Love is Blind - William Boyd

 

• Engelsk
• 13.-15. oktober
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fik en åbenbaring med William Boyds romaner sidste efterår og leder stadig efter det, der skulle være hans bedste nemlig Any Human Heart. Men så prøvede jeg denne, som er lidt i samme stil, hvor vi følger en mands liv som i The Romantic.

Hvor jeg var virkelig begejstret for den, var det en noget mere lunken fornemmelse i historien om Brodie Moncur. Historien foregår i slutningen af det 19. århundrede - Boyd elsker historiske rammer for sine personer. Brodie vokser op i en stor søskendeflok i Skotland med en alkoholiseret præst som far, og vil væk derfra - denne del fortælles i flashbacks og ikke kronologisk. Nu er han klaverstemmer i en forretning i Edinburgh, hvor han forsøger at komme på ideer til at øge omsætningen.

Ejeren sender ham til Paris, hvor han hyrer en kendt pianist til at blive sponsoreret af deres klaverer. Han skal give koncerter og til gengæld følger Brodie ham rundt i Europa for at stemme klaveret - og han møder pianistens elskerinde, den russiske operasanger Lika.

Det bliver en håbløs kærlighed - som titlen indikerer - og den unge Brodie er allerede syg af tuberkulose. Forholdet til pianisten lider selvfølgelig under hans affære med dennes elskerinde, og Brodie rejser nu syg rundt i Europa på flugt fra pianistens bror, der vil have ham ned med nakken.

Det bliver til en rejse rundt til datidens store europæiske byer men med ufatteligt dårlige beskrivelser af byen og tiden, der primært foregår ved at resumere nyheder fra de aviser Brodie læser undervejs. Det bliver for iscenesat - og der er lidt for meget klaverteknik til min smag.

Der er desværre lidt langt til den rigtigt gode og fascinerende historie som The Romantic var; det er forudsigeligt og langtrukkent. 

Lysets våben - Ken Follett

 

• Engelsk
• 5.-12. oktober
• 752 sider
• Originaltitel: The Armor of Light

Folletts serie om katedralen i Kingsbridge spænder vidt; han startede i den tidlige middelalder, fortsatte til det 14. århundrede for at springe til det 17. århundrede inden han skrev en forløber der foregik i slutningen af vikingetiden. Denne vel nok sidste i serien foregår fra 1792 til 1824, og der er ikke mange referencer til katedralen længere.

Vi er stadig i Kingsbridge, men nu er den industrielle revolution nået til England, som har en tung tekstilindustri. England er i krig med Frankrig efter revolutionen, og Bonaparte er på vej op i systemet som den kommende kejser.

Som altid er der en blanding af over- og underklasse; men man kan vel reelt set heller ikke skrive en roman, der foregår før 2. Verdenskrig uden at disse forskelle er markante. Her har vi den lokale adel, som ejer fabrikker og jorder og på den anden side arbejderne, som uden at være slaver ikke har meget bedre forhold. De lever fra dagen til vejen med syv dages arbejdsuger, og det er hårdt fysisk arbejde. De kan ikke modsætte sig fabriksejernes regler og et simpelt tyveri bliver ofte belønnet med piskeslag eller i værste fald hængning.

Der er en række protagonister fra de forskellige samfundslag og som altid i Folletts romaner er der de gode og de onde; de er ikke svære at spotte! Og der er lidt af hvert alle steder - kvinden, der ikke vil gifte sig med den hæderlige Amos fordi han ikke er rig nok. Spinderiejeren, der mistænker alle arbejdere for at lyve og stjæle fra ham. Der er den lettere alkoholiserede Jarge, som ser slagsmål som løsningen på alt, mens hans kone, Sal, arbejder sig op fra en rolle som bondekone til arbejder til chef og spirende politiker.

Det er nemlig også tiden, hvor maskinerne begynder at overtage menneskets arbejde og for disse fattige er det fatalt; de har ikke lov at strejke eller protestere. De har ingen fagforening men stritter alligevel imod med store omkostninger til følge. 

Det er langt mere en historie om begyndelsen på industri og Napoleons-tiden end det er en historie om Kingsbridge og katedralen. Det eneste vi hører til den er et par lidt malplacerede henvisninger til tidligere tiders karakterer. Det virker næsten lidt ligegyldigt, da det står som en selvstændig historie.

Der er masser af krig og kærlighed af alle slags; ikke mindst i slutningen, hvor vi detaljeret følger slaget ved Waterloo, hvor Napoleon jo så sit endeligt. Det var lidt pudsigt for en eks-belgier som mig; for nogle år siden var jeg ude at se den årlige rekonstruktion af slaget, som er en imponerende affære - tusinder af mennesker i kostumer fra tiden, og endda en Napoleon. 

Follett forstår at skrive sine historiske romaner; der er godt styr på detaljer og en god rytme i historien med gode skift mellem de mange personer. Det kommer dog aldrig til at nå højderne fra de middelalderlige katedralromaner for mig.

For tæt på solen - Paula McLain

 

• Engelsk
• 2.-4. oktober
• 384 sider
• Originaltitel: Circling the Sun

I 2019 var jeg i Kenya, og læste denne historie om nogle af de mennesker, der gjorde stedet berømt og tiltrækkende for tilflyttere i de glade 1920'ere. Nogle af de mennesker man som læser også kender fra Karen Blixens breve fra Afrika.

Beryl Markham svæver rundt i periferien af begge - både Happy Valley og Blixen. Hun voksede op i Kenya med sin far, der var hesteopdrætter. Moderen var rejst hjem til England med broderen, og faderen havde ikke helt styr på at opdrage en ung pige efter tidens normer. Beryl blev lidt af en tomboy, der skabte venskaber med de lokale og var mere tilpas i bukser og bare fødder end fine selskabskjoler.

Hun mødte Denys Finch-Hatton som helt ung, og var som så mange andre kvinder betaget af ham. Så giftede hun sig som 16-årig for at blive i Kenya, da faderens farm gik fallit og han rejste til Sydafrika. Det gik jo selvsagt ikke, og hun fik hurtigt et ry i kolonien.

Senere giftede hun sig med en rig englænder, og skabte sig et navn som den første kvindelige certificerede hestetræner. Hun vandt en del løb, men var også konstant udsat for sladder. Da de to engelske prinser besøger Kenya i 1928 hed det sig, at hun havde en affære med en eller begge prinser, og da hun fødte en søn gik sladderen igen. Om det er sandt vides vist ikke helt - men derimod er det korrekt, at hun allerede der havde et forhold til Finch-Hatton. Hans forhold til Blixen var jo præget af hendes ønske om at blive gift - som man ser det i Mit Afrika var han ikke indstillet på at opgive sit behagelige ungkarleliv.

Beryl Markham og Blixen kendte hinanden ganske glimrende; de to kvinder kæmpede om den samme mand. Finch-Hatton lærte hende at flyve, og da han døde i en flyulykke fortsatte hun. I 1936 satte hun rekorden som den første kvinde til at flyve alene over Atlanterhavet. Bogen starter og slutter med netop denne flyvning.

Markham skrev selv sin historie i en bog, der dog ikke fik den store succes. Hun flyttede til USA, men vendte retur til Kenya i 1952 hvor hun levede til sin død i 1986. På det tidspunkt var hun faktisk fattig, men en genopdagelse af hendes bog i 1982 gav hende lidt penge til at klare sig for.

Denne bog handler kun om tiden op til flyvningen i 1936, hvor hun jo faktisk har haft et meget interessant liv i 50 år efter. Men hun var også præget af alt sladderen - og selvom den sikkert var berettiget, så udtalte hun sig ikke selv om det. Hun må dog have været en karakterfast kvinde og hun elskede helt givet Kenya mere end noget andet sted. Det er jo svært ikke at føle sig hensat til Blixens Afrika under læsningen - for det var en helt speciel periode for disse kolonialister, der på godt og ondt havde en legeplads i solen. For nogle betød det også som Ikaros, at de kom for tæt på solen.

Ulykkens år - Anne-Grethe Bjarup Riis & Thomas Rydahl

• Dansk
• 29. september - 1. oktober
• 448 sider

Det er lidt uvirkeligt, at det er ti år siden jeg Thomas Rydahls debutroman, som var en spændingsroman - og hans medforfatter her kender jeg faktisk kun fra TV. Men bogen har fået god mediedækning og jeg skal jo øve mig i at læse flere dansksproget litteratur.

Jeg har utroligt nok aldrig været på Egeskov Slot; ikke, at jeg ikke vil - men det virker som et lidt håbløst projekt uden eget transportmiddel. Jeg håber stadig det lykkes en dag.

Derfor er det svært at vide, hvor korrekt det er - men det er mit indtryk, at der har været et temmelig grundigt forarbejde ikke mindst i samarbejde med slottets to nuværende ejere. Der er dog også et element af fiktion, så jeg havde lidt svært ved at gennemskue, hvor historisk korrekte personernes historier er. Der er et persongalleri i indledningen, men jeg synes ikke at kunne "finde" alle i virkelighedens verden - som fx den unge Adele, der skal forloves med Egeskov-arvngen.

Det er dog ganske vist, at den unge Frederik Bille-Brahe dør alt for tidligt som 21-årig; men det er i 1872 og ikke i 1874, som skulle være ulykkens år i bogen. Han skulle også være død i København og ikke hjemme på slottet. Det er den kunstneriske frihed forfatterne tager sig.

Men det er ikke kun en historie om herskabet og deres kvaler; det er en blanding af Downton Abbey og Matador - herskab og tjenestefolk, som lever i den form for et mikrokosmos som en herregård jo er.

Der er ganske mange personer at holde styr på, men der kommer hurtigt et godt flow i skiftet mellem personerne. Der er dog et særligt fokus på den unge Jessie, hvis bror dør lige inden sin forlovelsesfest - nu hænger familiens videreførsel på hende. En anden hovedperson bliver den unge Oda, der kommer fra Odense for at være stuepige, men i virkeligheden drømmer langt større og vil lave finere fransk madlavning. Endelig er der den evigt uheldgie Stig; staldkarlen, som forsørger sine syge gamle forældre men kæmper mod slotsforvalteren, der ubetinget har et horn i siden på ham.

Jeg kan se, at serien er en form for bestillingsarbejde, og der kommer ydeligere to bind. Ligeledes skal bøgerne filmatiseres til en tv-serie; hvornår denne får premiere kan jeg dog ikke se. 

Det ses dog i bogen, der allerede steder bærer lidt præg af et manuskript - det er skrevet med filmatiseringen i baghovedet. Det ses ud af kulisseskiftene, og den relativt lange tid, der bruges på at beskrive detaljer i hver scene. Det ville ikke du med for meget indre monolog eller for mange sceneskift. 

Det er derfor virkelig let læst og jeg savnede lidt dybde; men filmatiseringen forklarer jo årsagen ganske fint!