- French
- January 28-30
- 298 pages
- Dansk titel: Efterår i Peking
Boris Vian's roman fra 1956 er vidunderligt surrealistisk og ubegribelig med sine mange forskellige personnager og vanvittige iscenesættelser. Han leger med sproget på samme måde som Queneau gjorde det næsten samtidig; de revolutionerer legen med det franske sprog, og der er passager jeg slet ikke kan forstå, hvordan man kan oversætte til dansk?
Som i tredje del kapitel 8, hvor præsten spørger hvor mange svesker, der er i en æske 'agent-svesker' - agent-æske fordi det er målet på en type emballage til ammunition. Men på fransk udtales det på præcis samme måde som Agen - den by i Frankrig, der er berømt for sine svesker. Blot et eksempel på mange små detaljer, som jeg ikke kan forestille mig kan oversættes - og måske forklarer, at netop denne periodes franske bøger er stort set umulige at finde på dansk i dag.
Bogens personnager er mangfoldige og mystiske; der er en hel del, hvis fornavn starter med A - og deriblandt en del, som har pigenavne selvom de er mænd (og i bogen omtales det som et hundenavn); der er en hermit, som ikke lever alene og absolut ikke i religiøs afholdenhed - og den føromtalte præst, som hele tiden må bøje sin tro for at leve op til den. Han spørger konstant om hvor langt eller hvor meget - men uanset svaret, vil han ikke acceptere mere end tre. Imod romanens slutning øges det til fire.
Men primært er det historien om Anne og Angel; to unge mænd, som er én og samme person. De er forelskede i Rochelle, men på hver sin måde, som illustrerer til dels den kødelige og sanselige kærlighed og på den anden side den åndelige evige kærlighed. De drager ud i en ørken i et ukendt land - Exopotamien - for at bygge en jernbane.
Ørkenen er et mytisk sted - med en troslinie, som hvor den bliver sort afgrænser den kendte verden og ender i døden. I ørkenen er der flere personer - en arkæolog, som har sine slaver arbejdende for sig under jorden; en italiensk restaurantejer, hvis restaurant skal rives ned fordi den ligger præcis på den linie, hvor jernbanen skal bygges.
Anne og Angel - de to sider af samme person - kæmper om Rochelle. Angel - den følsomme - observerer, hvordan den kødelige kærlighed æder Rochelle op; så hun ikke længere 'kan bruges'. Så han vender sig i et kort øjeblik mod Cuivre, som er arkæologens assistent. Rochelle på fransk betyder klippe (jordsymbolet), og Cuivre er kobber (ildsymbolet). Derudover er der en Lavande (lavendel og symbolet for luft) og en Olive, som kunne være symbolet for vand. De fire elementer er samlede i en roman, som også antager en alkymistisk proportion.
Da Angel's angst for, at det kødelige skal overtage hans fine tanker om evig kærlighed, skubber han Anne ned i en grotte... han sender vennen tilbage til klippen, men dræber ham samtidig; derefter dræber han Rochelle, og vender tilbage til den anden surrealistiske verden, de kom fra.
Der er mange andre aspekter i denne roman - og Vian's egen postface til den er, at man skal genlæse den; ikke senere men med det samme. Det kan han - udover at ville promovere sine egne bøger - have ret i! Alene navnene er ikke tilfældigt valgt - og den kræver absolut en genlæsning. Både for det groteske humoristiske i den, men også for at læse den fra starten med den viden, man har i slutningen.
No comments:
Post a Comment