L'homme des Mille Détours - Agnès Martin-Lugand

 

• Fransk
• 22.-26. december
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

For mange år siden læste jeg den roman, som Agnès Martin-Lugand nok er mest kendt for - Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe - desværre havde jeg glemt, at jeg slet ikke brød mig om den. I sommers bestilte jeg så denne til sommerferien, men fik den aldrig læst. Min rejseveninde læste den, og var ikke begejstret - men nu var den jo købt. Jeg skulle rejse lige i julen og nytåret, så besluttede mig alligevel for at læse den som årets sidste bog. Det blev pinagtigt!

Gary er dykker, og arbejder på øen Réunion, da hans ekskone pludselig dukker op med sin nye mand for at dykke. Der ripper op i gamle sår - de børn de ikke fik, og som fik ægteskabet til at gå i stykker. På øen møder han Ivan, som er rejst fra sin familie i Frankrig for at udleve sine livsdrømme - i håbet om at familien derhjemme accepterer det og venter på ham. En moderne Ulysses.

Det er nok her det hele stopper med at fungere for mig - dette forsøg på at skrive en moderne Odyssé.

Da Gary rejser hjem til Frankrig, beder Ivan ham om at opsøge familien for at sikre sig, at de alle har det godt. Hvorfor gør han det ikke selv? 

Den ene drømmer om en familie og den anden har forladt sin og ikke givet livstegn i syv år. Nu møder Gary den forladte familie, der forsøger at leve med den viden, at de ikke var nok. Han etablerer et forhold til de tre børn Ivan har efterladt, og får et forhold til Ivans ekskone. Så alt ender godt - lidt for sukkersødt til min smag; men selvfølgelig efter en masse overvejelser om tab, savn, og søgen efter det perfekte liv. 

Jeg skal nok holde mig fra hendes romaner fremover; det var ikke den bedste roman til at slutte året med. 

Det blev et fantastisk læseår. 120 bøger i alt, hvilket er personlig rekord. Ikke at det er formålet, men jeg kan konstatere, at jeg ser mindre og mindre fjernsyn og foretrækker den stille tid med en bog efter arbejde. Totalt set blev det til lidt mere end 46.000 sider, og fordelingen var nogenlunde som i 2024. Lidt færre danske bøger (15%), samme andel engelske (39%) og størstedelen af franske bøger (46%). 

Mine absolutte favoritter per måned var:

Januar: Samliv med Picasso  

Februar: Bohemian Paris        

Marts: Sans soleil

April: Le paradis caché 

Maj: L'impératrice de Pierre

Juni: The Lives of the Artists

Juli:  Himlens rødder   

August: Det jeg ved om dig

September: Les heures fragiles

Oktober: Søfareren

November: The River Is Waiting

December: De sårede og de faldne

De sårede og de faldne - Alice Winn

 

• Engelsk
• 19.-21. december
• 400 sider
• Originaltitel: In Memoriam

Henry Gaunt og Sidney Ellwood er to unge ubekymrede drenge på en kostskole for den engelske overklasse, da 1. Verdenskrig bryder ud i 1914. Drengene på skolen afprøver til tider deres grænser og enkelte homoerotiske erfaringer er ikke usædvanlige - men Henry ved, at han er forelsket i Sidney på en anden måde end drengeløjerne tillader. Det er underforstået, at det stopper, når de forlader skolen og Sidney tror han skal giftes med Henrys søster. 

Henry er intelligent men introvert. Han skammer sig over sin forelskelse i Sidney, som aldrig konkretiseres på kostskolen - i stedet ser han Sidneys flirten med andre drenge som ren leg fra Sidneys side. Sidney er dog også forelsket i Henry, og tager langt mere ansvar for sin seksualitet.

Efterhånden som krigen skrider frem, og drengene ser tabslisterne i kostskolens avis, går det op for dem, at de nok også kommer afsted. Henrys mor beder ham direkte om at melde sig, da de har tyske rødder i familien - og stemningen er ophidset. Ved at melde sig kan Henry cementere familiens loyalitet til England. Samtidig er det jo en passende flugt fra Sidney, som er en konstant fristelse for Henry.

Henrys debut i krigen er voldsom. Skyttegravene er langt fra hans tidligere beskyttede tilværelse og Henry bliver hærdet; han skriver breve hjem til Sidney - men forsøger at fremhæve det heroiske og undgå censuren. Da Sidney også melder sig til hæren, mødes de to ved fronten. Henry er rasende over at se Sidney - han frygter for hans liv og kapacitet til at klare gruen. Men det er også her, de endelig indleder deres forhold.

Igennem krigen og gemt i skyttegravene kan de måske bilde sig selv ind, at det er for at få lidt trøst og blidhed midt i krigen. Sidney udfordrer Henry gang på gang - han vil have ham til at erkende, at deres er den ægte kærlighed - på trods af tidens forbud og fordomme. 

Det er en grusom beskrivelse af skyttegravene med beskrivelser af angrebene, og de sårede og de faldne, som i den danske titel. Det er en hyldest til alle de soldater, der meningsløst mistede livet i krigen - som i den originale titel. Det er en sammenblanding af overklasse-England med skjult homoseksualitet som i Gensyn med Brideshead og brutal skyttegravskrig som i Birdsong.

Der er så mange temaer her, og man bliver dybt rørt af deres historie. De bliver begge sårede, de kommer igennem krigen men med ar på krop og sjæl - og skal finde en mening med at have overlevet. De skal finde modet til at være sammen som par i en verden, hvor dette var uhørt. En stærk roman, der ryger direkte ind på min liste over de bedste bøger i år.

Brésil, terre d'amitié - Georges Bernanos

 

• Fransk
• 17.-18. december
• 237 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Min første julegave i år kom lidt tidligt i en pakke fra Frankrig - og så kunne jeg ikke lade den være!

Georges Bernanos (1888-1948) var en fransk forfatter, der har udgivet både romaner og digte samt skrevet teaterstykker. Ikke mindst var han en ivrig debattør - især under 2. Verdenskrig omkring den franske samarbejdspolitik af Vichy-regeringen. I sine unge år var Bernanos kendt antisemitisk - en holdning, han dog ændrede radikalt med krigens komme.

Under krigen var han dog ikke i Frankrig, da han allerede i 1938 var rejst til Brasilien i protest mod den franske regerings politik. Derfra korresponderede han med sine landsmænd og skrev kronikker til den franske presse. Efter krigen vender han tilbage til Frankrig, og dør nogle år senere.

Bogen samler forskellige breve, tekster fra hans bøger og artikler omhandlende krigen. Mange af teksterne kredser om de moralske dilemmaer mellem krig og kristendom, som optog ham meget. Men der er også beskrivelser fra hans liv i Brasilien, som blev hans andet fædreland. Han søgte ikke de lokale intellektuelles selskab, men derimod bønderne og var ikke mere lykkelig end da han blev ejer af en kvægfarm. En retur til det simple liv med kristne værdier som sit kompas.

Det er lidt en blandet samling af tekster, og der er ikke en decideret rød tråd igennem bogen. Men det var for mig en nyopdagelse af en forfatter og et menneske, som inspirerede en gruppe af efterkrigstidens franske forfattere. Jeg opdagede, at jeg kendte til i hvert fald en af hans romaner og den skal muligvis på listen til 2026.

La ville dévastée - Simone van der Vlugt

 

• Fransk
• 14.-16. december
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har læst alle bøger af denne hollandske forfatter, og har især været begejstret for hendes beretninger om kvinders liv i Holland i det 15.-17. århundrede. Det er jo også en periode, der virkelig interesserer mig, og så genkender man jo mange ting, når man er i fx Amsterdam. Den seneste roman, som foregik slutningen af det 19. århundrede var jeg mindre begejstret for, og her nåede vi frem til 1. Verdenskrig, hvor handlingen foregik i Belgien.

Nu er vi tilbage i Holland - i Rotterdam - og 2. Verdenskrig er lige brudt ud. Holland blev hårdt ramt i den krig - ikke blot af ødelæggelser og bombardementer, men også deportationen af den jødiske befolkning, som var altomfattende i forhold til vores danske forhold.

Katja er 21 år gammel og nygift. Hun besøger sin familie er dag i april 1940, og netop som hun har forladt dem med lillesøsteren, bliver byen bombarderet. Forældrene og to søskende dør, men hun finder to andre søskende, så de nu er fire tilbage. De to brødre bliver hurtigt involveret i modstandsbevægelsen, mens hendes svigerforældre til gengæld melder sig ind i det nationalsocialistiske parti og omgås tyskere.

Krigen er brutal. Vi når hele registeret igennem - det jødiske vennepar, som de først skjuler, og deres søn de tager til sig, da forældrene fanges og sendes til Auschwitz. Katjas mand, der også blander sig i tyskernes politik, og deporteres til Tyskland. Katja, der efterfølgende indleder et forhold til en tysk officer - først for at hjælpe sine familiemedlemmer ved at bede om tjenester, men det udvikler sig til et reelt intimt forhold på trods af deres ideologiske forskelle. 

Men der er desværre også alt for mange og lange opremsninger af krigens skelsættende datoer. Det bliver for trivielt og tørt, og skiftet mellem disse opremsninger af datoer og personernes handling virker kunstig. Der er ingen tvivl om, at formålet har været at dække det hele - byen Rotterdams skæbne, Hollands skæbne under krigen og protagonisternes egne skæbner. Men det bliver for meget ganske enkelt.

Jeg synes samtidig der var flere løse tråde ved slutningen, hvilket virker underligt, når meget af bogen er så detaljeorienteret.

King of Ashes - S. A. Cosby

 

• Engelsk
• 10.-13. december
• 353 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Endnu en bog fra Obamas Reading List for 2025, og denne gang er det en krimi. Det er jo en genre, jeg bedst kan lide lidt old school med detektivmysterier og helst ikke for meget blod og vold. Obama har så en lidt anden smag! Det er voldsomt, og jeg kæmpede bravt for at komme igennem må jeg indrømme.

De dybereliggende temaer er absolut universelle og interessante, men det er pakket ind i lag på lag på lag af rå vold.

Roman er en succesfuld investeringsrådgiver i Atlanta, og kommer sjældent hjem til sin barndomsby, Jefferson Run i Virginia, hvor faderen styrer et krematorium sammen med Romans søster, Neveah, og bror, Dante. Faktisk har han holdt sig væk det meste af de sidste nitten år siden moderen forsvandt. Men faderen har været udsat for en trafikulykke, og ligger i koma. Roman opdager dog hurtigt, at Dante er i gæld til en lokal narkobande - og de står bag faderens ulykke samt en del anden chikane mod familien. 

Roman mener at kunne tale fornuft til disse mennesker - eller i det mindste finde en afdragsordning med dem - men sådan arbejder de ikke. Roman opdager et helt system af udnyttelse af de lokale fattige sorte familier, og begynder selv at spille efter deres regler. Det fører selvfølgelig kun til hans egen moralske undergang - og mere vold og ulykke end han nogensinde havde forestillet sig.

Titlen King of Ashes refererer selvfølgelig til krematoriet, som nu bliver scenen til hans forsøg på at redde Dante og familien. 

Temaerne er mangfoldige - kan man gøre sig fri af fortiden? Hvor meget skal man ofre for familien? Uretfærdigheden i retssystemet - ikke mindst for minoriteter. Og ens eget moralske kompas - hvordan navigerer man efter det i en verden af vold?

Det var virkelig voldsomt. Jeg bryder mig ikke om den slags romaner, hvor det bliver så billedligt og jeg overvejede virkelig at stoppe for min nattesøvns skyld. Jeg kom igennem - men faktisk var det deprimerende fra start til slut, og levnede intet håb for nogen. Man skal kunne lide meget mørke for at kunne lide denne - jeg skal i hvert fald ikke læse flere af hans krimier. Jeg skal nok også lige revurdere Obamas 2025-liste; mine to foreløbige forsøg har været en blandet fornøjelse.

Strandingen - Peter Krogsted Nielsen

 

• Dansk
• 8.-9. december
• 247 sider

Et måske mindre kendt aspekt af 2. Verdenskrig er de mange flygtninge, der befandt sig i Danmark ved afslutningen i maj 1945. Det var det i hvert fald for mig, hvor skoletimerne fokuserede på frigivelsen af koncentrationslejrene, de politiske efterdønninger med den kolde krig og jerntæppet. For i Danmark var vi jo besatte, men ikke aktive deltagere i krigen.

Alligevel var der tusindvis af fordrevne indenfor vores lands grænser - krigsfanger bragt til landet for at arbejde for tyskerne eller tyskere selv som i krigens sidste måneder anede, hvor det bar hen og forsøgte at flygte ud af hjemlandet. Med sig bragte de tit fanger, så det blev svært for myndighederne at vurdere, hvem der var her af hvilke årsager.

Derudover er der den fantastiske historie om flydedokken, der sendes afsted fra Nordtyskland med knap 1500 russiske, franske og belgiske krigsfanger inklusive deres tyske vogtere. Det var et desperat forsøg på at flytte fangerne til Flensborg efter Berlin var faldet, men skibene blev angrebet af de allierede og flydedokken endte med at flyde rundt i Østersøen af egen kraft. Mændene ombord drev rundt i flere dage uden vådt eller tørt, mens de forsøgte at dirigere dokken. Endelig fik de den i kurs mod land, men de troede de var tilbage i Tyskland. I stedet havnede de på Langeland, hvor de lokale var lige så chokerede, og ikke anede om de kom for at angribe eller ej. Skæbnen ville det, at de gik på grund netop den 4. maj som frihedsbudskabet lød i de danske radioer.

Bogen fortæller primært historien om disse fanger og hvordan langelænderne måtte håndtere denne enorme mængde mennesker i det lille samfund. Tyskere skulle skilles fra fanger. Syge skulle behandles. Alle skulle have mad og drikke - men tyskerne lidt mindre godt end fangerne! De skulle indlogeres, og de skulle identificeres så man var sikker på deres legitimitet og oprindelse.

Franskmændene var nok de finere fanger - de var de kultiverede interessante mennesker, der også hurtigere kom hjem. Russerne, som i realiteten kom fra mange steder, der i dag er selvstændige lande (Baltikum, Polen, Kaukasus osv.) måtte vente lidt længere og deres skæbne var langt mindre glorværdig. At blive taget til krigsfange var strafbart i den Røde Hær og der ventede dem ikke samme heltemodtagelse ved hjemkomsten.

De lokale glemte nok aldrig de måneder de havde besøg af de mange fanger. Nogle holdt kontakten livet igennem, mens det var mere problematisk for de russiske fanger. De kom tilbage til Stalins Rusland - og kontakt med danskere ville være kontakt til en kapitalistisk magt.

Det er et virkelig interessant kapitel danmarkshistorie og bogen er rigt illustreret. Det bliver lidt tørt visse steder - især kapitel 7 blev for akademisk til at gøre det rigtig relevant for et bredere publikum. Men interesserer man sig for krigen og/eller Danmarks historie er det interessant læsning.

L'homme qui peignait les âmes - Metin Arditi

 

• Fransk
• 6.-7. december
• 312 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Hvis det er en bog om malerier eller malerkunst, så falder jeg altid i fælden og køber! Titlen - Manden, der malede sjæle - er jo også besnærende. 

Vi er i 1079 i det nordlige nuværende Israel i byen Acre, hvor den 14-årige Avner bor med sine forældre og kusinen Myriam. De er jøder, men der er katolske klostre i området og Avner leverer dagligt fisk dertil. Det er her, han første gang ser et ikon malet af en af klostrets ikonograf. Eller skrevet af, som de siger. For den katolske kirke - ligesom islam og judaismen - tillader ikke helgendyrkelse gennem portrætter, men derimod en tolkning af Bibelen, som skal ses i ikonet.

Avner fascineres af ikonet, og gennem et år arbejder han på at studere katolicismen for endelig at blive døbt. Han er dog ikke mere troende end, at han sideløbende har et intimt forhold med kusinen. Hans dobbeltgængeri opdages, og han udstødes af familien - den omrejsende Mansour, som er muslim, tager ham under sine vinger og sammen rejser de videre mod Bethlehem. 

Der får han arbejde som ikonograf i Mar Saba-klostret og bliver hurtigt den dygtigste, og mål for de andre munkes jalousi. Men hans ikoner bliver også mere og mere livagtige, og hans hybris ender med at blive hans fald. Han smides ud af klostret, og alle hans ikoner brændes.

Avner er nemlig ikke troende i den forstand, at han bekender sig til en enkelt religion. Han ser det smukke i mennesket som Guds skabning, og begynder nu at male deciderede menneskelige portrætter af alle, der vil. En praksis, der er i strid med alle monoteistiske religioner på den tid, men malerierne ser ud til at forsone mennesker med både dem selv og deres fjender.

Det er en roman, og Avner fra Acre findes ikke i historiebøgerne. Dog har man opdaget, at et ikon i Mar Saba er langt ældre end først antaget. Det er baggrunden for idéen om, at man overskred grænserne for malerierne. Dog synes jeg hele historien bliver en lektion i samhørighed - at vi alle er Guds skabninger, uanset religion, og har de samme grundværdier. Det bliver lidt for komfortabelt, at Avner færdes på kryds og tværs af judaisme, kristendom og islam. I bogen ender det da også galt, og så slutter det med et lidt for fabelagtigt eventyr om Mansours kamel og muldyr, der tager hævn - den del kunne jeg godt have været foruden.

Street of Eternal Happiness - Rob Schmitz

 

• Engelsk
• 1.-4. december
• 326 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Rob Schmitz er en amerikansk journalist, der i dag rapporterer fra Berlin for NPR - den amerikanske public service-radio. Han har arbejdet i en del lande udenfor USA - deriblandt Kina, hvor han boede i en årrække. Fra 2010 til 2016 boede han i Shanghai i gaden, der poetisk hedder Street of Eternal Happiness.

Hans gade ligger i det tidligere franske kvarter, hvor der engang stod små smukke huse nu erstattet af glas- og metaltårne i det moderne Kina. Men beboerne er en blandet flok af indbyggere fra dengang og fra områder udenfor Shanghai. Schmitz har den store fordel at tale mandarin, og han kommer derfor nemmere i kontakt med de lokale. De fleste viser sig dog ikke at være så lokale.

Hans bog foregår i gaden i samtaler med dens indbyggere, men derigennem kommer vi også igennem den del af det moderne Kinas historie med de strabadser befolkningen går eller har gået igennem. Det er barsk læsning!

Vi ved jo, at Kina ikke er pionerer indenfor menneskerettigheder, men at læse om familier, der tvinges fra hinanden eller fra hus og hjem på den mest brutale facon er alligevel rystende. Der er så mange regler, der stadig overlever i bedste maoistiske ånd, at det stadig er svært for menigmand at bryde ud af det, der minder om en stavnsbinding. Man er bundet til det sted, man er registreret som borger - så kan man flytte til storbyen og bo og arbejde, men den dag ens børn skal i skole, skal det foregå i hjembyen. Det betyder, at forældre sender deres børn væk og selv bliver i byen, hvor der er flere penge at tjene.

Et andet stort problem er eksproprieringen - de gamle traditionelle huse skal ned for at skabe plads til glasmonstrene. Flytter man ikke frivilligt, vågner man en morgen til et nedrykningsteam, der mest af alt minder om en mafiatrup. De flår dig ud af sengen og huset uden ejendele, og så brænder de huset af. Nu er jorden klar til at blive solgt til højest bydende, og beboerne har ingen ejendele eller penge til at komme videre for.

Der er ikke noget at sige til, at den kinesiske version af bogen er forbudt i Kina. Som vestlig journalist har Schmitz nemmere mulighed for at rejse rundt i landet, og han rejser med nogle af beboerne til deres hjembyer for at se, hvordan familierne lever der. I evig venten på penge fra storbyen - eller nyt fra familien, der har gjort lykken der. Det minder på mange måder om de flygtninge, vi ser i Europa, der har familie i Afrika eller Mellemøsten - Kina er blot så stort, at problemet forbliver indenfor landets grænser.

Det moderne Kina er absolut mere kapitalistisk - og det får fatale konsekvenser for nogle af gadens indbyggere som den ældre dame, der falder for det ene pyramidespil efter det andet i håbet om at blive rig. Hun tror blindt på samtlige svindlere, der lover hende børsnoteringer og formuer - for hun er af en tid, hvor man blev hjernevasket til at tro på ideologien og systemet og ikke stille kritiske spørgsmål. Denne ældre befolkning har svært ved at omstille og tilpasse sig.

Nu er bogen jo snart ti år gammel; dog er spørgsmålet nok, hvor meget der reelt har ændret sig? Huskert man billederne af indbyggere, der blev barrikaderet i deres ejendomme under pandemien, er min tanke, at der stadig er lang vej. 

Det var på mange måder interessant. Det var dog også lidt ensformigt, og for mange gange gentager Schmitz en persons baggrund (i tilfælde af at læseren har glemt det) - men det ødelagde det lidt for mig, så jeg gik lidt i stå undervejs. Men jeg lærte da en hel del - nedslående - nyt om verden.