Le Négus - Ryszard Kapuscinski

• Fransk
• 5.-6. marts
• 251 sider
• Dansk titel: Kejseren

Jeg var oprindeligt ikke specielt tiltalt af Kapuscinskis bog om den sidste kejser af Etiopien - ikke i nær samme grad som hans andre rejseskildringer har betaget mig. Men netop denne bog om Haile Selassie er nævnt som kilde til Vergheses roman, som foregår i Addis Ababa. Så der var ikke andet at gøre end at finde den - selvom den er fra 1984, og derfor ikke længere står på alle hylder. Det lykkedes at finde det ene eksemplar, de havde, efter en halv times arkæologisk søgning i reolerne.

Bogen indledes med et temmelig langt forord, men som ikke er uinteressant, da det er skrevet efter Kapuscinskis død, hvor han er blevet anklaget for at pynte på sine historier, at opdigte møder og/eller personer. Selv synes jeg grænsen er hårfin - er dette journalistik eller litteratur? Forordet nævner, at Kapuscinski benytter to notesbøger, når han rejser - én til sine journalistiske artikler, der skal sendes hjem via pressebureauet og én til sine observationer til brug for rejsebøgerne.

Hans rejseskildringer er fænomenale; selvom de muligvis har fået et lag sminke, så er de for mig stadig troværdige! De personer han skildrer findes givetvis der, hvor han siger. Situationerne findes. Jeg er overbevist om, at alle rejsebogsforfattere fristes af den fælde - de rejser alene og anser sig selv for ret modige; fristelsen er uden tvivl stor!

Denne bog er lidt anderledes idet den mest består af monologer. Kapuscinski rejste til Addis Ababa i 1975, hvor kejser Haile Selassie netop var blevet afsat nogle måneder tidligere. Han forsøger at finde personer, der har arbejdet i det kejserlige palads for at få deres førstehåndsbeskrivelser af, hvad der egentlig foregik.

Det er til tider skræmmende læsning. Man ved selvfølgelig, at en enevældig autokrat bestemmer, hvordan der skal tænkes og tales i hans nærhed. I visse diktatorers tilfælde i hele landet. Men i Etiopien betragtede man kejseren som en gud i ordets bogstaveligste forstand. Han var hævet over alle andre mennesker, og havde jo selv bekendtgjort, at han nedstammede fra Kejser Salomon og Dronningen af Saba. Det er lidt af en fødselsattest!

Samtlige af de ansatte Kapuscinski taler med, er totalt underlagt denne beundring. De forsvarer enhver af hans handlinger; en undersåt går så langt som til flovt at fortælle om den dag, hans halvvoksne søn pludselig ændrede adfærd - fordi han var begyndt at tænke. Det er usundt. Det er ødelæggende for kejserriget, som jo har den allerbedste fader til at se efter dem. Kun kejseren kan vide, hvad der er det bedste for landet og derfor skal alle hand undersåtter så vidt muligt gøre alt for at behage ham og lette hans tunge gerning på jorden. Jeg er ikke sikker på, at Ceaucescus eller Maos stab havde samme næsegruse beundring for deres leder. Her er der nemlig aldrig tale om frygt - men om oprigtig kærlighed.... og hjernevask!

Samtalerne giver et indblik i, hvordan man skal regere et land i bedste autokrate stil - men også en lektion i, hvor langt man kan drive mennesker og manipulere dem, så de selv efter kejserens fald ikke kan se blåren i øjnene.

Indimellem monologerne supplerer Kapuscinski med hans egne observationer om historien og hans opfattelse af de mennesker, der fortæller den, og han fylder de historiske huller ud med data.

Personerne er anonyme - det er et følsomt tidspunk så kort tid efter kuppet. Er det så et tegn på, at det er opdigtet? Det tror jeg ikke, for informationerne kunne han næppe have fået ad anden vej.

Det er et temmeligt enestående indblik i hverdagen i absolut ikke sædvanligt land med en absolut usædvanlig kejser, som selv i Vesten havde en særstatus som manden, der slog Mussolinis tropper tilbage. Det var også manden, der sørgede for, at Etiopien som det eneste afrikanske land aldrig har været en koloni - og selvfølgelig manden med det fulde navn Ras Tafari Makonnen. Med andre ord en rastafari og den direkte reinkarnation af Jesus ifølge den kult, der opstod omkring ham i Jamaica.

Haren med de ravgule øjne - Edmund de Waal

• Engelsk
• 2.-4. marts
• 354 sider
• Originaltitel: The Hare with Amber Eyes
• Website

For et par år siden læste jeg den meget interessante bog om Camondo-familien; rige jøder, der efter at havde levet mange steder endelig slog sig ned i Paris - og hvorfra de sidste af slægten tog et tog til Auschwitz, og aldrig vendte tilbage. Den sidste kvinde med Camondo-navnet var Béatrice, som ikke var af deres slægt men gift med den sidste levende søn. Hun selv nedstammede fra Ephrussi-familien, som ligeledes var en velhavende jødisk familie. Deres historie er muligvis en anelse mindre tragisk, idet ingen endte i gaskamrene - men nedskrivelsen af den er langt mere interessant og levende, da det er skrevet af femte generation af familien. Det mærkes tydeligt i engagementet i forhold til bogen om Camondo-familien, som ellers er aldeles glimrende.

Edmund de Waal er manden i denne femte generation, og da hans grandonkel Iggie dør i starten af 1990'erne i Tokyo, arver han en samling af små japanske figurer også kendt under betegnelsen netsuke. Han har kendt dem siden sin barndom, men mere og mere begynder han at tænke over deres oprindelse, symbolik og historie; endelig tager han orlov fra sit eget arbejde som kunstkeramiker for at dykke ned i historien om familien.

Den starter et par hundrede år tidligere i Odessa, da Ephrussi-familien bliver mere og mere velhavende igennem deres forretning som kornsælgere. De ændrer navne fra fx det jødiske Chaim til de mere vestligtsindede Ignace og fra Leib , og faderen beslutter at sende de to sønner til de to byer, hvor tingene sker i midten af det 19. århundrede - Wien og Paris. De etablerer sig hvert sit sted, og bliver hurtigt en del af hovedstædernes kreds af rige og indflydelsesrige. De bygger store palæer - i Paris i gaden, hvor også Camondo-familien bor, og i Wien på Ringstrasse. Begge steder er kvarterer, hvor mange jøder slår sig ned - men uden at have statsborgerskabet.

I Paris følger man især sønnen Charles, som bliver grebet af datidens flirt med japansk kunst, og det er ham, der starter samlingen af netsuke. Hele 264 styks. Han er også en ivrig kunstsamler og mæcen, og en god ven af Proust, der efter sigende skulle have bygget sin personnage i hans uendelige dannelsesroman over ham. Det er også Charles, der optræder med den høje hat i Renoirs maleri af frokosten ved den lille restaurant langs floden; og datteren af hans elskerinde bliver udødeliggjort i Renoirs maleri, som i dag hænger i Schweiz.

I 1899 gifter Leons søn i Wien sig, og de 264 netsuke bliver pænt pakket ned og sendt afsted som bryllupsgave, hvor de kommer til at stå i det enorme palads på Ringstrasse. Nu følger vi Leon og hans unge kone Emmy, og senere deres tre fire børn. En af dem bliver Edmund de Waals farmor, og en anden den homoseksuelle grandonkel i Tokyo.

Men den sprudlende periode bliver kort for jøderne i Europa; først er der Dreyfus-affæren i Frankrig, som lægger en dæmper på Charles' sociale liv. I Wien starter tiden efter 1. Verdenskrig med den stigende antisemitisme forårsaget af en lille østrigers politiske fremgang i Tyskland.

Man skal selv læse den for at få hele historien om denne familie, som muligvis var én af de rigeste i Europa på den tid. Deres indkøbte kunstværker hænger i dag rundt omkring i verden - og det er mærkværdigt at tænke på, at det er deres personlige ejendele, jeg stod og beundrede på KHM i Wien - eller Orsay i Paris.

Jeg tror aldrig man kan forstå, hvor meget ondt nazisterne gjorde. Udover at dræbe på den mest bestialske måde, så er det heller ikke ingenting at fratage en slægt deres identitet og deres minder. Man kan leve uden at leve i den voldsomme luksus, som under alle omstændigheder var en forgangen livsstil efter de to store krige. Jødiske familier var tit spredt for alle vinde - krigen gjorde det endnu sværere for dem at finde hinanden og holde sammen; og samtidig konfiskerede man alt de havde. Det er voldsomt fald fra tinderne for personer, der var totalt uforberedte og uegnede til at leve på anden vis.

Edmund de Waal har fulgt de små netsuke igennem deres omskiftelige tilværelse, og gennem dem opdager og viderefortæller han familiens historie. Det er både historisk interessant og dybt rørende på det personlige plan.

Cutting for Stone - Abraham Verghese

• Engelsk
• 24.-28. februar
• 541 sider
• Dansk titel: Knivens æg

Læser I altid takkeordene i slutningen af en bog? Jeg gør ikke altid - og slet ikke, hvis jeg kan se, at det er en opremsning af kilder og personnavne. Men jeg gjorde det med denne bog, og måtte trække på smilebåndet, da jeg så hans referencer til såvel Paul Theroux som Ryszard Kapuscinski. Selvom dette er en roman, så har han brugt deres fantastiske afrikanske rejseskildringer til at beskrive Etiopien, hvor historien foregår. Han takker også sin mangeårige ven - John Irving; og her er man pludselig lidt lettet over at se, at man havde ret hele bogen igennem. Der er meget Irving-univers i hans roman uden at det på nogen måde er et plagiat.

Cutting for Stone er en del af lægeløftet i sin oprindelige udformning af Hippokrates - den er senere erstattet af en nyere i Danmark. Men princippet er, at en læge ikke skal operere men overlade dette til kirurger. Samtidig er Stone hovedpersonernes efternavn, og allerede her sporer man jo lidt Irving-humor.

Historien starter i 1954 på et lille missionshospital i Addis Ababa i Etiopien, som er styret af den karismatiske kejser Haile Selassie. En ung nonne er ved at gå i fødsel - selvfølgelig til den meget store overraskelse hos resten af hospitalets læger og sygeplejersker. Deriblandt den lidt stive kirurg Thomas Stone, som mødte nonnen Mary på et skib fra Indien nogle år tidligere. De har arbejdet sammen som et team i alle de år, men ingen anede, hvad der ellers foregik - og selv kirurgen er overrasket over dette resultat.

Verghese bruger knap en femtedel af bogen på denne indledende fødselsbeskrivelse til også at fortælle baggrunden for de personer, der bor på hospitalet. Udover nonnen og kirurgen er der den anden indiske læge Ghosh, som er fortvivlet forelsket i den indiske sygeplejerske Hema, samt deres forskelllige hjælpere. Fødslen ender barsk med de to tvillingedrengs ankomst til verden vokset sammen i hovedet. De overlever men Mary dør, og Thomas Stone forsvinder. I stedet opdrages de af Hema og Ghosh, som forguder dem.

De vokser op sammen med hushjælpens datter, Genet, som de ser som deres søster indtil de når puberteten og hun pludselig bliver anderledes interessant. De to drenges forskelle viser sig nu mere og mere - den ene, Shiva, indadvendt og nærmest autistisk og Marion, som er den udadgående og intelligente på den traditionelle måde.

Etiopien gennemgår nogle barske år i deres ungdom, da kejseren afsættes ved et militærkup og kampen for Eritreas uafhængighed starter. Det bliver også udslaget for spliden mellem de to brødre - på grund af pigen. Endelig må Marion flygte til USA, hvor han går i gang med sin uddannelse som kirurg.

Her møder han skæbnen igen i form af Genet, og sin biologiske far, Thomas Stone. Disse forviklinger kan man sagtens forudse, men det er måden, det gøres på. Som hos Irving er det til tider grotesk, til tider ironisk. Men i denne roman fandt jeg en nærmest konstant tristhed og melankoli. Det imprægnerer hver eneste side, og man bliver trukket med i den meget specielle stemning og viden om, at skæbnen i sidste ende bestemmer over deres liv.

Jeg havde læst varierende anmeldelser, men jeg var vild med den. At Verghese selv er kirurg giver en helt anden troværdighed til hans beskrivelser i operationssalene, som der er en del af uden, at det bliver for meget. En flot debutroman!

Cris - Laurent Gaudé

• Fransk
• 23. februar
• 182 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kan næppe sige det bedre om denne bog af Gaudé end jeg gjorde om hans sidste - det er for kort, men samtidig perfekt!

Hans romaner er aldrig lange; til gengæld opsummerer de hele historien, som kun Hugo kan gøre det på hundreder af sider.

Denne gang er vi i Frankrig under 1. Verdenskrig, og fortællerne er soldaterne, lægen, sergenten - og den mystiske mand.

Det er små korte paragraffer om livet i skyttegravene. Alle er trætte og desillusionerede, og nogle bliver vanvittige. Måske af at høre på manden, der skriger selv når der er stilhed mellem linjerne - men er han en mand eller en ulv - eller døden?

Gaudé kondenserer sine ord, så man fortvivles! Over at der ikke er flere af dem; over at man gribes af den kunst at kvæle dem så intenst og bevare skønheden i historien. Derfor må mine ord nok også kondenseres fordi der intet andet er at sige. Det er stor kunst at kunne knibe 600-700 potentielle sider om en grusom krig ned på så lidt plads. Han gør det!

Cannibale - Didier Daeninckx

• Fransk
• 22. februar
• 108 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Denne lille hurtigt læste bog passede på en finurlig måde ind i den forrige. Kolonialismen og vores behandling af andre folkefærd.

Skrevet som en roman er den dog baseret på en rigtig historie. Ikke en køn historie!

I 1931 afholdes der i Paris en verdensudstilling med fremvisning af hele det franske kolonialistiske riges vidundere. Fra Ny Caledonien sendes en flok unge mænd og kvinder med båd til Paris; man har lovet dem, at den franske regering vil tage sig af dem og vise dem 'moderlandet'. Hvilket selvfølgelig er en stor løgn. De skal bruges til at udstille i en landsby, som skal vise de besøgende, hvordan de vilde lever.

Man forvandler dem til kannibaler, som lever i bigami og kun udstøder dyriske lyde. De får besked på at kravle i træer, og rende halvnøgne rundt. Alt gælder for at trække publikum til. Men lige inden den store åbning med den franske præsident som æresgæst, dør en hel samling krokodiller - et andet stort trækplaster på udstillingen. Man finder en cirkus i Tyskland, som er villig til at udlåne deres krokodiller - mod at få de "vilde" til låns. Således bliver en lille flok udskilt og sendt til Tyskland - selvom man fortæller dem, at de skal ind til Paris og se Eiffeltårnet og andre seværdigheder.

Alt dette er faktuelt; Daeninckx bygger sin historie op om to af de importerede mænd, som ikke vil finde sig i dette og forlader parken for at tage ind til Paris og lede efter deres venner. Selvom de ikke er så vilde, som franskmændene gør dem til, så er mødet med storbyen allilgevel voldsomt. De møder en senegaleser, som hjælper dem - fordi han selv er blevet misbrugt af den franske regering som kanonføde under 1. Verdenskrig. Han overlevede men så mange af sine landsmænd dø for en sag, de ikke forstod og som i bund og grund ikke vedkom dem.

Det var jo en del af kolonialismen - ligesom udstilling af 'vilde' var det i mange år. Så sent som i 1958 blev der under Verdensudstillingen i Bruxelles oprettet en 'menneskelig zoo', som det senere kom til at hedde. Det er ret skræmmende, at vi så sent fremme i udviklingen og blot ganske få år inden disse lande endelig blev uafhængige, stadig betragtede dem som intellektuelt underlegne, og på satdie med dyr.

Daeninckx' lille bog er derfor fin idet den drejer perspektivet om til dem, der blev udsat for dette.

Le sanglot de l'homme noir - Alain Mabanckou

• Fransk
• 21. februar
• 179 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg er altså lidt vild med Mabanckou - selvom hans forfatterskab er noget svingende i karakter og kvalitet. Jeg tror, at han må være et virkelig interessant menneske at diskutere med - og at bisidde en af hans forelæsninger i USA må være toppen!

Hans seneste bog er en lille ting, som snarere minder om en samling lederartikler til en avis eller en debat; men alle omhandlende den sorte mands beklagelser. Mabanckou angriber på sin vis alle de afrikanere, som halvtreds år efter, at de fleste lande blev selvstændige stadig skylder al skyld på den hvide mands herredømme. Det er ikke en ny filosofi - Richard Dowden er inde på det samme i hans fantastiske bog; men det er nyt, at det kommer så åbenhjertet fra en afrikaner. Uden tvivl heller ikke populært hos alle hans afrikanske brødre.

Han berører blandt andet det sårbare emne om afrikanernes egen rolle i slavehandel - et tabu i Afrika på trods af, at det er velkendt, at det foregik. Han fortæller blandt andet om en hændelse, hvor en afro-American bebrejder ham, at han nu sidder som fattig sort i USA fordi Mabanckous forfædre var med til at sende ham derover! Og hvordan der selv afrikanere imellem skelnes mellem dem, der blev eksporteret til et andet kontinent, hvor deres oprindelse er tværet ud med tiden - og dem, som nu rejser ud i verden efter, at de fik muligheden. En temmelig begrænset mulighed for de fleste dog!

Han berører emnet om afrikansk litteratur og den bevægelse, som mener, at man ikke skal skrive på fransk eller engelsk - koloniherrernes sprog - men gå tilbage til sit stammesprog for at være en ægte afrikansk forfatter. Et synspunkt, som Mabanckou selvfølgelig på ingen måde støtter. Han mener, at man skal udtrykke sig på det sprog, man er mest tilpas i - og understreger det fornuftige faktum, at de fleste afrikanske sprog netop ikke eksisterer som skrevne sprog. Desuden kan man jo argumentere, at det netop er ved at udgive på verdenssprog, at disse afrikanske forfattere bliver kendt uden for kontinentet.

Han kommer med mange interessante betragtninger - men det er måske en lidt 'nem' bog. Jeg forventer mig altid meget af hans nyudgivelser - og nogle gange er det lidt skuffende, at der er så lidt gods i dem. Jeg ser meget gerne, at han går tilbage til sin satiriske fantastiske genre, hvor han får mindst lige så mange synspunkter igennem.

Han slutter bogen med at gengive et brev, som to unge drenge på 14 og 15 år havde med sig, da de i 1999 gemte sig i landingshjulene på et fly til Bruxelles. Barsk læsning!

Blekingegadebanden II - Peter Øvig Knudsen

• Dansk
• 15.-20. februar
• 526 sider

Anden del af Øvig Knudsens dybdegående undersøgelse af Blekingegadebanden starter med gruppens etablering, som den endte med at blive op igennem 1980'erne. Et centralt medlem er blevet dræbt, og nu skal de finde en anden form for arbejde og leder. Hvilket jo lykkedes fint.

De begynder også at intensivere røverierne og de kriminelle planer med diverse overfald på pengetransporter, posthusrøverier og ikke mindste røveriet i Daells Varehus op til julen. Den episode kan jeg pudsigt nok sagtens huske, da jeg dengang gik i skole ved Israels Plads på Zahles - og det var i P-kælderen under pladsen, at man fandt den barnevogn, der var blevet benyttet. Så vi så en del af uroen fra skolens vinduer.

Der er nogle kuldsejlede planer om kidnapninger, og en stadig tættere kontakt til PFLP. Der er også den temmelig skræmmende historie om, hvordan pengene fra et røveri bliver fundet i Frankrig, men på grund af juridiske og især politiske forviklinger frafaldes sagen. Og endnu engang fungerer informationen politiet imellem ikke - PET og kriminalpolitiet får ikke samkørt deres oplysninger, og banden har stadig frit lejde til at fortsætte deres handlinger på trods af intensiv overvågning.

Endelig kulminerer det hele jo med Købmagergade-røveriet i 1988, hvor en ganske ung betjent bliver dræbt. Den del af bogen gjorde et stort indtryk på mig - det viser nemlig deres koldblodighed og hensynsløshed. Der er en samtale med et af medlemmerne - hvem, ved man ikke; den er foretaget mange år senere, da de alle igen var frie - og vedkommende siger flere gange, at de gjorde noget, der selvfølgelig ikke var legalt, men for dem var det legitimt. Forstået, at målet for dem helligede midlet - og målet var at støtte palæstinensere mod israelsk terror. Det er senere kommet frem, at det var Bo Weimann, som gemte sig bag stemmen.

Da de endelig bliver fanget, er det mest groteske nok, at man for det første ikke kan sigte dem for en lang række af sagerne, da de er forældede. Men også deres standhaftighed. Som bekendt ville ingen sige noget og dermed kunne ingen dømmes for mordet eller for en lang række af de andre tilfælde af kriminalitet.

Det er rystende at tænke sig, at vort retssystem er så svagt. Personligt tror jeg ikke, at personer med en så stærk politisk bevidsthed vil ændre sig,. De har brugt hele deres liv fra de var store drenge på dette - og de aftjente latterligt korte domme set i forhold til forbrydelserne. Muligvis angrer nogle af dem; muligvis har de forandret sig - men det er for mig grotesk, at man kan sidde i en komfortabel stilling med den baggrund og at tro på, at de politiske idealer er forsvundet. Ironisk nok arbejder de fleste inden for det offentlige.

Øvig Knudsens bog er et fantastisk stykke arbejde, og læseren får selv rigelig mulighed for at danne sig sine egne meninger om deres handlinger i det omfang man kender til detaljerne.

Blekingegadebanden I - Peter Øvig Knudsen

• Dansk
• 12.-14. februar
• 435 sider

Blekingegadebanden optog Danmark og danskerne i en lang periode efter anholdelsen i 1989; men på det tidspunkt boede jeg ikke i Danmark. Samtidig tænkte jeg muligvis, at jeg dog trods alt senere retur i Danmark læste og hørte rigeligt til det under retssagen - og som med den slags sager er det jo tit, at man så føler, at pressedækningen kører lidt i ring. I hvert fald var jeg ikke i første omgang fristet af at læse bøgerne om sagen - indtil jeg faldt over dem til en god pris i lufthavnen i julen.

Men jeg blev ret hurtigt totalt fanget af den journalistiske stil i bogen - og ikke mindst historien. Måske fordi det er mange år siden, at retssagen kørte? Måske fordi jeg ikke erindrer, at pressen havde fokus på de historiske detaljer i sagen? Eller måske ganske enkelt fordi Øvig Knudsen er en eminent journalistisk forfatter.

Danmarks venstreorienterede miljøi 1960'erne og 1970'erne kender jeg selvsagt ikke meget til, men det var virkelig interessant læsning at se, hvor involveret mange var - og hvor langt de var villige til at gå under Godtfred Appels ledelse. Denne del af historien var virkelig ny for mig.

Øvig Knudsen gør et glimrende arbejde med at forklare læseren såvel, hvor 'galt' det kan gå når unge ildsjæle kommer i de forkeret hænder - og Appel fungerer jo praktisk talt som en sektleder. Han påpeger også eklatante fejl i retssystem og politiefterforskning - ikke mindst i samarbejdet mellem PET og kriminalpoliti.

Den første del af historien om Danmarkshistoriens mest berømte forbrydere starter med anholdelserne i foråret 1989; derefter går den helt tilbage til efterkrigstiden og oprettelsen af den israelske stat for parallelt at forklare, hvordan verdensmiljøets temperatur var og hvordan det smittede af på en lille gruppe unge mennesker med store idealer.

Det er muligvis en lang rejse for den, der er interesseret i "blot" Blekingegadebanden - men det er nødvendigt for endelig at forstå hele historien - og netop derfor det igen er interessant at læse om det. Fantastisk journalistik og en meget fængslende bog, som får en til at indse, at datidens flykapringer, RAF etc. ikke er langt fra den terrorisme, vi lever med i dag.

Uendelige verden - Ken Follett

• Engelsk
• 3.-11. februar
• 1.237 sider
• Originaltitel: World Without End

Jeg troede oprindeligt ikke, at Folletts middelalderromaner ville interessere mig; men efter at have læst den første blev jeg alligevel lidt fanget. Efterfølgende så jeg så miniserien lavet over den første roman, og den var jeg slemt skuffet over. Det er svært at tvinge tusinde sider ned i en fornuftig film - selv over otte afsnit; men jeg var irriteret over de mange kronologiske omrokeringer, og syntes ikke, at den gav bogen retfærdighed.

Anden del foregår knap to århundreder senere - stadig i Kingsbridge og med katedrales og byens indbyggere som omdrejningspunkt. Der er nogle fjerne slægtninge til personerne fra den første roman, men det er heldigvis ikke for dominerende og man formår at distancere sig fra de tidligere personer og leve sig ind i de nye historier.

Men dog er der en del paralleller, som ville Follett lave en ny historie skåret lidt over samme læst. Der er Caris - den unge, rige kvinde med sine selvstændige meninger, som på utroligt mange punkter minder om Aliena. Der er Merthin - hendes elskede, som hun først får efter mange års skærmydsler - som mellem Jack og Aliena i den første roman; og de er samtidig som forgængerne de eneste man følger i et liv udenfor Kingsbridge på deres rejse til kontinentet.

Der er den grusomme adelsmand, Ralph, som godt nok her er af en fornedret og nu fattig tidligere adelsfamilie men ikke desto mindre minder om William Hanleigh. Han er bror til Merthin og mellem de to er der de samme hadske følelser som mellem Jack og Albert. Der er den ærgerrige abbed, som dog adskiller sig væsentligt fra Philip og snarere minder om Remigius' skruppelløse adfærd.

Det er ikke de samme familiære relationer, men ofte ser man de samme historier gentage sig lidt på kryds og tværs - som stereotyper, der er med i en casting. En sikker vinder må Follett have tænkt.

Derudover er der selvfølgelig forskelle - det er en anden tidsperiode med andre problemer. Bygningen af katedralen er færdiggjort; men der er stadig tage, der falder ned og dræber folk - hvilket sikkert er en temmelig normal foreteelse i middelalderen. Der er pestens hærgen, og krige mod Frankrig men også internt i kongehuset med den afsatte Edward II og dronningens elsker Mortimer.

Derfor er det på mange måder en temmelig klassisk opbygning med kampene mellem verdslige og gejstlige, rige og fattige, kvinder og mænd. Der er en mere åben tilgang til såvel nonner som munkes indbyrdes kærlighedsforhold - måske ansporet af den stigende debat siden den første roman udkom om kirkens kritiske punkter selv i det 21. århundrede.

Jeg synes måske, at den var lige en anelse for lang - det er rigtig mange sider selvom man er godt underholdt hele vejen igennem. Men der havde været mulighed for at afslutte anderledes og tidligere uden at ruinere historien. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke skal se denne miniserie - men som bog var jeg underholdt.

Elle avait les yeux verts - Arnost Lustig

• Fransk
• 30. januar - 2. februar
• 355 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Nogle forfattere - som andre kunstnere - skal åbenbart først blive berømte efter deres død. Synd og skam! Arnošt Lustig var en tjekkisk jøde, som voksede op i Prag. Han var født i 1926, og dermed kun en stor dreng, da han blev deporteret til Theresienstadt i 1942. Derfra kom han videre til både Auschwitz og Buchenwald - nogle af de værste lejre, hvad overlevelsesraten angår. Men i 1945 under en transport videre til Dachau lykkedes det ham at flygte fra toget og overleve.

I 1957 udgav han sin første novellesamling, og som andre overlevende handlede det selvfølgelig om oplevelserne i lejrene. Som Rajchman og Levi er det uundgåeligt - og måske endnu mere i så en ung alder, hvor alle livsdrømme og håb knuses. Hvor man er alt for ung til at miste hele sin familie og sit livsgrundlag?

Netop dette er historien bag pigen med de grønne øjne i hans roman, som først udkom på fransk efter hans død i 2011. Fine er en ung tjekkisk jøde, som kommer til Auschwitz. Hendes far indser hurtigt, at det er en håbløs sag og kaster sig ind i pigtrådene for at dø hurtigere end i gaskamrene. Hendes unge bror, Roman, kommer i gaskammeret, da han er for lille til at være brugbar som arbejdskraft. Moderen forsvinder og Fine lærer senere, at hun er død tre dage inden krigens slutning.

Fine selv er i Auschwitz i et stykke tid som assistent til en læge, der steriliserer jøderne. En dag befinder hun sig ved et tilfælde det forkerte - eller rigtige - sted, da man leder efter unge piger til at sende i tyskernes bordeller ved fronten. Disse lå i kz-lejrene, og kunne "bemandes" af ariske piger, der på anden måde var i tyskernes søgelys.

Fine med sit røde hår og grønne øjne lyver sig tre år ældre - hun er kun femten år gammel. Hun lyver sig arisk, og overlever muligvis derigennem. Men livet som feltluder er heller ikke en garanti; mange sendes direkte videre til den sikre død, når de viser de første træthedstegn efter at have serviceret 12-15 mænd dagligt på en mager kost og andre uhumske leveforhold.

Lustigs roman fortæller Fines historie som luder; om de tyske SS-officerer, der i 21 dage er hendes kunder, og bruger hende som ventil for deres krigsliderlighed eller foragt. Dem, der er blevet forstyrrede i hovedet eller dem, som er så betændt af had til jøderne, at de ikke tænker på andet.

Fine overlever, da lejren deserteres - hun vender tilbage til Prag; men hvordan kan hun blive et menneske igen? Hun taler i ti lange dage og nætter med en rabbiner, der slet ikke kan rumme hendes nøgterne fortællinger. Hun møder andre overlevende og må igennem de samme problemer med skyld.

Det er en utrolig barsk lille roman. Jeg måtte dele den op i bidder - det er umuligt at læse den gru selv som fiktion. Hans litterære værker oversættes desværre først nu til andre sprog - men de er ventetiden værd.