Saturday, January 10, 2009

Frelseren - Jo Nesbø


  • Danish
  • January 8-10
  • 479 pages
  • Titre français: Le sauveur

Min Harry Hole-serie er komplet nu - jeg har ikke læst den 3. bog i serien; og kommer sandsynligvis ikke til det - den tiltaler mig mindre.

Men faktum er, at det er gode krimiromaner - ikke mindst fordi man igennem de nu seks bøger, jeg har læst, kommer ind i personen Harry Hole... med alt, hvad det indebærer af indestængt frustration, ensomhed men også hans skæve måde at være i forhold til sine medmennesker, til regler, til hierarki... og som selvfølgelig får løst arbejdet på en mildest talt utraditionel måde.

Denne romans tema med Frelsens Hær - synd, frelse og tilgivelse - sættes i modsætning til krigen i det tidligere Jugoslavien med dens splid mellem befolkningsgrupper, som tidligere var naboer. Det fungerer ganske glimrende - man får dog som altid hurtigt en fornemmelse af, hvem den skyldige er; men som sædvanlig vikles der andre historier ind i den vigtige historie. Der er altid mere end én bad guy i Nesbø's romaner, og så er der alle Harrys personlige historier.

Man kan selvfølgelig læse dem selvstændigt - men på en fin måde får Nesbø alligevel trukket paralleller tilbage og lukket nogle ender, som man ikke følte var åbne ved afslutningen af de tidligere romaner. Det er også igen hurtiglæsning - man bliver fænget... og det er jo meget let læsning! Jeg er lidt spændt på at se, hvad hans nyeste roman - uden Harry - kan blive til!

-----------------------------------------------------------------------

Le périple du detective malchanceux Harru Hole est terminé - je les ai lus dans le desordre; mais j'ai bouclé la boucle et le nouveau roman de Nesbø n'inclut pas ce policier alcoolique, mélancolique et solitaire.

Le cadre du livre est l'Armée du Salut - nous sommes dans un Oslo froid et enneigé juste avant les fêtes de Noël. Il y a un tueur à gages avec un passé des tranchées de la guerre entre serbes et croates - qui a aussi un soif de vengeance qu'il mets au service à qui veut payer. Il y a le milieu chrétien de l'Armée du Salut - les hierarchies, les lois, le sexe et donc les tentations, les pardons, le salut de l'âme.

On peut les lire dans à peu près n'importe quel ordre - mais il y a toujours des clins d'oeil en arrière; qui bouclent aussi parfois des petites choses qu'on ignorait étaient encore en suspens. Dans la vie privée de Harry il y a toujours autant de tumulte - et dans ce livre est introduit le médecin qui joue un rôle important dans le Bonhomme de neige.

Son nouveau roman quitte Harry - il faut savoir s'arrêter à temps; mais en tout cas Nesbø s'est fait remarquer dans la foulée des auteurs scandinaves de polars de ces dernières années! C'est rapide, intense et ça garde le suspens en mêlant plusieurs histoires à l'intérieur de la même histoire - comme quoi les choses ne sont pas toujours si simples qu'elles paraissent!

Thursday, January 8, 2009

Le livre noir - Orhan Pamuk


Man kommer ikke ud af Pamuk 'helskindet' - hver gang jeg har læst én af hans bøger færdige, er det som om, at der er et hul ind til min sjæl, som har brug for tid til at lukke sig; tid til at hele de følelser hans ord har fået rørt ved og tilføjet.

Den sidste sætning i "Den sorte bog" lyder: 'Intet kan være så forunderligt som livet, bortset fra litteraturen', og det er Pamuks forfatterskab et enestående eksempel på. Det er langt fra let læsning - han skriver tæt, kondenseret og han forventer meget af sine læsere. Denne roman er én af de første, og den 4, af hans bøger, jeg har læst indenfor de seneste måneder - og der er mange paralleller... det er ganske enkelt Pamuks univers.

Bogen præsenteres visse steder som en detektivroman, hvilket jeg igen synes er en absolut misvisende måde at kategorisere hans romaner på. De er så meget andet og mere, end det, man ser på overfladen. Det er for mig at banalisere og nedgøre det - selvom de selvsamme kritikere roser romanen.

Vi følger Galip, som en dag vender hjem for at opdage, at hans kone Ruya, som han har kendt siden de var børn - har forladt hjemmet. Han begiver sig ud i Istanbul for at lede efter hende - men snart efter handler det også om at finde Djelal, hans svoger og fætter, som er noget ældre end sin søster og en berømt kronikør i Tyrkiets største avis. Galip går i gang med at opsøge folk fra Ruya's fortid; han gennemlæser årtiers kronikker skrevet af svogeren for at finde et spor; han møder mennesker, der fortæller ham historier og legender. Bogen skifter derfor mellem Galip's historie og kronikkerne - men også i kapitlerne, der omhandler Galip, er der tit afstikkere, når han fordyber sig i en historie eller en filosofisk betragtning.

Pamuks univers er ikke stort, kan man muligvis synes. Alle hans romaner drejer om de samme ting - men i forskellige epoker og med forskellige vinkler - og de har alle været uforglemmelige. Der er dualiteten - Øst mod Vest i kultur og religion og traditioner. Der er Istanbul - Pamuks Istanbul, hvor solen aldrig skinner; hvor skæbnerne er dystre og melankolske; hvor det sner og der er mudder i gaderne; der er hans fascination for traditionelle tyrkiske legender - som taget ud af Tusind og en Nat.

Det er en roman, der er som en russisk dukke... som Pamuk beskriver det et sted i bogen: Galip og Ruya læser en roman, hvor der på forsiden er en pige, der læser en roman. På forsiden af pigens bog, ser man igen en pige med en bog i hænderne - og således fortsætter det i det uendelige.

Samme opbygning har denne roman, som er en stor labyrint - hvor man til sidst ender med at skulle tilbage til udgangspunktet for at forstå afslutningen. Nogle gange tror man aldrig, at man finder udgangen men blot går i ring - for til sidst at forstå, hvorfor en historie flere hundrede sider tilbage måtte være med i historien.

Pamuk er også en forfatter, der elsker symboler - Ruya betyder 'drøm' på tyrkisk! Bogens centrale emne er også søgningen efter ens egen identitet - hvem er man som individ? Hvordan er man oprigtigt sig selv? Drømmer vi alle om at være en anden? Eksisterer Ruya i virkeligheden - eller tager forfatteren os med ud på en fiktiv søgning af en utopisk drøm om selverkendelse?

Der er temaer, der går igen fra de andre bøger - de to mænd, der skifter identitet i Det hvide slot; der er de klassiske historier om sultaner, haremer og det billedlige symbol, som vi ser det i Mit navn er Rød; og der er endelig hans eget liv, som beskrevet i hans memoirer - hans liv er hans univers, og hans univers bliver til hans romaner.

Man kan selvfølgelig finde dette indskrænket - man kan måske synes, at han ikke respekterer sine læsere ved at cirkle rundt om de samme temaer serveret på forskellige måder. Jeg ser det som respekt for læserne - en udfordring til den intelligente læser, der kan rede trådene ud og sammen i et samlet univers fra alle hans bøger. Derfor er han ikke nem at læse - men han er uforglemmelig... forunderlig!

------------------------------------------------------------------------

On ne sort pas indemne d'un livre de Pamuk - à chaque fois que je termine un de ses livres, j'ai l'impression d'avoir un trou ouvert jusqu'à mon âme qui mets du temps à se remettre de ses mots, de la commotion que fait ses phrases et les émotions qu'il suscite.

La dernière phrase du Livre noir dit... Il n'y a rien d'aussi merveilleux que la vie, sauf la littérature. Les romans de Pamuk en sont l'exemple parfait - c'est dense, c'est lourd et il demande beaucoup d'attention de la part de ses lecteurs. Ce n'est pas facile à lire - ni pour les mots en soi ni pour les empreintes qu'ils laissent. Ce roman est un de ses premiers mais le 4ème de lui que je lis depuis quelques mois - et il y a beaucoup de ressemblances. Il a créé son propre univers.

Je l'ai vu presenté comme un polar, une histoire d'amour - et tout comme pour Mon nom est Rouge il me semble que c'est une façon de banaliser son écriture, même si les critiques qui le qualifient ainsi disent aussi aimer le livre.

Nous suivons Galip, qui un soir rentre du travail pour découvrir que sa femme Ruya qu'il connait depuis leur enfance a disparue. Il se met à sa recherche en ambulant dans les rues d'Istanbul - mais très vite il s'agira aussi de trouver Djelal, le demi-frère de Ruya, son beau-frère, un chroniqueur célèbre dans le plus grand quotidien turc. Galip entame sa recherche en fouillant dans le passé de Ruya; il lit toutes les chroniques de Djelal depuis des décennies; il rencontre des gens qui lui racontent des histoires et des légendes de son pays et sur son beau-frère. Le roman alterne entre les chapitres de la recherche de Galip et les chapitres avec les chroniques de Djelal. Souvent on part sur un autre chemin quand il se passionne pour un point de vue philosophique ou une légende.
On pourrait dire que l'univers de Pamuk n'est pas immense! Tous ces romans tournent autour des mêmes symboles - mais à des époques différentes et avec des angles différents. Ils sont tous inoubliables. Il y est toujours question d'une dualité - entre l'Orient et l'Occident pour leurs cultures, leurs réligions et leurs traditions. Il y a Istanbul - l'Istanbul de Pamuk où il ne fait jamais beau et le soleil ne brille jamais - où il neige toujours; il y a les personnages sombres et mélancoliques; il y a sa fascination pour les légendes traditionelles dans la tradition de Mille et Une Nuits.
C'est un roman où les histoires s'emboitent comme une poupée russe - Pamuk le décrit lui-même dans le livre en parlant de la couverture d'un livre qui montre une fille lisant un livre sur la couverture de laquelle figure une fille qui lit un livre... et ainsi de suite. L'aspect labyrinthique du roman donne parfois la même impression - on se demande si on s'égare; si on arrivera jamais à la (bonne) fin - on tourne en rond; on revient loin en arrière pour finalement terminer l'histoire et tout comprendre.
Pamuk aime aussi les symboles - Ruya veut dire 'rêve' en turc! Un des sujets principaux du livre est la recherche de soi-même. Qui sommes-nous? Comment est-on réellement soi-même? Est-ce que nous voulons tous être quelqu'un d'autre? Est-ce que Ruya existe-t-elle en réalité ou sommes-nous emmenés à la recherche fictive d'un rêve de l'épanouissement de Galip?
Il y a des thèmes qui reviennent aussi - les deux hommes qui changent d'identité du Château Blanc; les légendes classiques sur les sultans, les harems et les images qu'il décrit dans Mon Nom est Rouge - et finalement il y a sa propre vie, qu'il raconte dans ses mémoires. Sa vie est son univers et son univers devient ses romans!
On peut trouver cela limité - peut-être même penser qu'il se moque de ses lecteurs en tournant en rond et raconter les mêmes histoires à des sauces différentes. Je le considère plutôt comme un signe de respect - il challenge le lecteur intelligent, qui peut s'amuser à trouver des fils dans tous ses romans pour finalement tisser un univers complet. Il n'est pas facile à lire - mais il est inoubliable... fantastique!


Friday, November 21, 2008

The Ministry of Special Cases - Nathan Englander


En usædvanlig stærk bog i kafkaske højder, som til tider krævede lidt luft for at fatte de uhyrligheder, der beskrives mellem linierne i en ret sort humor.

Kaddish Poznan, hans kone Lillian og søn Pato er jøder; de bor i Argentina - hvor Lillian arbejder i et mindre forsikringsselskab, mens sønnen studerer. Kaddish er den evige uheldige mand, som aldrig formår at blive til den helt, som Lillian troede, da de giftede sig.

I stedet har han et ret usædvanligt arbejde - om natten kravler han over muren til den jødiske kirkegård i Buenos Aires, hvor han fjerner navnene fra gravstene fra de nu velstående jøder i byen, som ikke vil kendes ved deres forfædre - ludere og lommetyve i bogstaveligste forstand. Sønnen skammer sig over sin far, og nægter at deltage i dette natlige arbejde - og deres forhold er temmelig stormfuldt.

Vi er i 1976 - Pato vil hellere ryge hash med vennerne og diskutere politik. Men det er også tiden for militærkuppet - juntaen tager magten i landet, og tingene ændrer sig radikalt. Lillian bruger sine surt opsparede penge på den kraftigste metaldør hun kan finde. Kaddish forsøger at få Pato til at brænde de politisk ukorrekte bøger, han ejer. Men dette understreger kun endnu engang deres forskelligheder og drengens ungdomsoprør.

En af Kaddish's 'kunder' - en plastikkirurg - kan ikke betale for arbejdet på hans families gravsten; og i stedet opererer han Kaddish's og Lillians jødiske næser. Det udvikler sig til en grotesk historie - og bliver samtidig både symbol på og årsag til den fremmedgørelse og afstand, der er mellem forældrene og sønnen.

En dag 'bliver Pato forsvundet' - det er terminologien under juntaen. Kaddish og Lillian håndterer denne tragedie på hver sin måde - og de afprøver alle metoder. Lægen, rabbineren, en katolsk præst (som nok ikke er det alligevel) og ikke mindst ministeriet for specielle anliggender, som er indbegrebet af kafkask utopi med tomme kontorer, lange gange med lukkede døre og mystiske personer. Papirer, der forsvinder foran øjnene på Lillian, og dermed fratager hende de sidste håndgribelige beviser på at have haft et barn.

Bogen omhandler en meget uhyggelig og mørk tid i Argentina's historie - tusinder af mennesker 'blev forsvundet' - de fleste blev dumpet i vandet fra militærfly; det er en meget tragisk bog - men skrevet med en usædvanlig grotesk humoristisk sans - og absolut ikke uden ironi. Som Kaddish, der har brugt hele sit liv på at udslette beviset på personers eksistens, og nu leder desperat efter det mindste bevis på sin forsvundne søns eksistens.

----------------------------------------------------------------------
Un roman kafkaïen inoubliable et incroyable! Humour noire et tragédie est melangé dans un style absolument étrange pour raconter un des moments les plus noirs de l'histoire de l'Amérique du Sud.
La famille Poznan est juive - tout en bas de l'échelle sociale. Kaddish, le père, gagne sa vie en grimpant le mur du cimetière juif de Buenos Aires pour effacer les noms des stèles des familles devenues riches, ,qui ont honte de leurs ancêtres qui étaient des voleurs et des prostituées. Lillian travaille dans une agence d'assurance et leur fils Pato fait des études, fume des pétards et fait se petite révolution d'adolescence - il a honte du travail de son père et réfuse de l'accompagner lors de ses sorties nocturnes.
Un des clients de Kaddish - un médecin - n'a pas les moyens de lui payer (ou ne veut pas); il propose alors d'opérer les nez juifs de la famille. Pato réfuse ce déni de leurs origines mais Lillian et Kaddish se font opérer - et cette différence physique devient à la fois le symbole de leurs différences et du combat qu'ils vont entamer. Car nous sommes en 1976 - l'année où la junte militaire prend le pouvoir du pays et des changements arrivent.
Pato se fait disparaitre - le terme utilisé pour ces milliers de gens qui disparaissent sans raison et surtout sans trace. Ils sont jetés dans la mer - poussés d'un avion militaire pour se noyer au fond de l'océan. Mais Kaddish et Lillian ne savent pas ça - et surtout Lillian ne veut pas croire que son fils ne reviendra pas.
Les parents utilisent tous les moyens - le rabbin, le médecin, un prètre catholique (qui n'en est sûrement pas un) et surtout le ministère des affaires spéciales. Un endroit surréealiste avec des longs couloirs et des gens qu'on trouve toujours ailleurs que dans leurs bureaux et aux méthodes douteuses. Les papiers d'identité disparaissent devant les yeux de Lillian enlevant ainsi la dernière preuve que son fils ait existé. Mais elle réfuse d'admettre qu'il ne reviendra plus pendant que Kaddish veut faire son deuil de sa manière grotesque.
C'est un chapitre noir de l'histoire du pays - et sans doute ce livre raconte beaucoup de vérités. Mais la vérité isolée est tout simplement trop horrible - donc Englander l'enveloppe dans cette ironie et humour noire, dans des phrases kafkaïennes et grotesques qui allègent un peu l'horreur sans pour autant que le lecteur oublie ce qui s'est réellement passé.

Thursday, November 13, 2008

L'étoile du diable - Jo Nesbø


  • French
  • November 10-12
  • 587 pages
  • Dansk titel: Marekors

Nu er jeg snart ved at være igennem Harry Hole's eventyr - nummer 5 i rækken; og absolut én af de bedste. I stand til at holde dig fangen til når du når sidste side - og som alle hans bøger er det som om, at læsehastigheden bare stiger og stiger, jo længere frem man kommer.

I Marekors er en usandsynlig hedebølge kommet til Oslo - og med den en række mord. Fælles for de myrdede er, at de får en finger skåret af - men derudover er der ingen fælles træk. Det er ikke kun kvinder - men der er et alligevel et mønster. Samtlige af de myrdede ligger i et mønster spredt ud over byen, som viser sig at passe ind i et pentagram - en 5-takket stjerne.

Harry Hole finder (selvfølgelig) symbolet; han finder mønsteret i mordene - men morderen? Samtidig strides han med en opsigelse - hans drikkeri har langt om længe taget overhånd; men hans kollega Tom Waaler, som er jordens mest usympatiske person, tilbyder ham et andet job. Ikke et job, man umiddelbart ville forbinde med en politiinspektør... men Harry har få mulige tilbage.

Mysteriet varer til sidste side næsten - lidt i modsætning til andre af hans bøger, hvor man gætter drabsmanden tidligere. Der er altid nogle farvestrålende og gode personskildringer... og man følger kronologien i serien. Rimelig god krimilæsning alt andet lige!

----------------------------------------------------------------------------

Presque à bout de la série sur le policier alcoolique Harry Hole - ça me tentait trop; et comme il y a une certaine chronologie autant en finir avec. D'autant plus que c'est facile à lire - même si on a du mal à laisser le livre pour quelques heures. Des bons polars en fin de compte et on ne se lasse pas du personnage de Hole.

Dans celui-ci il y a la canicule sur la capitale norvégienne. Une série de meutres commencent mais sans un schéma vraiment semblable... les victimes ne sont pas toutes des femmes; il n'y a pas d'abus - juste une liquidation et une amputation d'un doigt - et un message en forme d'un pentagramme en diamants rouges.

Harry Hole résoud l'énigme de la série des meurtres ainsi que ceux à venir - mais il faut encore attraper le bon assassin. En même temps il finit ses jours dans le corps de police - trop est trop - et il s'est fait virer pour ses tendances alcooliques. Une offre de son ennemi juré dans le corps lui laisserait néanmoins une possibilité de garder des revenus - mais en travaillant de l'autre côté de la loi. C'est le livre où plusieurs événements des livres précédents se bouclent - en laissant encore la place pour la suite dans les deux derniers livres de la série.

Facile, agréable - divertissement garanti!

Friday, November 7, 2008

Rue Sans-Souci - Jo Nesbø


  • French
  • November 2-6
  • 587 pages
  • Dansk titel: Sorgenfri

Jeg er totalt uorganiseret med Herr Nesbø - jeg startede med nr. 7 - så nr. 2, nr. 1 og nu nummer 4. Jeg synes uden tvivl, at der er forskel i kvaliteten af hans romaner - og som tidligere nævnt er jeg mest glad for dem, der foregår i Skandinavien - i Norge. Det gør denne i modsætning til Kakerlakkerne og Flagermusmanden.

Det er ikke som udgangspunkt en mordsag - men et bankrøveri, hvor røveren ender med at likvidere kassedamen. Derfor bliver den evigt "uheldige" Harry Hole blandet ind i en sag, som kommer vidt omkring i det norske undergrundsmiljø. Der er sigøjnermafiaer og politifolk, som er centrum for ulovligt våbensalg. Der er også Harry's tidligere elskerinde, som han tilbringer en aften sammen med - uden at kunne huske et sekund af det dagen efter; den dag, hvor Anna præcist findes død i lejligheden i noget, der tydeligvis skal ligne et selvmord.
Det går hurtigt - og der er mange detaljer som sædvanlig. Det er ikke en masse forskellige tråde, der ender med at gå op i en højere enhed - men snarere parallelle hændelser; men som gør det muligt for Harry at drage konklusion fra det ene til det andet for at nærme sig opklaringen.
Det er jo ikke dyb litteratur - men man får jo et forhold til den stakkels Harry, som på en uhyggelig barsk måde altid er lige på kanten af loven som politimand; som har et hav af fjender, der helst så ham smidt ud af korpset. Det er underholdning - jeg har ikke læst krimier i årevis, men det er faktisk ret forfriskende en gang imellem, og hans andre bøger følger uden tvivl på listen.
----------------------------------------------------------------------
J'avoue que ce le desordre total qui règne ici - je saute d'un livre à un autre sans respecter la chronologie. Ce qui n'est pas forcément dérangeant à part les fois où il fait allusion à un événement d'un polar précédent. Mais il fait ça même dans les livres plus récents - donc on arrive sans souci à suivre ;-)

Je trouve que la qualité de ses polars varie - je préfère toujours ceux qui se passent effectivement en Scandinavie - en Norvège - contrairement aux Cafards et L'homme chauve-souris.

Rue Sans-Souci est le nom de la rue où habite une ancienne petite amie de Harry Hole - le detective malchanceux (mais de la pire manière) de Jo Nesbø. Il y passe une soirée et se réveille avec un trou noir le lendemain - alors que son ex-maitresse ne se réveille plus du tout. Elle est trouvée morte - et cela ressemble à un suicide. Mais comme toujours cela mets Harry dans le pétrin; et il sera vite impliqué.

Parallèllement il y a des braquages - pas le domaine de Harry - jusqu'à ce qu'un caissière est tuéée pendant un braguage et que cela devienne un meutre... accidentel ou pas! Il y a comme d'habitude une panoplie de détails, des personnages et tout ça dans un rythme bien soutenu. Il y a la mafia tzigane, des trafiqueurs d'armes, des braqueurs de toutes les époques... et la fin n'est pas LA conclusion de tout ça. Mais Harry utilise un élément d'une histoire pour résoudre une autre - et ce n'est pas ennuyant - du tout!

Ce n'est pas non plus de la grande littérature - mais il en faut aussi de temps en temps comme ça. Je pense que je lirai aussi les autres polars - ça me change un peu de temps en temps, et c'est un genre que je n'avais pas touché depuis des années.

Sunday, November 2, 2008

Le château blanc - Orhan Pamuk


Min videre rejse i Pamuk's univers bragte mig tilbage til hans første roman - Det hvide slot - som jeg omtalte i anmeldelsen af hans erindringer om Istanbul. Han var tydeligt inspireret af den idé, som Flaubert aldrig fik ført ud i livet - temaet er denne grundidé.

Romanen har to hovedpersoner - slaven og mesteren. Slaven er den unge italiener, som bliver taget til fange på et skib og ført til et fængsel i Istanbul, hvor han klarer sig igennem de traditionelle hårde arbejdsopgaver ved at gøre sig selv til læge. Han presses til at konvertere til islam - men nægter; og under denne seance, som næsten ender med hans henrettelse møder han Mesteren. De er fysisk som enæggede tvillinger - et fænomen, som optager slaven mere end Mesteren.

Slaven bliver købt af Mesteren og i årevis bor de sammen; de arbejder sammen på diverse projekter, da slaven har et indgående kendskab til mange videnskabelige ting, som Mesteren vil lære. Men de bruger og misbruger hinanden - der er et voldsomt psykologisk spil imellem dem. Man kan ind imellem komme i tvivl om det hele er en opfundet historie - der er smukke passager, som da de kommer tæt på hinanden under et anfald af pest, som rammer Istanbul. Men deres lighed - eller den samme persons dobbelthed - frastøder dem også.

Ved slutningen af bogen er man næsten i tvivl om, hvem der taler - der er uendelige mysterier... men jeg vil indrømme, at der ikke er den magi jeg oplevede i hans to andre romaner, jeg har læst. Man fornemmer den stil, som senere slår igennem som hans helt egen - men det er stadig ret upoleret. Det var absolut ikke en dårlig bog - måske skulle jeg ikke have læst tre i træk og være så dybt inde i hans univers.

Men man fornemmer hans kærlighed til det utopiske, det mystiske - og stadig til hans by! Det var interessant læsning set i forhold til hans nyere romaner, og jeg glæder mig virkelig til den næste - efter en lille tur over noget andet.

----------------------------------------------------------------------

J'étais tant rentrée dans l'univers de Pamuk après la lecture de ses deux romans juste avant - peut-être aurait-il fallu une pause avant d'entamer la lecture de son tout premier roman? L'idée fondamentale est exactement celle décrite dans ses mémoires comme étant le projet de Flaubert - qui n'a jamais vu le jour. Pamuk a repris l'idée et écrit ce roman.

Il y a deux personnages qui se fondent en une seule à la fin du livre - l'esclave et le Maître. Le jeune italien se fait capturer sur un bâteau et est ramené dans une prison stambouliote où il essaie d'échapper aux taches dûres en passant pour un médecin. On lui mets de la pression pour se convertir à l'islam - ce qu'il réfuse. Pendant ce moment où il échappe de près à la mort il rencontre son Maître - un homme qui lui ressemble comme deux gouttes d'eau.

Pendant des dizaines d'années ils vivent ensemble - l'esclave apprend au Maître tout ce qu'il sait sur la science, l'astrologie... pour réaliser des projets pour éblouir le Sultan. Ils se séduisent presque - ils se méprisent... ils se sentent proches ou se rébutent... il y a des passages où on se demande si on parle bien de deux personnes distinctes ou d'un seul homme à deux faces. A la fin du livre on ne sait presque plus qui est la personne qui parle - et si on s'est fait avoir dans un beau jeu d'illusions.

Néanmoins on sent que le style que j'ai tant apprécié dans ses romans ultérieurs ne fait que naître - il y a le goût pour le mysticisme, les légendes... mais le language est encore loin de 'Mon nom est Rouge'. Pourtant je ne suis pas découragée - et peut-être à force d'avoir lu trois de ses livres d'un trait il me faut une pause. Il reste un écrivain spectaculaire de toute manière.

Thursday, October 23, 2008

Istanbul: Memories and the City - Orhan Pamuk


Der er ingen tvivl om, at Orhan Pamuk elsker sin by - Istanbul; at hans historie er vævet ind i byens; at hans forfatterskab udspringer af hans kærlighed til denne helt specielle by. Han skriver i et af de indledende afsnit, at der findes to slags forfattere - dem, der har behov for rodløshed og rejser til at finde inspiration; og dem, der har behov for at blive det samme sted hele deres liv for at finde denne samme inspiration. Han hører til i den sidste kategori - efter at have brugt sin barndom og ungdom med at kæmpe mod byens historie, arv og indflydelse på ham, bliver dette hans erkendelse og hans skæbne.
Bogen er en blanding af hans egen historie - en forholdsvis velstående familie i efterkrigstidens Istanbul; en generation efter, at det ottomanske rige endelig faldt. Hans familie er ikke religiøs - de opfatter dette, som hørende til de lavere klassers privilegie. De er som så mange andre i 1950'erne og 1960'erne tiltrukket af Vesten og dens symboler. Istanbul som by, er derimod i en identitetskrise - det nye politiske styre forsøger at hive landet ud af sultanernes skygger; men byen er for evigt et levende bevis på tidligere tiders storhed.
En storhed, som det moderne Tyrkiet ikke formår at overgå til - byen er fattig; invasionen af landsbyfolk, der søger til storbyen for arbejde forøger indbyggertallet med millioner - og de begyndende stridigheder mellem grækere og tyrkere ser sin oprindelse i Istanbul i midten af 1950'erne.
Orhan Pamuk beskriver med skift sin egen barndom i byen - og andres opfattelse af byen. Han beskriver det dilemma byens indbyggere ser sig selv i - deres melankoli. Det er en by fuld af kontraster i en opbrydningstid - og som per definition bliver beskrevet som broen mellem øst og Vest - Asien og Europa. Pamuk opfatter dette som et dilemma, hvor Østen er fortiden og Vesten nutiden - og hvordan frigøre sig fra en fortid, som former byen i kraft af bygninger, ruiner og historie. Hans indgangsvinkel er i høj grad vestliggørelsen af østen og vice versa - og han bringer nogle meget interessante betragtninger fra en periode, hvor Tyrkiet reelt set var mere vestligt end det er i dag på visse punkter.
Han krydrer sine beretninger med primært franske forfattere og digteres syn på byen - Flaubert, Lamartine, Nerval, Baudelaire, Gautier... han har ikke alene et dybdegående kendskab til netop disse forfattere, men identificerer sig med dem. Pamuk er i det hele taget en person med en omfattende viden indenfor litteratur og malerkunst, som han ivrigt benytter i sit forfatterskab. Han betragter verden som Utrillo, Bonnard, Melling... og kendskab til såvel forfattere som malere gør læsningen absolut mere interessant. Hans interesse for kunst (han maler desuden selv) afspejles absolut også i hans sprog - han er en litterær maler... eller en malende pennefører, om man vil.
Det er til gengæld ikke nødvendigt at have besøgt byen for at følge hans passion for den eller forelske sig i den igennem hans øjne. Men læsningen giver os en enorm forståelse for hans forfatterskab - i Mit navn er Rød hedder de to små drenge Orhan og Shevket... som hans bror. Deres mor i romanen er Shékuré - som hans egen mor. Men udover disse små "hilsner" forstår man hans passion for vinter, for det melankolske nostalgiske sort-hvide landskab, som i grunden er hovedtemaet i samtlige af hans romaner - de foregår alle om vinteren.
I bogen skriver han om Flaubert's projekt om en roman - Harel-Bey - som aldrig ser dagens lys. Bogen skulle handle om den civiliserede vesterlænding, som på en rejse til Istanbul i det 17. århundrede møder sin tyrkiske dobbeltgænger i fysisk forstand men en barbar i den andens øjne. Deres bekendtskab og indvirkning på hinanden ender med, at de nærmest skifter identitet. I 1985 skrev Pamuk 'Det hvide slot' ...

Om man skal læse denne bog som indledning til de andre eller som afrunding, har jeg svært ved at beslutte mig for... men at resten af hans bøger skal læses er jeg til gengæld ikke i tvivl om. Jeg læste den første på fransk, men denne på engelsk. Med hans tydelige indflydelse fra franske forfattere også sprogligt, vil jeg nok foretrække at læse de næste på fransk.

----------------------------------------------------------------------

Que Pamuk est amoureux de sa ville est évident; son histoire est aussi devenue l'histoire de cette ville - elles ne font plus qu'une et tout ce qu'il écrit est étroitement lié à son amour pour Istanbul. Il écrit au début du livre qu'il existe deux genres d'écrivains - ceux qui ont besoin de voyager sans cesse pour trouver de l'inspiration, qui n'ont pas de racines; et ceux qui ont besoin de rester sur place, de s'imprègner un endroit jusqu'au plus profond d'eux-mêmes pour le comprendre et s'inspirer. Il fait sans aucun doute partie des derniers - d'ailleurs il ne le nie pas. Son enfance et sa jeunesse fût un combat pour arriver à la conclusion que son histoire et sa vie sont celles de l'histoire et l'héritage de cette ville et l'influence qu'elles ont sur lui.

Le livre mélange sa propre histoire - venant d'une famille aisée dans l'après-guerre turque une génération après la chute de l'empire ottoman. Ils ne sont pas pratiquants mais respecte la réligion comme étant un privilège et nécessité pour les plus pauvres. Comme tant d'autres dans les années 50 et 60 ils sont attirés par l'Ouest et ses symboles de richesse et l'occidentalisation. Mais Istanbul est une ville dans une crise d'identité - le nouveau régime politique essaie de sortir le pays des ombres des sultans; mais la ville est et sera pour toujours un témoin de la grandeur d'antan.

Une grandeur que la Turquie moderne a du mal à embrasser pleinement - c'est une ville pauvre; l'arrivée des gens des provinces pour y trouver du travail augmente la population avec une vitesse incroyable - et les problèmes entre les turcs et les grecs commencent à éclater dans la ville au milieu des années 1950.

Pamuk décrit en alternance son enfance et la vision de la ville comme décrite par d'autres. Il décrit le dilemme des habitants de la ville et leur mélancolie. C'est une ville de contrastes - on l'appelle toujours le pont entre l'Asie et l'Occident; Pamuk voit l'Asie comme le passé et l'Occident comme le présent - voire le futur. Comment se libérer de ce poids de l'histoire qui façonne la ville de par ses bâtiments, ruines et mosquées. Il apporte des points de vues intéressants d'une période où la Turquie était presque plus occidental qu'aujourd'hui sur certains points.

Ses propres récits sont mélangés avec ceux de particulièrement les auteurs et poètes français comme Flaubert, Lamartine, Nerval, Baudelaire, Gautier... il a une connaissance profonde de la littérature et de ces auteurs en particulier. Il s'identifie avec eux dans leur vision et leur écriture. Pamuk est une personne avec une culture énorme sur la littérature et la peinture et il l'utilise dans ses romans. Il regarde le monde à travers les yeux d'Utrillo, Bonnard, Melling - et justement ces connaissances rend le livre encore plus passionnant à lire. Sa connaissance de la peinture (il est un peintre habile lui-même) se sent aussi dans ses mots... il est un peintre littéraire ou un poète qui peignent avec ses mots.

Il n'est pas nécessaire d'avoir vu Istanbul pour apprécier ce livre ou comprendre sa passion - ni pour tomber amoureuse de la ville. Mais la lecture donne une compréhension de son écriture - dans Mon nom est Rouge - les deux petits garçons s'appellent Orhan et Shevket (comme son frère); la mère dans le roman s'appelle Shékuré - comme sa propre mère. Mais à part ces petits clins d'oeil on comprend aussi sa passion pour l'hiver, la nostalgie, la mélancolie - tous ses romans se passent en hiver.

Dans le livre il parle d'un projet de Flaubert - Harel-Bey - qui ne sera jamais écrit. Le livre devait parler d'un occidental cultivé qui rencontre un barbare turque au 17ème siècle. Leur amitié et échanges feront qu'ils finiront quasiment pour changer d'identité. En 1985 Pamuk sort "Le Château Blanc" - coincidence étrange...

Si il faut lire ce livre comme la base pour tous les autres ou pour terminer la lecture de ses livres - difficile à dire. Mais qu'il faut le connaitre davantage est une certitude... après avoir lu un livre en français et un en anglais, et avec sa passion pour la langue française en tête - je vais continuer en français.

Sunday, October 19, 2008

Les fabuleuses aventures d'un Indien malchanceux qui devint milliardaire - Vikas Swarup


Det er en rigtig dejlig lille bog på trods af den vanvittige titel, som jeg ikke helt kunne forholde mig til. Det er jo ikke som sådan en lille bog - men den er ualmindelig hurtigt læst. Faktisk på to dage - men så havde jeg lige andre projekter, og de sidste 90 sider blev slugt i dag.

Historien starter med anholdelsen af bogens hovedperson, Ram Mohammed Thomas, efter, at han har vundet 1 milliard rupees i et tv-show. Ram er 18 år gammel og tjener i en ussel bar i Mumbai - og har aldrig haft et nemt liv. Som barn blev han efterladt foran et børnehjem, og opvoksede hos en engelsk katolsk præst. Hver gang det går ham en smule godt sker der noget... han møder utrolige mennesker imens han forsøger at hutle sig igennem tilværelsen. Han er mere end en gang tæt på nogle meget farlige situationer - men igennem det hele observerer og lytter han.

Efter anholdelsen, hvor politiet ikke tager mange hensyn til en ussel gadedreng, kommer en advokat til hans undsætning. De tilbringer en hel nat, hvor Ram fortæller sin livshistorie - hvert kapitel fortæller en utrolig beretning fra hans liv, og ender med et af de 13 spørgsmål i quizzen. Hver historie har sin forklaring på, hvordan Ram - som aldrig har gået i skole - kan kende svarene. Der er fascinerende, sjove, underfundige små historier - der springes rundt i tiden... men i sidste ende falder alle trådene på plads.

Det er et rigtigt moderne lille eventyr - en skøn lille læseoplevelse!

-----------------------------------------------------------------------

Le titre m'intriguait - difficile de savoir si c'était une 'comédie' totale ou à prendre au sérieux. Il y a des deux - de quoi sourire, rire mais aussi avoir de la compassion pour le pauvre héros de ce conte moderne où les mauvais perdent à la fin.

Il se lit très rapidement - deux soirées auraient suffi mais j'ai dû le laisser en mode pause pour le terminer hier soir.

Le début raconte l'arrestation du Ram Mohammed Thomas - un jeune garçon indien de 18 ans qui travaille comme serveur dans un bar obscur à Mumbai. Il a gagné un milliard de rupees dans un show télévisé - mais personne n'y croit en sachant qu'il est un enfant de la rue. Abandonné par sa mère à la naissance il a grandi chez un prêtre anglais, qui ne connaissant pas ses origines lui ont donné un nom hindi, musulman et chrétien... histoire d'être sûr! Quand celui-ci meurt, Ram se voit obligé de survivre par des petits boulots - et parfois des plus bizarres. Il grandit comme beaucoup d'enfants de la rue en Inde - parfois il se trouve dans des situations frôlant le drame... mais à chaque fois il s'en sort miraculeusement sans pour autant avancer dans la hierarchie compliquée de cette culture.

Pour venir à son aide une jeune avocate décide de le défendre; pour cela ils prennent les cassettes de l'émission et se mettent à tout regarder. Ram raconte sa vie avec toutes ses aventures - chaque chapitre raconte un bout de sa vie bizarre et les gens qui croisent son chemin. Toutes ses histoires expliquent comment il a pu connaitre les réponses de treize questions - or qu'il n'a jamais étudié - et chaque chapitre représente une question.

A la fin tout rentre dans l'ordre... mais l'histoire du livre n'est pas tant les questions du quiz mais les aventures justement de ce garçon. Il y a évidemment aussi une certaine leçon - comme quoi il ne faut pas juger les gens sur leur éducation... un beau petit livre à la fois amusant et touchant sous ses airs de légèreté.

Wednesday, October 15, 2008

Mon nom est Rouge - Orhan Pamuk



"Pamuks hidtil mest farverige roman. En spændende historie fyldt med humor, ironi og fortællertekniske finesser. Handlingen, der er en mordgåde indflettet i en kærlighedshistorie, udspilles i Istanbul i løbet af ni vinterdage i 1591. Den foregår i et bogillustratormiljø i en tid, hvor bøger stadig blev skrevet i hånden af kalligrafer og illustreret af billedkunstnere."

Således lyder beskrivelsen på saxo.dk. I mine øjne absolut misvisende - og ydermere måske årsagen til, at mange af de kritikker jeg læste efter at have købt bogen, var meget negative - eller himmelråbende positive. Der var en hel del, der havde givet op efter ganske få kapitler... skuffede. En skuffelse jeg på sin vis kan forstå, når man læser ovennævnte beskrivelse - den har unægteligt fået et par Da Vinci-fans til at kaste sig over den.

Men Pamuk er langt fra Dan Brown - og Dan Brown har af samme årsag aldrig vundet en Nobelpris. Man skal derfor ikke forvente den slags litteratur. Det er derimod en anderledes historie - men fængende...

Den starter ganske rigtigt med, at der er et mord - på en af Sultanens miniaturemalere, som fortæller os historien om sit mord uden dog at nævne morderens navn. Igennem samtlige af bogens 59 kapitler taler personerne direkte til læseren - der er en del personnager: De tre malere, mester Osman (overhovede i sultanens atelier), en ung kvinde - og flere andre... men der er også tegninger, der personificerer sig og taler til os som, det de forestiller - en mønt, døden, et træ. Det giver en meget anderledes læseoplevelse, men da der er mange sider at komme igennem, når man ikke at blive forvirret over for mange sceneskift.

Konflikten i bogen er interessant - men ikke hvis man er fan af letlæselige krimiromaner. Det kræver nok en vis viden om og interesse for historie og kunsthistorie, da det ellers bliver for mange 'kedelige' detaljer - ikke i mine øjne!

Bogen foregår som sagt i 1591 med miniaturemalerne som centrum for en intrige, der udfordrer deres livssyn og deres muslimske tro. Sultanen har bestilt en bog hos en anden mester end den sædvanlige 'bestyrer' af atelieret - den skal holdes hemmelig på grund af dens revolutionerende indhold, og primært bruges til at imponere italienerne og overbevise dem om det ottomanske riges storhed.

Den italienske kunst var på dette tidspunkt meget langt fremme og anerkendt verden over. De excellerede i portrætkunsten, og fra at være forbeholdt fyrster og kongelige, ville nu også den menige velstående borger portrætteres for eftertiden. Allerede 100 år inden denne historie var stort set hele Medicis-familien indlemmet som statister i Botticellis maleri af de Hellig Tre Konger, ligesom det var meget almindeligt, at kunstneren selv optrådte i et hjørne som tilskuer. Under alle omstændigheder skulle maleren nok sørge for ikke at blive glemt som udøver af værket.

Denne praksis er i direkte modstrid med den muslimske tro, hvor man ikke må gengive ansigter, så de kan genkendes som værende en bestemt person - og slet ikke gengive Profeten (som karikaturhistorien vist har lært os alle). Baggrunden for dette er selvfølgelig, at menig mand ikke må sætte sig selv i universets centrum ved at idolisere sig selv på denne måde - det er at sætte sig selv højere end profeten, og er den flukse vej til en evighed i Helvede. Tyrkerne er rystede ved tanken om, at et maleri kan være så vellignende, at man ligefrem ville kunne genkende personen på gaden - ligesom perspektivet er helt forkert. De ottomanske malere malede verden set fra oven - for det er Guds perspektiv. De italienske malere malede verden set fra den vinkel, hvorfra de observerede den. Således vil tyrkeren aldrig male en person langt væk, mindre end en hund i forgrunden - for hunden er mindre værd i Guds øjne!

Sultanen har dog som sagt bestilt et værk udført efter den italienske stil, og for at udføre dette uden for meget postyr, bliver fire malere fra atelieret bedt om at udføre brudstykker af dette - hvor resten af maleriet er tildækket. De ved ikke nødvendigvis, hvem der maler hvad - og slet ikke hvem, der skal male Sultanens ansigt, som skal placeres i midten... på den hellige plads! De er ikke vant til at eksistere som selvstændige kunstnere - men også de bliver drevet af ambitionen om at blive kendte som de italienske malere. Det er det basale menneskelige behov for anerkendelse, uforglemmelighed... og udødelighed!

Dette fører til to mord - for der er mange samvittighedsskrupler forbundet med denne farlige kunst. Bogen viser os de mange facetter - både af personernes tankegange, men også det mere kunsthistoriske i form af legender fra det ottomanske rige, og kendte miniaturemalerier. Jeg fandt ikke dette tungt - måske fordi det er emner, jeg interesserer mig for - og kender til! Hvis man ikke har den fjerneste anelse om renæssancemalerkunst i Europa - ikke kan visualisere de forskelle i maleteknik, som beskrives... ja, så er det nok en kedelig bog.

Jeg fandt den fascinerende - ikke for mordgåden; men for Pamuk's ufatteligt rige sprog, den originale indfaldsvinkel, hvor man tiltales som læser... og så gav den en yderligere dimension til mit besøg i Istanbul. Som da jeg så dette minituaremaleri på muséet for tyrkisk kunst - malet i den periode, og af den Master Osman, som indgår i romanen.


Jeg undrer mig over, hvordan den danske oversættelse er - det franske sprog er så meget rigere end det danske; og Pamuk bruger rigtigt mange ord - det var en sproglig nydelse at læse samtidig!
-----------------------------------------------------------------------------
"Istanbul, en cet hiver 1591, est sous la neige. Mais un cadavre, le crâne fracassé, nous parle depuis le puits où il a été jeté. Il connaît son assassin, de même que les raisons du meurtre dont il a été victime : un complot contre l'Empire ottoman, sa culture, ses traditions et sa peinture. Car les miniaturistes de l'atelier du Sultan, dont il faisait partie, sont chargés d'illustrer un livre à la manière italienne... Ce roman nous plonge dans l'univers fascinant de l'Empire ottoman de la fin du XVIe siècle. Une réflexion sur la confrontation entre Occident et Orient sous-tend cette trame policière, elle-même doublée d'une intrigue amoureuse, dans un récit parfaitement maîtrisé."
Ainsi est presenté le livre sur la couverture - ce qui est dans mes yeux un peu loin de la réalité, et sans aucun doute la raison pour laquelle plusieurs personnes l'ont abandonnés - deçus et le trouvant ennuyant et long. Une présentation telle ferait penser à un Da Vinci Code ses intrigues mêlés à l'histoiore et l'art. Or Pamuk n'est pas Dan Brown - et Dan Brown n'a pas gagné le Prix Nobel! C'est un style fondamentalement différent - mais tout àfait captivant!
Au début il y a certes le meurtre qui nous est raconté par le cadavre du fond de son puits abandonné à son sort - mais il ne nous révéle pas l'identité de l'assassin. Dans les 59 chapitres du roman les différents personnages nous parle tous directement à nous, les lecteurs.. que ce soit les trois peintres de l'atelier du Sultan (et à juste titre soupçonnés du meurtre); Le Noir - ce revenant qui veut reconquérir le coeur de son amoureuse... ou le père de celle-ci - ou encore les dessins qui racontent à travers une personne comme si c'est qu'ils répresentent - un arbre, une pièce... - pourraient parler de leur propres pensées. Ceci en fait une expérience à part - mais sans être trop compliqué vu que le livre est assez long et cela ne saute pas trop entre les différents personnages.
Le conflit du livre est passionnant - mais pas pour des fans de polars faciles. Je pense qu'il faut une certaine connaissance de l'art et de l'histoire de l'art pour pouvoir l'apprécier. Sinon ce serait trop sec et on n'arriverait pas au bour effectivement.
L'histoire se passe donc en 1591 à Istanbul - au centre de l'intrigue on trouve les miniaturistes de l'atelier du Sultan qui se voient heurté dans leurs croyances et réligion. Le Sultan a commandé un livre mais chez un autre maître que celui qui 'gère' son atelier pour garder le secret. Le livre est si revolutionnaire qu'ils doivent le finir sans parler de leur travail - et il est censé impressionner les vénitiens et les convaincre de la grandeur de l'empire ottoman.
L'art italien - vénitien ou florentin - de l'époque était bien avancé et réconnu dans le monde entier déjà. Ils étaient les maîtres de l'art des portraits, et jusqu'alors reservé aux rois et princes pour l'aspect financier, maintenant aussi le citoyen riche voulait se faire immortaliser. Déjà un siècle plus tôt nous avons pu reconnaitre presque au grand complèt la famille Médicis dans l'Adoration des Mages de Botticelli - et bien souvent le peintre réussissait à se faire une petite place dans le tableau aussi. En tout cas il s'assurait bien qu'on sache qui en était l'auteur - et pour la posterité!
Ce pratique est interdit dans la foi musulmane, où on ne peut représenter un visage de telle manière à ce qu'il soit reconnaissable comme une personne précise - surtout on ne peut représenter le prophète (leçon que justement mon petit pays a bien retenu après l'avoir payé chèr!) La raison étant que personne n'est au-dessus du Prophète et en se mettant au centre du monde et se regarder accroché à un mur - on va s'idolâtrer.. ce qui mènerait droit en Enfer! Les ottomans sont choqués par le fait qu'un portrait puisse permettre de reconnaitre une personne dans la rue sans la connaitre - mais aussi par la perspective utilisée dans les tableaux européens. Les miniaturistes peint le monde vu d'en haut - puisque c'est la perspective de Dieux! Les italiens observent et prennent la perspective selon la position dans laquelle il se trouve. Ainsi les ottomans ne pouvaient admettre qu'une personne se trouvant du fond devait être plus petit qu'un chien se trouvant devant - puisque le chien en vaut moins que l'homme aux yeux de Dieu.
Mais le Sultan a commandé cet oeuvre selon le style vénitien; sans pour autant vouloir créer trop de bruit ils peignent chacun chez soi et uniquement une partie du tableau. Ils ne savent qui font quoi - et surtout pas qui sera l'artiste responsable du portrait du Sultan qui se trouvera au milieu - à la place sacrée! Ils n'ont pas l'habitude d'exister en tant qu'artistes indépendants - mais eux aussi se voient flattés et rêver d'une reconnaissance pour leur travail. C'est le besoin basique de l'homme pour se voir recompensé... d'être inoubliable et immortel!
Cette histoire mène donc à deux meurtres - ils sont de plus en plus de problèmes de conscience. Le livre nous montre toutes leurs pensées; mais aussi une description des légendes de l'empire ottoman et comment la vie se vivait à l'époque. Je ne l'ai pas trouvé lourd ni trop long - sans doute parce que je m'y connais un peu et que cela m'intéresse. Si on ne connait rien en art et ne peut pas visualiser les différences dans les techniques je peux comprende qu'on abandonne.
Je l'ai trouvé fascinant - surtout en le lisant en partie à Istanbul; mais aussi pour le language si riche de Pamuk; la perspective (justement) du lecteur et la richesse qu'il a apporté à mes visites dans la ville. D'autant plus que je suis tombé sur ce livre décoré par le Maître Osman - qui est le maître de l'atelier du Sultan dans le livre - et à l'époque!

Monday, October 6, 2008

Le Destin de Mr Crump - Ludwig Lewisohn


  • French
  • September 28 - October 6
  • 406 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat?

En absolut usædvanlig bog - skrevet i 1926, men afslået af samtlige forlag på grund af dens amoralske indhold - og første gang udgivet i Paris i 1926 på engelsk og i 1931 på fransk med et forord af Thomas Mann. Først i 1947 blev den udgivet i en forkortet censureret udgave i USA., og den er af Freud blevet betegnet som et mesterværk.

Jeg fik den anbefalet for nogle år siden af en ven; siden da har den stået i reolen indtil for en uge siden. Det er vel nærmest at betegne som det 20. århundredes Madame Bovary - men med modsat fortegn.

Først introduceres vi til den kvindelige hovedperson - Anne Bronson - der som ung pige gifter sig med en kronisk gambler og løgnhals. De får en søn og to døtre, og lever konstant i dårlige kår med spillegælden hængende over hovedet. Dernæst introduceres vi til den unge Herbert Crump - søn af tyske immigranter, som i familiens tradition alle er orgelspillere. Den unge Herbert er den følsomme kunstnersjæl, som ikke rigtigt kan finde sin plads i denne familietradition. Han komponerer musik, som er nytænkende og anderledes for denne periode i starten af det 20. århundrede.

Han ankommer til New York og bliver forelsket i en ung pige, hvis ambitioner er vigtigere end kærlighed, og Herbert's sarte sjæl er såret og ulykkelig. Han bliver igennem sit arbejde introduceret til den 20 år ældre Anne Bronson - et faktum hun dog gør alt for at skjule og dementere. Til gengæld er han et nemt offer for den midaldrende kvinde, som lever i et ulykkeligt ægteskab, og får Herbert overbevist om, at det udelukkende er hendes mands fejl. De indleder et forhold - men Herbert får snart fornemmelsen af at være blevet snøret ind i forholdet.

Han tager hjem til forældrene - men Anne følger ham, og skandalen er uundgåelig. Han må gifte sig med hende, og så starter hans helvede først. Anne er et perfidt menneske uden den mindste moral; hun gør alt for at ydmyge ham og dernæst appellere til hans kærlighed. Hun gør hans liv til et helvede alt imens hun påtvinger ham sine tre børn - den ene mere doven og uduelig end den anden og med klare psykotiske tendenser. Anne finder altid en undskyldning for børnene; hun ruinerer dem - og de flytter rundt for at finde arbejde. Herbert indser, at han ikke har andet valg end at leve dette mareridt - alt imens han bliver en berømt komponist og dirigent, og prøver at leve igennem sin musik.

Det er en grotesk roman om kvinden som den ultimative synderinde - manipulerende, amoralsk, løgnagtig, jaloux - menneskets værste egenskaber samlet i en og samme person. Anne er en ravnemor; ude af stand til at passe hus og hjem - som var kvindens rolle på denne tid. Hvorfor den var censureret kan bunde i utroskaben og at der tales om skilsmisse - men jeg har haft svært ved at finde informationer om netop dette.

Det groteske i hele bogen er den stille og rolige måde alle disse uhyrligheder beskrives på - samtidig fornemmer man den gennemsyrende ondskab og katastrofen, der lurer og ender med at ødelægge Herbert fuldstændig. Man undres over Annes motivationer til at opføre sig så grotesk - som en edderkop, der spinder sit net omkring den uskyldige mand.

Hvis den findes i en dansk oversættelse kan den varmt anbefales!

----------------------------------------------------------------------

Un livre incontournable qui pourtant est resté quelques années au fond des étagères. Ecrit en 1926 il se voit réfusé par les maisons d'édition aux Etats-Unis et sort premièrement à Paris la même année, et en 1931 en traduction française. Il ne sortira qu'en 1947 aux Etats-Unis mais dans une version censurée. Freud le décrivait comme un chef-d'oeuvre et Thomas Mann en était admiratif au point qu'il écrit le préface de la traduction française.

C'est une sorte de Madame Bovary du XXème siècle - mais dans le sens inverse. Ici c'est le jeune homme qui se laisse séduire, enfermer dans un jeu dangéreux et monstrueux. On fait d'abord la connaissance de Anne Bronson - issue d'une famille bizarre et aux problèmes - elle se marie jeune avec un joueur irrésponsable. Ils auront un fils et deux filles mais le mari a toujours des soucis et ils vivent du jour au lendemain.

Puis rentre en scène le jeune Herbert Crump, descendant des immigrants allemands et d'une famille aux longues traditions musicales. Il grandit dans un milieu serein et sain; mais il ne se voit pas poursuivre les traditions familiales en jouant l'orgue dans l'église locale. Il est d'une âme sensible et artistique et il compose. Il part donc faire sa vie à New York où il rencontre la jeune Gerda, dont il tombe amoureux. Elle se montre dûre avec lui en pensant d'abord à sa carrière et pas à commencer une vie familiale. C'est une grande déception pour ce jeune homme fragile. Donc il est une proie facile...

Il fait la connaissance de Anne, qui a vingt ans de plus que lui - fait qu'elle ne cesse de dissimuler et dementir - et elle commence rapidement à se plaindre de son mari joueur et lui faire des flirts sousentendus. Ils entâment une affaire mais Herbert comprend vite que sa vie n'est pas avec une femme de son âge. Il voulait oublier ses chagrins d'amour mais se voit prisonnier de la toile d'araignée que cette femme a intelligemment tissé autour de lui. Il se réfugie chez ses parents - mais Anne débarque et c'est le scandale.

Il est obligé de se marier et le vrai cauchemar commence. Elle est infame, menteuse, folle, perfide - pour ensuite venir se jeter dans ses bras et demander pardon. Elle fait venir ses trois enfants - dont les deux ainés sont des lâches, corrompus et limite malades mentaux. Elle dépense tout l'argent qu'il réussit à gagner en travaillant et en composant sa musique qui a de plus en plus de succès. Ils errent d'une ville à une autre mais ne trouve la paix conjugale nulle part. Elle lui empoisonne la vie et même si les mots sont calmes on sent le tourment et la tragédie qui arrivera sans faute.

Il essaie de lui trouver des excuses et que bien trop tard voit-il qu'elle est trop forte pour lui. Elle incarne tout le contraire du modèle féminin de cette époque - elle est mauvaise mère; mauvaise femme au foyer; elle a commis l'adultère pour attraper ce jeune homme - bien des raisons d'interdire ce roman qui pourrait donner des idées aux femmes dans un pays où le puritanisme est roi.

Ayant terminé on se dit qu'il faut recommencer pour essayer de comprendre les raisons qui poussent cette femme à se comporter ainsi; à saisir encore tous les sous-entendus de méchanceté qui se cachent dans ces mots plutôt calmes. Un livre qui en vaut vraiment la peine!