Blekingegadebanden II - Peter Øvig Knudsen

• Dansk
• 15.-20. februar
• 526 sider

Anden del af Øvig Knudsens dybdegående undersøgelse af Blekingegadebanden starter med gruppens etablering, som den endte med at blive op igennem 1980'erne. Et centralt medlem er blevet dræbt, og nu skal de finde en anden form for arbejde og leder. Hvilket jo lykkedes fint.

De begynder også at intensivere røverierne og de kriminelle planer med diverse overfald på pengetransporter, posthusrøverier og ikke mindste røveriet i Daells Varehus op til julen. Den episode kan jeg pudsigt nok sagtens huske, da jeg dengang gik i skole ved Israels Plads på Zahles - og det var i P-kælderen under pladsen, at man fandt den barnevogn, der var blevet benyttet. Så vi så en del af uroen fra skolens vinduer.

Der er nogle kuldsejlede planer om kidnapninger, og en stadig tættere kontakt til PFLP. Der er også den temmelig skræmmende historie om, hvordan pengene fra et røveri bliver fundet i Frankrig, men på grund af juridiske og især politiske forviklinger frafaldes sagen. Og endnu engang fungerer informationen politiet imellem ikke - PET og kriminalpolitiet får ikke samkørt deres oplysninger, og banden har stadig frit lejde til at fortsætte deres handlinger på trods af intensiv overvågning.

Endelig kulminerer det hele jo med Købmagergade-røveriet i 1988, hvor en ganske ung betjent bliver dræbt. Den del af bogen gjorde et stort indtryk på mig - det viser nemlig deres koldblodighed og hensynsløshed. Der er en samtale med et af medlemmerne - hvem, ved man ikke; den er foretaget mange år senere, da de alle igen var frie - og vedkommende siger flere gange, at de gjorde noget, der selvfølgelig ikke var legalt, men for dem var det legitimt. Forstået, at målet for dem helligede midlet - og målet var at støtte palæstinensere mod israelsk terror. Det er senere kommet frem, at det var Bo Weimann, som gemte sig bag stemmen.

Da de endelig bliver fanget, er det mest groteske nok, at man for det første ikke kan sigte dem for en lang række af sagerne, da de er forældede. Men også deres standhaftighed. Som bekendt ville ingen sige noget og dermed kunne ingen dømmes for mordet eller for en lang række af de andre tilfælde af kriminalitet.

Det er rystende at tænke sig, at vort retssystem er så svagt. Personligt tror jeg ikke, at personer med en så stærk politisk bevidsthed vil ændre sig,. De har brugt hele deres liv fra de var store drenge på dette - og de aftjente latterligt korte domme set i forhold til forbrydelserne. Muligvis angrer nogle af dem; muligvis har de forandret sig - men det er for mig grotesk, at man kan sidde i en komfortabel stilling med den baggrund og at tro på, at de politiske idealer er forsvundet. Ironisk nok arbejder de fleste inden for det offentlige.

Øvig Knudsens bog er et fantastisk stykke arbejde, og læseren får selv rigelig mulighed for at danne sig sine egne meninger om deres handlinger i det omfang man kender til detaljerne.