Dieu n'habite pas La Havane - Yasmina Khadra

• Fransk
• 26.-30. januar
• 272 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

At rejse er at læse. Som H. C. Andersen ikke ville have sagt! 

Og læse er også at rejse. Kombinationen af de to ting er ganske enkelt perfekt. Når man har besøgt et sted, og senere læser om det - så står alting klarere; læseoplevelsen bliver langt bedre. Ligesåvel som jeg er fortaler for at udvide sine horisonter gennem bøger, lige så vigtigt er det at rejse uden for de gængse rammer.

Khadra er algiersk, og de fleste af hans romaner har på en måde Mellemøsten og islam som omdrejningspunkt. Således i hans trilogi om forskellene mellem Vesten og Mellemøsten, hvoraf jeg faktisk mangler at læse den sidste - men også i den fantastisk rørende roman Som dag følger nat.

Og så forlader han hele det univers for at begive sig til Cuba; som jo også er et land, der kæmper med sine egne dæmoner og konflikter mellem politiske ideologier og personlig tvivsel.

Jeg har været i Cuba to gange; første gang rejsende langs hele den sydlige kyst omkring Trinidad, Cienfugos, Santa Clara, oev. - og senest i området omkring Havana. De to landsdele er vidt forskellige; men begge sider af Cuba er fascinerende og landets særlige historie er tilstede overalt i møder med mennesker og kultur.

Derfor bragte Khadras bog mig fluks tilbage til Havanas gader og stræder, og den specielle lyd af Cuba, som musikker giver den. Don Fuego er 60 år gammel, og underholder turister på den sagnomspundne Buena Vista natklub. Indtil denne pludselig privatiseres og han bliver arbejdsløs.

Som så mange andre cubanere bor han med sin udvidede familie i et hus i Havana, hvor alle deler værelser med alle. De overlever ved at handle på det sorte marked, og finde plan B-løsninger til alle dagligdagens problemer. Hele Don Fuegos verden styrter sammen, og han forsger desperat at finde et nyt job. I sin afmagt tilbringer han til tider natten i en sporvogn, der stadig holder, hvor den stoppede, da revolutionen kom - og en nat møder han en meget ung pige der.

Hun er vild og utæmmet som et dyr; han nærmer sig hende med små skridt og dag for dag.

Da han en dag finder han blødende efter et overfald tager han hende med hjem, og hun flytter ind hos familien. Og den gamle crooners hjerte begynder at banke igen - for den kun 20-årige pige, der intet vil fortælle om sin fortid.

Den fortid er dog ret dyster; er hun den seriemorder, der har hærget Havana? Don Fuego er blændet, og selv da han bliver overfaldet af pigen, nægter han at give op.

Det er på en måde historien om en aldrende mands sidste kamp med kærligheden og hans erkendelse af, at alting må have sin ende. Det er sørgmodigt som en cubansk trompetsang man lytter til med et glas mørk rom i hånden. Eminent!

Plus tard, je serai un enfant - Eric-Emmanuel Schmitt

• Fransk
• 24.-25. januar
• 160 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Eric-Emmanuel Schmitt skuffer som regel ikke. Som regel! For hans sidste bog om hans spirituelle vækkelse i ørkenen som knap 30-årig kedede mig lidt. Han har sikkert udgivet flere siden; han er jo en produktiv herre - men denne er den første i to år, jeg har læst.

Det er en såkaldt (populær) samtalebog mellem forfatteren og en journalist. Dog har jeg en fornemmelse af, at Schmitt virkelig styrer dialogen og ikke udleverer noget, han ikke vil. Han er kendt for at være et yderst privat menneske; og det er han jo i sin fulde ret til at være - al respekt for det i en tid, hvor alt skal udpensles i medier. Men dilemmaet er måske blot at acceptere en udfordring som denne så?

Der bruges en del tid på at diskutere hans tidlige barndom; hans forhold til musik - og igen den umindelige nat i ørkenen. Men vi kommer aldrig ind bag facaden - ind til mennesket!

Han berører selv sit privatliv perifært to enkelte steder; det ene ved omtalen af D. - en kvinde, han elskede, som døde ung. Den anden gang er hans manglende faderskab - men uden at vi kommer længere. Her savner jeg lidt mere styring af "historien" fra journalistens side; enten udelade de halve historier eller finde en måde at fortælle dem på, som respekterer mandens behov for diskretion. Det kan jo gøres uden saftige detaljer og name dropping.

Det var en ganske OK lille bog; men desværre er de senere af hans bøger ikke så overbevisende for mig, som de plejede at være. Han rammer ikke længere plet hver eneste gang.

Rainbow pour Rimbauid - Jean Teulé

• Fransk
• 23. januar
• 224 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har et anstrengt forhold til Jean Teulé; det er der vist ingen tvivl om. Han brillerede med sin roman om selvmordsshoppen - men det er mere end ti år siden, at jeg læste den. Historien om Ludvigs XIV's elskerinde var også underholdende... det er ti år siden.

Så kom der en lang række fejlslagne parodier på humor og sarkasme; men hans lille bog (de er i øvrigt altid meget korte) om Verlaine var til gengæld virkelig god. Ikke mindst fordi jeg virkelig nyder at læse Verlaines digte. 

Og har man sagt Verlaine, så må man også sige Rimbaud! Forsiden i sig selv er jo eminent - og ordspillet på fransk mellem Rainbow og Rimbaud er morsomt; det lyder ret ens på fransk - og regnbuen er jo skøn til Rimbaud, som var datidens drama queen over alle, som White også beskrev det i sin biografi.

Teulé tager også dog med til Paris i nutiden, hvor en 36-årig mand bor hjemme hos sine forældre og hver dag besøger Rimbauds grav. Rimbaud er hans store idol; og Robert er ærligt talt lidt mentalt ude af balance. Han bor i sit klædeskab - men da faderen en dag smadrer det til pindebrænde får han nok, og tager til Paris. Her møder han Isabelle, som han "mødte" over telefonen, da han skulle bruge togtider. De to tager ud i verden - for Robert vil besøge de steder Rimbaud levede.

Det er fuldstændig usammenhængende galskab hele vejen igennem. Deres forhold er som to galninge, der mødes - og undervejs møder vi et antal fuldstændig overflødige bipersoner, hvis historie vi også skal have serveret. Mod slutningen kulminerer det i et crescendo af galimatias og historierne flyder totalt sammen - Isabelles hvidtjørn på balkonen, som slår alt planteliv i Paris ihjel; forældrene, som nu vil have et nyt barn i stedet for den mislykkede Robert - og Isabelle og Robert, som driver rundt på Cap Vert, hvor Robert tilstræber at dø som Rimbaud.

Nej! Det fungerer ikke. På ingen mulige måder desværre. 

Titlen er genial; indholder skuffer! Men jeg lærte dog én interessant ting - i Cairo er der en kirkegård, som nu er beboet. I mausoleer og mellem gravsten og knogler bor der op mod en halv million mennesker. Det er en form for Kowloon - men på en helt anden skala. Jeg fandt billeder på nettet, hvor man ser, hvordan familier bor med vasketøjet h╣ngende over gravsten - det er fascinerende på en meget mærkelig måde. Så om ikke andet lærte jeg det.

Safirbogen - Gilbert Sinoué

• Fransk
• 16.-22. januar
• 672 sider
• Originaltitel: Le livre de saphir

Sinoué er født i Egypten, og det er også scenen for den mini-serie, jeg læste i 2017. Han har skrevet et utal af romaner, selvom han først debuterede som 40-årig. De har ofte mellemøstlige eller religiøse omdrejningspunkter - men personligt var jeg mere begejstret for hans historie om van Eyck. Jeg er dog også ret interesseret i netop spansk historie i det 15. århundrede - en skelsættende tid, hvor kristne kæmpede for at genvinde deres land, og samtidig ekskludere muslimer og jøder. Enhver, der har besøgt fx Grenada eller Sevilla ved dog, hvor stor maurisk indflydelse stadig har på arkitekturen - og mange af de smukkeste kunstskatte i form af bygninger stammer fra netop den tid.

Det første jeg kan konkludere er, at Dan Brown langt fra var den første i sin genre! Da han udgav Engle og dæmoner i 2000, som var den første Langdon-roman, havde Sinoué allerede udgivet sin roman om jagten på et mystisk - og potentielt farligt - religiøst symbol.

Som sagt er vi i Spanien i 1487; en af dronning Isabellas hofdamer/veninder overværer en autodafé, hvor en gruppe jøder brændes for deres tro, som den Spanske Inkvisition havde sat sig for at udrydde.

En af de dømte fanger hendes opmærksomhed ved sin stoiske ro foran flammerne; og netop denne mand, Aben Baruel, viser sig at være kernen i intrigen.

Han har efterladt et manuskript, som skal føre til en safirtavle, som kan lyse sig selv op - og som er overleveret af Gud selv til Adam og derfra videre ned gennem generationer og generationer. Aben Baruel har gemt tavlen et sikkert sted, og de otte 'paladser', som han kalder sine kodede beskeder skal lede til tavlen. Problemet er blot, at beskederne ikke er komplette - og for at få stykket det sammen til hele sætninger skal en gruppe mænd finde hinanden. Det er en rabbiner, en munk og en muslimsk lærd - og beskederne selv er et skønt sammensurium af Biblen, Toraen og Koranen.

Undervejs får de følge af den unge kvinde, som dronningen sender ud for at spionere - hvis beskeden nu viser sig at være en bekræftelse af en verdensreligion frem for en anden (og denne ikke er kristendommen), så ser det skidt ud for Spanien, Inkvisitionen og monarken. Det bliver en rejse gennem Spanien på kryds og tværs - men mest fylder dog afkodningen af beskederne.

Jeg fik til sidst en fornemmelse af, at Sinoué var ude i et forsøg på at sammenligne de tre monoteistiske verdensreligioner for sig selv - og derfor satte det hele ind i den ramme, som historien giver ham. For der er jo utallige ligheder mellem judaismen, kristendommen og islam - der er også forskelle; men nogle gange ligger islam og kristendommen tættere på hinanden - og andre gange er det fx judaismen og islam, der er tættere.

Tag eksemplet med Jesus! I islam og kristendommen - der er Jesus født af jomfru Maria, og han er en profet. Han er dog ikke Guds søn i islam. Men i judaismen er han ikke en profet.

På den anden side har vi syndefaldet, som kun findes i kristendommen; og både jøder og kristne fastholder Jesu korsfæstelse. Det var nogle af disse sammenfald og forskelle, der slog mig mest, da jeg besøgte Jerusalem, som om noget personificerer den konflikt, der har raseret i århundreder.

Sinoué benytter derfor utallige skriftsteder og citater til at understøtte sin historie. Det gør det tungt, hvis man ikke har et vist kendskab til teologi og symboler. Der tog Dan Brown jo den nemme udgave, og udpenslede det så selv en 2-årig kunne forstå det. Det var heller ikke en succes - i mine øjne! Men Sinoué går for meget i den anden grøft, og på bekostning af dybde i persongalleriet.

Men som hos Dan Brown ender det hele jo med en politisk korrekt symbolsk hændelse, som betyder, at ingen føler sig stødt og alle kan sove roligt. Lige så fascineret jeg var i begyndelsen - lige så træt var jeg mod slutningen, da gejsten var gået af mig - og Sinoué.

Le silence des esprits - Wilfried N'Sondé

• Fransk
• 14.-15. januar
• 176 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Endnu et køb fra nytårsferien; og ikke just en nyudgivelse - men afrikansk litteratur kan man aldrig få nok af! Eller kan man? For da jeg fik kigget nærmere på den vel hjemme i København, kom jeg i tanke om, at jeg jo tidligere har læst en roman af N'Sondé. Det var tilbage i foråret 2015, og jeg var faktisk ikke begejstret for den. Men denne er en langt tidligere udgivelse fra 2010; og jeg var allerede lidt i gang, da det gik op for mig.

Netop det jeg bebrejdede N'Sondés senere bog har han undgået i denne. Her holder han sig til noget, der står hans kultur og weltschmwerz nærmere - nemlig vilkårene for unge indvandrere efter borgerkrigenes rædsler i Afrika.

Clovis - fantastisk navn i øvrigt - fødes som tvilling i en landsby i Congo; søsteren Marcelline er smuk og lys i huden, mens Clovis er meget mørk og decideret grim (hans egne ord). Moderen dør under fødslen, og de to små bliver plejet af bedstemoderen. De har kun hinanden, og hver nat ligger de tæt sammen. En morgen har de sovet for længe, og bedstemoderen anklager Clovis for at være en seksuel djævel og deslige - og for at undgå lynchning må han flygte fra landsbyen.

Marcelline bliver tilbage, og kommer i skole. Hun er velbegavet og vil studere. Men så kommer borgerkrigen. De har ingen kontakt længere, og nu er de på hver sin side. Clovis som selvbestaltet krigsherre, der plyndrer og slår ihjel - og Marcelline som voldtægtsoffer.

Senere ender de begge i Frankrig; igen på hver sin side. Clovis på gadens bænke og Marcelline finder er arbejde, men bliver udnyttet af en mand, og opsøger et asylcenter for at blive sendt hjem. Her falder hun i hænderne på en hvid mand, som blændes af hende, og udnytter sin magt til at bruge hende seksuelt mod en opholdstilladelse.

Alt dette hører vi i brudstykker, da Clovis fortæller historien til Christelle over de to døgn, de kender hinanden og som udgør fortællingens fysiske ramme.

De to mødes i et tog; Christelle er lidt bulet af livet og mænds svigt, og noget ældre end Clovis. Men da hun ser hans angst, tager hun ham med hjem til sin lejlighed. De taler og er fysisk tætte; han fortæller sin historie, og de elsker. De ser måske begge en lille smule lys for enden af en håbløs tunnel. Og den tredje morgen går Clovis glad til bageren for at hente morgenmad, da han stoppes af en politikontrol.

Uden papirer vil han blive sendt til en flygtningelejr - eller hjem. Det får vi ikke at vide. Christelle gør heller ikke. Hun kan blot sidde og tro, at hun igen er blevet udnyttet af en mand, og se sine desillusioner vokse. Marcelline får heller aldrig at vide, at hendes tvillingebror er i samme by som hende. Alt bliver brat afsluttet i et sekund på et fortov foran en bager.

Det er utroligt poetisk - og intenst. Det refererer til de afrikanske ånder, som især Marcelline mener styrer verdens gang. Det er jo trist. For alle parter. Dem, der bliver udnyttet og dem, der har udnyttet - som Clovis. Og i sidste ende er de alle tabere, og bliver udnyttet af systemet og livet og skæbnen.

4000 ans de mystifications historiques - Gerald Messadié

• Fransk
• 9.-13. januar
• 502 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Denne bog lånte jeg med hjem fra min ferie; den lå strategisk placeret ved natbordet i mit gæsteværelse. Men der var ingen tid til læsning i ferien!

Jeg havde nok ikke selv købt den, men det var fin let underholdning af skiftende karakter.

Bogen er skrevet af en fransk videnskabelig journalist, som har udgivet et hav af forskellige bøger kan jeg se. Det gælder både romaner, men også i særdeleshed værker om historie, religion, esoterisme - men bestemt i den lettere genre.

Således også her, hvor han over femhundrede sider forsøger at komme igennem fire tusinde års myter og forfalskninger i historiebøgerne. Det dækker alt fra de gamle grækeres prædikat som de ypperste demokrater til 9/11 - og hvem der vidste hvad og ikke mødte på arbejde i WTC den morgen.

Som sagt en broget samling anekdoter, hvoraf mange behandles på blot 2-3 sider; deraf føger jo. at det ikke kan være sælig akademisk. Men han har i nogle af historierne fat i den lange ende om velankrede myter, som ingen længere gør noget forsøg på at omstøde.

Et eksempel er Marco Polos opdagelsesrejser, som blev gevaldigt pyntet på i hans egne overleveringer; men også Columbus' opdagelse af Amerika. Det er efterhånden velkendt, at han ikke opdagede Amerika - men der tales langt mindre om de kinesiske ekspeditioner fra 1421 og 1434, som nok er de første, og som Menzies så betagende beskriver i sine to bøger.

Der er også en del historier omkring diverse krige og slag. hvor man jo har tendens til at forskønne sandheder. Det ser bare altid bedre ud end et sviende nederlag!

Jeg kan godt se, at det er videnskabeligt for let - men det er glimrende underholdning, og kan være med til at rokke en anelse til visse fordomme eller overtroiske myter, der bare hænger ved. Han forsøger jo netop også at forklare os, hvorfor det forholder sig således - overleveringer, tidligere tiders kommunikationsformer etc.

L'adieu à la femme rouge - Vénus Khoury-Ghata

• Fransk
• 7.-8. januar
• 192 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Hver gang jeg ser Vénus Khoury-Ghatas navn kommer jeg uvilkårligt til at tænke på Boutros-Ghali; fjollet, ja - men der er noget i sammensætningen, der minder mig om hinanden. Og de to personer kommer da også begge fra det samme område - forfatteren fra Libanon og diplomaten fra Egypten.

Den sidste roman jeg læste af Khoury-Ghata var i 2010, og den var dybt fascinerende, skræmmende og lidt trist. Da jeg over nytåret var i udlandet kunne jeg samtidig få fyldt op af franske bøger; og en af de elleve, der kom med hjem var af hende. Forfatterens navn og omslaget var nok til at bekræfte mig i, at det ville være en god oplevelse.

Romanen udkom i 2017, da Khoury-Ghata var 80 år gammel! Hendes karriere startede tilbage i 1960'erne og hun er stadig aktiv og har vundet en lang række litterære priser i Frankrig, som er hendes nuværende hjemland.

Historien er forfærdelig aktuel; den lille mauritanske familie, der lever et simpelt liv i en lille ørkensamling af lerklinede huse. Manden passer sit æsel; hendes tvillinger holder øje med verden fra toppen af et figentræ. Og en dag kommer en europæisk fotograf forbi, og fascineres af denne smukke statelige kvinde, som udstråler den stolthed man ser i afrikanske kvinder ... som oftest når de er i deres egen kultur. Men nu ser hun en anden verden; væk fra den manglende komfort - selvom hun jo aldrig har kendt til andet - og rejser med fotografen til Spanien.

Mand og børn beslutter sig for at rejse ud for at finde hende, og bringe hende hjem til figentræet.

De er illegale indvandrere, og stort er deres chok ved ankomsten til Sevilla, hvor moderen hænger på byens plakater og bill-boards iført nærmest ingenting. Manden bruger nætterne på at male tøj på plakaterne for at beskytte sin kones ære. Hun bor ikke længere med fotografen; men en forfatter, der vil beskrive hendes liv.

Men måske falmer hendes eksotisme i de nye omgivelser med ny europæiske frisure og uden den røde ler, som i ørkenen beskyttede hende og var en kulturel udtryksform. Pludselig reklamerer hun for rengøringsmidler og ikke for luksusprodukter. Børnene lever i slummen sammen med de andre afrikanske illegale indvandrere, der konstant er på flugt for myndighederne. Faderen begynder at blive sindssyg.

Det hele frygtelig tragisk, og uden tvivl en glimrende fortælling om. hvad tabet af status og ære kan gøre ved de mennesker, der så brat mister deres kultur og ikke finder en plads i vore samfund.

Pennen føres med hård hånd i små koncise sætninger, hvor ikke et ord er overflødigt. Prosaen er lige så skarp som de slag de alle tilføres; og med den indbyggede sarkasme og livsironi, der er i deres skæbner. Det ender jo ikke godt - en familie er splittet; nogle overlever og andre er forandrede for livet.

Det er en barsk påmindelse til os europæere om, at de flygtninge vi ser forhutlede i Sydeuropas gader (da vi jo er noget forskånet for dem i Danmark) havde et helt andet og værdifuldt liv inden. Nok med færre materialistiske goder; men med de ting, som ikke kan opmåles - men så let fratages et menneske. Et skarpt samfundskritisk syn af en person, som har set lidt af hvert i livet og stadig er så aktuel.

Les enfants de Venise - Luca Di Fulvio

• Fransk
• 17. december 2018 - 6. januar 2019 
• 992 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Læseåret 2018 endte på 104 bøger; det var lidt tidligere end jeg havde regnet med - men jeg ved af erfaring, at julemåneden ikke er gunstig for læsning. Det burde den vel være med lange helligdage til at fordybe sig. Men det er jo også de dage, man tilbringer med familien - efter at have brugt dage på at rende rundt i shoppinghelvedet. Derefter rejste jeg på en lille nytårsferie i udlandet, hvor jeg kun havde læst knap 400 sider på to uger, Temmelig usædvanligt - og under ferien blev der ikke læst en side.

Men nu er læseåret 2019 i gang; og endelig kunne jeg fordybe mig i Di Fulvios venetianske mursten.

Jeg læste hans roman fra 1910'ernes New York i foråret, og glædede mig meget til endnu en episk roman fra hans hånd. 

Denne gang er vi i Venedig, og det er 1515. Venedig var jo dengang en selvstændig stat styret af dogen og et råd bestående af ti mænd. Det var en umådelig rig lille verden; og når de blev truet udefra lukkede de bare byens porte. 

I Rom bor svindleren og tyven, Mercurio; han arbejder for en gangster, Scavamorto, sammen med en lille gruppe bestående af den smukke pige Benedetta; den mindre Zolfo - og den tungnemme Ercole. En dag går et røveri galt, da de angriber jøden Shimon og efterlader ham i en gyde. Mercurio er overbevist om, at han er død - og vil væk fra byen.

Under rejsen til Venedig slutter de sig til en lille trop ledet af soldaten Lanzafame, og der møder de en anden svindler Isacoo og dennes datter Giudutta. De er jøder, og Isacco foregiver at være læge - og forbløffende nok slipper han afsted med det og redder nogle af soldaternes liv.

Da de ankommer til Venedig skilles deres veje; men den lille gruppes veje krydses. Mercurio finder en ny mand at arbejde for, Scarabello. Zolfo slutter sig til en fanatisk munk, der vil udrydde jøderne og Benedetta gør som kvinder gør i den situation - hun finder en mand, der vil finansiere hende. Isacco og Giudutta må flytte ind i byens ghetto - den første jødiske ghetto i verden, som blev proklameret i foråret 1516. Bydelen eksisterer stadig og har bevaret træk fra byens århundreder gamle historie med et folk lukket inde i en by i byen.

Mercurio og Giudutta er forelskede; men hun er jøde - og nok er hendes far selv en svindler, men han er ikke villig til at give sin datter til en anden. Så der er lagt op til spektakler mens vi snor os gennem Venedigs kanaler og gyder. Parallelt følger vi Shimon, som kommer sig - men for evigt er blevet stum. Han kæmper sig nu også mod Venedig for at hævne sig - han er ude efter Mercurio.

Isacco arbejder som læge især blandt byens prostituerede, som rammes af en syfilisepidemi - og Giudutta begynder at designe kjoler, som hurtigt sælges også til byens rige kristne kvinder. Men Benedetta vil også have fingrene i Mercurio, og bruger en "heks" til at kaste en forbandelse over Benedetta. Så er vi med kurs mod en heksesag ledet af Inkvisitionen!

Der er mange historier, og det hele skifter i en god blanding mellem de forskellige personer. Der er så mange og alligevel får Di Fulvio dem alle til at komme til live. Han er en eminent fortæller; en nutidig blanding af Dickens og Hugo med hans beskrivelser af underverdenen og de fattiges kår som han gjorde det i sin gangsterroman.

Hans beskrivelser af byen Venedig er imponerende levende, og man både hører og dufter (eller man skulle måske sige lugter) det hele, som han tager læseren med på sin rejse.

Desuden er det historisk interessant med såvel jødeghettoen som Inkvisitionen som konflikten mellem den lokale dogemagt og kirken i Rom.

Et mesterværk præcis som hans første roman; og heldigvis er der netop udkommet endnu en roman, som skal på listen.