Havet i Theresienstadt - Morten Brask

• Dansk
• 11.-14. oktober
• 267 sider

Sammen med historien om inderen, der drog til Sverige på cykel, fandt jeg denne - i et supermarked til 100 kroner for de to bøger. Et virkeligt kup, da de begge viste sig at være fantastiske bøger.

Morten Brask var helt ukendt for mig, men bogens bagside appellerede til mig, og det er altså en skrøbelig og sørgelig fortælling om en danskers ophold i en tysk lejr under 2. Verdenskrig.

Daniel Faigel bliver sammen med flere hundrede andre danske jøder sendt til Theresienstadt, som ikke var en udryddelseslejr som fx Auschwitz - men dog ikke et behageligt sted at opholde sig. Der var mange tjekkiske, polske og jugoslaviske jøder - men altså også de ca. 500 danske jøder, som dog var lidt mere fredet end andre. Den danske stat formåede på forunderlig vis at opretholde en vis form for beskyttelse af sine borgere, selvom man ikke kunne få dem frigivet.

Daniel er ud af en juristfamilie i København; en velstående familie med lange traditioner som dommer. Men under overfladen er ikke alt, som det skal være og iblandet hans oplevelser i Theresienstadt vandrer hans minder tilbage til moderens sygdom, som prægede hans barndom. Daniel var lille og forstod ikke helt, hvad der foregik - men at noget var galt vidste han.

I lejren bliver han udtaget til at være læge, og møder den unge tjekkiske Ludmilla. De forelsker sig på trods af de svære kår og hendes grufulde forhistorie.

Det er fortællingen om, hvordan man som indsat måtte snyde sig til mad; hvordan Daniel må føjje SS-lederen og blandt andet pleje hans prostituerede 'veninde' for syfilis - og senere lederens tyske kone, som han har fået smittet. 

Det er historien om, hvordan man pynter lejren og stiller et større skuespil op, da den danske Røde Kors-delegation kommer på besøg, og det nærmest ligner et lille paradis midt i en krigszone.

Det er en fiktiv roman, men man kan næsten forestille sig, at det hele kunne være sandt. At der faktisk har levet et menneske, som var i den lejr og oplevede de ting, som de beskrives i bogen.

Det hele er så trist selvom de får deres små øjeblikke af lykke - en lykke, som desværre ikke holder til Bernadottes hvide busser henter dem hjem; Daniel mister sin Ludmilla netop som hjælpen var indenfor rækkevidde.

Nu skal der pakkes en del bøger i kufferten til mere end to ugers ferie i Sri Lanka - oplevelser, afslapning - men bestemt også læsetid ... ikke mindst under nogle temmelig lange flyveture!

Sigøjnerinden fra Sevilla - Ildefonso Falcones

• Dansk
• 4.-10. oktober
• 784 sider

Jeg har tidligere læst to af Falcones historiske romaner, som er en slags spansk pendant til Folletts middelalderromaner, som dog foregår lidt senere - nemlig i det 18. århundrede for denne histories vedkommende.

Maurerne er en stor del af spansk historie, og den er emnet i Fatimas hånd; denne gang er vi nået til sigøjnernes historie, som jo er en vigtig og ikke altid gloriøs del af mange landes historie. Jeg har tidligere læst en faglig beskrivelse af sigøjnernes kultur og filosofi - men også deres trange kår, som var ikke ulig jødernes. Men nu var det en absolut romantiseret version jeg gav mig i kast med.

Caridad er en cubansk slave, som sendes på et skib til Spanien. Undervejs dør hendes ejer, og ved sin død sætter han hende fri - men hvad gør en slave, som ikke kender til frihed, og ikke ved, hvor hun skal gøre af sig selv i et nyt land? Caridad kommer til Sevilla, hvor hun hurtigt bliver taget under vingerne i Vega-familien, som er en af byens store sigøjnerfamilier - men bedstefaderen Melchor, datteren Ana, som er gift med José og barnebarnet - den gudeskønne Milagros, som er forelsket i Pedro, som er barnebarnet til Melchors livslange fjende.

I 1748 beslutter den spanske konge at fængsle alle sigøjnere - de skal interneres i fængsler; kvinder for sig og mænd for sig - og det er ikke nemme kår, de kommer til at leve under. Men nogle formår at flygte - deriblandt Caridad og Milagros, som dog endelig vender tilbage til hjembyen, hvor Milagros gifter sig med Pedro. Han er selvfølgelig en klovn - og ægteskabet kaster kun endnu mere ved til bålet mellem de to familier.

Det er en fortælling om hårde vilkår; om familiestridigheder og hævngerrighed - men selvfølgelig også om kærlighed - mellem Milagros og Pedro; mellem Caridad og den gamle Melchor. Og det er historien om sigøjnernes specielle levevis og kultur. 

Falcones bøger kan til tider være lidt for detaljerede - man kunne godt mene, at der kunne skæres en anelse af de store murstensfortællinger. Men hen mod slutningerne er jeg altid oppe i højeste gear, og kan ikke slippe dem - til gengæld er det altid en anelse tungt at komme i gang med. Det er bestemt ikke indviklet læsning; men der er tit for mange detaljer til at holde mig fanget i begyndelsen.

Men det var glimrende underholdende læsning!

New Delhi - Borås - Per J. Andersson

• Dansk
• 312 sider
• 2.-3. oktober

Og så en rigtig feel good-bog, som læses i et snuptag; men som var bedre underholdning end hvad fjernsynet havde at byde på fredag og lørdag aften. Mit fjernsyn er så sjældent i brug faktisk; det er som regel mere interessant at fordybe sig i en bog og samtidig undgå al støjen.

PK - eller Pikej, som han kaldes i bogen - fødes i 1950 i en lille landsby i Indien. Hans familie er urørlige; den laveste kaste af dem alle. Ikke desto mindre er der en astrolog, der spår, at han en dag vil blive gift med en kvinde fra et helt andet land, som er født i Tyrens tegn og ejer jungle - altså fra en langt højere kaste end ham selv. Men det har lange udsigter, som han vokser op og må lide under drillerier, social eksil i skole og blandt andre - som urørlig må han ikke komme ind i klasselokalet men kun høre på afstand. Den unge PK forarges jævnligt over den uretfærdighed, der er i det indiske system. 

Han begynder at studere, men det går heller ikke så godt for ham; så han rejser til New Delhi for at gå på kunstakademi. Det er temmelig svingende liv - han sover på gader og under broer og har knap penge til mad. Alligevel tegner han portrætter af ministre og ender med at blive lidt en brik i Indira Gandhis politiske spil i midten af 1970'erne. 

Men det er også den periode, hvor Indien var et af de sidste stop på The Hippie Trail; enkelte fortsatte videre til Nepal eller Goa, men for mange var New Delhi målet. PK møder mange udlændinge og skaffer sig kontakter - og en dag møde han den lyshårede svenske Lotta. Det er kosmisk evig kærlighed! 

PK beslutter sig endelig for at tage til Sverige for at leve sammen med hende - så hvad er da mere logisk end at tage sin cykel og gå i gang. Det er jo nærmest utopisk for os i dag at forestille os. Selvom han undervejs møder små udfordringer, så er der i det store go hele ikke mange, der stopper ham og taler om opholdstilladelser og visa. Han når til Sverige, og må tilpasse sig - hvilket heller ikke viser sig at være nemt. 

Men snart fyrre år senere bor Lotta og PK stadig i et lille svensk træhus langt oppe i Sverige. Det er da en dejlig positiv historie. Det er desværre en af den slags historier, som ikke ville kunne finde sted i dag.

Born in Africa - Martin Meredith

• Engelsk
• 29. september - 2. oktober
• 287 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er så fantastisk dejligt og spændende at afveksle sin skønlitterære læsning med lidt non-fiction; at holde sig åben for ny lærdom eller blot genopfriske skolelærdommen.

Det tager mig altid langt længere tid at læse - for der er mange afstikkere .... Wikipedia, videoer - eller blot andre bøger, der skal slås op i undervejs. 

I denne lille bog om vores fælles baggrund som afrikanere var der masser af kontroverser at undersøge; videnskabsmænd er jo notorisk uvenner over mangt og meget. Enten fordi de vil have deres eget navn frem i på scenen eller fordi det er så uendeligt svært med al den forhistorie, hvor 100.000 år pludselig blot er en parentes.

Martin Meredith beskriver en lang række palæoantropologers arbejde i Sydafrika, Tanzania/Kenya i området omkring Great Rift Valley men også i andre afrikanske lande, hvor man mener, at vi stammer fra. Hvordan mennesker udviklede sig fra aberne - hvorfor vi pludselig begyndte at gå på to ben, og ikke med de lange arme som hjælp. Hvornår begyndte vi at tale og med hvilket formål?

Hvornår skete den egentlige 'fødsel' af mennesket, og hvad definerer denne forskel? Er det når vi begynder at udtrykke os i kunst eller når vi begynder at begrave vore døde - for så udtrykker vi følelser som glæde og sorg. Eller er det da vi begynder at lave værktøjer og udtrykker intellekt?

Det er en fantastisk spændende bog, som ender med at beskrive den konkrete udvandring fra Afrika og hvordan man den dag i dag kan genfinde DNA-typer i os, der nedstammer fra netop det område i verden. Hvor vi altså alle kommer fra - selvom det sikkert kan provokere nogle.

Forfatteren omtaler også sproget - click-language - som det stadig findes hos en stamme, San-folket og jeg fandt en fantastisk video, hvor man kan høre det meget specielle sprog, Der kan man sagtens forestille sig, at det var rigeligt at udtrykke sig med for millioner af år siden - så meget var der vel heller ikke at tale om? 

Tiggernes børn - Hamann & Jørgensen

• Dansk
• 27.-28. september
• 271 sider

Nu havde jeg jo fået købt begge bøger i denne miniserie - og på trods af min lunkne begejstring for den første, så er den jo købt og betalt. Og skal dermed læses!

Det er dog ikke meget man får for pengene; men det synes jeg jo generelt gælder mange danske krimier - der er vel fire timers læsning i den. Man er da nogenlunde fint underholdt i de timer - men det er jo alligevel en dyr fornøjelse, hvis man er så boghungrende som jeg.

Der var en meget fin detalje i den første bog, hvor inderomslaget var et smukt kort over det gamle København, hvor man kunne se byens struktur på den tid men også, hvor hovedhandlingerne i bogen fandt sted. For en stor dels vedkommende var de selvfølgelig de samme, men der var fx den interessante kirke i Nyboder, som jo desværre blev revet ned blot nogle år senere. Men jeg syntes, at det var så fint i den første bog - desværre manglede det.

Til gengæld var der (heldigvis) færre stavefejl - men alligevel nogle grumme af slagsen som 'rædselslagne'! Det gør altså ondt i øjnene.

I handlingsforløbet undrede jeg mig dog noget over kronologien. Handlingen foregår ikke for lang tid efter, at første bog sluttede - det fremgår hurtigt. Nu kan jeg ikke huske den præcise samlede tidsperiode i den første bog, men mener jo, at det ikke strakte sig over meget mere end en uge og kulminerede med Christian IV's åbning/indvielse af Rundetårn. 

Vi har personerne Ingeborg Bryske og den hollandske gesandt Hoegarten, som er gengangere, men kigger man på tidsperspektivet er det en anelse forvirrende og selvmodsigende. På side 17 står der således, at Hoegarten er ankommet 'få uger tidligere' til byen. Lidt senere - side 26 mener jeg - står der så 'kongens Stjerneborg i Kiøbmager Gade, der var indviet forrige måned' - og endelig langt senere, at Korbach havde mødt Ingeborg 'første gang, da hun for et par måneder siden vendte tilbage til København'. Alle disse tidspunkter kan umuligt hænge sammen indbyrdes eller i forbindelse med den tidligere historie i første bind, da Ingeborg og Hoegarten ankom på samme skib.

Måske er jeg bare for detaljefikseret? Men det ødelægger lidt min overordnede læselyst, når jeg spotter den slags.

Derudover er det en interessant og grum fortælling om de fattiges vilkår i det 17. århundrede, og med beskrivelserne af de implicerede som jo i visse tilfælde er historiske personer.

Den smalle vej til det dybe nord - Richard Flanagan

• Engelsk
• 21.-27. september
• 448 sider
• Originaltitel: The Narrow Road to the Deep North

En berømmet bog, som sidste år vandt Man Booker-prisen; så den fortjente jo et nærmere bekendtskab. Det går ellers forfærdelig langsomt med at læse i disse måneder - jeg kommer ikke til at læse nær så mange bøger, som jeg plejer. Men sådan må det være, når der er alvorlig sygdom i familien, som tager tid og energi.

Så er det måske godt at læse noget, hvor gruen er endnu større end i ens eget liv - for komedier orker jeg faktisk ikke lige nu.

Dorrigo Evans er en gammel mand, der begynder at se tilbage på sit liv. Et liv som ung håbefuld og forelsket mand. Et liv som australsk soldat under 2. Verdenskrig. Et liv som krigsfange i Siam - det nuværende Thailand. Et liv som ægtemand og far. Et liv som kirurg. Et liv som offer og bøddel for alle livets tilskikkelser.

Som ung er Dorrigo forlovet med Ella, som kommer af en god familie, men som næppe formår at hive de store passioner i ham frem. En dag under sin orlov møder han den spændende Amy, som dog viser sig at være hans onkels unge kone. De to indleder alligevel et hedt kærlighedsforhold indtil han bliver sendt til fronten. Han kæmper sig igennem Europa og Mellemøstens krigszoner inden han sammen med en del landsmænd bliver sendt til Siam for at bygge den berømmede Dødens jernbane.

Dorrigo er lægen, der hver dag skal forsyne de indfødte majorer og officerer med nok arbejdsdygtige mænd - en kamp, der bliver umulig efterhånden som de dør som fluer af dysenteri, malaria, underernæring osv. Men han forsøger at være retfærdig og år senere betragtes han som den krigshelt, han slet ikke selv ser sig som. Han er vidne til sine kammeraters kamp for livet og forsøger at være et godt eksempel for dem - samtidig som han forsøger at handle med fjenden for at skåne sine soldater. Og nogle dage er han bødlen, der jo må sende nogle afsted mod den visse død.

Disse soldater følger vi også senere i livet, da de stadig kun ser, at de reagerede som kejseren forventede af dem. Den jernbane skulle jo bygges, og derfor måtte de være brutale. 

Dorrigo derimod pines hele sit liv af den pligtfølelse han havde overfor sine soldater; han er ikke lykkelig, men gør som 'man' gør. Bogen springer i tid og sted fra hans ungdom til alderdom - fra krigen i Siam til returen til Tasmanien, hvor han pligtskyldigt gifter sig uden at elske Ella, og ved konstant at være hende utro. 

På bogens sidste sider kommer helheden til at stå grufuldt frem; den ene lille løgn, som han aldrig opdagede, og som måske kunne have ændret alt. 

Det er en barsk bog med sine skildringer af krigen, som er yderst detaljeret og ydmygende. Det er en uendelig trist historie om, hvad krig gør ved mennesker lang tid efter, at de er vendt hjem. Måske for resten af deres liv. Og så er det en trist og tragisk historie om personlige valg og skæbnens hårde hånd.

Jeg indrømmer, at der var et punkt knap en tredjedel inde i bogen, hvor jeg gik lidt i stå. Om det var på grund af alle de andre ting, der fylder eller fordi den er svært konstrueret, er svært at vide. Men da jeg endelig fik tiden og roen, så kunne jeg vitterlig ikke lægge den fra mig.

Longtemps - Erik Orsenna

• Fransk
• 13.-20. september
• 413 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Lang tid - det er titlen; men vist også ret sigende for min læseiver for øjeblikket. Der er flere årsager. Lidt rejseri med andre, hvor det handler mere om nærvær end at begrave sig i sin egen bog. Og så nogle sygdomsproblemer i familien, som gør, at min hjerne har umådeligt svært ved at løsrive sig fra tusinde tanker og kanalisere over i en bog - selvom det ville være det absolut bedste for at få lidt ro, og muligvis lidt bedre nattesøvn. Men sådan må det så være lige nu.

Men det er en smuk roman - en aparte og rørende kærlighedsroman med et skvæt af fantasi i den. Erik Orsenna opdagede jeg med hans afrikanske romaner; men der er bestemt meget mere at komme efter. 

Gabriel er 40 år gammel, og har siden sin ungdom foragtet faderens levestil, som på bedste franske vis selvfølgelig indeholdt en elskerinde. Han hadede at bære det samme navn som sin far - som alle de mandlige medlemmer af familien. For ham var det et dårligt tegn, og han bortviste sin far fra sit bryllup i skræk for, at det skulle smitte. Siden har han for enhver pris undgået rejser. Havet. Floder. Alle steder, der på nogen som helst måde skulle kunne opildne til flugt fra den trygge hverdag. Og har er efter 10 års ægteskab trofast.

En nytårsmorgen møder han i botanisk have i Paris en kvinde, der kommer der med sine to børn. De snakker sammen. Han ser hende - men kender ikke hendes navn; kun de to drenges. Han går hjem. Forlader konen, og indlogerer sig på et hotel imens han leder efter den mystiske kvinde. På den mest utrolige måde finder han hende, og efter næsten et års søgning mødes de igen.

De rejser hurtigt væk sammen - til Sevilla, hvor Cervantes voksede op og skrev Don Quixote. Hendes betingelse er soleklar. Hvis de skal have et forhold, og hun ikke har i sinde at forlade sin mand, så skal der være et håndgribeligt bevis på deres kærlighed. Og det bevis skal være intet mindre end genialt og strålende, som deres kærlighed. De tager altså afsted for at lave et barn.

Det lykkes også - men han får ikke navnet Gabriel. De mødes i hemmelighed som alle andre utroskaber er bygget op. Men det varer ved over årene. Blot får Gabriel aldrig sin søn at se - enkelte gange på afstand; men noget forhold til ham får han ikke. De venter blot på, at barnet skal åbenbare sit talent, som de har store forventninger til.

Deres historie bliver til en livshistorie om kærlighed. Om Gabriels venten på, at hans elskede kan løsrive sig fra familie og børn; en mand, der ved, hvad der foregår - men accepterer. Om Gabriels forsøg på at stjæle hende bid for bid og få hende til at blive en permanent del af sit liv. Et projekt, der lykkes i et år, da de er midaldrende. Et fuldt år giver hun ham - men ikke en dag, en time, et minut eller en nat mere. Det bliver enden på det. Det er for meget nu.

Gabriel rejser til Kina og fordyber sig i sin passion for haver - alt det modsatte af utroskabens forfløjenhed. De dybe rødder og stabiliteten. Og der kommer en kvinde, som måske kan få ham til at glemme tredive års kærlighed. Indtil elskerinden finder ud af det og kommer til ham.

Denne gang vil Gabriel ikke give op. Og de finder den ultimative løsning - hun dør. Dog kun på papiret. Og de ender deres dage sammen i Kina. 

Historien om deres kærlighed er nedskrevet som et brev til barnebarnet. Sønnen af deres spanske kærlighedsfrugt, som hedder Gabriele - den italienske udgave af det skæbnefulde navn. Sønnen blev aldrig det geni, de havde håbet på - men der er store forhåbninger til næste generation netop på grund af navnet.

Det er en finurlig historie. Der er morsomme og atypiske drejninger i deres livshistorie; men der er også en form for erkendelse af, at den slags kærlighed kan overleve i så mange år og fungere uden, at nogle nødvendigvis bliver såret. Deres utroskab bliver jo den ultimative form for troskab som tiden går.

Louis XI - Paul Murray Kendall

• Fransk
• 6.-12. september
• 612 sider

I serien af biografier af franske konger og personligheder fandt jeg langt om længe i maj 2014 denne monumentale biografi af Ludvig XI, som var Frankrigs konge fra 1461 til 1483. I den fiktive historie om Fiora er det netop denne konge og hans krige, det handler om. Men Kendalls biografi fra 1971 er anerkendt som det absolutte non-fiktive mesterværk om denne enestående konge.

Han havde en skrækkelig barndom - som så mange andre i hans position på den tid - men især hans far brød sig ikke om ham, og forsøgte at holde ham væk fra magten, hvorfor han ikke tidligt lært det kronprinsehverv, som jo var hans. Som fransk kronprins er man Dauphin, og dermed har man rettighederne over området Dauphiné, som ligger i den sydøstlige ende af landet. Da Louis som kronprins trodsede sin far og tog herned, fandt han endelig en form for mening med tingene.

Her kunne han styre sin stat - så lille den endog var - i fred og ro, og han vandt nogle vigtige kampe og sørgede samtidig for, at hans befolkning ingen nød led, men derimod udviklede sig.

Faderen fører til gengæld krig fra hans del af Frankrig, og forlanger sønnen hjem. Da denne nægter sender han hæren til Dauphiné, og Louis flygter til Bruxelles, hvor hans onkel Filip den Gode, regerer over Nederlandene og Burgund, men ligeledes havde rødder ind i den franske Valois-familie, der jo sad på kongemagten.

Louis bliver konge, da faderen dør - men årene hos Filip den Gode indhenter ham senere, da dennes søn Karl den Dristige ikke vil lade sig tage til takke med den rolle, livet har tildelt ham. De to unge mænd levede ved samme hof, da Louis var i eksil - men i årevis derefter er de i krig mod hinanden.

Der er derfor en uendelig masse krig, strategi og lange beskrivelser af de politiske forviklinger fra den tid - så er man med England på grund af et ægteskab - eller man er imod på grund af et tredje ægteskab muligvis i et helt tredje land, men som rykker brikkerne på det europæiske bræt af alliancer i sengen og i slagmarken. Det er lidt tungt til tider - lange krigsbeskrivelser har aldrig været min stærke side. Men historien om kongen er interessant.

Han er måske ikke Frankrigs mest gloriøse konge, hvad angår pomp og pragt - han levede så asketisk, at det nærmest var pinligt for hoffet. Til gengæld kæmpede han stort set hele sit liv for at holde det Frankrig sammen, som han overtog fra sin far. Hans trone blev direkte nedarvet indtil 1589, hvor Henri III døde barnløs, og tronen overgik til den noget mere flamboyante Henri IV fra Bourbon-dynastiet.

De l'horrible danger de la lecture - Voltaire

• Fransk
• 5. september
• 78 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Titlen lokkede jo uendeligt - 'Om den skrækkelige fare ved læsning'! Interessant og provokerende, når det så oven i købet kom fra selveste Voltaire.

Det viste sig dog at være fem mindre tekster, hvoraf denne blot var den ene, og faktisk ikke den mest interessante i mine øjne. 

Voltaire var en samfundskritiker; i flere omgange blev han bandlyst fra hoffet eller landsforvist. Han var også arrogant og havde intet til overs for pøblen, Han snobbede opad og ville have en plads i solen ved hoffet; mens han samtidig kritiserede konger, paver og lignende. 

Netop dette er der en yderst skarp tekst om i bogen, hvor Lukian - den grækse filosof - møder Erasmus i Champs-Elysées, som jo er de evige jagtmarker. Altså en form for paradis et sted. Erasmus skal forklare Lukian sin profession, da denne jo har været død i århundreder. Han siger, at han er munk - hvilket den anden jo ikke ved, hvad er: "Det er en profession, hvor man ikke laver noget; hvor man sværger at være til ingen nytte, at være en slave og absurd - og leve på andres bekostning".

Og således eskalerer det med forklaringen af kardinaler og paver; en uhørt kritik af kirken på den tid i midten af det 18. århundrede. Og det gav ham da også problemer. Alligevel vendte han gang på gang tilbage, og døde i Paris som 83-årig, og endte i Pantheon.

Teksterne er som sagt korte og satiriske; der skal læses bag om og imellem linierne. som i historien om bådmanden, der samler en barbarisk mand op som kunde, De udveksler en samtale, hvor bådmanden forsøger at bevise, at den anden virkelig er en vildmand uden manerer endsige en hjerne. Dette eksperiment mislykkes selvfølgelig og de to skilles uden. at bådmanden forstår sin egen ignorance. 

De er dog næsten for korte, for man ønsker at fordybe sig mere i hans syn på verden. Hans teaterstykker er jo også fyldt med denne slags morale; men nu er jeg ikke god til at læse teaterstykker; det irriterer mig. Men der er uden tvivl andre tekster at få fat i. 

En plus en - Jojo Moyes

• Engelsk
• 1.-4. september
• 526 sider
• Originaltitel: The One Plus One

Jeg var faktisk langt fra begejstret for den første roman jeg læste af Jojo Moyes - alligevel hoppede jeg på den, fordi jeg syntes, at jeg trængte til noget meget let og underholdende til en ellers barsk arbejdsuge. Noget, der egnede sig perfekt til metrorejser og koncentrationsevne, der ikke var i top.

Og det fik jeg! Det er lidt som at læse et kulørt sladderblad; det kan være ret underholdende, mens det står på. Når man har bladet til næste side, har man stort set allerede glemt det - så uintelligent er det, og ugen efter kan man ikke huske, hvem der var blevet skilt, havde fået barn eller forelsket sig. Fordi det netop er så uafvendelig ligegyldigt.

Det lyder måske barsk; men jeg er altså ikke bare ikke til den der chick-lit-genre, hvor det så åbenbart også er nødvendigt at skrive med mindst punktstørrelse 14 - og det mener jeg i ramme alvor. Jeg kan huske bøger til svagtseende på biblioteket, da jeg var barn - de var skrevet i samme størrelse.

Derfor flyder man lige igennem dens ligegyldigheder; vittighederne er dårlige - og for de flestes tilfælde rent genbrug fra andre bøger, film eller lignende. Desuden er den skrevet, så man aner ambitioner om en film - det er stort set et færdigt manuskript, som vil egne sig til den klassiske Hollywood-komedie, om de to umage skæbner, der mødes. I starten kan de ikke døje hinanden. Pludselig elsker de hinanden, og alverdens fortrædeligheder løser de uden problemer. Men så opdager den rige (altid manden), at der måske var skjulte hensigter, og kan han nu stole på hende osv.

Men de får selvfølgelig hinanden til sidst.

Denne bog får dog en plads i skraldespanden hos mig,