Leurs enfants après eux - Nicolas Mathieu

 

• Fransk
• 18.-22. oktober
• 560 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg vil gerne læse nogle flere Goncourt-prisvindere; der er jo en rigtig god grund til, at de har vundet den ypperste franske litterære pris. Jeg har også flere stående, men jeg har jo altid et lille reservelager af bøger.

Jeg var én gang tidligere startet på denne, som vandt prisen i 2018 - men efter et par sider blev jeg bange for, at det var en form for coming-of-age-roman om teeenagekærlighed og den slags. Så den blev parkeret. Denne gang besluttede jeg mig for, at jeg skulle videre ind i den - og pludselig var jeg totalt grebet af en barsk socialrealistisk fortælling om Frankrig i 1990'erne.

Jeg boede første gang i Frankrig i slutningen af 1980'erne - og igen fra midten af 1990'erne; og så er jeg jo konsekvent vendt tilbage igen og igen siden. Så i denne historie genfandt jeg minder om fransk musik; tv-udsendelser; kendisser osv. som var min hverdag i så mange år. For en dansk læser ville det dog nok være svært at skabe en forbindelse til de billeder, han ønsker at fremmane hos os.

Bogen er opdelt i fire somre - 1992, 1994, 1996 og 1998. Det foregår i Lorraine - den nord-østlige del af Frankrig, som efter en rig industriel periode nu er præget af fattigdom, og hvor man enten er "fyret, fraskilt, hanrej eller kræftramt".

Vi følger Anthony, som er 14 år - faderen er fyret fra byens store fabrik, og ender som alkoholiker. Anthony ryger fede og har ingen fremtidsdrømme indtil han møder Stéphanie. Hende og veninden Clémentine kommer dog fra det lidt bedre borgerskab, og disse drenge er kun interessante som deres lille bad boys-erfaring. Endelig er der Hacine, hvis forældre indvandrede fra Marokko, og hvis far også er arbejds- og modløs over alle de forventninger til livet i Frankrig, som aldrig indfriede sig.

Anthony og Hacine krydser veje nogle gange; de er både symbolet på samfundsproblemerne men også en forlængelse af deres fædres fallerede liv - som titlen angiver: "Deres børn efter dem". For i bund og grund er der ingen grund til at tro på, at man kan hive sig selv ud af det sociale dynd, man sidder i.

Stéphanie er og forbliver uopnåelig for Anthony; Hacine er og bliver en fremmed selv da Frankrig i 1998 vinder VM i fodbold, og hele nationen hylder diversiteten på landsholdet.

Mathieu tager os igennem de klassiske teenage-temaer som seksualitet, fremtidsdrømme, venskaber - men han beskriver først og fremmest et liv i dvale, hvor man ved, at det er den permanente tilstand for éns liv. Men han gør det som skrev han en thriller, og jeg forventede flere gange, at det ville gå helt galt. Det gør det ikke - eller måske gør det i al sin enkelhed? For ikke at kunne ændre sine livsvilkår er vel dramatisk nok?

Der er indtil nu 120 Goncourt-vindere; og de ældste bliver nok lidt svære at finde og sikkert også at læse. Men jeg skulle gerne forbedre min 14% score lidt; for bøger udgivet efter 2000 er det 50% - men der er flere i gemmerne og nu er der ganske snart endnu en vinder at tilføje til listen.

Sweet Caress - William Boyd

 

• Engelsk
• 12.-14. oktober
• 464 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Da jeg for nylig læste den relativt nyudkommede roman af William Boyd var det mit første møde med hans forfatterskab. Jeg var temmelig begejstret - og så læste jeg et sted, at han har skrevet tre romaner i samme stil. Nemlig en roman fortalt i første person ental, hvor man følger hovedpersonen fra vugge til død et helt liv igennem.

Denne gang er vi dog lidt mere tidssvarende, da hovedpersonen fødes i 1908 i England. Hun hedder Amory Clay - et unisex-navn, fordi faderen var skuffet over udfaldet! 

Romanen har form af flere af hendes dagbogsnotater fra 1977, der beskriver hendes daglige liv i et isoleret sommerhus på en skotsk ø, hvor hun drikker for meget whisky og socialiserer med de lokale, blandet med flashbacks fra hendes yngre dage. 

Amory er et produkt af en småaristokratisk familie – hendes far, Beverley, er en mislykket romanforfatter på randen af nervøst sammenbrud efter at have tjent i 1. Verdenskrig; hendes mor er en fjern, temmelig arrogant tilstedeværelse i børnenes liv. Den afgørende begivenhed i unge Amorys liv er da hendes far kører ud en sø i et forsøg på at begå selvmord og tage hende med i faldet. De overlever dog. Beverley bliver sendt til en institution, og Amory får aldrig fuld tillid til de mænd, hun elsker.

Hendes voksne liv tager os i mange uventede drejninger - fra stripklubbernes i 1920'ernes dekadente Berlin, til fascistiske optøjer i London i 1930'erne, til Anden Verdenskrig i Frankrig og senere til Vietnam. Undervejs elsker hun en håndfuld mænd, som vi møder én for én - og jeg synes i hvert fald, at hun nuppede den forkerte til sidst. Men hun står også over for store spørgsmål om tro og forræderi - hun er impulsiv og selvmodsigende; men så usigeligt menneskelig. 

Bogen er tillige illustreret med sort-hvide fotos, som forfatteren må have fundet online. For sjovs skyld googlede jeg et af en herregård, som reelt eksisterer - men under et andet navn. Så man kan undre sig over, hvem det, der figurerer på alle de billeder? Men effekten er utrolig; man har reelt fornemmelse af at sidde og tage del i en persons livshistorie, som sad vi i en sofa med en kop kaffe - eller en whisky nok snarere - og vedkommende fortalte mig i tilbageblik om sit liv, mens vi så på de gamle fotos i et album.

Jeg synes måske, at historiens vægt mod slutningen bliver en anelse skæv og forhastet; men det var nok også mest fordi jeg ikke ville have den til at ende.

Jeg er vild med det koncept; og som sagt er der yderligere en roman i samme format, som jeg må få skaffet mig. Jeg forstår ikke, hvorfor disse bøger ikke er oversat til dansk? 

Magtfulde dronninger i middelalderen - Torben Svendrup

 

• Dansk
• 8.-10. oktober
• 350 sider

Et dejligt lille tilbudskøb fra weekenden, som hurtigt fik ben at gå på!

I september læste jeg jo en bog om renæssancekvinder, og primært de italienske - så dette var en form for logisk forløber rent historisk. Denne omhandler danske dronninger i perioden fra Gorms Thyra til Christian II's dronning Elisabeth. En ganske lang periode med mange udsving i Danmarkshistorien og voldsomme tronskifte og kampe. Det var også en periode, hvor Danmark voksede og skrumpede uendeligt som territorierne udvidede sig gennem krigene med Sverige eller pantsætningen af dansk jord. Ikke alle konger var lige dygtige og arven, der blev delt mellem sønner udvandede ligeledes arealerne.

Det er absolut en lærebog; forfatteren er professor og historiker, og det ses tydeligt i formidlingen af emnet. Men målgruppen er jo sikkert heller ikke specielt bred. Derfor undrede det mig også lidt, at man mente det nødvendigt at forklare, hvad hostien var.

Den indledende del giver os en gennemgang af kvinders status og forhold i perioden fra omkring det første årtusindskifte og frem til Reformationen. En periode, hvor kvinder ikke var så underkuede, som eftertiden vil gøre dem til - og hvor Kirkens fremstilling af kvinder også viste stærke personligheder i helgeninder og Jomfru Maria.

Der var jo som sådan ikke meget fantastisk nyt for mig i dette; men det er altid interessant at læse det i en form, hvor fokus er på en bestemt vinkel - som her kvinderne.

Dernæst følger en række kapitler, der fokuserer mere på enkelte personligheder; dronninger, der indtog en  reel rolle ved siden af deres kongelige ægtefæller. Selvfølgelig er der også historien om Margrete I, som om nogen formåede at gøre Danmark til et stort rige - og ikke havde lyst til at overlade magten til mænd.

Det er vist første gang, jeg har læst noget fra Kristeligt Dagblads Forlag, og selvom jeg fandt tryk og skrifttype lidt mindre godt egnet til en god læseoplevelse, så var kvaliteten af korrektur langt bedre end for de fleste danske forlag. Dog er det lidt ærgerligt, at de får det berømte slag i Estland, hvor Dannebrog dalede ned fra himlen, forlagt til 1229? Det er bare den slags fejl, der ikke bør kunne ske.

Menneskets dybeste erindring - Mohamed Mbougar Sarr

• Fransk
• 4.-7. oktober
• 461 sider
• Originaltitel: La plus secrète mémoire des hommes

De danske anmeldelser af denne franske prisvindende roman er ganske naturligt noget forvirrede. Et sted læser man, at anmelderen har en følelse af at have læst noget stort. En anden, at den er så optaget af specifikke franske problemstillinger, at det er svært at forstå den. Det er en roman, der deler vandene - men det er absolut ikke uden grund, at de vandt den franske Goncourt-pris i 2021.

Jeg fik den foræret netop da, den havde vundet denne pris - men med en ny kræftdiagnose var samtlige bøger lagt på hylden; og først nu kom det pludselig over mig, at jeg skulle i gang med den. Så levede og åndede jeg faktisk ikke for andet i de fire dage lige så snart jeg var vågen (og ikke arbejdede!).

Men lad os først starte et helt andet sted.

I 1968 modtog den maliske forfatter, Yambo Ouologuem, den franske Renaudot-pris for sin debutroman - som den første afrikaner. Der gik dog ikke lang tid før kritiske røster mente, at den var lovligt meget inspireret af blandt andet Graham Greene, men også franske forfattere. Desuden bliver den på det afrikanske kontinent kritiseret for at angribe afrikanernes rolle i slavehandel og koloialisme; dette var jo i kølvandet på selvstændigheden af mange afrikanske lande, hvor hyldesten til afrikansk kultur og identitet var vigtig propaganda for projektets succes.

I 1972 stoppes salget af hans roman, og Ouologuem rejser hjem til Mali, hvor han dør i 2017 uden at have udgivet flere bøger.

Denne tragiske historie bliver inspirationen til Sarrs vanvittige labyrintiske historie om den unge senegalesiske forfatter Diégane Latyr Faye og hans møde med romanen Umenneskelighedens labyrint skrevet af den mystiske og mytiske T. C. Elimane. Diégane har selv udgivet sin første roman, og færdes i det litterære afrikanske miljø i Paris, hvor han første gang støder på bogen, der udkom i 1938. Dengang lød kritikken først og fremmest på, at den umuligt kunne være skrevet af en afrikaner - det var en anden tid skal man huske. Dernæst var der nogle, der opdagede, at bogen ganske enkelt var en slags patchwork af elementer fra kendte forfattere fra antikken til moderne tid. Forfatteren selv, Elimane, holder sig væk fra pressen - så ikke mange kender ham; og pludselig er han væk. 

Diégane beslutter sig for at finde sporene af ham, og tager os med ind i den labyrint, som bliver hans jagt efter Elimane. Det bliver en historie om Afrika og især Senegal; det tager os til Sydamerika og igennem Frankrigs historie fra 1. Verdenskrig til studenteroprøret. Der er så mange lag og ikke blot graver vi os vertikalt ned i historien, men zigzagger os op og ned i lagene vertikalt og horisontalt. 

Det er meget kompakt og intenst; til tider skal man lige stoppe op for at huske, hvor man er og med hvem i en historie, hvor nogle sætninger fylder flere sider. Jeg tror jeg talte lidt mere end fire sider i træk uden et punktum. Samtidig var jeg blæst bagover af skønheden i at skrive hele denne roman - om en roman, som vi aldrig ved mere om end titlen. Vi får aldrig at vide, hvad den handler om - men måske er der slet ikke nogen roman og slet ingen Elimane? Måske er det metaforen for den ultimative bog, læseoplevelse, forfatter?

Som Sarr selv skriver det i romanen - og her i min oversættelse og ikke den officielle danske oversættelse. 

"En stor bog taler altid kun om ingenting, og alligevel er alt der. Gå aldrig mere i fælden med at ville sige, hvad en bog, du synes er fantastisk, handler om. Denne fælde er den, den offentlige mening sætter for dig. Folk ønsker, at en bog nødvendigvis skal handle om noget. Sandheden er, at kun en middelmådig eller dårlig eller banal bog taler om noget. En stor bog har intet emne og taler om ingenting, den søger kun at sige eller opdage noget, men dette alene er allerede alt, og dette noget er også allerede alt."

Der er absolut intet at sige til, at Sarr vandt prisen - og i modsætning til sin protagonist Elimane ikke bliver buhet ud af kulturelitens parnas. Den rørte mig absolut på et litterært niveau; men jeg var selvfølgelig også et nemt offer. Senegal har en helt speciel plads i mit hjerte; og den kultur og de steder han nævner i bogen har jeg jo oplevet. Så ja, jeg forstår, at den ikke er let tilgængelig for et dansk publikum uden konteksten med kolonialismen i Afrika, Dreyfus-affæren etc. Det bør dog ikke afskrække nogle fra at læse den, og måske tage det som en katalysator til at læse mer fransk og afrikansk litteratur. 

Nu er jeg blot virkelig spændt på at de, hvor Sarr tager os hen efter denne vanvittige "debut" - for det er det på trods af, at hans tre tidligere romaner nu er optrykt med mere opmærksomhed i Frankrig. Forhåbentlig ender han ikke som Elimane i hans roman - eller som Ouologuem i virkeligheden!

Når livet kalder - Claire Alexander

 

• Engelsk
• 2.-3. oktober
• 368 sider
• Originaltitel: Meredith, alone

Meredith er snart 40 år gammel, single - og så forlader hun ikke sit hjem. I 1214 dage har hun ikke været uden for sin gadedør. Hun arbejder hjemmefra som freelancer; hun får sin mad leveret til døren; hendes veninde Sadie kommer på besøg og klarer de ting, der kræver, at man bevæger sig udenfor. Meredith bager, læser, lægger puslespil og hygger med katten, Fred. Hun konsulterer en psykolog, men får aldrig rigtigt sagt, hvorfor hun egentlig ikke kan forlade hjemmet.

Sådan kunne det nok være fortsat i år endnu, hvis ikke Meredith en dag får besøg af Tom, der arbejder for en frivillig organisation, der besøger ensomme mennesker. Hun synes jo ikke selv, at hun er ensom - men Tom kommer indenfor, og meget mod sine forventninger taler de godt sammen. Så møder hun Celeste på en online chat, og overrasker igen sig selv ved at invitere hende indenfor. Den ene ved selvfølgelig hvordan hun lever; den anden gør ikke.

Historien fortælles i små kapitler nummereret for hendes isolation; og indskudt er der flashbacks til barndommen og ungdommen. En barndom med en alkoholisk disfunktionel mor, der er blevet forladt af faderen og nu straffer børnene. En ungdom med en kæreste hun selv forlader. Og det helt unævnelige, der bliver katalysatoren for hendes isolation.

Det er en del mere chick-lit end jeg havde forventet. Man aner hele tiden, hvor historien bærer hen, og der er ikke de store overraskelser. Så det skal hvile på personerne og deres tyngde i historien. Det gør det til dels, men det forbliver i overfladen - Meredith fungerer relativt godt, men de andre personer kradser man kun lidt i overfladen som statister til Merediths liv.

Det er meget hurtigt læst og med en absolut forudsigelig afslutning. 

Numéro deux - David Foenkinos

 

• Fransk
• 1. oktober
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Oktober startede i højt tempo med Foenkinos seneste roman fra 2022, som direkte oversat hedder Nummer to.

Her er vi tilbage i det kortere format, som absolut er bedre egnet til Foenkinos' temperament; jeg blev dog lidt bekymret, da jeg opdagede, at det handlede en del om Harry Potter. Jeg er nemlig en af de sikkert tre mennesker i verden, der hverken har læst bøgerne eller set filmene. Jeg aner med andre ord meget lidtom det univers.

Men man kan sagtens forstå bogen uden at kende mere til Harry Potter, opdagede jeg heldgivis!

Martin Hill er ti år gammel i 1999, da en totalt ukendt J. K. Rowling får accepteret sit manuskript til en roman, og man hurtigt beslutter, at der er filmpotentiale. Hans forældre er skilt, og han bor med faderen i London og besøger moderen i Paris hver weekend. Da han ved et tilfælde kommer med faderen på arbejde en dag, får han mulighed for at blive statist i en film - og her ses han af den instruktør, der leder efter det store lærreds Harry Potter.

Meget hurtigt bliver det alt den unge Martin drømmer om; men der er desværre en anden kandidat også og man har svært ved at beslutte sig mellem Martin og den lige så gamle Daniel Radcliffe. Som bekendt ender Daniel Radcliffe med at få rollen - så meget vidste selv jeg - og Martin må acceptere, at han blev nummer to.

Problemet er bare, at Harry Potter bliver en planetær succes. At der ikke er én - men syv bøger. At der er syv film. At der er merchandise. At der er temaparker. At han ikke kan bevæge sig nogle steder uden at blive mindet om den skæbne han kunne have haft.

Da faderen dør flytter han til moderen i Paris. De tager til Grønland på sommerferie - der er i hvert fald ingen Harry Potter. Det bliver hans livs traume, og forfølger ham i omkring tyve år.

Der er en del sort humor i denne historie; men det er også helt reelt en fortælling om at blive afvist og tabe i en konkurrence. Den situation, hvor man ved, at man er dårligere end en anden person.

Martin Hill er en fiktiv person, selvom der var en anden lille dreng, som var i tæt løb med Daniel Radcliffe om at få rollen - gad vide, hvad han ville tænke om denne historie?

For Harry Potter-aficionados er der dog også en del anekdoter om Rowling og begyndelsen på hele den vanvittige historie som dette fænomen jo blev. Det var faktisk en ganske underholdende roman med en især overraskende slutning med en rigtig fin anekdote - og dejligt, at Foenkinos her var som han er bedst! 

Marie Grubbe - Dan H. Andersen

 

• Dansk
• 30. september 
• 256 sider

Jeg samler på biografier af kongelige og adelige og især fra denne periode; men nogle gange må man ty til biblioteket - hvilket jeg var glad for efter at have færdiggjort denne biografi på en enkelt dag.

Jeg har som så mange andre selvfølgelig læst J. P. Jacobsens roman om den adelige kvinde, der endte et helt andet sted i sit liv - men det er mange år siden. Desuden er der jo ny viden, og denne biografi er absolut non-fiction i modsætning til Jacobsens fortolkning af hendes liv.

Dog sidder Dan Andersen med præcis samme problem som alle tidligere forfattere, der har villet skrive hendes livshistorie. Der eksisterer stort set intet overleveret materiale skrevet af hendes egen hånd - ingen breve, dagbøger etc. Der findes en sagsakt fra hendes første skilsmisse, som skulle være skrevet af hende - men det tjener sagens formål og giver os ikke noget indblik i hvordan Marie Grubbe var som person.

For hvordan ender man sine dag ludfattig med en voldelig alkoholiseret ægtemand i et ynkeligt hus på Falster, når man er født med en guldske i munden?

Fra en barndom på et gods, kom Marie Grubbe til København, da hun blev git med kongens uægte søn. Hun boede i Oslo, da det var Christiania, og havde sin daglige færd ved hoffet og blandt rigets mægtigeste. Men så gik det galt - først da hun tog sig nogle elskere i Norge, og blev skilt. Så blev hun gift igen, men efter 16 års ægteskab, da hun principielt set var temmelig midaldrende efter den tids målestok, faldt hun for husets kusk - den noget yngre Søren Ladefoged.

Men vi aner intet om, hvorfor hun var utro i sit første ægteskab - var det kedsomhed, oprigtig kærlighed i modsætning til en strategisk alliance? Eller hvorfor hun faldt for den unge kusk? Jo, måske var han ung og lækker - men han må have haft andre egenskaber for, at hun tog så let på omgivelsernes syn på dem?

Måske havde hun til sidst ikke andet valg end at blive hos ham for at få mad på bordet; selvom han konsekvent var hende utro, var voldelig og deslige. Men de har givetvis næret en stor kærlighed til hinanden i starten - det var under alle omstædigheder ikke for pengenes skyld han tog hende.

Men problemet med denne manglende dokumentation bliver desværre, at den ellers glimrende research kommer til at handle om alt andet end Marie Grubbe. Selvfølgelig omhandler det på sin vis hendes liv, men vi får uendelige gennemgange af Søren Ladefogeds skærmydsler med ordensmagten - og Marie forsvinder helt i dette billede. Faktisk er det næsten misvisende at kalde det for en biografi af hende; det er snarere af dem som par.

Je vais mieux - David Foenkinos

• Fransk
• 26.-29. september
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I ferien læste jeg denne meget fængende roman af David Foenkinos; så jeg gik straks i gang med at finde flere af hans romaner på biblioteket. Det hjælper også på min målsætning om 50% læste bøger i 2023 ikke skal være indkøbte, og generelt er jeg positivt overrasket over, hvor mange franske bøger man kan finde med lidt tålmodighed.

Laurent er omkring fyrre år, gift med Elise og far til to børn, som allerede er flyttet hjemmefra. Han arbejder som projektleder i et arkitektfirma, men han er ikke den mest frembrusende ambitiøse type. En søndag midt i familiefrokosten får han pludselig ondt i ryggen - akut, smertefuldt og meget angstprovokerende. Over de næste par dage bliver han røntgenfotograferet, scannet og alt muligt andet - men ingen finder en logisk medicinsk forklaring.

Laurent er selvfølgelig selv overbevist om, at det er kræft og han snart skal dø. Han er temmelig meget ude af koncepterne, og på arbejde bliver han narret af en kollega, der vil skubbe ham til side. Så dør svigerfaderen - og inden han ved af det vil konen skilles, han har slået sin kollega og er blevet fyret - og han har stadig ondt i ryggen!

Laurent er ærligt talt en lidt irriterende hovedperson; selvmedlidende, navlepillende og neurotisk!

Jeg har det bedre som titlen er, er hans historie om at få det bedre - men det er en lang og træls vej. Hvert andet kapitel er 2 korte linier, hvor han indikerer sin smertescore på en skala fra 1 til 10 efterfulgt af et-to nøgleord, der beskriver hans psykiske tilstand. Det når at ramme helt op i toppen af skalaen, inden det hele ender lykkeligt. Hvilket faktisk er en sjældenhed i Foenkinos' romaner.

Jeg havde lidt svært ved at finde ægte sympati for ham; men primært er det nok et helt andet problem, der forstyrrer. Jeg har læst mindst otte romaner af Foenkinos, og ofte er de omkring 200-250 sider lange. Det er en helt perfekt længde for ham, føler jeg. Hans tempo og staccato skrivestil egner sig ikke til for lange romaner, og det er det, der sker her - og så begynder han at trække i langdrag og gentage sig selv. Absolut ikke den bedste fra hans side!

 

How To Be A Renaissance Woman - Jill Burke

 

• Engelsk
• 24.-25. september
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er altid farligt at bevæge sig ind i en boghandel; og jeg var på udkig efter en helt bestemt nyudgivet bog, som de ikke havde modtaget endnu. Men så fandt jeg denne, som jo er som skrevet til mig med min fascination af renæssancekunst. Det er en dyr fornøjelse at give 300 kroner for næsten samme antal sider, og så læse den på to dage. Men det var to dejlige dage!

Omdrejningspunktet er ret interessant for indviede - hvordan renæssancens kvinder gebærdede sig for at finde en form for uafhængighed i deres ellers ret overvågede liv. Enten i hjemmet under forældres åsyn - eller senere som gifte kvinder. Der var regler for alting - om de måtte gå udenfor (og i så fald med hvem?). Om de måtte klæde sig på en bestemt måde; bære håret på en bestemt måde eller benytte hjælpemidler som kosmetik, hårfarve eller endog kosmetiske operationer.

Kvinders temperament var ligesom mænds defineret ud fra fx hårfarve; det mente man sagde en del om balancen i de fire temperamenter: det sangvinske, det melankolske, det koleriske og det flegmatiske. Når man var syg, var det fordi der var ubalance i de fire temperamenter - men kompositionen var ikke den samme for kvinder som for mænd. Ydermere kunne hårfarve som sagt sige en hel del om ens temperament.

Det var jo vigtig viden for en eventuel kommende mage; så at ændre sin hårfarve var ligeså farligt som at bruge make-up - for manden så jo ikke, hvad han virkelig "fik for pengene". Make-up og visse hårfarver var forbeholdt fx prostituerede, som også bar et gult stykke klæde for at identificere sig. Pudsigt som gult altid er farven, der skal signalere bestemte samfundsgrupper, der marginaliseres - som jødestjernen!

Jill Burke er professor ved Edinburghs kunstuniversitet, og har tidligere skrevet flere bøger og afhandlinger om renæssance. I denne bog tager hun virkelig udgangspunkt i bøger fra samtiden, der beskriver kvinders forhold - men også skrevet af kvinder selv. Der var absolut meget feminisme i det 16. og 17. århundrede, selvo vi i dag forbinder det med noget nyere tid. Hun har gravet sig igennem utallige opskrifter på cremer, shampoo, make-up og deslige, og afprøvet dem alle i sit eget køkken. I bogens sidste kapitel er en udførlig samling opskrifter, hvis man ønsker at prøve. Hun har dog fjernet de mere farlige af slagsen som fx dem med kviksølv, som var en yndet ingrediens dengang - og som kostede en del menneskeliv. 

Der var kvindelige kunstnere, som fik frihed og uafhængighed - Gentileschi, Anguissola, van Hemessen, Fontana osv. Bogen fokuserer en del på Italien, fordi det jo var renæssancens højborg - men også fordi især venetianske kvinder blev målestok for skønhed. Man talte om Titian-hår eller venitian blonde, som det stadig kaldes på sprog som engelsk og fransk. Botticellis kvinder var indbegrebet af dette skønhedsideal, så det er kun naturligt at fokusere på Italien.

Det er underholdende og lærerig læsning; smukt illustreret med malerier af og med de omtalte kvinder. Man kunne så blot ønske sig, at billedoversigten indeholdt indikationer af, hvor disse malerier befinder sig!

The Romantic - William Boyd

• Engelsk
• 18.-23. september
• 480 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

 

Pudsigt nok har jeg aldrig læst nogle romaner af Boyd, og han må jo siges at være yderst produktiv. Denne så jeg dog omtalt, og den blev indkøbt til ferien - men endte med at blive hjemme. Den er meget tæt skrevet og med meget små bogstaver - det egner sig generelt ikke godt til ferielæsning i solen.

Det er en finurlig indledning - Boyd får os indledningsvis til at tro, at han har fundet en lille samling papirer, som er selvbiografien af Cashel Greville Ross, som levede fra 1799-1882. I virkeligheden er dette lige så opdigtet som hele historien; men hans pointe er jo, at man kan tage en given person fra et par århundreder tilbage, og ud fra tidsperioden skabe en historie om et menneske og hans liv. 

Det er det, Boyd gør her, hvor vi følger Cashel Greville Ross fra vugge til grav.

Til at starte med er der rodede familieforhold, da Cashel vokser op i Irland med sin tante, som senere viser sig at være hans mor. Hun har et forhold til godsejeren, hvor hun arbejder som guvernante, og de to må flytte til Oxford, da hun bliver gravid. Således lever godsejeren et dobbeltliv med de to familier - men da Cashel opdager sandheden stikker han af hjemmefra som 15-16-årig.

Det bliver en begivenhedsrig rejse ud i verden for Cashel, som er med på slagmarkerne ved Waterloo i 1815. Han kommer til Indien med den britiske hær; men ender dernæst i Pisa i starten af 1820'erne, hvor han ferierer sammen med Shelley og Byron. Således formår Boyd at flette denne ukendte persons liv sammen med de store begivenheder og personligheder fra tiden.

I Italien møder han også den unge smukke Raphaella, som dog er gift med en gammel greve. Da de endelig får hans velsignelse til at have et diskret forhold, fortæller greven Cashel, at der jo har været andre.

Det er her Cashels romantiske karakter spiller ham et puds igen; han styrter hjem, pakker og forlader byen. Han er nemlig en håbløs romantiker, og i denne oplysningstid var den evige debat jo om intellekt i modsætning til følelser. Cashel kan ikke finde ud af om han skal lade sit hjerte eller sin hjerne råde - og han filosoferer en del over, hvorfor livet tager ham de steder det gør. 

Han kommer vidt omkring fra Amerika til Afrika; og ender til sidst tilbage i Italien efter mange eventyrlige historier; og med endnu en chance måske for at se Raphaella trods deres høje alder.

Det er på flere måder en interessant historie. For det første fordi vi vitterligt følger manden skridt for skridt livet igennem, og man kan heppe på ham og irriteres over hans dumme beslutninger.

Men det er også et interessant tidsbillede af en mand, der ikke har en decideret profession, men rejser rundt i verden for at klare sig. Nok var der en overvejende del af befolkningen, der var stavnsbundne hjemme i arbejde og sociale klasser, som ikke tillod den slags fantasier - og så var der den anden adelige del. Men derimellem var der også en gruppe mennesker, som levede ved at rejse rundt og finde muligheder for at "overleve" uden et reelt job.

Det er lidt tankevækkende, at vi i dag er så bundne af materielle ting - vores huse, møbler og ejendele. Hvis vi pludselig skulle forlade et sted, er det et projekt af enorme dimensioner. Cashel - og mange andre på hans tid - rejste rundt med relativt få ejendele. Man havde lidt tøj, nogle få bøger og nogle personlige klenodier. Men man lejede jo blot et møbleret hus eller værelse efterhånden som man etablerede sig rundt omkring - og man tog intet med sig til det næste sted.

Det gav jo en frihed for at opleve verden og en tro på, at der altid var muligheder for at tjene penge - uden at have pensioner og opsparinger og anden sikkerhed. Selvfølgelig gik det langt fra altid godt - men Cashel leverhele sit liv med denne vanvittige optimisme for livet, og det er en fornøjelse at følge.

Han var en mand, som Shakespeare kunne have beskrevet med disse ord fra Som man behager:

All the world's a stage, 

And all the men and women merely  players, 

They have their exits and their entrances,

And one man in his time plays many parts.