Le sanglot de l'homme noir - Alain Mabanckou

• Fransk
• 21. februar
• 179 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg er altså lidt vild med Mabanckou - selvom hans forfatterskab er noget svingende i karakter og kvalitet. Jeg tror, at han må være et virkelig interessant menneske at diskutere med - og at bisidde en af hans forelæsninger i USA må være toppen!

Hans seneste bog er en lille ting, som snarere minder om en samling lederartikler til en avis eller en debat; men alle omhandlende den sorte mands beklagelser. Mabanckou angriber på sin vis alle de afrikanere, som halvtreds år efter, at de fleste lande blev selvstændige stadig skylder al skyld på den hvide mands herredømme. Det er ikke en ny filosofi - Richard Dowden er inde på det samme i hans fantastiske bog; men det er nyt, at det kommer så åbenhjertet fra en afrikaner. Uden tvivl heller ikke populært hos alle hans afrikanske brødre.

Han berører blandt andet det sårbare emne om afrikanernes egen rolle i slavehandel - et tabu i Afrika på trods af, at det er velkendt, at det foregik. Han fortæller blandt andet om en hændelse, hvor en afro-American bebrejder ham, at han nu sidder som fattig sort i USA fordi Mabanckous forfædre var med til at sende ham derover! Og hvordan der selv afrikanere imellem skelnes mellem dem, der blev eksporteret til et andet kontinent, hvor deres oprindelse er tværet ud med tiden - og dem, som nu rejser ud i verden efter, at de fik muligheden. En temmelig begrænset mulighed for de fleste dog!

Han berører emnet om afrikansk litteratur og den bevægelse, som mener, at man ikke skal skrive på fransk eller engelsk - koloniherrernes sprog - men gå tilbage til sit stammesprog for at være en ægte afrikansk forfatter. Et synspunkt, som Mabanckou selvfølgelig på ingen måde støtter. Han mener, at man skal udtrykke sig på det sprog, man er mest tilpas i - og understreger det fornuftige faktum, at de fleste afrikanske sprog netop ikke eksisterer som skrevne sprog. Desuden kan man jo argumentere, at det netop er ved at udgive på verdenssprog, at disse afrikanske forfattere bliver kendt uden for kontinentet.

Han kommer med mange interessante betragtninger - men det er måske en lidt 'nem' bog. Jeg forventer mig altid meget af hans nyudgivelser - og nogle gange er det lidt skuffende, at der er så lidt gods i dem. Jeg ser meget gerne, at han går tilbage til sin satiriske fantastiske genre, hvor han får mindst lige så mange synspunkter igennem.

Han slutter bogen med at gengive et brev, som to unge drenge på 14 og 15 år havde med sig, da de i 1999 gemte sig i landingshjulene på et fly til Bruxelles. Barsk læsning!