkert; og han ender med at støde Sylvia fra sig; blive uvenner med sin søn. Kun hans kone forsvarer ham til den dag hun dør. Hans livs idealer var Sylvia og hendes moral - men han ender med at sælge sin egen sjæl. Han kalder sig Master of Souls overfor sine patienter - Wardes kalder ham 'sjælens slagter'; men hans værste fjende er hans egen gerrighed og misundelse.

Sprogmæssigt er den relativ enkel at gå til - som mange af den periodes romaner; dens styrke ligger i de fundamentale klassiske allegorier. Samtidig er den problematisk i den forstand, at den fremstiller de værste personlighedstræk overhovedet i denne jødiske person - publiceret i et anti-semitisk tidsskrift af en jødisk forfatter, som har konverteret... hvilket naturligt nok skabte en del vrede og tvivl om Némirovsky's egen sympati.

Jeg glæder mig til at læse Storm i juni nu!

Pigen, der legede med ilden - Stieg Larsson

• Danish
• February 4-8
• 539 pages
• Titre français: La fille qui rêvait d'un bidon d'essence et d'une allumette

Den har stået på reolen længe - måske fordi 1. bind blev læst på kun en enkelt dag. Det regnede jeg måske også med, at denne ville... og så er jeg bare aldrig rigtig blevet fanget af det hype, der er omkring Stieg Larsson.

Det tog mere end en dag - jeg synes virkelig, at starten var lang og irriterende... de første 200 sider væver man rundt uden at komme nogen veje. Selvfølgelig bliver man fanget i den hektiske stemning, der bygges op igennem bogen - men jeg vil aldrig komme til at se det interessante i udpenslede voldsscener - som fx boksekampen mellem Paolo Roberto, Miriam Wu og 'uhyret' i den nedlagte lagerbygning. Det er en ting, man i en film kan abstrahere fra - men det der tager 20 sekunder på et lærred, strækker sig desværre over flere sider.

Har man sympati med Lisbeth Salander? Jeg synes, at det er lidt svært at forholde sig til... uagtet, at hun har haft en imponerende begivenhedsrig barndom fyldt med svigt fra alt og alle, så opfører hun sig jo stadig (små)kriminelt - man lænser jo ikke ustraffet en konto for flere milliarder. Det er måske det aspekt, der irriterer mig lidt... jeg kan ikke rigtig forholde mig til hende - og slet ikke Blomkvists accept af hende som forbryder.

Jeg er fuldt og fast overbevist om, at jeg ikke skal se filmene - men muligvis læser jeg den sidste roman. Mest fordi den præcis tager tråden op efter denne; i modsætning til bind 1 og 2. Men absolut ikke før den findes i en billig udgave!

------------------------------------------------------------------------

Je l'ai sous la main depuis bien longtemps - et sans trop savoir pourquoi j'hésitais? Peut-être parce que le premier tôme a été dévoré en une seule journée - pas tant pour sa capacité de passionner que par sa facilité de lire - ou tout simplement parce que le virus Millenium ne m'a jamais piqué. Premièrement je ne suis pas une grande fan de polars - mais dans ce genre j'ai alors préféré le norvégien Jo Nesbø.

Comme pour le premier le début m'a semblé long - sans logique et partant dans tous les sens sans sembler mener vers un but précis. En plus il m'a semblé plus long que dans le premier - autant dire que je ne l'ai pas lu en une journée. D'autre part j'ai horreur de scènes de violence décrites dans des livres. Dans un film - sur l'écran - cela peut être fini en 20 sécondes; mais dans un livre ou chaque geste est dépeint à l'infini, j'ai l'impression de vivre ça au ralenti - et à travers plusieurs pages. Ca ne me capture pas du tout - et dans ce livre il y a plusieurs longs moments violents!

Finalement je trouve compliqué de sentir de la compassion pour la petite punk Lisbeth Salander - finalement elle est un hacker; elle a vidé un compte des milliards de couronnes; elle est armée - et elle ne récule peut-être tout juste devant le meurtre... et encore! Cela dépend de qui elle a en face. Donc - difficile à s'identifier avec cette pauvre petite fille qui a tant souffert dans son enfance - de par sa famille et les autorités. Seul bon point étant que tous les mystères sont finalement dévoilé!

Je n'irai pas voir le film du premier tôme qui sort très bientôt - dans quel but??? Je lirai sans doute le dernier tôme - quand il sortira dans une version poche pas trop chèr. Il ne vaut à mes yeux pas le prix du relié!

Rødhals - Jo Nesbø

• Danish
• January 26-29
• 524 pages
• Titre français: Rouge-gorge

Nu er ringen sluttet - en krøllet ring, som endte med det tredje bind i "serien" om Harry Hole. Jeg var lidt skeptisk, da jeg nogle gange kan få nok af nazisme-beskrivelser - og især kædet til nynazisme! Men som de andre bøger er det jo hurtig læsning med fuld fart over.

I modsætning til de to første bøger om Harry, fornemmer man i denne mere af den stil, som bliver kendetegnende for Nesbø's detektivromaner. Det er også begyndelsen til den affære, som man følger helt til slutningen af 'Frelseren' om kollegaen Tom Waaler's lille sidegeschæft som våbenimportør.

Historien springer frem og tilbage mellem 2. verdenskrig og årtusindskiftet. Da Norge blev besat af tyskerne, var der er en del sympatisører for denne krig - men især var de imod kommunismen - og dermed russerne - og drog derfor gerne i krig på tysk side for at forsvare denne ideologi. Vi følger i korte blik en gruppe unge mænd, som er ved fronten under krigen - undervejs indser nogle af dem, at det er en tabt krig... en forkert krig, de kæmper; men andre bibevarer livet igennem troen på, at det var rigtigt - og at kongens eksil i London var er et udtryk for fejhed.

I nutidens Norge jagter Harry en ukendt person, som via ulovlige kanaler, har bestilt et utroligt sjældent - og utroligt farligt - våben til landet. Han ved ikke, hvad det skal bruges til - hvor eller hvornår. Men han kommer hurtigt på færten af de overlevende fra de tyske skyttegrave. Nogle er nemme at finde; nogle har skiftet side - men nogle er som forsvundet fra jordens overflade. Det er i denne roman, at Harry møder Rakel - og hendes far, som er én af de 'omvendte', som nu skriver på en roman om krigen.

Der var som sædvanlig spænding - og skiftet mellem før og nu fungerer rimelig godt. MEN - og det er en ting, som næsten kan få mig til at stoppe læsningen... Nesbø kan godt lide små, hurtige kapitler med tidsfæstelse. Jeg er overbevist om, at det må være en fejl fra forlagets side - men det er utroligt irriterende, når man benytter den slags, at der er fejl i overskrifterne. Nogle gange er det måneden, der er gal - men mod slutningen af bogen er det hele årstallet, der er et år længere fremme. Amatøragtigt - selv for en billig paper-back!

-----------------------------------------------------------------------

La boucle est bouclée; les aventures - et surtout les mesaventures - de l'inspecteur Harry Hole est terminé. En concluant la série avec le troisième tôme ça a été le desordre absolu - mais ils peuvent facilement se lire indépendamment. Ils se lisent très facilement en plus - et à une grande vitesse.

Il me semble que c'est dans ce troisième tôme que Nesbø trouve le style qui caractérise les livres suivants; et il est sans comparaison meilleur que les deux premiers, qui se passaient en Australie et à Bangkok. C'est aussi dans ce livre que commence l'affaire des armes illégaux qui ne se termine réellement que dans 'Le Sauveur'.

L'histoire se déroule en deux temps - d'abord dans les tranchées de la deuxième guerre mondiale et à la fin du millénaire à Oslo. Quand la Norvège a été occupée par les allemands en 1940, il y avait des jeunes gens qui sympathisaient avec les idées de Hitler - ou plutôt craignaient le communisme russe. Ils partaient donc rejoindre les armées allemandes et se battaient dans les tranchées près de Leningrad pour défendre leur patrie.

Il faut dire que l'histoire nordique étant un peu spécial, on peut plus facilement comprendre les norvégiens qui ont fait ce choix. Le pays venait de gagner son indépendance en 1905 après des centaines d'années sous contrôle danois ou suédois... ils avaient sans doute peur de se voir contrôlé par les russes qui controlait déjà la Finlande - pays frontalier!

Nous suivons donc un groupe de jeunes gens dans les tranchées pendant les hivers rudes; certains commencent à comprendre que ce n'est pas leur guerre - et qu'en plus c'est la mauvaise guerre à faire. Mais d'autres gardent leur vie entière la conviction que les valeurs étaient les bonnes - et que le roi a été lache en s'exilant à Londres comme tant d'autres à l'époque.

Dans le présent Harry est à la pourquite d'une personne inconnue - une personne qui via le milieu néo-nazi norvégien a commandé une arme extrèmement rare. Il ignore dans quel but l'arme servira - où et comment... mais très vite il se concentre sur ce petit groupe de survivants des tranchées. Certains sont faciles à trouver; certains ont changé d'opinion et comportement - et d'autres sont comme disparus de la surface de la terre. C'est aussi dans ce livre que nous rencontrons Rakel - et son père; un ex-soldat des tranchées reconverti, qui écrit 'la vraie histoire' de ceux qui se sont battus pour leur patrie.

Il y a du suspens; il y a des histoires qui se croisent et des fils qui vont continuer dans d'autres livres - et c'est tellement vite lu! Mais c'est amusant... un peu dommage que ce soit le dernier tout de même!

Loin de Chandigarh - Tarun Tejpal

• French
• January 14 - 20
• 686 pages
• Dansk titel: ikke oversat
• English title: The Alchemy of Desire

Bogens første sætning lyder: "Det stærkeste bånd mellem to mennesker er ikke kærlighed. Det er sex."

Fortælleren starter bogen med at fortælle om sin dybe passion for sin kone Fizz - deres ekstremt fysiske forhold, som er baseret på det fysiske samvær. Men Fizz forlader fortælleren ret hurtigt efter, og han gør ikke meget for at holde hende tilbage. Man fornemmer, at han ved, at det er håbløst - men samtidig, at han er optaget af andre tanker. Han er ikke længere i stand til at føle fysisk lyst til den kvinde, han har elsket flere gange om dagen i femten år.

Derefter springer bogen tilbage i tiden - til de var unge... dette utraditionelle indiske par, hvor hun er muslim og han hindu. De er fattige - men de elsker hinanden - og med hinanden... og meget! Han forsøger at blive forfatter - men det mislykkes gang på gang; hun tjener lidt småpenge og bogens første halvdel fortæller om deres liv; hans tanker; småpudsige situationer i 1990'ernes Indien - men også med tilbageblik til bl.a. hans farmors barske historie og Indiens store personligheder som Gandhi (alle tre), Netanyahu og det indiske samfunds kompleksitet.

Fortællerens karriere når heller ikke særlig langt - det er lidt svært, når han fysisk ikke kan udholde at være væk fra sin kone i mange timer ad gangen. Hans prioriteter i livet er meget klare for ham - mens han samtidig med moro betragter livet passere forbi ham. Han er lykkelig; de er lykkelige.

Da farmoderen - som har fordømt ham for at have giftet sig med en muslim - dør, arver de en forfærdelig masse penge. De opfylder deres store drøm om et hus i bjergene - en faldefærdig rønne, som vil kræve måneders istandsættelse. Terjal beskriver deres vej fra Delhi til byen Gethia i bjergene så levende, at jeg måtte ind på Google Earth for at se, om stederne fandtes. Virkelighedens billeder er de samme som bogens - og jeg følte nærmest, at jeg kunne bevæge mig fysisk rundt i det hus. Han giver også nogle fantastiske beskrivelser af de personnager, de hyrer til at restaurere huset.

Under restaurationsarbejdet finder de et gammelt pengeskab indeholdende 64 læderindbundne dagbøger. De lokale fraråder ham at læse bøgerne - og minder ham om samtlige dårlige ånder og ulykker, der vil ramle ned i hans liv. Men han kan selvfølgelig ikke holde sig væk - og det bliver starten på enden. Han lever og ånder udelukkende for disse dagbøger - og vi forstår, at det var dem, som drev Fizz væk. Han trak sig ind i sig selv - og læste. Uafbrudt i 3 år. Han fantaserer seksuelt om Catherine, som bliver en besættelse for ham, som kun dulmes af spandevis af whisky.

Historien fra dagbøgerne er en historie i sig selv - om den unge amerikanerinde, Catherine, der som 14-årig i slutningen af det 19. århundrede føler sig tiltrukket af familiens sorte tjenere. Som 18-årig rejser hun til London for at undgå den dybt kristne moders ønske om giftermål; derefter fortsætter hun til Paris, hvor hun ankommer i starten af det 20. århundrede.

For Catherine er ankomsten til Paris en befrielse - hun slipper sig selv løs i en vanvittig hedonisme; men samtidig fantaserer hun udelukkende om mørklødede mænd og ikke de dandy-typer, der var på mode på denne tid. Men så møder hun Syed - mørk, eksotisk, spændende - og inder. De rejser til Indien, hvor hun opdager, at han er prins, homoseksuel og allerede gift. Deres forhold er platonisk - men indeholder pikante trekanter for at begge parter kan få deres lyster styret.

Hendes historie er tragisk - men binder hendes historie sammen med husets historie; deraf fortællerens fascination - blot understreget af hans kraftige libido. Da han 3 år efter er færdig med bøgerne, tager han på en rejse for at binde de løse ender sammen. Der er ufortalte ting i bøgerne - men som ender med at give ham forklaringen på nogle af de advarsler, han har fået; på de lokales opførsel - og på hans forhold til Fizz...

Bogens sidste sætning lyder: "Sex er ikke det stærkeste bånd mellem to mennesker. Det er kærlighed."

En virkelig fantastisk roman, hvor jeg var opslugt - oversættelsen til fransk var derudover en oplevelse i sig selv. Helt igennem utrolig læsning - og den parisiske del mindede mig mystisk om noget?

I øvrigt indeholdende en af de smukkeste beskrivelser af forskellen mellem mandlig og kvindelig orgasme jeg længe har læst. Der er er mange erotiske passager beskrevet på en usædvanlig måde!

-------------------------------------------------------------------------

La première phrase du livre est: "L'amour n'est pas le ciment le plus fort entre deux être. C'est le sexe."

Le narrateur commence le livre par raconter combien son couple est passionné; tout est fondé sur la passion physique et l'acte sexuel. Mais sa femme - Fizz - le quitte très vite après et on sent qu'il ne fait rien pour l'arrêter. Il ne semble pas très préoccupé par son départ non plus - ses pensées sont visiblement ailleurs. Il n'a plus envie de sa femme - pourtant depuis 15 ans ils s'aiment jusqu'à plusieurs fois par jour.

Sautant en arrière le livre raconte leur jeunesse - un couple inhabituel; elle est musulmane - il est hindou. Ils sont pauvres - mais ils s'aiment... et surtout ils font l'amour... beaucoup! Le narrateur est un jeune homme qui voudrait devenir écrivain - mais il ne réussit pas très bien; et il abandonne à chaque fois. Elle gagne un peu d'argent - mais globalement ils sont très heureux avec peu. La première moitié du livre raconte leur vie, ses pensées à lui, des situations drôles de la vie quotidienne de l'Inde des années 90. Il y a aussi des vues sur l'histoire de sa famille - et l'histoire cruelle de l'Inde avec ces trois différents Gandhi, Netanyahu et leur système social complexe.

La carrière du narrateur dans un petit journal ne va pas très fort non plus - difficile quand ses envies physiques l'empêchent de quitter sa femme pendant trop longtemps. Il a une vision très claire de ses priorités dans la vie - et il regarde la frénésie des autres sans se laisser influencer. Il est heureux; ils sont heureux.

Quand la grand-mère - avec laquelle il n'a plus de contact depuis son mariage avec une musulmane - meurt, elle lui laisse une petite fortune. Ils achetent la maison dans les montagnes dont ils rêvent depuis des années; mais qui est ruines et nécessite des mois voire des années de travaux. Le chemin de Delhi jusqu'à la ville de Gethia où se trouve la maison est si vivante qu'à un moment j'ai du vérifier sur Google Earth si les endroits existent réellement. Cela a uniquement fait croître mon impression de connaître cette maison et sa colline. Il fait aussi des portraits touchants et réels de tout ce petit monde assez hors du commun qui les entoure.

Pendant les travaux ils trouvent un vieux coffre contenant 64 cahiers intimes. Les locaux deviennent fous - ne veulent pas qu'il les lise. Tous les malheurs du monde va lui tomber dessus - mais évidemment ce jeune homme moderne de la ville ne veut rien entendre. C'est le début de la fin. Il ne vit plus que pour lire ses livres - et on comprend que c'est cette lecture qui a détruit son mariage. Pendant trois ans il ne fait que litre - sans cesse.

L'histoire des cahiers est une histoire à part entière dans le roman. L'histoire de Catherine - la jeune américaine, qui découvre son goût pour les hommes basanés en se sentant attirés par les employés noirs dans sa famille à la fin du 19ème siecle. A 18 ans elle quitte la famille pour éviter une mère très croyante et oppressante; après Londres elle arrive à Paris au début du 20ème siecle.

Pour Catherine Paris est la révélation de tous ses fantasmes - elle vit une vie hédoniste sans bornes; mais en même temps les jeunes blancs dandy ne la séduisent pas. Puis elle rencontre Syed - noir, mystérieux, intriguant - et indien. Ils partent ensemble pour l'Inde où elle découvre aussi qu'il est prince, homo et déjà marié. Leur relation n'est pas physique mais ils y trouvent maintes astuces pour se satisfaire chacun de son côté tout en s'aimant psychologiquement. Les descriptions ne manquent pas!

Son histoire est tragique - et elle est liéée à la maison; donc le narrateur se laisse enivrer par les cahiers et par Catherine. Quand il a terminé sa lecture trois ans plus tard il entreprend un voyage pour comprendre tout ce qui n'est pas dit dans les cahiers. Il résoud les énigmes - il comprend les avertissement qu'on lui a donné - et il comprend de mieux en mieux la nature de sa relation avec Fizz...

La dernière phrase du livre est: "Le sexe n'est pas le ciment le plus fort entre deux êtres. C'est l'amour."

C'est un roman fort; la traduction française est sublime - mais l'écriture aussi. Il y a une des plus belles descriptions de la différence un orgasme féminin et masculin que je n'ai jamais lu. Une grande expérience de lecture.

Den vidunderlige kærligheds historie - Carl-Johan Vallgren

• Danish
• January 11-13
• 296 pages
• Titre français: Pas traduit

I 1813 på et bordel i Tyskland fødes Hercule Barfuss en stormfuld nat; hans mor dør i barselsseng og han overlades til bordelmutterens opdragelse. Samme nat fødes en pige, Henriette Vogel, på samme bordel - og både hende og hendes moder overlever. Det er ikke den eneste grelle kontrast i de to skæbner - for Hercule er så vanskabt, at det nærmest er et mirakel, at han overlever den første tid.

Han har hareskår i ekstremt vansirende grad, han er dværg; mangler arme; er pukkelrygget; døvstum; har slet ingen ører - i det hele taget et monster, som i datidens øjne måtte være et tegn fra Gud - og en person, man under alle omstændigheder skal holde sig langt væk fra.

Men Hercule overlever, og vokser op sammen med Henriette på bordellet. De er uadskillelige - selvom de er så forskellige. De evner at kommunikere på den eneste måde, Hercule kender - ved telepati. Ingen andre kender til denne egenskab, og de fleste anser ham blot for at være en stakkels invalid idiot. På et tidspunkt skilles deres veje dog, da Henriette's moder udsættes for en forbrydelse af en kunde, som i øvrigt ville tage Henriette's mødom. Hercule kastes ud i en grum og usikker skæbne i fattighuse, mens han drømmer om at finde Henriette igen.

Hans usædvanlige evner giver ham problemer - og hans eventyr bringer ham blandt andet til Vatikanet, som vil forsøge en slags eksorcisme. Selvfølgelig overlever han det hele; han finder også sin elskede Henriette igen - men det ender hurtigt meget voldsomt og ulykkeligt.

Derefter har Hercule kun én tanke i hovedet - at hævne Henriette's skæbne ved at myrde alle, som har gjort dem ondt. Dertil benytter han sin usædvanlige evne til at sætte sig ind i andre menneskers tanker - og tilmed styre deres handlinger.

Bogen har vundet en pris i Sverige, som den bedste svenske roman - jeg fik den også anbefalet for et par måneder siden, og var faktisk utroligt spændt på at læse den. Desværre var jeg langt fra så begejstret, som de anmeldelser jeg har læst. Den minder på mange måder om Süskind's Parfumen - men den når aldrig langt i forhold til den magi, der er i den roman. Der springes rundt mellem de tankerne i de forskellige personer, der krydser hans veje - men man får for eksempel aldrig et indblik i Henriette's tanker; ligesom både indledning og afslutning er helt og aldeles for pragmatisk og blottet for følelser. Magien manglede for mig!

Frelseren - Jo Nesbø

• Danish
• January 8-10
• 479 pages
• Titre français: Le sauveur

Min Harry Hole-serie er komplet nu - jeg har ikke læst den 3. bog i serien; og kommer sandsynligvis ikke til det - den tiltaler mig mindre.

Men faktum er, at det er gode krimiromaner - ikke mindst fordi man igennem de nu seks bøger, jeg har læst, kommer ind i personen Harry Hole... med alt, hvad det indebærer af indestængt frustration, ensomhed men også hans skæve måde at være i forhold til sine medmennesker, til regler, til hierarki... og som selvfølgelig får løst arbejdet på en mildest talt utraditionel måde.

Denne romans tema med Frelsens Hær - synd, frelse og tilgivelse - sættes i modsætning til krigen i det tidligere Jugoslavien med dens splid mellem befolkningsgrupper, som tidligere var naboer. Det fungerer ganske glimrende - man får dog som altid hurtigt en fornemmelse af, hvem den skyldige er; men som sædvanlig vikles der andre historier ind i den vigtige historie. Der er altid mere end én bad guy i Nesbø's romaner, og så er der alle Harrys personlige historier.

Man kan selvfølgelig læse dem selvstændigt - men på en fin måde får Nesbø alligevel trukket paralleller tilbage og lukket nogle ender, som man ikke følte var åbne ved afslutningen af de tidligere romaner. Det er også igen hurtiglæsning - man bliver fænget... og det er jo meget let læsning! Jeg er lidt spændt på at se, hvad hans nyeste roman - uden Harry - kan blive til!

-----------------------------------------------------------------------

Le périple du detective malchanceux Harru Hole est terminé - je les ai lus dans le desordre; mais j'ai bouclé la boucle et le nouveau roman de Nesbø n'inclut pas ce policier alcoolique, mélancolique et solitaire.

Le cadre du livre est l'Armée du Salut - nous sommes dans un Oslo froid et enneigé juste avant les fêtes de Noël. Il y a un tueur à gages avec un passé des tranchées de la guerre entre serbes et croates - qui a aussi un soif de vengeance qu'il mets au service à qui veut payer. Il y a le milieu chrétien de l'Armée du Salut - les hierarchies, les lois, le sexe et donc les tentations, les pardons, le salut de l'âme.

On peut les lire dans à peu près n'importe quel ordre - mais il y a toujours des clins d'oeil en arrière; qui bouclent aussi parfois des petites choses qu'on ignorait étaient encore en suspens. Dans la vie privée de Harry il y a toujours autant de tumulte - et dans ce livre est introduit le médecin qui joue un rôle important dans le Bonhomme de neige.

Son nouveau roman quitte Harry - il faut savoir s'arrêter à temps; mais en tout cas Nesbø s'est fait remarquer dans la foulée des auteurs scandinaves de polars de ces dernières années! C'est rapide, intense et ça garde le suspens en mêlant plusieurs histoires à l'intérieur de la même histoire - comme quoi les choses ne sont pas toujours si simples qu'elles paraissent!

Le livre noir - Orhan Pamuk

• French
• December 19 - January 7
• 715 pages
• Dansk titel: Den sorte bog

Man kommer ikke ud af Pamuk 'helskindet' - hver gang jeg har læst én af hans bøger færdige, er det som om, at der er et hul ind til min sjæl, som har brug for tid til at lukke sig; tid til at hele de følelser hans ord har fået rørt ved og tilføjet.

Den sidste sætning i "Den sorte bog" lyder: 'Intet kan være så forunderligt som livet, bortset fra litteraturen', og det er Pamuks forfatterskab et enestående eksempel på. Det er langt fra let læsning - han skriver tæt, kondenseret og han forventer meget af sine læsere. Denne roman er én af de første, og den 4, af hans bøger, jeg har læst indenfor de seneste måneder - og der er mange paralleller... det er ganske enkelt Pamuks univers.

Bogen præsenteres visse steder som en detektivroman, hvilket jeg igen synes er en absolut misvisende måde at kategorisere hans romaner på. De er så meget andet og mere, end det, man ser på overfladen. Det er for mig at banalisere og nedgøre det - selvom de selvsamme kritikere roser romanen.

Vi følger Galip, som en dag vender hjem for at opdage, at hans kone Ruya, som han har kendt siden de var børn - har forladt hjemmet. Han begiver sig ud i Istanbul for at lede efter hende - men snart efter handler det også om at finde Djelal, hans svoger og fætter, som er noget ældre end sin søster og en berømt kronikør i Tyrkiets største avis. Galip går i gang med at opsøge folk fra Ruya's fortid; han gennemlæser årtiers kronikker skrevet af svogeren for at finde et spor; han møder mennesker, der fortæller ham historier og legender. Bogen skifter derfor mellem Galip's historie og kronikkerne - men også i kapitlerne, der omhandler Galip, er der tit afstikkere, når han fordyber sig i en historie eller en filosofisk betragtning.

Pamuks univers er ikke stort, kan man muligvis synes. Alle hans romaner drejer om de samme ting - men i forskellige epoker og med forskellige vinkler - og de har alle været uforglemmelige. Der er dualiteten - Øst mod Vest i kultur og religion og traditioner. Der er Istanbul - Pamuks Istanbul, hvor solen aldrig skinner; hvor skæbnerne er dystre og melankolske; hvor det sner og der er mudder i gaderne; der er hans fascination for traditionelle tyrkiske legender - som taget ud af Tusind og en Nat.

Det er en roman, der er som en russisk dukke... som Pamuk beskriver det et sted i bogen: Galip og Ruya læser en roman, hvor der på forsiden er en pige, der læser en roman. På forsiden af pigens bog, ser man igen en pige med en bog i hænderne - og således fortsætter det i det uendelige.

Samme opbygning har denne roman, som er en stor labyrint - hvor man til sidst ender med at skulle tilbage til udgangspunktet for at forstå afslutningen. Nogle gange tror man aldrig, at man finder udgangen men blot går i ring - for til sidst at forstå, hvorfor en historie flere hundrede sider tilbage måtte være med i historien.

Pamuk er også en forfatter, der elsker symboler - Ruya betyder 'drøm' på tyrkisk! Bogens centrale emne er også søgningen efter ens egen identitet - hvem er man som individ? Hvordan er man oprigtigt sig selv? Drømmer vi alle om at være en anden? Eksisterer Ruya i virkeligheden - eller tager forfatteren os med ud på en fiktiv søgning af en utopisk drøm om selverkendelse?

Der er temaer, der går igen fra de andre bøger - de to mænd, der skifter identitet i Det hvide slot; der er de klassiske historier om sultaner, haremer og det billedlige symbol, som vi ser det i Mit navn er Rød; og der er endelig hans eget liv, som beskrevet i hans memoirer - hans liv er hans univers, og hans univers bliver til hans romaner.

Man kan selvfølgelig finde dette indskrænket - man kan måske synes, at han ikke respekterer sine læsere ved at cirkle rundt om de samme temaer serveret på forskellige måder. Jeg ser det som respekt for læserne - en udfordring til den intelligente læser, der kan rede trådene ud og sammen i et samlet univers fra alle hans bøger. Derfor er han ikke nem at læse - men han er uforglemmelig... forunderlig!

------------------------------------------------------------------------

On ne sort pas indemne d'un livre de Pamuk - à chaque fois que je termine un de ses livres, j'ai l'impression d'avoir un trou ouvert jusqu'à mon âme qui mets du temps à se remettre de ses mots, de la commotion que fait ses phrases et les émotions qu'il suscite.

La dernière phrase du Livre noir dit... Il n'y a rien d'aussi merveilleux que la vie, sauf la littérature. Les romans de Pamuk en sont l'exemple parfait - c'est dense, c'est lourd et il demande beaucoup d'attention de la part de ses lecteurs. Ce n'est pas facile à lire - ni pour les mots en soi ni pour les empreintes qu'ils laissent. Ce roman est un de ses premiers mais le 4ème de lui que je lis depuis quelques mois - et il y a beaucoup de ressemblances. Il a créé son propre univers.

Je l'ai vu presenté comme un polar, une histoire d'amour - et tout comme pour Mon nom est Rouge il me semble que c'est une façon de banaliser son écriture, même si les critiques qui le qualifient ainsi disent aussi aimer le livre.

Nous suivons Galip, qui un soir rentre du travail pour découvrir que sa femme Ruya qu'il connait depuis leur enfance a disparue. Il se met à sa recherche en ambulant dans les rues d'Istanbul - mais très vite il s'agira aussi de trouver Djelal, le demi-frère de Ruya, son beau-frère, un chroniqueur célèbre dans le plus grand quotidien turc. Galip entame sa recherche en fouillant dans le passé de Ruya; il lit toutes les chroniques de Djelal depuis des décennies; il rencontre des gens qui lui racontent des histoires et des légendes de son pays et sur son beau-frère. Le roman alterne entre les chapitres de la recherche de Galip et les chapitres avec les chroniques de Djelal. Souvent on part sur un autre chemin quand il se passionne pour un point de vue philosophique ou une légende.

On pourrait dire que l'univers de Pamuk n'est pas immense! Tous ces romans tournent autour des mêmes symboles - mais à des époques différentes et avec des angles différents. Ils sont tous inoubliables. Il y est toujours question d'une dualité - entre l'Orient et l'Occident pour leurs cultures, leurs réligions et leurs traditions. Il y a Istanbul - l'Istanbul de Pamuk où il ne fait jamais beau et le soleil ne brille jamais - où il neige toujours; il y a les personnages sombres et mélancoliques; il y a sa fascination pour les légendes traditionelles dans la tradition de Mille et Une Nuits.

C'est un roman où les histoires s'emboitent comme une poupée russe - Pamuk le décrit lui-même dans le livre en parlant de la couverture d'un livre qui montre une fille lisant un livre sur la couverture de laquelle figure une fille qui lit un livre... et ainsi de suite. L'aspect labyrinthique du roman donne parfois la même impression - on se demande si on s'égare; si on arrivera jamais à la (bonne) fin - on tourne en rond; on revient loin en arrière pour finalement terminer l'histoire et tout comprendre.

Pamuk aime aussi les symboles - Ruya veut dire 'rêve' en turc! Un des sujets principaux du livre est la recherche de soi-même. Qui sommes-nous? Comment est-on réellement soi-même? Est-ce que nous voulons tous être quelqu'un d'autre? Est-ce que Ruya existe-t-elle en réalité ou sommes-nous emmenés à la recherche fictive d'un rêve de l'épanouissement de Galip?

Il y a des thèmes qui reviennent aussi - les deux hommes qui changent d'identité du Château Blanc; les légendes classiques sur les sultans, les harems et les images qu'il décrit dans Mon Nom est Rouge - et finalement il y a sa propre vie, qu'il raconte dans ses mémoires. Sa vie est son univers et son univers devient ses romans!

On peut trouver cela limité - peut-être même penser qu'il se moque de ses lecteurs en tournant en rond et raconter les mêmes histoires à des sauces différentes. Je le considère plutôt comme un signe de respect - il challenge le lecteur intelligent, qui peut s'amuser à trouver des fils dans tous ses romans pour finalement tisser un univers complet. Il n'est pas facile à lire - mais il est inoubliable... fantastique!

The Ministry of Special Cases - Nathan Englander

• English
• November 14-20
• 339 pages
• Dansk titel: Ministeriet for Specielle Anliggender
• Titre français: Le ministère des Affaires spéciales

En usædvanlig stærk bog i kafkaske højder, som til tider krævede lidt luft for at fatte de uhyrligheder, der beskrives mellem linierne i en ret sort humor.

Kaddish Poznan, hans kone Lillian og søn Pato er jøder; de bor i Argentina - hvor Lillian arbejder i et mindre forsikringsselskab, mens sønnen studerer. Kaddish er den evige uheldige mand, som aldrig formår at blive til den helt, som Lillian troede, da de giftede sig.

I stedet har han et ret usædvanligt arbejde - om natten kravler han over muren til den jødiske kirkegård i Buenos Aires, hvor han fjerner navnene fra gravstene fra de nu velstående jøder i byen, som ikke vil kendes ved deres forfædre - ludere og lommetyve i bogstaveligste forstand. Sønnen skammer sig over sin far, og nægter at deltage i dette natlige arbejde - og deres forhold er temmelig stormfuldt.

Vi er i 1976 - Pato vil hellere ryge hash med vennerne og diskutere politik. Men det er også tiden for militærkuppet - juntaen tager magten i landet, og tingene ændrer sig radikalt. Lillian bruger sine surt opsparede penge på den kraftigste metaldør hun kan finde. Kaddish forsøger at få Pato til at brænde de politisk ukorrekte bøger, han ejer. Men dette understreger kun endnu engang deres forskelligheder og drengens ungdomsoprør.

En af Kaddish's 'kunder' - en plastikkirurg - kan ikke betale for arbejdet på hans families gravsten; og i stedet opererer han Kaddish's og Lillians jødiske næser. Det udvikler sig til en grotesk historie - og bliver samtidig både symbol på og årsag til den fremmedgørelse og afstand, der er mellem forældrene og sønnen.

En dag 'bliver Pato forsvundet' - det er terminologien under juntaen. Kaddish og Lillian håndterer denne tragedie på hver sin måde - og de afprøver alle metoder. Lægen, rabbineren, en katolsk præst (som nok ikke er det alligevel) og ikke mindst ministeriet for specielle anliggender, som er indbegrebet af kafkask utopi med tomme kontorer, lange gange med lukkede døre og mystiske personer. Papirer, der forsvinder foran øjnene på Lillian, og dermed fratager hende de sidste håndgribelige beviser på at have haft et barn.

Bogen omhandler en meget uhyggelig og mørk tid i Argentina's historie - tusinder af mennesker 'blev forsvundet' - de fleste blev dumpet i vandet fra militærfly; det er en meget tragisk bog - men skrevet med en usædvanlig grotesk humoristisk sans - og absolut ikke uden ironi. Som Kaddish, der har brugt hele sit liv på at udslette beviset på personers eksistens, og nu leder desperat efter det mindste bevis på sin forsvundne søns eksistens.

----------------------------------------------------------------------

Un roman kafkaïen inoubliable et incroyable! Humour noire et tragédie est melangé dans un style absolument étrange pour raconter un des moments les plus noirs de l'histoire de l'Amérique du Sud.

La famille Poznan est juive - tout en bas de l'échelle sociale. Kaddish, le père, gagne sa vie en grimpant le mur du cimetière juif de Buenos Aires pour effacer les noms des stèles des familles devenues riches, ,qui ont honte de leurs ancêtres qui étaient des voleurs et des prostituées. Lillian travaille dans une agence d'assurance et leur fils Pato fait des études, fume des pétards et fait se petite révolution d'adolescence - il a honte du travail de son père et réfuse de l'accompagner lors de ses sorties nocturnes.

Un des clients de Kaddish - un médecin - n'a pas les moyens de lui payer (ou ne veut pas); il propose alors d'opérer les nez juifs de la famille. Pato réfuse ce déni de leurs origines mais Lillian et Kaddish se font opérer - et cette différence physique devient à la fois le symbole de leurs différences et du combat qu'ils vont entamer. Car nous sommes en 1976 - l'année où la junte militaire prend le pouvoir du pays et des changements arrivent.

Pato se fait disparaitre - le terme utilisé pour ces milliers de gens qui disparaissent sans raison et surtout sans trace. Ils sont jetés dans la mer - poussés d'un avion militaire pour se noyer au fond de l'océan. Mais Kaddish et Lillian ne savent pas ça - et surtout Lillian ne veut pas croire que son fils ne reviendra pas.

Les parents utilisent tous les moyens - le rabbin, le médecin, un prètre catholique (qui n'en est sûrement pas un) et surtout le ministère des affaires spéciales. Un endroit surréealiste avec des longs couloirs et des gens qu'on trouve toujours ailleurs que dans leurs bureaux et aux méthodes douteuses. Les papiers d'identité disparaissent devant les yeux de Lillian enlevant ainsi la dernière preuve que son fils ait existé. Mais elle réfuse d'admettre qu'il ne reviendra plus pendant que Kaddish veut faire son deuil de sa manière grotesque.

C'est un chapitre noir de l'histoire du pays - et sans doute ce livre raconte beaucoup de vérités. Mais la vérité isolée est tout simplement trop horrible - donc Englander l'enveloppe dans cette ironie et humour noire, dans des phrases kafkaïennes et grotesques qui allègent un peu l'horreur sans pour autant que le lecteur oublie ce qui s'est réellement passé.

L'étoile du diable - Jo Nesbø

• French
• November 10-12
• 587 pages
• Dansk titel: Marekors

Nu er jeg snart ved at være igennem Harry Hole's eventyr - nummer 5 i rækken; og absolut én af de bedste. I stand til at holde dig fangen til når du når sidste side - og som alle hans bøger er det som om, at læsehastigheden bare stiger og stiger, jo længere frem man kommer.

I Marekors er en usandsynlig hedebølge kommet til Oslo - og med den en række mord. Fælles for de myrdede er, at de får en finger skåret af - men derudover er der ingen fælles træk. Det er ikke kun kvinder - men der er et alligevel et mønster. Samtlige af de myrdede ligger i et mønster spredt ud over byen, som viser sig at passe ind i et pentagram - en 5-takket stjerne.

Harry Hole finder (selvfølgelig) symbolet; han finder mønsteret i mordene - men morderen? Samtidig strides han med en opsigelse - hans drikkeri har langt om længe taget overhånd; men hans kollega Tom Waaler, som er jordens mest usympatiske person, tilbyder ham et andet job. Ikke et job, man umiddelbart ville forbinde med en politiinspektør... men Harry har få mulige tilbage.

Mysteriet varer til sidste side næsten - lidt i modsætning til andre af hans bøger, hvor man gætter drabsmanden tidligere. Der er altid nogle farvestrålende og gode personskildringer... og man følger kronologien i serien. Rimelig god krimilæsning alt andet lige!

----------------------------------------------------------------------------

Presque à bout de la série sur le policier alcoolique Harry Hole - ça me tentait trop; et comme il y a une certaine chronologie autant en finir avec. D'autant plus que c'est facile à lire - même si on a du mal à laisser le livre pour quelques heures. Des bons polars en fin de compte et on ne se lasse pas du personnage de Hole.

Dans celui-ci il y a la canicule sur la capitale norvégienne. Une série de meutres commencent mais sans un schéma vraiment semblable... les victimes ne sont pas toutes des femmes; il n'y a pas d'abus - juste une liquidation et une amputation d'un doigt - et un message en forme d'un pentagramme en diamants rouges.

Harry Hole résoud l'énigme de la série des meurtres ainsi que ceux à venir - mais il faut encore attraper le bon assassin. En même temps il finit ses jours dans le corps de police - trop est trop - et il s'est fait virer pour ses tendances alcooliques. Une offre de son ennemi juré dans le corps lui laisserait néanmoins une possibilité de garder des revenus - mais en travaillant de l'autre côté de la loi. C'est le livre où plusieurs événements des livres précédents se bouclent - en laissant encore la place pour la suite dans les deux derniers livres de la série.

Facile, agréable - divertissement garanti!