I venlig erindring - Françoise Sagan

• Fransk
• 2.-3. marts
• 215 sider
• Originaltitel: Avec mon meilleur souvenir

Jeg synes, at den danske titel er temmelig misvisende og lidt for underspillet og flad - den rigtige oversættelse skulle være Med min bedste erindring. Den titel forstår jeg anderledes, når man kender til Sagan og hendes omtumlede liv. Jeg læser imellem linierne et forsvar - et svar på tiltale af alle de ting, der blev sagt og skrevet om hende i fransk presse i årtier. Og her tager hun til genmæle! Hun kunne også have kaldt den Med min bedste overbevisning.

Det er ikke i ordets strengeste forstand hendes erindringer; hun skrev bogen i 1984, da hun var knap 50 år gammel - men hun døde først tyve år senere; i dyb armod og ødelagt af druk og stoffer. Men i denne bog tager hun fat på forskellige emner, som uden tvivl står hende nært men som også definerer hende - Fart (hun blev beskyldt for at være lidt af bisse på vejene); Spil (det er almindeligt kendt, at hun brugte formuer på casinoer og endog lod sig forbyde adgang); Saint Tropez (stedet, hvor de unge, de smukke og de rige mødtes i 1960'erne); Teater (om hendes successer og fadæser) og ikke mindst bøger, som selvsagt betød meget for hende allerede som teenager.

Der er også et par kapitler om bestemte personer - Billie Holiday, Orson Welles, Rudolf Nureyev og Jean-Paul Sartre. Personer, hun havde et særligt forhold til og som hun især beundrede. Det er et rørende afsnit om hendes møder med den gamle Sartre, der er blevet blind og ikke længere kan skrive. Hun tager ham med på restaurant en gang om ugen, og hvor andre af hans venner væmmes ved at se ham have svært ved at spise ordentligt - så skærer hun hans mad i små stykker som til et spædbarn. Han dør og hun er i dyb sorg, og skriver, at selvom han var 30 år ældre end hende, så håbede hun at dø før ham. Hun understreger, at hun i hvert fald ikke håber at leve 30 år til - og der fik hun jo heldigvis ret. Det blev kun til 24 år mere end Sartre.

Sagan havde et fatalistisk og til tider meget sort livssyn. Hun fortrød 'den gamle verden', som i hendes øjne var teenagetiden og den totalt ubekymrede periode i slutningen af 1950'erne, hvor hun havde penge, var ung, smuk og feteret - og hvor Saint Tropez endnu var en idyllisk lille fiskerlandsby - i hastig udvikling mod den rædsel, man besøger i dag. Jeg var der selv i sommers, og fra det sekund vi ankom til byen, tænkte jeg blot på at komme væk igen.  

Hun gider vel faktisk ikke den verden, hun ser komme, og meget pudsigt skriver hun et sted - min oversættelse:

"Vi er i 1980, og jeg ved ikke om vi når til år 2000 uden at et eller andet stædigt fly med en besætninge, der er døv overfor opråb [....] styrer imod os med vores øjeblikkelige askedækkede død i vingerne."

Det virker jo lidt profetisk! Men det er nok snarere et udtryk for hendes afsky for al det moderne. Hun elskede farten - og syntes ikke om den nye motorveje og alle kontrollerne. Hun elskede at spille og gamble - og muligvis også snyde lidt. Hun elskede at feste - og drikke - og gerne i forbindelse med de to ovennævnte beskæftigelser. Alt i alt en dårlig kombination i vore mere moderne tider.

Hun skriver til gengæld ikke et ord om sine mænd. Hun skriver om alle de mænd, hun beundrede men ikke elskede eller havde et forhold til. Men ikke et ord om de to ægtemænd - eller endnu vigtigere hendes elskerinder. Hun vælger at forsvare sig på de punkter, hun kan og med sin endegyldige ret at beholde sit privatliv for sig selv. Og det er vel en fin selvbiografi - vel vidende, at andre nok skal sørge for at fortælle deres version af din historie.