I, Juan de Pareja - Elizabeth Borton de Treviño

• Fransk
• 7.-8. februar
• 279 sider
• Dansk titel:Ikke oversat
• Fransk titel: Je suis Juan de Pareja

Bøger om malerier, malere og renæssancekunst er jo en sikker vinder hos mig!

Denne historie handler om Diego Velazquez - en af mine absolutte favoritter - og det forhold han havde til sin sorte slave, Juan de Pareja. Historien er ganske sand; i denne form er den selvfølgelig romantiseret, og fortælles af Juan de Pareja selv som hans livshistorie.

Hvert kapitel har en titel, som med det samme fik smilet frem hos mig! De hedder alle noget, der starter med "Hvor ....". Den opmærksomme læser vil jo med det samme se, at det er inspireret af Cervantes titler til kapitlerne i Don Quijote. Det er en fin lille hyldest til en anden stor spansk kunstner, som jo var samtidig med Velazquez, der er født i 1599.

Juan de Pareja er født slave, og vokser op i et rigt hus i Sevilla, hvor han bor indtil han er en stor dreng. Det er lidt svært at tidsfæste mange af disse begivenheder, da meget lidt selvfølgelig findes nedskrevet. Men hans ejere dør, og han overgår i testamentet til Velazquez i Madrid. Han er stadig slave, men arbejder direkte for maleren som hans assistent i atelieret og derigennem får vi også indblik i kunstnerens måde at arbejde på; og nogle af de store malerier, han har efterladt sig.

Historien udvikler sig heldigvis for den unge slave, og som voksen ender han med at blive sat fri. Det giver han muligheden for at male - som han har gjort i skjul i mange år. Det var nemlig forbudt for slaver at udføre kunst; arbejde måtte de selvfølgelig - men ikke udøve ædel kunst.

Juan de Pareja ledsager også Velazquez på hans rejser til Italien, og følger ham på slottet, hvor Velazquez jo i mange år arbejdede som hofmaler for Filip 4. og der malede mesterværket Las Meninas.

Jeg forsøgte oprigtigt at koncentrere mig om Juans historie; men jeg kan ganske enkelt ikke læse biografier uden at verificere visse ting. Desuden har jeg læst en del om Velazquez, som gjorde, at jeg hurtigt undrede mig. For der er nogle fundamentale historiske fejl!

Bogen er jo skrevet i 1965 - men jeg kan ikke forestille mig, at viden om Velazquez har ændret sig radikalt siden da; så hvorfor snyder forfatteren så med så mange fakta? Velazquez dør i 1660 og hans hustru blot nogle dage senere - i bogen dør hun flere år inden. Ligeledes stemmer visse ting slet ikke overens i forbindelse med de meget veldokumenterede rejser til Italien. Jeg forsøgte hele tiden at regne deres respektive aldre ud i forhold til begivenhederne, og så stemte det slet ikke med den anerkendte kronologi.

Principielt ville det jo ikke have gjort historien ringere; så hvorfor ændre fakta?

Selvfølgelig er det en forfatters frihed at digte lidt, når man skriver biografier århundreder efter, at protagonisterne er døde. Hun skriver fx historien om, at det er Filip 4., der med Juans hjælp posthumt maler en orden på Velazquez' selvportræt i Las Meninas. Det er helt i orden med mig, fordi ingen ved, hvem der har gjort det! Men alle kan læse sig til, hvor og hvordan han og hans familie døde.

Det ødelægger desværre mit helhedsindtryk; men det var en ellers poetisk og smuk historie om en stor kunstner, som samtidig var human. Han frisatte virkelig sin slave, så det karaktertræk kan vi jo anerkende - og det var en sjældenhed på den tid.