Historien om A. J. Fikrys liv - Gabrielle Zevin

• Engelsk
• 17.-19. december
• 243 sider
• Originaltitel: The Storied Life of A.J. Fikry

Endnu en bog, hvor bøger spiller en stor rolle! Jeg synes, at den danske titel er lidt misvisende i forhold til den engelske - hvor A.J. Fikrys liv er en historie bygget op omkring bøger; for det er jo netop således det er. Hvert kapitel indledes med en lille anmeldelse af en kendt bog, som A.J. Fikry har skrevet noter om til dem, han efterlader. Det er den lidt mere triste bagende af historien om hans liv, som både er godt og skidt.

A.J. Fikry flyttede til den lille ø, Alice Island, mange år tidligere, da hans daværende kone, Nic, ønskede at flytte hjem. Der åbnede han en boghandel, som man som aficionado fornemmer er et rent paradis. Han værner om den som han værner om de bøger, han gerne vil sælge - og der er rigtigt mange han ikke ville sælge. Han har meget bestemte meninger om litteratur.

Hans kone dør i en tragisk trafikulykke, og han begynder at falde dybere og dybere ned i et hul af ensomhed, færdigretter og rødvin. Indtil to hændelser på samme tid bliver hans vej tilbage til et normalt liv.

Først får han stjålet sin yndlingsbog - ikke fordi den litterært er den bedste, han ejer - men fordi den er penge værd. Det er hans pensionsopsparing. Dernæst finder han en to-årig pige midt i boghandelen, og beholder hende.

Den lille Maya, hans venskab med øens karikerede politimand, forholdet til svigerinden og pludselig en dag kærligheden i form af en bogsælger får ham til at ændre kurs i sit liv. Det hele fortælles ud fra hans forhold til bøgerne i hans liv - ordene.

Det er en kort og letlæst lille roman, som på nogle punkter minder om Rachmans succesroman - i hvert fald i forholdet til bøger. Men den er ikke så god som Rachman; en hyggelig bog med lidt stof til eftertænksomhed, som jeg faktisk bare slugte.

Le liseur du 6h27 - Jean-Paul Didierlaurent

• Fransk
• 15.-16. december
• 193 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Franske forfattere har i de senere år haft en forkærlighed for de 'små' i samfundet. Her tænker jeg selvfølgelig mest på Pindsvinets elegance, men også Ønskelisten - men måske slog det i virkeligheden først igennem på film med Amélie fra Montmartre?

I bøgerne, jeg nævner her, er det jo en portnerkone, der er intellektuel udover, hvad der ønskes og forventes af hende og i den anden er det en lille småhandlende i et halvtrist ægteskab, som vinder den store gevinst i lotteriet. Eller også startede det hele i virkeligheden med Cosette og Jean Valjean - Victor Hugo var jo især glad for de mere ukendte eksistenser!

Guylain Vignolles er bogens hovedperson - på fransk er hans navn desværre lidt nemt at gøre meget komisk; og han har da også lidt under det i det meste af sin 36-årige eksistens. Han bor alene i en lille lejlighed med en guldfisk som eneste ven. Hver morgen tager han RER'en (fransk S-tog) til arbejde på en fabrik, der destruerer bøger. Ja, det er jo et skrækkeligt scenarie at forestille sig - og derfor kan han ikke andet end at kalde den store maskine for Tingen. Men hver dag kravler han ind i Tingen for at rense den, og han gemmer de løsrevne sider, der ikke er blevet helt destruerede.

Disse løse sider, brudstykker af romaner, han aldrig ser begyndelsen eller enden på, tager han med i toget, og læser højt af. Han ender med at få sig en hel lille fanskare - blandt andet et par ældre damer, som kun tager toget for at høre ham. 

Det ender med, at han bliver oplæser på et plejehjem. At han får trukket den mystiske portvagt fra fabrikken ud fra sit bur, så han kan deklarere sine aleksandriner ... og hans ven, der har fået benene skåret af maskine liver op igen, da han kan hjælpe Guylain med at finde en mystisk ung pige.

Små helt almindelige menneskeskæbner beskrevet i et finurligt og dejligt fransk. Det var også dejligt at læse fransk efter de mange engelske bøger på det sidste - poesien er bare anderledes i mine ører.

En smuk lille roman, som forhåbentlig bliver oversat til dansk - og sandsynligvis glimrende filmmateriale til et fransk publikum, der bedre magter det helt stille.

Hende du forlod - Jojo Moyes

• Engelsk
• 13.-14. december
• 516 sider
• Originaltitel: The Girl You Left Behind

Klog af skade bliver jeg åbenbart ikke!! Min tredje Jojo Moyes-bog - og nu tre bøger, jeg har måttet smide i skraldespanden efter endt læsning. Men nu har jeg lært lektien! Jeg troede dog, at denne ville være bedre end de andre chick-lits, da der var det historiske aspekt med et gammelt maleri - to ting, jeg jo godt kan lide.

Desværre har forfatteren slet ikke styr på sine egne facts!

Historien indledes i 1916 i Nordfrankrig, hvor en lille landsby er blevet overtaget af tyskerne. De to søstre, Sophie og Hélène, driver familiehotellet, mens deres mænd er ved fronten. Sophies mand er kunstner, og hun hænger hans portræt af hende synligt fremme i spisesalen, hvor alle kan se det. Det bekymrer søsteren, der advarer hende om tyskernes konfiskering af degenereret kunst.

Dette fænomen eksisterer dog slet ikke før 1937, hvor Hitler åbner en udstilling med primært jødisk beslaglagt kunst, og så er der selvfølgelig den store sag om kunstværkerne i saltminerne i Østrig, som der kan læses om her og her. Men det er altså en anden krig, og har intet at gøre i en historie om 1. Verdenskrig, som ikke fordømte eller beslaglagde kunstværker. Men det giver jo maleriet den særstatus, som forfatteren har behov for.

Parallelt med tilbageblikkene til 1916-17 møder vi den lettere neurotiske Liv, hvis arkitektmand er død nogle år forinden. Men her går det helt galt for forfatteren - de havde været gift i fire år, og han har været død i fire år. Ikke desto mindre skulle han have købt maleriet ti år tidligere, da de var på bryllupsrejse i Barcelona. Først kostede det 300 francs - selvom Spanien aldrig har haft den møntfod - men siden efter er det blevet til 200 Euros - og ingen vekselkurs mod en tidligere europæisk valuta kan passe på det. Forfærdeligt sjusk!

Men altså - nu dukker der nogle folk op, som vil have maleriet tilbage og dermed roder forfatteren sig ud i en parodi på de reelle sager om returnering af kunst; men som handler om 2. Verdenskrig. Jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke blot henlagde sin historie til den tid?

De to kvinder - med 90 år interval - er selvfølgelig sjæleligt forbundne, og har samme karakterstyrke og vilje ... det er i hvert fald det, man som læser skal forstå. Og det hele ender godt - omend totalt utroværdigt og temmelig overdrevent sukkersødt. Men det værste er jo, at grundidéen ganske enkelt ikke holder fordi forfatteren ikke formår andet end at skrive lokumskærlighedshistorier.

En Syrie - Joseph Kessel

• Fransk
• 12. december
• 89 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Denne må da siges at være aktuel, selvom den er 90 år gammel!

Men Syrien er - eller var skal man måske sige - et af smukkeste lande i verden; med en helt fantastisk kulturarv, som til dels er ved at forsvinde helt og aldeles på grund af krigen. 

Så at læse om, hvor fascinerende dette land var for de store rejsende for mange år siden, er både lidt opløftende og lidt trist. Kessel var meget ung, da han kom til Syrien - det var en af hans første rejser, da han var blot 28 år gammel. Hans rygte er endnu ikke så veletableret, og han må kæmpe lidt mere for at få sine interviews. Men han har allerede den særegne måde at nærme sig opgaven på, som også kendetegnede Kapuscinski og langt senere Theroux. Rejsende, der lever sig ind i landets kultur og mennesker, og ikke blot betragter på afstand som nutidens charterrejsende.

Syrien var på det tidspunkt under fransk styre - hvor er det grotesk at tænke på, hvad der nu sker! Den dominerende klasse var derfor den hvide, europæiske eller lokale, men kristne minoritet. Muslimerne var de fattige, bønderne .... masserne. Men landet var påvirket af de utroligt mange små minoriteter, der skulle sameksistere - måske starter had og krig lige dér for at eksplodere senere? Et minde om overherredømme, der senere skal hævnes?

Der er selvfølgelig uendelige og kendte årsager til disse konflikter - men sørgeligt er det, at et lands kulturarv uanset, hvem der har skabt det, ødelægges på grund af ideologi. For netop disse lande i Mellemøsten med deres blanding af islam og kristendom havde en helt særlig skønhed, som nu er forvandlet til den grummeste grimhed.

Det gør lidt godt i sjælen at læse om storhedstiden. En anelse håb måske også?

Det forsvundne barn - Elena Ferrante

• Engelsk
• 7.-10. december
• 474 sider
• Engelsk titel: The Story of the Lost Child

Den sidste del af Elena Ferrantes serie om de to veninder gled til gengæld ned med rygende fart i modsætning til de tre tidligere. Jeg har næppe nogensinde læst en serie, hvor det hele først falder på plads og giver mening ved slutningen. Ikke som ved en krimi, hvor man overraskes til sidst - nej, den der dybe forståelse af hele historiens opbygning. Hvorfor forfatteren skrev som hun gjorde; hvorfor tingene tog den tid, de gjorde. Og med denne slutning ser man også de tre foregående bøger i et helt andet lys. Det er måske ikke godt for den utålmodige læser - men til den, der vil belønnes med en smuk læseoplevelse er det noget af det bedste!

Elena skriver jo hele historien som hendes personlige nedfældelse af hendes oplevelse af venskabet; det er ikke en parallel historie, hvor de to protagonister spiller en ligeværdig rolle. Den starter med et tilbageblik i første bind, og den slutter med den krølle på halen, der gør, at man forstår indledningen men så sandelig også de knap 1.800 mellemliggende sider.

Hele Elenas historie er en kamp med sig selv for at forstå hendes forhold til Lina/Lila igennem dennes handlinger imod andre og hende selv - og til dels mod sig selv. Det er en udrensning for at få Lila ud af sit system, fordi hun hele sit liv har fyldt alt, alt for meget. Hun har dikteret Elenas livsvalg direkte og indirekte. Hun har påvirket hendes karriere, hendes mænd og hendes børn og afholdt hende fra at være sin egen dommer.

Tidsmæssigt er det efter de begge er blevet mødre som 36-årige, og i modsætning til de tidligere års lidt afbrudte perioder i venskabet, nu nærmest lever i symbiose. Elena har forladt Nino, Linas tidligere elsker - og de flytter ind i samme ejendom i to lejligheder oven over hinanden.

Indtil den dag, hvor den ene af deres to små piger forsvinder. Det bliver jo et nærmest metaforisk symbol på det bånd, der er mellem to veninder og som overføres til de to voksne kvinder.

Samtidig er det en voldelig periode med drab og opgør politisk; deres kreds af barndomsvenner indskrænkes ... og de kæmper for ikke at hade hinanden for meget i alle de beskyldninger, der flyver gennem luften.

Endelig da Elena flytter fra Napoli igen og de er mere end tres år gamle, da brydes båndene. Elena skriver en bog om veninden - fordi hun nok aldrig har levet sit eget liv, men altid lånt fra Lina. Det bliver måske dødsstødet og slutningen er faktisk barsk men smuk. Den eneste rigtige forløsning for dem begge. Men en trist forløsning og en navlestreng, der skulle have været kappet mange år tidligere.

Tilbage står man så stadig og undrer sig over, hvor meget selvbiografi, der var i bogen - og hvor meget fiktion. Jeg hælder bestemt mest til det første - især slutningen taget i betragtning. En historie, der kunne skrives, når visse ting var 'ordnet'.

Så uanset min skepsis undervejs, så blev jeg rigt belønnet for min tålmodighed.

Dem der flygter og dem der bliver - Elena Ferrante

• Engelsk
• 1.-6. december
• 420 sider
• Engelsk titel: Those Who Leave and Those Who Stay

Jeg må nok konkludere, at Elena Ferrantes bøger ikke just er let og hyggelig læsning. Jeg følger stort det samme mønster ved hvert bind i hendes serie; jeg starter meget langsomt, og når ikke mange sider i hverdagene i metro eller afbrudt af alle de andre ting, der også skal passes. Når jeg så når til weekenden, så har jeg tid til at glemme alt andet - og det er det, der skal til, for at jeg oprigtigt kan synke ned i hendes historie. 

Det bliver historien dog ikke mindre god af - men den kræver sin kvinde, og det er barske sager synes jeg.

I tredje bind er vi i tiden fra slutningen af 1960'erne til midt i 1970'erne. Det politiske klima er præget af kvindernes frigørelse men også den terrorisme, der fandt sted i landet som følge af politiske spændinger mellem de kristne demokrater og landets socialistiske parti. Elena kommer ind i de politiske diskussioner i starten af hendes ægteskab, uden dog at være en af de militante medlemmer. Men hele tidsånden præger hendes tilværelse - hendes eksistentielle krise som småbørnsmoder, der ikke længere kan passe en litterær karriere men i stedet skal passe hjem, mand og børn.

Lina bliver langt mere involveret og Elena frygter på et tidspunkt, at hun er involveret i drabene på flere personer - blandt andet en barndomsven til den mafia-relaterede Solara-familie fra deres barndoms kvarter. Elena tager sig af hende, mens hun er syg og meget nedbrudt - og det bliver til en mindre opblomstring i deres venskab. Men Lina flytter tilbage til Napoli og accepterer at arbejde for Solara-familien, som ansætter hende og hendes ven indenfor IT-branchen, som jo selvfølgelig er noget af det sidste nye. Nu er hun igen ved muffen og tjener penge; og det skal hun lige manifestere overfor den frustrerede Elena, hvis ægteskab går dårligere og dårligere.

Tredje bind er langt mere politisk, og hvis man ikke vidste meget om Italiens fascisme og anti-fascisme i disse år, så får man en god introduktion. Men den er også ret præget af Elenas selvkritik og melodrama, og derfor til tider lidt stillestående. Det er muligvis derfor, at jeg ikke kommer så nemt igennem dem. Mod slutningen af bogen kommer der dog lidt mere skub i tingene, da Elena forlader sin mand for at indlede en affære med Nino, som tidligere var Linas elsker. Så kommer der da nyt krudt i deres indbyrdes venindeforhold!

Men i langt størstedelen af den tidsperiode denne bog dækker, er de faktisk væk fra hinanden, og hører kun gennem tredjemand om den andens liv. De opsøger hinanden, når det er virkelig galt men ellers er det mere en kamp for Elena til at finde sig selv i sin voksne kvinderolle.

Jeg håber, at der kommer lidt mere tempo i den sidste roman, og selvom det er en interessant boglig oplevelse, så glæder jeg mig også til at komme videre til noget andet. Der er fordele og ulemper ved at læse en hel række uden stop. Med præcis denne serie, tror jeg bestemt, at jeg ville have mistet tråden, hvis jeg holdt pauser imellem.

Historien om et nyt navn - Elena Ferrante

• Engelsk
• 23.-29. november
• 473 sider
• Engelsk titel: The Story of a New Name

Anden del af den mystiske forfatter Ferrantes fortælling om de to veninder, startede en anelse tungt måske. Første bind stoppede med lidt af en cliff-hanger ved Linas bryllup med den voldelige og dæmoniske Stefano, som dog også elsker hende højt - men ikke kan tøjle sin sydlandske jalousi. Lina/Lila er heller ikke nem - hun vil spille fin dame, men hun vil ikke røre sin mand efter bryllupsnatten.

Elena fortsætter i skolen, og er det tavse vidne til venindens op- og nedture i ægteskabet - men også i deres venskab. Til tider behandler Lina veninden så grumt, at man har lyst til at smide bogen hen i et hjørne. Og så er det, jeg begynder at overveje, hvor meget selvbiografi der er i denne historie?

Elena Ferrante er jo et pseudonym - men jeg er sikker på, at hun beskriver en reel historie om hendes eget liv. Muligvis er veninden nu ikke længere, for uanset hvad kunne man måske genkende sig selv i fortællingerne? 

De kæmper en indbyrdes kamp om, hvem der er den mest intelligente - Lina har droppet skolen, men hver gang hun kommer i nærheden af noget, der skal tillæres, så går det som en leg - hvorimod Elena må arbejde intenst for at holde karaktererne oppe i skolen. En nødvendighed for at kunne fortsætte på trods af familiens modstand.

Det gør ikke tingene bedre, da Lina uden problemer render med Nino, som Elena har være håbløst forelsket i gennem flere år. For Elena virker det jo som om, at alt kommer let til Lina - og denne har jo ingen skrupler. Man kan undres over, hvor langt Elena vil gå i sin ydmygelse - hun afbryder kontakten og holder afstand. Men hver gang det brænder på i Linas liv, så vender hun enten selv tilbage eller bliver hidkaldt af bekymrede familiemedlemmer, der ser Elena som den eneste, der kan tale hende til fornuft. 

Man får jo sympati med Elena i denne ulige kamp; men så vender billedet pludselig og hendes små hævnakter virker smålige set i lyset af Lilas problemer. Det er en ulige kamp mellem to personer, der er i et konstant had-kærlighedsforhold og forestiller man sig, at det er virkeligt, så må det have været opslidende at have et sådant menneske i sit liv. Gensidigt! De burde jo have holdt sig langt væk fra hinanden.

Men Lila bliver Elenas målestok for alt - skolen, succes, kærlighed ....

Selv da hun i slutningen af andet bind opnår en form for succes, så piller Lila hende effektivt ned af piedestalen uden overhovedet at sige noget konkret. Der er uden tvivl en stærk ubalance i forholdet. De er nu i midten af tyverne - tiden er lige inden ungdomsoprøret i 1968; og deres historie skal fortsætte fyrre år endnu. 

Og så er der jo endnu en cliff-hanger i denne slutning, så man straks kan kaste sig over tredje bind. Jeg er da glad for, at jeg forleden købte de to sidste bind - de skal læses i fortsættelse af hinanden tror jeg. Ellers ville jeg bestemt miste tråden. 

Min geniale veninde - Elena Ferrante

• Engelsk
• 20.-22. november
• 333 sider
• Engelsk titel: My Brilliant Friend

Jeg har længe kigget lidt tilfældigt på Elena Ferrantes bøger, når jeg så dem hos boghandleren - der var noget, der skulle undersøges; men det blev ved det. Og så pludselig endte jeg med at købe de to første bind i hendes napolitanske venindesaga på engelsk. Hvorfor så ikke på dansk - når jeg nu alligevel ikke kan læse den på originalsproget italiensk? Ganske enkelt på grund af prisen! I de danske udgaver koster de de sædvanlige par hundrede kroner, mens de på engelsk kan fås noget billigere - og der er jo hele fire i serien.

Da jeg så kaster mig over første bind, opdager jeg, at forfatteren ikke eksisterer - ikke som Elena Ferrante i hvert fald. Godt nok har hun givet sin hovedperson samme navn; som læser får man derved fornemmelsen af en meget selvbiografisk historie om de to veninder Lina og Elena. Men i virkelighedens verden er Elena Ferrante et pseudonym - og et velbevaret af slagsen. Hun har kun givet skriftlige interviews, og nægter at modtage nogle bogpriser. Men at hun er en kvinde skulle dog være temmelig sikkert; og hendes omdrejningspunkt er da også den feminine verden.

Historien starter omkring 2010, hvor den midaldrende Elena får et opkald fra Linas søn; den jævnaldrende kvinde er forsvundet fra sit hjem og har samtidig slettet alle spor efter sig. Det undrer ikke Elena, som har kendt Lina i tres år, og kender hendes særheder. Denne hurtige prolog bliver starten på et tilbageblik, som sandsynligvis ender i fjerde og sidste bind.

De to små piger mødes i starten af 1950'erne i et fattigt Napoli. Deres familier er nabolagets håndværkere og småhandlende; et mikrokosmos, hvor alle kender alle. Men hvor der selvfølgelig også er et hierarki i form af den lidt mere velstående Solara-familie, som vist har forbindelser til den napolitanske mafiafamille Camorra. Det er en brutal verden, hvor det ikke er usædvanligt, at fædre slår deres børn eller hustruer.

Midt i dette virvar finder de to piger hinanden. Lina er den skarpe af de to og Elena er hovedkuls af beundring. Over Linas færdigheder i skolen, hvor Elena kun kan følge med ved at imitere sin veninde. Det bliver hendes chance, da Linas forældre ikke vil betale skolepenge, så hun kan komme videre end grundskolen. og hun derved får noget for sig selv, hvor hun kan hævde sig over for veninden.

Historien følger dem til de er seksten år gamle; historierne om intrigerne i nabolaget mellem både børn og voksne. Om mord og kærlighed. Utroskab og venskaber. Om de mange uskrevne regler, der er for piger i den tids religiøse og traditionelle Italien.

Til tider fandt jeg den lidt langtrukken - men historien skal uden tvivl ses som en helhed over de fire bind, hvor man som læser virkelig forsvinder ind i de to veninders fælles historie. Og det kræver nok en lidt langsom opstart. I hvert fald ikke en skuffelse, og for en gangs skyld er det dejligt at have næste bind klar, så man kan fortsætte direkte.

Fra Angelico - Georges Didi-Huberman

• Fransk
• 16.-19. november
• 446 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg er jo smittet af en italiensk renæssancevirus; så denne købte jeg på nettet uden at tænke mere over det. Hvis den handlede om Fra Angelico måtte det jo være godt!

Da den så ankom, overvejede jeg at tage den med i bagagen til Sri Lanka, men besluttede, at den nok krævede opslagsværker i nærheden. Den krævede faktisk langt mere end det næsten.

Det er nemlig ikke blot en fortælling om maleren og hans værker, men snarere en doktorafhandling i semiotik og stort set udelukkende omhandlende en enkelt religiøs scene - nemlig Marias Bebudelse, som Fra Angelico malede i mange udgaver - ikke mindst i sit eget kloster San Marco i Firenze.

Afhandlingens hovedtemaer er, hvordan renæssancens malere kunne male en historie - eller det vi i dag i kunsthistorie kalder 'figurer', som folket skulle kunne genkende uden at kunne læse eller skrive. Hvordan man fik elementerne ind i billedet og hvorledes de var forskellige i klostre og i kirker; i klostrene var det jo munke, der kendte Bibelens historier til hudløshed.

Derfor skulle malerne benytte særlige teknikker og symboler for at illustrere det 'usynlige' i hele denne Bebudelse. Dette gjorde de - og især Fra Angelico - ved hjælp af farver, små røde blomster i engen, som er dråberne fra Jesu korsfæstelse. For Bebudelsens malerier skulle ofte indeholde hele tre allegorier - Bebudelsen, som skete den 25. marts - Adam og Evas uddrivelse af Paradis og Jesu Genopstandelse, som ligeledes skete den 25. marts.

Der er interessante ting at lære, når man interesserer sig abnormt for denne kunstepoke; men det er ikke for nybegyndere måtte jeg sande. Men det skal det jo heller ikke være for, at jeg kunne lære noget nyt - som fx betydningen af bogstaverne i Ave Maria eller repræsentation af Jesu i form af kolonner i malerierne. 

Som sagt - det var ikke så underholdende, som jeg havde regnet med - i lethedens forstand. Men det var udmattende lærerigt og et godt opslagsværk at have fremover.

Vivre à Versailles - William Ritchey Newton

• Fransk
• 11.-15. november
• 279 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var i fuld gang med en fantastisk fortælling om, hvordan det var at bo i Paris - for så længe siden og helt specifik ude på Versailles-slottet. Men så ramte en anden virkelighed om de forfærdelige hændelser i Paris den 13. november 2015; og læsningen blev afbrudt og kun fuldført søndag fordi min hjerne ganske enkelt trængte til andet end uhyggelige billeder fra fjernsynet overført til nethinden. Men jeg må nok indrømme, at koncentrationen ikke var der til fulde i de sidste sider af bogen.

Men idéen og konceptet var glimrende. Forfatteren tager os igennem historiske dokumenter og anekdoter fra det 18. århundredes Versailles - opdelt på emner som Vand, Ild, Rengøring, etc.

Hvert af disse enkeltstående emner virker jo banalt i dag - men på den tid og med den enorme mængde mennesker, der boede på slottet, var det et logistisk kunststykke at få det hele til at gå op. Desuden skulle diverse rangordener tilgodeses og ikke overses; man havde ret til stearinlys af varierende kvalitet; man havde ret til en pejs - eller ej ....

Det slot, som vi i dag beundrer som et arkitektonisk og kunstnerisk mesterværk var faktisk lidt af en rotterede til tider. Folk boede oven på hinanden i små lejligheder, hvor man byggede mezzaniner for at få mere plads. Murene var nogle gange ved at falde fra hinanden lige så snart man kom lidt væk fra de store flotte sale - og med knap tusind mennesker boende inde på slottet, var der faktisk ikke meget plads. Der var ikke toiletter nok; der var diverse problemer med hygiejne og en indædt indbyrdes kamp om at få de bedste lejligheder - med de størst vinduer eller den bedste placering tæt på kongefamilien.

Det hele er dokumenteret med alverdens optegnelser fra de franske nationalarkiver, hvor regnskaber og anekdoter opbevares. Det giver et absolut mere nuanceret og knap så yndigt billede af en tid, hvor det sikkert ikke altid var idel lykke at bo på verdens prægtigste slot.