Zazie dans le métro - Raymond Queneau

• French
• October 1-3
• 261 pages
• Dansk titel: Zazie i Paris

Faren ved klassikere er altid, at man hører så uendeligt meget, at man ender med ofte at blive ganske skuffet, når man endelig får læst dem. Andre franske klassikere har jeg måske holdt mig fra, fordi jeg ikke har ment, at jeg ville få det fulde udbytte af dem - i hvert fald ikke for 15 år siden. Men nu skal der læses lidt klassikere har jeg besluttet mig for.

"Zazie i Paris" blev i år 2000 valgt af Le Monde's læsere som den 36. mest betydningsfulde roman i det 20. århundrede. Det lyder ikke af meget - men det er al litteratur omfattet; ikke udelukkende fransk. Forleden faldt jeg over den i en boghandel; bladrede lidt - og tænkte, at den da så usandsynlig nem ud! Ak nej... og dog!

Det første ord er Doukipudonktan!!! Så er scenen sat - og jeg var helt paf! For Queneau's bog var banebrydende, da den udkom i 1959 efter, at han havde skrevet på den siden 1945. Dette første ord er ganske enkelt sammentrækningen af D'où qu'il pue donc autant? I nutidens SMS-sprog virker det såre simpelt - men for datidens franske litteratur var det ikke mindre end revolutionerende. Især med tanke på franskmændenes udprægede snobberi i forhold til deres sprog. Queneau var endda medlem af Goncourt Akademiet, som skulle udvælge den fineste litteratur. Men Queneau's roman bliver banebrydende fordi den bevæger sig fra det skrevne til det talte sprog; som i romanen, da en dialog går på bøjningen af verber i en af de mange uhyrlige fremtidsformer, som har plaget mange skoleelever, og den ene person gør den anden opmærksom på, at det er uden s i slutningen. Hvilket i sagens natur ikke kan høres i udtalen.

Handlingen er ret enkel - den 12-årige Zazie afleveres i Paris af sin mor, der skal på romantisk eskapade, til sin onkel, Gabriel, som skal passe hende i to dage. Zazie's største drøm er at tage metroen - hvoraf den franske titel - men metroen strejker. I stedet oplever Zazie en række utopiske og absurde ting og personer, alt sammen under overvågning af onkel Gabriel... ærkeenglen!

Et andet af bogens centrale temaer er om Gabriel er bøsse. Han er gift med Marceline, men optræder som dragqueen i en natklub - igen skal man nok tænke på perioden for at forstå, at det ikke var hverdag i fransk litteratur. Lige så lidt som Zazie's sprog, som er mildest talt fremmeligt for en 12-årig. Til allersidst finder man dog ud af, at Marceline i virkeligheden er Marcel... da denne returnerer Zazie til moderen efter en omtumlet weekend, hvor Zazie først kom med metroen til sidst, da hun sov. Da moderen spørger hende, hvad hun har lavet i de to dage, svarer hun: Jeg er blevet ældre!

Handlingen er lidt småvanvittig og det filmklip jeg fandt på Youtube af filmatiseringen af Louis Malle, passer glimrende ind i den stil! Jeg skal helt bestemt finde filmen, blot for at se, hvordan de får kringlet problematikken med at få den sproglige finurlighed, som er lige så stor en del af bogen, ind i filmen.

-----------------------------------------------------------------------

Je pense que tout le monde connait ce grand classique français - je l'ai découvert que tardivement. J'en ai entendu parler évidemment - mais comme avec beaucoup d'autres classiques on se demande si ce n'est pas juste par le fait d'en parler qu'ils deviennent des classiques. Ou si j'arriverai à cerner toute la complexité linguistique n'étant pas francophone de naissance.

Avoué - dès le premier mot Doukipudonktan, je suis assez scotchée! Je lis et relis... et je comprends (la mode texto du 21ème siècle aidant). D'autres étaient bien plus dures à déchiffrer - comme vozouazévovos, que j'ai mis du temps à comprendre.

Le tout est absolument carambolesque - en pensant surtout à l'époque à laquelle ce livre est sorti; et d'un membre de l'Académie Goncourt. Ca a dû choquer plus qu'un à l'époque de "maltraiter" la langue française ainsi. On en vient à guetter chaque mot pour comprendre le jeu de mots ou le double usage du mot - j'ai toujours des doutes quant à la grenadine qu'ils consomment en grande quantité... ne serait-ce pas du Pastis?

Le tonton Gabriel, archiguide à ses moments, mais aussi archange de sa petite nièce peu modèle de l'image des enfants sages... Marceline qui ne sort jamais de chez elle que vers la fin pour venir en aide et se dévoiler finalement être un Marcel; sans parler du fameux Trouscaillon, Pédro-surplus et bien d'autres noms... c'est à se dire qu'Amélie Poulain n'a rien inventé du monde loufoque... tout était déjà écrit; et que les ados qui se croient si pertinents en écrivant leurs textos ne font que copier. Et copier en plus quelqu'un qui manie les mots avec respect et amour par-dessus... pour jouer avec pour le plaisir et non uniquement pour la simplicité!

Un vrai régal ce livre!