Plutôt crever - Caryl Férey

• Fransk
• 4.-5. oktober
• 267 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Så blev det sandelig til bog nummer 800 på bloggen! 

Og det blev til en lille fransk stille thriller. Langt fra det mere makabre, som Férey er kendt for med sine danske oversættelser af Mapuche og Zulu. Begge de to var jeg faktisk lidt mystificeret over, og især var de jo ekstremt voldelige i passager. Jeg var meget mere begejstret for hans maori-saga, men den er ikke blevet oversat til dansk desværre. Det samme gælder denne lille roman fra 2002, hvor han endnu ikke var specielt kendt i Frankrig.

Politibetjenten Mc Cash - og det skrives altså med mellemrum, selvom det irriterer mine øjne - er irer med et glasøje, fraskilt, desillusioneret, narko- og alkoholafhængig .... er der nogen, der tænker Harry Hole? Eller for den sags skyld andre 'moderne' helte indenfor genren?

Men Féreys roman er fra 2002, så Harry Hole var altså opfundet af Nesbø.

Over for denne sympatiske mand har vi Fred og Alice. Fred er lidt af en flipper, der lever af at udgive et blad, som ingen køber, og som finansieres ved hjælp af filantropiske venner med sympati for verdens idealister. Alice er hans tegner på bladet - men pludselig møder hun op med en fødselsdagsgave .... en pistol med seks kugler, og en manual med udfordringer til Fred. 

Det starter desværre med mordet på en fransk politiker, da pistolen går af - og det var ikke planlagt. Men nu må de to på flugt. De forfølges i den ene ende af Mc Cash og i den anden ende af Luis og Martial. Luis er en baskisk uafhængighedsrebel, som havde en lille affære med Alice, hvorefter hun stjal hans pistol - som nu er på tur rundt i Frankrig. Martial er hendes bror, der ender som gidsel for Luis. 

Det er ikke hverken voldeligt eller detektivarbejde på højt plan. Det er en mere anderledes rytme , og selv til sidst var jeg lidt perpleks. Over politibetjenten, der lader en skyldig gå .... over et par ender, der var lidt for løse.

Men det var en god historie netop fordi den undgik al den unødige vold.

Les quatre saisons de l'été - Grégoire Delacourt

• Fransk
• 2.-3. oktober
• 283 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Den franske forfatter Delacourt er tidligere oversat til dansk med Ønskelisten, og mon ikke flere følger efter? Selvom visse elementer nok er sværere at relatere sig til for ikke-franskmænd; men det er smukke historier.

Denne lille roman fra 2014, er inspireret af flere forskellige hændelser.

For det første modtog forfatteren et brev fra hans første ungdomskærlighed. Et ønske om at vide, hvordan han havde det - og måske at drikke en kop kaffe sammen? Det forklarer han selv i bogens indledning; det fik ham til at fundere over den første kærlighed. Dernæst er det muligvis et meget personligt forhold til den franske sanger Francis Cabrels sang Hors Saison, som udkom i 1999.

Det er uden tvivl også historierne om de to franske ægtepar, der i 2013 med en uges mellemrum begik selvmord sammen. Begge par var oppe i årene, og ønskede ikke at den ene skulle leve alene. Det ene par gjorde det i et hotelværelse på det majestætiske parisiske hotel Lutetia, som var hovedkvarteret for familiesammenføring efter 2. Verdenskrig, hvor de løsladte fra de tyske lejre blev registreret her. De to gamle mennesker, der havde været gift i mere end 60 år, havde genfundet hinanden netop på dette hotel.

Den sidste historie forklarer Delacourt ikke direkte; men det lille efterord gav mig indikationer nok til at finde historien i nyhederne fra dengang. 

Det er således en historie om kærlighedens fire aldre - eller fire sæsoner. Og alle udspiller de sig den samme aften på det samme sted - stranden ved Touquet den 14. juli, hvor franskmændene fejrer Bastilledagen.

Den første historie er om den første spæde ungdomskærlighed mellemVictoire og Louis. Om den første afvisning og det knuste hjerte. De er med hendes forældre ved stranden, og krydser det søde gamle ægtepar, der er det billede på livslang kærlighed, som Louis forestiller sig for ham selv.

Den næste historie er om den 35-årige Isabelle, der er enke med en lille dreng, og desperat kaster sig i alle fremmede mænds arme. Den aften finder hun en gammel mand i vandkanten, der er næsten druknet. Han kommer på hospitalet, hvor hun selv møder sin ungdoms kærlighed - men bliver skuffet. Og den ældre mand dør uden at man finder ud af, hvem han var.

Den tredje historie er om Monique og hendes mand, der efter de tre sønner har forladt reden, er ved at køre træt i dagligdagen. De kan ikke genfinde den passion, de havde i starten af deres ægteskab. Monique rejser derfor alene til Touquet, hvor hun indlogerer sig på et hotel, sidder i baren - og flirter lidt med en fremmed mand. Men hun misunder det ældre ægtepar, der sidder lige så fint med deres portvin og hviler i sig selv. Monique vil nu være Louise - og hun er modtagelig overfor den fremmede mand, der opsøger hende. De tager videre til et andet hotel længere oppe ad kysten, og efter nogle dage opdager de et lig, der er skyllet op i vandkanten. En ældre dame, der ikke kan identificeres.

Og så selvfølgelig den sidste historie om det ældre ægtepar; man fornemmede jo, at den ville komme. Man fornemmede udfaldet - men som læser kendte man ikke baggrunden endnu. Den er rørende og smuk, og alle de fire historier bindes sammen.

Som afslutning er der endnu fire små kapitler med en status ti år efter den skæbnesvangre aften, hvor læseren får slutningen på historierne om al den kærlighed. Den for tidlige, for sene. Den umulige, den nye, den genfundne. 

Jeg var overbevist og jeg var helt med i hans historie. 

De fattige i Łódz - Steve Sem-Sandberg

• Engelsk
• 26. september - 2. oktober
• 665 sider
• Engelsk titel: The Emperor of Lies

Jeg købte denne dokumentariske roman i den gode tro, at den var skrevet på engelsk - men det viser sig så, at det er en svensk forfatter. Navnet kunne jo sagtens have snydt mig! Men oversættelsen bar nu på intet tidspunkt præg af dette.

Det er en voldsom historie, og jeg måtte da indimellem stoppe for at trække vejret dybt. Og så tænker jeg, at det aldrig stoppermed uhyrlige historier fra 2. Verdenskrig! Historien om ghettoen i Łódz og den omstridte Chaim Rumkowski var i hvert fald ny for mig. Der er skrevet en del om ghettoen i Warszawa for eksempel; men selvfølgelig var det langt fra den eneste - ghettoen i Łódz blev dog styret på en mere barsk måde.

Chaim Rumkowski blev i 1939 udnævnt af nazisterne som Judenälteste - det vil sige den øverste myndighed i ghettoen, der blev et indkapslet område midt i den polske by. En by i byen, hvor der på et tidspunkt boede op til 164.000 mennesker. Rumkowski var ansvarlig for styrelsen af byen, der sågar havde egne frimærker og valuta. Jøderne arbejdede på fabrikker, hvor de producerede uniformer eller krigsmateriel til den tyske hær. Der var et samarbejde med de tyske autoriteter, men i temmelig vid udstrækning, var det Rumkowski selv, der kunne bestemme. Så længe han overholdt kravene fra nazisterne, som i stigende grad gik ud på at udlevere jøder, der skulle deporteres. Og i denne rolle bliver Rumkowskis egen rolle jo problematisk; han gøres til en dommer over liv og død. Et faktum alle i ghettoen jo er klare over.

Rumkowski havde blandt andet sine egne yndlinge blandt børnene; og der hentydes mere end kraftigt til hans pædofili, som er et omstridt punkt i hans liv. Han kunne skalte og valte med livene - sende sine personlige fjender ud af ghettoen, hvor han selv nød godt af andre madrationer og forhold end den gængse beboer, som levede under forfærdelige forhold.

Sembergs bog beskriver Rumkowskis forhold til sit folk men også til tyskerne. Der gengives mange akkurate detaljer fra dagbøger, optegnelser eller taler fra perioden - ikke mindst hans berømte tale Give me your children, hvor han i 1942 bad ghettoens indbyggere om frivilligt at lade børn under ti år og ældre og syge rejse. Det er svært i dag at vide, hvor meget Rumkowski vidste - at han sendte dem mod en sikker død? For tyskerne præsenterede det jo noget anderledes!

Bogen følger ligeledes en lang række af de teenagere, der blev tilbage i ghettoen og deres kamp for overlevelse. Det er en blanding af fiktion og fakta - og der springes til tider temmelig meget rundt i personer og historier. Mange små brudstykker af elendighed; så man som læser slet ikke er i tvivl om den overordnede elendighed. Men jeg havde også lidt svært ved at knytte mig til nogle af protagonisterne på grund af disse spring.

I sidste ende kan Rumkowski selvfølgelig ikke engang redde sig selv - i hans store naivitet har han troet, at det at være kollaboratør ville beskytte ham; men han var jo blot et bekvemt redskab for tyskerne. Og i august 1944 sættes også han i en godsvogn mod Auschwitz. Her er der forskellige historier - men mere end højst sandsynligt blev han dræbt af sine egne som gengæld for dem, han havde ofret i ghettoen. Desværre følger Sandberg ikke denne historie til dørs, og det er i mine øjne en svaghed i bogen. Han er dybt kritisk overfor Rumkowski som person; men så slipper han ham - som læser skal man selv opsøge slutningen på historien.

Til gengæld slutter romanen med en 50 sider lang fortælling om den unge Adam, der skjuler sig i ghettoen efter den sidste transport har forladt den. Den passage bliver for mig den stærkeste, da der er fordybelse i Adams personlighed, tanker og færden - men han var en fiktiv figur.

Det er bestemt en stærk fortælling; men der er visse mangler synes jeg - især manglen på den komplette kritiske historie af personen Rumkowski. Den engelske titel sætter ham i centrum - og så kommer han til kort. Den svenske originale titel er fokuseret på ghettoens indbyggere. hvilket måske er mere realistisk - men alligevel mangler slutregnskabet et sted.

Le voyage d'Octavio - Miguel Bonnefoy

• Fransk
• 25. september
• 137 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Miguel Bonnefoys debutroman vandt i 2013 en pris for bedste roman af en ung forfatter, og den fransk-venezuelske forfatter har da bestemt også begået en lille perle omend den er noget lille af en roman at være.

Der er stærke tråde tilbage til sydamerikanske litterære traditioner som hos Garcia Marquez, og selvom man kan se det som værende uopfindsomt, så er det jo nok bare den stil, der kendetegner det kontinent. Så da vi starter med historien om en båd, der ankommer til Caracas med pest - så er man straks hos Marquez og hans elskende på floden i 'Kærlighed i koleraens tid'.

Octavio er lidt tidsløs til gengæld; han er analfabet og arbejder sammen med byens kriminelle, som holder til i kirken, hvor de gemmer deres tyvegods. Han møder en smuk kvinde, Venezuela, der lærer ham at læse og skrive - og der er muligvis mere imellem dem; indtil han skal deltage i et røveri af netop hendes hus. Så forlader han byen og rejser rundt i landet lidt på må og få. At kvinden er en allegori, er jo indlysende - og det er resten af denne underligt magiske venezuelske verden også.

Octavio flytter ind hos en mand ved en flod; en flod, der ser ud til at nære sig af manden og vokse og skrumpe i takt med mandens nærhed af vandet. En flod, som Octavio ender med at overvinde - men da han rejser, forsvinder manden og bliver en del af vandet. Eller Octavio? Der er mange finurligheder, som kan fortolkes som læseren vil det - intet bliver udpenslet og serveret.

Octavio er mere end blot en protagonist - han er en legende; manden, der forandrer sig og bliver til landets kultur og sjæl.

Det er en usandsynlig poetisk roman med en overraskende slutning, som ikke skal afsløres her - for forhåbentlig når den en dag også ud til et dansk publikum. Man kan så diskutere om det er en roman eller en novelle? Måske lige en anelse for kort til min smag; netop fordi poesien i ordene var så smuk.

Britt-Marie var her - Fredrik Backman

• Dansk
• 24. september
• 381 sider

Selvfølgelig fik jeg købt de andre bøger af Fredrik Backman efter historien om Ove; sådan lærer jeg nok aldrig at begrænse mig, og til tider bliver jeg jo så voldsomt skuffet.

Men i lørdags efter en hektisk uge startede jeg forsigtigt på Britt-Maries historie til morgenkaffen; inden jeg ilede ud i byen til diverse ærinder. Om eftermiddagen fordøjede jeg så yderligere en ordentlig bid, og efter middagen var der pludselig 'kun' 175 sider tilbage - og intet i fjernsynet, som jeg jo i øvrigt sjælden har tændt. Så Britt-Marie kom og gik lørdag - men hun var der sandelig i den tid, det varede.

Britt-Marie er 63 år gammel, og hun har jo godt vidst, at hendes lidt for smarte mand var hende utro. En rigtig smart type, der er god til forretninger (ifølge ham selv), og tager det for givet, at Britt-Marie skulle blive hjemme og passe børn (som var hans og ikke hendes) og ham.

Men da han får en blodprop, og det er elskerinden, der ringer fra hospitalet, får hun nok. Hun pakker sine ting og flytter på hotel - og søger et job. Det bliver til mindeværdige morsomme møder med Arbejdsformidlingen. Og nok mere i desperation sender de hende endelig til den lille flække Borg, hvor hun skal bestyre fritidshjemmet.

Borg er en gudsforladt by, der engang levede af vognmandsforretningen, som nu er gået konkurs - så nu er hele byens næringsliv samlet hos en udenlandsk dame i kørestol, som lever af at sælge ting, der er faldet af lastbiler. Byens børn og unge er alle på grænsen til småkriminalitet, og det eneste, der lader til at adsprede dem er fodbold. Og fodbold er noget af det værste Britt-Marie ved. Det sviner i øvrigt også helt forfærdeligt, og Britt-Maries eneste store bidrag til verdensfreden er nemlig hendes rengøringsevner.

Det er selvfølgelig nemt at regne ud, hvordan det går i mødet mellem de to verdener - selvom slutningen ikke er så forudsigelig og lyserød, som man kunne frygte. Men det er rejsen dertil, der er underholdende - det er i hurtigt tempo, og det er ikke dybe filosofiske tekster. Det er dog morsomt, så jeg småklukkede - og jeg fik også denne gang en klump i halsen til sidst. Enten er det så mig, der er noget galt med - eller det er Backmans evne til at skrue en god historie sammen. Det ville jo have været den ultimative flylæsning - men det var sandelig også glimrende til en lørdag i september.

En Pariserborgers Søndage - Guy de Maupassant

• Fransk
• 23. september
• 124 sider
• Originaltitel: Les Dimanches d'un bourgeois de Paris

Guy de Maupassant er en af mine klassiske 'helte'; det startede nok, da jeg for mange år siden læste Bel-Ami. Det var nok den første mere seriøse bog, jeg læste på fransk udenfor gymnasieklasserne, og den gjorde det kun mere interessant at læse mere og ikke mindst de lidt ældre bøger.

Denne novelle udkom oprindeligt som en serie kronikker i en avis, og blev så udgivet samlet i 1880.

Mr. Patissot, novellens hovedperson, er en 52-årig ungkarl. der arbejder i et ministerium. En dag bliver han dårlig tilpas, og hans læge fortæller ham, at han skal passe bedre på sit helbred. Derfor beslutter han sig for at tage på udflugter hver søndag for at motionere - efter datidens principper vel at mærke.

Men han er jo en lidt klodset anlagt mand, som mange af kollegerne gør grin med. Han holder på sine principper, sit udseende og sin status, og er i øvrigt overbevist republikanet i det, der stadig er en brydningstid i fransk politik. 

Det giver sig udslag i nogle tragikomiske situationer, hvor han skal lære at fiske eller udsmykke sit hus til fejring af Bastilledagen. Men også hans generelle interaktioner med andre mennesker, som er ret nyt for ham. Da den oprindelig blev udgivet i individuelle episoder, kan det virke en anelse usammenhængende i samlet form. Men som enkelte historier har det fungeret fint.

Maupassant var kendt for sin satiriske pen, og han gør da heller ikke sin hovedperson til en elskelig figur. Maupassant var nok en anelse forbitret på livet - men også lettere gal eftersom han døde af syfilis som blot 43-årig.

Novellen er i øvrigt filmatiseret i 2015 som en kortfilm, hvor Mr. Patissot er blevet til en moderne single stresset mand i 30'erne. Den kunne være morsom at finde et sted - for emnet er uden tvivl ikke uaktuelt, og den samme satire kan fungere i vores tid med lidt tilpasning.

Metronome 2 - Lorànt Deutsch

• Fransk
• 19.-22. september
• 428 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Så gik der lige fem hele dage uden at åbne en bog! Jeg var på forretningsrejse, og forlængede den med en fridag og en weekend hos gode venner - og så er der altså ikke plads til at læse. Til gengæld fik jeg købt en del bøger med hjem - 16 styks blev det til; og vel hjemme opdagede jeg, at jeg havde læst den ene for fem år siden. Sådan kan det gå!

Men jeg fik den seneste bog af fantastiske Lorànt Deutsch, som er fabelagtig til at fortælle historie(r).

Han gjorde det første gang i 2009, hvor Paris' historie blev fortalt igennem 21 kapitler/århundreder/metrostationer. I 2014 udkom hans bog om Frankrigs historie - hexagonen, det sekskantede land. Også her er der 21 kapitler - på mange måder er han et umåde struktureret menneske, tror jeg.

Og nu er han tilbage i Paris med anekdoter om gaderne - hvorfor hedder de som de gør? Der er en lille indledning til hvert af de 21 (!) kapitler med århundredets markante hændelser i Pariserperspektiv; men ellers bevæger han sig igennem byen via en rute, som på en måde har tilknytning til den indledende historie men ikke holder sig stringent til denne.

Hvert kapitel indeholder desuden tre specifikke afsnit: Kvarterets ord - det kan være et hvilken som helst ord, men som stammer fra en bestemt gade eller kvarter i Paris, men som nu er en del af det franske sprog. Så er der professionen - mange professioner stammer jo også fra et bestemt kvarter fra dengang byerne var opdelte i laug og hvor man holdt sammen med sine egne. Endelig er der en lille legende - sjove historier om mystiske hændelser, som stadig præger den lokale folklore.

Ellers deler han ud af al sin viden om byen, og jeg lærte rigtigt mange ting. En af de mere morsomme var historien om de parisiske arrondissementer, som jo i dag er nydeligt arrangeret i sneglemønster startende inde i den gamle bykerne ved Ile de la Cité. Indtil 1860 var der dog kun tolv i modsætning til de tyve i dag. Derfor opstod vittigheden om dem, der levede ugift sammen, at 'de var gift på rådhuset i det 13. arrondissement'. Som jo selvsagt ikke fandtes! Men byen voksede, og man skulle udvide til tyve. Den logiske udvidelse ville have gjort det nuværende 16. arrondissement til det 13; men enhver, der kender Paris ved jo også, at det 16. arrondissement er det fineste i byen. Og de ville sandelig ikke have nummeret fra den upassende joke! Og så opfandt man sneglesystemet, og de fik et mere respektabelt nummer.

Det er selvfølgelig et snævert publikum, den henvender sig til - men jeg var opslugt. Problemet med den slags bøger er dog, at man gerne vil visualisere, hvad han snakker om. Der er ingen billeder i bogen - ellers ville den have været dobbelt så tyk - men i stedet gik jeg på Google Maps for næsten hver facade eller genstand han udpegede. Det tog temmelig lang tid, og er ikke praktisk til metrolæsning!

En mand der hedder Ove - Fredrik Backman

• Dansk
• 12.-13. september
• 359 sider

Det er jo sjældent, at jeg læser skandinavisk litteratur - men jeg havde jo hørt om Backmans romaner, og da jeg faldt over to af dem til 70 kroner stykket i supermarkedet, var det jo en investering, der ikke kunne gå helt galt. Så den første fik jeg lige slugt på et par dage inden jeg strøg til Bruxelles, hvor jeg så til gengæld ikke åbnede en bog i hele fem dage. Der var andre og bedre ting at tage sig til 'derhjemme'.

Men historien om Ove er dejlig livsbekræftende og morsom! Ove er 59 år gammel og enkemand; han taler til konen ved hendes gravsten og planen er faktisk at møde hende igen - meget snart. Ove vil nemlig begå selvmord, for nu hun er væk, er der ikke meget sjov ved noget. Det har der faktisk nok aldrig rigtigt været for Ove - men hun kunne i det mindste give ham glæden ved livet.

Netop som han skal til at gennemføre sin handling, bliver han afbrudt af de nye naboer, som brager ind i hans hus og postkasse. Hvilket jo kun giver Ove anledning til at brokke sig højlydt over de mange fjolser, der render frit rundt i verden. Dem er der mange af ifølge Ove - for alting skal helst gå efter en plan, som nok kun Ove selv kender. Han kan ikke lide, når regler ikke bliver overholdt - eller når folk for eksempel pludselig køber en udenlandsk bil efter at have kørt i svenske biler hele deres liv. Man skal have nogle principper - og stå ved dem!

Men nu vendes hele hans verden på hovedet. For nabofamilien med den unge gravide udenlandske kvinde, hendes svenske mand og deres to små piger popper op alle vegne, og drager ham ind i en masse ting. Nabokvinden har jo nok luret, at Ove er depressiv og suicidal - og bruger disse undskyldninger til at tvinge ham ud i verden igen. Det lykkes så godt, at Ove snart involveres i alverdens ting; han får en kat; han hjælper unge drenge og ikke mindst bliver han genforenet med en anden nabo med hvem han har ligget i krig i årevis. Altsammen ikke uden at brokke sig gevalddigt - for det hører jo ligesom med.

Ove forsøger dog flere gange at begå selvmord - men det mislykkes hver gang; eller det går helt galt som da han vil kaste sig ud foran et tog og ender med at redde en anden mands liv. For Ove har aldrig før brudt sig om andre - pånær konen.

Det er morsomt - og det er livsklogt; og jeg kneb en tår ved bogens slutning må jeg nok indrømme. Det er en sjældenhed! Men jeg nød virkelig Backmans historie.

Marie-Thérèse d'Autriche - Jean-Paul Bled

• Fransk
• 5.-11. september
• 525 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I 2012 efter en citytrip til Wien, læste jeg en biografi af den Habsburgske familie - næsten tusinde års historie klemt ind på 400 sider. Det siger sig selv, at det var overfladisk, hvad nogle af personerne angår - og jeg har længe haft lyst til at dykke lidt mere ned i nogle af nøglepersonerne fra den fyrstelig familie. Og Maria Theresia er jo så selvfølgelig en af de mest oplagte og spændende personer.

Der er jo flere måder at angribe en biografi på; man kan tage det helt kronologisk og starte med fødsel og ende ved begravelse. Eller man kan opdele det mere tematisk - eller man kan forsøge at kombinere de to metoder, hvilket jeg personligt er størst tilhænger af, da jeg synes, at det bliver mere flydende.

Bled starter med en hurtig introduktion af Maria Theresias barndom, giftermål - og umiddelbart derefter bliver hun jo kejserinde som 23-årig, da hendes far Karl VI dør. Derfra bruger han stort set 200 sider på yderst detaljerede beskrivelser af krige - først var der den Østrigske Arvefølgekrig, og senere Syvårskrigen. Det fylder virkelig meget i begyndelsen, og det giver ikke meget indsigt i hende som person men mere i de politiske forhandlinger, der foregik på kryds og tværs af de europæiske alliancer. Det er selvfølgelig relevant for hendes arbejde som dronning, kejserinde og hertuginde af den brogede samling lande, hun regerede over.

Dernæst bliver det endelig lidt mere personligt, og vi får et indblik i hendes privatliv med de 16 børn - ikke ringe i betragtning af, at hun styrede et imperie ved siden af! Hun var en streng moder, hvilket læsere af Marie-Antoinettes biografier jo ved. Hun sendte uendelige missiver afsted med ordrer til børnene, selv efter, at de var placeret i politiske alliancer ved de europæiske hoffer. Kronen på værket var selvfølgelig Marie-Antoinette, som blev gift med Louis XVI. Det er nok udmærket, at moderen døde ni år inden den franske revolution - for netop den opførsel ville ikke have passet hendes høje krav til god opførsel - ikke fra folkets side, men fra regentens! Hendes pligtsans var virkelig veludviklet.

Vi kommer også tæt på den krise, der var mellem mor og sønnen Josef, som måtte vente til han var 39 år på at overtage efter sin mor. Dette er jo et aktuelt problem for mange kongelige i dag - men dengang var det nok endnu værre - der var færre luksusferier, og mindre shopping at tage sig til. Så de blev jo uvilkårligt draget ind i krige og politiske beslutninger. Men måtte altså vente til tronen blev ledig, og selvom Maria Theresia døde som 63-årig, måtte han stadig vente i mange år. Det gav problemer, og mor og søn blev først forsonet på hendes dødsleje.

Jeg var ikke helt begejstret for denne biografi; der findes uendelige mængder breve og andre 'efterladenskaber' fra kejserinden - men man kommer aldrig helt tæt på hende som person. Der var jo meget krig -men nu har jeg efterhånden læst en del historiske biografier, og der er altså måder at komme dybere end det.

Men det var da interessant - og lidt tungt altså!

Væk ikke djævlen - John Verdon

• Engelsk
• 31. august - 4. september
• 595 sider
• Originaltitel: Let the Devil Sleep

Det er vist glimrende, at jeg ikke har flere krimier i venteposition! Jeg ved ikke, om det ganske enkelt er fordi genren keder mig, når det er i overdosis .... eller fordi Verdon har tabt pusten?

Jeg tror faktisk, at det er en god kombination af begge dele. Jeg glædede mig til at kunne synke dybt ned i hans skæve Sherlock Holmes-figur, der jo overlevede den sidste drabelige sag, men bare sidder derhjemme og ikke rigtigt gidet noget. Hans kone, Madeleine, ser måske som den eneste, at manden ikke fungerer uden adrenalin og mordgåder. Så da et opkald fra en ven giver ham muligheden for at hjælpe dennes datter, er han i gang igen. 

Denne gang er det en ti år gammel sag, som den unge pige vil lave til en tv-serie om de efterladtes følelser. Men det viser sig hurtigt, at der er nogle, der er mindre interesserede i, at hun går live på fjernsyn. Eller endog, at Dave Gurney blander sig i den gamle sag.

Problemet er dog, at det tager en evighed for Verdon at komme videre med sin historie. Næsten 600 sider er MEGET! Men Gurney har behov for at gentage sagens kernespørgsmål for sig selv så mange gange, at selv jeg kunne dem udenad. Dette krydres med uendelige beskrivelser af solnedgange, solopgange, konens madlavning .... og der sker ikke rigtigt noget med hans efterforskning. Alle andre mener, at han lider af PTSD, og er nærmest farlig for sine omgivelser - og det kører vi så rundt i. Temmelig længe.

Selve afsløringen og spændingsmomentet indtræder på de sidste 40-50 sider, og det er ganske for sent. Så sent, at det bliver en flad fornemmelse og der er ender, som føles åbne.

Som sagt er det uden tvivl også min egen overdosis - tre krimier på en måned er alt for meget useriøs litteratur. Det præger min entusiasme kan jeg mærke; så det er fint, at jeg holder en lille pause.