Tuesday, November 11, 2014

Ikke at ville se - Jan Guillou



























  • Dansk
  • 9.-10. november
  • 352 sider

Og straks fortsatte jeg med fjerde bind af Guillous serie om det tyvende århundrede, da jeg i lørdags fandt den nyeste udgivelse til en fordelagtig pris. Og så alligevel ikke, når den er læst på to dage, vel?

I det hele taget var jeg irriteret over indtil flere elementer, og har lidt på fornemmelsen, at Herr Guillou er ved at tabe pusten og ikke når til vejs ende med sine ambitioner.

Det irriterede mig ved første øjekast, at formatet ikke er det samme som tredje bind, som jeg også havde købt indbundet - og som faktisk var samme format som paperback-versionerne af første og andet bind. Det ser bare ikke pænt ud, når de står sammen i reolen.

I første bind var kapitlerne opdelt efter personen, der "fortalte" det samt tid og sted. I andet bind var det udelukkende Sverre, og der var tid og sted som kapitelangivelse samt en titel. I tredje bind var vi nede på kun årstal og sted - og i fjerde bind er der seks afsnit; et per år. Som sagt virker det som om, at entusiasmen er ved at forsvinde en anelse.

Derudover fortælles det stort set kun fra Lauritz' perspektiv, og han er hårdnakket i sin overbevisning om, at tyskerne vil vinde krigen og desuden bliver uskyldigt beskyldt for diverse uhyrligheder - som fx koncentrationslejrene. Vi følger Ingeborgs langsomme kræft mod kampen - heller ikke her vil Lauritz se det indlysende; og bogens titel er glimrende ramt. Men man bliver jo lidt irriteret på ham Lauritz - og så savner jeg virkeligt, at der er mere diversitet i synsvinklerne.

Jeg er nervøs for om dette kan holde århundredet ud, når det bliver for ensporet - selvom anden generation praktisk nok har sørget for, at der er en tredje generation på vej - og praktisk nok født på samme tid, så man kan arrangere dem med og mod hinanden i kommende afsnit.

Krigen beskrives igen med til tider penslende detaljer - og troen på den tyske sejr - men så ignorerer man fuldstændig D-day, som ellers om noget blev beviset for Tysklands endeligt. Måske skyldes dette, at Lauritz foretrækker sine nyheder fra en tysksindet avis, der ikke er synderligt nuanceret i sine holdninger. Men historien overordnet set bliver for ensformig og kedelig.

Som sagt er to dage ikke en god læseoplevelse for mig, når jeg havde glædet mig til at se hans familiekrønike folde sig ud. 

Saturday, November 8, 2014

Mellem rødt og sort - Jan Guillou



























  • Dansk
  • 6.-8. november
  • 377 sider

Fortsættelsen til Guillous episke historie om det tyvende århundrede starter i 1919; de tre norske brødre blev genforenet i Berlin ved afslutningen af 1. Verdenskrig, og kan videreføre familiens forretninger.

Den homoseksuelle Sverre, som man fulgte i Dandy, bliver i Berlin sammen med Oscar, hvis afrikanske penge jo blev grundlaget til familiens formue. Lauritz er nu i Sverige sammen med sin tyske hustru og deres fire børn.

Historien handler nu om at få sat børnene i karakter - med ti planlagte bind er det jo i sagens natur dem, der skal løfte historien videre. Det lykkes til dels med Harald - Lauritz og Ingeborgs ældste søn, som hurtigt udviser særdeles kærlige følelser for tyskernes naturlige overlegenhed, og krig og magtbrug som en naturlig del af tilværelsen. Han bliver jo familiens sorte får senere hen - men også bindeleddet i historien om Stockholm og Berlin, da han sendes til Tyskland for at fortsætte sin skolegang.

Oscar og hans tyske hustru Christa lever lykkeligt med Oscar i en total politisk uvidenhed på en tid, hvor Europa samler sig efter sårene fra Verdun - og inden længe kan ane, at nye skyer trækker sig sammen. Deres børn er endnu for små til reelt at kunne indtage en rolle i historien; og generelt er det svagheden i denne tredje del af historien, at børnene ikke formår at udfylde en personlighed. Det samme gælder til dels de to tyske hustruer - og den homoseksuelle Sverre tvinges tilbage til en rolle som den stilfærdige onkel, som absolut ikke længere har et liv efter hans egen overbevisning.

Der er ligeledes en irriterende tendens til at ville forklare de politiske og samfundsmæssige forhold, som nok kan gavne en yngre moderne læser uden viden om de reelle årstal og forhold. Men det gør desværre historien lidt for langsommelig til tider; og man savner virkelig at komme ordentligt ind i deres personer. Det var nemmere i de to første bind, hvor der var færre personer at forholde sig til. Men som forfatter skal man jo inddrage hele familien, hvis man vil skrive en sags af disse dimensioner.

Lauritz' søn Harald bliver selvfølgelig en tro tjener af Hitler; men hjælper også brødrene til at sikre deres formue, som nu står i bygninger i Berlin og Dresden ... i parentes bemærket de to byer, der om muligt blev hårdest ramt af bombardementer - man kan ane en økonomisk krise nogle bind senere!

Der er stadig en del namedropping, som jeg også var irriteret over i andet bind - Guillou anfører selv Erik Larsons fremragende biografi om den amerikanske ambassadør Dodd, som kilde - men hvorfor indføre ham og datteren Martha i en enkelt ligegyldig sætning for derefter at lade dem forsvinde?

Nå, jeg er jo alt i alt glimrende underholdt på trods af disse småfejl - og købte straks fjerde bind; der er trods alt nemmere end at skulle vente et år på at komme videre med familien Lauritzen.

Thursday, November 6, 2014

I am Pilgrim - Terry Hayes


























  • Engelsk
  • 1.-5. november
  • 895 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Årets krimi - intet mindre! Det er postulatet, der har ledsaget denne bogs lancering med massiv opbakning af sociale medier og anden brug af marketing til at skabe en vis hype. Lykkes det så?

Det er en meget omfattende bog, som til tider kan lede sin læser lidt på sidespor og det kan man så enten lide eller ej. Med så mange sider er det også vigtigt for en forfatter, at researchen er i orden og der ikke kommer uoverensstemmelser undervejs. Det klarer Hayes egentligt fint - men der er visse basale fejl, som virkelig skyldes elendig research - men som jeg havde særlige forudsætninger for at kunne 'gennemskue'. 

Historien er som sagt vidtrækkende - det starter med et mord i et usselt hotel i New York; en kvinde er myrdet, og alle hendes kendetegn er væk - tænder, fingeraftryk etc. Dermed er hun fuldstændig umulig at identificere. Mordet skal opklares af betjenten Ben Bradley, men med i hotelrummet er også den mystiske mand uden navn. Det er pilgrimmen, som han dog først bliver til langt senere i historien.

Pilgrimmen er en agent i USA's hemmelige tjeneste, som har været med i adskillige af verdens brændpunkter inden 11. september. Da tårnene i New York faldt sammen, besluttede han, at tiden for den slags agenter måtte være ovre - da de jo netop havde fejlet deres fornemste opgave.
Han går på en form for tidlig pension efter at have skrevet en bog om, hvordan man udfører det perfekte mord - og det er netop den bog, der har været brugt ved mordet i hotelværelset - og Ben Bradley har gjort det umulige .... fundet manden, der i årevis har levet under falske identiteter og burde være beskyttet af regeringen. Og hvis en 'simpel' betjent kan finde ham, så kan andre også - deriblandt nogle, som Pilgrimmen oprigtigt ikke vil findes af!

På den anden side - den onde side selvfølgelig - er der Saraceneren; hele opsætningen bliver lidt bibelsk og linjerne er skarpt trukket op allerede i deres navngivelse. Saraceneren er saudiaraber og oplevede som barn sin far blive offentligt halshugget. Det blev kimen til en hard core islamisk terrorist, som vil styrte landets kongedømme og tage hævn over faderen. Men med tiden beslutter han sig for, at de lande, der er med til at støtte landets styre og andre lande (som Israel) er dem, der skal ødelægges - og USA er selvfølgelig den største fjende af dem alle.

Det er en roman, som nemt kan kamme over i generaliseringer og dermed en lidt farlig vej at tage for en forfatter, da det er en hårfin grænse at balancere på. Han får da også trukket tråde tilbage til 2. verdenskrig og nazisterne, og en hel del til nutidens kamp mod terrorisme med saracenerens idé med at inficere landet med kopper - en sygdom, der for længst er udryddet.

Historien følger hver deres livshistorie separat indtil det øjeblik, hvor Pilgrimmen trækkes tilbage til tjeneste af ingen mindre end den amerikanske præsident, og man kan allerede se filmudgaven for sig. Derefter kæmper de to 'usynlige' mænd mod hinanden og mod tiden, for virusen er produceret og skal nu dræbe den amerikanske befolkning.

Dermed kommer man vidt omkring - stort set samtlige mellemøstlige taliban-styrede lande men også Tyrkiet, Balkan, Italien, London, Paris .... der en meget fart, og med de relativt korte kapitler og skiftet mellem de to personers historie skaber det konstante cliffhangere, som får læseren til at holde ved.

Og så er der de virkelige graverende fejl! Jeg kunne selvfølgelig være stolt af, at det firma, jeg arbejder for nævnes så mange gange, at det virker suspekt - men desværre er han gået temmelig forkert med præcis, hvad firmaet kan og ikke kan. Det er ganske enkelt elendig research - og enormt irriterende, da det jo rent faktisk kan give et forkert indtryk af et brand.

Men alt i alt er det jo en hæsblæsende underholdende actionkrimi - hvor man også fra starten ved, at de gode vinder over de onde! Den må være dejlig læsning for en amerikansk præsident, da den er temmelig selvforherligende i fremstillingen af USA, som verdenshersker.

Friday, October 31, 2014

Kongens kvinder - Maria Helleberg



























  • Dansk
  • 29.-31. oktober
  • 429 sider

Langtrukken og desværre langt mere kedsommelig end Christian IV's kongedømme og rækken af hans elskerinder og børn!

Jeg var lidt begejstret over en ny bog om min absolutte yndlingsperiode i dansk historie - Christian IV og hans tid. Ydermere havde jeg set, at Maria Helleberg samtidig udkom med en roman om Leonora Christine - min heltinde over alle! Men hvilken skuffelse ...

Jeg ejer stort set alt,  der er skrevet om Christian IV og hans datter med Kirsten Munk - Leonora Christine; så der skal selvfølgelig en del til at imponere mig. Men Helleberg har heldigvis tidligere begået glimrende historiske romaner om de kongelige - Dronningeskolen, Kælighedsbarn, osv.

Men i denne roman går alt galt! Det er romantiseret - men tilsat breve fra Christian IV's hånd, så det får et falsk islæt af en biografi; hvilket det ikke er. Det er en dårligt skrevet moderne fortolkning af disse kvinders liv. Der er et par halvhjertede forsøg på at genfortælle visse episoder, der er reelt dokumenterede andetsteds; men det fungerer bare ikke. Desuden er sproget ubehjælpeligt i et forsøg på at nærme sig datidens og med indtil flere grammatisk fejl bogen igennem. 

Jeg kæmpede mig igennem de sidste mange sider i håbet om en seriøs vending, som aldrig kom. Hvis man læse om disse kvinder vil jeg langt hellere anbefale Bodil Warmberg eller Karen Plesner, som bidrager med reel historik. Den samtidigt udgivne roman om Leonora Christine kommer i hvert fald ikke ind i mine reoler, og jeg ærgrer mig blot over lidt spildte penge. Et behov for lette penge ser det ud til.

Tuesday, October 28, 2014

No Stone Unturned - Rosemarie Stone



























  • Engelsk
  • 27. oktober
  • 253 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

En nærmest fast tradition for mig er at købe en bog med hjem fra mine rejser - lidt historie om landet eller andet. I sidste uge kom jeg hjem fra Jamaica, men der var ikke mange ting, der fristede mig der - kun denne ene bog fra et lille uafhængigt forlag (hvilket desværre ses i kvaliteten af stavekontrol).

Men det er måske den mest interessante bog jeg kunne finde i relation til netop jamaicansk kultur - hvis det ikke skulle være hele rastafari-kulturen. 

Rosemarie Stone er 44 år gammel, da hendes syv år ældre mand, Carl, pludselig begynder at blive syg i julen 1991. Symptomerne er mange og forskellige, og de render fra læge til læge - indtil en enkelt pludselig foreslår en HIV-test. Den viser sig selvfølgelig at være positiv, og Carl må indrømme de mange års utroskab - og dermed også nødvendigheden af at Rose lader sig teste. Et par dage senere falder dommen - de er begge syge.

Carl er en kendt mand i Jamaica - et i forvejen meget lille land med kun 2,5 millioner indbyggere; han er professor, og leder en del politiske undersøgelser og omgås landets øverste politikere. De beslutter derfor at sige, at det er en form for lymfekræft - og historien bliver godtaget. Nu skal de få et liv til at fungere med den brist på tilliden, men også med den hurtigt fremskredne sygdom, som ikke kan behandles som i dag og slet ikke i land med mindre adgang til den nyeste medicin.

Bogen handler om den kamp - men især også om fortielsen og om konsekvenserne, da Rose endelig efter Carls død efter blot 1½ års sygdom, beslutter at fortælle det til nogle få venner. Det koster venskaber og socialt liv.

At indrømme, at man lider af HIV (og i Carls tilfælde AIDS) er stadig tabubelagt i en stor del af verden; og det var selvsagt endnu værre for tyve år siden. Men derudover opdagede jeg en mindre behagelig side af den jamaicanske kultur under mine uger der. Det er ganske enkelt det mest homofobe land i verden, og historien om yderst brutale mord på homoseksuelle fylder jævnligt avisernes forsider. Selvfølgelig ved vi alle i dag, at homoseksualitet og HIV ikke er direkte forbundne - men sådan tænkte man heller ikke dengang. Og slet ikke i et land, der er så religiøst som Jamaica og hvor rasta-kulturen står bag den voldsomme fordømmelse af homoseksualitet (jeg vil aldrig længere høre Bob Marley på samme måde!)

Derfor er Rose Stones bog både modig og vigtig; hun lever heldigvis stadig og er nu i moderne medicinering, så det højst sandsynligt ikke bliver den sygdom, der ender hendes dage. Men det betyder ikke, at mange fattige lande ikke lader deres indbyggere dø på grund af fordomme eller mangel på kontanter. Diskussionen om tabu er stadig yderst relevant!

Sunday, October 26, 2014

Léon et Louise - Alex Capus



























  • Fransk
  • 22.-26. oktober
  • 313 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Alex Capus er halvt fransk og halvt schweizisk, og dette er den rørende historie om hans bedstefar på fædrene side,

Da bedstefaderen dør i slutningen af 1980'erne har hans familie efterkommet hans eneste sidste ønske - en højmesse i Notre Dame! Flere timers latinsk liturgi, som ingen ligefrem ser frem til - men alle møder de op. Alle børnene, børnebørnene og de af oldebørnene, der er store nok til den slags forlystelser. De ser frem til et par kedelige timer - for så sørgeligt er det jo heller ikke, når man går bort i den alder. Men det ændrer sig ...

Ind træder en lille spinkel kvinde, som uden at tøve går op til kisten (som jo ifølge fransk tradition står åben) - hun kysser kisten stille men længe og lader sine hænder hvile for at mærke Léon en sidste gang. Så tager hun en cykelklokke op og ringer højt og tydeligt med den midt i den højtidelige katedral - og lægger den ned til Léon. Og efter at have kigget længe og grundigt på alle familiemedlemmer, går hun lige så stille ud igen.

Det var Louise. Léons ungdomskærlighed fra 1. verdenskrig, som han mistede af syne, da de på vej hjem fra stranden endte i et luftangreb. De mistede kontakten - men fandt hinanden igen i metroen i Paris i 1928. Og siden var de altid på en mystisk måde i hinandens liv - ikke som konstante elskere; i næsten 12 år inden den næste krig holdt de sig fra hinanden, og Léon var tro mod sin kone, som kendte til Louise,

Men de holdt kontakten, og de elskede hinanden på afstand. Det var man nok bedre til dengang, hvor man ikke bare forlod kone og børn - selvom Léons kone ikke var helt psykisk stabil. Men han blev og levede sit lille embedsmandsliv med få farer - og endelig kom Louise hjem fra udlandet efter krigen.

Der tager hun tyrene ved hornene og de begynder endelig som midaldrende at ses jævnligt og have, hvad man ville betegne som et fast forhold. Og da Léon bliver enke finder de sammen uden at bo sammen - men de kan endelig leve som de vil.

Måske ikke helt - for familien troede aldrig, at hun ville turde dukke op i kirken. Men hun kom - som hun altid gjorde. Det er jo en fantastisk familieanekdote - især fordi ingen reelt led under deres forhold; og den fortjente bestemt at blive nedskrevet og delt!

Wednesday, October 22, 2014

The Invention of Wings - Sue Monk Kidd



























  • Engelsk
  • 19.-21. oktober
  • 137 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Forsiden lignede lidt endnu en amerikansk Kleenex-roman - men alligevel blev jeg tiltrukket af den, da jeg opdagede, at historien var baseret på den sande historie om Sarah og Angelina Grimké; to søstre, der i det 19. århundredes USA var banebrydende indenfor afskaffelsen af slaveri.

Historien er derfor en blanding af reelle hændelser fra de to søstres liv fra 1803 og  ca, 30 år frem i tiden og den fiktive fortælling om slaven Handful, som bliver givet til Sarah på hendes 11-års fødselsdag som hendes personlige slave, som det tit var for vane at gøre.

Sarah Grimké blev allerede meget tidligt frastødt af slaveriet, da hun så behandlingen af dem i hendes egen familie. Da hun som teenager blev gudmoder for den seneste lillesøster i familien startede hun med at indgyde den samme politiske fornemmelse i søsteren Angelina.

Sarah drømte om at blive jurist - hun drømte om at slippe fri af kvinderollen; hun giftede sig aldrig efter en mand behandlede hende skidt. Hun var tit oppe at toppes med familien på grund af de kontroversielle synspunkter, og ikke mindst, da hun senere skiftede til Quaker-kirken, som var ualmindeligt ilde set i Charleston, hvor hun kom fra.

Handfuls historie er vævet ind i det, og er den typisk tragiske historie om behandlingen af slaver - en uendelig tragedie, som en evig skamplet. Men så er der jo solstrålehistorierne som denne om de to søstre, som ender med at ture landet rundt for at holde foredrag om det forfærdelige i slaveriet men også om kvinders rolle i samfundet i det hele taget.

Det var ikke en Kleenex-roman - men en vel gennemført historie om to stærke kvinder.

Sunday, October 19, 2014

Immortelle randonnée - Jean-Christophe Rufin



























  • Fransk
  • 16.-18. oktober
  • 278 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Rufin er endnu en favorit hos mig; hans smukke historier og hans livsskæbne beundrer jeg - og det undrede mig derfor ikke spor, at netop han havde gået Caminoen - vejen til Santiago de Compostela i Spanien for at bruge det som en selvransagende og ikke helt spirituel rejse.

Rufin tog turen fra Frankrig - og som jeg skrev var det absolut ikke med et religiøst formål; snarere en pause! Ro fra hverdagen og til til at tænke over sin næste roman.

I bogen beskriver han såvel de praktiske overvejelser, og hvordan man griber det an - men stor humor og selvironi. Men også tankerne igennem de mange uger, hvor han vandrer alene - de personer, han møder og da hans kone endelig kommer for at gå de sidste hundrede kilometer sammen med ham.

Jeg grinede oprigtigt og morede mig over hans hændelser; men følte bestemt også samtidig storheden og sværheden i at gå denne tur. En fantastisk lille bog som altid fra Rufin!

Thursday, October 16, 2014

En attendant Robert Capa - Susana Fortes



























  • Fransk
  • 13.-15. oktober
  • 238 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat


Jeg er stor elsker af smukke gamle sort-hvide fotografier, og der er visse stjernefotografer, som jo bare er et must - Doisneau, Cartier-Bresson og Capa! Jeg læste hans egen biografi for mere end fem år siden efter at have set den smukkeste fotoudstilling med ham på det jødiske museum i Bruxelles. Hans liv var absolut fascinerende - men det var hans kærlighedsliv også. Hans store kærlighed var Gerda Taro - en tysk jøde, som flygtede til Paris i 1934. Hun var ung og smuk - men også revolutionær og ikke indstillet på den gængse kvinderolle, som man forestillede den sig i 1930'erne.

I Paris møder hun slænget af Picasso, Hemingway, Matisse - samt et utal af andre - og selvfølgelig Capa. Han lærer hende at tage fotografier, og så rejser han til Spanien for at dække borgerkrigen. Da han vender tilbage til Paris bliver de elskende og hun følger ham tilbage til Spanien i 1936.

Taro bliver verdenshistoriens første kvindelige krigsfotograf og hun er totalt og fuldstændigt frygtløs. Mere end Capa var på daværende tidspunkt - men som han selv bliver det år senere, og som bliver årsagen til hans død. Men i 1936 vil han faktisk helst bare gifte sig med den rebelske Gerda og have børn.

Men Gerda vil ikke tøjles, og deres historie er lidt af en had-kærlighedshistorie, hvor hun skubber ham væk hver gang hun føler, at hendes vinger stækkes.

Historien er faktuel med de billeder Gerda tog og de datoer tingene foregik; men romantiseret i dialogen mellem hende og Capa - og den filosoferer endvidere over rollen som fotograf og de hændelser, der kom efter Taros død. Om Capas sorg og hans måde at udfordre døden på gang på gang.

Taro dør i Spanien efter et hændeligt uheld - men bliver begravet i Paris som en nationalhelt; absolut en af sit køns første af sin slags - og en smuk smuk lille bog, der flere gange fik mig til at stoppe op rørt af historien og ordene. 

Monday, October 13, 2014

Bellman & Black - Diane Setterfield



























  • Engelsk
  • 9.-12. oktober
  • 407 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

En morgen dræber den ti-årige William Bellman en ravn med en slangebøsse og høster behørig beundring fra sine kammerater. Men hvad med fuglene - glemmer deres venner, at de mistede en af deres egne?

Det er absolut en lidt fantastisk fortælling men også historien om at leve med skylden og blive sin gæld kvit.

William er den heldige dreng, for hvem tingene lykkes på trods af en lidt uheldig baggrund. Han bliver direktør for sin forsvundne fars spinderi selvom han ikke er anerkendt som barn af familien. Han finder sit livs kvinde, gifter sig og får fire børn - men hver gang der er den mindste modgang i hans liv kommer der en råge forbi - som et varsel om, at handlingen ikke er glemt af fuglene.

Ind i mellem præsenteres læseren for kapitler om ravnene, som beskrives som Odins fugles Hugin og Munin, som betyder Tanken og Mindet. De er ravne, og som alle ravne bærer de alle angreb på en af deres egne videre og forsøger at vende det tilbage mod udøveren.

En dag indhenter pesten byen, og William mister alt på nær sin ene datter, som dog invalideres voldsomt af sygdommen. Hun overlever udelukkende på grund af det løfte William har givet den mystiske sortklædte mand, som nu dukker op til samtlige begravelser William går til. Han kender ikke mandens navn - men kalder ham Mr. Black - og lover ham, at han vil arbejde så hårdt, at han kan give Mr. Black en stor sum penge.

Han afhandler alt andet, og tager til London for at bygge en nyt forretning op, som udelukkende skal handle med begravelsesartikler - sort tøj, kister, etc. Det bliver hurtigt byens mest succesrige forretning, og William arbejder mere og mere. Han ser end ikke sin eneste overlevende datter, og går aldrig ud for at more sig. Han tænker kun på at skaffe penge nok til den mystiske Mr. Black - og snart også på, hvordan han kan finde ham igen. 

Det bliver et livs jagt på at betale en gæld, som han har misforstået fra starten. En skrøbelig livshistorie om at fejle, der hvor det gælder. Nok lidt for forudsigelig - men glimrende læsning til ferie og strand!