- Engelsk
- 1.-4. december
- 326 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Rob Schmitz er en amerikansk journalist, der i dag rapporterer fra Berlin for NPR - den amerikanske public service-radio. Han har arbejdet i en del lande udenfor USA - deriblandt Kina, hvor han boede i en årrække. Fra 2010 til 2016 boede han i Shanghai i gaden, der poetisk hedder Street of Eternal Happiness.
Hans gade ligger i det tidligere franske kvarter, hvor der engang stod små smukke huse nu erstattet af glas- og metaltårne i det moderne Kina. Men beboerne er en blandet flok af indbyggere fra dengang og fra områder udenfor Shanghai. Schmitz har den store fordel at tale mandarin, og han kommer derfor nemmere i kontakt med de lokale. De fleste viser sig dog ikke at være så lokale.
Hans bog foregår i gaden i samtaler med dens indbyggere, men derigennem kommer vi også igennem den del af det moderne Kinas historie med de strabadser befolkningen går eller har gået igennem. Det er barsk læsning!
Vi ved jo, at Kina ikke er pionerer indenfor menneskerettigheder, men at læse om familier, der tvinges fra hinanden eller fra hus og hjem på den mest brutale facon er alligevel rystende. Der er så mange regler, der stadig overlever i bedste maoistiske ånd, at det stadig er svært for menigmand at bryde ud af det, der minder om en stavnsbinding. Man er bundet til det sted, man er registreret som borger - så kan man flytte til storbyen og bo og arbejde, men den dag ens børn skal i skole, skal det foregå i hjembyen. Det betyder, at forældre sender deres børn væk og selv bliver i byen, hvor der er flere penge at tjene.
Et andet stort problem er eksproprieringen - de gamle traditionelle huse skal ned for at skabe plads til glasmonstrene. Flytter man ikke frivilligt, vågner man en morgen til et nedrykningsteam, der mest af alt minder om en mafiatrup. De flår dig ud af sengen og huset uden ejendele, og så brænder de huset af. Nu er jorden klar til at blive solgt til højest bydende, og beboerne har ingen ejendele eller penge til at komme videre for.
Der er ikke noget at sige til, at den kinesiske version af bogen er forbudt i Kina. Som vestlig journalist har Schmitz nemmere mulighed for at rejse rundt i landet, og han rejser med nogle af beboerne til deres hjembyer for at se, hvordan familierne lever der. I evig venten på penge fra storbyen - eller nyt fra familien, der har gjort lykken der. Det minder på mange måder om de flygtninge, vi ser i Europa, der har familie i Afrika eller Mellemøsten - Kina er blot så stort, at problemet forbliver indenfor landets grænser.
Det moderne Kina er absolut mere kapitalistisk - og det får fatale konsekvenser for nogle af gadens indbyggere som den ældre dame, der falder for det ene pyramidespil efter det andet i håbet om at blive rig. Hun tror blindt på samtlige svindlere, der lover hende børsnoteringer og formuer - for hun er af en tid, hvor man blev hjernevasket til at tro på ideologien og systemet og ikke stille kritiske spørgsmål. Denne ældre befolkning har svært ved at omstille og tilpasse sig.
Nu er bogen jo snart ti år gammel; dog er spørgsmålet nok, hvor meget der reelt har ændret sig? Huskert man billederne af indbyggere, der blev barrikaderet i deres ejendomme under pandemien, er min tanke, at der stadig er lang vej.
Det var på mange måder interessant. Det var dog også lidt ensformigt, og for mange gange gentager Schmitz en persons baggrund (i tilfælde af at læseren har glemt det) - men det ødelagde det lidt for mig, så jeg gik lidt i stå undervejs. Men jeg lærte da en hel del - nedslående - nyt om verden.
