La lamentation du prépuce - Shalom Auslander

• French
• February 9-14
• 306 pages
• Dansk titel: Ikke oversat
• Originaltitel: Foreskin's Lament

Det første jeg tænkte, da jeg så bogen, var: 1/ Man kan ikke lave en titel, der hedder 'Forhudens beklagelse' uden at ville chokere bevidst.. og 2/ man kan ikke seriøst have sådan et navn; det må være et pseudonym! Det første var rigtigt - det andet ikke (desværre?)

En anden ting man skal overveje, hvis man som jeg læser i morgentrafikken, er medpassagerernes reaktioner på ens bog. Folk - mig selv inklusive - er nysgerrige og har det med at se efter, hvad andre læser. Hvis du læser denne bog, vil folk først kigge på titlen, så lynhurtigt dreje blikket op og ned af dig - og så tilbage til titlen for at tjekke om de har set rigtigt. Det affødte et par forargede blikke fra især tilslørede muslimske kvinder, og i lørdags fra én, som muligvis var jødisk. I så fald tog hun sporvognen på sabbat - og kan ikke være så ortodoks, at det kan chokere!

Men når du har haft alle de overvejelser, så er det bare at gå i gang og lade latteren brøle frit! For der er mange morsomme episoder i denne selvbiografi - som muligvis/muligvis ikke er pyntet på; men sådan er det jo med alle selvbiografier - ved man, hvor meget, der er fup og fakta?

Forfatteren fortæller om sin barndom og ungdom, hvor han voksede op i en yderst ortodoks jødisk familie - af den slags med slangekrøller og høje sorte hatte; hvor sabbatten holdes i hævd med samtlige forbud - og Shalom spiser hot-dogs, læser Playboy og ryger i smug... han opfører sig stort set som enhver anden amerikansk teenager i oprør. Men samtidig lever han - selv som voksen - i en permanent psykotisk tilstand af angst for hvilken guddommelig hævn, der vil overgå ham for alle hans synder.

Det er som sagt meget grov, barsk og sort humor - som nogle muligvis vil have svært ved at tåle; der er også til tider perioder, hvor der er lidt for mange gentagelser - men i det store og hele er det yderst underholdende. Men der er absolut også en tragisk undertone af, hvad fanatisk religiøsitet kan føre til - Auslander selv mister al forbindelse til sin familie, da han ikke følger de benhårde love, som religionen befaler. Selvom han forsøger at skrive sig ud af sin faktisk tragiske barndom, så er det en meget vred ung mand... men som kan få sine læsere til at grine med ham.

------------------------------------------------------------------------

En tombant sur cette couverture la première fois je me disais que c'était décidément une blague. D'une part le titre du livre mais tout autant le nom de l'auteur; on ne peut s'appeler comme ça - ça doit être un pseudo pour éviter de prendre la responsabilité d'un titre pareil. Mais non! C'est bel et bien un auteur juif qui a écrit ses mémoires d'enfance et jeunesse.

Donc si vous le lisez il faut aussi d'avance mésurer l'impact que cela aura dans le train ou le tram le matin. L'être humain est curieux; donc on a tendance à vouloir voir ce que les autres lisent. Si tu te trouves avec ce livre entre les mains, les gens regarderont d'abord le titre - ils feront un rapide tour de ta personne pour revenir sur le titre pour voir si ils ont bien vu.

Si il s'agit des femmes voilées vous risquerez en plus des regards pour vous condamner à quelque chose de pas terrible. J'ai eu la même sensation samedi avec une fille qui pourrait être juive, mais si elle se trouvait dans un tram samedi après-midi pendant le shabbat, elle n'était guère pas très orthodoxe!

Mais une fois toutes ces considérations passées on ne peut que rigoler des histoires de sa jeunesse. Eduquée dans la plus pure tradition orthodoxe - papillottes, chapeau de feutre etc. - Shalom va aussi au McDo, il lit Playboy en fume en cachette - en gros il a le comportement normal d'un ado américain. Seulement sa famille est très croyante et sa vie entière - même adulte - il ne pense qu'aux vengeances divines pour le punir de... vivre tout simplement?

Il y a des parties un peu moins drôles, des répétitions - mais il y a aussi malgré l'humour vraiment noir et ironique, un soupçon de tristesse. Car le livre nous montre aussi les conséquences d'une enfance rigide dans l'excès réligieux - Shalom finira par couper les liens avec sa famille. On sent que même adulte il y a beaucoup de haine; mais il essaie de l'évacuer en rigolant - et il réussit à faire rire ses lecteurs; mais il faut apprécier l'humour bizarre... je pense qu'il pourrait choquer certains!

Sept pierres pour la femme adultère - Vénus Khoury-Ghata

• French
• February 8
• 236 pages
• Dansk titel: Kun oversat til svensk

'Hun' - hvis navn vi aldrig får at vide - er en fransk kvinde; sandsynligvis i starten af trediverne. Hun har en elsker, som vil have hende til at fornægte deres affære overfor hans kone - så de går fra hinanden. Hun har en kat, som dør - og som hun selv begraver under et træ i haven. Det er hendes livs indhold, som nu er borte. Derfor rejser hun langt væk for at arbejde med humanitært arbejde og hjælpe andre.

Hun ender i en lille landsby i den fjerneste aførken af Afghanistan. Den hedder Khouf og består af knap fyrre lerklinede huse og et mikrosamfund, som ikke er vant til indblanding udefra. Her møder hun Noor, som er dømt til døden ved stening efter, at hun er blevet voldtaget af en franskmand, som arbejder med at bygge den dæmning, der med tiden vil give dem det vand, de så frygteligt savner - men som samtidig vil udslette deres landsby.

Noor's voldtægt har gjort hende gravid; så hendes mand og tre sønner har forladt hende. Noor selv tager dødsdommen med stoisk ro - for sådan hænger hendes verden sammen... desuden mener hun vel næsten, at det er fortjent, fordi hun rent faktisk nød det seksuelle samvær. En helt ny oplevelse for hende!

Den franske kvinde sætter sig for at redde Noor; hun allierer sig med Amina, som er landsbyens spåkone, og samtidig laver mad og gør rent for de franske nødhjælpsarbejdere. Om lørdagen lægger hun krop til den unge franske læges lyster; det hører også med til at hjælpe de fremmede til at overleve i denne udørken, synes hun.

Den franske kvinde bevæger sig længere og længere ind på farligt område ved at blande sig i landsbyens traditioner og mønstre; da de andre franskmænd rejser, bliver hun og vil stædigt oprette en skole. Men hvad skal de lære et europæisk alfabet for i en landsby, hvor kun imamen ejer en bog - Koranen? Hun bliver omdrejningspunktet i det trekantsdrama, der udspiller sig omkring Noor og Amina og hende selv; hun gør alt det forkerte - af de forkerte årsager.

Det er historien om den misforståede hjælpsomhed, som sikkert er typisk for mange humanitære udstationerede. Hjælp de uuddannede, fattige, ignorante - og du får øjeblikkelig mening med dit mislykkede europæiske liv, hvor en kats død får din verden til at vælte. Men hun glemmer at tage hensyn til lokal tro, lokal autoritet (officiel eller ej) - og ender med at sætte sig selv i fare.

Bogen er af flere årsager en ren perle: Der er passager, som er ustyrligt morsomme på den måde, som jeg forestiller mig muslimske kvinders frie snak er når de er blandt kvinder. Der bliver ikke lagt fingre imellem - og det er en noget anden opfattelse af de burkaklædte kvinder man får. Bogen veksler mellem den franske kvindes opfattelse af hændelserne, og Amina's - her fremgår det tydeligt, at forfatteren mestrer at se begge verdener, som libanesisk kvinde, der har boet en menneskealder i Paris.

Hvis den bliver oversat til dansk, kan jeg varmt anbefale den. Der er mere humor end i 'Under en strålende sol' - men den er alligevel grusom; for der skal stenes en kvinde... før stiller landsbyen sig ikke tilfreds.

La formule préférée du professeur - Yoko Ogawa

• French
• February 6-7
• 245 pages
• Dansk titel: Ikke oversat

En egentlig meget rørende fortælling, som dog alligevel ikke formår at komme helt i dybden. Uden tvivl også begrænset af, at mit kendskab til japansk baseball er yderst begrænset.

Det er historien om den 30-årige enlige mor, der er rengøringsdame, og arbejder for et større firma, der sender hende ud til kunder. Hun begynder at arbejde for den ældre matematikprofessor, som 17 år tidligere har været ude for en trafikulykke; siden den ulykke er hans hukommelse begrænset til firs minutter. Hun starter således hver eneste dag med at svare på hans spørgsmål om, hvad hendes skonummer er eller hendes telefonnummer.

Professoren finder en mystisk forbindelse imellem alle tal - en viden, som den ringe uddannede rengøringshjælp ikke har. Hun lytter dog interesseret og pludselig bliver hendes lærelyst vakt; man kan ikke selv lade være med at blive lidt grebet af det - og tage sig i at regne eksemplerne efter!

Den gamle professor er en mildest talt besynderlig personlighed på grund af sin manglende hukommelse; hver dag ifører han sig det samme jakkesæt, hvorpå sidder alle hans små huskesedler om de personer, der krydser hans vej eller, hvor han kan finde sine ting. Således får rengøringshjælpen også sin lille seddel - sammen med hendes søn, som professoren døber Root, fordi hans hovede er fladt som en kvadratrod.

De tre usandsynlige personnager udvikler et venskab, hvor professoren pludselig viser en menneskelighed og glæde, som han muligvis havde glemt. En yderligere person i historien er hans svigerinde, som bor i det store hus oppe på grunden - huset som de ikke må nærme sig.

Rengøringshjælpen finder på et tidspunkt en æske med baseball-kort, og opdager, at professoren var en stor baseball-fan - ligesom hendes søn. De tager ham med til en kamp; de reparerer radioen, så de hver dag kan følge med i mesterskabet. Deres liv får en parallel i mesterskabet efterhånden som det udvikler sig - og der mister bogen lidt af dens force, hvis man ikke er specielt interesseret i denne sport.

Da deres yndlingshold taber og mesterskabet ser ud til at gå tabt, er det samtidig et varsel om, at deres tid sammen lakker mod enden. Der er intet drama - en stille og rolig slutning; muligvis en anelse for tam. Det er en bog, som starter meget hurtigt og voldsomt, men taber i intensitet mod slutningen. Men absolut godt skrevet på den særlige japanske måde.

------------------------------------------------------------------------

Un livre très touchant et bizarre en même temps. Tout comme il démarre tout en force - il perd un peu de son haleine vers la fin; mais ce fût un beau petit livre tout de même.

L'histoire tourne autour de la femme de ménage trentenaire, qui est aussi mère seule d'un garçon de dix ans. Elle travaille via une société qui la place à tour chez des particuliers ou elle passe ses journées. Elle atterrit donc chez le vieil professeur de mathématiques qui a eu un accident de voiture dix-sept ans plus tôt. Lors de l'accident il a perdu sa mémoire - qui ne dépasse jamais les 80 minutes. Tous les matins elle recommence en répondant à ses questions - sur sa pointure, son numéro de téléphone etc.

Le professeur y trouve à chaque fois des liens magiques qui commencent aussi à émerveiller cette femme peu éduquée. Elle se prend à épier les chiffres; à se laisser interpeller par ce que le professeur lui apprend - et comme elle n'a pas l'habitude d'étuider sa perte de mémoire s'avère un avantage - il oublie qu'elle a posé les questions déjà maintes fois.

Le professeur est une personne étrange; vêtu de son costume où sont accrochés des petits papiers avec épingles pour lui rappeller qu'il est malade; qui est qui et où trouver ses affaires. Il fait venir aussi le fils de la femme de ménage qu'il nomme Root (Carré) puisque sa tête est aussi plate qu'une racine carrée.

Les deux ont alors leur petite image sur son costume. Ils deviennent amis - un drôle de trio; qui n'est pas toujours apprécié par la belle-soeur du professeur qui habite dans la grande maison qu'ils ont interdiction d'approcher.

Leur amitié évolue en même temps que le championnat japonais de baseball - une passion du professeur dans le temps. Seulement il ne sait pas que ses joueurs favoris sont partis à la retraite, et les deux autres font tout pour lui le cacher. C'est assez touchant mais cela prend à un moment un peu trop de place je trouve. Je n'y connais rien - mais dans leur histoire les hauts et les bas de leur équipe favorie devient symbolique de la fin de leur 'ménage'. Le professeur est placé dans une institution mais ils continuent à le visiter.

Donc je trouve que la fin est un peu fade; il y a des secrets non élucidés... et une perte en vitesse même si le tout est très bien écrit et qu'il aurait pu être très bien.

The Forgotten Garden - Kate Morton

• English
• 645 pages
• February 1-4
• Dansk titel: Den glemte have
• Titre français: Le jardin des secrets

Denne historie er det, jeg vil betegne som perfekt ferielæsning. Ikke, at jeg har haft den luksus i denne uge - men den var også perfekt til sporvognslæsning indimellem nogle meget hektiske arbejdsdage. Ydermere var den meget hurtigt læst - men glimrende underholdning.

Historien starter i 1913, da et skib anløber Australien og en lille 4-årig pige står alene på kajen med en lille kuffert som eneste bagage. Noget er gået galt. Hun bliver 'adopteret' af en barnløs familie, og først som 21-årig får hun sandheden at vide. Bogen springer mellem perioden 1909-1913 i England, hvor man følger de to unge kusiner Rose og Eliza - én af dem er muligvis den lille piges mor. Den går tilbage til 1900 for at følge Eliza's barndom - og frem til 2005, da den lille pige er blevet en gammel dame; med spring til perioden 1975-76, hvor hun som aldrende tager til England for at forsøge at opklare mysteriet om sin barndom.

Der er selvsagt mange spring - men så indviklet er det heller ikke! Man når at udtænke forskellige udfald af historien; den tager en ny drejning - men ikke mere end, at man alligevel når at tænke slutningen næsten til ende.

Som en lille 'sidegevinst' er Eliza eventyrfortæller, og der er et par eventyr i bogen, som selvfølgelig giver en del af nøglerne til mysteriet.

Jeg havde flere gange overvejet at købe den i lufthavnen til flylæsning - men syntes alligevel, at det var for dyrt. Til de 3 EUR, som jeg gav for den hos OXFAM var det glimrende underholdning. En af den slags lette bøger, man har brug for indimellem!

Frida Kahlo

• French
• January 31
• 90 pages

Ikke en egentlig 'læsebog' - mere en nydelse af at begrave sig i hendes univers og genopfriske hendes ellers velkendte historie inden udstillingen næste lørdag.

Jeg har set filmen om hendes liv; så der var ikke meget nyt i den forstand. Alligevel lærte jeg nogle ting især om specifikke mexicanske planter og dyr, som har en symbolik, der indgår i hendes malerier. Nu skal de bare ses i levende live!

L'automne à Pékin - Boris Vian

• French
• January 28-30
• 298 pages
• Dansk titel: Efterår i Peking

Boris Vian's roman fra 1956 er vidunderligt surrealistisk og ubegribelig med sine mange forskellige personnager og vanvittige iscenesættelser. Han leger med sproget på samme måde som Queneau gjorde det næsten samtidig; de revolutionerer legen med det franske sprog, og der er passager jeg slet ikke kan forstå, hvordan man kan oversætte til dansk?

Som i tredje del kapitel 8, hvor præsten spørger hvor mange svesker, der er i en æske 'agent-svesker' - agent-æske fordi det er målet på en type emballage til ammunition. Men på fransk udtales det på præcis samme måde som Agen - den by i Frankrig, der er berømt for sine svesker. Blot et eksempel på mange små detaljer, som jeg ikke kan forestille mig kan oversættes - og måske forklarer, at netop denne periodes franske bøger er stort set umulige at finde på dansk i dag.

Bogens personnager er mangfoldige og mystiske; der er en hel del, hvis fornavn starter med A - og deriblandt en del, som har pigenavne selvom de er mænd (og i bogen omtales det som et hundenavn); der er en hermit, som ikke lever alene og absolut ikke i religiøs afholdenhed - og den føromtalte præst, som hele tiden må bøje sin tro for at leve op til den. Han spørger konstant om hvor langt eller hvor meget - men uanset svaret, vil han ikke acceptere mere end tre. Imod romanens slutning øges det til fire.

Men primært er det historien om Anne og Angel; to unge mænd, som er én og samme person. De er forelskede i Rochelle, men på hver sin måde, som illustrerer til dels den kødelige og sanselige kærlighed og på den anden side den åndelige evige kærlighed. De drager ud i en ørken i et ukendt land - Exopotamien - for at bygge en jernbane.

Ørkenen er et mytisk sted - med en troslinie, som hvor den bliver sort afgrænser den kendte verden og ender i døden. I ørkenen er der flere personer - en arkæolog, som har sine slaver arbejdende for sig under jorden; en italiensk restaurantejer, hvis restaurant skal rives ned fordi den ligger præcis på den linie, hvor jernbanen skal bygges.

Anne og Angel - de to sider af samme person - kæmper om Rochelle. Angel - den følsomme - observerer, hvordan den kødelige kærlighed æder Rochelle op; så hun ikke længere 'kan bruges'. Så han vender sig i et kort øjeblik mod Cuivre, som er arkæologens assistent. Rochelle på fransk betyder klippe (jordsymbolet), og Cuivre er kobber (ildsymbolet). Derudover er der en Lavande (lavendel og symbolet for luft) og en Olive, som kunne være symbolet for vand. De fire elementer er samlede i en roman, som også antager en alkymistisk proportion.

Da Angel's angst for, at det kødelige skal overtage hans fine tanker om evig kærlighed, skubber han Anne ned i en grotte... han sender vennen tilbage til klippen, men dræber ham samtidig; derefter dræber han Rochelle, og vender tilbage til den anden surrealistiske verden, de kom fra.

Der er mange andre aspekter i denne roman - og Vian's egen postface til den er, at man skal genlæse den; ikke senere men med det samme. Det kan han - udover at ville promovere sine egne bøger - have ret i! Alene navnene er ikke tilfældigt valgt - og den kræver absolut en genlæsning. Både for det groteske humoristiske i den, men også for at læse den fra starten med den viden, man har i slutningen.

Spis, bed, elsk - Elizabeth Gilbert

• Engelsk
• 24.-26. januar
• 346 sider
• Originaltitel: eat, pray, love
  
  

Lad mig med det samme slå fast, at jeg ikke var på udkig efter en åndelig revolution - eller en pseudopsykologisk bog, der skulle vende op og ned på min verden. Jeg er absolut ikke til den slags bøger, som det vist tydeligt fremgik efter, at jeg havde læst en ny fransk bog i genren - som dog har ligget i toppen af de franske hitlister i månedsvis nu. Den fik jeg - til mit forsvar - i gave!

Jeg tror heller ikke på sjælelige renselsesprocesser igennem meditation og kærlighed til en eller form for højere magt. Jeg er vel nærmest allergisk overfor den slags New Age-flippet selvhøjtidelighed, hvor man kommer ud på den anden side af "et eller andet", som et bedre og totalt frelst menneske, som fremover kan klare alting og samtidig takke universet for, at vi får mulighed for at vise vores styrke i situationer med modstand. Suk! Gab!

Alligevel slugte jeg Gilbert's bog efter, at den har levet en sølle hengemt tilværelse i reolen i snart to år. Jeg var nået til det punkt, at det nok var et fejlkøb, og at den ville forblive ulæst der; indtil søndag aften - og så var jeg solgt! Ikke, at jeg nu sidder i lotusstilling og triller min rosenkrans med et saligt udtryk i blikket; men jeg morede mig imens jeg læste den. Jeg grinte højlydt; jeg blev også berørt af hendes historie til tider - og jeg genkendte situationer, som man ikke altid har lyst til eller behov for at genkende. Ikke mindst var jeg fascineret af rejseskildringerne.

For det er nemlig ikke en slags vejledning til at blive det perfekte menneske! Det er en meget personlig skildring om hendes vej ud af et elendigt ægteskab; resultatet er en gungrende depression og derefter en erkendelse af, at noget må ske. Jeg tror ikke, at jeg kender mange, som ville sige nej til muligheden for i et år udelukkende at lave det, de har lyst til - og uden finansielle bekymringer?

Det er netop, hvad hun gør - men samtidig med et ønske om at arbejde sig selv ud af den depression og krise, som har taget overmagten. Hun deler året op i tre dele - en del per land: Italien for at spise god mad og lære italiensk; Indien for at lære at meditere og Indonesien for at gense en gammel vismand, hun tidligere har mødt der. Hendes rejsebeskrivelser og de personer, hun møder undervejs er fantastisk underholdende - og for en rejsende som mig var det alene bogen værd. Hun skriver særdeles humoristisk på den særlige måde, som amerikanere, der ser andet end deres hjemland kan gøre det... selvom hun dog i forvejen var særdeles berejst.

Der er også den spirituelle del af det. Selvfølgelig! For det er også hendes formål med rejsen; og man kan vælge at læse denne del - som er den midterste tredjedel - som en lærerig historie om meditationens historie iblandet en del anekdoter eller som en "vejledning", hvis man selv skulle have en spirende guru i maven.

Netop det er kendetegnende ved bogen hele vejen igennem. Den kan læses som en god historie, der indeholder stort set det hele - eller som det, den unægteligt også er... hendes kamp ud af en temmelig sort situation, hvor hun virkelig kommer ud på den anden side temmelig meget klogere på sig selv og hvad hun vil - og især ikke vil - med sit liv. Jeg synes ikke på nogen måde, at hun er specielt frelst eller prædikende - hun er hudløst ærlig; muligvis er der også broderet lidt på historien for at sælge? Men betyder det så meget? Så er det vel bare som al den fiktion man læser!

Den rørte dog også ved noget andet i mig; som vil være forskelligt fra person til person - forekomme eller ej... og som er for personligt til, at jeg vil komme ind på det her. Den bragte nemlig også mange tanker med sig! 

The Falls - Joyce Carol Oates

• English
• January 17-22
• 481 pages
• Dansk titel: Vandfaldet
• Titre français: Les chutes

Ariah og Gilbert er nygifte og på brylluprsrejse i Niagara Falls i juni 1950; Gilbert er præst og Ariah en lidt genert gammeljomfru i den tids øjne - men på bryllupsnatten fuldbyrder de ægteskabet. Denne voldsomme oplevelse får Gilbert til at stå tidligt op næste morgen og kaste sig i vandfaldene; han er homoseksuel - men hvordan udleve det på den tid?

Ariah bliver og leder efter sin mand - i en underlig trance, som år senere får folk til at tro på legenden om den unge enke, der selv kastede sig i vandfaldene. Det gør hun dog ikke - men hun kaster sig i armene på advokaten Dirk, som kommer til stedet for at hjælpe hende. De får tre børn, men Ariah selv - og læseren - får aldrig at vide om den førstefødte søn er Gilberts eller Dirks.

Ariah's liv er præget af dette korte første ægteskab; hun er for evigt overbevist om, at Dirk vil forlade hende for en anden og hun våger over sin lille familie som en høg. Da Dirk en dag bliver involveret i en skandaløs retssag om miljøsvineriet omkring byen, og ser en ung kvinde, hvis barn er død af forureningen, tror hun således, at de har en affære. Hun smider Dirk ud, og kort efter ender han i vandfaldene - på årsdagen for Gilberts død. Han er blevet dræbt af de magtfulde i byen, der ikke så med milde øjne på hans svigt af overklassen for at redde arbejderne fra forureningen.

Fra den dag lukker Ariah sig endnu mere inde; den, der lever skjult, lever bedst - er hendes devise. Hendes børn må intet vide om faderen, og hun afskærer sig fra al kontakt til Dirks rige familie. Hendes børn bliver selvsagt ikke harmoniske og velfungerende, og som voksne og teenager må de hver især tage deres interne kampe; de skal også gøre op med sig selv, om de kan elske den moder, som har berøvet dem en identitet - som de alligevel mindes om dagligt via de andre børns drillerier.

Bogen beskriver alle personernes tanker - og til tider sker der måske ikke særligt meget; det er en samtidsamerikansk familiehistorie om, hvor meget man kan ødelægge sit liv ved at lukke sig inde. Hvor vide konsekvenser det kan få for børnene og hvor meget spild man kan bruge sit liv på. 'Faldene', som de kaldes på engelsk har selvfølgelig her en dobbelt betydning - eller flere endda; men jeg følte alligevel, at der manglede den endelige udløsning for alle personerne. Børnene får aldrig kendskab til moderens første ægteskab - muligvis er det ikke nødvendigt for, at de anerkender hende som den hun er. Men det forstyrrede mig!

Det var den første roman jeg læste af denne forfatter - og selvom den var udmærket, så er det på ingen måde en uforglemmelig oplevelse. Jeg ved ikke, om jeg vil udvide bekendtskabet - hun er tilsyneladende en særdeles produktiv dame; så muligvis!

-------------------------------------------------------------------------

Ariah et Gilbert sont deux jeunes mariés en voyage de noces aux chutes de Niagara en 1950; Gilbert est pasteur et Ariah une vieille fille selon les normes de l'époque. Leurs fiançailles ont été un peu coinçés ou juste puritains comme cela se faisait. La nuit des noces est donc une découverte totale et le lendemain à l'aube Gilbert se jete dans les chutes. Il est homo, mais impossible de l'avouer voire de le vivre dans les années 1950!

Ariah reste sur place pour rechercher son mari; elle parait si mystérieuse aux yeux de tous que vite une légende nait autour de cette jeune veuve qui hante les chutes, et se jete elle-même dedans dans son deséspoir. Elle ne le fait pas - elle se jete dans les bras d'un jeune avocat, Dirk, appelé pour aider. Ils ont trois enfants, mais Ariah elle-même - et le lecteur - ne saura jamais si le premier fils est celui de Dirk ou de Gilbert après cette nuit honteuse après le mariage.

La vie d'Ariah est marqué par ce premier mariage; elle pense que Dirk va aussi brusquement disparaître ou la quitter et elle veille sur sa famille comme une lionne. Quand Dirk s'engage dans un procès contre les grosses industrielles qui polluent la ville, il rencontre aussi une femme dont la fille est morte des suites de la pollution. Ariah pense qu'il la trompe et elle le mets dehors. Peu après il meurt dans les chutes - le jour anniversaire de la mort de son premier mari! Il a été tué par les riches de la ville qui n'apprécient guère son aide aux pauvres ouvriers.

A partir de ce jour Ariah s'enferme et crée une nouvelle vie pour ces enfants; une vie où le père n'a pas existé et où il n'y a qu'eux. Ses enfants grandissent dans ces non-dits et en souffrent; d'autant plus que les autres enfants en parlent et se moquent d'eux. En grandissant il sont chacun leurs batailles - ils ont leurs démons qui leur disent de ne pas aimer la mère; et ils veulent connaitre la verité sur leur père.

Le livre raconte les pensées intimes de tous les caractères - et parfois cela se passe dans un silence absolu; c'est surtout le récit de tout ce qu'on peut perdre en se réfusant de vivre et quelles conséquences cela peut avoir sur les enfants et une famille. Un portrait typique d'une famille américaine dans cette époque. Evidemment les chutes ont un double sens - car chacun d'eux doit chuter pour remonter. Néanmoins je trouve qu'il manquait un dénouement final - les enfants n'apprendront jamais rien sur le premier mariage de leur mère. Mais peut-être n'était-ce pas nécessaire pour qu'ils se délestent du poids du passé? Mais ça me manquait.

C'est le premier roman de cette auteure pourtant très productive que je lis. Je ne sais si j'en lirai d'autres - le ton m'a plu; mais c'est loin d'être bouleversant comme écriture.

Belle de Jour - Joseph Kessel

• French
• January 15-16
• 177 pages
• Dansk titel: Ikke oversat?

Joseph Kessel's roman fra 1928 vakte vild opstandelse, da den i sin tid udkom. I dag kan den næppe chokere, og jeg vil endda påstå, at den ikke længere har samme læseværdi som for så mange år siden. Ikke alle bøger overlever lige godt!

Historien starter med, at den 8-årige Séverine bliver voldtaget af en blikkenslager i familiens hjem - en kort indledning, som snarere antyder end beskriver hændelsen. Mange år senere er hun gift med den succesrige læge, Pierre, men deres forhold er udelukkende platonisk. Deres kærlighed er nærmest lidt barnlig og man kan undre sig over, at bogen på ingen måde antyder Pierre's utilfredshed med et sådant ægteskab.

En dag opdager Séverine, at der findes 'glædeshuse' - hendes nysgerrighed driver hende hen til Madame Anais, som har to piger arbejdende for sig. Séverine starter et dobbeltliv - om dagen som prostitueret og om aftenen som Pierre's rige og elegante kone. I dette dobbeltliv oplever hun endelig fysisk kærlighed, og udelukkende med de mere grove typer. Det kræver ikke den store lommefilosofi at regne ud, at der er en parallel til hendes barndoms oplevelse. Hun tager sig af de rå arbejdertyper, der besøger bordellet - og en dag møder hun Marcel; en gangstertype.

Med Marcel kommer tingene lidt længere - hun bliver meget afhængig af ham; og omvendt. Men en dag bliver hun genkendt af en af deres fælles bekendte fra livet 'udenfor'. Hun kan ikke fortælle Pierre om dette dobbeltliv og beder Marcel om at slå vennen ihjel, da denne skal mødes med Pierre for at afsløre det hele. Men der sker en fejl, og det er Pierre, som bliver ramt. Ironisk nok bliver han lammet fra navlen og nedefter, og Séverine indrømmer overfor ham, hvilket dobbeltliv hun har levet.

Som sagt synes jeg ikke, at den har overlevet særligt godt som så mange andre ældre romaner. Muligvis fordi indholdet udelukkende drejer sig om seksualiteten og dobbeltlivet; noget, som vi ikke længere stødes over. Dog er bogen filmatiseret i en meget smuk film fra 1967 med Catherine Deneuve, som skulle være værd at se.

-----------------------------------------------------------------------------

Je n'ai jamais vu le film, et ne connaissais donc pas l'histoire. Mais j'avoue que je n'ai pas été totalement emballée - je trouve que justement ce livre datant de 1928 a beaucoup moins bien vieillis que d'autres de son époque. Peut-être que le sujet qui n'est plus tabou y est pour quelque chose - je le pense!

Il ne faut pas connaître beaucoup en matière de psychologie pour comprendre que le viol que Séverine a subi à l'âge de 8 ans l'a traumatisé. Elle en a parlé à personne - normal pour l'époque peut-être - et dans son mariage elle est incapable de remplir ce rôle. Son mari, Pierre, qui est médecin en plus, ne semble pas trouver ça anormal - et là déjà je trouve que l'histoire n'est pas très plausible. Ils vivent comme deux enfants d'un amour presque naif; et il ne fait rien pour changer la situation?

Puis elle découvre les maisons de plaisir et commence sa double vie - donc pas difficile non plus d'analyser son goût prononcé pour des hommes pas raffinés qu'elle laisse aux deux autres filles venant d'un milieu modeste. Elle cherche les hommes brutes; les ouvriers avec leurs grosses mains sales qui ressemblent forcément au plombier du viol de son enfance. Là aussi elle ne cherche pas à se l'expliquer; alors qu'elle ne parait pas être une femme stupide. Donc je trouve que certaines choses ne sont pas crédibles et manquent de profondeur.

Peut-être Kessel a-t-il écrit le livre pour choquer? Ce qui a dû lui réussir à l'époque - mais je pense que c'est un livre qui a mal vielli.

Liberty - Jakob Ejersbo

• Dansk
• January 8-12
• 709 pages
• Titre français: Pas (encore?) traduit

Jeg startede bagfra i Ejersbo's efterladte trilogi, da jeg fik den sidste del sendt i fødselsdagsgave fra Danmark. Nu er mit største problem, hvordan jeg hurtigst muligt kan få fat på de to første. Jeg er målløs; luften er pumpet ud af maven af et gigantisk emotionelt spark ind i det inderste... jeg har ikke i de sidste ti år læst en eneste nutidig dansk roman, der tilnærmelsesvis når dennes niveau. Jeg har heller aldrig læst 'Nordkraft' - og jeg er ganske givet 'farvet' (undskyld udtrykket!) af mit forhold til Afrika. Men stadig er det en enestående, voldsom og brutal læseoplevelse.

Ejersbo's roman er på mange måder ikke specielt dansk synes jeg; for det første foregår kun en utrolig lille del af den i Danmark - dernæst er skrivestilen ikke udpræget dansk, synes jeg. Muligvis én af årsagerne til, at jeg kan lide den - eller også er jeg ude af trit med at læse nutidige danske romaner. Hans sprog er i hvert fald meget kort, punkteret og konkret - men alligevel formår han at komme i dybden på sine personligheder. Der er relativt mange i denne roman, men jeg havde ikke problemer med at finde rundt i galleriet. Jeg kan tilmed forstå, at hvis man er startet med de første i trilogien, vil man have kendskab til visse af personerne fra disse bøger - såsom Samantha, Jarno, Sofie...

Men hovedpersonerne i Liberty er Christian og Marcus; Christian er den hvide dansker, der bliver hevet til Tanzania som 13-årig, da faderen efter en del år i Østen, bliver udstationeret der for Mærsk. Christian har boet hjemme hos moderen i Danmark og familiesammenholdet har ikke været stort. Men nu forsøger de at få familien til at fungere ved at rykke til Afrika, og give Christian en lillesøster. Christian skal gå i skole med andre europæiske børn, men også nogle afrikanske, som kommer fra familier, der via korruptionens berigelse kan tillade sig at sende deres børn til den fine skole.

Marcus er er to år ældre end Christian; han kommer fra en landsbystamme - en alkoholisk og voldelig far, som ødsler familiens penge væk, og som den ældste søn forventes han at redde alle de mindre søskende fra sult og fattigdom. Men Marcus vil væk fra det liv! Han vil tæt på de hvide, for derigennem at kunne komme til Europa - den ultimative drøm for alle tanzanianere. Marcus formår at gøre sig uundværlig hos en svensk familie, hvor han tager sig af Jonas og Katriina's to børn Solja og Rebekka, som han snart betragter som sine egne.

For de voksne har, som de fleste udstationerede i Tanzania, opgivet deres heroiske illusioner om at redde den sorte mand og højne civilisationen, til fordel for et dekadent liv med alkohol, underslæb for nødhjælpsorganisationerne, foragt for de indfødte, utroskab med de indfødte og total ligegyldighed med deres børn. Børnene svæver rundt i en ny verden, hvor de betragter forældrenes forfald og mangel på struktur; de begynder at ryge og drikke og er selvsagt nemme ofre for de unge sorte, som vil have hvide venner... for hvide har penge!

Christian og Marcus fortæller på skift historien om de 10 år romanen følger dem. De bliver venner - men med hver deres udgangspunkt. Marcus ser både Christian som sin fortabte lillebror, der har behov for opsyn og vejledning i sine teenageår - men også som en malkeko. Han er vel på sin vis misundelig over de muligheder Christian har - og som han forspilder i sin vrede over de voksnes livsførelse.

Christian oplever sine hvide venner, som alle mangler holdepunkter i tilværelsen fordi samtlige voksne mister sig selv i den nye verden. De unge tager afstand fra forældrenes kolonialistiske synspunkter og tror, at de derved bliver sorte og er på lige fod med deres lokale venner. Men de er stadig hvide for de sorte. Når de vender tilbage til deres lande, er de hverken sorte eller hvide; manglende opdragelse og mistro til de voksne har gjort dem rodløse.

Christian og Marcus bevæger sig igennem bogen på to kurver; Marcus' ambitionsniveau og vrede i livet får ham i starten til at kæmpe for at komme ind i de hvides familier. Christian opdager først alt, alt for sent, at han aldrig har kæmpet for noget - fordi han ikke har fået troen på sig selv og hjælpen til det. På et tidspunkt i bogen krydses deres kurver, og deres venskab er i balance. De vil det samme og de vil hjælpe hinanden frem. Men lynhurtigt knækker kurven - og Christian forsøger ubevidst at udnytte den sorte, som han ser de voksne gøre det. Marcus til gengæld fjerner sig mere og mere fra sin drøm om en hvid tilværelse, og indser, at det er løgne og udnyttelse. Han finder til sidst fred med en identitet, han har kæmpet for smide fra sig hele sit liv.

Ejersbo formår på fantastisk vis at sætte sig ind i de to hovedpersoners tankegang - deres oplevelse af den andens verden og deres selverkendelse (og også mangel på samme) af deres egen rolle i de mange uhyggelige hændelser, de gennemgår. Der er meget barske scener - men på ingen måde urealistiske for de vilkår, der var i 1980'ernes Afrika; og som stadig findes i visse lande. Det er også årtiet, hvor AIDS dukker op - sygdommen man ikke taler om; og de lever alle et så promiskuøst liv, at man kun kan gisne om, hvor vidt det får konsekvenser for dem senere - efter, at bogen slutter.

Marcus' sprog er den sortes sprog; der er de karakteristiske Eeeehhh-lyde, som erstatter så mange ord og udtryk på mange afrikanske sprog. Christian selv bliver så præget af kulturen, at han tror, at han er sort og som sådan accepteret af de lokale på lige fod med dem selv. Men som jeg selv har oplevet, så vil vi altid blive opfattet som udenforstående i deres verden. Jeg har boet sammen med en afrikaner og oplevet de daglige kulturforskelle med heksekunster som opfattes som del af verdenssammenhængen; jeg har oplevet det som turist i Afrika, hvor man er en omvandrende pengemaskine...

At Ejersbo har boet i Tanzania er en selvfølgelighed for at have kunnet skrive en så gribende bog; han har forstået kulturen; jeg ved ikke, hvor selvbiografisk den er - visse oplevelser og typer af personer må han have haft tæt på livet, tror jeg. Uden hans egen tid i Afrika ville denne bog ikke have været så gennemborende barsk; for der er passager, der er grusomme; der stikker til vores hvide overlegenhed og viser os sider af os selv, som vi opfattes af dem, vi tror, vi hjælper. Men det går absolut også den anden vej - Ejersbo fordømmer ikke den ene part mere end den anden. Han forherliger ingenting; og der er ikke meget positivisme i bogen - Marcus udviser en anelse til sidst, men de fleste af bogens personer er og bliver fortabte sjæle.

Muligvis er de to første ikke så dybtgående som 'Liberty' - men for mig var dette en ultimativ bog om Afrika i den periode; senere end 'Poisonwood Bible'; i et andet land og med andre problemer - men på sin egen vis meget stærkere, da vi ser problemerne belyst fra flere vinkler.

Jeg har arkiveret den i reolen sammen med mine bøger af afrikanske forfattere - det må være det største bevis på min begejstring.