Friday, October 23, 2009

The Poisonwood Bible - Barbara Kingsolver




Louise havde anbefalet mig den for et stykke tid siden; men alligevel tog det mig lidt tid at få den frem af reolen - for den var allerede i hus. Men når man først har læst den første side er man fortabt! Det er meget lang tid siden jeg har læst en bog, der i den grad fik rørt ved alle mine sanser... afmagt, afsky, latter, tårer nærmest - og en total medleven og absorbering i historien.

Det er en meget intens historie - en historie om tab af alle sine illusioner, sin identitet og accepten af disse tab. Det er en historie om skelsættende begivenheder i den moderne verdenshistorie, og man er absolut ikke i tvivl om, hvor Kingsolver's sympati ligger.

Historien starter i 1959 med missionærfamilien Price, der ankommer til en lille landsby i Congo, hvor faderen Nathan regner med at udføre mirakler og omvende de indfødte til gode kristne. Med sig har han sin kone, Orleanna, og deres fire døtre - Rachel på knap 16 år, tvillingerne Leah og Adah på knap 15 og den lille Ruth May på 5 år. For hver af disse fem kvinder bliver mødet med Afrika afgørende for resten af deres liv. Rachel er den overfladiske forfængelige arrogante teenager, som selv mener, at hun er ekstremt tolerant - men som er indbegrebet af hvid racisme, ekstrem ignorance og dumhed. Hun føler ikke meget andet end afsky overfor den primitivitet hun møder - og skam over at være en del af den familie, som byder hende noget sådant.

Leah er den "sunde" af tvillingerne - hun er den mest fanatiske i troen og i søgningen efter sin fars kærlighed og accept. Men hun trives samtidig i det nye liv og integreres bedre end de andre piger; hendes kontakt med de lokale giver hende samtidig et andet syn på faderens blinde tro - og langsomt begynder tingene at krakelere. Netop som hendes verden er blevet sort og hvid opdager hun, at tingene lige præcis ikke er så enkle!

Den anden tvilling, Adah, snakker ikke. Hun fik en hjerneskade under fødslen og halter; men er samtidig lynende intelligent på sin egen specielle måde. Hun opfatter tingene med en helt særlig følsomhed, men overraskes også af, at hun pludselig ikke længere er et særsyn - Afrika har rigeligt af handicappede, som overgår hende. Hun skal kæmpe for sin plads i familien - for moderens accept og med den interne konflikt tvillingerne imellem; hvor der er en usagt skyldfølelse, fordi den ene har suget livet ud af den anden.

Og den lille Ruth May som bliver den udstrakte hånd mod de lokale. Hele romanen fortælles på skift af de fem kvinder, og derigennem får man portrættet af den despotiske far, som stædigt fastholder sin tro uden tanke for de lokales traditioner og følelser; senere forstår man, at han har en gæld fra fortiden, som han skal have gjort op med - og han kan og vil ikke slippe sine idealer uagtet, at han overhovedet ikke formår at kommunikere med de lokale på en respektfuld måde. Han er ikke meget bedre end de kolonialister, som landet netop på det tidspunkt, de ankommer, forsøger at bekæmpe.

Historien følger dem i de forfærdelige år, hvor Belgien og USA købslog om deres skæbne, som var de et legetøj, der kunne skifte hænder uden tanke for individernes skæbne. Man følger uafhængigheden i 1960 og årene efter, hvor Price-familiens liv er præget af de begivenheder. De efterlader alle noget af sig selv i Afrika på den ene eller den anden måde. De ændres for livet; de får noget med sig, men de både tager og giver - og på mange måder minder det om den indflydelse, man også oplever hos andre, som har skrevet om deres liv i Afrika - Blixen for eksempel; men også om følelser, jeg selv oplevede første gang jeg var i Afrika. Man kommer ikke upåvirket derfra!

På mange måder var det måske en yderligere forstærket oplevelse for mig at læse denne roman. Jeg bor i Belgien og eftervirkningerne af det, der skete dengang, er i dag en del af mit lands historie og kultur. Jeg har levet sammen med en congoleser - jeg snakkede ikke Kikongo, som de gør i romanen; hans sprog var lingala - men hans tro var på trods af en opvækst i Europa præget af de urgamle afrikanske traditioner. Jeg har congolesiske venner, og de er af den generation, hvor deres forældre var unge, da disse ting skete - og derfor måtte flygte til Belgien for at undslippe Mobutu's styre.
Det var med til at forstærke de følelser, jeg havde, da jeg læste den - men uanset hvilken indgangsvinkel man har, kan man ikke undgå at blive stærkt påvirket. Den rører ved nogle moralske spørgsmål, som stadig er yderst aktuelle - Vestens rolle i Afrika's udvikling, menneskets naive ønske om at omvende og kontrollere alt, der er fremmed - og manglende tolerance for det ukendte. Det er uden tvivl én bog, man kun ønsker man ikke havde læst - endnu!

13 comments:

Dorte H said...

Spændende anmeldelse!

Jeg har læst en anmeldelse af den for nylig hos en amerikansk blogger, og på sin vis kunne hun også lide personskildringerne, men hun opfattede først og fremmest bogen som langtrukken, og blandt hendes bloglæsere var der meget delte meninger om den.

Hm, måske skal den overvejes én gang til.

Nille said...

Dorte,

Ingen tvivl om, at min mere end almindelige interesse for Afrika farver mig; men man kan aldrig kalde den for langtrukken.

Flere ting beskrives nok flere gange - men netop med de forskellige synsvinkler, som de fem kvinder har - og dermed er det en ny historie hver gang.

Jeg har læst nogle franske anmeldelser af den, som er utroligt positive - på grund af de stærke bånd imellem den fransktalende verden og Afrika?

Bogen er anti-amerikansk - det kan måske influere visse amerikanske læsere. Men den er heller ikke sød ved belgierne - men "vi" er måske mere selvretfærdige på det punkt?

Nej, jeg synes, at det var en helt igennem utrolig bog. Hendes andre bøger ved jeg ikke, om jeg vil læse... de foregår i USA; men jeg stoler meget på Louise's anbefalinger - og hun havde ret ;-)

Mia said...

Tak for anbefalingen!

Det lyder helt bestemt som en bog jeg må se at få fat i.

Go' weekend :-)

Nille said...

Mia,

Den var helt utrolig - jeg var i hvert falf klistret til hver side; med dilemmaet om at komme videre eller aldrig blive færdig!

Den kan varmt anbefales som Louise gjorde til mig!

God weekend til dig også!

Dorte H said...

Jeg tror faktisk ikke, det var det anti-amerikanske, de havde noget imod. De fleste af de bloggere, jeg omgås,har jo lidt mere udsyn end de stereotype amerikanere, der stemmer på Bush og elsker at have skydevåben i skrivebordsskuffen. Det var mere et spørgsmål om, at der skete for lidt over så mange sider. Den slags er vist et temperamentsspørgsmål. Jeg nyder det somme tider, men ikke altid.

Nille said...

Dorte,

OK - så er jeg mere klar over, hvad du mener. Jeg troede, at du tænkte på generelle kommentarer fra Amazon eller lignende.

Men jeg synes nu, at der sker nok - men meget af det er også i personernes forandring; ikke reelle handlinger måske.

Jeg manglede under alle omstændigheder ikke spænding... og jeg synes absolut ikke, at den var for lang. Slet ikke de sidste sider!

Ingrid said...

"The Poisonwood Bible" har jag i min hög av olästa böcker- så väldigt intressant att läsa dina tankar om boken. Jag har ännu en gång blivit mycket inspirerad av din blogg! Nu ska jag se till att ta fram boken i fråga-jag ser mycket fram emot att läsa den.

Nille said...

Ingrid,

Jeg vil med glæde høre, hvad du synes om den; jeg var totalt fortabt i den - og de følelser og minder om Afrika, den bragte frem.

Den taler blandt andet om den hvide mands attitude i Afrika, som jeg selv har vidnet blandt turister - og som skærer mig i hjertet.

Jeg kan kun varmt anbefale den!

Louise said...

Hvor dejligt, at du kunne lide den, Nille. Den er også en af mine favoritbøger! Jeg tror, at jeg skal genlæse den snart igen.

Jeg er ikke specielt interesseret i Afrika (ud over Ægypten), men jeg slugte den alligevel råt, og selv om de første sider måske ikke er så action-prægede, så synes jeg på ingen måde at den er langtrukken.

Det er en fantastisk bog - tak for en fantastisk anmeldelse.

Nille said...

Louise,

Tak for, at du fik mig i gang med den! Den var virkelig bevægende - humoristisk måske mere i den engelske udgave (med Damnisty International bl.a.), men alligevel så repræsentativ for Afrika's problemer.

Jeg var igennem hele følelsesregisteret og kunne være startet forfra; Nej - det gør jeg sjældent, men den skal læses igen!

En helt igennem fantastisk bog!

Louise said...

Jeg er lige kommet i tanke om, at jeg skal have givet dig nogle titler på moderne, egyptiske romaner, som jeg har stiftet bekendskab med fornylig. Ikke apropos denne roman, men det, vi snakkede om for nogle uger siden.

Det drejer sig om:

Miral al-Tahawi: The Blue Aubergine (også udkommet på dansk med titlen Den Blå Aubergine)

Ahmed al-Aydi/Alaidy: Being Abbas el-Abd

Mansurah Izz al-Din/Ezziddin: Maryam's Maze

Jeg har som nævnt tidligere ikke selv læst nogen af bøgerne i deres helhed, men kun i uddrag. De er ikke ens, men har flere temaer, der går igen i dem alle tre. Det var brugen af den litterære dobbeltgænger i disse tre romaner, der var hovedtesen for det speciale, de indgik i.

Ingen af romanerne virker umiddelbart supertilgængelige, til gengæld er alle romanerne korte. Jeg overvejer selv at få dem læst i deres helhed, men er ikke kommet dertil endnu!

Nille said...

Louise,

Tusind tak! Jeg har fundet dem på Amazon, og der er nogle, der bestemt ser interessante ud.

Det skal jo heller ikke altid være lettilgængeligt - det bekymrer mig ikke.

Nu er jeg lige blevet færdig med en mursten af indisk depression... så lige nu må der en anden genre på bordet, tror jeg ;-)

Louise said...

Jep, enig. Og de tre egyptiske romaner er på ingen måde særligt opløftende! Så sikkert godt med noget lidt anderledes på læsemenuen nu ;o)