Connemara - Nicolas Mathieu

 

• Fransk
• 23.-30. oktober
• 544 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I sidste uge skulle jeg til Italien i nogle dage, og aftenen inden løb jeg byen rundt for at finde en bog til rejsen. Selvom jeg havde et travlt program, mente jeg bestemt at jeg skulle have lidt læsestof.

Sidste efterår læste jeg (endelig) Mathieus Goncourt-vindende roman, og endte med at være ret begejstret og valget faldt derfor på hans seneste roman. Men det var absolut ikke samme succesoplevelse!

Rammerne minder på mange måder om den første roman - rurale Frankrig med helt almindelige mennesker i middelklassen, der kæmper med helt almindelige dagligdags problemer. Skilsmisse, arbejde, forældre, der ældes og dør - og minderne om alle de drømme de havde som unge.

Hélène er 40 år gammel, og ægteskabet er ikke, hvad det har været. Christophe er fraskilt, i fyrrerne og bor med sin far og delvist sønnen. De gennemgår begge en midtvejskrise - skal Hélène blive i et trist ægteskab med en utro mand? Skal Christophe begynde at spille ishockey igen - i hans alder? Skal han finde en kæreste? Hvordan skal han klare, at ekskonen vil flytte langt væk og dermed fjerne sønnen endnu mere fra ham?

Det bliver til et møde mellem de to, som genopfrisker deres teenageårs minder, hvor de gik i samme skole. De forsøger at finde sammen igen som voksne, men det fungerer aldrig.

Det gør romanen desværre heller ikke; det flyver rundt i alle retninger med alt for mange tilfældige personer, der ikke kommer til deres ret. De personer, der burde fylde, får heller ikke dybde nok.

Jeg kæmpede mig virkelig til enden, og havde det netop ikke været fordi jeg ikke havde andet, så var jeg stoppet efter hundrede sider. 

Til fyret - Virginia Woolf

 

• Engelsk
• 21.-22. oktober
• 224 sider
• Originaltitel: To the Lighthouse

Virginia Woolf har hele ni bøger på den berømte liste over 1001 bøger man skal læse i sit liv; den er godt nok nogle år gammel men stadig min reference. Det er det næsthøjeste antal efter J. M. Coetzee, som utroligt nok har ti romaner på listen, men som jeg aldrig har læst. En anden uundgåelig roman på den liste er jo Proust, som er normeret med en titel, men På sporet af den tabte tid er jo i virkeligheden tretten bind.

Denne roman af den engelske forfatter og feminist sammenlignes netop med Proust; det store monster indenfor litteratur, som jeg uden tvivl aldrig kommer til at læse. Det står nok også klart efter historien om fyrtårnet, som ikke fangede hos mig.

Romanen er fra 1927, og er delt op i tre dele. Den første del foregår dog i 1910'erne må man antage, hvor familien Ramsay holder ferie i deres hus ved havet. Det er ægteparret Ramsay og deres otte børn samt forskellige venner og bekendte, der inviteres for kortere perioder. 

Men det er ikke selve handlingen, der fylder her - det er snarere alt det, der erstatter protagonisteres handling, der fortælles.

Fru Ramsay foreslår en udflugt til fyrtårnet; men husets herre mener ikke vejret vil tillade det. Det skaber lidt konflikt mellem de to, og dermed får vi indsigt i deres indbyrdes forhold. Men anskuelsen skifter konstant mellem de forskellige personer. Den midterste ret korte del er en form for intermezzo, hvor tiden går - 1. Verdenskrig kommer og en søn dræbes i kamp; fru Ramsay dør selv ligesom en datter.

I den tredje og sidste del mødes nogle af de resterende igen i huset ti år senere. Nu vil de endelig tage den tur til fyrtårnet, mens en af gæsterne fra dengang maler videre på sit portræt af fru Ramsay. De når endelig deres mål og maleriet færdiggøres - men alt det er faktisk sekundært.

Historien cirkler om deres indbyrdes relationer - både mellem ægteparret Ramsay men også den unge malerkunstner, Lily, som kæmper for at etablere sin plads i vennekredsen. Ligeledes er der sønnen James, som i starten hader sin far men under den endelig udflugt til fyrtårnet får den ros og anerkendelse, han har stræbt efter.

Jeg var ikke udpræget begejstret; nok fordi det virkelig er en "Proustisk" stil (det adjektiv findes faktisk på fransk), og det bliver for passivt til mig. Jeg synes protagonisterne er for endimensionelle og stive, og selvom reflektion er glimrende, kan det også blive for meget. Måske er det et eksempel på en roman, der ikke har overlevet knap hundrede år så godt?

De savnede hjerter - Celeste Ng

 

• Engelsk
• 18.-20. oktober
• 352 sider
• Originaltitel: Our Missing Hearts

Jeg var meget begesjstret for Celeste Ng allerede fra hendes debutroman, og den efterfølgende jeg læste i sommeren 2018 skuffede bestemt heller ikke. Det er pludselig nogle år siden, men i 2022 udgav hun denne, som nok er den mest markante af hendes tre romaner. Den rører også ved nogle meget følsomme emner, og er tydeligt inspireret af den tid, hvor den blev skrevet.

Vi er stasig i USA - sandsynligvis omkring 2022 også; men det er et dystert Amerika nu. Der har været en stor Krise - så stor, at den omtales med stort K. Inflationen steg voldsomt, folk mistede deres arbejde og forretninger og firmaer lukkede på stribe. Som urolighederne tog til blev det nødvendigt at finde en syndebuk, og med Kinas stigende rigdom var det lige for at anklage Kina (og Asien generelt) for at stå bag problemerne. Da man vedtager en ny lov begynder det endelig at vende, men konsekvenserne er vidtrækkende og grusomme.

PACT (Preserving of American Cultures and Traditions Act) er intet mindre end et protektionistisk terrorregime. Produkter af asiatisk oprindelse forbydes; bøger, der anses for at være kontroversielle forbydes og bibliotekerne står tomme. Almindelige borgere overvåges i et system, der opfordrer almindelige mennesker til at melde naboen - og ikke mindst så fjerner man børn i familier, der ikke støtter regimet; selvfølgelig primært af asiatisk afstamning. Ingen ved, hvor de børn ender og de bliver de savnede hjerter.

Bird er født under Krisen; hans far, Ethan, er bibliotekar og hans mor, Margaret er digter. Margaret er af asiatisk oprindelse, og familiens problemer starter, da Bird er 9 år gammel og hans mors digt De savnede hjerter pludselig får en renæssance som kampråb for modstandere af regimet. Derfor må hun forlade familien og de frasiger sig enhver kontakt eller kendskab til hende. De har heller ingen kontakt - men efter tre år finder Bird pludselig en seddel, der måske kan forklare ham, hvor hans mor er og han drager ud for at finde hende.

Det er en voldsom dystopisk roman og så er der alligevel så mange ting, som slet ikke chokerer. Den er skrevet på et tidspunkt, hvor det meste af verden kom ud af en lock-down, der absolut var en krise både humanitært og økonomisk. Racisme er jo heller ikke et ukendt begreb i amerikansk historie med dertil hørende uroligheder. mange gange er det den sorte befolkning med BLM-bevægelsen for eksempel. Men allerede under 2. Verdenskrig var der internering af japanere i USA efter Pear Harbor-angrebet, og antipatien mod asiater steg voldsomt i starten af pandemien, da man beskyldte Kina for at have "opfundet" Covid-19. Det er slet ikke så urealistisk som det kan virke, når man læser historien.

I Europa forsøger vi at beskytte vore grænser mod indvandring fra afrikanske og mellemøstlige lande; i USA ville Trump bygge en mur mod Mexico. Og sådan fortsætter mistroen og mistilliden til det fremmede.

Her er der yderligere et element af terror med den totale kontrol staten har over mennesket; de bestemmer, hvad man skal læse fx - men som til alle tider og alle steder opstår der græsrodsbevægelser, der forsøger at omgå systemet. Her er det blandt andet bibliotekarer, der smugler papirer rundt i de få bøger, der cirkulerer endnu. 

I hjertet af historien er Bird og hans mor; men også Birds veninde, Sadie, som er et tvangsfjernet barn - og man er grebet fra første side. Jeg er absolut ikke til science-fiction - men det synes jeg heller ikke dette er. Det er tværtimod skræmmende realistisk og troværdigt. Og slet ikke så usandsynligt.

Den mystiske gæst - Nita Prose

 

• Engelsk
• 16.-17. oktober
• 336 sider
• Originaltitel: The Mystery Guest

Jeg læste den første krimi om stuepigen Molly sidste år og havde lånt den på biblioteket; det er nok en meget god idé da jeg synes 150 kroner for en bog, der holder to dage er lidt meget! Den er meget hurtigt læst og det er god og let underholdning; men ikke mere end det.

Molly er kommet sig oven på forskrækkelsen fire år tidligere, da hun blev anklaget for mordet på en hotelgæst. Hun har forbedret sine sociale færdigheder og er nu chef for stuepigerne. Hun har en ny stuepige i træning, Lily, som minder meget om de tavse forsigtige pige hun selv var. Hun har også fået en kæreste - så det hele går jo ret godt.

Indtil en gæst falder død om midt i hotellets restaurant, da han skal holde en tale. Det er en berømt forfatter, som vil komme med en afgørende afsløring - det når han desværre ikke; og det står ret hurtigt klar, at han er blevet forgiftet.

Molly kommer igen under luppen ligesom alle andre ansatte på hotellet; men nu opdager den kvindelige politibetjent, at Mollys særlige evner måske kan hjælpe dem med at opklare mysteriet. Det er absolut hyggekrimi - der er ingen vold, og plottet er mere Maigret og underfundighed end blodige historier. Det er også den parallelle historie om Molly og hendes lidt skæve vinkel på livet - og hvis der skal komme en opfølger kan man måske se Molly i en ny og anderledes rolle kunne jeg forestille mig.

Men jeg vil stadig argumentere, at det er bedre at tage den på biblioteket, hvis man læser i et godt almindeligt tempo. 

Love is Blind - William Boyd

 

• Engelsk
• 13.-15. oktober
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fik en åbenbaring med William Boyds romaner sidste efterår og leder stadig efter det, der skulle være hans bedste nemlig Any Human Heart. Men så prøvede jeg denne, som er lidt i samme stil, hvor vi følger en mands liv som i The Romantic.

Hvor jeg var virkelig begejstret for den, var det en noget mere lunken fornemmelse i historien om Brodie Moncur. Historien foregår i slutningen af det 19. århundrede - Boyd elsker historiske rammer for sine personer. Brodie vokser op i en stor søskendeflok i Skotland med en alkoholiseret præst som far, og vil væk derfra - denne del fortælles i flashbacks og ikke kronologisk. Nu er han klaverstemmer i en forretning i Edinburgh, hvor han forsøger at komme på ideer til at øge omsætningen.

Ejeren sender ham til Paris, hvor han hyrer en kendt pianist til at blive sponsoreret af deres klaverer. Han skal give koncerter og til gengæld følger Brodie ham rundt i Europa for at stemme klaveret - og han møder pianistens elskerinde, den russiske operasanger Lika.

Det bliver en håbløs kærlighed - som titlen indikerer - og den unge Brodie er allerede syg af tuberkulose. Forholdet til pianisten lider selvfølgelig under hans affære med dennes elskerinde, og Brodie rejser nu syg rundt i Europa på flugt fra pianistens bror, der vil have ham ned med nakken.

Det bliver til en rejse rundt til datidens store europæiske byer men med ufatteligt dårlige beskrivelser af byen og tiden, der primært foregår ved at resumere nyheder fra de aviser Brodie læser undervejs. Det bliver for iscenesat - og der er lidt for meget klaverteknik til min smag.

Der er desværre lidt langt til den rigtigt gode og fascinerende historie som The Romantic var; det er forudsigeligt og langtrukkent. 

Lysets våben - Ken Follett

 

• Engelsk
• 5.-12. oktober
• 752 sider
• Originaltitel: The Armor of Light

Folletts serie om katedralen i Kingsbridge spænder vidt; han startede i den tidlige middelalder, fortsatte til det 14. århundrede for at springe til det 17. århundrede inden han skrev en forløber der foregik i slutningen af vikingetiden. Denne vel nok sidste i serien foregår fra 1792 til 1824, og der er ikke mange referencer til katedralen længere.

Vi er stadig i Kingsbridge, men nu er den industrielle revolution nået til England, som har en tung tekstilindustri. England er i krig med Frankrig efter revolutionen, og Bonaparte er på vej op i systemet som den kommende kejser.

Som altid er der en blanding af over- og underklasse; men man kan vel reelt set heller ikke skrive en roman, der foregår før 2. Verdenskrig uden at disse forskelle er markante. Her har vi den lokale adel, som ejer fabrikker og jorder og på den anden side arbejderne, som uden at være slaver ikke har meget bedre forhold. De lever fra dagen til vejen med syv dages arbejdsuger, og det er hårdt fysisk arbejde. De kan ikke modsætte sig fabriksejernes regler og et simpelt tyveri bliver ofte belønnet med piskeslag eller i værste fald hængning.

Der er en række protagonister fra de forskellige samfundslag og som altid i Folletts romaner er der de gode og de onde; de er ikke svære at spotte! Og der er lidt af hvert alle steder - kvinden, der ikke vil gifte sig med den hæderlige Amos fordi han ikke er rig nok. Spinderiejeren, der mistænker alle arbejdere for at lyve og stjæle fra ham. Der er den lettere alkoholiserede Jarge, som ser slagsmål som løsningen på alt, mens hans kone, Sal, arbejder sig op fra en rolle som bondekone til arbejder til chef og spirende politiker.

Det er nemlig også tiden, hvor maskinerne begynder at overtage menneskets arbejde og for disse fattige er det fatalt; de har ikke lov at strejke eller protestere. De har ingen fagforening men stritter alligevel imod med store omkostninger til følge. 

Det er langt mere en historie om begyndelsen på industri og Napoleons-tiden end det er en historie om Kingsbridge og katedralen. Det eneste vi hører til den er et par lidt malplacerede henvisninger til tidligere tiders karakterer. Det virker næsten lidt ligegyldigt, da det står som en selvstændig historie.

Der er masser af krig og kærlighed af alle slags; ikke mindst i slutningen, hvor vi detaljeret følger slaget ved Waterloo, hvor Napoleon jo så sit endeligt. Det var lidt pudsigt for en eks-belgier som mig; for nogle år siden var jeg ude at se den årlige rekonstruktion af slaget, som er en imponerende affære - tusinder af mennesker i kostumer fra tiden, og endda en Napoleon. 

Follett forstår at skrive sine historiske romaner; der er godt styr på detaljer og en god rytme i historien med gode skift mellem de mange personer. Det kommer dog aldrig til at nå højderne fra de middelalderlige katedralromaner for mig.

For tæt på solen - Paula McLain

 

• Engelsk
• 2.-4. oktober
• 384 sider
• Originaltitel: Circling the Sun

I 2019 var jeg i Kenya, og læste denne historie om nogle af de mennesker, der gjorde stedet berømt og tiltrækkende for tilflyttere i de glade 1920'ere. Nogle af de mennesker man som læser også kender fra Karen Blixens breve fra Afrika.

Beryl Markham svæver rundt i periferien af begge - både Happy Valley og Blixen. Hun voksede op i Kenya med sin far, der var hesteopdrætter. Moderen var rejst hjem til England med broderen, og faderen havde ikke helt styr på at opdrage en ung pige efter tidens normer. Beryl blev lidt af en tomboy, der skabte venskaber med de lokale og var mere tilpas i bukser og bare fødder end fine selskabskjoler.

Hun mødte Denys Finch-Hatton som helt ung, og var som så mange andre kvinder betaget af ham. Så giftede hun sig som 16-årig for at blive i Kenya, da faderens farm gik fallit og han rejste til Sydafrika. Det gik jo selvsagt ikke, og hun fik hurtigt et ry i kolonien.

Senere giftede hun sig med en rig englænder, og skabte sig et navn som den første kvindelige certificerede hestetræner. Hun vandt en del løb, men var også konstant udsat for sladder. Da de to engelske prinser besøger Kenya i 1928 hed det sig, at hun havde en affære med en eller begge prinser, og da hun fødte en søn gik sladderen igen. Om det er sandt vides vist ikke helt - men derimod er det korrekt, at hun allerede der havde et forhold til Finch-Hatton. Hans forhold til Blixen var jo præget af hendes ønske om at blive gift - som man ser det i Mit Afrika var han ikke indstillet på at opgive sit behagelige ungkarleliv.

Beryl Markham og Blixen kendte hinanden ganske glimrende; de to kvinder kæmpede om den samme mand. Finch-Hatton lærte hende at flyve, og da han døde i en flyulykke fortsatte hun. I 1936 satte hun rekorden som den første kvinde til at flyve alene over Atlanterhavet. Bogen starter og slutter med netop denne flyvning.

Markham skrev selv sin historie i en bog, der dog ikke fik den store succes. Hun flyttede til USA, men vendte retur til Kenya i 1952 hvor hun levede til sin død i 1986. På det tidspunkt var hun faktisk fattig, men en genopdagelse af hendes bog i 1982 gav hende lidt penge til at klare sig for.

Denne bog handler kun om tiden op til flyvningen i 1936, hvor hun jo faktisk har haft et meget interessant liv i 50 år efter. Men hun var også præget af alt sladderen - og selvom den sikkert var berettiget, så udtalte hun sig ikke selv om det. Hun må dog have været en karakterfast kvinde og hun elskede helt givet Kenya mere end noget andet sted. Det er jo svært ikke at føle sig hensat til Blixens Afrika under læsningen - for det var en helt speciel periode for disse kolonialister, der på godt og ondt havde en legeplads i solen. For nogle betød det også som Ikaros, at de kom for tæt på solen.

Ulykkens år - Anne-Grethe Bjarup Riis & Thomas Rydahl

• Dansk
• 29. september - 1. oktober
• 448 sider

Det er lidt uvirkeligt, at det er ti år siden jeg Thomas Rydahls debutroman, som var en spændingsroman - og hans medforfatter her kender jeg faktisk kun fra TV. Men bogen har fået god mediedækning og jeg skal jo øve mig i at læse flere dansksproget litteratur.

Jeg har utroligt nok aldrig været på Egeskov Slot; ikke, at jeg ikke vil - men det virker som et lidt håbløst projekt uden eget transportmiddel. Jeg håber stadig det lykkes en dag.

Derfor er det svært at vide, hvor korrekt det er - men det er mit indtryk, at der har været et temmelig grundigt forarbejde ikke mindst i samarbejde med slottets to nuværende ejere. Der er dog også et element af fiktion, så jeg havde lidt svært ved at gennemskue, hvor historisk korrekte personernes historier er. Der er et persongalleri i indledningen, men jeg synes ikke at kunne "finde" alle i virkelighedens verden - som fx den unge Adele, der skal forloves med Egeskov-arvngen.

Det er dog ganske vist, at den unge Frederik Bille-Brahe dør alt for tidligt som 21-årig; men det er i 1872 og ikke i 1874, som skulle være ulykkens år i bogen. Han skulle også være død i København og ikke hjemme på slottet. Det er den kunstneriske frihed forfatterne tager sig.

Men det er ikke kun en historie om herskabet og deres kvaler; det er en blanding af Downton Abbey og Matador - herskab og tjenestefolk, som lever i den form for et mikrokosmos som en herregård jo er.

Der er ganske mange personer at holde styr på, men der kommer hurtigt et godt flow i skiftet mellem personerne. Der er dog et særligt fokus på den unge Jessie, hvis bror dør lige inden sin forlovelsesfest - nu hænger familiens videreførsel på hende. En anden hovedperson bliver den unge Oda, der kommer fra Odense for at være stuepige, men i virkeligheden drømmer langt større og vil lave finere fransk madlavning. Endelig er der den evigt uheldgie Stig; staldkarlen, som forsørger sine syge gamle forældre men kæmper mod slotsforvalteren, der ubetinget har et horn i siden på ham.

Jeg kan se, at serien er en form for bestillingsarbejde, og der kommer ydeligere to bind. Ligeledes skal bøgerne filmatiseres til en tv-serie; hvornår denne får premiere kan jeg dog ikke se. 

Det ses dog i bogen, der allerede steder bærer lidt præg af et manuskript - det er skrevet med filmatiseringen i baghovedet. Det ses ud af kulisseskiftene, og den relativt lange tid, der bruges på at beskrive detaljer i hver scene. Det ville ikke du med for meget indre monolog eller for mange sceneskift. 

Det er derfor virkelig let læst og jeg savnede lidt dybde; men filmatiseringen forklarer jo årsagen ganske fint!