Voyage au centre de Paris - Alexandre Lacroix

• Fransk
• 1.-6. april
• 382 sider
• Dansk titel; Ikke oversat

En lille bog, som vist bestemt og udelukkende er for parisere og andre med et indgående kendskab til byen. Men efter at have boet der i flere år, og siden frekventeret den mere end jævnligt er det jo som at læse en gadebeskrivelse af kendte områder.

Lacroix koncentrerer sig om området fra 1. til 6. arrondissement; han går en lang tur en eftermiddag, og fortæller sin elskede om byen. Men det, der kan virke som sporadisk har en helt bestemt slutning. Gaderne kender han til hudløshed - som alle andre, der har boet i byen - men han fokuserer på skævhederne i gadebilledet; på anekdoterne og de historier, der ligger bag enhver dør og ethvert vindue i enhver storby i verden. Især en storby som Paris med en så storslået historie.

Han dvæler ved bygninger, som har huset kendte mennesker men bevæger sig også langt væk far hans lille periferi. Han filosoferer over fænomenet storbyer - hvorfor Paris i dag ikke længere har den stjernestatus byen havde i det 19. og 20. århundrede? Det er stadig Byernes By - City of Lights ... men hvorfor hæver Paris sig ikke op på niveau med de nye megapoler som Dubai, Beijing, New York (som i følge ham jo også er ved at være passé!).

I bund og grund rammer hans tanker jo blot den konklusion, som jeg selv har - at Paris er Paris på grund af historien. En moderne by som Dubai har ikke nogen som helst charme. Det har New York heller ikke. Det er kunstlethed og make-up og alt er kunstigt. Der er ingen ægte atmosfære, og der er især ingen historie. At gå rundt i Paris med en vis nødvendig viden om byen er at genforelske sig og ære de mennesker, der har skabt den og gjort den berømt. Ikke udelukkende franskmænd som Sartre og Queneau; men også Hemingway, som jo har et ambivalent forhold til byen, hvor han kæmpede for at blive kendt ... og få mad på bordet.

For Paris er også melankolsk; det er en grå by - nok er der meget lys, men bygningerne er jo unægteligt i samme Hausmannske tone af sten; men det tvinger blikket ned i detaljerne synes jeg jo, i stedet for at fokusere på grimme neonlys og staffage. Paris er så ægte som noget; Paris har en duft som ingen andre byer har - som også stammer fra byens historie. Så man føler sig hensat til byen blot ved at følge hans skiftevis eksalterede og sentimentale beskrivelser.

For han mener jo i sidste ende, at en storby også kræver for meget af et menneske. At al den anonymitet og travlhed absorberer din energi, så det er nok til et menneske - eller et par som i hans fortælling. Men han forsøger at komme overens med det faktum at leve så intenst et sted - at de kan sambo, Paris og ham ... og den kvinde, han går hjem og frier til.

Om alt er sandfærdigt er svært at vide; og totalt ligegyldigt. Man bliver taget med på en kærlighedserklæring til begge - Paris og kvinden. Jeg følte det som en rejse "hjem" i min tidligere by!