Dronning Ingrid - Annelise Bistrup

• Dansk
• 30.-31. august
• 267 sider

Jeg kan godt lide biografier; og jeg kan godt lide kongelige biografier.

Måske fordi de ofte graver det spadestik dybere og giver et mere nuanceret billede end det man allers ser. For rigtigt historiske biografier gælder det selvfølgelig, at der er mange omkringliggende faktorer i samtidshistorien, som gør dem interessante at læse. For de mere moderne - som denne - er der måske ikke så meget nyt; men der er alligevel altid noget!

Jeg fandt den forleden dag i bogudsalget i Helligåndskirken til den beskedne sum af tyve kroner; og i vældig fin stand. Det var også nem og hyggelig læsning over to aftener - ikke noget historisk tungt stof at fordøje.

Dronning Ingrids liv er jo i store træk kendt; jeg kan huske hendes død og begravelse - men hun avr jo allerede en aldrende dame, da jeg voksede op. Jeg kendte til hendes familiebaggrund i Sverige; med tabet af moderen som blot ti-årig. Men måske har man undervurderet, hvor meget det kan påvirke så ungt et barn. Hun var jo lidt tilknappet - eller meget royal, kunne man måske også sige.

Det var der jo nok en grund til - udover, at hun var af den gamle royale skole; hvor man ikke optrådte lige så meget på slap line, som vi ser det med vores nuværende yngre del af kongefamilien. Hver ting til sin tid!

Bogen arbejder sig kronologisk gennem Dronning Ingrids liv fra 1910 til nogle få år inden hendes død i 2000. Hvert kapitel er smukt illustreret - mange billeder har man set før; men de bliver et smukt tapet til historien.

Der er en del citater af blandt andet hendes døtre; men mest interessant var nok Krags dagbogsnotater fra tiden omkring Kong Frederik IX's død. Hvorledes han - og regeringen - allerede tidligt ved Kongens indlæggelse gik i gang med forberedelserne til overdragelsen af tronen. Der bliver det meget pragmatisk og praktisk, og der er et kæmpe apparat, der skubbes i gang. Desuden er det tydeligt, at Jens Otto Krag ikke var den store tilhænger af monarkiet og ritualerne; det rystede mig lidt må jeg nok indrømme.

Jeg er virkelig ikke republikaner! Jeg har fuld forståelse for, at nogle er - men uanset, hvor man står politisk ville jeg mene, at man som statsminister må respektere, at nu er det sådan og udvise en vis respekt for familien, når man bestrider den post. Det var jo før min tid; jeg undrer mig over, om det var almindeligt kendt i samfundet, at det forholdt sig således? Interessant vinkel at tage med i bogen, så det ikke udelukkende bliver en lovprisning af etablissementet!

Det blev min niende læste bog i august; det virker som om jeg endelig fik lysten igen efter corona-tiden. Der var jo masser af tid til at læse; men det fik den modsatte effekt på mig - jeg gik helt i stå; paralyseret af mediernes endeløse strøm af dårlige nyheder. Men man skal huske at læse - for at komme til en anden verden!

A History of Loneliness - John Boyne

• Engelsk
• 28.-30. august
• 480 sider
• Dansk titel: Ikke oversat?

Først læste jeg John Boyne måske lidt ved et tilfælde helt tilbage i 2012; en fantastisk bog om de to venner, der kommer i krig; og med en tragisk slutning. I 2018 læste jeg Cyril Averys hjerte, som om muligt var endnu mere utrolig... rørende, barsk men også morsom. Og for nogle måneder siden hans seneste roman. Det var så der, jeg besluttede mig for proaktivt at gå efter flere af de ældre romaner og nu er nogle bestilt hjem.

Der er visse fællestræk i alle Boynes romaner - indtil videre.

Boyne er homoseksuel, og netop homoseksualiteten er et ret gennemgående tema  i romanerne. Et andet typisk træk er, at der ingen happy end er; ofte er det tragisk og det er personer, hvis liv aldrig bliver levet til fulde grundet forskellige hændelser. Der er en masse bitterhed og fortrydelse, når det er for sent.

I denne roman fra 2014 er ingen undtagelse; begge regler gælder mere end nogensinde.

Odran Yates er født i Irland i 1955; et yderst katolsk land, som man jo ved - og hvor kirken og præsterne nyder en enorm magt og respekt i samfundet. Odrans far dør, da han er meget ung - omstændighederne her er også traumatiske for den resterende familie - og nu mener moderen pludselig, at hun har fået en åbenbaring: Odran skal være præst!

Som 17-årig sendes han til seminariet; ingen bekymrer sig om dette virkelig er vejen han vil gå - ligesom han er sammen med en masse unge drenge, som deler hans skæbne. Ofte var det meget børnerige familier, som ikke kunne ofre uddannelse på så mange børn - og familiegården kunne jo ikke splittes op i det uendelige. Så var det jo nemt at give et par børn til kirken, som sørgede for kost og logi ... for livstid!

Men de egner sig ikke til det liv, og nogle gør oprør. Ofte forgæves, For andre kommer det til at betyde, at de forbryder sig på samtlige etiske regler og ikke mindst de unge drenge, de kommer i forbindelse med. Fra slutningen af 1980'erne begynder skandalerne at rulle. Det har vist sig, at tusinder af børn er blevet misbrugt i en omfattende skandale, hvor Kirken ofte forsøgte at dække over de skyldige ved at flytte dem til nye menigheder eller true forældrene til at trække anmeldelser tilbage.

Boynes historie om Odran er netop denne historie; Odran bliver præst og vi følger ham i mere end 40 år. Kapitlerne springer frem og tilbage i tid, og derfor fornemmer man på en helt speciel måde den gru, det ender med at blive, da Odran opdager, at hans bedste ven fra seminariet er hovedmistænkt i en sag. Tom er ikke nødvendigvis homoseksuel - han er fanget i et system, hvor præster ikke må gifte sig, og hvor det har syntes som den eneste måde af få afløb - og ikke aflad - på.

Inderst inde fornemmer Odran jo godt, at alt ikke er som det skal være - men omfanget af rædslerne går først op for ham meget sent. Og så er der det moralske dilemma, som også blev skæbnen for Tristan i The Absolutist - han er endt med aldrig selv at leve for at undgå opmærksomhed, undgå at skulle tage stilling og fordømme. Er han så en større kujon en den pædofile? For han vidste jo måske, hvad der foregik men gjorde intet?

Boyne er særdeles hård mod pave John Paul II; han havde absolut ikke en pletfri rolle i at få opklaret skandalerne. Han undgik den helt store konfrontation, og først i 2010 udsendte den nye pave Benedict XVI en officiel undskyldning til ofrene. Men var det too little too late?

Historien indeholder også en episode i Vatikanet, som får Odran helt tæt på valget af to nye paver; nemlig i 1978, som senere blev kendt som året med de tre paver. Det er nok den del, jeg mindst kan lide. Jeg bryder mig aldrig om, når en forfatter skal have en protagonist til at spille en central rolle i en reel historisk begivenhed, hvor det jo er åbenlyst, at vedkommende ikke kan have været tilstede. Men historien fungerer selvfølgelig til at underbygge også Odrans karakter - hans svaghed, hans manglende mod som ung mand - som bliver til hans evigt manglende mod.

Det var en helt absolut utrolig bog; en barsk fortælling om både de pædofile præster; men også om konsekvenserne for Kirken og de præster, som nu bliver spyttet på på gaden - for de må jo alle være ens! 

Boyne overrasker mig gang på gang; for selv om der er de fælles temaer, så er historierne hver gang i en ny tid, et nyt sted og så forskellige - men alle umådeligt gribende.

The Rumour - Lesley Kara

• Engelsk
• 25.-26. august
• 416 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

H. C. Andersen ville være rystet, hvis han vidste, hvordan hans fjer kunne blive til så meget mere end fem høns. For nogle gange er fjeren reelt en høne, og det er at blot at ryste i fjerene for at få alting til at komme til live igen. Det er ganske vist.

Jeg havde fået anbefalet denne krimi af en veninde; som hun sagde - det er ikke stor verdenslitteratur, men det er et godt plot og overraskende til sidste side. Det må jeg give hende ret i!

Joanna er alenemor, og bor i en lille engelsk havneby - en soveby, hvor alle kender alle. Det er ikke nemt at komme udefra, men Joanna flytter dertil med sin søn Alfie fordi hendes mor bor der og livet er bedre end i London. Alfies far, Michael, er sort, og de har et forhold baseret på venskab og occasional sex men Joanna har aldrig villet binde sig mere. Så hun er meget alene, og både hun og sønnen kæmper for at få nye venner i den lille by.

En dag overhører hun en samtale ved skolen - deres lille by skulle huse en morder, som nu lever under falsk navn under et beskyttelsesprogram. En kvinde, som mange mange år tidligere, slog en lille dreng ihjel, da hun kun var ti år gammel. Hun er ellers ikke typen, der render med sladder - men pludselig bliver dette lille stykke sladder noget hun kan bruge til at gøre sig interessant for de andre kvinder. Det åbner døre for sønnen - men det får også fatale konsekvenser. 

Hele byen begynder at spekulere i hvem, det kan være. Er det en med de samme initialer som morderens oprindelige navn? Alle ser spøgelser overalt, og der opstår en lynchstemning overfor nogle kvinder i byen. 

Som dagene går overvejer Joanna alle muligheder, og ser farer overalt efterhånden som hun selv føler sig truet af rygterne. 

Det er ikke en voldsom krimi - jeg kan ikke lide den slags, hvor man skal læse om masser af blod og slåskampe; her er det det psykologiske aspekt, der fungerer som drivkraft - og det er skrevet i et letlæseligt sprog med fuld fart på. På to aftener var den læst - jeg måtte opklare det; og det var en absolut overraskende slutning. Bogstaveligt talt til allersidste ord, hvorefter den slutter og man sidder med en følelse af absolut undren og visse moralske spørgsmål ligeledes.

Den bliver uden tvivl oversat til dansk, og så vil jeg virkelig anbefale den til en søndag i sofaen!

The God Child - Nana Oforiatta Ayim

• Engelsk
• 22.-23. august
• 256 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg blev meget fascineret af den totalt gyldne forside; og titlen - og det faktum, at det var en ghanesisk forfatter. Den slags kan man lade sig narre af!

Debutromanen fra den unge ghanesiske kunsthistoriker er meget rost; jeg var faktisk også meget begejstret i begyndelsen - men desværre haltede det lidt mod slutningen.

Maya bor i Tyskland med sine forældre; hendes far er læge og hendes mor en flamboyant kvinde, der ofte intimiderer sin datter. Moderen siger, at hun er prinsesse - men familiens titler og værdier blev frataget dem, da Ghana blev uafhængigt. Der er i dag stadig kongedømmer i visse dele af landet - men landet som helhed er jo i dag en republik.

En dag kommer hendes fætter Kojo til dem, og han forklarer hende, at de skal generobre og genfortælle deres lands historie. Den historie som kolonialisterne tog fra dem; og som bliver Kojos endeligt. Han bliver besat af traditionerne, og forfædrene, som stadig lever i ham.

Det er ret rodet egentlig; frem og tilbage mellem Tyskland, England og Ghana - et klart forsøg på at illustrere den identitetskrise, som er en realitet for mange, der vokser i Europa langt fra deres lands traditioner.

Men trådene samles ikke helt til sidst; og der løbes alt for hurtigt hen over nogle vigtige handlinger, som om, at nu skal det bare afsluttes. Det er lidt ærgerligt, for det kunne have været en meget smuk roman.

Pierre-Auguste Renoir, mon père - Jean Renoir

• Fransk
• 11.-20. august
• 512 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

At skrive en biografi om sin egen far kan jo være farligt - for er man ikke lidt farvet af sin beundring (eller i visse tilfælde det modsatte). Ikke desto mindre er denne biograif af Renoir fantastisk på alle mulige måder.

Den er skrevet i 1962, da Renoir havde været død i 43 år. Da var sønnen selv 68 år gammel, og man må antage, at ungdommens næsegruse beundring er passeret. Det skriver han da også selv - han blev såret i 1. Verdenskrig, og kom hjem til faderen på rekonvalescens - og der snakkede de to i dager og uger. Jean Renoir tog noter, men gjorde ikke mere i mange år; han forfulgte sin egen karriere som filminstruktør, og skrev den muligvis, da han selv blev bange for ikke at kunne nå det?

Det er ikke kun en historie om malerierne; det er en historie om Frnakrig og ikke mindst Paris helt tilbage til Renoirs aner. Maleren Renoir var født i 1841 - og hans bedsteforældre havde jo oplevet den franske revolution - den er jo pludselig ikke langt væk, når man tæller et par generationer tilbage. Mine egne bedsteforældre var født i 1904 og 1911 - og deres bedsteforældre havde jo også kendt til en helt anden verden end os.

Det er levende beskrivelser af et Paris, som man slet ikke kan forestille sig - hvor Montmartre stadig var 'udenfor' voldene, og en landsby man næsten måtte rejse til. Alligevel tiltrak det jo allerede dengang kunstnerne - for lyset ned over Paris var så smukt.

Det mindede mig lidt om Woody Allens film, hvor de farer rundt i Montmartre om natten med Picasso, Modigliano osv. i den ene tidslomme - for pludselig at hoppe endnu længere tilbage til den anden tidslomme med Degas, Toulouse-Lautrec osv. 

For det var jo en gruppe af frontløbere med impressionismen; de tog de første opgør med kunstens principper - som Chauveau også glimrende beskrev i sin bog om Manet. Deres billeder blev ikke accepteret til den årlige udstilling; ergo lavede de deres egen udbryderudstilling - og i bogen gengives flere artikler fra samtidens presse, som anmelder dem. Det er jo helt grotesk at læse den slags i dag; ligesom det er grotesk, at Louvre og den franske stat afviste en større malerisamling (fra denne gruppe kunstnere), som blev testamenteret til dem. Alle disse malerier blev i stedet solgt, og kun ganske få af dem findes i dag i Frankrig. En hel kulturarv, som nu primært er på amerikanske mindre museer.

Renoir måtte også kæmpe - han var fattig i årevis, og giftede sig første ret sent; han blev far til sit sidste barn som 60-årig; men var en temmelig ungdommelig far. Han havde dog mange principper om løst og fast; børnene - alle drenge - skulle have langt hår til at beskytte deres hoveder mod fald. Han var imod luksus - men hvis man var rig, så var det ens pligt at fremvise al den luksus. Han var imod industrialiseringen men foretrak det gode gammeldags håndværk.

Hjemmet var et evigt kollektiv, hvor hans muser levede sammen med familien - eller der altid var venner på besøg. De rejste til Provence om sommeren, og han malede meget i Bretagne. Men det er også fortællingen om sygdommen; han var stadig kun midaldrende, da han blev ramt af gigt. De sidste år sad han i kørestol - der findes en del fotografier, hvor man ser en tynd og afkræftet mand; men han malede til sin allersidste levedag. Det var smertefuldt, og det var besværligt - men det var vigtigt.

Det er en fantastisk bog; den er virkelig kompakt - blot fire kapitler til over 500 sider - og der er absolut ingen kunstpauser. Det var måden at skrive på i 1960'erne; men det gjorde det til et enten-eller projekt for mig. Man kan ikke bare lige snuppe et kapitel her og der; men da jeg så tog mig tiden til at fordybe mig, kom jeg til et Paris jeg både kunne genkende og slet ikke forestille mig.

Silken - Alessandro Baricco

• Fransk
• 10. august
• 121 sider
• Fransk titel: Soie

Jeg vendte tilbage til endnu en af mine favoritter; Baricco opdagede jeg med denne roman for mange år siden - den udkom i 1996, og jeg læste den første gang lige efter. Siden har jeg læst den et par gange - og pludselig fik jeg lyst til at genlæse den. Det er perfekt til en aften, og sproget og Bariccos finurlighed er i denne roman på sit højeste.

Efter at have læst stort set alle hans romaner, stoppede jeg til sidst - den sidste kunne jeg slet ikke fordøje; efter ellers at have været i ekstase over fx Mr Gwyn eller Denne historie. Jeg ved ikke, om jeg igen vil kaste mig ud i hans univers; men så kan jeg til gengæld genlæse nogle af favoritterne.

Silken handler om franskmanden Hervé Joncour, som rejser den lange vej til Japan i årene 1861-1865 for at købe larveæg. Dem transporterer han igen den lange vej retur til den lille franske landsby, som lever af at producere silke. Det er en barsk rejse og tager ham flere måneder hvert år. Hver gang frygter hans hustru, at han ikke kommer hjem. Ikke af skræk for, at han dør undervejs - men fordi hun fornemmer ganske tydeligt, at der er sket noget derude i Japan. En anden kvinde har taget pladsen i hans hjerte.

Det er ganske rigtigt; og det får langtrækkende konsekvenser. Mere skal ikke afsløres her! Det er poetisk smukt skrevet; som fx rejsen til Japan. De fire gange den beskrives er den ord for ord identisk... næsten! Man kunne fristes til at springe let hen over det; for det er jo den samme beskrivelse af vogn, sejlads, tog osv, som sidste gang. Men hver gang han skal krydse Baikal-søen ændrer denne navn. "De lokale kalder den..." Og så skifter det far at være 'Havet' til 'Dæmonen' til 'Den sidste' til 'Helgenen'. Fordi Joncour og hele livet forandrer sig hver gang.

Den bedste anbefaling er måske Bariccos egne ord, som forklarer bogen:  

"Dette er ikke en roman, Heller ikke en fortælling. Det er en historie. Den begynder med en mand, som krydser verden og slutter med en sø, som er der, bare sådan, på de blæsende dage. Manden hedder Hervé Joncour. Søen ved man ikke, hvad hedder.

Man kunne sige, at det er en kærlighedshistorie. Men hvis det kun var det, så ville det ikke være værd at fortælle den. Der er også begær og lidelse i denne historie. Den slags som man kender udmærket, men som man aldrig kan finde ord til at beskrive. Og under alle omstændigheder er det ikke kærlighed. (Det er nemlig meget gammelt. Når man ikke har ord til at forklare noget, så bruger man en historie. Sådan har det fungeret i århundreder.)

Alle historier har deres egen musik. Denne har en hvid musik. Det er vigtigt at sige netop dette, fordi de hvide musik er en underlig musik. Foruroligende nogle gange; den spilles sagte og den danses langsomt. Når den spilles godt, er det som at høre stilheden, og dem der danser den guddomeligt; dem kigger man på og synes, at de slet ikke bevæger sig. Det er forfærdeligt svært hvid musik.

Der er ikke meget mere at tilføje. Måske skal man præcisere, at historien foregår i det 19. århundrede: bare så man ikke forventer at finde flyvemaskiner, vaskemaskiner og psykologer, Den slags er der ikke her. Måske en anden gang." 

Last Tango in Paris - Robert Alley

• Engelsk
• 9. august
• 256 sider

Jeg rammer igen og igen bunden af bunkerne; eller jeg kan ikke lige finde den rette bog, der rammer det jeg har lyst til. Så i går gik jeg i reolerne, og fandt denne, som jeg aldrig har læst. Jeg ved ikke, hvor jeg har den fra - som regel skriver jeg navn og dato i mine køb; men det er vel nok fra et loppemarked, da den er fra 1973!

Bogen er i dette tilfælde kommet efter filmen; forsiden er temmelig sigende for perioden - og ikke mindst reflekterer den jo glimrende filmens handling, som chokerede så mange for snart 50 år siden.

Det skulle efter sigende være Bertoluccis erotiske fantasier, der lægger til bund for handlingen; og optagelserne fik vidtrækkende konsekvenser for den unge skuespillerinde, Maria Schneider men også Brandos forhold til instruktøren.

Jeg har kun set små klip fra filmen; jeg ved ikke, om jeg reelt har lyst til at se den hele. Bogen er selvfølgelig noget anderledes, idet man får mere indblik i personernes tanker og følelser. Dog er den skrevet ud fra filmen, og det mærkes - hvert kapitel er tydeligt en scene med åbning og afslutning i et bestemt univers.

Og så er der jo erotikken! Den kommer man ikke udenom; filmen blev bandlyst i Italien og en lang række andre lande, og først tilladt igen i 1987. I dag ville den jo skabe et ramaskrig af indignation med forholdet mellem den ældre mand og den unge kvinde, og ikke mindst den berømte voldtægtsscene.

Men det er jo også et seksuelt eksperiment - en leg mellem to mennesker, hvor pigen i begyndelsen er fascineret af faren; af det ukendte og spændingen ved denne sensuelle ældre mystiske mand, som er så langt fra hendes konventionelle forlovede. Det er også en stærk kvindefigur, som jo i sidste scene selv tager ansvar og dræber ham, da han vil væk fra anonymiteten og kende hendes navn.

At læse det har uden tvivl en anden effekt end at se det på et stort lærred. Scenerne er der selvfølgelig i beskrivelse; og det er voldsomt - men uden billederne kan man det nemmere synes jeg.

Der er dog ingen tvivl om, at filmen havde alvorlige følger for skuespillerne - selv en Brando, som var voksen og nok havde set lidt af hvert allerede. Det kan nok sammenlignes med noget af det vores egen Lars von Trier har præsteret. Den måde instruktøren bruger skuespillerne til at udleve egne fantasier, som han er for svag til at se i øjnene eller udleve selv. Det er dybt perverst netop fordi man benytter og udnytter andre til at agere for en selv. 

Det er ikke en smuk bog at læse; dog er den næppe heller så grum som filmen - og selve præmisset med mødet mellem de to fremmede har en relevans som historie synes jeg. Det er en spænding man absolut kan forholde sig til. 

Byens spor 3 - Lars Saabye Christensen

• Dansk
• 4.-8. august
• 535 sider
• Originaltitel: Byens spor 3

Det blev jo desværre hverdag, og der var færre læsetimer i døgnet. Ikke desto mindre væltede jeg ud af sengen om morgenen for om muligt at kunne nå at læse 20-30 sider inden jeg begav ind på Coronahjemmekontoret. Tredje og sidste del af trilogien om Oslo er præcis så vanedannende som de to tidligere.

Vi starter med et kort blik i 1965, hvor fire drenge, som identificerer med Beatles er på narrestreger ude ved havet. Der finder de noget efterladt tøj på en strand, og det viser sig at tilhøre Bjørn Stranger - stedsøn af Margrethe Vik (Hall), som er Majs veninde. Han har begået sevlmord, og de må fiske ham ud af vandet. Bjørn boede en tid i den tomme lejlighed ovenover familien Kristoffersen; og Jespers ven Jostein belsutter sig senere i romanen, at han vil flytte derind. Da han roder rundt i de få efterladte ting, finder han beviser for at Bjørn skulle være Granatmanden, som huserede i Oslo på netop dette tidspunkt.

Og netop denne indledning varsler en anden tone i det afsluttende bind. De fire drenge er protagonister fra en langt tidligere roman fra forfatteren, nemlig Beatles. Den har jeg ikke læst, så jeg ved ikke om præcis denne handling er taget direktre fra denne roman; men forfatteren begynder at lege lidt med os. Han er selvfølgelig stemmen fra prologen, og tredje bind er en del autofiktion.

Lars Saabye blander sig i historien; med sin egen historie om, hvordan han under skriveforløber fik konstateret kræft - og faktisk tror, at dette bliver hans sidste roman. Endog at han måske ikke når at gøre den færdig. Han filosoferer over sin rolle som dukkeholder, og hvorvidt hans personer lever uden for ham og hans vilje, eller om han reelt kan hive dem tilbage i det spor, hvor han gerne så dem. For nogle af dem irriterer ham med deres handlinger! Da vi når frem mod starten af 1970'erne er omdrejningspunktet jo EF-afstemningen, og hippierne er i fuldt flor.

Maj er smådeprimeret og irriterende; datteren Stine er i en oprørsperiode mod moderen og samfundet, og flirter med venstreorienterede fyre, som i sidste ende viser sig ikke at have nogen handlekraft eller holdninger. Jespers ven Jostein kæmper stadig for at blive rig, og drømmer stadig om Stine. Men han bliver også den, der tager hånd om alle de andre. Kvinderne i Oslo, som hver især kæmper med deres - pludselig viser han fornuft, men også livsvisdom.

Og endelig vender Jesper hjem. Det er dog ikke ude foran døren med en buket blomster - og det river op i en masse ar, og de skal alle til at forholde sig til den nye Jesper efter mere end 11 år. Hvem er de i forhold til ham - meget er sket siden da.

Romanen rundes på den smukkeste måde helt tilbage til indledningen fra første bind; og jeg måtte knibe en tåre til sidst indrømmer jeg. Det var virkelig et stort værk - autofiktionen kan man nok enten lide eller ej; det tager dog på intet tidspunkt over og fylder for meget, og det giver en særlig nostalgi og smerte, som passer til netop disse menneskers historie.

Byens Spor 2 - Lars Saabye Christensen

• Dansk
• 1.-3. august
• 536 sider
• Originaltitel: Byens Spor 2

Jeg var knapt færdig med første del, før jeg grådigt kastede mig over den næste! Og nu var det også weekend, og jeg kunne fordybe mig helt og holdent i fortsættelsen, hvor vi nu er nået til 1956.

Jesper går i skole og spiller stadig klaver hos italieneren Enzo. Lillesøsteren Stine er hans plageånd og kæledægge. Moderen Maj realiserer virkelig sig selv, da hun får fast arbejde, hvilket hæver nogle øjenbryn hos de satte damer i Røde Kors-foreningen. Det er endnu mere en brydningstid her i 1950'erne end det var lige efter krigen.

Der er mange nye tendenser, og ungdommen er pludselig fristet af helt nye ting. De er ikke længere helt så stavnsbundne i forældrenes valg på deres vegne - men denne frihed giver også mulighed for at miste sig selv.

Jespers ven Jostein forlader således skolen, hvor han ikke bliver ordentligt behandlet - men han vil heller ikke blive på slagterskolen for at følge i faderens fodspor. Han vil være en rig forretningsmand; men det er ikke nemt, når alle stempler han som lidt dum og alle bumserne hjælper heller ikke.

Jesper får en kæreste; men det er heller ikke nemt at finde ud af - den seksuelle frigørelse er endnu et årti væk. Og de unge kæmper i det hele taget; så meget, at en af skolekammeraterne begår selvmord.

Selvom der er frisind og nye toner på vej, opdager Maj, at det langt fra gælder alle. Da hun tager på ferie til Italien med Jespers klaverlærer, bliver hun suspenderet fra Røde Kors. Dette kan moralens vogtere ikke magte. 

Vi er stadig hjemme i Fagerborg og i Oslo; selv rejsen til Italien beskrives kun som bagtanker - og det er så enkelt og genialt, at verden udgår derfra og alligevel bliver så stor for læseren.

Men det bliver også for meget; 1957 ramler med moderens fald fra de moralske tinder; problemer med slåskampe og klaveret - og skuffelsen over, at Enzo har forladt ham (og moderen). Skolekammeratens selvmord og ungdomskæresten bliver for meget, selvom den trofaste Jostein forsøger at give sin nye livsvisdom videre til Jesper. 

Fortællerstemmen fra indledningen i første bind blander sig, og fungerer som den altoverskyggende dommer eller Gud, der ser dem alle ovenfra. Men hvem er det? Det ved vi stadig ikke...

Som kongen dør, og ringen sluttes til starten i første bind, drager Jesper hjemmefra. Følsomheden driver ham ud i angsten, der driver ham væk fra familien.

Jeg var opslugt og det gik meget hurtigt (desværre) at komme igennem de mere end 500 sider; men blot for at kunne komme straks i gang med den afslutning, som jo må byde på nogle overraskelser.