Le voyage d'Octavio - Miguel Bonnefoy

• Fransk
• 25. september
• 137 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Miguel Bonnefoys debutroman vandt i 2013 en pris for bedste roman af en ung forfatter, og den fransk-venezuelske forfatter har da bestemt også begået en lille perle omend den er noget lille af en roman at være.

Der er stærke tråde tilbage til sydamerikanske litterære traditioner som hos Garcia Marquez, og selvom man kan se det som værende uopfindsomt, så er det jo nok bare den stil, der kendetegner det kontinent. Så da vi starter med historien om en båd, der ankommer til Caracas med pest - så er man straks hos Marquez og hans elskende på floden i 'Kærlighed i koleraens tid'.

Octavio er lidt tidsløs til gengæld; han er analfabet og arbejder sammen med byens kriminelle, som holder til i kirken, hvor de gemmer deres tyvegods. Han møder en smuk kvinde, Venezuela, der lærer ham at læse og skrive - og der er muligvis mere imellem dem; indtil han skal deltage i et røveri af netop hendes hus. Så forlader han byen og rejser rundt i landet lidt på må og få. At kvinden er en allegori, er jo indlysende - og det er resten af denne underligt magiske venezuelske verden også.

Octavio flytter ind hos en mand ved en flod; en flod, der ser ud til at nære sig af manden og vokse og skrumpe i takt med mandens nærhed af vandet. En flod, som Octavio ender med at overvinde - men da han rejser, forsvinder manden og bliver en del af vandet. Eller Octavio? Der er mange finurligheder, som kan fortolkes som læseren vil det - intet bliver udpenslet og serveret.

Octavio er mere end blot en protagonist - han er en legende; manden, der forandrer sig og bliver til landets kultur og sjæl.

Det er en usandsynlig poetisk roman med en overraskende slutning, som ikke skal afsløres her - for forhåbentlig når den en dag også ud til et dansk publikum. Man kan så diskutere om det er en roman eller en novelle? Måske lige en anelse for kort til min smag; netop fordi poesien i ordene var så smuk.