On n'y voit rien - Daniel Arasse

 

• Fransk
• 24.-25. august
• 232 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Daniel Arasse var en fransk kunsthistoriker, der desværre døde allerede som 59-årig af ALS. Han udgav mange bøger, men jeg kender ham primært fra de radioudsendelser han lavede om kunsthistorie. Hans absolutte speciale er Quattrocento-perioden, som jo er min egen favorit.

Bogen her var egentligt tiltænkt ferien, men nu kunne jeg ikke holde det ud længere og ferien starter vel også om lørdagen!

Det er en lille bog i 5-6 kapitler med farvede illustrationer til at ledsage de malerier, der omtales.

Nogle kapitler er monologer, mens andre er en diskussion med en unavngiven ven, hvor de to diskuterer, hvad man kan tolke - eller ej - i forskellige malerier. Arasse kan nemlig det med at få os til at se nærmere og bruge ikonografien til at læse et maleri.

Han kommer vidt omkring - fra Velazquez' Meninas til Tizianz Venus fra Urbino som han sammenligner med Manets Olympia og over nogle Brueghel-malerier. Så det forbliver indenfor hans periode men med afstikkere til nyere malerier, hvor han påviser indflydelsen fra de gamle mestre.

Det er jo lige mig; jeg kan fordybe mig i timevis på museer, og man lærer her nye vinkler at beskue på. Måske er man ikke enig i alle hans betrgtninger, for han spekulerer over symboler og sammenhænge, som der ingen evidens er for, da vi jo ikke altid ved, hvad maleren tænkte. Det gør det dog ikke mindre interessant og udfordrende næste gang man står overfor et af disse malerier. Nu var jeg jo i april på en intens museumsrejse til Madrid med netop Prado, hvor Meninas hænger - men planen for 2025 er Firenze, som jo også har nogle af verdens smukkeste kunstsamlinger. Der vil jeg uden tvivl tænke tilbage på Arasses ord.

Belgien - Vagn Heiselberg

 

• Dansk
• 23. august
• 190 sider

Det er ikke nemt at finde et godt billede af denne antikvariske bog. Jeg fik den i gave af en dansk kollega i Bruxelles, da jeg forlod byen i 2014 efter fjorten år i den belgiske hovedstad. Men jeg læste den ikke - for hvad vidste jeg ikke om det land?

Efter for nylig at have læst den fantastiske roman om burgunderne, der er en integreret del af den belgiske historie var det en passende overgang til at læse om det moderne Belgien - selvom bogen er skrevet i 1974. Det medførte nu også nogle pudsige oplevelser. Jeg har vist også lidt hjemve - jeg har ikke været i Bruxelles siden sommeren 2021; det er alt for lang tid.

Som sagt er den skrevet i 1974, men nogle ting er absolut de samme i dag - sprogkontroverserne, som netop stammer fra de grænser, der blev trukket af det burgundiske hertugdømme og de efterfølgende konflikter og arvinger til området. Her beskrives det i den moderne version, som kun er eskaleret siden da med stigende gensidig antipati og løsrivningsstrømninger. 

Det er en bog, der måske ikke er ældet godt. For det første fungerer den jo ikke som rejseguide længere - dertil er der sket for meget i alle de demografiske tal, som forfatteren opremser. Desuden er sproget lidt stift og virker som TV-avisen i 1970'erne - men beskrivelsen af de lokale traditioner er de samme. Det er jo skønt at se, at karnevallet i Binche, Ommegang-processionen på Grand Place osv. stadig lever i bedste velgående - der håndhæver belgiere traditioner langt bedre end vi gør i Danmark.

Vi kommer omkring de belgiske madtraditioner, de store kunstnere og kunstværker og de historiske byer Ghent, Brugge og Mechelen blandt andet. Men også den stigende internationalisering - forfatteren er i ekstase over de mange fremmede restauranter såsom italienske, marokkanske, kinesiske og mange andre - der var København og Danmark i det hele taget nok langt tilbage i 1974. Selvfølgelig nævner han EF, som det jo hed, og de nye store bygninger, der huser Fællesskabet - og ikke mindst spørgsmålet om Bruxelles ville blive valgt til permanent EF-hovedkvarter; det ved vi jo så i dag.

Det er absolut ikke interessant for en læser, som skal til Belgien for første gang - dertil findes der nye guidebøger. Men for min belgiske nostalgi var det fantastisk. 

 

Til minde om kærligheden - Aminatta Forna

 

• Engelsk
• 17.-22. august
• 464 sider
• Originaltitel: The Memory of Love

Nu er jeg næsten ved at være i bund i bunkerne; og denne har da også ventet i seks år siden jeg læste den første roman af Aminatta Forna. Jeg ved ikke, hvad der flere gange fik mig til at have den i hænderne for blot at stille den tilbage, for da jeg startede var det en intens indgang i et komplekse og smukke historier.

Adrian er faktisk genganger fra den første roman, da han er psykolog på et hospital i Freetown i Sierra Leone. Vi er i 2001, og Adrian har taget en midlertidig stilling i landet for at hjælpe en NGO, men måske også for at komme væk fra ægteskabet hjemme i London. Han får blandt andet til opgave at tale med den døende Elias Cole. Ikke at denne som sådan har psykiske problemer, men den gamle mand har lyst til at lette samvittigheden inden han skal herfra. Derigennem får vi den ene kærlighedshistorie om hans betagelse af den smukke Saffia, som er gift med en af hans kolleger på universitetet. 

Deres historie er også historien om de borgerkrige, militærkup og traumer, som Sierra Leone i årevis havde som hverdag. Saffia er ikke forelsket i ham, men han gør alt for at være i hendes nærhed. Da hendes mand arresteres er han der - indtil han selv bliver arresteret for revolutionær virksomhed.

Samtidig tilser han forskellige patienter, som alle har dybe ar på sjælen efter de seneste oprør - ikke mindst kvinder, der har set deres mænd blive dræbt eller er blevet voldtaget. Han forsøger at hjælpe dem, men må også erkende, at en hvid mand ikke indgyder tillid her.

Kai er en ung kirurg, som bliver ven med Adrian. Han har også traumer efter nogle specifikke hændelser og undgår visse steder i byen. Han vil væk! Til USA, hvor en ven venter på ham - og han flygter fra mindet om den store kærlighed, som bristede under de forfærdelige kår under krigen.

De tre skæbner flettes stille og roligt sammen i en tragisk kombination. Adrian møder en ung kvinde, Mamakay, og de bliver forelskede - eller er det historien om Saffia og Elias om igen? Han vil nu have sandheden ud af Elias - hvor meget gjorde denne for at skaffe rivalen af vejen? Men han ved ikke, at han samtidig ødelægger venskabet med Kai.

Det er skrevet med en utrolig poesi, og det bygger så stille op til katastrofen, at man overraskes men så indser, at sådan må det være. Det er tragisk for alle involverede. Men det rejser også spørgsmål om, hvad man kan forstå som udefrakommende i et land, der er så mærket af fortidens skygger. Kan Adrian helbrede med sine teorier om PTSD etc., når det er et kollektivt traume, som man måske har behov for at have med sig som nation for at komme videre sammen?

Meget bevægende roman; og nu må jeg vist finde andre af Forna.

Klodernes kamp - H. G. Wells

 

• Engelsk
• 14.-16. august
• 244 sider
• Originaltitel: War of the Worlds

Jeg er ikke fan af science fiction-litteratur; men hvis det nu skulle være så måtte det være en af de helt store klassikere. Sidste år i november var jeg i Porto, og besøgte en af de nok smukkeste boghandler i verden - Lello. Selvfølgelig skulle jeg have et minde med hjem derfra og hvad bedre end en bog fra deres eget forlag. Den var simpelthen så smuk, farvestrålende og usandsynlig lækker papirkvalitet med en behagelig skrifttype at læse. Den var heller ikke helt billig - men det er evigt minde om besøget.

Romanen er fra 1898 - og er vel nok en af de første science fiction-romaner, der beskriver menneskehedens møde med fremmede væsener - en idé vi aldrig bliver trætte af at forestille os.

Historien fortælles i første person af en anonym fortæller med visse kapitler, hvor han refererer sin brors oplevelser i de uger Mars-mændene kom til England. En dag lander en underlig cylinder og laver et kæmpe hul i jorden. Det tiltrækker en menneskemasse, som hører støjende lyde indefra og endelig er vidne til de skabninger, der kommer ud derfra. Mars-mændene er kæmpe væsener i metal med tre ben, og de er ikke venligt indstillede. De benytter primært to våben - varme stråler og sort røg; og inden længe har de dræbt alle omkring sig og brændt hele landsbyer ned.

Fortælleren får sin hustru i sikkerhed i en anden by; selv tager han tilbage for at aflevere den hestevogn, han har lånt til formålet - hvilket jo synes lidt absurd situationen taget i betragtning. Han er vidne til flere af de fremmedes angreb, mens han gemmer sig i ruiner af huse og undervejs møder forskellige mennesker. Nogle forsøger han at slå sig sammen med for at øge chancerne for overlevelse. Andre er så påvirkede af situationen, at de nærmest er blevet skøre. 

I en særlig dramatisk scene gemmer han sig med en præst, han har mødt; men denne er helt ude af den, og respekterer ikke hans regler for at rationere mad og drikke. Da han bliver for højrøstet, slår han præsten bevidstløs, og må se til, da fjendens lange arm rækker indi huset for at fange ham. De fremmede lever nemlig udelukkende af menneskeblod.

Det hele ender godt - verden bliver god igen, da de fremmede væsener ikke kan klare de bakterier, de udsættes for på Jorden. Men der er selvfølgelig en morale i det hele! Den ene facet er den britiske imperialisme, som var på sit højeste her i den sene Victoriatid, og fortælleren reflekterer over, hvordan briterne selv behandler andre. Samtidig var det kun et par årtier efter, at Darwin havde udgivet sin tese om survuval of the fittest, og fortælleren har en diskussion med en sldat undervejs, om hvorvidt de skal indordne sig de fremmedes verden for at overleve eller lade sig udrydde - en filosofi om speciernes overlevelse, der var meget oppe i tiden.

Jeg bliver ikke fascineret af historier om små grønne mænd eller andre dommedagsprofetier hverken i bogform eller som film; men dette er en klassiker. Den er også berømt for radiospillet, som blev lavet i 1938 og var så livagtigt, at mange lyttere vitterligt troede, at verdens undergang var kommet. Derfor er den med rette blandt de mest indflydelsesrige bøger i historien, der sin alder til trods stadig sælger mange kopier.

Frederik 5. Den elskværdige europæer - Søren Mentz

 

• Dansk
• 12.-13. august
• 320 sider

Når forfatteren siger, at Frederik 5. er en overset konge og kendt for alle de forkerte ting kan jeg ud fra mit eget kendskab til ham kun være enig. Han fik en opblomstring i historien, da en gipskopi af hans statue i 2020 blev vippet i havnen i oprør mod hans rolle i den danske slavehandel - men ellers kender vi ikke meget til ham.

Hans søn Christian 7. kender vi en masse til på grund af hans psykiske sygdom og dronningen, der havde en affære med hoflægen. Hans far Christian 6. var nu heller ikke den flamboyante type, men levede et liv i total fromhed som oprør mod Frederik 4.'s udskejelser. Men Frederik 5. går lidt under radaren - måske fordi han døde så relativt ung som 42-årig? Man mente nok også i mange år, at han primært udmærkede sig ved et liv i vellyst - druk og kvinder; som i sidste ende tog livet af ham. 

Det er et endimensionelt billede som forfatteren forsøger at nuancere gennem andres overleveringer fra tiden. Kongen selv efterlod ikke mange vidnesbyrd, men hans tætte ven og hofmarskal Moltke samt den engelske diplomat Walter Titley gemte begge breve og dagbogsoptegnelser, som viser kongens personlighed.

Hans regeringsperiode var en af de mere fredelige i vores historie; der var fremgang og stabilitet, og derfor udmærkede han sig hverken ved krigssejre eller nederlag. Han levede et temmelig fredeligt liv med noget så usædvanligt som en hustru, som han oprigtigt elskede. Hun døde dog efter blot otte års ægteskab - og det hjalp absolut ikke på hans trang til de våde varer. 

Han var en folkelig konge; han hadede at tale i store forsamlinger men var i sit es, når han var ude blandt folket og kunne tale med menigmand. Selvom der er 300 års distance til vores tid, tænkte jeg flere gange i beskrivelsen af Frederik 5. på vores nuværende konge. Der synes at være en del paralleller - bortset selvfølgelig fra de mere belastende sider. Men tilgangen til kongerollen set i en moderne kontekst ræsonnerede.

En virkelig interessant biografi om kongen men også om samtiden i Danmark og den europæiske historie; flot illustreret med fine plancher. Eneste irritationsmoment var de stamtavler, der er trykt oven på et træ, så de er umulige at læse.  

Statuetten - Victoria Hislop

 

• Engelsk
• 8.-11. august
• 544 sider
• Originaltitel: The Figurine

Jeg havde oprindeligt bestilt denne som en del af ferielæsningen, men tiden går alt for langsomt nu til jeg skal afsted. Det viste sig at være en god beslutning at læse den inden for ellers havde jeg muligvis givet op og kastet mig over en anden i bunken. Men nu var den købt og betalt!

I modsætning til så mange andre af Hislops romaner er vi ikke i en rammefortælling; så det er den positive nyhed. Til gengæld er den væltet helt over i chick-lit-genren med alle potentielle klichéer.

Helena er født i England i 1960 af en skotsk far og en græsk mor, som stort set har afbrudt kontakten til sin familie. Trods det sender forældrene den otte-årige pige på sommerferie i Athen hos bedsteforældrene i den store herskabslejlighed med dørmand og tjenestepige. Her møder Helena den strenge bedstefar i sin generaluniform og bedstemoderen, som er underkuet denne tyranniske mand. 

Som barn møder hun den fremmede kultur og ikke mindst opdager hun kontrasterne med det fredelige England. I Athen er der politi allevegne, da det er midt i diktaturet og bedstefaderen er tæt knyttet til den junta, der styrer landet. Helena besøger kunstmuseer med den usympatiske onkel Arsenis, som hurtigt skitseres som the bad guy. Da bedstefaderen dør er ferierne i Athen pludselig sjovere - men så stopper de, da den politiske situation forværres.

De første par hundrede sider går faktisk med denne lange indledning om Helenas barndom og ungdom. Hislop er jo stor fan af Grækenland, og hun er meget opsat på at dele ud af sin viden om landet. Det virker dog til tider som om, at alt skal proppes ind i en kontekst, der ikke altid virker naturlig og flydende for historien. Man skulle tro, at Hislop har en tjekliste for vi får dækket det hele fra arkæologi til Athen, musik til moussaka og politik til Parthenon.

Det er en lang opvarmning til Helenas ungdom, hvor hun forelsker sig i den unde Nick, og rejser med ham til en græsk ø for at deltage i arkæologiske udgravninger. Nick er hende utro - men han er også kunsttyv, og kommer i ledtogt med den berømte onkel fra hendes barndom. Da Helena arver lejligheden i Athen opdager hun ydermere det omfattende netværk af trafik af stjålne kunstgenstande og hvidvaskning, som bedstefaderen stod bag. Hun møder selvfølgelig nogle gode mennesker med forstand på kunst - så vi får lidt flere Hislop-lektioner, og det hele ender med en happy ending.

Det var alt for kunstigt og stereotyp - Helena rødmer, har lyserøde sarte læber og der bruges afsindige mængder spalteplads på at omtale hendes hår. Mændene har krystalblå øjne eller firkantede kæber - og således bliver den fysiske fremtoning som taget ud af en Cartland-roman. Jeg troede vitterligt vi var kommet over den slags reduktionisme.

Der er ingen tvivl om, at Hislop kender Grækenland godt og elsker landet dybt og inderligt. Alle hendes romaner handler om landet og kulturen; men hendes pedantiske forsøg på at formidle denne passion falder til jorden, når det bliver en opremsning af fakta og namedropping.

L'évangile du nouveau monde - Maryse Condé

 

• Fransk
• 5.-7. august
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

For et par år siden læste jeg de fantastiske erindringsbøger af Maryse Condé som jeg var blevet inspireret til efter at have læst hele Maya Angelous serie ar erindringer. Men jeg havde aldrig læst hendes skønlitteratur indtil jeg faldt over denne - hendes sidste roman skrevet da hun var 87 år gammel.

Det er hendes testamente på mange måder - en roman med hendes ønsker og visioner for den verden, hun snart skal forlade.

Hvis Mabanckou og García Márquez havde skrevet en roman sammen, ville den nok have lignet denne; det er jo ikke underligt. Condés kultur er afrikansk og caribisk med indflydelse fra den overnaturlige verden, der dominerer sydamerikansk litteratur. Det er fantasy for intellektuelle fristes man til at sige!

En påskedag fødes en lille dreng af en ung kvinde, som efterlader ham i en stald. Her findes han af ægteparret, der bor i huset, og de døber ham Pascal - det latinske navn for påske. Allerede fra starten slås tonerne an!

Den lille dreng anses hurtigt for at være en ny Messias, da han tilsyneladende kan helbrede ved berøring. Så vi hurtigt en fornemmelse af, at der er en parallel til Jesus. Det understreges yderligere, da han indleder et forhold til den prostituerede Maria - som dog ikke hedder Magdalene!

Som ung mand finder han sine biologiske forældre - moderen er konverteret til islam og faderen lever som buddhistisk munk. Så har vi også fået en indgang til verdensreligionerne.

Pascal begiver sig ud på en rejse for at forstå, hvem han er. Han har et lille hold af venner, som pudsigt nok er tolv mænd - symbolerne står i kø; måske lidt for overvældende og indlysende til tider.

Missionen er at finde sin rolle i denne verden, finde nøglen til større forståelse mellem mennesker og ikke mindst forstå om han virkelig er Guds søn.

Jeg var ret fascineret af historien i starten; men jeg synes til sidst, at det blev for forudsigeligt - Pascal forsvinder som 33-årig, og hele vejen igennem er det rent faktisk en omskrivning af Jesu liv til det 21. århundrede. Det er som sagt hendes sidste bog, og imprægneret af hendes håb og ønsker for menneskeheden - efter et langt liv levet i kampen for ikke mindst sortes rettigheder, men også for tolerance og sameksistens. Men det kunne have været mere i antydningen end det er gjort her.

Det var min første fiktion af Condé og jeg tror jeg skal begive mig lidt tilbage til hendes tidligere romaner for rigtig at forstå hendes livsværk. 

Williams befrielse - Maria Julius Hansen

 

• Dansk
• 4. august
• 229 sider

En sag, der åbenbart har fyldt en del i danske medier med massiv pressedækning og en dokumentar fra 2022; men en sag, jeg ikke havde hørt om. Jeg faldt over den på biblioteket, og havde jeg fulgt sagen i detaljer havde den måske været lidt repetitiv.

Maria og Brian er unge og forelskede, da de får sønnen William i 2007. Han er en frisk lille knægt - indtil han pludselig bliver syg. Lidt småsyg snarere - ikke noget alvorligt som kræft eller lignende. Men nok til, at han skal igennem en masse undersøgelser og konklusionen er en alvorlig genfejl, som skal udredes med en knoglemarvstransplantation. Det lyder jo voldsomt, når William nu og her fungerer ganske fint - og det er det da også for den lille familie, som næsten samtidig udvides med en lillesøster.

Men operationen går fatalt galt, og William ender i en respirator som en grøntsag - som Williams mor, Maria, selv siger. Der er ingen, der kan forklare dem, hvorfor og hvad der gik galt! De render panden mod muren i et sundhedsvæsen, som ikke vil tage ansvar. Tværtimod opgiver de ham og anbefaler at slukke for respiratoren.

I 2012 er Williams forældre ikke klar til den beslutning; men alternativet er så hjemmepleje. Det vil sige konstant mandsopdækning med fremmede i huset - eller husene. For forløbet kostede også parforholdet, og William skal nu transporteres mellem to hjem som delebarn i en skilsmissefamilie.

Det er en barsk historie om de elleve år William stadig lever i respirator. En fortælling om konsekvenserne for det andet raske barn; for det nye forhold Maria går ind i - og om det etiske spørgsmål om hvornår nok er nok?

Den beslutning skal man dog være begge forældre om at tage i et tilfælde, hvor barnet er under atten år og Maria og Brian er absolut ikke enige. De skændes og enes om meget lidt; og her fik jeg det altså lidt underligt. For er det i orden at udstille den anden part så offentligt i en konflikt, hvor man kun får versionen fra den ene side? Det er et dilemma, synes jeg!

De ender dog med at nå frem til den svære beslutning, og det er en gribende beskrivelse af de sidste dage inden de slukker for respiratoren derhjemme. Der faldt nogle tårer.

Jeg har det lidt som med Mette Bording Nybos to bøger om hendes personlige historie; det er netop meget personligt og det er muligvis ikke alle parter, der har værdsat den offentlighed omkring det. Er vi som læsere så for nysgerrige på andre folks liv, når vi læser om disse skæbner? Uden tvivl! Men det appellerer også til en trang for os til at rationalisere over, hvordan vi selv ville have ageret i en lignende situation. Alligevel vil man aldrig vide det før man står midt i det - men det giver meget stof til eftertanke. Det giver desværre også en brist i tilliden til vores velfærdssamfund.

Se os danse - Leïla Slimani

 

• Fransk
• 2.-3. august
• 384 sider
• Originaltitel: Regardez-nous danser

Jeg havde det svært med første bind af Slimanis familiekrønike i Marokko; men jeg havde andet bind, og det var enten at give det en chance eller opgive. Det var jeg faktisk også lige ved - men besluttede så at sætte lørdagen ind på de sidste tohundrede sider. Jeg vil ikke sige jeg var mere begejstret; jeg var begejstret over, at det var slut snarere.

Første bind slutter i 1957, da Marokko er blevet selvstændigt og Amine og Mathilde for alvor begynder at se fremskridt på deres landbrug. Andet bind starter i 1968, hvor ungdomsoprøret florerer verden over. Deres landbrug er nu stort og de er blevet til rige borgere - den nye lokale overklasse, der erstatter de tidligere kolonialister. Deres ægteskab er ike meget bedre, men karaktererne forbliver stadig noget overfladiske - så vi ved det, fordi det står skrevet, men ikke fordi vi tolker det.

Igen synes jeg det stikker lidt i alle retninger. Amines søster Selma er blevet gift med chefen på landbruget, som dog er håbløst forelsket i Amine. Deres ægteskab er ikke-eksisterende, og hun indleder en affære med Amines og Mathildes søn Selim - hendes egen nevø. Da det slutter, rejser Selim rundt med en flok hippier, som mener, at Marokko er det nye paradis. De bor sammen med landets allerfattigste og finder det uendeligt poetisk - på den egoistiske hashomtågede facon, som fjerner enhver form for realitetssans.

Datteren Aicha studerer medicin i Frankrig, og møder racismen i Europa inden hun flytter hjem og gifter sig med Medhi - endnu et ulykkeligt ægteskab. De bliver også en del af en overklasse, som drikker alkohol og spiser fransk mad mens de hyrer en tjenestepige, der sover på gulvet i køkkenet. Med andre ord ender alle med at indtage den rolle, som franskmændene havde og de er totalt blinde for ironien i dette. 

Men den største gene for mig er forfatterens antipati for hendes protagonister; hendes inkonsekvente historiefortælling, der springer rundt uden at personerne knyttes sammen som den familie, de jo er.

Jeg forstår desværre ikke helt entusiasmen over denne historie; men nu ved jeg heldigvis, at jeg ikke skal ærgre mig over at vente på tredje bind.

De andres land - Leïla Slimani

 

• Fransk
• 29. juli - 1. august
• 416 sider
• Originaltitel: Le pays des autres

I 2019 læste jeg den Goncourt-vindende roman af Slimani, som virkelig satte gang i en debat i Frankrig. I 2020 udgav hun så første del en planlagt trilogi om sit hjemland Marokko, som blev fulgt op i 2022 med andet bind. Jeg købte allerede første bind i paperback-udgaven i 2021, og sidste sommer andet bind - men jeg lod dem stå og vented på tredje bind. Jeg ville kunne læse dem alle i et stræk - men nu ser det ud til, at tredje og sidste bind lader vente på sig, så jeg besluttede at gå i gang!

Historien er inspireret af hendes bedsteforældres historie, som mødte hinanden i 1944, da hendes morfar er soldat i Frankrig under 2. Verdenskrig og møder en ung kvinde i Alsace. Det er dog ikke deres præcise historie, men omstændighederne er de samme vanskelige for Amine, der møder Mathilde i Frankrig. De forelsker sig hovedkulds og gifter sig, da Mathilde er kun 18 år gammel. Hun rejser til Marokko, hvor de installerer sig på den gård Amines far havde købt for at give sønnen muligheder i livet. Landjord var en sikker værdi og Amine er virkelig interesseret i at skabe en god forretning.

Noget sværere er det for Mathilde, som ikke er forberedt på det kulturelle chok det er at blive hjemmegående husmor i et patriarkalsk samfund. Amine er pludselig ikke så eksotisk spændende som han var i Frankrig, og hun opdager hurtigt, at hendes plads i samfundet er ambivalent for alle. Hun er ikke europæer som de franske kolonialister, der bor der på grund af hendes ægteskab - og hun er heller ikke marokkaner og muslim. Byens bedre borgerskab ser ned på hende og datteren Aicha drilles i skolen; Amine og hende skændes og han bliver voldelig.

Alt imens hun forsøger at affinde sig med dette liv og til tider gennemtvinge nogle kristne traditioner som jul, der altid falder til jorden, starter urolighederne for at opnå selvstændighed. 

Der er basis for en virkelig interessant historie; ikke mindst set fra hendes synspunkt med den kulturelle baggrund. Men Slimani levede ikke i 1950'ernes Marokko, og billedet bliver temmelig forvrænget.

Der er alt for mange stereotyper i beskrivelsen af marokkanerne som beskidte, uhygiejniske og dovne - og europæerne som foragter og udnytter dem. Personerne mangler dybde, og der er for mange svinkeærinder ud i beskrivelser af personer og situationer i fortiden som ingen relevans har for historien.

Sprogligt er den meget nem at læse, men jeg kæmpede med kvaliteten og historien. Så det var fint ikke at vente på tredje bind selvom jeg vil give andet bind en chance. Vi forlader familien i 1957 lige efter deres uafhængighed, hvor Amines bror tager en aktiv del.