Liberty - Jakob Ejersbo

• Dansk
• January 8-12
• 709 pages
• Titre français: Pas (encore?) traduit

Jeg startede bagfra i Ejersbo's efterladte trilogi, da jeg fik den sidste del sendt i fødselsdagsgave fra Danmark. Nu er mit største problem, hvordan jeg hurtigst muligt kan få fat på de to første. Jeg er målløs; luften er pumpet ud af maven af et gigantisk emotionelt spark ind i det inderste... jeg har ikke i de sidste ti år læst en eneste nutidig dansk roman, der tilnærmelsesvis når dennes niveau. Jeg har heller aldrig læst 'Nordkraft' - og jeg er ganske givet 'farvet' (undskyld udtrykket!) af mit forhold til Afrika. Men stadig er det en enestående, voldsom og brutal læseoplevelse.

Ejersbo's roman er på mange måder ikke specielt dansk synes jeg; for det første foregår kun en utrolig lille del af den i Danmark - dernæst er skrivestilen ikke udpræget dansk, synes jeg. Muligvis én af årsagerne til, at jeg kan lide den - eller også er jeg ude af trit med at læse nutidige danske romaner. Hans sprog er i hvert fald meget kort, punkteret og konkret - men alligevel formår han at komme i dybden på sine personligheder. Der er relativt mange i denne roman, men jeg havde ikke problemer med at finde rundt i galleriet. Jeg kan tilmed forstå, at hvis man er startet med de første i trilogien, vil man have kendskab til visse af personerne fra disse bøger - såsom Samantha, Jarno, Sofie...

Men hovedpersonerne i Liberty er Christian og Marcus; Christian er den hvide dansker, der bliver hevet til Tanzania som 13-årig, da faderen efter en del år i Østen, bliver udstationeret der for Mærsk. Christian har boet hjemme hos moderen i Danmark og familiesammenholdet har ikke været stort. Men nu forsøger de at få familien til at fungere ved at rykke til Afrika, og give Christian en lillesøster. Christian skal gå i skole med andre europæiske børn, men også nogle afrikanske, som kommer fra familier, der via korruptionens berigelse kan tillade sig at sende deres børn til den fine skole.

Marcus er er to år ældre end Christian; han kommer fra en landsbystamme - en alkoholisk og voldelig far, som ødsler familiens penge væk, og som den ældste søn forventes han at redde alle de mindre søskende fra sult og fattigdom. Men Marcus vil væk fra det liv! Han vil tæt på de hvide, for derigennem at kunne komme til Europa - den ultimative drøm for alle tanzanianere. Marcus formår at gøre sig uundværlig hos en svensk familie, hvor han tager sig af Jonas og Katriina's to børn Solja og Rebekka, som han snart betragter som sine egne.

For de voksne har, som de fleste udstationerede i Tanzania, opgivet deres heroiske illusioner om at redde den sorte mand og højne civilisationen, til fordel for et dekadent liv med alkohol, underslæb for nødhjælpsorganisationerne, foragt for de indfødte, utroskab med de indfødte og total ligegyldighed med deres børn. Børnene svæver rundt i en ny verden, hvor de betragter forældrenes forfald og mangel på struktur; de begynder at ryge og drikke og er selvsagt nemme ofre for de unge sorte, som vil have hvide venner... for hvide har penge!

Christian og Marcus fortæller på skift historien om de 10 år romanen følger dem. De bliver venner - men med hver deres udgangspunkt. Marcus ser både Christian som sin fortabte lillebror, der har behov for opsyn og vejledning i sine teenageår - men også som en malkeko. Han er vel på sin vis misundelig over de muligheder Christian har - og som han forspilder i sin vrede over de voksnes livsførelse.

Christian oplever sine hvide venner, som alle mangler holdepunkter i tilværelsen fordi samtlige voksne mister sig selv i den nye verden. De unge tager afstand fra forældrenes kolonialistiske synspunkter og tror, at de derved bliver sorte og er på lige fod med deres lokale venner. Men de er stadig hvide for de sorte. Når de vender tilbage til deres lande, er de hverken sorte eller hvide; manglende opdragelse og mistro til de voksne har gjort dem rodløse.

Christian og Marcus bevæger sig igennem bogen på to kurver; Marcus' ambitionsniveau og vrede i livet får ham i starten til at kæmpe for at komme ind i de hvides familier. Christian opdager først alt, alt for sent, at han aldrig har kæmpet for noget - fordi han ikke har fået troen på sig selv og hjælpen til det. På et tidspunkt i bogen krydses deres kurver, og deres venskab er i balance. De vil det samme og de vil hjælpe hinanden frem. Men lynhurtigt knækker kurven - og Christian forsøger ubevidst at udnytte den sorte, som han ser de voksne gøre det. Marcus til gengæld fjerner sig mere og mere fra sin drøm om en hvid tilværelse, og indser, at det er løgne og udnyttelse. Han finder til sidst fred med en identitet, han har kæmpet for smide fra sig hele sit liv.

Ejersbo formår på fantastisk vis at sætte sig ind i de to hovedpersoners tankegang - deres oplevelse af den andens verden og deres selverkendelse (og også mangel på samme) af deres egen rolle i de mange uhyggelige hændelser, de gennemgår. Der er meget barske scener - men på ingen måde urealistiske for de vilkår, der var i 1980'ernes Afrika; og som stadig findes i visse lande. Det er også årtiet, hvor AIDS dukker op - sygdommen man ikke taler om; og de lever alle et så promiskuøst liv, at man kun kan gisne om, hvor vidt det får konsekvenser for dem senere - efter, at bogen slutter.

Marcus' sprog er den sortes sprog; der er de karakteristiske Eeeehhh-lyde, som erstatter så mange ord og udtryk på mange afrikanske sprog. Christian selv bliver så præget af kulturen, at han tror, at han er sort og som sådan accepteret af de lokale på lige fod med dem selv. Men som jeg selv har oplevet, så vil vi altid blive opfattet som udenforstående i deres verden. Jeg har boet sammen med en afrikaner og oplevet de daglige kulturforskelle med heksekunster som opfattes som del af verdenssammenhængen; jeg har oplevet det som turist i Afrika, hvor man er en omvandrende pengemaskine...

At Ejersbo har boet i Tanzania er en selvfølgelighed for at have kunnet skrive en så gribende bog; han har forstået kulturen; jeg ved ikke, hvor selvbiografisk den er - visse oplevelser og typer af personer må han have haft tæt på livet, tror jeg. Uden hans egen tid i Afrika ville denne bog ikke have været så gennemborende barsk; for der er passager, der er grusomme; der stikker til vores hvide overlegenhed og viser os sider af os selv, som vi opfattes af dem, vi tror, vi hjælper. Men det går absolut også den anden vej - Ejersbo fordømmer ikke den ene part mere end den anden. Han forherliger ingenting; og der er ikke meget positivisme i bogen - Marcus udviser en anelse til sidst, men de fleste af bogens personer er og bliver fortabte sjæle.

Muligvis er de to første ikke så dybtgående som 'Liberty' - men for mig var dette en ultimativ bog om Afrika i den periode; senere end 'Poisonwood Bible'; i et andet land og med andre problemer - men på sin egen vis meget stærkere, da vi ser problemerne belyst fra flere vinkler.

Jeg har arkiveret den i reolen sammen med mine bøger af afrikanske forfattere - det må være det største bevis på min begejstring.

Secrète Madame de Pompadour - Jacques Levron

• French
• 307 pages
• January 5-7
• Dansk titel: Ikke oversat

En gammel sag fra 1961 sikkert støvet op på et loppemarked engang - og derfor umuligt at finde et billede af bogen.

At bogen var så gammel gør i denne forbindelse ingenting; da 'hovedpersonen' jo alligevel havde været død i knap 200 år. Der er skrevet en del biografier af Ludvig XV's indflydelsesrige elskerinde - men de fleste er utroligt unuancerede og negativt indstillede; muligvis fordi de er skrevet tidligere, hvor bitterheden over tabte lande i syvårskrigen endnu ikke helt havde fortabt sig.

Jeg synes, at den giver et nuanceret, upartisk syn på hende - og der er en fantastisk dokumentation i form af den originale korrespondance, som jo derfor ikke muliggør en fri fortolkning af personen.

Hun spillede en stor politisk rolle i alliancen mellem Østrig og Frankrig i 1750-'erne - og hun var uden tvivl dygtig til politik. På det tidspunkt var hun ikke længere kongens elskerinde, så hvis han beholdt hende ved hoffet, var det udelukkende fordi det også byggede på et venskab og hendes andre evner.

Ikke, at man kan misunde hende den position - blive hængt ud i smædekampagner over hele Paris; leve i den hønsegård, Versailles var... men det var en del af spillet. Når man læser beskrivelser netop fra de tiår inden revolutionen, og ser afgrunden mellem konge og befolkning, så forstår man også bedre, at det måtte eksplodere på et tidspunkt.

Jeg lærte samtidig en del nyt - så det var en god oplevelse!

------------------------------------------------------------------------

Métier à ne jamais souhaiter... maitresse royale! En lisant ce portrait de la Madame de Pompadour on ne comprend pas pourquoi elle reste au Versailles alors qu'elle n'est plus la maitresse du roi. Certains diront - ou ont dit - que c'était pour son soif de pouvoir... mais ce livre essaie justement de donner une version plus nuancée de sa vie.

La cour au temps de Louis XV vivait dans un décalage de plus en plus énorme avec le monde dehors; donc que le roi prenne une maitresse de la bourgeoisie et l'installe si officiellement à Versailles choque! On comprend que cela devait exploser que quelqes décennies après la mort de la marquise - et avec les dépenses de la guerre de sept ans - et les grosses pertes territoriales - sa popularité n'augmente pas.

Je n'ai pas lu d'autres livres sur la Pompadour - mais visiblement ceux qui ont été écrits ont toujours été très dûrs avec elle. Peut-être était-ce trop tôt pour oublier ces pertes et il y avait encore de la rancune. Le livre de Levron est très juste - sans la défendre en tout et pour tout. Mais il donne des exemples de ses correspondances qui soutiennent son idée que c'était une femme très intelligente, et qui ne cherchait pas uniquement le pouvoir.

Elle cherchait aussi à s'épanouir - évidemment d'être la favorite du roi ne l'a pas deplu - mais elle acceptait les autres femmes après que leur relation charnelle eut terminé; par contre elle ne voulait pas lâcher le pouvoir politique d'autant plus qu'elle semble avoir eu un don pour cela.

Donc une belle biographie malgré le fait que ce livre ait déjà presque 50 ans. Les livres historiques m'intéresseront toujours!

Kongerækken forfra og bagfra - Morten Ingemann/Bent Falbert

• Dansk
• January 1-4
• 150 pages

Årets første læseoplevelse var en julegave og en meget lille humoristisk sag. Den blev bidt over i to dele afbrudt af en weekend i Paris, hvor den ikke var med. Så det var absolut i den lettere genre!

Bogen gennemgår 52 konger og 2 dronninger i Danmarkshistorien - med karikaturtegninger af Morten Ingemann og tekst af Bent Falbert, som overraskende har en meget satirisk pen. Den starter med Gorm den Gamle og slutter med den kommende Kong Frederik X. Der er i gennemsnit 2 sider per konge - pånær for de virkeligt aktive eller interessante, som har gjort sig fortjent til mere spalteplads - såsom Valdemar Sejr, Christian IV samt flere af de seneste konger.

Det er muligvis en nem indgangsvinkel, hvis man hurtigt vil have et overblik over vores lange kongerække - men faktisk nok også for kompliceret, fordi den hurtige gennemgang springer over mange historiske begivenheder, der er baggrund for historiens udvikling. Sådan er det jo tit med den slags bøger - og det er absolut ingen kritik; jeg tror, at denne bog appellerer mere til folk, som har et vist historisk kendskab og kan grine af de portrætter, der skildres heri.

Dog irriterer det mig grænseløst, at man i en lille bitte bog som denne stadig kan formå at levere trykfejl - og endnu værre.... historiske fejl!!! På et tidspunkt omtales en dronning, som bliver gift for anden gang i det 12. århundrede, og de nævner, at hun første gang var blevet gift i 1030!!! Det må i så fald være den ældste brud, jeg nogensinde har hørt om... og det er for ringe, at der ikke er styr på den slags fakta.

Man griner sig ikke igennem de 150 sider - til tider kan den endda blive lidt irriterende og langtrukken; men det skyldes uden tvivl ambitionen om at ville 'anmelde' samtlige konger. Der er ikke noget at sige om dem alle - fordi kendskabet er for ringe eller blot fordi de regerede i kort tid eller ganske kedsommeligt. Men i det store og hele var det underholdende - som en slags tegneserie... og ikke mere!

Isprinsessen - Camilla Läckberg

• Dansk
• December 30-31
• 362 pages
• Titre français: La Princesse des glaces

Intet billede denne gang, da det var en krimi foræret sammen med Femina. Og det er nok et glimrende publikum for den slags total uinteressante litteratur, hvis man endda kan kalde det litteratur.

Jeg vil ikke skrive mange linier om det - for det fortjener den bog ganske enkelt ikke. Selvfølgelig ville jeg aldrig selv have betalt for den og muligvis er min anmeldelse noget farvet af det synspunkt. Krimilit til husmødre uden intelligens - så enkelt kan det siges.

Det holdt til flyturen hjem og sofalæsning med krampetrækninger over dårlig oversættelse, trykfejl, stavefejl og mangel på forfatteregenskaber. Jeg duer bare ikke til bølgen af svenske krimidronninger...

---------------------------------------------------------------------------

Il y a forcement du mauvais dans la vague des polars suédois issus de la série noire des Actes Sud - celui-ci en est un exemple merveilleux! Un polar avec une histoire d'amour avec une fin prévisible et un langage ridicule et primaire.

Je l'ai eu en achetant un magazine féminin au Danemark - heureusement! Dépenser de l'argent pour ces pages aurait été de trop - tellement il était mauvais. Il suffisait pour lire dans l'avion et terminer ce dernier soir de l'année - mais rien de plus.

A eviter - malgré les éloges sur Amazon!

Eleanor of Aquitaine - Alison Weir

• Engelsk
• 20.-29. december
• 445 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg elsker historiske biografier, fordi jeg altid lærer en hel masse, som kan bruges i andre sammenhænge. Alison Weir er specielt god til at skrive biografier og især fokuserer hun på engelsk historie. Jeg har tidligere læst flere af hendes bøger om Englands historie - men i denne bog kom jeg noget længere tilbage end jeg har vane for.

Eleanor - eller med hendes franske navn Aliénor - var en fransk prinsesse fra dengang Frankrig blot var et lille stykke land omkring Paris. Hun stammede fra et af de andre kongedømmer i det nutidige Frankrig, og er født i 1122.

Hendes liv var mildest talt usædvanligt for en kvinde på den tid: hun blev gift med den franske konge - den rigtige der omkring Paris - men det var langtfra et lykkeligt ægteskab. Hun blev siden skilt og gift med den engelske konge Henry I. Hun fik 10 børn, hvilket næppe var usædvanligt - men det sidste da hun var 45 år gammel. Hun blandede sig i statssager og var med på det andet korstog til Jerusalem - og levede til hun blev 82 år gammel.

Der havde hun fostret 4 engelske konger - deriblandt den legendariske Richard Løvehjerte - og andre af hendes børn blev senere grundstenen til det franske kongedømme, som fortsatte til revolutionen.

Alison Weir's biografier er altid utroligt veldokumenterede - og det tager mig lang tid at komme igennem dem. Der skal tjekkes stamtavler og forbindelser - det kan jeg bruge uendelig tid på faktisk. Jeg fandt også en del interessante oplysninger, som knyttede sig til fransk historie og kompletterede det, jeg allerede ved... det er aldrig forgæves at læse lidt historisk faglitteratur, synes jeg!

Les larmes de Tarzan - Katarina Mazetti

• French
• December 15
• 277 pages
• Dansk titel: Kun i svensk originaltitel - Tarzans tårar

Der er ikke meget andet at foretage sig i denne vinterkulde end at grave sig ned i den varme sofa med en bog - og denne rakte lige til en morgentur til arbejdet og en lang aften med tekanden klar. Den var ikke så underholdende som den anden af hendes romaner - måske fordi konceptet gentages?

Mariana er en fattig alenemor med to børn; hendes mand er stukket af - og man fornemmer, at han måske ikke var helt rask. Han kontakter hende en gang i mellem og hun kan derfor ikke helt slippe ham. Imens forsøger hun at hutle sig igennem dagligdagen, hvor de tit knap nok ved, hvad de skal spise.

Janne er en ung rig succesfuld fyr, som ikke ved, hvad han skal gøre med alle sine penge. Han lever et ubekymret liv med forskellige tilfældige piger; men som i bund og grund keder ham. Han har dog aldrig forestillet sig et liv med børn med snotnæser og beskidt tøj. Indtil de en dag bogstaveligt talt falder over hinanden.

Historien fortælles igen på skift af de to - og til dels af de to børn; deres vidt forskellige syn på mange ting, deres vidt forskellige liv og Janne's uforståenhed overfor det faktum, at han gang på gang befinder sig foran Mariana's gadedør og pludselig ikke længere morer sig i sit overfladiske liv. Det ville egne sig glimrende til en komedie - det var underholdende læsning, som ikke rækker dybere. Alligevel må hun have en del succes, da stort set alle hendes bøger oversættes til fransk.

----------------------------------------------------------------------

Une journée froide parfaite pour se renfermer et lire un livre; tout le livre. Donc autant dire que ce n'était pas un livre difficile. Ce n'est pas du Marc Lévy - tout de même - mais c'est distrayant et rigolo. Peut-être un peu moins que l'autre livre que j'ai lu de cet auteur suédoise - mais cela vient sûrement du fait que la recette est la même (comme chez Marc Lévy!)

De nouveau on voit l'histoire racontée par les deux principales personnes. D'abord il y a Mariana, mère seule avec deux enfants. Elle travaille à mi-temps pour s'occuper aussi de ses enfants et souvent elle se demande comment elle fera pour payer les factures et acheter de quoi manger.

Janne est un jeune BCBG qui roule en voiture de sport et ne sait plus comment dépenser son argent. Il voit que des filles parfaites - mais ennuyantes! Par contre les gosses ce n'est pas son truc! C'est sale, ça crie... enfin... loin de son monde parfait. Jusqu'au jour où il tombe - littéralement - sur Mariana. Il n'arrive pas à l'oublier et malgré lui il se trouve sans cesse devant sa porte.

Mariana ne comprend pas ce qu'il leur veut; elle rigole quand il débarque avec de la nourriture pour riches. Janne ne croit pas au début qu'elle est vraiment pauvre - juste un peu bobo. Ils n'ont pas grand chose en commun - mais peu à peu ils construisent quelque chose; mais où chacun doit avaler sa fierté. C'est un livre amusant et facile - parfait pour en faire un film. Et parfait pour une soirée au canapé avec la tasse de thé bien au chaud!

Seule Venise - Claudie Gallay

• French
• December 13-14
• 302 pages
• Dansk titel: Ikke oversat

Endnu en fransk forfatter, som har stor succes i fransksprogede lande, men som desværre ikke er oversat. Denne roman er fra 2004, men jeg havde læst om den et sted - og det tog mig lidt tid at finde den... men jeg tror bestemt ikke, at det er den sidste roman jeg læser af denne forfatter.

Historien fortælles i små korte og præcise sætninger, der er skåret helt ind til benet! Den fortælles af den 40-årige kvinde, hvis kæreste har forladt hende. Efter at levet indelukket hos sig selv lige efter bruddet, beslutter hun en dag at hæve alle sine penge og tage toget til Venedig, hvor hun indlogerer sig på en lille pension.

På pensionen bor det unge elskende kunstnerpar og en gammel russisk prins, som hun hurtigt kommer tættere på. Hun møder også en ung boghandler, som låner hende bøger og fortæller hende om maleren Zoran Mušič, som bor i byen. Boghandleren er fascineret af denne maler's historie, og kvinden, som aldrig har været den store læser, fornemmer man, bliver pludselig grebet af historien. Hun gribes også af den aldrende prins' historie - om revolutionen, flugt, kærlighed og tab.

Det er et anderledes Venedig; ved juletid i regn og kulde... et Venedig, jeg også har set beskrevet i en anden fransk roman, og som giver lyst til at se byen på den årstid og ikke om sommeren fuld af turister, som er de eneste gange, jeg har været der.

Kvinden håber på en ny kærlighedshistorie, og det oplever hun på sin vis også - bare ikke den, hun håbede på. Hendes rejse var for at få en afslutning - og det får hun. Beskrevet med indlevelse og melankoli, så man føler man er hende.

----------------------------------------------------------------------

Une auteur qui pour moi était inconnue - néanmoins je cherche ce livre depuis quelque temps; j'avais lu des critiques quelque part malgré que le livre date du 2004. C'est un livre qui se lit très rapidement - les pages ne sont pas pleines; c'est écrit assez grand mais dans la belle qualité Babel que j'aime bien. Il y a pleins de petits chapitres remplis des phrases courtes, précises sans un seul mot superflu.

L'histoire est racontée par une femme de 40 ans qui a été quittée par son compagnon; après avoir pleuré un bon moment chez elle, elle vide son compte en banque et part à Venise. C'est l'hiver et ce n'est pas la Venise ni du carnaval avec ses couleurs et festivités, ni la Venise de l'été remplie de touristes - c'est une Venise grise et pluvieuse et déserte. Une Venise qui donne tellement envie de la voir vide et un peu melancholique.

Elle s'installe dans une petite pension où elle partage les chambres avec un couple d'amants et un vieux prince russe ayant surveçu à la révolution, une fuite en Europe pour se retrouver en fauteuil roulant presque mourant à Venise. Elle se lie d'amitié avec le vieux prince qui lui apprend à observer, à noter, à se rappeler - mais aussi le plaisir du vin, des livres, des histoires.

Le prince le pousse à rencontrer un libraire pour lequel elle ressent tout de suite quelque chose - peut-être parce qu'elle est seule et triste? Ils parlent du peintre Zoran Mušič et du livre 'La barbarie ordinaire' (qui est maintenant à lire!!!) - le peintre habite Venise et la femme essaie de le voir pour ainsi s'approcher du libraire. Elle veut une histoire d'amour.

Elle finira par quitter Venise - elle aurait eu son histoire d'amour; différente de ce qu'elle pensait - mais elle repartira reconstruite de ces vacances. Et le titre - est-ce qu'il veut dire qu'elle est seule à Venise? Malgré ses promenades seule dans la ville vide, elle n'est pas seule - elle se retrouve tous les soirs avec le prince qui ne peut sortir. Est-ce qu'il veut dire que 'seule Venise' est capable de faire oublier et d'avancer? Un peu de deux sans doute!

Non seulement il m'a donné envie de retourner à Venise, mais aussi de découvrir des livres et le peintre; mais ne le lisant on se sent dans ses pas pendant quelques heures. A observer et sentir à travers elle - et je pense que je vais lire d'autres romans d'elle.

Métronome - Lorànt Deutsch

• French
• December 8-12
• 377 pages
• Dansk titel: Ikke oversat

Dette er jo ikke en bog, der vil blive oversat til dansk; men hvilken glæde at læse. Måske især for sådan en mystisk én som jeg - der for det første elsker Paris mere end noget andet sted på jorden. Det er nok det sted, jeg føler mig mest hjemme - og hvor jeg kender stort set hvert gadehjørne.

Jeg har også den mani som Lorànt Deutsch med altid at undre mig over, hvorfor en gade hedder det eller det? Jeg går i historiens spor, og jeg kunne bruge årevis på at vende hver sten i den by. Lorànt Deutsch har gjort det på en utrolig interessant måde; der er 21 kapitler - et for hvert århundrede - og hvert kapitel bærer navnet på en metrostation.

Derigennem bevæger han sig op igennem den parisiske historie, og han undgår de mest trivielle fakta, som alle kender. Ydermere er der lagt stor (større) vægt på det første årtusinde, som jeg personligt kendte mindre til - og jeg lærte mange sjove fakta om byen, om gader og om rester af fortiden, der stadig er synlige i gadebilledet for os alle.

Det er en af årets absolutte topsælgere til de franske juletræer - og min udgave er allerede lovet lånt ud. Jeg har ikke læst nogle historiske faglitterære bøger i et godt stykke tid - og det er en genre, jeg holder meget af. En virkelig fantastisk bog - og der er taget noter til steder, der skal besøges nu!

-----------------------------------------------------------------------

Ce livre est un must pour tous qui aiment Paris! Il évite les clichés et les faits bien connus de tous pour nous emmener dans un voyage dans le temps absolument extraordinaire! Je me suis retrouvée dans la curiosité de Lorànt Deutsch et sa manière de s'approprier la ville - avec le respect et la révérence pour le passé, avec la curiosité de se promener et vivre la ville à pied en se démandant toujours pourquoi une telle rue porte un tel nom?

La structure est originale - en représentant les 21 siècles par 21 stations de métro significatives chacun de leur propre siècle, nous vivons Paris de ses débuts de Lutèce jusqu'à la ville telle que nous la connaissons aujourd'hui.

C'est un méli-mélo des faits historiques, des personnages historiques mélangés aux grands événements de l'histoire de Paris et de la France. Mais il y mèle aussi petits anecdotes et conseils pour revoir ces signes du passé dans les rues du Paris comtemporain. On sent que c'est quelqu'un passionnée par sa ville et son histoire - et qui connait les deux en profondeur.

J'ai surtout apprécié la partie du premier millénaire - une partie que je connaissais moins bien; mais le tout est à lire - et relire pour prendre des notes pour ses promenades dans la ville. Seul bémol - je crains que certains de trésors cachés qu'il a réussi à visiter, seront bien plus cachés face à la foule de visiteurs qui vont tenter leur chance. Mais même dehors il y a des belles choses à voir et à apprendre en s'armant de ce superbe livre.

L'intérieur de la nuit - Léonora Miano

• French
• December 6-7
• 214 pages
• Dansk titel: Oversat til svensk til Nattens inre

Jeg læste Miano omvendt - jeg startede med hendes anden roman for godt en måned siden; men den første stod allerede klar hjemme i reolen. Den er om muligt endnu stærkere end den første - og jeg er sikker på, at hun er en af de største nutidige afrikanske forfattere, som formår at formidle det kontinents historie, kontraster og traditioner uden at synke ned i selvmedlidenhed og fortærskede historier om kolonialisme.

'Nattens indre' handler om den unge kvinde Ayané, som kommer fra en lille landsby i det samme imaginære afrikanske land Mboasu som i den anden roman. Hendes stamme har altid levet afsondret fra byen - bortset fra mændene, som af nød drager til byen for at finde arbejde. Landsbyen drives således stort set som et matriarkalsk samfund. Ayané's forældre var atypiske - hendes far drog til byen, kom hjem med en 'fremmed', som han giftede sig med - og så blev han i landsbyen... og han nægtede at tage sig flere koner. Ayané's mor var derfor forhadt og frygtet - som en heks eller troldkone; og dette smittede af på Ayané, da hun voksede op.

Det hjalp heller ikke, at forældrene sendte hende til byen for at studere; og efter gymnasiet til Frankrig - et nærmest diffust koncept for landsbyfolket, som ikke kender til at forlade landsbyens hytter. Ayané vender tilbage til landsbyen, da hendes mor ligger for døden. Hun bliver ikke modtaget med åbne arme - men død skal respekteres, og de ældre kvinder tvinger hende til at opfylde sin rolle som afrikansk datter.

Derefter regner hun med at skulle rejse tilbage til Frankrig hurtigst muligt, og aldrig vende tilbage til det samfund, som hun aldrig har følt sig en del af. Men siden hun ankom har området omkring landsbyen været omringet af guerillasoldater, der vil starte en revolution for at samle landet efter, at det blev delt i nord og syd af kolonimagterne. Hun overvejer muligheder for at slippe igennem til fods, men for sent... for en aften står guerillahæren midt i landsbyen, mens Ayané sidder på udkig oppe i mangotræet.

Oppe fra træet er hun vidne til den tale de indfødte får leveret om det ægte Afrika, om de traditioner og den historie, de skal genskabe i fællesskab - men som kræver nogle ofre. Disse ofre ser hun også - både dem, som modsætter sig idéen og får et hurtigt hug med en machete... eller dem, som udvælges som offerlam for at blive stegt og indtaget som en slags hostie.

Men hun ser ikke det hele; hun så ikke det værste - og hun ved, at hun må forstå, før hun kan få fred i sin sjæl. Hun bliver nærmest drevet ud af landsbyen - men vender tilbage med en tante. Der bliver opgør mellem kvinder - men det er lige så meget Ayané's opgør med sig selv; hun har altid levet i en kultur, som hun ikke har dyrket. Hvilket er forstærket af hendes tid i Europa; og den opfattelse de andre i landsbyen har af hende som den fremmede. Det er en identitetskrise, men som også er kontinentets egen identitetskrise - opgøret mellem det nye og det gamle; urgamle værdier og traditioner og demokratiske principper uden overtro.

Miano formår at fortælle en historie gennem en person, som samtidig er hele symbolet på de konflikter og problemstillinger, som Afrika gennemgår som verdensdel med sin tunge historie. Det var en virkelig fantastisk bog, men også meget barsk!

----------------------------------------------------------------------

"L'intérieur de la nuit" - le premier roman de Miano - est encore plus puissant que son deuxième je trouve. Encore une fois elle arrive à décrire à la fois une histoire personnelle; mais vu avec du récul c'est aussi une image - une personification - des contrastes, des problèmes, des troubles d'un continent qui se cherche encore. Miano est sans doute une des voix les plus sincères et fortes d'une Afrique moderne - sans tomber dans le piège de toujours tout reprocher aux blancs; mais en racontant l'Afrique d'aujourd'hui avec ses multiples défis.

Dans son premier roman on se trouve déjà à Mboasu - ce pays imaginaire qui pourrait être tant de pays africains - dans un petit village perdu dans la brousse. Ici on vit à l'ancienne et seul les hommes s'aventurent vers la ville pour y trouver du travail. La vie au village est donc en grande partie une pouvoir matriarcale. La famille d'Ayané est différente; son père partait en ville, il en revenait avec une femme qu'il aimait et il restait au village. Il refusait de prendre d'autres femmes, et sa femme fût crainte et detestée parce qu'elle était une étrangère - et sa fille forcément une sorcière issue de ce mariage bizarre.

Quand elle grandit et est envoyé à l'école en ville ce n'est guère mieux; et pour finir elle part étudier en France. Ces comportements masculins ne plaisent pas aux femmes du village! Quand elle revient pour dire adieu à sa mère mourante, elle n'est donc pas accueillie les bras ouverts. Néanmoins les femmes lui apprend et lui force à remplir ses tâches de fille dans le processus de la mort; un moment important dans les rites des villageois.

Ensuite elle ne pense qu'à repartir! Mais des rebelles occupent les collines depuis quelques jours et elle ne peut sortir du village. Elle est cachée dans le manguier pour réfléchir à sa fuite, quand un soir les rebelles entrent au village. De là-haut elle voit - presque - tout...

Elle entend le discours bizarre du leader sur la réunification du pays du Nord et du Sud; elle voit les victimes - ceux qui réfusent de se taire mais pas ceux qui sont choisis comme l'agneau sacrificiel pour être cuit et servi comme hostie pour le rituel. Elle entend les cris; elle voit les morts après le départ des rebelles, mais personne ne veut lui raconter ce qui s'est passé - là aussi c'est une tradition pour préserver le village et la tribu. Elle réfléchit comme une occidentale dans son approche de vouloir la verité à tout prix.

Elle est forcée de quitter le village, mais elle revient avec sa tante; là c'est la confrontation entre les femmes - mais aussi pour Ayané de comprendre que ces rites ancestraux ont une importance qu'on ne peut ignorer ou interprêter de manière européenne dans la logique. Elle doit traverser cette crise d'identité en se cherchant... c'est une image parfaite de la crise d'identité de tout un continent aujourd'hui!

C'est un livre magnifique, puissant et terrifiant. Des images très fortes, mais une déscription incroyable des fonctionnements dans un milieu preservé dans un monde moderne!

L'homme qui voulait être heureux - Laurent Gounelle

• French
• December 3
• 221 pages
• Dansk titel: Ikke oversat

Denne bog var også en fødselsdagsgave - men det var ikke en bog, jeg nogensinde selv ville have købt. Den er skrevet af en tilsyneladende specialist indenfor personlig udvikling, og handler om en ung mand, som er på rejse i Bali, hvor han opsøger en gammel vismand.

Denne beder ham om at visualisere sig selv i forskellige situationer for at projicere sig selv hen i det liv, han gerne vil leve for at blive lykkelig. Desværre er det en gedigen samling lommefilosofi - og at bogen har fået så stor succes i Frankrig overgår min fantasi.

Jeg fandt intet - absolut intet - nyt; men at det skulle være nødvendigt at bruge 3 sider på at forklare læseren, hvad placebo-medicin er, vidner vist også om, at jeg ikke var i målgruppen. Jeg kom igennem den - men udelukkende fordi den var så overfladisk og hurtigt læst... ellers havde jeg lagt den fra mig.

----------------------------------------------------------------------

De la philo à deux balles! Que ce livre ait la prétention de se comparer à 'L'Alchimiste' me dépasse. Par ailleurs je n'étais pas impressionnée par le livre de Coelho non plus - ce sont des livres traitant des sujets sérieux mais d'une manière qu'un enfant de 5 ans les comprenne.

Quand j'ai vu qu'il a fallu à Gounelle presque trois pages pour expliquer la théorie de médicaments placébo, il était evident que je ne suis pas dans la cible de ce livre. Je ne comprends strictement pas les critiques tout emballés. Toutes les idées qu'il présente sont des évidences, des facilités - et on n'apprend vraiment rien de nouveau.

Heureusement il est aussi écrit en très grand et il est minuscule - écrit plus petit il ne devrait pas faire plus de cent pages; à peine quoi l'appeler un roman. Donc c'est une pure arnaque à mes yeux... je suis étonnée comment certains 'auteurs' arrivent à gagner de l'argent facile comme ça. L'histoire n'est pas crédible; le langage et la façon de parler qu'a le jeune homme face au sage n'est pas plausible. En bref - à éviter à tout prix!!!