Sunday, May 25, 2014

Pour l'amour des miens - Anne Alassane

























  • Fransk
  • 24. maj
  • 271 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg trængte som sagt til noget 'lettere' læsning efter turen rundt i middelalderens kvindeliv; og denne kan måske ikke betegnes som nem i sit indhold - men skrivestilen var det. Så i stedet for en film lørdag aften med forkølelse og influenza i kroppen, så blev det denne bog fundet for en slik i supermarkedet.

Anne Alassane var meget fremme i de franske medier, da hun vandt den første sæson af Masterchef i 2010. Hun var ikke uddannet kok, men havde en gård ude på landet, hvor hun boede med sin afrikanske mand og deres seks børn, hvoraf de to ældste havde en anden far. Et smukt billede på tværkulturelle Frankrig anno 2010; men det var tilsyneladende et glansbillede. I starten af januar 2012 arbejdede Anne med sin restaurant, der skulle åbne og med at jonglere familieliv og forventninger fra medierne efter sejren i Masterchef; da der brød ild ud i huset blot nogle meter derfra. Det gik så hurtigt, at de ikke nåede at få de to mindste ud - og hun mistede sine to små piger på 2 og 4 år. En grusom skæbne!

Det blev selvfølgelig også voldsomt dækket af pressen; ikke mindst, da hun knap et år efter sad med et nyt barn - med en ny mand. Jeg syntes, at billedet af denne kvinde blev sløret og fordrejet - for hvem er man egentlig, hvis man kan gå så meget igennem, og alligevel virke klar til ny kærlighed så hurtigt?

Bogen, som hun selv skrev, fortæller om hendes barndom i Afrika - som har gjort hende til et helt andet menneske indeni end hendes jævnaldrende franskmænd. Alle, der har været i Afrika, ved hvordan det påvirker én - men at vokse op i landet er noget helt andet. Det er også der hun møder sin mand, og sammen rejser de tilbage til Frankrig. Men man omplanter ikke en afrikansk stolt mand til Europa uden problemer; hvor hun er stærk og hele tiden kæmper for at blive til noget, bliver manden mere og mere apatisk. Det undrer mig ikke spor; jeg stod en gang selv i en situation, hvor jeg overvejede dette kraftigt men bestemte mig for, at jeg ikke ville kunne bære et forhold igennem sådan en omvæltning.

Så da hun vinder, og hele familien tropper op på scenen, er det reelt set slut, og lang tid inden branden har hun indledt et forhold til den tredje mand. Personligt synes jeg stadig, at hun er for stærk og dominerende i hendes forhold. Det hev hende muligvis hurtigere igennem sorgen; men jeg sad ikke med et positivt indtryk af mennesket efter at have læst hendes historie, som er jo er forfærdelig. 

No comments: