Britt-Marie var her - Fredrik Backman

• Dansk
• 24. september
• 381 sider

Selvfølgelig fik jeg købt de andre bøger af Fredrik Backman efter historien om Ove; sådan lærer jeg nok aldrig at begrænse mig, og til tider bliver jeg jo så voldsomt skuffet.

Men i lørdags efter en hektisk uge startede jeg forsigtigt på Britt-Maries historie til morgenkaffen; inden jeg ilede ud i byen til diverse ærinder. Om eftermiddagen fordøjede jeg så yderligere en ordentlig bid, og efter middagen var der pludselig 'kun' 175 sider tilbage - og intet i fjernsynet, som jeg jo i øvrigt sjælden har tændt. Så Britt-Marie kom og gik lørdag - men hun var der sandelig i den tid, det varede.

Britt-Marie er 63 år gammel, og hun har jo godt vidst, at hendes lidt for smarte mand var hende utro. En rigtig smart type, der er god til forretninger (ifølge ham selv), og tager det for givet, at Britt-Marie skulle blive hjemme og passe børn (som var hans og ikke hendes) og ham.

Men da han får en blodprop, og det er elskerinden, der ringer fra hospitalet, får hun nok. Hun pakker sine ting og flytter på hotel - og søger et job. Det bliver til mindeværdige morsomme møder med Arbejdsformidlingen. Og nok mere i desperation sender de hende endelig til den lille flække Borg, hvor hun skal bestyre fritidshjemmet.

Borg er en gudsforladt by, der engang levede af vognmandsforretningen, som nu er gået konkurs - så nu er hele byens næringsliv samlet hos en udenlandsk dame i kørestol, som lever af at sælge ting, der er faldet af lastbiler. Byens børn og unge er alle på grænsen til småkriminalitet, og det eneste, der lader til at adsprede dem er fodbold. Og fodbold er noget af det værste Britt-Marie ved. Det sviner i øvrigt også helt forfærdeligt, og Britt-Maries eneste store bidrag til verdensfreden er nemlig hendes rengøringsevner.

Det er selvfølgelig nemt at regne ud, hvordan det går i mødet mellem de to verdener - selvom slutningen ikke er så forudsigelig og lyserød, som man kunne frygte. Men det er rejsen dertil, der er underholdende - det er i hurtigt tempo, og det er ikke dybe filosofiske tekster. Det er dog morsomt, så jeg småklukkede - og jeg fik også denne gang en klump i halsen til sidst. Enten er det så mig, der er noget galt med - eller det er Backmans evne til at skrue en god historie sammen. Det ville jo have været den ultimative flylæsning - men det var sandelig også glimrende til en lørdag i september.