På sporet af apostlene - Erik Bjerager

 

• Dansk
• 30.-31. juli
• 248 sider

En af aftenens historier i nyhederne var en opgørelse over danskernes svigtende tro - i den religiøse forstand. Vi tror ikke længere som vi gjorde før, hvilket måske ikke overrasker, når man ser brugen af danske kirker. Alligevel er der en form for tro på noget andet og større end os selv, og jeg er overbevist om, at vi har et behov for den slags tro. Hvordan den udtrykker sig er et personligt og privat spørgsmål.

Der er dog også stadig et marked for bøger om tro, religion og symboler - jeg ser flere og flere nyudgivelser, som rammer ind i den målgruppe. Så måske er det en tendens, der vil stige igen - eller også er det fordi vi går mere faktuelt til værks?

Jeg kan lide symbolerne i den katolske kirke, som jo er det gennemgående træk i renæssancekunsten, som står mit hjerte så nær. Der er jo en hel videnskab - hagiografi - som hjælper os i tydningen af symboler i disse malerier, og så er der de mange relikvier, som trækker pilgrimme til bestemte kirker og steder. Det er den rejse vi kommer med på over hele Europa, og så langt væk som Indien og Israel (selvfølgelig!).

De tolv apostle - hvis man antager, at de fandtes - døde som regel en martyrdød, og deres jordiske rester hviler i diverse kirker. Enten som hele grave, som det antages for Sankt Peter i Rom eller som dele - eller relikvier. Nogle grave er velbesøgte og kendte pilgrimssteder siden middelalderen, mens andre i dag befinder sig i områder, hvor kristendommen har måttet vige pladsen for andre religioner. Især i Tyrkiet gøres der intet for at fremvise, promovere eller beskytte disse mindesteder, der er i opposition med islam. Men også i Trier i Tyskland, hvor protestantismen nu regerer, er det en lille udsøgt skare, der i dag værner om symbolerne.

Forfatteren rejser til disse tolv grave - samt den trettende apostels (ham, der erstattede Judas) - og møder både turister og dem, der til dagligt bor og arbejder der. Jeg opsøger selv enhver katolsk kirke jeg ser, men det er ikke båret af en bestemt person - ligesom for mange af de turister, han møder. Mange er måske ikke troende, men besøget i et kirkerum giver os alligevel noget. Munkene og præsterne har jo en anden tilgang; alligevel var det forfriskende at læse, at flere ganske godt er klar over det absurde i de mange relikvier. Disse apostle - som alle helgener - lader til at have haft to hoveder, fem ben og tyve fingre! Men man skal jo netop ikke tage det så bogstaveligt - for der er intet ved religion, der er så faktuelt.

Bogen er fint illustreret med billeder af de besøgte steder og malerier af apostlene; der irriterede det mig dog, at selvom kunstner og årstal tit var angivet, så manglede der information om maleriets titel og nuværende placering. Det er god stil synes jeg at have en billedkilde med angivelse af museum eller lignende. Ligeledes manglede der en indholdsfortegnelse, som jeg synes hører med til et faglitterært værk.

Ellers var det en glimrende rejsebeskrivelse for os, der savner katolske kirker i Danmark!

Une belle vie - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 29. juli
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er uden tvivl easy-read bøger - men dermed ikke være sagt, at det er banalt eller indholdsløst! Jeg kan sagtens forstå Grimaldi har så overvældende succes i Frankrig, og op mod ferieperioden ser jeg jævnligt artikler i franske medier med lister over hendes bedste bøger til ferien. Det er dog også bøger jeg nu ved ikke skal indkøbes - for jeg startede lidt mandag aften i denne, så kom jeg rigtigt ind i den tirsdag morgen med min kaffe, og lige ved sengetid lukkede jeg den. 

Det kører i et højt tempo med mange korte kapitler, der skifter i tid. Vi starter i 1980, da Emma er fem år gammel og får en lillesøster, Agathe. De to pigers vinkler deles i parallelle spor op igennem de næste fyrre år. Hver tredje kapitel foregår så i nutiden, hvor de to søstre mødes i deres farmors hus ved stranden i Baskerlandet. Hun er død nogle måneder inden, og huset er solgt. De to søstre har ikke set hinanden i fem år eller endog talt med hinanden. Men nu tager Emma initiativ til, at de skal tilbringe en uge sammen.

Igennem de mange tilbageblik forstår vi den komplekse baggrund. En skilsmisse, og en far, der dør alt for tidligt. En mor, der er voldelig og alkoholisk. Agathe, der kæmper med det, der senere viser sig at være en bipolar diagnose. Emma, der kæmper med at blive gravid. De to søstre, der kæmper først for at beskytte sig mod moderen og senere for at skabe deres egne liv uafhængig t af hinanden. De er meget tætte og farmoderens hus er deres fristed i barndommen og ungdommen. Men det er også så symbiotisk, at det kan være svært at stå på egne ben.

Der er mange elementer i deres relation, som vil virke bekendte for alle søskende - måske endda mere for søstre (eller søskende af samme køn). Der behøver ikke at være så mange alvorlige elementer - vi kender nok alle følelsen af jalousi eller at sammenligne os med en søskende.

Deres ene uge sammen skal hele det sår. men Emma har også opsøgt Agathe i et andet ærinde. Jeg havde gættet, hvor det ville bære hen - og det var godt, jeg sluttede den hjemme. For der kom tårer til sidst!

Les Effinger II - Gabriele Tergit

 

• Fransk
• 26.-28. juli
• 528 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Man skal altid have næste bind i en serie stående klar! Man er inde i historien, og hvor forfatteren har valgt at bryde den kan være afhængig af sideantal eller med en kæmpe cliffhanger. I tilfældet med denne tobindsserie var det ved deklarationen af 1. Verdenskrig, som afsluttede første bind. 

De to jødiske familier - Effinger og Oppner - sender deres unge mænd til fronten, mens de tilbageværende stolte oppebærer den tyske fane. For de føler samme ansvar og samme stolthed over at være tyskere, som alle de andre, der kæmper i skyttegravene og i hjemmene. Men de mister også nogle, og andre bliver taget til fange. 

Efter krigen er der kampen for at finde mad, og den stigende inflation, som Tyskland som krigens taber blev udsat for. Men det er også 1920'ener med cabareter i Berlin, og kvindernes frigørelse. Familiens unge kvinder tager ikke til takke med en udvalgt ægtemand af god herkomst, og den ældre generation fortvivles over tidernes forfald.

Bogen springer i perioder over flere år og det er små detaljer som alder eller dødsfald, der indikerer, hvor vi er - ikke mindst ved hjælp af stamtræet. Så det hele kommer også snigende - som det gjorde for dem, der levede i Tyskland i 1930'erne. En ny regering og en ny mand, der havde radikalt andre ideer for landets fremtid. Der er tegn. Der er attituder blandt kolleger og bekendte. Der er mere åbenlys chikane i gadebilledet. Men i bund og grund tror alle, at det er en fase. Det vil gå over. For man vil jo ikke tage alt fra dem, der har levet i landet i generationer, og bidraget til økonomien.

Det er nok det mest tragiske element i denne periode op til krigen og deportationerne. Folk stolede på ganske almindelig sund fornuft og måske lidt for meget på det gode i mennesker. Fordi alternativet var så grotesk og uhørt at man ikke kunne forestille sig det. Alligevel sker det jo, selvom vi i bogen kommer meget "let" hen over slutningen.

Jeg kunne efterfølgende læse, at Tergit begyndte denne roman i 1938. Der var ikke nogen forlag, der ville have den - generelt var der mere efterspørgsel på historier, der foregik alle andre steder end i Tyskland. Det var måske ilde set, at tyske forfattere skulle skrive om disse uhyrligheder. Jødiske historier kom fra de besatte lande. Men Tergit ville indkapsle hvad det betød at være tysk jøde i perioden op til - og her rammer romanens tidsramme fint. Det er nødvendigt at have krigene fra 1870 med i billedet lige som 1. Verdenskrig for at illustrere, hvor integrerede de var. De modtog dekorationer for deres heltegerninger i krig for landet, men pludselig var de uønskede.

Derfor er slutningen måske blevet lidt forhastet. Vi aner, at mange endte i lejrene - og stamtræets årstal bekræfter det. Nogle nåede at flygte til Palæstina - som Tergit selv - og så ender vi i Berlin i murbrokkerne i en ødelagt by. 

Den står i sin helhed ikke lige så stærkt som Sarah Frydmans saga; det er langt mere politisk, og personerne bliver talerør for forfatterens ideologiske holdninger på bekostning af en reel personlighed, vi kan identificere os med. En anelse for meget overflade - men Tergits baggrund er mere journalistisk end romanforfatter. Der er dog bedre litteratur, hvis man ønsker at uddybe denne tidsperiode.

Les Effinger I - Gabriele Tergit

 

• Fransk
• 21.-25. juli
• 592 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Gabriele Tergit er en tysk forfatter fra det 20. århundrede (1894-1982). Hun var født Elise Hirschmann - og derfor af jødisk afstamning. Hun var født ind i en velstående industriel familie i Berlin, men gik i en mere "normal" skole for døtre af hendes kaliber. Hun flygtede fra Tyskland i 1933, og endte i 1938 i London, hvor hun boede resten af sit liv. Hun var journalist i Tyskland, men efter krigen debuterede hun som forfatter med denne familiesaga (1951), som dog fik lunkne anmeldelser ved udgivelsen. Den blev genudgivet i 2023 - med langt større succes. Efterkrigstiden var præget af stærke vidnesbyrd som Anne Franks dagbog, Primo Levis førstehåndsberetning om Auschwitz og måske et forsøg på at forstå den gru, de havde været udsat for. Der var ikke den samme appetit, tror jeg, for de lange sagaer, der skildrede optakten til antisemitismen og blotlagde den skyldfølelse mange tyskere må have følt lige efter krigen. Hvordan forklarer man, at mennesker man levede sammen med - naboer, venner, kolleger - pludselig skulle stigmatiseres i et samfund, de følte de var en del af?

I februar læste jeg Frydmans saga om den jødiske familie i Wien, og der er selvfølgelig visse paralleller. Dog er vi i Tyskland nu, og starter blot en anelse tidligere - nemlig i 1878. Effinger-familien er ved at skabe deres navn. Den unge Paul vil starte en fabrik, og hans bror Karl gifter sig ind i den rige bankfamilie Oppner. Det er disse to grene af familier vi følger over fire generationer.

Oppner-familien bor i store fine huse i Berlin. Omgivet af tjenestefolk, inviteret ved hoffet og mændene har været aktive i militære konflikter. De er stolte af at være tyskere, og gør ikke stort væsen ud af deres jødiske ophav. De er ikke ortodokse, men lever det gode fin de siècle-liv i et Tyskland, der er i økonomisk vækst og hvor deres største problem er at få familiens unge kvinder godt gift. 

Der er mange personer i dette galleri - visse er mere perifere; men med over tyve familiemedlemmer er der nogle, der træder bedre frem end andre. Det er Paul, der ender med at gifte sig med sin svigerinde, Klara og deres børn, som udgør anden og tredje generation. De unge i familien er født i starten af 1890'erne som forfatteren selv, og der er uden tvivl en del ligheder i det liv, de levede. En brydningstid, hvor kvinder begynder et stille oprør mode de familiebundne traditioner om blot at være hustruer og mødre. 

Der er også en del politik, og det kan til tider være lidt for akademisk, når det skal flettes ind i en familiehistorie, og ydermere er lidt teknisk med diverse strømninger. Men det er en del af det verdensbillede, der fører Tyskland til 1. Verdenskrig, og hvor antisemitismens første spæde frø sås. Første bind slutter netop med deklarationen af krigen i 1914, og både Effinger og Oppner-familierne tager det for givet at melde sig under fanerne som de tyske statsborgere, de anser sig for at være.

La fille de l'ogre - Catherine Bardon

 

• Fransk
• 19.-20. juli
• 504 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den franske forfatter Catherine Bardon har et helt særligt forhold til Den Dominikanske Republik, som hun har skrevet en saga i fire bind om. Den er ikke oversat til dansk, men er virkelig interessant i sin beskrivelse af de mange jøder, der fik opholdstilladelse der efter at være blevet afvist i USA. Men den omhandler også det brutale styre landet var under primært under lederen Trujillo fra 1934 til 1961.

Trujillo styrede landet som enhver anden diktator - som sin private ejendom. Han omdøbte hovedstaden Santo Domingo til Ciudad Trujillo, og havde monopol på stort set alt. Han styrede landet via et omfattende netværk af spioner og efterretningstjeneste, og det strakte sig også til overvågning af hans egen familie.

Flor de Oro - guldblomsten - var Trujillos ældste datter af hans første ægteskab, og født i 1915. Da var Trujillo "blot" formand på en sukkerrørsplantage, inden han startede sin militære karriere og væltede regeringen ved et kup. Flor blev sendt på kostskole i Frankrig som ni-årig, for faderen havde store ambitioner og ville påtage sig en europæisk aura af elegance som led i sin kampagne for at fremstå som den ultimative leder.

For den lille pige var det dog ikke særlig glorværdigt at blive sendt så langt væk og hun kæmpede hele livet med psykologiske problemer. Som 17-årig vendte hun hjem, og blev feteret som præsidentens datter, men opdagede også, at hun nu levede i et guldbur. Hun forelskede sig i en smuk ung bodyguard, Porfirio Rubirosa - men opdagede hurtigt, at faderen ønskede at bestemme over alt i hendes liv. Løsningen blev, at de to måtte gifte sig, så det så respektabelt ud. Det blev det første af hendes i alt ni ægteskaber.

Rubirosa var indbegrebet af en playboy, og er i dag langt mere kendt end Flor - hans liste af elskerinder og hustruer er imponerende, og inkluderede datidens smukkeste og rigeste kvinder. Men måske elskede han oprigtigt Flor fordi de kom fra det samme sted, og havde ungdommens uskyldige minder sammen. Men det kunne ikke holde, og efter fem års ægteskab blev de skilt.

Flor levede skiftevis i Den Dominikanske Republik og i Europa og New York; hun stræbte efter faderens anerkendelse, og ville arbejde for ham. Han havde til gengæld giftet sig igen - og igen - og fik ligeledes en del børn udenfor ægteskab. Men den samme etik gjaldt ikke for Flor! Hver gang hun bare kiggede på en mand, forlangte faderen, at de giftede sig - og hun nåede sjældent at lære dem at kende inden. Så det gik galt. Igen. Igen. Igen. Og igen. 

Faderen giftede hende også som led i sine politiske spil; da hun fandt sammen med Rubirosa igen efter krigen, var denne på nippet til at gifte sig med Doris Duke, som var arving til et tobaksdynasti. Trujillo forklarede pænt sin datter, at der var økonomiske gevinster for landet ved denne alliance - Rubirosa ville skaffe aftaler om tobakseksport til USA. Trujillo brugte sin tidligere svigersøn som et aktiv i sine forretninger.

En far, som officielt gik under navnet El Jefe - chefen - men også under mindre flatterende navne som den caribiske cæsar eller monsteret. En far, som styrede især Flors liv med hård hånd og ikke tøvede med at lukke for pengekassen eller forkaste hende, når hun gjorde oprør. Hun drak og røg og var selvdestruktiv som resultat af forholdet til faderen; men i starten af krigen mødte hun endelig en mand, der reddede hende fra dette liv, og som ikke lå under for faderen. Et ægteskab, der uden tvivl var lykkeligt - indtil han tragisk døde ti måneder senere. Selv der måtte hun spørge sig selv, om faderen stod bag? Han var ikke bleg for at udrydde fjender - heller ikke udenfor landets grænser og med amerikanernes støtte det meste af tiden. Deres primære bekymring var et kommunistisk styre som i fx Cuba, og derfor samarbejdede de med Trujillo.

Det var et så tragisk liv, som endte i dyb fattigdom. Faderen blev dræbt i 1961, og familien eksileret. Hun nåede endnu to ægteskaber - men hendes dømmekraft var virkelig dårlig eller også var behovet for tryghed for stort?

Udover at portrættere Flor de Oro - diktatorens datter - er det også en historie om en periode i historien, som ikke er køn og langt fra det ferieparadis vi i dag kender landet som.

Himlens rødder - Romain Gary

 

• Fransk
• 14.-18. juli
• 592 sider
• Originaltitel: Les racines du ciel

Romain Gary er den eneste franske forfatter, der har vundet Goncourt-prisen hele to gange. Det burde ikke kunne lade sig gøre - og dog! Romain Gary modtog i 1956 prisen for denne storslåede roman, der betragtes som den første miljøbevidste roman. I 1970'erne begyndte han at skrive under pseudonymet Emile Ajar, og udgav først Kælerslangen og senere Du har jo livet for dig, som mange franskstuderende har læst i skolen. Den modtog han ligeledes Goncourt-prisen for i 1975, men afslog prisen. Ingen vidste, at det var et pseudonym og da de insisterede, sendte han sin fætter for at modtage prisen. Da han begår selvmord i 1980, finder man et brev, hvor han forklarer, at han stod bag pseudonymet. Han har stadig æren af de to priser, og ingen andre har siden vundet den to gange.

Men tilbage til Himlens rødder som jeg købte efter at have læst Morgenrødens løfte for to år siden. Efter at have ventet i to år, var jeg endog lige ved at opgive efter to dage - for det er virkelig en kompleks roman, og det er nærmest umuligt at fatte sig i korthed, når man skal beskrive den. Jeg tumlede med tankerne om de mange temaer i den i flere dage efter, og den ville være perfekt til en læseklub - der er så meget at diskutere!

Romanen foregår omkring 1955 i Fransk Ækvatorialafrika, som i dag er nogenlunde det sydlige Libyen og Chad; men dengang var kolonier. Det er efterdønningerne af 2. Verdenskrig, og begyndelsen på enden af de mange kolonimagter i Afrika. Og nu har én mand sat sig for at redde elefanterne!

Morel er franskmand, tidligere krigsfange og han rejser rundt med et manifest og samler underskrifter for at forbyde jagt på elefanter. Han anses for at være fanatisk, en særling - men nogle afrikanske frihedskæmpere ser en anledning til at slutte sig til hans kamp for at kæmpe deres egen. Medierne begynder at få nys om historien og myndighederne ser helst, at det forbliver historien om elefanter. Det er relativt uskyldigt i modsætning til den langt mere politiske debat om selvstændighed for de mange afrikanske kolonier.

De lokale er heller ikke begejstrede - for dem er elefanter ganske enkelt mad. Det er et af de første store dilemmaer, som stadig er aktuelt synes jeg. En protagonist i bogen siger, at for at sikre afrikanerne selvstyre skal de have mad - de skal have proteiner, der erstatter elefanterne som fødevare. Det stiller Morel i et etisk dilemma - kan han forsvare dyrene, når menneskene sulter? Det er kritikken af kolonimagterne, som kommer for at jagte elefanter for sjov men også udnytte kontinentets ressourcer uden at give tilbage til lokalbefolkningen. En problematik, som jo faktisk ikke er løst 70 år senere.

Der er mange protagonister, som alle fortæller om deres møder med Morel. Den tyske Minna, som arbejdede i et bordel i Berlin, og mener Morel har behov for et stykke af Berlin hos sig. Elefanterne bliver symbolet på værdighed og frihed, som hun mistede under krigen. Hvis vi som mennesker kan enes om at redde elefanterne, må der stadig være håb for os.

Vi møder Morel ganske sporadisk - og elefanterne endnu mindre. Historien kører i flere tidsspor i et narrativ, hvor alle fortæller om rygter eller faktuelle møder med Morel. Det gør det ret tungt, og de lange kapitler med uendelige sætninger og ingen afbrydelser gør det ikke til hyggelæsning. Men omkring halvvejs inde var jeg så solgt på idéen om den menneskelige ideologi, og hvordan rygtet om Morel i medierne når ud til hele verden. Tilfældige mennesker læser om hans kamp og ser et håb. De giver sig til at drømme om en bedre verden efter krigen. 

For Waitari, som kæmper for Afrikas selvstændighed er det dog en anden kamp - han mener der skal gydes blod, og vil dræbe Morel. Gary kommer dog også med en skæbnesvanger profeti om denne uafhængighed, da han siger, at de kommende afrikanske ledere i dag sidder i fængsel og nævner fx Kenyatta og Nkrumah, som senere blev præsidenter for henholdsvis Kenya og Ghana, og af mange blev anset som diktatorer. Gary havde forudset, at friheden ikke ville blive nem!

Hvorfor er det så en miljøbevidst roman? Der er meget politik, der er temaer om krigen og nazisterne og sårene efter de forfærdelige år. Men det er også miljøet som et moralsk spejl foran os, og dilemmaet om udnyttelse af ressourcer og mulighederne for det afrikanske kontinent til at klare sig selv.

Jeg ved ikke om den stadig kan findes på dansk; men hvis den kan, og man vil have en storslået læseoplevelse, som kræver lidt af én, så kan den varmt anbefales.

Mands hjerte - William Boyd

 

• Engelsk
• 8.-13. juli
• 512 sider
• Originaltitel: Any Human Heart

Da jeg først opdagede William Boyds romaner skrevet som erindringer, var denne konsekvent nævnt som den absolut bedste. Jeg kunne ikke finde den på biblioteket, og endte derfor med at købe den. Så er jeg mere stædig og vil absolut læse den til ende. Men jeg var virkelig ikke så begejstret som jeg var for fx The Romantic eller Sweet Caress.

Konceptet er det samme - erindringer skrevet i første person; denne gang af Logan Mountstuart, som fødes i 1906, og vi følger ham til hans død i 1991. Han starter sin dagbog som teenagedreng på en kostskole, derefter i ungdomsårene på Oxford. Hver del af hans liv er opdelt i dagbogsnotater, som en del af bogen. 

Mountstuart er en arrogant og selvtilfreds mand, som lever i samfundets overklasse. Han har ambitioner om at blive forfatter, men formår kun at udgive en enkelt virkelig god bog og kæmper resten af sit liv med følelsen af at fejle. Han rejser til Paris, og møder der flere reelle skikkelser som Hemingway og Woolf, som han måler sig med. Under krigen er han i militæret og arbejder i efterretningstjenesten, men kæmper resten af livet med de ar på sjælen krigen gav ham.

Det er ikke et lykkeligt liv; han er det meste af tiden en udpræget ensom mand, der har svært ved at knytte tætte relationer. Han mister både sin hustru og søn under krigen; et tab, han aldrig kommer sig over. I sine sene år er han fattig, ensom og fyldt med skyldfølelse. Han filosoferer over de historiske begivenheder, han har været vidne til gennem sit liv og om disse har formet hans liv eller omvendt. Dagbogen bliver hans måde at markere sin eksistens - kun ved at skrive føler han, at han eksisterer i verden.

Da den er skrevet som dagbog bliver perspektivet jo temmelig ensidigt. Det fungerede langt bedre i The Romantic synes jeg. Dagbogsformen her er mere staccato og ret banal mange steder. Man skal finde personen inde bag de mange lidt ligegyldige notater om, hvem han spiste middag med eller mødte. Der er ingen dialog, men kun hans referater af samtaler med andre. 

Historien spænder over det meste af det tyvende århundrede og dermed store begivenheder; men det tager lang tid før vi kommer over ungdommens lugegyldigheder og ind til kernen af hans liv. Jeg kedede mig faktisk en god del af tiden - men nu er jeg ikke længere nysgerrig på den. Det var dog lidt et antiklimaks efter al den ventetid!

En sommeraften - Philippe Besson

 

• Fransk
• 7. juli
• 208 sider
• Originaltitel: Un soir d'été

Endelig en fransk roman, der er oversat til dansk! Flere af Bessons romaner er inspireret af hans eget liv uden at være direkte selvbiografiske, og således også denne, som er baseret på en hændelse fra den sommer, han fyldte atten.

Forfatteren er selv en af hovedpersonerne i historien under sit eget navn, mens de andre personer optræder under andre navne eller er fiktive. Besson indleder historien med at fortælle os, hvordan han mere end tredive år senere stadig tror han ser den forsvundne i et flygtigt møde på gaden; men det er aldrig ham. Ingen ved, hvad der skete med ham. Den forsvundne unge mand.

Men vi skal tilbage til sommeren 1985, hvor Philippe sammen med sine forældre tager på ferie på Ile de Ré - en ø ud for den franske kyst ved Atlanterhavskysten. I dag er yderst mondænt sted, men dengang lidt mere lokalt og uspoleret. De er kommet der i mange år og bor hos nogle lokale venner, hvor sønnen François er Philippes sommerferiekammerat. François arbejder sammen med sin far i dennes slagterforretning, og lever et noget andet liv end Philippes småborgerlige tilværelse med studier planlagt. I gruppen af drengevenner er også Christophe, der fisker sammen med sin far og den nytilkomne Nicolas, der flyttede dertil i løbet af vinteren.

De fire drenge bader, drikker nogle øl og hygger sig sammen. Philippe og Nicolas finder hinanden i et spirende venskab i de varme sommerdage, mens de andre to drenge arbejder. Så møder de Alice og Marc - et søskendepar fra Paris på ferie med forældrene. François falder hovedkulds for den unge pige, men hun er mere interesseret i Nicolas. Marc viser sig at være interesseret i Philippe, og sommerflirts opstår på kryds og tværs.

Blot ti dage inde i denne uskyldige sommer, hvor de er atten år, forsvinder en af dem en sen aften fra et diskotek. Det bliver enden på deres uskyld. Det bliver enden på sommeren.

Det er en smuk nostalgisk historie om sommer og venskaber. Om den første kærlighed. Om en tid uden mobiltelefoner, hvor man måtte håbe på et møde. Om sommerens musikhits, der virkelig ramte en nostalgisk åre hos mig, der flyttede til Frankrig i 1987.

Man kan måske gisne om, hvad der skete - men det er ikke en krimi, og det er ikke præmissen. Besson tager os med på en rejse til den sommer, der blev en streg i sandet mellem det ubekymrede teenageliv og voksenlivet, hvor grufulde ting sker. En virkelig intens lille roman, man læser ud i et.

An Eye for an Eye - Jeffrey Archer

 

• Engelsk
• 4.-5. juli
• 384 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Archer gør sig klar til at afslutte sin Warwick-serie med det ottende bind, der udkommer i efteråret. Det tror jeg er et glimrende tidspunkt at stoppe på. Archer er 85 år gammel nu, og hermed får han jo muligheden for selv at afrunde historien, hvor han havde tænkt det. Men det er også tiltrængt - for det virker til, at der er kogt lidt for meget suppe på striden mellem Faulkner og Warwick.

Denne gang er vi lige omkring år 2000; der er gået et par år siden sjette bind i serien, og Faulkner er igen på vej ud af fængsel med det ene formål at få ærkefjenden Warwick ned med nakken. Men vi starter i Riyadh i Saudi Arabien, hvor en engelsk diplomat bliver fængslet for et mord begået af en lokal prins for at ødelægge en milliardhandel mellem de to lande. Samtidig dør denne far hjemme i England, og hans enke ser sig nødsaget til at sælge nogle af familiens værdifulde genstande - et Constable-maleri og ikke mindst en original udgave af Jeffersons forfatning for det nyligt grundlagte Amerika.

Dermed krydses disse personers veje på flere måder. Faulkner og hans advokat Booth Watson, fordi de altid er på udkig efter kunst, der kan hente penge på auktioner. Warwicks hustru, der er museumsdirektør og politiet, der arbejder på at få løsladt fangen i Saudi Arabien. Men først er der som altid en bihistorie, der omhandler kunstforfalskning og Warwicks hustru, og som ikke umiddelbart har anden tilknytning end at ydmyge hende.

Vi kommer vidt omkring denne gang med stikture til Mellemøsten og New York, hvor Archer ellers tidligere har holdt sig til de britiske øer. Der er politik, historie og kunst - og intriger, forfalskninger og mord. Det er lidt bedre skruet sammen end i sjette bind, hvor der var for mange lange afstikkere til den centrale historie - men han mestrer stadig ikke helt at holde sig til sin historie synes jeg.

Det er uden tvivl hans stil og har været konsekvent gennem hele serien; men det begynder at blive trættende og forudsigeligt desværre. Der er en enkelt krimi tilbage, og da vi sluttede med en kæmpe cliffhanger er det ikke svært at se, hvilke tråde, der skal udredes der.

Tidsmæssigt havde jeg lidt svært ved at finde rundt, da jeg mistænker nogle dateringsfejl. De flyver gentagne gange i Concorde-flyet, og det kan jo nemt dateres. Samtidig er der referencer til andre begivenheder, som skaber lidt problemer og den slags irriterer mig grænseløst. Så det er vist på alle måder fint at stoppe her. De første bind er godt skrevet og underholdende, men det har varet for lang tid nu!

Forrædernes port - Jeffrey Archer

 

• Engelsk
• 1.-3. juli
• 384 sider
• Originaltitel: Traitors Gate

Det er næsten to år siden jeg læste femte bind i Warwick-serien, som jo er en fiktiv spin-off af en anden romanserie fra Archer. Jeg var ikke så begejstret for plottet i den sidste, og må nok konstatere, at det også gælder til dels for denne.

William Warwick stiger stadig i gradere i karrieren; hans hustru, Beth, er på vej tilbage som direktør for det museum hun tidligere arbejdede på og hvortil den notorisk kriminelle og Warwicks ærkefjende donerede et Rubens-maleri. Jeg kan faktisk ikke huske i hvilket bind, det skete - men der er ustandselig krøller, som tager lige lovlig lang tid at udrede synes jeg. Ingen tvivl om, at Archer gør det for at holde fast i grundstammen af historien om de to mænds fejder - og den bliver også årsag til Faulkners seneste påfund - at stjæle kronjuvelerne fra Tower i London.

Dråben for Faulkner er da Warwick formår at hente det originale Rubens-maleri hjem fra Faulkners lejlighed i New York og udbytte det med kopien fra museet. En historie, der fylder hele den første tredjedel af bogen i ret detaljeret form. Men det pirrer Faulkner og da en bitter mand tilbyder ham en plan for at stjæle kronjuvelerne slår han til. Ikke for at berige sig selv - men for at ydmyge Warwick og hele staben, så de endegyldigt må forlade politikorpset.

Archer skifter mellem passager, hvor en time brydes ned i minutter og handlingen skifter fra scene til scene og protagonist til protagonist, til eksempelvis en meget langtrukken scene fre en retssal, som i virkeligheden blot dækker over en parentes i hovedhistorien. Det samme gælder Warwicks børns skoleopgave, som pudsigt nok handler om en kaptajn Blood, som i 1671 forsøgte og mislykkedes med samme gerning - at stjæle kronjuvelerne. Historien tjener selvfølgelig til at give os læsere en baggrundsinformation om ritualerne i forbindelse med deres sikkerhed, samt det faktum, at ingen tidligere har lykkedes med at få dem ud fra det velbevogtede Tower.

Det er meget hurtig læsning og det er forudsigeligt til en vis grad. Jeg kan se, at serien nu er ved sit ottende og sidste bind. En klog beslutning, tror jeg. Forholdet mellem Warwick og Faulkner må i sagens natur ende et sted, og forfatteren virker til selv at være blevet lidt trætte af sine karakterer. Jeg vil læse de to sidste, fordi det er hurtigt overstået og så har jeg da slutningen på historien.