Monday, April 18, 2016

Havets stilhed - Vercors



























  • Fransk
  • 17. april
  • 182 sider
  • Originaltitel: Le silence de la mer

"Havets stilhed" er vist ikke meget kendt på dansk, da vi havde vores egne helte indenfor modstandslitteraturen. Men på fransk er det en klassiker af de meget tunge!

Jeg blev mindet om den igen, da den optræder i Rutherfurds historiske roman om Paris, og min udgave er vist en af de allerførste, som det ses af omslagets billede. Den er godt slidt, men har sin faste plads i reolen og da jeg sidst læste den i en noget yngre og mere ignorant udgave af mig selv, var det et oplagt søndagsprojekt.

Vercors er et pseudonym for Jean Bruller, som var en fransk forfatter og tegner. Han skrev sine små historier under krigen, og Havets stilhed udkom i starten af 1942. Da manuskriptet når til London, hvor de Gaulle kæmper for et frit Frankrig, beordrer han, at det skal trykkes i endnu flere eksemplarer og det opnår en status som kampråb måske som vi i Danmark havde det med Liva Weels sang. 

Min udgave indeholder syv noveller, hvoraf Havets stilhed er den længste. Det er en utrolig markerende historie om den ældre mand og hans niece, som bor alene i et hus langt ude på landet. Huset bliver delvist inddraget af tyskerne, og de skal logere en tysk officer. Men de taler aldrig til ham. Hver aften sidder de i husets lille bibliotek foran kaminen; han læser og hun syr eller strikker.

Officeren kommer hver aften hjem, og træder ind i stuen, hvor han siger nogle høflighedsfraser, som hver gang ender med at ønske dem god nat. Efter noget tid kommer han i civiltøj, og begynder at snakke om forholdet mellem Frankrig og Tyskland som to store stater, der skal forbedre Europa. Han er begejstret for den franske litteratur og malerkunst, men mener, at kun tyskerne kan skrive musik.
Men aldrig får han et svar fra de to beboere.

Efter en orlov i Paris vender han pludselig tilbage, og er forandret. Han fortæller dem, at han har bedt om at blive sendt til fronten, og at de skal glemme alt, han har sagt om krigen. Nu har han forstået tyskernes oprigtige formål.

Måden stilheden bliver brugt i denne lille historie er enorm; den er den ypperste modstand mod fjenden. Det er det værste våben de to beboere har til deres rådighed overfor denne unge officer, som var stolt af at være i Frankrig. 

Jeg er normalt ikke meget til noveller, men når de rammer så dybt som Vercors' gør det, så er jeg fuld af beundring.

En anden novelle er om muligt endnu mere gribende, fordi den er endnu kortere - men så kondenseret, at man må læse den flere gange for at få hele gruen med. Det er historien om en lille dreng, der går tur med sin far. Den tur, de tit går. Men de stopper ikke de samme steder for at sidde. Faderen vil hele tiden holde drengen i hånden. Og da de kommer hjem, er den røde geranium, som moderen plejer at stille i vinduet væk. Clouet kommer i en enkelt næsten uskyldig sætning til sidst. hvor læseren forstår, at moderen var jøde og er fanget. At faderen gik til stationen for at lede efter hende - og blev dræbt.

Der er et par noveller, som jeg ikke fandt lige så stærke; men overordnet set er det et genialt stykke litteratur, som bestemt ikke var faldet i den tyske censurs smag. Og det er beviset på, at man med ganske få ord kan udtrykke uendeligt meget.

Saturday, April 16, 2016

Paris - Edward Rutherfurd



























  • Engelsk
  • 10.-16. april
  • 832 sider
  • Dansk titel: Paris

Nå, nu har jeg jo snart et problem eftersom den gode hr. Rutherfurd vist ikke længere skriver historiske romaner. Han har skrevet otte styks, og bogen om Paris var for mit vedkommende nummer fem. Da jeg rejser til Paris i overmorgen passede det fint i planlægningen; ikke, at jeg jo ikke kender Paris som min egen bukselomme - men det var lige for at begynde at glæde sig i god tid.

Paris-historien adskiller sig på flere områder markant fra hans andre bøger. Vi starter ikke helt tilbage ved en nærmest forhistorisk periode, som i Irland og London (men heller ikke så sent som i New York dog). Ydermere er bogen ikke kronologisk, hvilket for nogle måske kan virke forvirrende.

Vi starter i 1875 - nogle få år after Pariserkommunen, hvor den unge Jacques le Sourd for at vide af sin mor, at det er de adelige, der er skyld i faderens død - og mere specifikt, at det er den adelige de Cygne-familie. Så knægten beslutter sig for, at en dag vil han dræbe Roland de Cygnes far som hævn og gengæld.

Bogen fortsætter ret detaljeret kronologisk frem fra 1875 til slutningen af 2. Verdenskrigmed afbræk, som tager os tilbage til 1261 og med hop i de forskellige århundreder indtil 1875 indhentes. Men det er uden tvivl den sidste periode og de to store verdenskrige, der fylder mest i bogen. Det er markant anderledes fra hans andre bøger. 

Man kunne jo ellers mene, at der var masser af materiale til at starte tilbage til romernes ankomst til Lutèce; men måske er det også en for stor mundfuld - eller der er i forvejen skrevet så meget om det. Til gengæld får personerne i Paris meget mere tid til at udfolde sig for læseren, hvilket heller ikke er skidt. Man følger i detaljer bygningen af Eiffel-tårnet, og de mange forskellige samfundslag, der består selv efter revolutionen. 

Og så er der jo affæren med hævnen - for de to mænd mødes, og Jacques får mere end en gang mulighed for at dræbe sin adelige modstander. Men selv han må indse, at hævntørst falmer, og at de måske kæmper for de samme idealer omend fra forskellige angrebsvinkler. Men de er jo begge absolut patriotiske, og så stolte gallere som noget.

Det menneskelige aspekt fylder mere end i de andre bøger, og jeg var som altid dybt opslugt - og det gik for hurtigt med at nå slutningen.

Men der er jo masser af andre muligheder for historier i samme stil, tænker jeg - især Italien må da rumme material til en mursten, ikke?

Monday, April 11, 2016

The Woman He Loved Before - Dorothy Koomson



























  • Engelsk
  • 6.-9. april
  • 467 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Efter den lidt tunge italienske politiske scene skulle der altså lidt lettere underholdning til - en rigtig tøseroman, som også kom fra bogudsalget til 40 kroner. Så er der ikkenoget forgjort, hvis det er for elendigt.

Men det var faktisk en glimrende underholdende roman, som bestemt ikke kun var lyserød romantik, som omslaget måske kunne give indtryk af.

Libby er ung ung sort kvinde, som en dag møder den arrogante Jack i en bilforretning. Hun finder ham ulidelig; men han er stædig og efter nogle års forhold bliver de gift. Han er enkemand, og de snakker ikke meget om hans kone, som omkom under tragiske omstændigheder. Indtil den dag de er ude for et trafikuheld, og Libby kommer alvorligt til skade. Politiet mere end antyder, at Jack måske har prøvet at ombringe hende (også). Og Libby døjer med efterveerne fysisk og psykisk af ulykken.

En dag finder hun den tidligere kones, Eves, dagbøger i kælderen, og begynder selvfølgelig at læse dem.

Dagbøgerne fylder måske halvdelen af bogen, og fortæller om en tragisk skæbne med vold, narko og seksuel udnyttelse. Eve har kæmpet siden ungdommen for at finde arbejde og tjene sine egne penge men oftest er det igennem sex, at hun har tjent dem. Og til sidst som sexslave for en modbydelig mand - som viser sig at være Jacks far.

Det udvikler sig til en mindre thriller med overraskende momenter, så man som læser ikke kedede sig. Til sidst ender det hele jo selvfølgelig lykkeligt; men jeg var holdt i spænding et godt stykke tid selvom jeg dog også synes, at dagbøgerne optog lidt for meget plads.

Men det var fin underholdning.

Wednesday, April 6, 2016

Marie-José de Savoie - Luciano Regolo



























  • Fransk
  • 1.-5. april
  • 391 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

For at få et afbræk i Rutherfurd (og strække glæden lidt længere), gik jeg i reolerne og fandt denne biografi, som havde stået og samlet støv siden 2004. Det er ikke en fejlinvestering - den skulle bare have tid til at modne i reolen, og nu havde jeg lyst til noget non-fiction.

Marie-José var belgisk prinsesse, født i Bruxelles i 1906 af kongen Albert I (som var Belgiens kun tredje konge) og dronning Elisabeth - oprindeligt en tysk grevinde. Hendes forældre var ret moderne i deres opdragelse af de tre børn, hvoraf den ene jo skulle være konge. De færdedes blandt ret almindelige mennesker, men måtte også i eksil under 1. verdenskrig, hvor Belgien jo var hårdt ramt af den tyske invasion. Hvor moderne de end var, så skulle datteren dog giftes ind i en passende familie - og allerede i en tidlig alder begynder de at fortælle hende om Umberto - den italienske prins, der en dag skal være konge.

De to børn mødes da de er teenagere og igennem årene ved flere mere eller mindre planlagte begivenheder. Men Umberto er ikke en specielt udadvendt eller handlekraftig mand - han lever totalt under sin fars skygge. I modsætning til det belgiske kongehus, er devisen her, at man regerer alene; Umberto bliver ikke på nogen måde inddraget i de royale pligter eller 'oplært' til rollen som konge.

Om de reelt er forelskede i hinanden, er ret svært at vide - men forventningerne er som de er; og i 1930 bliver de gift i pomp og pragt i Rom og selvfølgelig med Mussolini som øverste vogter over det hele. For reelt er det jo ham, der styrer det fascistiske Italien og Marie -José opdager hurtigt, at hendes mand er en marionetdukke og selv hendes svigerfar kongen, er underlagt Il Duce.

Hendes første år i landet er langt fra lykkelige; men de får børn og holder sig beskæftiget og Marie-José begynder at blande sig i politikken ved at opildne til et statskup for at få afsat Mussolini og kongen, og springe hendes egen mand over - og indsætte deres lille søn med hende selv som regent til han bliver myndig.

Under krigen træder hun virkelig i karakter i modsætning til resten af den italienske kongefamilie, som pure nægter at indse, at monarkiet står og falder med fascismen. I italienernes øjne er de medansvarlige for Mussolinis pagt med Hitler og dermed al den ulykke krigen bringer med sig. Kronprinsparret lever adskilt under hele krigen, hvor Marie-José laver undergrundsarbejde og samtidig knokler løs for humanitære formål. Da krigen endelig er færdig vil hun tilbage til Italien hurtigst muligt, selvom alle fraråder det - så til slut vandrer hun hjem. Over Alperne. Bestemt dame!

Derefter følger en lang og sej kamp, hvor den gamle konge nægter at opgive tronen men til sidst accepterer mod, at der afholdes en folkeafstemning. I denne korte periode er Umberto og Marie konge og dronning af støvlelandet - fra den 9. maj til den 13. juni, hvoraf navnet Majdronningen.

Efter afstemningen flygter de i eksil i Portugal, men ægteskabet holder ikke. De bliver dog aldrig officielt skilt, og holder til tider ferier sammen. Men Marie-José bruger de næste 54 år på at rejse og arbejde for humanitære sager - blandt andet rejser hun til kommunistiske lande, hvilket ikke hjælper på hendes omdømme.

I bund og grund er hun en kvinde, der bekymrer sig meget lidt om, hvad man mener om hendes handlinger. Hun finder aldrig en ny mand og lever til 94 år. Så det italienske kapitel var jo kun en brøkdel af et liv, men alligevel det, som definerede hende i offentligheden. Men i modsætning til mange andre kongelige var hun en særdeles handlekraftig og selvstændig kvinde. En yderst interessant biografi, der handlede meget mere om politik end om tiaraer - og jeg fik mit kendskab til Italiens fascistiske periode sat på prøve!

Thursday, March 31, 2016

Ireland Awakening - Edward Rutherfurd



























  • Engelsk
  • 23.-30. marts
  • 941 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Da jeg var færdig med første bind i sagaen om den irske historie, ville jeg jo kaste mig glubende over den næste - og jeg havde påskeferie og alverdens tid til min rådighed. Men så kom attentaterne i Bruxelles - min hjemby i mere end 14 år ... og så sad jeg lammet foran fjernsynet en hel dag, og skulle samtidig opdatere mig på venners sikkerhed.

Men da jeg kom i gang, var jeg igen helt opslugt - og måske især fordi jeg hér virkelig lærte noget om et land, som jeg ikke kender meget til.

Man må dog sige, at der er visse personer i verdenshistorien, der virkelig formår at ændre den for evigt - helt uden at ville det; og især uden at kende til de vidtrækkende konsekvenser.
Hvis Katherine af Aragon havde født Henry VIII en søn, så havde verden absolut set anderledes ud. Ikke blot i årene efter - men selv her snart femhundrede år senere! Det er da imponerende.

For så ville Henry VIII ikke havde brudt med den katolske kirke, og udråbt sig selv til overhovede for den anglikanske protestantiske kirke. Det ville igen have medført, at irerne i fred og ro kunne have fortsat deres katolske tro uden indblanding fra Cromwell og hans kumpaner - og uden at landet blev splittet i en religionskrig, som vel egentlig ikke sluttede før udgangen af det 20. århundrede - og da var mange menneskelig gået tabt. Der står virkelig altid en kvinde bag! Og så selvfølgelig religion ...

Anden del af historien starter nemlig lige efter reformationen, hvor vi stadig følger de samme familier - de rige, de fattige, de kriminelle - og alle deres historier. Men det drejer sig hele tiden om forholdet til overmagten - englænderne.

Rutherfurd gav mig et helt utroligt indblik i landets opbygning, og årsagerne til disse stridigheder - men også baggrunden for den store kartoffelpest i midten af det 19. århundrede, som kostede en million menneskeliv; mens en anden million udvandrede til USA og grundlagde den store irske befolkningsgruppe der. At tænke sig, at de spiste så mange kartofler, at der ikke var andet, da de var væk. 

Historien følges op til Irlands uafhængighed efter Påskeopstanden i 1916 og afslutningen af 2. Verdenskrig; en krig, som ikke omhandles specielt, da det faktisk mere handler om deres egne interne krige. Men igen er man naglet til sine sider, og har meget svært ved at slippe den .... og så fik jeg en afsindig lyst til at tage til Dublin og se byen. Og det må virkelig siges at være en succes for en forfatter så, da det ellers er ret fjernt fra mine præferencer.

Rutherfurd kan sin historie uden at læseren slipper eller fortaber sig i de mange personer. Jeg må tvinge mig selv til en lille pause inden jeg kaster mig over den næste Rutherfurd - udelukkende for at få personerne på afstand.



Tuesday, March 22, 2016

Dublin - Edward Rutherfurd



























  • Engelsk
  • 15.-21. marts
  • 816 sider
  • Originaltitel: Dublin: The Foundation

Endnu en mesterlig saga fra Rutherfurd - denne gang om Irland og Dublins oprindelse. Irland er netop et land med en kultur, der er så speciel, og som jeg ved forfærdeligt lidt om. Det er druider og gamle traditioner, og en historie, der selvfølgelig er tæt knyttet til Englands historie.

Historien starter i 430 og følger byens udvikling i tæt symbiose med landets historie frem til 1533 - mere end tusind års familiefejder, krige indbyrdes og mod England, som styrer landet via udsendte repræsentanter for kongen, som holder sig hjemme i London.

Vi følger, som i alle hans bøger, en række familier fra forskellige sociale lag - og som i løbet af historien bevæger sig op og ned i disse lag, mens de også gifter sig på kryds og tværs og gør handlingen flydende og interessant. Nogle følger man mere intenst end andre - men fælles for dem alle er, at de tager form i læserens indre. Det hele understøttes fremragende af Rutherfurds informationer om den historie, der omgav dem.

En stor del af romanen omhandler tiden inden det første årtusindskifte, og det er jo en sindsoprivende interessant periode med netop Irlands traditioner og den store indblanding fra Skandinavien med vikingernes togter til landet. 

Rutherfurd formår virkelig at levendegøre historie, og selvom der til tider springes et par århundreder frem i tiden, så mister man aldrig overblikket. Det er bøger, som tvinger én dybt ned i sofaen og langt væk fra alt andet. Og mens jeg læste den, opdagede jeg, at der er en efterfølger, som fortsætter frem til moderne tid - så den måtte jeg fluks have fat i, så jeg kan fortsætte med at følge alle de irske familier. 

Tuesday, March 15, 2016

A House Divided - Catherine Cookson



























  • Engelsk
  • 13.-14. marts
  • 478 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fik jo købt to romaner af den for mig ukendte Cookson, som åbenbart sprøjtede dem ud på samlebånd - næsten 100 bøger på 50 år, hvoraf en del udkom efter hendes død i 1998.

Alt det anede jeg jo intet om; og selvom jeg ikke brød om den moralske lærdom i den sidste bog, så havde jeg jo den anden stående.

Det er jo lidt engelsk socialrealisme indhyldet i lyserødt tyl - eller noget.
En klassisk historie om soldaten, der bliver blind under 2. verdenskrig, men forelsker sig i sin sygeplejerske, som redder ham fra selvmord, vanvid og sikkert alt muligt andet.

Sygeplejersken er dog halvt forlovet med en ung mand hjemme fra landsbyen, som tager hendes nej temmelig tungt; så meget, at han banker hende og hendes bror, og hun flygter skræmt tilbage til byen og genforenes med sin elskede. Men tyrannen følger efter, og hun må nu rykke ind i den nye forlovedes hus. Det er et mindre herresæde med tyende - med en bestemt bedstemor, som minder om Maggie Smith i Downton Abbey samt en syg far og en mor, der lider under et kærlighedsløst ægteskab. Og så er der broderen, der altid har været jaloux på sin bror, og nu mener, at han er et bedre parti for den unge smækre kvinde eftersom han er seende. Derudover er der den nye chauffør, som er fra en anden social klasse, hvilket han til tider glemmer - og fungerer som hofnarren i hele opsætningen.

Der er jo alle de klassiske ingredienser, som har fungeret siden ... altid! Rig og fattig; heldig og uheldig; kærlighed, had - sex, drugs & rock'n'roll  i en eller anden form har fungeret siden Biblen og op gennem tiderne med Molière, Holberg men også Danielle Steel og Barbara Cartland. Ingredienserne er universelle og når de koges sammen af nogle - som Molière eller Holberg - er det stor kunst; og når det er af andre, så er det jo ikke helt fint nok.

Og det er da bestemt heller ikke litteratur, der vil gå over i verdenshistorien - men mennesket har jo brug for den slags historier indimellem.

Det er hurtigt læst; det er beroligende fordi man ved, hvordan det ender. I går fik jeg en meget trist besked om en tidligere kollega og vens død; og jeg var selvsagt lidt rystet. Jeg gik i seng og læste de sidste sider - ukompliceret comfort reading på en dag, hvor jeg bestemt ikke havde kunnet klare andet. Og det skal der jo også være plads til - til hendes forsvar må man sige, at de slet ikke er dårligt skrevne; plottet er blot ufatteligt klassisk.

Monday, March 14, 2016

The Tudor Age - Jasper Ridley



























  • Engelsk
  • 9.-12 marts
  • 384 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Endnu en udsalgsbog til den fine sum af 40 kroner; og som samtidig var lige inden for mit interessefelt i historiske perioder. Måske endda en anelse for meget, da der begynder at blive en anelse for mange gentagelser i livet omkring disse konger og dronningers liv, når man efterhånden har læst så mange bøger om den periode.

Men det er en rigtig fint opbygget bog til folk, der er 'nybegyndere' indenfor engelsk historie fra denne periode. Det er nemlig rimelig let tilgængeligt - og derfor for nogle måske en anelse for overfladisk. Jeg synes, at den manglede lidt fokus, og ikke forholdt sig stringent nok til den opdeling, forfatteren nu engang har valgt at foretage. Men det er nok min tilgang til lærdom, der egner sig fint til at store fordybelser.

Bogen indledes med en hurtig historisk gennemgang af Tudor-perioden, som varede fra 1485 til 1603 - tre konger og tre dronninger; men heraf regerede nogle ikke i lang tid. Henry VII og Henry VIII sad i perioden 1485 til 1547; og så kom der lige tre hurtige med seks år, en lille uges tid og så fem år inden Elizabeth I kom til tronen. Alligevel er det en markant og markerende periode i engelsk historie, ikke mindst på grund af Henry VIII, Mary I og Elizabeth I - men også de statsmænd, der prægede tiden - Wolsey, More, Cromwell.

Derefter er den opdelt i kapitler omhandlende boligen, maden, fritid/underholdning, landmændenes forhold, strafferet osv. Der er underholdende fakta, som bindes sammen med de forskellige regenters personlige overbevisninger - ikke mindst i kampen mellem protestantisme og katolicisme, som England skiftede frem og tilbage imellem i den periode. Men også informationer om helt almindelige hverdagsting; måske ikke de helt store revolutionerende informationer - men det skyldes uden tvivl min baggrundsviden, og ikke forfatteren.

Tuesday, March 8, 2016

Harry Augusts første femten liv - Claire North



























  • Engelsk
  • 3.-7. marts
  • 405 sider
  • Originaltitel: The First Fifteen Lives of Harry August

Jeg blev hurtigt tiltrukket af ideen om denne roman - titlen fanger nemt nysgerrigheden, og historien om Harry, der efter hver død fødes samme tid og sted var tankevækkende. Der er jo noget ved tidsrejser, udødelighed og alt andet, hvor mennesket sætter sig over naturen - eller Gud, hvis man er mere filosofisk anlagt - som pirrer til noget i os! Sådan har det alle tider været, tror jeg.

For hvad er det med udødeligheden for eksempel? Det absolut bedste stykke litteratur skrevet om det er Simone de Beauvoirs "Alle mennesker er dødelige", hvor hun forsøger at vise os, at man intet opnår ved den eftertragtede udødelighed fordi alle de mennesker, vi holder af, vil forsvinde. I hendes fortolkning er udødeligheden den ensomste eksistens - og den er skrevet som en sensitiv eksistentiel roman.

Men Harry August lever og dør. Og lever og dør. 

Han fødes første gang i 1919, og dør som en ældre herre - og genfødes så nøjagtig samme tid og sted. Der begynder han så at fornemme, at noget er anderledes ved ham. Han kan selvfølgelig udnytte dette til at gamble og vinde penge. Til at undslippe krige og katastrofer - eller dræbe Hitler? Men for det meste lever han ret normalt - i nogle liv gifter han sig, i andre ikke. I nogle liv er han læge mens han i andre liv uddanner sig til forsker eller jurist. Undervejs får han kontakt til en klub af ligesindede; Cronus Club kan hjælpe medlemmerne til hurtigere at komme videre til deres venner - for når de fødes, skal de jo stadig igennem en barndom og begynder som regel først i 4-5 års alderen at erindre de tidligere liv.

Så hvert enkelt liv kan udvikle sig forskelligt, og Harry dør ikke i samme alder og samme sted hver gang - det er her, det bliver en anelse kompliceret i bogen; og forfatteren gør da også et stort nummer ud af at referere til hvilket nummer liv, vi nu er i. Især fordi der konstant springes frem og tilbage i livene; der er ikke en lineær kronologi.

I det store og hele går det jo så ret begivenhedsløst - indtil han i sit ellevte liv ligger på sit dødsleje, og en lille pige kommer for at fortælle ham, at verden er ved at gå under. I kraft af deres egenskaber kan disse personer kommunikere langt ud i tiden, da de ældre fortæller de yngre, hvad der er sket og de fortæller det til de tidligere generationer, når de er børn igen. Harry lever i et liv helt til 2002 - og kan som barn i 1920'erne fortælle de gamle fra det 19. århundrede, hvad der sker i det 21. århundrede - og det gælder selvfølgelig også opfindelser og anden vital information. Problemet med dem er, at de per definition ikke vil blande sig i verdens gang - der er fx ingen, der må blande sig konkret for at afværge en katastrofe - Holocaust fx - men heller ikke skabe dem. Det gør dem til lidt passive uinteressante personnager i bogen.

Den slags er det selvfølgelig ikke alle, der kan håndtere at have til rådighed, og i et af sine liv møder Harry den lidt yngre Vincent; han vil bruge al sin akkumulerede viden til at styre verden - og agere som en slags Gud. Her begynder bogen at tage form af en science-fiction-roman og der er så meget fysik, at jeg følte mig hensat til klasselokalet i 9. - hvor fysik for mig personligt bestemt også føltes som science-fiction.

Harry bruger nu sine liv på hurtigt at vokse op for at finde Vincent, og finde ud af, hvor langt han er kommet. Hans plan er jo at stoppe Vincent - den ultimative måde er at finde ud af, hvor og hvornår han er født - da Harry er ældre end ham gælder det om at undgå, at han fødes.

Bogen forsøger at beskæftige sig med ideen om What If? - hvad nu hvis han rent faktisk dræbte Hitler - hvordan ville verdenshistorien have udviklet sig? Eller helt banalt - at hvert enkelt sekund kan være afgørende i alle menneskers liv; en trafikulykke kan undgås - eller ej. Et barn kan undfanges - eller ej. Men her bliver alle disse filosofiske betragtninger druknet i protoner og elektroner og alt muligt andet, der ikke siger mig noget.

Der var ingen steder, hvor forfatteren beskæftiger sig med Harrys følelser omkring dette uendelige liv. Problemet med at elske og binde sig til en person. Problemet med venner, man ikke kan fortælle om sin tilstand. 

Derfor bliver Harry for upersonlig for mig, og historien bliver alt for meget science-fiction; jeg havde håbet på en udvikling til sidst - men da den kom, var det en temmelig flad fornemmelse. Jeg havde periode, hvor jeg virkelig ikke kunne se, hvordan jeg skulle nå enden; og da jeg nåede den, var det så stor en skuffelse. Jeg forstår ikke al virakken omkring denne bog - læs meget hellere Beauvoirs meget smukke historie. Den er selvfølgelig anderledes - udødelighed er et andet koncept; men der er personer i hendes roman.

Thursday, March 3, 2016

Afrikas grønne bjerge - Ernest Hemingway



























  • Engelsk
  • 1.-2. marts
  • 200 sider
  • Originaltitel: Green hills of Africa


Hemingway har jeg et lidt særpræget forhold til; jeg er vild med manden - det han stod for; hans fandenivoldskhed og levevis på godt og ondt. Han kunne være dybt usympatisk med sine antisemitiske meninger og hans manglende respekt for mangt og meget. Men samtidig var han jo så autentisk som det overhovedet er muligt. Der var ingen forstillelse eller hykleri omkring noget - og han levede sit liv præcis som han ville det; og døde jo på samme måde.

Alligevel har jeg aldrig læst nogle af hans romaner; jeg startede for mange år siden på For Whom the Bells Toll - men på fransk; og jeg var nok ikke gammel nok til at forstå Hemingway. Til gengæld er hans bog om ungdomsårene i Paris jo helt eventyrlig, og faktisk steg den helt til tops i bestsellerlisterne efter attentaterne i Paris i november 2015. 

Hans rejsebeskrivelse fra 1935 er således heller ikke fiktion; men en beskrivelse af rejsens oplevelser - fokuseret på jagten, som var en af hans store passioner. Han er af sted med sin anden kone, Pauline, og nogle andre personer, som har skiftende 'kælenavne' bogen igennem. 

Når man læser bogen skal man jo nok især huske den tid, hvor den er skrevet og hvor så mange ting anskuedes med et noget mere liberalt syn end i dag. Det gælder jagten selvfølgelig - en rejseform, hvor de lidt mere velstillede tog ud for at bekræfte sig selv som 'rigtige mænd', mens konerne sad hjemme i lejren under myggenettet og læste bøger. Der er intet odiøst i at dræbe selv truede dyrearter, fordi de endnu ikke var truede. 

Men Hemingway har alligevel et gentleman-agtigt syn på drabet. Han vil kun skyde, hvis han er sikker på at ramme dødeligt, og det betyder en del for ham under bogens jagter, at han ikke lader et dyr lide. Under den sidste jagt i bogen rammer han et smukt dyr, men det slipper væk - og han bruger timer på at lede efter det ved tanken om den langsomme død, det sikkert lider. Selv da de indfødte har givet op, fortsætter han stædigt til mørket falder på, og de må give op.

Han siger også et sted, at han kun vil skyde så længe han kan ramme med et dræbende skud. Når det er slut, så vil han aldrig skyde længere. Det virker nærmest lidt profetisk, når man tænker på hans død - hvor han måske indså, at alternativet til selvmord ville være psykiatriske hospitaler og ikke meget fest og farver. Han ville styre sin egen skæbne!

Forholdet til de lokale er selvfølgelig også anderledes; det er ikke racistisk - men dette er i kolonitiden, og det er naturligt for Hemingway, at de skal ordne hans tø, hans våben og åbne hans ølflasker for ham under hele turen. Han knytter venskaber med nogle, men gør også åbenlyst grin med andre - fordi han gennemskuer det spil de stiller an for den hvide mand og hans penge.

Indimellem jagterne sidder de jo så i lejren, og spiser og drikker. Drikker mest. Og diskuterer filosofiske spørgsmål ofte omkring litteratur. Det er i denne bog, at man finder den nu berømte udtalelse om amerikanske forfattere: 

The good writers are Henry James, Stephen Crane, and Mark Twain. That's not the order they're good in. There is no order for good writers.... All modern American literature comes from one book by Mark Twain called Huckleberry Finn. If you read it you must stop where the Nigger Jim is stolen from the boys. That is the real end. The rest is just cheating. But it's the best book we've had. All American writing comes from that. There was nothing before. There has been nothing as good since.

Hemingway er jo ikke specielt ydmyg i forhold til sine egne præstationer - hverken i forhold til jagt, kvinder, fiskeri, krige eller litteratur. Han har tit og ofte udtalt sig barsk om de mennesker, der ikke beundrede ham næsegrus - men det gør ham jo netop så elskværdig. Jeg er mere og mere moden til noget seriøs Hemingway, tror jeg.