L'enfant noir - Camara Laye

• Fransk
• 26. juni
• 221 sider
• Dansk titel: En af Afrikas sønner
• Bogudfordringen 2011

De fire bøger, som skulle "redde" den sidste bogtomme uge i ferien, ville ikke holde, kunne jeg hurtigt se. Ved et rent mirakel fandt jeg et supermarked - et ægte ét af slagsen - der solgte bøger af afrikanske forfattere. Der var et større udvalg - og jeg kendte ikke mange af dem; så jeg tog på må og få. Det ene af de køb blev straks sanktioneret af ejeren af en af stamrestauranterne. Oven i købet kunne hun fortælle mig, at det er en ren klassiker, som de bruger til undervisning i skolerne i Senegal, selvom Camara Laye var fra Guinea; dog levede han slutningen af sit liv i Dakar, hvor han døde i 1980.

Fra første side var jeg fastlåst - det var afrikansk musik i ord; Layes bog er selvbiografisk, og han skrev den, da han var 25 år gammel. Han fortæller om sin opvækst i byen med faderen, som er smed - og til tider guldsmed, som er særlige højtidelige dage for alle. Han fortæller om, hvordan de bor; hvordan familiemønstrene er opbygget og om troldmænd, lokale fester, skolen og familiebesøgene hos farmoderen, som foregår til fods.

Det er ikke den elementære introduktion til afrikansk liv; hvert lands skikke er forskellige - og indenfor hvert land er der forskellige stammer. Men det er alligevel en rammende dansk titel, synes jeg - han er blot én af mange mange børn, som er vokset op på denne måde. Hvis jeg sammenligner med, hvad jeg ser i gadebilledet i Senegal i dag mere end halvtreds år efter Layes roman, kan man også konstatere, at den hverdag stadig er aktuel og ikke meget forskellig fra hans.

Det er ikke nødvendigvis desværre - for ved at læse Layes bog forstår man også den betydning familien har i deres samfund. Hans mor er knust, da han rejser til Conakry for at studere - og da han som ung mand får et stipendiat til at læse i Paris, er det hendes verdens undergang; og den naturlige reaktion for en afrikansk moder, der er vant til at leve i stammeform fra fødsel til død. Hun mener bestemt, at de hvide mennesker aldrig har haft børn, hvis de overhovedet kan fostre den tanke, at han skal forlade hende.

Det er helt almindelige dagligdags anekdoter - men for uindviede giver det en dejlig indføring i afrikansk kultur. Hvorfor den så benyttes som skolelæsning i Senegal kan man så undre sig over? Muligvis fordi man kan identificere sig med miljøet - og for at beskytte og fremme afrikansk litteratur fremfor europæisk?

Personligt var der jo mange ting, jeg kunne genkende fra Senegal, da de to kulturer er relativt ens - fx er der også i Senegal mange af Peul-stammen som i Guinea (det er jo grænselande). Jeg læste den på en dag, og hastede ned på restauranten om aftenen for at snakke om den med Marie! Jeg kunne fornemme, at hun meget gerne så, at jeg havde givet hende den bog - men den skal hjem på hylden for afrikansk litteratur! Og flere af Laye skal findes!