La saison de l'ombre - Léonora Miano

• Fransk
• 9.-10. november
• 247 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nu er det efterhånden snart seks år siden, jeg sidst læste noget af Léonora Miano - og desværre er hun ikke i mellemtiden blevet mere kendt i Danmark. Det er virkelig en skam!

En nat vågner beboerne i en lille landsby ved, at deres stråhytter står i brand. De flygter fortvivlede uden at ænse, hvad der foregår. Da roen sænker sig opdager man, at tolv mænd mangler. Ti af dem er unge mænd, som var sammen med to ældre for at fuldføre deres manddomsprøver - for vi er jo dybt inde i den afrikanske jungle. Men tiden er underlig udefinerbar, og som læser var jeg destabiliseret i begyndelsen. Ydermere har alle kvinderne navne, der starter med "Eb" og alle mændenes navne starter med "Mu" - der var lige noget at holde styr på.

Bogens fokus er for det første den animistiske tro, som jeg er temmelig fascineret af. Hvordan mødrene til disse ti unge mænd lukkes inde i et fælleshus i ugevis til man er sikker på, at de ikke har noget med forsvindelserne at gøre. Men ved at afskære dem fra lokalsamfundet, fratager man dem retten til at smykke ansigterne med ar for at fortælle Døden, at den skalholde sig væk - de har givet! Det giver andenkonerne mulighed for at vinde magt i de små familier - det hele er et spørgsmål om en verdensorden, der bulrer sammen. Fordi de er så vant til at gøre tingene efter gudernes tegn og traditionerne. Men denne situation er så nu og skræmmende for dem.

En af mødrene tager afsted - hun har hørt sit barns stemme, som fortæller hende, at han er ved vandets land - men hvordan skal man forstå det. når det eneste vand man kender er regnen og et lille vandløb til at vaske tøj i? Men afsted tager hun, og samtidig drager en gruppe mænd afsted for ligeledes at lede efter landsbyens unge.

Og det bringer os videre til det andet store tema - slaveriet og ikke mindst afrikanernes egen medskyldighed i det, der foregik.

Efterhånden som de rejser fremad mod kysten, går det op for dem, at deres naboer Bwele-stammen måske ikke er så venligtsindede, somde altid har troet. Men alle disse ændringer skyldes 'hønsefodsmændene", som er kommet i en stor båd. Det er den hvide mand, somde kalder sådan på grund af deres bukser og sko. De har tilbudt beboerne ved kysten geværer, smykker, spejle, alkohol og alle verdens lokkende gaver imod at få slaver. Først tager kystfolket deres egne slaver - for selv hos dem var der hierarki og slavearbejde - men senere må de søge indad ilandet.

Her møder de Bwele-folket, somfor at redde sig selv, overfalder og bringer dem Mulongo-folket fra bogens lille landsby.

På sin vis er det jo grænseoverskridende for en afrikansk forfatter således at sætte ord på dette. Selv i Alex Haleys "Rødder" er det udelukkende den hvide mand, der lægges for had. Men realiteten er jo en ganske anden, selvom det selvfølgelig i århundreder ikke har passet til den dialog, man i Afrika har søgt at skabe. Jeg mener absolut ikke, at det retfærdiggør slaveriet - men det giver et mere nuanceret billede end konstant at sætte Afrika i martyrrollen - et problem, som Richard Dowden så glimrende beskriver konsekvenser af i sin bog om kontinentet.

Men tilbage til Mianos historie - som hele tiden foregår i denne udefinerbare tid og med de afrikanske ånder allestedsnærværende. Hendes sprog og skrivestil er poetisk og gennemsyret afrikansk; hun har heldigvis formået at bevare dette på trods af hendes nu mange år i Frankrig.

Jeg var dybt grebet af historien og stemningen; den var så trist og samtidig så barsk og realistisk. Det er en universel historie, som også fortæller os, hvad begær og magt fører til. Et glimrende eksempel på styrken i afrikansk litteratur.

Lamentation - C. J. Sansom

• Engelsk
• 1.-8. november
• 737 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Historiske krimier er lige mig - når jeg endelig skal læse en krimi; og så skal det jo under ingen omstændigheder være svenske elendige femi-krimier. Så denne appellerede til mig, da jeg så den i lufthavnen på vej på ferie.

Da jeg så kiggede nærmere på den, opdagede jeg, at det faktisk var sjette bind i en hel serie om detektiven Shardlake fra det 16. århundredes England. Så blev jeg lidt i tvivl om jeg skulle starte fra begyndelsen, men endte alligevel med at kaste mig over denne - krimier kan jo som regel læses uafhængigt.

Året er 1546, og England kommer sig over krigen mod franskmændene, som der refereres en del til i forhold til den krumryggede advokat Shardlake - og som var omdrejningspunktet for femte bind må man formode. Kongen. Henry VIII, er ikke længere ung og begynder at lide under årtiers udskejelser med mad og vin i alt for store mængder. Måske ved han selv, at tiden er ved at rinde ud og vil have styr på fremtiden. Den lille prins Edward er kun ni år gammel, og landet plages af de religiøse heksejagter, der er resultatet af kongens brud med Rom.

Nogle vil tilbage til den katolske kirkes praksis og med Paven som overhoved; men andre hælder mere til en protestantisk inspireret tro. Kongen selv er fint tilfreds med at være Guds stedfortræder og holder fast i transsubstantionanen - eller nadveren, hvor brød og vin symboliserer Jesu legeme og blod. At benægte denne tro er en overtrædelse af loven, der straffes med døden - som regel ved at blive brændt på bålet.

Catherine Parr, som er kongens sjette og sidste hustru, er absolut liberal i sin tro, og i 1546 har hun skrevet en lille pamflet, som hedder Lamentation of a Sinner. Den skulle senere udkomme (dog først efter kongens død) - men i krimien her bliver den stjålet fra dronningens værelser.

Jagten på bogen bliver samtidig et indblik i de forskellige fraktioner omkring kongen - katolikkerne og protestanterne, som man groft sagt kan stille det op, selvom det er lidt mere nuanceret end som så.

Shardlake arbejder på at finde bogen, men hurtigt begynder mordene at følge i kølvandet på alle implicerede. Der er højere kræfter indblandet - og det viser sig da også. at kongens nærmeste rådgivere har ansat spioner til at fremme hver deres lejr.

Selvfølgelig er alt dette blot fiktion og spekulation; faktum er dog, at historisk foregik der en del heksejagter i året 1546 - og ikke mindst var der mange, der forsøgte at vælte dronningen, da det havde afgørende betydning for den tro den lille arveprins ville blive opdraget i. Som historien skulle vise, så døde han ung og hans søster Mary bragte kortvarigt England tilbage til paven inden hendes død. Dernæst fulgte Elizabeth I, som var udpræget protestant - ikke mindst influeret af hendes stedmor, Catherine Parr.

Det historiske aspekt var fascinerende og spændende læsning; men jeg synes, at der var for mange gentagelser. De andre bind er alle omkring de 500 sider, og det ville have været glimrende til denne også. Tit blev hele intrigen opsummeret igen og igen - og det trætter læseren. Men jeg levede mig ind i personerne, og jeg er jo vild med netop Tudor-tiden - så det er ikke utænkeligt, at jeg anskaffer mig de fem første bind ... i den rigtige rækkefølge!

Les Brumes de l'Apparence - Frédérique Deghelt

• Fransk
• 27.-30. oktober
• 370 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Denne bog blev jeg rigtig rigtig gal på - men ferien var ved at være slut, og den skulle under ingen omstændigheder med hjem i biblioteket men endte derimod i en skraldespand på strande - men jeg læste den dog færdig.

En jetset-agtig 40-årig parisisk kvinde arver en dag et hus i en øde del af Frankrig. Hvor det præcist er, forbliver lidt uklart men det må være i den østlige del. Huset viser sig at være en total ruin, men de lokale er voldsomt bange for det, da de mener, at hele familien nedstammer fra troldmænd og kvinderne er alle hekse.

Hun tager dertil for at bese det - og for hurtigst muligt at sælge. Men det viser sig jo at være lidt svært med det rygte hængende over huset. Hurtigt begynder hun også at opleve mystiske ting - paranormale hændelser; og så møder hun en ukendt tante, der fortæller hende, at hun kan komme i kontakt med de døde.

Derfra udvikler det sig til en rodet gang pladder!!! På den ene side er hun rationel og afviser alt det vrøvl - med en form for mislykket humor og ironi i skrivestilen. På den anden side bliver hun vanvittig spirituel og ser pludselig verdens overfladiskhed som et tegn på menneskehedens forfald.

Det er desværre så dårligt skruet sammen, at intet virker troværdigt. Det skifter fra side til side imellem hendes lommepsykologi, som mildest talt er skrækkelig at læse - til hendes kamp med manden, der er en kapitalistisk nar (men det ser hun ført nu) og hendes nyfundne kærlighed til en natur, hun som pariser altid har foragtet. 

Jeg kæmpede mig igennem det hele - og så røg den i skraldespanden. Desværre har jeg endnu en af hendes bøger stående - men den får ikke lige så mange chancer helt bestemt!

The Taxidermist's Daughter - Kate Mosse

• Engelsk
• 24.-26. oktober
• 445 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Kate Mosses bøger er som regel en 'good-read'- men også 'easy-read'-oplevelse; så denne virkede som oplagt ferielæsning, da jeg købte den i lufthavnen på vej til Sri Lanka. Den sidste læste jeg på Kap Verde og den forrige i et fly hjem fra Costa Rica - så de er definitivt kategoriseret som ferielæsning.

Efter trilogien om katarerne i Sydvestfrankrig er vi nu tilbage i England - i Sussex, hvor forfatteren selv kommer fra. Det er en lidt mørkere historie om en sen aften, hvor de lokale mødes på kirkegården. Den lokale legende siger, at man der vil kunne se, hvem der skal dø i det følgende år - og den unge Connie er mødt op for at holde øje med sin lidt fordrukne far, som lever af at udstoppe dyr. Men efterhånden er det mere Connie selv, der holder gang i forretningen selvom deres hus lidt uden for byen er berygtet i landsbyen.

En uge efter den dystre aften på kirkegården skyller et lig op ved flodbredden ved deres hus - og det er bestemt ikke selvmord. Det er tværtimod en ung lidt enfoldig kvinde, der har været forsvundet i noget tid. Men hendes tøj passer ikke med hendes sociale stand og hurtigt udvikler det sig til en mordhistorie, som involverer hendes far - men også andre højerestående mænd fra de omkringliggende byer.

Connie møder den unge Harry Woolston, hvis far er forsvundet, og sammen forsøger de at opklare det store mysterie.

Det hele foregår over blot tre intense dage - med masser af udstoppede dyr og dysterhed indblandet ... og selve plottet er rent faktisk godt skruet sammen; en overraskelse næsten til det sidste. Og dermed rigtig glimrende ferielæsning - men dog noget let i det.

On ne voyait que le bonheur - Grégoire Delacourt

• Fransk
• 22.-23. oktober
• 307 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Grégoire Delacourts 'Ønskelisten' blev oversat til dansk, og det er jeg overbevist om, at denne også vil. Jeg var ellers ikke så himmelrykt begejstret for supermarkeds-lottoseddel-historien som så mange andre; men en god fransk ven anbefalede mig denne - og blot det, at netop han anbefalede den undrede mig nok til, at jeg vidste, at det måtte være godt.

Det er en yderst barsk hverdagshistorie. Om alle de små ting - barndommens små nederlag, studietidens venner og drillerier, den første kærlighed og hvordan man endelig tror, at nu er det hele lykke, Især når det første barn kommer - men også den første krise i ægteskabet ... det første utroskab. Vores fortæller giver i den første del denne historie videre til sin søn som en undskyldning eller en forklaring - man aner blot ikke, hvor det ender.

Men han er blevet forladt af konen - det var ikke ham, der var utro; han var blot lykkelig i hverdagen. 

Denne første del ender barsk med, at han forsøger at dræbe dem alle - først datteren, som er det ældste barn, men i stedet for at nå til sønnen og sig selv så går det galt. Han ender med en ulykke på samvittigheden; en af den slags skilsmisseulykker, som man jævnligt læser om i medierne i dag. Hvor skilsmisser, nye ægteskaber, deling af børn og karrierepres pludselig får det hele til at vælte.

I den anden del er han nogle år senere ude af hospitalet efter at have udstået sin psykiatriske straf. Han rejser langt væk for at leve af ingenting ... med ingenting. Men langstom begynder han at rekonstruere sig selv og finde venner og følelser igen. Eller måske faktisk endnu ærligere end de nogensinde har været.

Den sidste del er fortalt af den lemlæstede datter, da hun langsomt begynder at slippe hadet til faderen. Og så er der trods alt en slutning fuld af forhåbning.

Men det er en trist historie med et højt niveau af aktualitet - desværre.

Og lang langt bedre end de tidligere romaner fra hans side - så kan kun anbefale den danske udgave, når den kommer.

La piste fauve - Joseph Kessel

• Fransk
• 16.-22. oktober
• 490 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Rejsebøger er vist voldsomt i fremgang i disse år, som vi bevæger os væk fra komfortable charterrejser og vil ud at opleve verden på en anderledes måde. Problemet er bare, at resten af verden også forandrer sig - men ved at gå tilbage til de gamle rejsebøger finder man den spænding og gejst, der var ved at rejse i de 'gode gamle dage'!

Kessel gjorde det i stor stil, og efter opdagelsen af hans minibog kastede jeg mig over en lidt større for at se, om det kunne bide fast - og i den grad!

Denne bog er faktisk den større beskrivelse af hans store Afrika-rejse i 1953, hvorfra et par kapitler blev taget ud og udgivet separat - så dem havde jeg jo så læst. Men at have det hele samlet er bedre selvfølgelig.

Hans beskrivelser går lige så meget på hans opdagelser af naturen og landene, han rejser igennem inden Afrika blev selvstændigt - men også hans samtaler med den hvide mand, som jo herskede over alt dette. Det kunne være interessant at finde historier fra hans hånd fra et årti senere - da kolonitiden var i sin opløsning!

Der er grumme historier om afrikansk trolddom, om den hvide mands fordærv på grund af for meget magt, for meget angst og for meget druk. Der er smukke beskrivelser af rejser igennem fantastiske landskaber, som slet ikke findes så uberørt i dag. 

Det er ganske enkelt fænomenal rejselitteratur og nu ender det jo nok med, at jeg indkøber hans samlede værker på én gang. Det er virkelig en pendant til Kapuscinski!

Havet i Theresienstadt - Morten Brask

• Dansk
• 11.-14. oktober
• 267 sider

Sammen med historien om inderen, der drog til Sverige på cykel, fandt jeg denne - i et supermarked til 100 kroner for de to bøger. Et virkeligt kup, da de begge viste sig at være fantastiske bøger.

Morten Brask var helt ukendt for mig, men bogens bagside appellerede til mig, og det er altså en skrøbelig og sørgelig fortælling om en danskers ophold i en tysk lejr under 2. Verdenskrig.

Daniel Faigel bliver sammen med flere hundrede andre danske jøder sendt til Theresienstadt, som ikke var en udryddelseslejr som fx Auschwitz - men dog ikke et behageligt sted at opholde sig. Der var mange tjekkiske, polske og jugoslaviske jøder - men altså også de ca. 500 danske jøder, som dog var lidt mere fredet end andre. Den danske stat formåede på forunderlig vis at opretholde en vis form for beskyttelse af sine borgere, selvom man ikke kunne få dem frigivet.

Daniel er ud af en juristfamilie i København; en velstående familie med lange traditioner som dommer. Men under overfladen er ikke alt, som det skal være og iblandet hans oplevelser i Theresienstadt vandrer hans minder tilbage til moderens sygdom, som prægede hans barndom. Daniel var lille og forstod ikke helt, hvad der foregik - men at noget var galt vidste han.

I lejren bliver han udtaget til at være læge, og møder den unge tjekkiske Ludmilla. De forelsker sig på trods af de svære kår og hendes grufulde forhistorie.

Det er fortællingen om, hvordan man som indsat måtte snyde sig til mad; hvordan Daniel må føjje SS-lederen og blandt andet pleje hans prostituerede 'veninde' for syfilis - og senere lederens tyske kone, som han har fået smittet. 

Det er historien om, hvordan man pynter lejren og stiller et større skuespil op, da den danske Røde Kors-delegation kommer på besøg, og det nærmest ligner et lille paradis midt i en krigszone.

Det er en fiktiv roman, men man kan næsten forestille sig, at det hele kunne være sandt. At der faktisk har levet et menneske, som var i den lejr og oplevede de ting, som de beskrives i bogen.

Det hele er så trist selvom de får deres små øjeblikke af lykke - en lykke, som desværre ikke holder til Bernadottes hvide busser henter dem hjem; Daniel mister sin Ludmilla netop som hjælpen var indenfor rækkevidde.

Nu skal der pakkes en del bøger i kufferten til mere end to ugers ferie i Sri Lanka - oplevelser, afslapning - men bestemt også læsetid ... ikke mindst under nogle temmelig lange flyveture!

Sigøjnerinden fra Sevilla - Ildefonso Falcones

• Dansk
• 4.-10. oktober
• 784 sider

Jeg har tidligere læst to af Falcones historiske romaner, som er en slags spansk pendant til Folletts middelalderromaner, som dog foregår lidt senere - nemlig i det 18. århundrede for denne histories vedkommende.

Maurerne er en stor del af spansk historie, og den er emnet i Fatimas hånd; denne gang er vi nået til sigøjnernes historie, som jo er en vigtig og ikke altid gloriøs del af mange landes historie. Jeg har tidligere læst en faglig beskrivelse af sigøjnernes kultur og filosofi - men også deres trange kår, som var ikke ulig jødernes. Men nu var det en absolut romantiseret version jeg gav mig i kast med.

Caridad er en cubansk slave, som sendes på et skib til Spanien. Undervejs dør hendes ejer, og ved sin død sætter han hende fri - men hvad gør en slave, som ikke kender til frihed, og ikke ved, hvor hun skal gøre af sig selv i et nyt land? Caridad kommer til Sevilla, hvor hun hurtigt bliver taget under vingerne i Vega-familien, som er en af byens store sigøjnerfamilier - men bedstefaderen Melchor, datteren Ana, som er gift med José og barnebarnet - den gudeskønne Milagros, som er forelsket i Pedro, som er barnebarnet til Melchors livslange fjende.

I 1748 beslutter den spanske konge at fængsle alle sigøjnere - de skal interneres i fængsler; kvinder for sig og mænd for sig - og det er ikke nemme kår, de kommer til at leve under. Men nogle formår at flygte - deriblandt Caridad og Milagros, som dog endelig vender tilbage til hjembyen, hvor Milagros gifter sig med Pedro. Han er selvfølgelig en klovn - og ægteskabet kaster kun endnu mere ved til bålet mellem de to familier.

Det er en fortælling om hårde vilkår; om familiestridigheder og hævngerrighed - men selvfølgelig også om kærlighed - mellem Milagros og Pedro; mellem Caridad og den gamle Melchor. Og det er historien om sigøjnernes specielle levevis og kultur. 

Falcones bøger kan til tider være lidt for detaljerede - man kunne godt mene, at der kunne skæres en anelse af de store murstensfortællinger. Men hen mod slutningerne er jeg altid oppe i højeste gear, og kan ikke slippe dem - til gengæld er det altid en anelse tungt at komme i gang med. Det er bestemt ikke indviklet læsning; men der er tit for mange detaljer til at holde mig fanget i begyndelsen.

Men det var glimrende underholdende læsning!

New Delhi - Borås - Per J. Andersson

• Dansk
• 312 sider
• 2.-3. oktober

Og så en rigtig feel good-bog, som læses i et snuptag; men som var bedre underholdning end hvad fjernsynet havde at byde på fredag og lørdag aften. Mit fjernsyn er så sjældent i brug faktisk; det er som regel mere interessant at fordybe sig i en bog og samtidig undgå al støjen.

PK - eller Pikej, som han kaldes i bogen - fødes i 1950 i en lille landsby i Indien. Hans familie er urørlige; den laveste kaste af dem alle. Ikke desto mindre er der en astrolog, der spår, at han en dag vil blive gift med en kvinde fra et helt andet land, som er født i Tyrens tegn og ejer jungle - altså fra en langt højere kaste end ham selv. Men det har lange udsigter, som han vokser op og må lide under drillerier, social eksil i skole og blandt andre - som urørlig må han ikke komme ind i klasselokalet men kun høre på afstand. Den unge PK forarges jævnligt over den uretfærdighed, der er i det indiske system. 

Han begynder at studere, men det går heller ikke så godt for ham; så han rejser til New Delhi for at gå på kunstakademi. Det er temmelig svingende liv - han sover på gader og under broer og har knap penge til mad. Alligevel tegner han portrætter af ministre og ender med at blive lidt en brik i Indira Gandhis politiske spil i midten af 1970'erne. 

Men det er også den periode, hvor Indien var et af de sidste stop på The Hippie Trail; enkelte fortsatte videre til Nepal eller Goa, men for mange var New Delhi målet. PK møder mange udlændinge og skaffer sig kontakter - og en dag møde han den lyshårede svenske Lotta. Det er kosmisk evig kærlighed! 

PK beslutter sig endelig for at tage til Sverige for at leve sammen med hende - så hvad er da mere logisk end at tage sin cykel og gå i gang. Det er jo nærmest utopisk for os i dag at forestille os. Selvom han undervejs møder små udfordringer, så er der i det store go hele ikke mange, der stopper ham og taler om opholdstilladelser og visa. Han når til Sverige, og må tilpasse sig - hvilket heller ikke viser sig at være nemt. 

Men snart fyrre år senere bor Lotta og PK stadig i et lille svensk træhus langt oppe i Sverige. Det er da en dejlig positiv historie. Det er desværre en af den slags historier, som ikke ville kunne finde sted i dag.

Born in Africa - Martin Meredith

• Engelsk
• 29. september - 2. oktober
• 287 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er så fantastisk dejligt og spændende at afveksle sin skønlitterære læsning med lidt non-fiction; at holde sig åben for ny lærdom eller blot genopfriske skolelærdommen.

Det tager mig altid langt længere tid at læse - for der er mange afstikkere .... Wikipedia, videoer - eller blot andre bøger, der skal slås op i undervejs. 

I denne lille bog om vores fælles baggrund som afrikanere var der masser af kontroverser at undersøge; videnskabsmænd er jo notorisk uvenner over mangt og meget. Enten fordi de vil have deres eget navn frem i på scenen eller fordi det er så uendeligt svært med al den forhistorie, hvor 100.000 år pludselig blot er en parentes.

Martin Meredith beskriver en lang række palæoantropologers arbejde i Sydafrika, Tanzania/Kenya i området omkring Great Rift Valley men også i andre afrikanske lande, hvor man mener, at vi stammer fra. Hvordan mennesker udviklede sig fra aberne - hvorfor vi pludselig begyndte at gå på to ben, og ikke med de lange arme som hjælp. Hvornår begyndte vi at tale og med hvilket formål?

Hvornår skete den egentlige 'fødsel' af mennesket, og hvad definerer denne forskel? Er det når vi begynder at udtrykke os i kunst eller når vi begynder at begrave vore døde - for så udtrykker vi følelser som glæde og sorg. Eller er det da vi begynder at lave værktøjer og udtrykker intellekt?

Det er en fantastisk spændende bog, som ender med at beskrive den konkrete udvandring fra Afrika og hvordan man den dag i dag kan genfinde DNA-typer i os, der nedstammer fra netop det område i verden. Hvor vi altså alle kommer fra - selvom det sikkert kan provokere nogle.

Forfatteren omtaler også sproget - click-language - som det stadig findes hos en stamme, San-folket og jeg fandt en fantastisk video, hvor man kan høre det meget specielle sprog, Der kan man sagtens forestille sig, at det var rigeligt at udtrykke sig med for millioner af år siden - så meget var der vel heller ikke at tale om?